Agarés trak sig en anelse tilbage, for at give Deavás nok plads til at få vejret ordentligt efter hans mindre gode behandling af ham. Det var okay, han havde ikke travlt og selvom han var tilfreds over ikke længere at have fingeren mod røven, kunne han sagtens give ham lidt tid til at komme sig over stødet. Dog var Deavás nydelse ikke forbigået hans opmærksomhed, som han selv nød lyden af det støn han havde udstødt. Selv kom han med et veltilfreds fnys over at det faktisk havde virket.

Agarés havde løftet sig selv en del mere end han egentlig ville have, da Deavás sådan set sagtens ville kunne skubbe ham helt fra sig, men han regnede ikke med at der kom mere modstand nu hvor han havde påtvunget sig retten til at styre situationen. Efter et kort kys mod hans hals, rettede han sig mere op, for forsigtigt at presse sig helt ind i ham. Han fik taget fat om hans hofte med den ene hånd, men ventede med at gøre mere, til han var sikker på at Deavás kunne få vejret optimalt igen.

Det var et fejt trick og Deavás var bestemt ikke tilfreds og behandlingen. Men han kunne selvfølgelig heller ikke lyve sig fra at han havde nydt det i øjeblikket. Men det mindede ham også om den kamp han havde tabt, så det var svært at nyde det særlig længe ad gang. Hans vejrtrækning var tung og dyb, som han holdt blikket mod Agarés, han fjernede ikke hånden fra hans bryst, som han stadig holdt ham lidt på afstand. Hele hans krop spændte endnu og han følte ikke han kunne kontrollere sin vejrtrækning. Deavás måtte dog give op til sidst, som han trak neglene ned over Agarés overkrop, hårdt, han var ikke nervøs for at bryde huden for den smerte han følte i røven, skulle Agarés også have lov til at mærke. Selvfølgelig var det ikke det samme, men noget skulle han gøre. Ellers havde han tabt. Måske han allerede havde det, for man kunne tydeligt mærke på ham at det havde gjort ham mere opstemt og det var svært at skjule.

Langsomt begyndte Deavás også at bløde op for situationen, som han fjernede presset mod hans brystkasse. Åndedrættet var fortsat tungt, men det blev stille mere kontrolleret, som hans blik forandrede sig. Lysten var tilbage i hans blik. Et suk undslap hans læber, som Agarés kyssede ham på halsen. Han spændte kort i røven, men tvang sig selv til at slappe af kort tid efter. Der var ingen grund til at gøre det hele værre. Endnu et suk forlod hans læber, som hans løftede benene op for at give ham mere plads. Han havde vist tabt.

I stedet for den tidligere smerte mod røven, mærkede han nu neglene der blev trukket ned over hans overkrop. Huden blev brudt og bloddråber løb ned hist og her. Denne form for smerte var dog mere velkommen end noget andet, men den skønne duft af blod fik ham til at få et dyrisk blik i øjnene. Reaktionen på blod var relativt ny og ingen, udover dem der var en del af hans Hive, kende noget til det. Det var først efter han havde overtaget banken, at han havde fået smag for den jernfyldte smag, intet var sødere og mere tilfredsstillende. - Udover det de havde gang i nu. Hvor meget han anstrengte sig for ikke at reagere for meget på blodet var tydelig, det så næsten mere smertefuldt ud for ham end den smerte han tidligere havde mærket mod røven og nogle dybe vejrtrækninger blev taget for at holde sig selv under kontrol. Nogle sammenbidte støn over sin anstrengelse, slap over hans læber et par gange. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man næsten tro at han var afhængig af blodet, som han reagerede som havde det været stoffer.

Indtil videre fik han kontrolleret sig selv og de dyriske lyster, eller i hvert fald en af de dyriske lyster. For at distrahere sig selv fra den fantastiske duft, forsøgte han i stedet at fokusere på en anden form for nydelse, nemlig den der havde været i fokus for dem begge hele tiden. Men for at skubbe de blodige tanker fra sig så meget som muligt, betød det også at han fik sværere ved at tage for meget hensyn til Deavás og hans behov, selvom det havde været intentionen fra starten af. De sammenbidte støn gik over i at lyde mere nydende, som han lænede sig ind over ham igen og begyndte nogle langsomme bevægelser frem og tilbage med underlivet. Jo dybere han trak vejret, jo mere løb blodet ned af maven på ham og inden længe dryppede det ned på maven af Deavás.

Den ene hånd havde han igen fået lagt mod armlænet af sofaen som støtte, mens den anden blev lagt mod hans mave. Han placerede en finger mod den bloddråbe der var faldet, for at køre den hen over og lade blodet male hans hud rød. En svag ryst i hans vejrtrækning kom frem, som han nød kontakten, både til blodet men også til ham. Som han satte tempoet en anelse op med bevægelserne med underlivet, fik han lænet sig lidt mere ind over ham for at kunne rykke hovedet tættere på hans hals. Han trak vejret dybt ind for at dufte til ham i stedet for hele tiden at have blodet i tankerne, mens han placerede nogle blide kys mod hans hals. Kyssene flyttede han derefter til hans kæbe, så mod hans kind og til sidst mod hans mund, hvor de hurtigt blev gjort rimelig grådige. Blodet fra rifterne på hans egen mave, blev ved med at dryppe mod maven på Deavás og jo mere blod der landede, jo mere kørte han fingrene hen over ham for at sprede det.

Deavás havde ikke troet at blodet ville have den form for indflydelse på ham. Han fik hurtigt øje på det dyriske blik. Han var dog fortsat overbevist om at Agarés var dæmon, så der var ingen grund til at frygte at han lige pludselig satte tænderne i ham. Og dog, hans reaktion fik ham til at bekymre sig en anelse. Måske han havde forandret sig en smule? Dog havde han virket så rolig og fattet, som han altid havde været, han havde ikke lige tænkt over at der var gået 2000 år og at det selvfølgelig havde en indflydelse på Agarés personlighed. Men at han rettede sin interesse mod blod, kom lidt bag på ham, i hvert fald så intenst, som det blik han så. Deavás flyttede sin hånd mod hans bryst igen, som han lod fingrene tørre blodet ud på hans krop. Lysten til blod havde han også selv, men ikke på samme måde, i hvert fald ikke hvis han forstod hans reaktion korrekt. Oplevelsen var ny og Agarés forsøgte tydeligvis at ligge låg på, så måske han ikke havde accepteret det endnu? Et farligt blik viste sig i Deavás øjne. ”Det er godt, ikke sandt..” hans stemme dryppede af begær, som han flyttede sine fingre væk fra Agarés brystkasse, så blodet i stedet kunne dryppe mod hans egen overkrop. Dog gik blodet på hans fingre ikke til spilde, som han langsomt slikkede det af sine fingre med et nydende støn. Dæmonen var tilbage.. Blodet tvang ham frem og Deavás bød ham velkommen med åbne arme.

Egentlig havde Deavás lidt forventet at blodet ville distrahere ham nok til at han kunne få vejret, men han tog meget hurtigt fejl, som han straks spændte i hele kroppen, da Agarés begyndte at bevæge sig frem og tilbage. Han udstødte et kvalt støn, som han bed sig hårdt i underlæben og pressede hovedet mod sofaen. Hvor var det bare irriterende, at han kunne gøre dette imod ham. Hans vejrtrækning var dyb og tung, som han smed hænderne mod sofaen og forsøgte at få fat i noget, der kunne distrahere ham. Sofaen var ikke til at få ordentligt fat, så i stedet greb han sit eget lår og begyndte at kradse benet. Han kunne mærke hvordan blodet dryppede ned på hans bryst, men han gjorde ikke noget for at modstå det. Den varme væske fik ham i stedet til at udstøde nogle dybe støn. Lugten af blod var svær at undgå efterhånden og Deavás tog bevist en dyb indånding i håbet om at lugten ramte hans tunge. Det var måske hvad man fik ud af, at lade to dæmoner hygge sig.


Hånden mod hans mave, fik Deavás til at trække nogle dybe støn ud, som han kunne mærke hvordan den varme og trykke væske blev smurt ud over hans krop. Fanget af sin blodlyst, havde Agarés ubevist ramte et ømt punkt for Deavás. Hans krop begyndte stille at ryste, som hans ben også rystede. Hånden der havde været travlt optaget af at kradse benet, var holdt op, men det var for sent, for han havde allerede brudt huden, så låret blødte. Det var slet ikke nødvendigt at sætte tempoet op, som Deavás spændte i røven og havde lyst til at skubbe ham væk, men det var lidt som om røven sugede Agarés til sig i stedet. Han blottede halsen, som Agarés kom tættere på. De blide kys havde han dog svært ved at registrere, som der foregik alt for meget. Stuen lugtede langt væk af blod og Deavás følte en trang til at få mere. Da kyssene blev placeret mod hans læbe, formåede han dog at gengælde dem og placerede armene om hans nakke for at holde ham fast der. Han slap kysset kort i et støn, og udnyttede pausen til at bide ham i læben. Han brugte benene til at løfte sin krop mod ham, så blodet blev mast ud imellem dem.

Det var muligt at Agarés skulle have givet Deavás nogle få informationer om sig selv, inden han havde startet denne leg. Det havde nok været bedst, som det ikke var unormalt at dæmoner havde et eller andet med blod. Det var dog ikke faldet ham ind overhovedet at nævne sine ny fundne lyster og det var for sent at forsøge at forklarer sig, nu han brugte så meget energi på at stoppe sig selv i at gøre, hvad han normalt gjorde når han lugtede blod. Nok var han fuldt ud dæmon, men han skulle ikke føle sig for sikker i at han ikke kunne finde på at sætte tænderne i ham, tværtimod. Det var nemlig lige nøjagtig dét, han gjorde alt for at stoppe sig selv i. Det var langt fra for hans egen skyld, men udelukkende for Deavás skyld at han holdt sig selv tilbage, ellers ville det ende grimt. Det dyriske blik fik han vendt mod ham og et lige så dyrisk smil fik han sendt ham, som kun blev bredere da han så ham slikke blodet af sine fingre. Så hørte han stønnet, hvilket gjorde ham mere opstemt end han i forvejen var.
"Gør det ikke sværere end det allerede er," fik han sagt i et af de sammenbidte støn der stadig viste hvor meget han kæmpede.

Normalt ville han have givet efter lysten til blod for længe siden, men det at de var i gang med en lidt anden ting, gjorde det helt klart nemmere for ham at modstå. Han lagde hurtigt mærke til at der blev spændt op, som han begyndte at bevæge sig frem og tilbage, men der var ikke overskud til at tage den mindste smule hensyn til Deavás. De to meget forskellige lyster, lysten til blod og den seksuelle lyst, var aldrig blevet blandet sammen før nu og han var ikke rigtig klar over hvordan det skulle håndteres bedst. Hans vejrtrækning var stadig rystende og han nød at se sin partner være i lettere vildrede over hvordan han selv skulle tackle det hele.

Deavás begyndte at ryste og Agarés nød det utroligt meget. Jo mere blod der landede mod hans overkrop, jo mere var der til at kunne dække hans hud med, hvilket han gjorde. Lugten af blod blev kun mere intens, som det begyndte at løbe fra hans ben og det fik ham til at lukke øjnene kort i og udstøde et dybt, dyrisk støn. Han kom med endnu et støn, denne gang mildere, da han blev holdt fast i kysset af armene om hans nakke. Han havde endnu ikke selv ført den mindste smule blod mod sine egne læber, da det med sikkerhed ville gøre det sværere at stoppe sig igen, så han nøjedes med at mærke blodet på hans krop, mens han fortsatte stødende ind i ham. De var endnu engang blevet lidt voldsommere, det var kommet i takt med at lugten af blodet var blevet tydeligere. Som han bed ham i læben for at udstøde et støn, gjorde han selv det samme og rettede det nærmest sultne blik mod hans øjne. Den varme væske der blev presset mellem dem, da han løftede sin krop mod hans, føltes virkelig behagelig. Den hånd han havde haft på hans mave, førte han om på hans ryg, derved fik han også smurt noget af hans ryg ind i blod, for at presse ham endnu tættere på sig. Han gav ham ikke meget tid til at færdiggøre sit støn, før han genoptog kysset og straks fik gjort det end god del mere krævende end han før havde gjort.

En advarsel omkring hans lyst til blod, havde næppe haft den ønskede effekt på Deavás, som han selv fandt nydelse i den varme væske. Så hvis Agarés nød det på samme måde, så var det ikke til at sige, hvor Deavás havde ledt dem hen. Men han var også van til sin blodtørst, så han vidste godt hvordan han skulle håndtere den, alligevel kunne han ikke helt lade vær med at få en fornemmelse af, at det var anderledes med Agarés. Blodet var ikke bragt frem med smerte og tortur, det var i stedet en konsekvent af deres fælles lyst til hinanden. Deavás havde haft brug for at komme af med noget af sit begær. At det så påvirkede Agarés på den måde, bragte et lystigt smil frem på hans læber. De gyldne øjne så langt mere faretruende ud, som han bed sig i læben og fik fjernet det sidste blod fra hans mundvig. Han regnede dog ikke med at Agarés ville bide ham, for hvad ville han få ud af det? Nok havde Deavás tabt den første kamp, men han følte ikke at han havde tabt krigen, som Agarés reagerede lettere voldsomt på blodet. Det var noget han kunne drage nytte af.
Hans ord var som sød musik i hans ører. Han var dog stadig ved at komme sig over stønnet, så han formåede ikke at svare lige med det samme. Deavás vejrtrækning var dyb og tung, han måtte tage nogle dybe indåndinger for at genfinde stemmen. ”Jo mere du undertrykker det, jo svære bliver det” lød det lokkende, som et smil spillede over hans læber. Han spændte i røven igen for at få ham på andre tanker.

Lugten af blod havde fået Deavás til at slappe mere af, som han dog stadig skar en grimasse hist og her, som Agarés bevægede sig. Men han var langsomt ved at vænne sig til fornemmelsen uden helt at være tilfreds med situationen dog. Deavás var ikke bange for smerten, den var bare uvant, han var van til sår, skader og lignende, men denne form for smerte var han ikke forberedt på, ellers havde han nok nydt den mere. Men blodet havde en tydelig effekt på ham, som han blev ivrig efter mere. Uden at tænke på konsekvenserne. Han ville uden tvivl have problemer med at sidde eller gå senere, men han måtte også indrømme, at han faktisk godt kunne nyde det, når han bare lagde stoltheden væk.

Nydelsen var begyndt at overtage hans bevægelser, som benene rystede. Han havde svært ved at finde ud af, hvad han skulle gøre af dem og følte kun at de var i vejen på nuværende tidspunkt. Men han nød det stadig, så han havde ikke tænkt sig at prøve at overmande ham og smide ham af sofaen igen. Men det var dog irriterende at miste kontrollen over sin krop på den måde, det var en uvan fornemmelse og det frustrerede ham og ville nok gøre det længe. Alligevel sørgede Agarés støn for at bringe ham på andre tanker. Han fastholdt hans læber i et grådigt kys. Hans støn blev halvt kvalt i kysset, som han dog var nødt til at give slip for at komme helt af med det. Biddet var for at distrahere ham selv, men som Agarés også bed ham, udstødte han et støn, som han gjorde et ryk med hovedet. Tænderne lavede en rift i hans underlæbe. Men det stoppede ham ikke, som han langsomt førte læben over riften og mødte Agarés blik igen. Deavás kunne mærke hvordan blodet blev smurt ud over store dele af hans krop. Hans lår rystede yderligere, som blodet ikke var stoppet med at presse sig ud af rifterne. Jo mere han spændte i lårene, jo mere blod kom der faktisk ud.
Kysset kvalte endnu et af hans støn, som han lod armene glide ned over hans ryg. Han pressede neglene mod hans skulderblade, bevis i det område, hvor han vidste at Agarés skjulte sig vinger. Det måtte være et sart område, så Deavás var nød til at provokere ham lidt, nu hvor han havde chancen. Men han undlod ikke at gengælde kysset, som han uden bekymring for riften på hans egen læbe, kyssede ham tilbage og pressede neglene mod hans ryg.

Lysten til blod var mere eller mindre den samme som hos de fleste, blandt andet Deavás, men måske mindre kontrolleret. Agarés var normalt en meget fattet person, han havde altid kontrol over sine handlinger, selv i pressede situationer, men lige så snart der var blod involveret, var han ikke længere sig selv. Alt fornuft røg ud og han handlede udelukkende på instinkt, præcis lige som dyr. - Derfor havde han også stadig det dyriske, sultne blik i øjnene. Alle andre der havde set ham på denne måde, havde mødt sin ende ret hurtigt, sidste gang gik det ud over en uskyldig fisker, der hurtigt fik skåret sit hoved af. - Ups? Han kæmpede for at kontrollere sig selv nok til ikke at reagere som han plejede, for det ville næppe have gode konsekvenser for Deavás, nu han lå i en lettere sårbar position. Den lokkende tone fra ham, gjorde det lige en tand sværere, men kun fordi det tændte ham endnu mere at høre det fra ham og han fik automatisk reageret ved at presse sig længere ind i ham.
"Det er ikke for min egen skyld jeg undertrykker det," sagde han, lige så anspændt som før. Den jernrige duft var næsten ikke til at modstå grundet sin sult, men den varme væske der var mellem dem, gjorde ham kun mere opstemt seksuelt og det blev kun bedre da han spændte i røven igen. Det fik ham med det samme til at udbryde et næsten overrasket støn, som han ikke var forberedt på den ekstra følelse om sit lem.

Rystelserne der fortsatte hos Deavás blev stadig nydt til fulde, det havde altid været tilfredsstillende at få andre til at ryste, om det så var af frygt eller nydelse var ligegyldigt. Det var tydeligt at han ikke var vant til at være i den position, men det skænkede Agarés ikke en eneste tanke. Han havde masser af tid til at hovere over endnu en sejr over ham, denne gang på en lidt anden måde end han havde gjort for mange år siden og lige nu skulle det bare nydes. De få støn han fik udbrudt, blev en anelse dæmpet i deres kys, men passionen i dem var ikke til at tage fejl af. Han trak hovedet en anelse tilbage, så snart Deavás fik rykket sig over biddet og et kort grin kom fra ham.

Det dyriske blik der var fyldt med både sult og begær, blev rettet mod hans i et inderligt støn, over de dybe stød han fik gjort ind i ham. Det blod der kom fra Deavás lås gjorde duften meget mere intens end den i forvejen var og det var svært at holde sig fra det. Det kys han selv havde startet for få sekunder siden, blev kort sluppet i en mindre ubehagelig lyd over neglene mod skulderbladene. Det var i forvejen ikke nemt at holde vingerne skjult i situationen, så der gik ikke lang tid før begge vinger kom frem. Der lød et lettet suk fra ham, over at han ikke skulle bruge ekstra kræfter på at holde dem usynlige og så blev kysset hurtigt genoptaget igen. Den hånd han havde lagt mod hans ryg fjernede han, for i stedet at ligge hånden mod rifterne på hans lår og så pressede han lidt til, kun for at få mere blod til at flyde derfra. Det var gjort i en blanding af hævn over neglene mod skulderbladene og sin egen fornøjelse i at være i mere kontakt med blod. Det gjorde det også kun bedre at blodet ikke kom fra ham selv denne gang, men fra Deavás. Den anden hånd, der stadig hvilede mod armlænet på sofaen, havde han klemt så hårdt med at neglene havde efterladt større huller i stoffet.

Der var åbenbart noget, som Deavás havde mere erfaring med end Agarés og det var oplevelsen af blod, hvad det kunne tilføje til nydelsen og hvordan det kunne drive en mand til sine dyriske instinkter. Deavás selv havde situationer hvor det dæmoniske blod tog fuldkommen over, men årene med tortur og leg, havde lært ham at kontrollere det og udnytte det til fulde. Nu nød han bare fornemmelsen. Han nød det endnu mere at Agarés lød til at reagere på samme måde overfor blodet og lugten, som spredte sig i rummet. Det var himmelsk. Han var vild med det dyriske og sultne blik, som han havde i øjnene. Der var noget ganske tiltrækkende over det. Deavás blev yderst opstemt af situationen og glemte næsten at Agarés havde fået adgang til hans røv. Noget som han dog blev mindet om flere gange. Han bed tænderne sammen, som han pressede sig længere ind. Det resulterede i et længere støn, det var en blanding af smerte, men også nydelse. For smerten var godt. Hans ord bragte et sultent blik frem i hans øjne, som han atter spændte i røven og løftede benene for at presse ham tættere på. ”Og hvis jeg forbyder det?” hans stemme dryppede af sult og begær, han var egentlig ligeglad. Palæet så ud til at være stort nok til at han kunne samle sine kræfter igen, før at han ville være tvunget til at rejse videre, så hvis han blev svækket, så måtte han bare blive der for at få energien tilbage. Det var Agarés, som havde startet det. Deavás var dog så småt begyndt at tage kontrollen, uden han lagde mærke til det.

Deavás var klar over, at han havde tabt endnu en kamp med ham, men lige nu bekymrede det ham ikke helt så meget, for han nød det faktisk! Ikke at han havde troet på det i starten, men hvis han bare tillod sig selv at nyde det, så var det ikke helt så slemt. Han kunne i hvert fald ikke sige sig fri for det, som hans vejrtrækning var tung og ustabil. Det dyriske blik i hans øjne opfordrede ham til at fortsætte. Han ville have mere og hvis Agarés første begyndte på at holde tilbage, så skulle han nok tage styringen. Det eneste han ventede på, var en lille smule svaghed og så ville han vende op og ned på det. Riften på hans læbe var med til at provokere Agarés yderligere, som han havde gjort det bevist. Smerten var som sagt ikke et problem, i hvert fald ikke endnu.

Deavás havde ikke tænkt sig bare at modtage nydelsen, nej han ønskede også at provokere ham yderligere. Hvilket var grunden til at han brugte neglene til at presse imod Agarés skulderblad og det lod til at have den rette effekt, som han kunne mærke på ham, hvordan han gav slip på vingerne og lod dem få luft. Han skjulte ikke det tilfredse smil, som han betragtede de sorte vinger, som de blev skubbet ud af ryggen på ham. Deavás havde altid beundret hans vinger, men aldrig sagt noget. Han stønnede ind i kysset, som han straks kunne mærke den ekstra energi, som blev sluppet fri. Deavás udstødte et skrig af smerte, blandet med et længere støn, som Agarés angreb rifterne på hans lår. Hans vejrtrækning på mere hyper, som han sukkede mod hans læber og spændte i hele kroppen. Deavás strøg fingrene over hans vinger, før at han hev ham helt ned til ham, han ønskede at tvinge ham til at give slip på sofaen, som han gerne ville mærke Agarés krop direkte mod hans. Der var ingen grund til afstand mere. Han ville have mere, som han rev let i hans vinger med neglene.

Den grådige lyst til blod var ikke en han havde døjet med længe, hvilket selvfølgelig gjorde det en del sværere at modstå. Denne gang var det måske endda sværere, da han ikke havde forventet at den seksuelle nydelse og sulten skulle blandes sammen. Det var underligt nok aldrig faldet ham ind, selvom det burde. Specielt nu, hvor han selv havde valgt at slæbe Deavás ind i det her. Det var jo ingen overraskelse for nogen, at dæmoner havde en forkærlighed for blod, så det var egentlig ret dumt af ham ikke at have tænkt over det. Nu var han bare nødt til at gøre hvad han kunne for at holde det kontrolleret. Stønnet der lød halvt i smerte og halvt i nydelse fra ham, var utroligt tiltrækkende og der bredte sig et smil på hans læber som han nød lyden. Endnu et spænd i røven og Agarés udbrød selv et støn, som han blev presset tættere på. Han fik ikke svaret på hans spørgsmål med det samme, som han var nødt til at bruge nogle sekunder på at komme sig over nydelsen.
”Det er ikke op til dig,” svarede han, stadig sammenbidt i sin koncentration på at holde alt under kontrol, men en anelse nemmere var det blevet. Han var vel stadig lige så overlegen, som han altid havde været.

Agarés holdte sig helt bestemt tilbage, men kun når det gjaldt lysten til blod. Han fik nemmere distraheret sig selv ved at holde stødene regelmæssige og lidt hurtigere end han havde gjort til at starte med. Han forsøgte at lade følelsen af nydelse overtage følelsen af sult og indtil videre fungerede det fint. Han havde endda holdt sig mere tilbage end han havde troet han kunne, når der først var blod involveret og duften blev kun mere intens som tiden gik. Det var stadig ikke en bekymring om det var godt for Deavás, selvom han aldrig ønskede at tvinge sig selv på ham, men havde det været for meget, regnede han med at han ville være blevet skubbet væk for længst.

Vingerne var blevet sluppet, men det betød kun at han nu kunne koncentrere sig mere om alt andet. Det var normalt ikke anstrengende at holde vingerne skjulte, tværtimod tænkte han ikke over at den evne blev brugt til daglig, men jo mere han blev presset, jo mere energi krævede det. Om det pres så kom fra smerte, fra ønsket kontrol, eller fra seksuel nydelse var ligegyldigt. Skriget over smerten mod låret fik ham til at udstøde et lavt fnys i morskab, som han kun strammede grebet lidt mere. Blodet der fyldte hans hånd, var varm og det var en fantastisk fornemmelse. Han lod hånden glide hele vejen op af resten af hans lår og så op omkring hans balle, hvor han også greb hårdt fat. Blodet blev smurt godt ud hvor hans hånd havde været.

Nogle lette bevægelser blev gjort i vingerne over berøringerne, men det var ikke noget han selv tænkte over. Grebet om sofaen blev sluppet i et gisp, så snart han blev hevet ned, men albuen blev placeret i sofaen ved siden af ham, som støtte i stedet. Han pressede dog kroppen så tæt han kunne på ham, uden decideret at mase ham. Endnu engang blev blodet på begge deres brystkasser og maver, presset mellem dem, men det gjordet intet. Væsken var blevet holdt varm af den hede der kom fra dem begge. Neglene over vingerne var ikke overvældende, men stadig nok til at begge vinger straks blev foldet ud. Det var stadig ikke noget han selv tænkte over, bare ren refleks, som vingerne generelt var et ømt punkt og han gjorde meget for at holde dem beskyttet. Den mindste berøring var mere end rigeligt til at få en større reaktion.

Det var sjældent at Deavás oplevede denne form for rå reaktion på blod, de fleste dæmoner var van til deres blodlyst, men Agarés lod ikke til at have vænnet sig til tanken endnu. Det morede ham gevaldigt, men han kunne også fornemme at det var ved at presse ham op i en krog. Der var ikke længere nogen udvej og han kunne mærke hvordan det rev og sled i hans røv. Det var virkelig intenst og han var usikker på om hvorvidt han ville være i stand til at flytte sig senere. Det var dog en bekymring han kunne tage til den tid, lige nu ville han bare gerne nyde det. Nyde den situation, han ikke lod til at være i stand til at komme ud af. Agarés var i kontrol og det irriterede ham gevaldigt, men han kunne ikke få sig selv til at lave endnu et trick for at smide ham ned på gulvet, for det måtte godt blive ved. Et farligt glimt viste sig i Deavás blik, som Agarés forsøgte at sætte ham på plads. Han blev provokeret, men glimtet forsvandt med den næste bevægelse, som han kvalte et støn ved at bide sig selv i tungen. Det var måske ikke op til ham lige nu, men det skulle nok komme.

Selvom Deavás havde et ønske om at provokere ham yderligere, så gjorde de hyppige stød det umuligt for ham at gøre meget modstand, andet end at provokere hans vinger. Han vred sig let under ham og kvalte flere støn end han lod slippe udover sine læber. Ikke tale om at han skulle lade ham blive ved med at høre hvordan han først nød det. Han nød noget, han havde brugt mange kræfter på at undgå. Han spændte dog musklerne i benene for at holde Agarés fast i den nuværende position. Han havde brug for en pause, hvis ikke han skulle kunne mærke den brændende fornemmelse de næste timer. Deavás forsøgte altså at låse Agarés bevægelser til de få centimerne han kunne lave med sine hofter, imens at han trak nogle dybe vejrtrækninger. Han skulle have sin puls under kontrol igen, før at han slap den fri igen.

Måske det var en fejltagelse at provokere hans vinger. Deavás kunne mærke hvordan fokus røg over på noget andet. Men det var ikke til at sige om det var enden på det. Han var ikke villig til at give helt slip endnu. Han flyttede sine ben over hinanden for låse deres stilling. Fra tid til anden var Deavás dog nødt til at give slip på nogle støn, for at ikke blive overvældet af følelsen. Det virkede håbløst, at den slags overhovedet kunne føles godt, men han kunne ikke forhindre alle lyde, som han rev sine negle over hans ryg og pressede sin krop tættere på ham i et længere støn. Han havde holdt det inde for længe og det irriterede ham, at han var nødt til at give slip på det længere støn.

Endnu et støn undslap hans læber, som Agarés slap sofaen og var med til at presse deres kroppe tættere sammen. Han nød den varme de delte imellem sig. Men han ville have mere. Alligevel kunne han ikke få sig selv til at give slip med benene. Deavás var endnu ikke klar i hovedet, så han holdt stædigt ved. Han fjernede dog hænderne fra Agarés vinger, som han lagde armene rundt om nakken på ham og lod deres læber mødes. Han havde en plan for kysset, som han bed ham i læben, hårdt og længe før at han rev til med et ryk med hovedet. Han slikkede sig langsomt om læben for at få en smag af Agarés blod, før at han atter lod deres læber mødes. Der var ikke tid til ord imellem dem..

Så man det hele fra Agarés synspunkt, så havde han haft kontrollen længe og han forventede langt fra at der ville blive vendt rundt på situationen nu. Skulle det alligevel ske, var der ingen tvivl om at han ville gøre meget for at genvinde kontrollen igen. Han vidste at Deavás ikke var vant til at være i den modtagende ende, men ikke tale om at han selv skulle være det. Selvom han kæmpede, nu hvor blodet fyldte så meget, havde han ingen intentioner om at stoppe nydelsen, lige meget hvor ubehageligt det så end måtte være for ham. Agarés var efterhånden så vant til at sætte folk på plads, det gik dog mest ud over hans ansatte, men det var intet problem at være på samme måde over for Deavás. Tværtimod, så var det lige før det tændte ham lidt mere at have den form for magt.

De få støn der lød fra Deavás var uimodståelige. Hvert støn fik Agarés til at trække vejret lidt tungere og engang imellem fik han selv undsluppet nogle lidt højere støn end han ville. Han kunne mærke hvordan der blev spændt i benene, for at holde ham fast og han fik sin vilje, som Agarés ikke kunne bevæge sig meget frem om tilbage. Han satte tempoet ned, for at give ham den pause han så gerne ville have og i kort tid stoppede han helt, dog uden at trække sig ud. På den måde kunne han også selv få sin vejrtrækning under kontrol og få fokuseret på at lægge sin sult fra sig. Pausen var kort. Nok meget kortere end hvad Deavás havde ønsket og han startede op igen, i de få bevægelser han kunne lave, mens han fortsat blev fastlåst med benene.

Vingerne fyldte alt for meget og engang imellem fik den ene skubbet lidt ekstra til det bord, der allerede var blevet skubbet væk fra sofaen. Det var ret irriterende i længden og efter noget tid trak han begge vinger til sig så de igen lå langs ryggen. Flere støn lød fra Deavás og det længere støn fik ham til at smile tilfreds. Det var det støn der motiverede ham til endnu engang at sætte tempoet op, denne gang hyppigere end det havde været før. Det blodige greb han havde om hans balle blev strammet, men det var ikke let at holde så godt fast som han gerne ville, da blodet gjorde alt glat. Selv fik han undsluppet et kort støn, i det han mærkede hans læber mod sine. Biddet i læben var velkomment, men han var ikke forberedt på at det ville være så hårdt. Han udbrød et irriteret støn over den flænge der blev lavet i hans læbe og blodet løb straks ned mod tungen. Derefter lød der en næsten smertefuld lyd fra ham. Han havde forsøgt at holde blodet fra sin mund, men Deavás havde ikke givet ham noget valg. Kysset blev gengældt, som blodet stadig flød fra flængen og siden han ikke slugte noget af det, blev det meget hurtigt til et voldsomt blodigt kys. Det var heller ingen fordel for Deavás, medmindre han gerne ville have stødende til blive hurtigere, hårdere og dybere. For det var hvad der skete og det var kun for at distrahere sig selv mere end han i forvejen havde gjort. Så slap han grebet om hans balle og lod i stedet neglene rive hele vejen ned ad hans lår, hvor han selv havde revet til tidligere. Han stoppede endda ved rifterne, for lige at rive til lidt ekstra gange. Blodet var hurtigt end i sofaen og den var nok ikke til at redde igen bagefter, men det gjorde intet. De hurtigere stød var en fantastisk følelse for ham og fik ham kun tættere på det klimaks han selvfølgelig gik efter, men om det gjorde det bedre eller værre for Deavás, vidste han ikke. Det måtte hans lyde vel fortælle ham.

Ja, Agarés havde kontrollen og Deavás var ikke i en position, hvor han følte, at han var i stand til at tage den fra ham. Underligt nok, så følte han heller ikke lige så stor trang til at overtage. Hvis han gav slip på frustrationen, så kunne han sikkert godt nyde det, men det var ikke en nem opgave, når man som ham, aldrig var van til at befinde sig i denne situation. Normalt var han, hvor Agarés var. Det var en position, som var langt nemmere for ham at indtage. Deavás følte at han var blevet tvunget ind i en offerrolle og det var måske det der generede ham mest. Hvad enten han nød det eller ej. Det var måske også derfor at han fra tid til anden pressede imod, så snart at han fornemmede bare en lille smule, at Agarés var ved at miste kontrollen, alligevel holdt han fast i stædigheden og kontrollen over sin blodtørst. Det var en anelse skuffende, men kun i én forstand, som den nydelse distraktionen bragte ham var mere end velkommen. Måske lidt for velkommen.

Pausen var tiltrængt, som Deavás trak nogle dybe indåndinger for at få styr på sin puls og ikke mindst lysten, som brændte som en flamme. Det var sjældent at han blev skubbet så langt som nu. Det var rart, men det irriterede ham samtidig, som han ikke havde forventet at denne form for behandling ville have en positiv indvirkning på ham. Deavás havde dog forventet en længere pause, end den han fik, så hans første reaktion var et lettere voldsomt støn, som han vred sig og slap benene. Der var ingen kræfter til at holde dem låst på den måde, han var nødt til at bruge sine kræfter et andet sted. Nemlig så han kunne holde sig selv i skak. Ufatteligt at Agarés pressede ham derud allerede, men han var ikke ligefrem rolig i sine bevægelser. De var hyppige, dybe og voldsomme, lige som han ville have det! Deavás udstødte et dybt støn, som han begravede sine overkæbe i sin underlæbe. Hans blik var dyrisk.

Egentlig bemærkede Deavás ikke vingerne mere, han var al for optaget af at holde det hele inde til at kunne koncentrere sig om det store vinger. Hans vejrtrækninger var tunge og dybe, man kunne fornemme at han virkelig anstrengte sig for at holde igen, men det forhindrede ikke hans dyriske blik. Biddet var et resultat af hans frustration og nydelse. Det hele var blevet blandet sammen og han ønskede at give Agarés klar besked, dette skulle ikke ske igen. Han ville nægte at det overhovedet var sket. Det var en mindre sejr at flå en flænge i Agarés læbe, men det varede ikke længere, som stødene atter ændrede sig. Tempoet blev forhøjet, presset blev øget mod hans rev og han kunne mærke ham komme længere ind med hver bevægelse. Deavás lagde ikke længere mærke til blodet på hans krop, heller ikke det de havde delt i kysset. Han var begyndt at lukke fuldkommen af overfor det hele.

Agarés negle vendte retur til hans lår og Deavás forsøgte at stoppe ham med hænderne, men den mindste berøring mod såret fik ham til at trække hænderne til sig. Han begravede i stedet neglene i sofaen, dyppede fingrene i blodet sofaen var smurt ind i. Hans ben rystede endnu en gang, som han placerede dem mod armlænet, han kunne ikke nå helt og fik ikke kraft nok i benene til at skubbe sig bort i stedet udløste anstrengelsen et langt støn. Deavás begravede hovedet mod sofaen, hvæste kort før at han spændte op i mavemusklerne og røven. Hans lem dunkede og det var pisse irriterende at Agarés skubbede ham ud til dette punkt ved at bruge hans røv. Frustrationen forsvandt dog, som havde den aldrig været der, da Deavás gav slip.. Forløsningen var en anelse uventet og langt fra hvad Deavás ønskede at give Agarés lige nu. Han følte lidt at han var trådt 2000 år tilbage. Han udstødte et dyriske støn, rev neglene over sofaen, som han spredte den klistrede væske imellem dem. Det blev blandet med blodet. Deavás var langt fra tilfreds, måske fysisk, men ikke mentalt. Hans åndedræt var dybt og kroppen rystede. Hans tanker var dog langt fra klare, han skar en grimasse over den smertefulde fornemmelse i røven, men han forsøgte ikke at flygte. Det mindste han kunne gøre var at give Agarés hvad han havde brug for. Og så skulle de aldrig tale om det igen.

Offerrolle eller ej, Agarés havde ingen intentioner om at lade ham overtage kontrollen, heller ikke i fremtiden. Hans stædighed var også værre end forventet, han havde ikke engang selv vidst det, som han ikke havde været i en lignende situation før, men nydelsen var vigtigere end sulten. Derfor varede pausen heller ikke så længe, selvom han egentlig ikke ville have haft noget imod at give ham en ordentlig pause, havde sulten ikke været der. Men det gjorde intet, som Deavás lod til at nyde det mere end han ville indrømme. Hans støn var i hvert fald ikke til at tage fejl af, selvom hans krop ikke kun viste nydelse i sin måde at bevæge sig på.

Beskeden var klar og modtaget. Deavás ønskede ikke at det skulle gentage sig og biddet havde udtrykt lige netop det, men det betød bestemt ikke at Agarés var enig. Selvfølgelig skulle dette gentages en anden gang, der var vel ingen grund til at lade være, når det nu blev nydt hos begge parter. Det kom alligevel ikke bag på ham at Deavás stolthed kom i vejen og det ville ende i noget meget værre, end en flænge i læben en dag, men det var en tanke til en anden gang, ikke nu. Agarés havde også givet igen, ved at gøre stødende det voldsommere, men det havde ikke været ment som en reaktion på biddet, men kun for at distrahere sig selv for blodet der flød fra såret. Blodet lagde han selv mærke til, lige meget hvor meget han nød alt andet, det kunne ikke undgås, men han var opsat på at få så meget ud af nydelsen som muligt. Neglene mod låret, det var dem der gav igen for biddet i læben. Biddet havde været Deavás måde at fortælle ham, at dette ikke skulle ske igen. Neglene var Agarés svar, som han ville fortælle ham at han basisk set ville skide højt og flot på hvad han mente og det var ikke ligefrem blide bevægelser han gjorde over låret. De skarpe negle blev boret ned i såret og det var kun endnu mere tilfredsstillende at der ikke blev gjort modstand. Han kunne sådan set gøre hvad der passede ham, som han selv så det. Det ynkelige forsøg på at skubbe sig selv bort, fik ham til at komme med et let grin. Det var kært, men mest fordi han overhovedet havde prøvet, han burde have vidst at det ikke ville lykkedes.

Han havde ikke forventet et hvæs, men da der kort efter blev spændt op i både mave og røv, gik det hurtigt op for ham hvorfor. Han havde heller ikke selv regnet med at Deavás ville komme så langt, kun ved hjælp af de hårde stød mod røven, men hvis det havde været så godt, gjorde det selvfølgelig intet. Tværtimod var det mere end rart, at det var lykkes ham at presse ham så langt og forløsningen fra ham, var så tilfredsstillende for Agarés selv, at han i sekundet efter selv gav slip i et dybt og ukontrolleret støn. Som væsken fra Deavás blev spredt mellem dem, blev hans egen væske presset op i hans røv og han fik lagt lidt mere vægt over ham, da han fik fokuseret mere på sin nydelse nu, end ikke at mase ham. Dog lå albuen stadig mod sofaen og musklerne i armen var kommet på overarbejde, som han spændte utrolig meget og havde gjort det under det meste af aktet. Indtil han selv var så tømt som han kunne blive, blev han liggende mod Deavás og efter det dybe støn, lød der ikke andet fra ham end en dyb vejrtrækning. Neglene mod hans lår blev fjernet, som han lagde hånden mod det blodige ryglæn i stedet for at rette sig op. Han førte armen op mod munden for at tørre blodet væk fra læben, mens han fik sendt ham et veltilfreds blik.
"Jeg går ud fra, at du vil have et par minutter, inden vi snakker forretning," sagde han med et kølig tone, men med et overlegent smil, som han fjernede sig fra sofaen og fik bukserne på igen. Uden at lukke dem til, forsvandt han ud af stuen, men kom rimelig hurtigt tilbage igen med et par håndklæder. Det ene smed han mod Deavás. Om han greb det eller ej var ingen bekymring for ham. Selv brugte han det andet til at tørre diverse væsker af sin mave. Så satte han sig i den blodige sofa igen og lagde så håndklædet mod læben for at lægge en smule pres på, mens han igen vendte blikket mod ham. Vingerne lå stadig foldet sammen, synligt langs ryggen, men som han lænede sig længere tilbage i sofaen, forsvandt de igen.

Det var svært at skjule sandheden, ikke at Deavás spildte meget energi på at forsøge, hans krop var særkt medtaget og han kunne sagtens mærke hvor øm den var blevet. Men til at begynde med, havde han ikke opdaget det, da han var mere irriteret over udviklingen end hvad det gjorde ved hans krop. På et tidspunkt ville han dog nemt kunne mærke smerten, en smerte, der normalt ville have været velkommen, men måden det var blevet gjort på, passede ham slet ikke. Han udstødte nogle længere suk, som han forsøgte at få sig selv under kontrol. Vejrtrækningen var mildt sagt håbløs, så han forsøgte ikke en gang at bide det i sig. Hans blik var fortsat rettet mod Agarés, der hvilede et ønske om hævn i hans blik, men ikke nødvendigvis en hvilken som helst hævn. Han havde set hans reaktion på blodet og vidste at det næppe ville blive et problem for ham, hvis der var tale om tortur. Han måtte gribe det anderledes an, men først skulle han være i stand til at tænke klart.

Deavás var langt fra overbevist om at dette nogensinde skulle ske igen. Han havde overgivet sig én gang og kun denne ene gang ville det ske. Næste gang ville han kæmpe sin sag, hvis han nogensinde fik chancen igen. Agarés havde vist ham, at han var nødt til at være forsigtig med sine intentioner og berøringer, før der gik ikke lang tid før at Deavás havde fundet sig selv fanget under ham. Tanken generede ham let, men den blev hurtigt skubbet bort med Agarés bevægelser. Smerten i Deavás lår fik benet til at ryste mere end det andet, som han dog ikke jamrede af smerten, han sukkede i stedet nydende om end der ingen kræfter var tilbage i hans ben. Det var ikke muligt at gøre modstand, han var nødt til at finde sig i det. Om end det var et forfærdelig tab til en gammel ven. Presset mod såret fik Deavás til at læne hovedet tilbage, som han udstødte et dyriske støn. Det forvandlede sig dog hurtigt til et hvæs. Hvor ville han gerne fange Agarés i samme position, men det måtte vente til han atter havde fået kræfterne tilbage og såret i låret ikke ville lamme ham yderligere. Såret, som Jocelyn, havde givet ham var endnu ikke størknet helt, som deres dyriske leg ikke havde givet det ro nok. Hans åndedræt var tungt, frustreret, men bar stadig præg af den nydelse han følte. Deavás vidste også godt, at han ikke ville slippe før at Agarés havde fået nok, men det kunne han vel ikke brokke sig over. Han var af samme støbning, når det kom til forløsning.

Forløsningen kom bag på Deavás også selvom han kunne mærke den snige sig ind på ham, så troede han lidt, at han havde mere kontrol over sig selv til at holde igen. Men som han gav slip mærkede han også den nydelse det bragte ham. Det var ikke længere et problem at give Agarés den tilfredsstilles, så længe at følelsen var ægte nok. Det sitrede dog let i kroppen, som han kunne mærke Agarés lem dunke i røven på sig, den varme væske fik ham til at udstøde et længerevarende støn, før at han vendte et irriteret blik mod ham. Hvor vovede han.. Det var umuligt for ham at skubbe ham væk, som han lagde mere vægt ned over ham. Han var tvunget til at få det fulde udbytte af hans forløsning. Et gisp undslap dog hans læber, som Agarés fjernede neglene fra hans lår. Det dunkede gevaldigt i hans ben, som han var nødt til at lukke øjnene i. Under det meste af akten havde han ikke lukket øjnene i særlig lang tid, men nu var det nødvendigt. Et opgivende suk lød fra hans læber, som han kort skævede til ham. Det veltilfredse blik, fik Deavás til at vrisse køligt. Langsomt skubbede han det ene ben ned fra sofaen for at plante foden på jorden. Han forsøgte at rette sig op, men så snart at han lagde vægt mod sin haleben, faldt han atter sammen. For ikke at falde helt ned på ryggen, greb han ud efter ryglænet. Han skulede mod Agarés, nok havde han hørt hans ord, men han nægtede at svare ham, for han var endnu usikker på styrken i hans stemme og Agarés behøvede ikke nyde sin sejr mere end højst nødvendigt.

Langsomt forsøgte Deavás atter at komme op og sidde, det var med at tage chancen imens at Agarés ikke var i rummet. Han fik dog ikke mange forsøg før at han vendte retur. Deavás var endnu ikke kommet til et punkt, hvor han havde taget tøjet på igen. Han greb dog håndklædet og tørrede væsken og blodet af sin mave. Han skar en grimasse, som han strejfede såret i siden, men fortsatte uden problemer. Som Agarés atter satte sig i sofaen, skar Deavás endnu en grimasse, smerten strøg igennem kroppen på ham og han røg hurtigt op på benene, for at undgå smerten i røven. Det dunkede endnu og han var egentlig ligeglad med hvor beskidt han var. Han kunne mærke hvordan den varme væske gled ud af ham, en fornemmelse han ikke just havde erfaring med. ”Det får du betalt” lød det truende, som han vendte de gyldne øjne mod Agarés igen. Stemmen rystede ikke på samme måde, som den havde gjort tidligere, han følte at han havde fået den under kontrol igen. Blodet fra låret flød langsomt ned af hans ben, som han vaklede lidt bagud og rystede på hovedet ad sig selv og Agarés.

”Hvordan fungerer din forretning, The Hive Mind?” Deavás følte han havde fået nok tid til at sunde sig, om end han ikke valgte at slå sig ned i sofaen, som han i stedet blev stående. At tage tøj på var heller ikke en mulighed. Jo måske skjorten, men han var langt fra i stand til at tage bukser på lige nu og hvad ville de så nytte? Deavás var gået bort fra at kalde ham De, for efter deres lille seance, så var der vist ingen grund til høfligheder mere. Han strøg dog langsomt håndklædet ned over sin krop for at tørre det værste af blodet væk. "Arbejder du med kontrakter, som kan brydes eller nøjes du med at bruge frygten hos dine ansatte?" spurgte han køligt, hans stemme var dyb og hæs, men det generede ham ikke.

Deavás var måske ikke specielt tilfreds med måden det hele havde udviklet sig på, men Agarés var mere end tilfreds med det, hvilket han ikke lagde skjul på. Han nød det til fulde, både fysisk og psykisk. At han endnu engang havde fået ham til at underlægge sig, denne gang i en lidt anden situation en de begge var vant til, gav ham endnu en grund til at føle sig lidt mere overlegen. Han havde hurtigt opfanget blikket i hans øjne, blikket hvori der hvilede et ønske om hævn, men han var ikke yderligere bekymret. Han havde ingen intention om at lade Deavás få den hævn han så brændende ønskede, på ingen måde. Han ville muligvis kæmpe for sin sag næste gang, men Agarés kunne sagtens lægge mere pres på, end han havde gjort i dag. Han synes også at Deavás havde givet op alt for hurtigt, ikke at det gjorde ham noget, for han havde fået præcis hvad han ville have ud af det.

Det irriterede blik han fik fra ham, så han udmærket godt og han vidste hvorfor. Havde det været den anden vej rundt, havde Agarés nok heller ikke været tilfreds, men han havde slet ikke tid til at fryde sig over det, som han fokuserede mere på sin egen forløsning og det var alt for behageligt. Han så Deavás forsøg på at rette sig op og han bed mærke i at der ikke blev reageret på hans tidligere kommentar, hvilket fik ham til at fnyse kort i morskab. Ikke nok med at det var tilfredsstillende at se ham være lidt for brugt, var det også direkte morsomt at han mere eller mindre havde ødelagt ham lidt. Sofaen flød efterhånden i blod og som han selv fik sat sig igen, efter at have hentet håndklæderne, begyndte hans bukser at suge en del af blodet til sig. Det var dog ikke særlig tydeligt, da bukserne var sorte, men han ville nok vælge at smide både sofa og bukser ud senere. Han fulgte Deavás med blikket, da han fik rejst sig, men han blev selv siddende, stadig med håndklædet for læben.
”Jeg tvivler,” fnøs han af hans trussel, som han kort fjernede håndklædet for læben og lagde det på det ene lår. Han var tydeligvis ikke bekymret for en eventuel hævn. Det havde trods alt aldrig været en realitet førhen, men nu tænkte han selvfølgelig ikke over at Deavás var en del ældre og muligvis havde lært en del om hævn efterhånden.

Som Deavás talte, lagde Agarés som sædvanlig det ene ben over det andet og lænede sig godt tilbage i sofaen. Håndklædet blev liggende mod låret og han lagde en arm hen over ryglænet. Det faldt ham ikke ind at tage den hvide skjorte på, da han ikke så nogen grund til at lade den suge blod fra sofaen til sig også. Han lagde heller ikke skjul på, at han synes lidt for godt om Deavás krop og bevægelser, mens han fik strøget håndklædet over huden, for at tørre blodet væk. Han betragtede ham med et helt roligt blik, som han lod øjnene glide hele vejen ned af ham, med et smil.
”Jeg har kontrakt med alle der bliver indviet og de kan alle brydes,” svarede han, men der gik lidt mere tid, før han igen rettede øjnene op. ”Men min evne er ikke en jeg kan tvinge på andre, de er nødt til at gøre det frivilligt,” fortsatte han roligt. Der kom et lettere kynisk smil frem på hans læber og han hævede kort det ene øjenbryn.
”Til gengæld har jeg nogle fantastiske overtalelsesevner.” Han fik det til at lyde som om, at mange kun havde gjort det, fordi han havde overtalt dem, selvom de egentlig ikke havde lyst. Det var også præcis sådan det skulle forstås. Udover det, var det nok også for at prikke lidt til Deavás, som han udmærket godt kendte til de overtalelsesevner fra deres fortid.

Kunne Deavás hade det udtryk Agarés havde mere end han allerede gjorde? Han lovede sig selv at tørre det selvtilfredse smil af, når han fik chancen næsten gang. Men han var ikke i stand til at gøre meget modstand, som hans krop stadig var lettere påvirket af oplevelsen. Han brød sig ikke om at give efter på den måde, men han var tvunget til at gøre noget for at slippe ud af hans greb. Det irriterede ham grænseløst, at han havde givet ham adgang til sin røv på den måde. Det fik ham til at ønske, at han havde kæmpet bare lidt mere for sin sag. Men minderne om deres barndom, var kommet i vejen. Han ville være tvunget til at lukke af for minderne næste gang. Denne gang havde Agarés overmandet ham, fordi han ikke havde været klar på det. Det var hans undskyldning og han skulle nok være klar næste gang.

Hævnen ville blive sød, men Agarés skulle nødigt forvente den og hvis han mente sine ord, så tvivlede han sikkert på, at det nogensinde ville kunne lade sig gøre. Deavás havde dog sine metoder og han skulle nok finde en måde, hvorpå han kunne bryde igennem Agarés forsvar. Han fandt næsten altid en vej. Han kunne ikke glemme hans blik, det irriterede ham grænseløst, men alligevel forstyrrede smerten ham i at reagere yderligere på det. Han havde aldrig følt den form for smerte og det generede ham, at han ikke kunne forhindre det. Ikke tale om, at han skulle forsøge at vænne sig til smerten for det skulle aldrig ske igen. Aldrig. I stedet var han hurtig til at få rejst sig op, både fordi bevægelserne i sofaen gjorde ondt, men også fordi han følte, at han skulle på afstand af Agarés. Hans vejrtrækning var stadig tung, som han holdt sig på benene, om end han kunne mærke, at de rystede under ham. ”Det bliver ikke op til dig” snerrede han irriteret, som de gyldne øjne mødte hans. Han ville ikke lade sig overmande igen. Han trak nogle dybe vejrtrækninger for ikke at besvime. Smerten var dog ikke til at undgå og han endte med at vrisse irriteret, som han søgte mod en af stolene for at holde balance med en hånd mod ryglænet.

Agarés afslappede position irriterede ham, som han ikke følte at han kunne slappe af. Han følte sig tvunget til at spænde i mavemusklerne for ikke at få mere ondt i røven. Han måtte distrahere sig selv på én eller anden måde. Deavás fandt det ikke nødvendigt at tage et bad for at vaske blodet bort. Han havde jo ikke noget imod det, det eneste han skulle have af var deres efterladenskaber. De gyldne øjne gled mod Agarés, han var ikke i tvivl om hvordan hans blik fulgte hans bevægelser over sin egen krop. ”Nyd det denne ene gang” mumlede han køligt, som han skubbede håndklædet ned over rifter på hans lår. Han gispede arrigt over smerten, som han spændte i resten af kroppen. Røven.. Der hvor det gjorde allermest ondt. Han vendte blikket retur til ham, som han forklarede sig. Men betød en brudt kontrakt at forbindelse til hans sind ville ophøre? Deavás skulle lige til at kommentere på det, da Agarés fortalte, at han ikke kunne påtvinge kontrakten over hovedet på dem.
Et koldt og hånligt grin forlod hans læber, som han pressede håndklædet mod såret og bed sig i underlæben. Fantastiske overtalelsesevner? Han fnøs ved tanken, som han rettede blikket mod ham igen. ”Det var den gang” pointerede han. Ja, han vidste godt at han havde overgivet sig tidligere, men det betød ikke at Agarés havde overtalt ham. Han havde ladet det ske, ikke at han ville indrømme det, hvis han blev spurgt. Deavás flyttede sig væk fra stolen, som han bevægede sig foran denne og langsomt.. Rigtig langsomt satte sig ned. Han skar en grimasse og bed sig hårdt i læben.. For helvede da også! Det var ikke behageligt at sidde ned, men han tvang sig selv til det for ikke at give Agarés den tilfredsstillelse, som han fik ud af, at se ham være tvunget til at stå. Han skulle bare lige vænne sig til smerten. Det var jo bare smerte.. "Jeg tror aldrig du vil ønske adgang til mit sind, men hvor kunne jeg dele meget med dig" lo han koldt, blikket rettet direkte mod Agarés.

Det alt for selvtilfredse udtryk var svært at fjerne igen, og Agarés så heller ingen grund til det. Der var selvfølgelig nogle småting han ikke havde været fuldt ud tilfreds med, men overordnet havde han fået det ud af det, som han gerne ville. At han derefter kunne nyde synet af Deavás’ reaktioner over smerten, var bare en mindre bonus. Hans snerren fik ham til at le let, han tog det langt fra som en trussel hvilket ikke var svært at se. Han lagde mærke til de dybe vejrtrækninger og den støttende hånd mod stolens ryglæn. Han rejste sig fra sofaen og uden et ord forsvandt han gennem dørene i den anden ende af stuen. Der gik ikke lang tid før han kom tilbage med et glas, fyldt med vand, i hånden. Stolen der stod over for den Deavás støttede sig til, trak han ud og satte sig, før han rakte glasset til ham med et let smil. ”Tag noget at drikke, måske du får det bedre,” lød det fra ham. Der hvilede en ekstrem ro over hans stemme, men en undertrykket bekymring kunne alligevel anes i ordene. Der var ingen grund til ikke at være behjælpelig, og det var udelukkende kun ment som en venlig handling over for sin gamle ven. Han var dog klar over at hans venlighed kunne være irriterende, efter hans grove behandling af ham.

Blodet på maven var ikke til at få helt af, kun med håndklædet, så et bad ville være nødvendigt, men senere. Han betragtede stadig enhver bevægelse der blev gjort mod hans krop med håndklædet og han nikkede let over hans ord. ”Det gør jeg bestemt også,” sagde han lettere fraværende. Hans blik gled ned af ham, fulgte samme vej som håndklædet blev ført. Han var ikke ligefrem diskret. Men de blå øjne blev rettet mod hans gule, som han forklarede sig. Det hånlige grin ville nok have irriteret ham normalt, men han havde ikke været specielt sød, så måske han fortjente at få bare lidt igen. Han valgte ikke at lægge noget i det. Overtalelsesevnerne var der stadig, men han vidste at han ikke havde gjort nogen indsats for at bruge dem i dag. Han havde ikke direkte tvunget sig selv på ham, men han havde da været utroligt insisterende, så måske mange alligevel ville have kaldt det tvang. Det gjorde han ikke selv, Deavás havde trods alt ikke bedt ham om at stoppe. Som han langsomt fik sat sig på stolen, lænede Agarés sig lidt frem over bordet og hvilede underarmene mod det. ”Jeg behøver ikke adgang til dit sind for at du vil kunne dele en masse med mig. Du skal bare fortælle mig det.” Det ville være en simpel løsning, selvom han var klar over at det ikke ville ske. Deavás havde ikke delt noget med ham før, så han regnede ikke med at det ville ske nu, men der var vel intet i vejen for at nævne det. Han rettede sig lidt op igen og flyttede hånden ned til buksekanten, for at rette den til, så knappen ikke længere blev mast ind i maven. Den havde irriteret ham siden han fik bukserne på igen, men han havde ikke taget sig sammen til at rette på det før nu. ”Jeg har slet ikke haft tid til at spørge dig, hvad du laver nu?” Det var først gået op for ham nu, da han havde tænkt på helt andre ting, men det interesserede ham da stadig, hvad Deavás brugte sin tid på. Ikke kun for sjov, men også arbejdsmæssigt.

Uden at indrømme det, så kunne Deavás også være med på, at han havde fået noget godt ud af det, men smerten gav ham ikke ligefrem chancen for at nyde sensationen. Den var blevet begravet i den ubehagelige følelse han havde i røven. Han var bestemt ikke glad for behandlingen og han ønskede ikke at gentage det igen. Lige nu koncentrerede han sig dog om at få noget ud af situationen, hvor svært det end kunne være, når hver bevægelse gik igennem hele kroppen på en underlig måde. Han kunne ikke rigtig ryste fornemmelse af sig. Deavás lod Agarés gå uden ord, som han fik mulighed for at ånde ud og udstøde et ubehageligt suk. Han vrissede let af sig selv, som han knurrede hænderne om ryglænet på stolen, på den ene eller anden måde ville han være nød til at distrahere sig selv. Blikket blev atter rettet mod Agarés, som han kom retur med et glas. Den klare væske fik ham ikke umiddelbart til at tænke på vand, men han ville nok blive slemt skuffet, når han først fandt ud af det. Han gav modvilligt slip på stolen for at møde glasset med den ene hånd. ”Jeg kan ikke se, hvordan det skal kunne hjælpe” mumlede han køligt, som han tog imod glasset og løftede det op mod læben. Der var ingen lugt.. Altså var der tale om vand. Han fnøs let, før at han placerede glasset mod læben og hældte den smagløse væske ned. Glasset blev placeret foran Agarés, som han rettede blikket mod ham. Der hvilede et lumsk glimt i hans øjne. ”Næste gang vil jeg foretrække noget med alkohol i” kommenterede han med et suk, før at han vendte tilbage til stolen og forsøgte at sætte sig ned.

Til sin irritation måtte Deavás indse, at han ikke fik blodet af lige med det samme, hvilket fik ham til at smide håndklædet over sin skulder i stedet, for at bruge hjørnet, der var fri for blod til at tørre ansigtet af for sved. Han havde ikke været glad for situationen, men han måtte indrømme, at der var noget underligt over det at gøre det med en gammel ven. Det havde aldrig faldet ham ind før. Han rystede dog let på hovedet, så han ikke ønskede at tænke mere over, hvad der var sket. Deavás hørte godt den fraværende tone, som hans blik søgte mod Agarés igen. Han bemærkede meget hurtigt, at Agarés ikke kunne få øjnene af hans krop.. Endnu et smil gled over hans læber, som han lænede sig fremad, smerte eller ej, og hvilede albuerne mod benene. ”Skal jeg trække i tøjet, så du kan holde fokus, min ven?” lød det lettere lystigt, som han dog ikke gjorde mine til at rejse sig op igen. Nu var han endelig kommet ned og sidde og tøjet lå ikke ligefrem indenfor rækkevidde. Desuden så skulle han ikke risikere noget ved at bukke sig ned lige nu for at samle det op.. Der var stadig noget gejst tilbage i ham, han skulle bare lige have chancen for at ignorere smerten og så ville det hurtigt blusse op igen. Deavás lo let af hans løsning.. Dele det med ham, åbent? Han rystede svagt på hovedet. Han lænede sig tilbage i stolen og hævede armene over sit hoved for at flette fingrene i sin nakke. Stillingen var ment til at være afslappende, men smerten skød meget hurtigt op i hans krop igen, som han skar en grimasse og udstødte et støn.. For første gang i noget tid, lod Agarés til at interessere sig for, hvad Deavás brugte tiden på. Han hævede det ene øjenbryn, som smilet blev mere skummelt. ”Holder styr på landet fra skyggerne” svarede han med et køligt smil på læben. ”Samler viden om alt og alle i landet” fortsatte han, som han bevist undgik at snakke om organisationen. Det var forbudt og han var ikke en, der brød den slags regler. Det var hans position for vigtig til. "Deraf min interesse for The Hive Mind" forklarede han med et nik.

Agarés rystede let på hovedet over hans kølige kommentar og et let fnys lød fra ham. Måske det ikke var en decideret hjælp, men det kunne vel aldrig skade at hydrere og ned røg vandet da, så helt dårligt var det vel ikke. Hans blik blev kort vendt mod glasset, som det blev placeret foran ham og han lod en finger glide hen over glassets kant. Hvorfor vidste han ikke, tidsfordriv? Han rettede øjnene mod Deavás igen med et let hævet øjenbryn, før han nikkede let. "Det skulle du da bare have sagt," lød det kort fra ham. Han kunne vel egentlig også selv have tilbudt det, men det var mange år siden han havde haft kontakt til Deavás. Om han var til alkohol når der skulle snakkes forretning, vidste han ikke, men det gjorde han så nu. Udover det, havde han været rimelig optaget af andre ting, til at være alt for høflig, som han ellers ville have været. Han forsøgte ikke det mindste at lægge skjul på, at hans blik var travlt optaget af hans krop, men kunne man virkelig bebrejde ham? Deavás var da ikke en uattraktiv mand, hvilket han vel udmærket også selv vidste. "Det er slet ikke nødvendigt," lo han let med en let ryst på hovedet. "Det er altid bedre at have noget lækkert at se på, mens der bliver snakket forretning," fortsatte han med et glimt i øjet.

Han havde ikke forventet andet, end lige præcis den latter han fik over hans løsning. Det var heller ikke ligefrem sådan han selv var vant til at få informationer, og det var lige før det ville være alt for nemt. Men de nemme løsninger var da ikke dårlige, det ville være forfriskende ikke at skulle tvinge informationer ud af folk, der ikke arbejdede for ham. Han havde dog ingen intentioner om at tvinge noget som helst ud af Deavás. For det første var det ikke derfor, han havde valgt at hive ham med hjem. For det andet vidste han fra start af, at det ikke ville kunne lade sig gøre. Han smilede svagt over hans støn i smerte, men kommenterede ikke på det. I stedet lyttede han pænt til hans svar. "Og hvad får du så ud af det?" Spurgte han undrende. Han var interesseret i at samle viden om alt i landet og derfor gav det mening, at han interesserede sig for The Hive Mind, men det var ikke ligefrem et detaljeret svar. At Deavás med vilje havde valgt ikke at gå for meget i detaljer, faldt ham ikke ind. Han havde selv en tendens, til ikke at komme med detaljerede svar. Han lod stadig en finger køre langs kanten på glasset, før han tog fat om det og rejste sig fra stolen igen. "Noget bestemt du foretrækker?" Spurgte han roligt, hentydende til den alkohol han tidligere havde nævnt, som han langsomt bevægede sig mod døren til køkkenet. Han stoppede op foran døren, for kort at vende sig mod ham og afvente hans svar. Han havde et bredt udvalg af alkohol, dog stod meget af det i kælderen, men de mest almindelige havde han stillet et par flasker af, i køkkenet.

Det var en gammel vane, at tvivle på Agarés ord, mest af alt fordi det næsten altid irriterede ham, når Deavás ikke lyttede efter hans mange råd. Men ofte endte det også som det gjorde nu, at han alligevel valgte at følge hans råd, men ikke før han havde protesteret bare en anelse. Aldersforskellen kom til udtryk i Deavás personlighed, som han nægtede at tage imod råd fra ham, bare fordi han var ældre end ham. Dog blev det meget hurtigt fejet af vejen, som han satte glasset fra sig foran ham med endnu en kommentar. Han lo let af hans ord, som han hævede det ene øjenbryn, men endte ud med at smile til ham. Han havde lige sagt det, så nu var der i hvert fald ingen tvivl om hvor han stod henne i det. Desuden så var han overbevist om at alkoholen ville være med til at dulme smerterne lige nu, og det var noget han bestemt havde brug for. Han kunne stadig mærke det bare han bevægede sig lidt og han var endnu ikke tilfreds med den situation, som Agarés havde sat ham i.
At Agarés valgte at glo på ham på den måde, gjorde ikke Deavás noget, som han bestemt nød det, men han ville måske have nydt det mere, hvis ikke han kendte Agarés præferencer for, hvordan den slags skulle udnyttes. Ærlig talt så kunne han have set det komme med Agarés opførsel, da de var mindre. Deavás havde sjældent noget at skulle have sagt. ”Jamen, så lader jeg vær” svarede han med et smil på læben. Nok var de gamle venner, men det var svært at spore tiden de havde været adskilt fra hinanden i hvert fald, hvis man tænkte på deres tone overfor hinanden. Deavás lagde dog roligt håndklædet fra sig, som han havde opgivet at få det sidste blod af. Der var han nok tvunget til at stjæle et bad i stedet. Mon ikke der var et i det store hus, som han kunne bruge, når de var færdige med forretningen?

Det var ikke muligt for Deavás at dele meget med ham, da det var imod alt, han stod for, så han valgte bare at grine af det, trække let på skulderen og så forsøge at lade emnet ligge. I stedet drejede han det over på noget andet, en bortforklaring måske, men forhåbentlig nok til at Agarés ikke ville overveje, hvad han havde af informationer. Venskabet var endnu bevaret om end Deavás ikke var tilfreds, så kunne han acceptere det til en vis grænse. At han planlagde noget for fremtiden valgte han ikke at nævne, for det skulle helst virke som et tilfældigt møde, så Agarés ikke fattede mistanken.  Deavás hvæste let ad smerten, som lod til at have groet sig fast i hans krop. Han ville virkelig gerne have noget andet at tænke på end den smerte. Men samtalen var endnu ikke i stand til at distrahere ham nok. ”Rigdom?” svarede han med et lystigt smil, hans familie havde ikke ligefrem haft mange krystaller imellem hænderne, men Deavás lignede ikke en, der manglede noget, så der var tydeligvis sket en forandring siden de sidst havde set hinanden. Men det var ikke krystallerne som betød mest, det var informationerne.
Eftersom at Deavás kun lige havde fundet en position, hvor han kunne sidde i uden at få yderligere ondt, så valgte han bevist at blive siddende, som Agarés rejste sig op med glasset i hånden. Et lystigt smil gled over hans læber, som han blev tilbudt, hvad end han kunne komme i tanke om. ”Noget stærkt..” svarede han med et nik. ”Nok til at dulme smerten” fortsatte han, som han rettede et irriteret blik imod Agarés. Det var jo alt sammen hans skyld.