Elmira var frustreret, frustreret over at lade nogen behandle hende på den måde, men hun bebrejdede ikke Nobacy, nej hun bebrejdede manden og måske endda mænd generelt. De kunne være nogle frygtelige typer og indtil videre havde Elmira ikke særlig god erfaring med nogen af deres slags. Nobacy var dog den første som havde fået hende til at indse, hvor naiv hun egentlig opførte sig. Hun havde set en del i løbet af hendes levetid også før hun fik sin fysiske form og betrådte landet for første gang. Men aldrig havde hun set sig som naiv på den måde. Ja, hun var tilskuer, men det skulle da være muligt for hende at gøre hvad der passede hende, når landets væsner ville hende ondt. Elmira ville ikke lade det ske igen. Hun trak nogle dybe indåndinger for at få sig selv under kontrol, hytten vendte retur til sin oprindelige stand, som hun trak sig sammen og lukkede øjnene. Hun havde aldrig før mistet kontrollen over sine kræfter på den måde, men hendes hjerte hamrede derudaf, så hun kunne egentlig godt forstå det. Hvor var hun bare håbløs. Nålen havde været et skrig om hjælp.. Elmira kunne ikke komme galt afsted, det forhindrede dragten, som var ment til at beskytte hende, men dragten kunne ikke forhindre folk i at gøre hende ondt på andre måder. En voldtægt ville ikke være blevet stoppet og ej gjorde Nobacy’s ord til hende. De ramte hende hårdt.

Selvom Elmira var faldet til ro igen, så stod hun endnu med ryggen til Nobacy, hun havde lagt armene omkring sig og trak vejret forholdsvist roligt, imens at hun lyttede til hendes ord. ”Selv menneskene fortryder deres liv, alle væsner er forpint på den ene eller anden måde” hendes stemme var såret, den var tæt på at knække, som hun snøftede let og vendte sig tilbage mod Nobacy. Hun trådte nærmere for at lægge hænderne mod sengen. ”Hvad enten I har 80 eller flere årtusinder at leve i, så lider I alle” hendes stemme var blevet blid igen. Det var sjældent at Elmira stødte på et væsen, som var tilfreds med sit eget liv, der var næsten altid noget, som plagede dem. På nøjagtig samme måde, som der var noget der plagede hende. Hun følte sig fanget ligesom de øvrige væsner på jorden. Men hun vidste godt at hendes rejse kun lige var begyndt. For døden ville ikke finde hende medmindre at hun opgav eller hun stødte på et væsen, der var hendes endelige. Elmira vendte blikket mod Nobacy, som et smil gled over hendes læber, hun rakte ud efter hendes hånd for at give denne et klem. ”Meningen med livet er ikke lige tydeligt for jer alle, nogle gange er I nød til at være åbne overfor forandring, ellers løber I rundt i den samme cirkel resten af jeres liv” skæbnen var en besynderlig ting, Elmira kunne ikke manipulere med den, men hun forstod den måske mere end andre. Hun havde ikke selv nogen skæbne at holde sig til, der var ingen fortid eller fremtid, hun kunne trække på. Kun Emeriz. Elmira gik tættere på, som hun lagde hånden mod hendes skulder, den skulder, som ikke var blevet såret. ”Er du åben overfor forandringen?” spurgte hun stille, de grønne øjne havde atter fået deres glød tilbage, som hun smilte til hende. Der var håb endnu, hvis blot Nobacy var åben overfor det.

"Er du åben over forandring?" Var hun det? Det vidste hun ikke. Hun følte at hun faldt. Det gik op for hende at hun havde faldet siden forbandelsen havde ramt hende. Hun har nægtet det hun har vidst i lang tid. Hun har nægtet at indse det. Hun kiggede ned. Var hun åben over for forandring? Hun stod over for et valg. At leve i illusionen eller at se hendes fortid i øjnene. At begynde at drømme. At begynde at skabe igen. Var hun klar til det? Hun sukkede dybt. Hun vidste ikke hvem hun var længere. "Rejsen er kun lige begyndt." Hun lagde mærke til at tanken om forandring ikke skræmte hende. Hun kiggede på Claire med en beslutsomhed som i andre situationer ville få de fleste til at bakke væk. "Vil du gå på denne rejse med mig? For i dag er vi blevet født igen."

En tavshed sænkede sig imellem dem, som Elmira lod Nobacy tænke over hendes ord. Det ville ikke fungere, hvis ikke kvinden var villig til at tage imod håndsrækningen og Elmira var ikke typen til at tvinge hende til at indse, hvad der var nødvendigt. Hun plantede blot frø, som Nobacy kunne vande eller lade dø med sine tanker. Elmira var ment til at holde øje med væsnernes skæbne, ikke at manipulere med den, men hun kunne fornemme den smerte, som Nobacy befandt sig i. Hun følte, at hun var tvunget til at gøre noget for at lette byrden på hendes skuldre. Måske fordi Elmira fandt det langs nemmere at tale med hende, også selvom hun havde råbt af hende, så havde hun haft ret.

Nobacys suk fik hende til at se næsten bekymret ud, ville hun ikke tage chancen, var hun bange for hvor skæbnen ville føre hende hen, hvis hun valgte at tage imod tilbuddet? Elmira nikkede til hendes ord, ja rejsen var kun lige begyndt. Men for at rejsen for alvor kunne tage fart, måtte Nobacy tage et valg. Beslutsomheden i hendes blik, fik Elmira til at smile, der var blevet taget et valg, dog så hun lettere forbavset på hende. ”Det er ikke op til mig” hendes stemme var mild, blid og rolig som den ikke havde været længe. ”Rejsen er din egen, jeg kan ikke blande mig” fortsatte hun, de grønne øjne hvilede i hendes blik, som hun bukkede hovedet let.

Nobacy smilte tilbage en smule koldt. "Jeg er ikke den eneste hvis rejse lige er begyndt." Hun studerede Claire lidt. Hun smilte til hende. "Du behøver ikke være alene mere." Tanken varmede hende. Hun vidste virkelig ikke hvem hun var mere. Og hun accepterede det. Hun skævede til sit sår. Kunne healeren skaffe nyt blod? Forhåbentligt var denne healer så god at hun i det mindste vidste hvordan hun kunne få nyt blod. "Uanset hvad vil jeg i hvert fald gerne have noget ny blod så jeg ikke skal sidde i kørestol..." Nobacy var ikke typen som pakkede noget ind i vat. Hun tænkte ikke over hvad det kunne betyde for Claire.

Det kolde smil fik kort Elmira til at undre sig over situationen. Hvad var det hun gerne ville have hende til og hvorfor ønskede hun at involvere hende i sin rejse? Nogle af spørgsmålene blev dog langsomt besvaret, som Elmira lyttede til hendes ord. Nobacy lod til at insistere. ”Rejse? Jeg har ingen rejse at tage på.” forklarede hun med et nik, som hun ikke forstod hvorfor eller hvordan hun skulle bidrage med noget. Hun havde allerede forstyrret kvindens skæbne nok i dag, og nu ønskede Nobacy at involvere hende yderligere? Hun tøvede for en stund. Tænkte gevaldigt over situationen, før at hun nikkede. ”Okay” hun havde taget en beslutning og hvis Nobacy var villig til at skænke hende noget tid, så kunne hun måske komme i mål med noget.

Nobacys udbrud forvirrede hende en anelse, som hun dog nikkede til hendes ord og rettede sig op. Hun slap hendes skulder og vendte rundt. ”Jeg henter healeren, så du kan komme på benene igen” forklarede hun hastigt, som hun gik mod døren og fik fat i healeren. Elmira følte ikke hun kunne gøre meget derinde, andet end provokere hende tydeligvis, så hun vendte ikke retur, da healeren kom ind af døren igen. Hun blev ude og strøg forsigtigt hesten over manken. Hun havde givet bonden et løfte, så hun var ikke i stand til at vende hjem endnu. Og hun ville lige sikre sig at Nobacy var helt okay. Måske når hun atter var på benene. Det hele forvirrede hende en anelse, hvorfor valgte Nobacy at blande sig på den måde?

Nobacy kiggede efter Claire da hun gik ud af huset. Hun var ikke alene mere. Før havde hun ikke tænkt på det som et problem. På den anden side havde hun dræbt så mange at de venner hun kunne få, nok ikke ville være nogen man skulle stole på. Men denne kvinde, Claire, havde på kun et par timer ændret hendes syn på verden. En smule. Hun havde stadig lyst til at dræbe folk. Tanken fik hende til at slikke sig om munden. Men hun havde ikke lyst til at leve i ensomhed resten af sit liv. Deres rejse ville komme til et punkt hvor de måtte skilles. Men hvis hun ville tro på skæbnen, ville de måde hinanden igen på et tidspunkt. Hvis ikke hun døde i mellemtiden. Hun så for sig Claire stå over hende død. Hendes ansigt indhyllet i sorg. Hun rystede tanken af sig. Hun måtte ikke dø. For Claire. Hun ville holde sig i live for Claire, så hun ikke skulle være alene i verden igen. Men hun ville ikke ændre sit væsen. Det måtte hun få Claire til at forstå.

Healeren kom ind i huset. Blinkede et par gange. Huset så ikke helt ud som det gjorde før. Hun rystede tanken af sig og kiggede på Nobacy. "Lad os få kigget på det ben. Og lad mig gå til sagen. Gør det ondt?" Gjorde det ondt? ehh. Måske? Hvis Claire havde det samme sår i den samme situation, ville det gøre ondt på hende. "Hvad er din defination af "gøre ondt?" Healeren ikke så meget som blinkede. Hun havde åbenbart set typen før. "Hvis du ikke havde et sår i forhold til at du har et sår, gør det så ondt?" Hun tænkede over det. "Ja?"
"Er du i en tilstand hvor du ikke tror at du ville reagerer lige så hurgtigt som hvis du ikke var i denne tilstand?"
"Ja." Healeren bed sig i læben. Mumlede noget i retningen af. "... Har mistet meget blod..."
"Jeg kan kopirer dit blod, og få fylde dine blodkar op."
"Men?" Det fik healeren til at smile.
"Men, det vil gøre ondt."
"Smerte er et mentalt stadie."
"Hvad med det?" Healeren prikkede til forbandelsen.
"Det er en anden smerte... Uheldbredelig..."
"Hmm... Nå, ingen tid at spilde. Må jeg få din arm? Jeg skal bruge et sår for at kunne bruge min evne." Uden tøven gav Nobacy healeren sin arm (I billedsprog). Healeren lavede et sår med en kniv, sikkert brugt til operationer. Og så begyndte healeren. Og det gjorde ondt. To ting. Hun måtte ikke skrige. Det ville tage lang tid. Timer måske.

Det var ikke fordi hun ikke havde lyst til at være i rummet, men hun følte ikke at hun ville gøre megen nytte, når først Healeren skulle i gang med at gendanne hendes blod. Elmira vidste, at hun ville ende med at få kvalme, så var det bedst at lade dem være, imens at hun tog sig af deres transport. Egentlig var hun ikke særlig tryg ved det store dyr, men hun følte lidt at hun var nød til at vise sin taknemmelighed overfor hesten. Derfor gik hun helt ud af hytten og strøg fingrene over mulen på hesten. Hun smilte svagt. Hesten kunne nok godt fornemme på hende, at hun ikke var helt tryg ved situationen. Måske det var en lidt en blanding af hvad der var sket ved søen, Nobacy’s skade, irettelsættelse og det store dyr. Hun var også forsigtigt, men hesten lod ikke til at være forstyrret af det, som den puffede let til hendes skulder, da hun gik rundt for at tjekke selerne, det skulle helst ikke side for stramt, for det måtte da være ubehageligt, eller var det meningen?

Elmira kunne ikke fordrive al tiden med hesten, også selvom hun så småt var begyndt at bløde op for det store dyr, som ventede tålmodigt på hende og Nobacy. Tanken om at aflevere dyret tilbage havde strejfet hende, men hun ville helst ikke forlade Nobacy. Hendes bekymring vendte retur, som hun skævede mod hytten, da hesten lige pludselig puffede til hende, så hun tabte spanden med vand, hun ville have sat foran hesten. En latter undslap hendes læber, som vandet ramte hende, hun blev atter gennemblødt også selvom hun endelig var blevet tør. Hendes latter var blid, der var ikke nogen spor af bekymring tilbage, som hun vendte fokus mod hesten. ”Okay..” der var ikke et eneste snert af irritationen over hendes tone, som hun klappede hesten på mulen. ”Jeg skal nok lade vær med at bekymre mig yderligere” fortsatte hun, Elmira gjorde et nik mod hytten. De havde været i gang længe og hun havde forsøgt at lukke af for alle lyde, da det sikkert var yderst smertefuldt at gennemgå.

Smerten var ulidelig. Hun svedte meget. Healeren havde ikke råd til at give hende bedøvelsesmiddel. Hun havde troet at smerten kun skulle være i benet. Men i virkeligheden skabte hun nyt blod i hendes hjerte, og det pumpede det ned til benet. Og det gjorde ondt. I hele kroppen. Men det lykkedes hende ikke at skrige. For Claire skulle ikke vide at hun var lige ved at miste den. Nobacy vidste ikke helt hvorfor hun ikke ville virke svag over for hende igen. Det var en umoden følelse, det vidste hun, men hun ville ikke. Tiden gik alt for langsomt. Sådan så smerten virkelig kunne komme ud i hver en krog af hendes krop. Men i det mindste kunne hun tage at føle den. Smerten var sandselig. Noget hun kunne overvinde. Men der var ingen tilfredsstillelse ved at kæmpe denne kamp. Det blev ved med at gøre ondt. I. Hele. Kroppen.

"Så er jeg færdig..." Hun kunne ikke svare. Ikke med det samme. Det begyndte at gå op for hende at det ikke gjorde ondt. "Ikke så meget som en lyd..." Mumlede healeren for sig selv. "Ikke så meget som et spjæt..." Nobacy havde ikke luft til at svarer. Healeren kiggede lettere skræmt på hende. “Hvad har du været igennem som har værret værre end det?” Det blik Nobacy sendte healeren sagde det hele. Hun vidste at det ikke gjorde ondt mere, men hun var udmattet. “Kan... jeg... gå?” Sagde hun men en rallen. “Vi kan prøve.” Healeren tog fat om hendes skuldre og satte hende forsigtigt op. “Blodet skulle cirkulerer i din krop. Så i teorien...” healeren rejste hende op. Hun kunne stå. “Normalt kan folk ikke stå op... på den anden side er jeg ikke vand til at lave denne behandling på elvere.. Eller også er du af en anden støbning..." Healeren trak hende langsomt op at stå. Hun svajede men stod. Healeren støttede hende mens de gik ud mod Claire. Nobacy smilede da hun endelig fik hende at se. 

Hvorfor Elmira egentlig bekymrede sig så meget for Nobacy var ikke nemt at forstå, det var ikke kun fordi hun havde reddet hende ud af en større knibe, men fordi hun havde følt hendes smerte tæt på. Nobacy havde ikke været i stand til at skjule smerten for hende, selvom hun måske havde haft et ønske omkring det, så var det svært at skjule. Elmira vidste godt at hun ikke skulle blande sig i andres sager, men hun kunne ikke glemme hendes ord til hende. Hun skulle tage sig sammen, hvis ikke alle skulle ende med at se hende som et nemt offer. Hun trak en dyb indånding, som hun kradsede hesten let under mulen og smilte til dyret. De grønne øjne var langsomt begyndt at blive rolige igen, hendes vejrtrækning var atter under kontrol, som hun bed sig svagt i læben. Hun havde mistet kontrollen over sine evner, noget der normalt ikke skete.. Det var en smule uvant og Elmira var fanget i øjeblikket, som hesten atter var tvunget til at puffe til hende.

Elmira lagde ikke mærke til at Nobacy og healeren kom retur, før at hun kunne høre deres skridt over grusset i gården. Hun stod på den anden side af hesten og strøg den over pelsen. Hun følte lidt at hun godt kunne være taknemmelig for hestens hjælp, men der gik ikke lang tid før at hun rettede blikket mod Nobacy. Et lettet smil bredte sig over hendes læber. Hun slap hesten og kom hen til dem, som hun rakte hånden frem mod Nobacy. ”Skal jeg tage over?” spurgte hun smilende, som hun rettede et taknemmeligt blik mod Healeren og bukkede hovedet let. ”Tusind tak” lød det blidt og høfligt, som hun bed sig let i læben og vendte blikket retur til Nobacy. ”Hvordan har du det?” spurgte hun en anelse forsigtigt, måske det var dumt at spørge, måske Nobacy ikke ønskede at svare? Så kunne hun selvfølgelig lade vær.

"Af zaladins til." Sagde hun tørt, med en stemme der var halvhæs. For hun havde stadig ondt. Og hun var sulten. Det havde taget hårdt på hende at blive "helbredt". Hun kunne ikke enggang gå rigtigt. Men i det mindste var hun ikke svimmel. Så var smerten helt sikkert at foretrække. Hun hadede at være svag. Der skulle vidst gå et par dage før hun kunne gå rigtigt igen. "Men bedre end før." Claire havde gjordt så meget for hende. Hun var ikke helt sikker på hvorfor Claire gerne ville hjælpe hende. Sikkert fordi hun var så uskyldig. Hun havde ingen anelse om hvordan deres forhold ville udvikle sig. Men hun ville prøve at accepterer at hun skulle have et forhold til denne kvinde. Egentligt var det ikke en skræmmende tanke. "Der er vel en kro et sted? Jeg er helt flad. Og jeg er sulten...?" Hun håbede virkelig at Claire havde penge. Sult var den mest irriterende følelse hun kunne forestille sig.

Nobacys udbrud ville tidligere have fået Elmira til at rynke på brynene, men i stedet valgte hun at smile. Humøret lod til at være vendt tilbage, så hun havde ingen grund til at bebrejde hende for udbruddet. Det var vel naturligt, når man tænkte på alt det, hun havde været igennem. Der hvilede et roligt smil over hendes læber, som hun nikkede til healeren og kort vendte blikket mod hesten. Der gik dog ikke længe før hun atter kiggede retur på Nobacy. ”Det er jeg glad for” svarede hun høfligt. Hun gjorde et nik med hovedet, før at hun stille tog overfor healeren, så hun kunne komme tilbage til at passe sit arbejde.

Elmira havde lidt svære ved at støtte hende, men hun havde ikke noget imod at gøre et forsøg, som hun rettede blikket mod hende. ”Vi kan sagtens finde noget at spise” svarede hun stille, pengene var ikke noget problem. Hendes job gjorde, at hun ikke manglede noget, så længe at hun sørgede for at skaffe kunder. ”Men jeg lovede bonden at aflevere hesten tilbage, så snart det var muligt” sagde hun stille, en anelse forsigtigt, som hun helst ikke ville fornærme Nobacy, når nu hun havde givet udtryk for at hun faktisk var sulten. Måske hesten stadig skulle bruges, så de nemmere kunne finde noget at spise?

"Vi kunne spise hesten..." Det var ment som en vittighed... men... Nu hun kiggede på den hest så så den rent faktisk ret lækker ud. Hun havde smagt hestekød før. Hos en virkelig dejlig kromutter. Åh hun kunne lave mad. Og den hest smagte sååå fantastisk! Måske...
Heste flyttede uroligt på sig under hendes blik, og hun kom til at tænke på at det nok ikke var en god ide at slagte en andens hest. Det ville bare være probler til Elmira. Hun sukkede over manglen af energi i hendes krop. Det var så frustrerende. Forhåbentligt ville en protion mad gavne. Hendes mave knurrede. "Men når hesten ikke vil gå med til det, skal vi måske finde en anden løsning... Jeg er sulten..." Hun blinkede et par gange og kom i tanke om hvad hun egentligt sagde til hende. Hun var så sulten at hendes hjerne ikke fungerede ordenligt. "Men det kan vente til efter vi har afleveret hesten..." Hun kiggede på hesten igen, og den så ud til at tage afstand som vidste den hvad hun tænkte på. Hun var en anelse skuffet over ikke at få hestekød... 

Forslaget kom fuldkommen bag på hende. Elmira endte med at stirre på hende for en stund. Morskaben i sætningen var røget hen over hovedet på hende og hun havde svært ved at skjule sin forbavselse. Hvor mon det kom fra? Selvfølgelig mindes hun stadig blodet, ilden og ikke mindst lugten af brændt kød, men at foreslå den slags. Hun havde slet ikke set den komme. ”Øhm..” lød det lettere forbavset, hun blinkede et på gange, som det tog hende noget tid at vænne sig til tanken. Hun brugte længere tid på at bearbejde ønsket. Hun kunne umuligt byde bonden det, nu hvor han havde været flink nok til at hjælpe hende.

Elmira skulle lige til at foreslå noget andet, da Nobacy kom hende i forkøbet. Hun måbede kort, som hun ikke vidste hvad det rette svar var. En yderst svag og nervøs latter undslap hendes læber, som hun trak let på smilebåndet. Ville hun nogensinde kunne vænne sig til hendes frembrusende personlighed? Dog endte hun med at ånde lettet op, som Nobacy valgte at skære det hele ud i pap for hende. Heldigvis ønskede hun ikke at skære hesten i bøffer. ”Tak” svarede hun lettet, som den rolige smil atter vendte retur. Forsigtigt bevægede hun sig mod hesten, samtidig med at hun forsøgte at give Nobacy den støtte hun havde brug for. ”Hvis vi bruger vognen, så kan vi hurtigere få afleveret hesten og finde noget mad” svarede hun med et smil. Tvivlen var tidligere var ikke til at spore i hendes stemme. Hun greb ud efter rebet, som holdt hesten bundet til healerens hytte, så hun kunne løsne den og føre hesten rundt.

"Gør hvad der må gøres" mumlede hun for sig selv. Hun kunne ikke lide ideen om at blive transporteret i en kære, som et objekt. Men der var vist ikke rigtigt andre muligheder. Hun måtte bare bide i det surer æble og følge med. Hendes hjerne fungerde på halv styrke. Så sulten var hun. Egentlig når hun tænkte på mad ville hu gøre hvad som helst lige nu for at få mad. Så at blive transporteret ville ikke være det værste overhovedet. "Jeg tror at det ville gøre det meget lettere for os begge to hvis vi satte mig op i den åndsvage vogn..." Hun hadede at hun blev beskyttet af en person som ikke engang kunne beskytte sig selv. Så svag var hun. Og bare fordi at hun ville have det lidt sjovt. Hun kunne sagtens have dræbt den mand langt før. Men selvfølgelig valgte hun ikke at gøre det. Hun sukkede højlydt, og utilfreds.

Det var ikke en situation Elmira var van til at befinde sig i, men hun forstod meget hurtigt, at hun nok var nødt til at lade Nobacy bearbejde smerten på egen hånd. Hendes kommentarer var i hvert fald ikke til at tage fejl af og hun vidste ærlig talt ikke, hvad hun skulle stille op for at hjælpe hende. Hun kunne ikke give hende andet end tid.. Meget ironisk, men sådan var det jo bare. Stille nikkede hun til Nobacy, som hun lod til at overgive sig og gik med til hendes løsning. Derfor valgte hun også at støtte hende rundt om hesten, så de kunne få adgang til den mindre vogn. Det var ikke meget, men bonden ønskede ikke at give hende mere. Elmira var blot en fremmed kvinde, en desperat kvinde, der havde bedt om hjælp. Og hun var glad for den hjælp hun havde fået. Derfor ønskede hun også at aflevere hesten tilbage. Elmira greb ud efter vognen for at føre Nobacy mod ladet, så hun kunne finde sig tilrette. ”Jeg beklager, at jeg fik inddraget dig i det” mumlede hun undskyldende, som hun lod Nobacy finde en måde at sidde på, imens at hun vendte retur til hesten. Det store dyr kunne sagtens mase hende, hvis den ønskede det. Hun bed sig i læben og greb tøjlerne for at føre hesten ud mod vejen, før at hun selv ville sætte sig op i vogen.

Hun sukkede irriteret over Claire. Hun var virkelig håbløs. Hun tog nogle dybe indåndinger og prøvede at vælge hendes ord med omhu. Det havde måske ikke helt det resultat hun havde ønsket. "Prøv at hør her. Du har ikke kontrol over en skid i dit liv. Og i hvert fald ikke over mig. Jeg valgte selv at at tonse ud og redde dig. Og jeg prøvede ikke på at redde dig. Tilfældigheder har sørget for at vi står her, Og du har ikke en skid kontrol! Så lad være med at få det til at lyde som om jeg ikke havde et valg!" Det kan godt være at det hun sagde ikke gav mening. Hun var faldet lidt ned. "Jeg kan ikke enggang huske hvor gammel jeg er. Tiden flyder fra mig. Jeg har svært ved finde mening i noget." hvorfor sagde hun det her? Nå... Claire ville aldrig kunne finde på at bruge det imod hende. Så... “hvorfor tror du at jeg... kan lide at dræbe? Hvorfor tror du at min blodtørst driver mig så mange steder hen? Hvorfor tror du at jeg elsker det sus i kroppen jeg får når jeg kæmper?” Nobacy ville faktisk gerne høre hendes svar...

Elmira følte sig fanget i situationen ude af stand til at gøre Nobacy tilfreds med hendes ordvalg og uden chancen for at kunne hjælpe hende. Læberne blev skilt ad, men der kom ingen ord ud af hendes mund, som hun faktisk ikke vidste hvad eller hvordan hun skulle reagere på lektien. Hun følte lidt, at hun blev belært om en masse ting. Elmira vendte retur til hesten, som hun hev sig op foran vognen og greb fat rundt om tøjlerne. Der sænkede sig en underlig stilhed over dem. Nobacy kunne selvfølgelig ikke vide, at hun ingen fremtid havde. Der var kun et tomrum i hendes sind og tiden ville aldrig nogensinde få indflydelse på hende. De grønne øjne dalede mod hendes hænder, som hun betragtede dem kort. Hænder ville aldrig komme til at rynke, hun ville ikke ældes og den tanke skræmte hende. Den burde også skræmme andre. Selvfølgelig havde vampyrer det lidt på samme måde, men ikke som hende.

Tid.. Det var et underligt begreb og Nobacy forstod ikke rigtig hvad det havde af betydning for Elmira. Hver gang hun brugte ordet tid, så følte hun lidt at hun kunne erstatte det med sig selv. ”Jeg går ingen steder” lød det stille fra hende. Hun så sig over skulderen for at kigge på Nobacy, som hun smilte til hende og efterfølgende hev fat i tøjlerne for at få hesten i gang. Vejen var ikke speciel jævn, men hun håbede lidt at Nobacy kunne holde til turen. Spørgsmålet rumsterede længe i hendes tanker, som Nobacy sikkert forventede et svar. ”Fordi du ikke har andet at fylde kroppen ud med..” svarede hun stille. Grebet om tøjlerne blev strammet så meget at knoerne blev hvide. Underligt nok så var de ens på det punkt. Elmira havde ikke meget at fylde sit liv ud med og Nobacy forsøgte forgæves at gøre vold og drab til sin vej ud af tomheden.

"Jeg går ingen steder." Mumler hun for sig selv. Det var hvad Claire sagde. En ledetråd. Måske var hun ikke selv klar over det? For der var ingen grund til at sige det. Nobacy vidste godt at Claire ikke ville går fra hende. Så der lå mere i det. Måske mere end hvad hun selv vidste af. Jeg går ingen steder. Det lød som en åndssvag gåde folk smed om sig med for at virke klogere. Hun funderede over det. Hvad går og går, men kommer ingen vegne? Hun kiggede forundret på Claire. Elmira? Hvorfor troede hun at hun var tid? Måske fordi det var rigtigt? "hmm." Hvor meningsløst alt måtte føle. "Man tror man har fundet ud af livets gåder. Gør man ikke? Eller er det kun menneskene som kan sige at de har fundet den? Når intet giver mening flyver årene og årtierne forbi. Verden bevæger sig hurtigere ende man selv gør. Jeg kan ikke følge med. Jeg kan ikke lade være med at se mig over mennesker når de sige ting som: Jeg glæder mig til min næste fødselsdag, eller denne høst er den vigtigste i 10 år! Jeg har mistet grebet for længe siden. Og jeg tror du har ret. Jeg prøver at gemme mig fra det skræmmende faktum ved at udsmykke min krop. For den ændre sig ikke. Og det gør mine sværd heller ikke." Som hun lå i kærren og lod Elmira føre hende afsted følte hun en hvis tryghed. En tanke arbejdede sig langsomt ind i hendes hoved som turen fortsatte. En tanke der varmede hendes hjerte. Og frøs det til is af frygt for at blive afvist. Hun rødmede da hun kiggede op på Elmira og sagde "Elmira Claire, vil du være mit anker i tid og rum i al evighed, indtil døden skiller os ad?" De behøvede ikke at være tæt på hinanden, men hun håbede af hele hendes hjerte at Claire ville sige ja.

Elmira registrerede ikke Nobacys mumlen, som hun var travlt optaget af at forsøge at styre hesten i den rigtige retning. Heldigt nok for hende, så lod hesten selv til at kende vejen hjem, så hun kunne ånde lettet op, men hun valgte nu ikke at slippe tøjlerne, heller ikke da hendes knoer var blevet helt hvide af anstrengelse. Hvem ville have troet, at det skulle være så svært at styre en hest? Det var ikke fordi hun var van til at håndtere så store dyr, men hun vidste faktisk ikke rigtig hvad hun havde regnet med, hun havde bare gjort noget.. For at få Nobacy til en healer, men adrenalinen pumpede ikke længere på samme måde, så hun blev gjort opmærksom på en masse ting, som hun fuldkommen havde ignoreret for nogle timer siden. Det følte så naturligt at omtale sig selv som tid, så det gik ikke op for hende, at hun faktisk havde givet Nobacy en ledetråd til at bekræfte, hvad hun allerede havde i tankerne. Havde hun vidst det, så havde hun nok forsøgt at snakke sig ud af det.. Eller noget.

Det var rart, at Nobacy atter havde fundet sin stemme, denne gang lød den også langt mere behagelig end tidligere. Men Elmira var ikke typen til at bebrejde hende, hun måtte stadig være udmattet. Hun rettede blikket over sin skulder for at betragte Nobacy med et smil på læben, hun lyttede til hendes ord, før at hun rynkede let på næsen. Det lød som om hun havde indset noget og Elmira ville nødigt forstyrre hendes tanker.. Hun skulle ikke blande sig i et væsens skæbne, men Nobacy krævede en del af hende, uden at hun faktisk vidste det. Hun nikkede dog svagt til hendes ord, for at give hende ret. ”Det er svært at værdsætte hvert øjeblik i ens liv, når årene er mange og øjeblikkene uendelige, men det er vigtigt at nyde det..” svarede hun med et høfligt smil, som hun løsnede let på tøjlerne for at dreje i overkroppen. Hesten kendte alligevel vejen bedre end hun, hun kunne faktisk ikke huske var det var kommet fra. Det røde og varme farve i Nobacys kinder fik hende til at lægge hovedet let på skrå, som hun smilte venligt til hende. Der var ingen.. virkelig ingen.. som havde reageret på den måde overfor hende. Men underligt nok så varmede det hendes hjerte, nok til at hun hævede den ene hånd og lod den hvile mod sit bryst. Elmira kunne mærke hjertet pumpe, en fornemmelse hun aldrig rigtig blev træt af. Det samme med at trække vejret og mærke luften i lungerne.
Nobacys ord fik Elmira til at rette de grønne øjne mod hende. Hun måbede for en stund. Forespørgsel var uventet, men mere end velkommen, som et varmt smil gled over hendes læber. Hun tænkte slet ikke over at Nobacy havde brugt hendes fornavn.. Et helligt navn, eller det ville det blive for den næste. Hun bed sig svagt i læben. ”Jeg er ikke sikker..” lød hendes svar, om end glimtet i hendes øjne var varmt og imødekommende. ”Jeg har aldrig forstået ideen, men..” fortsatte hun, som hun rettede blikket mod sine hænder og fumlede let med tøjlerne. ”Jeg vil gerne være dit anker, hvis du føler, at du har brug for det” svarede hun, som hun løftede blikket og rettede det mod Nobacy. Hvad betød det egentlig? Hun kunne umuligt støtte hende i livets udfordringer, Nobacy havde selv påpeget, at hun var håbløs, så hvordan kunne hun hjælpe?

Et hav af følelser væltede ind over hende. Lettelse, modstræbende, glæde, vrede, fortvivlelse, forståelse og mening. En følelse af større mening skubbede langsomt de andre væk. Den var lettende, tyngende, befriende og bindende. Andre ville se mærkeligt på denne situation. Andre ville aldrig have set sig selv i denne situation. Andre ville efter det havde været overstået komme hurtigt videre. Men for en gangs skyld skulle Nobacy ikke videre. Hun så på sin hånd. Pyntet med mange ar fortalte det hendes historie. Hun accepterede den. Hun så fremad. Der var ikke andet at gøre. Claire skulle overleve. Om det så betød hendes død ville hun gøre alt hvad der stod i hendes magt for at rede hende. Hun havde aldrig før følt en sådan trang til at beskytte. Aldrig. Selv ikke for uskyldige børn der blev taget af slavehandlere. Hun kiggede op langs sin arm. Flere ar prydede den. Hun kunne huske hvordan hun fik hvert eneste af dem. Hun smilte. Hun ville have flere. Hun havde allerede fået et for at beskytte hende, og var nær omkommet. Hun skulle overleve. Ikke for hendes egen skyld. Men for Claires. Tanker formede sig i hendes hoved. Mens hun blev trillet af sted i den humpende kære dansede hendes tanker omkring hvad der kunne ske med Claire. De kom i en lang strøm. Hende som blev voldtaget, tortureret, bestjålet og dræbt. Hun lukkede øjnene. Prøvede at stoppe det. Hun kunne ikke. Det gav en smerte i hendes hjerte, som hun ikke kunne håndtere. Hun dalede ned i et hul. Men en kendsgerning ramte hende. Og hun holdt fast i den. Trak sig op ad hullet. Åbnede øjnene. Fangede Claires opmærksomhed. Kiggede hende dybt i øjnene. "Hvis du kalder på hjælp vil jeg gå igennem is, vand, de dybeste huler, de højeste bjergpas, gennem det varmeste inferno, til den anden ende af verden, de værste over og underjordiske lidelser, og endda til kiles verden for at komme dig til hjælp. Hvis du kalder på min hjælp vil jeg finde dig, og assistere dig uanset hvad det koster for mig." En fred som hun aldrig har følt før lagde sig over hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. En anden kendsgerning ramte hende også. "Og hvis nogen går dig ondt vil jeg gå igennem det samme for at bringe dem til retfærdighed." Hun ville gøre det til et blodløfte, men over for Claire ville dette have støre troværdighed.
  "Sammen skal vi finde en vej. Og vi skal skilles. Men hvis du vil have min hjælp nogensinde vil jeg komme."
Denne nye følelse af fred var så storslået at hun stort set ikke kunne være i sig selv. Den var ved at slå sig igennem hendes brystkasse. Men hun nød det. Meget.