”Mørkets hær?!!” Der var en chance for, at det var kommet lige højt nok ud af ham taget i betragtning hvor tynde trævæggene risikerede at være i bygningen. Men det var ikke en bekymring for Alran, og det kunne ses i hans blik, der pludseligt var blevet meget hårdt igen. Han havde trukket hånden til sig så hurtigt, som skulle man tro, at han var han blevet fingerspidserne ved at have dem så tæt på hendes ansigt. Han havde vel haft mistanken, men den havde været underlæggende i forhold til mange af de andre forestillinger, han havde gjort sig om, hvad hun var involveret i.

Al den beroligede - ja, næsten idylliske beruselse han havde svøbt dem begge ind i blot et mikroskopisk øjeblik siden var med ét blevet fuldkommen skyllet væk, selvom at morgenen stadig bar præget af det. Og så samtidig med, at han i en voldsom bevægelse smed sine hænder op i aggressiv opgivelse, trådte han ligeledes bagud et par skridt, drejede skarpt og nok også lidt klumpet fulde 180 grader væk fra hende, før hænderne flettede sig ind i hans hår. ”Åh! Isari, ha’ barmhjertighed for min rådne sjæl!” spyttede han ud med samme hævede stemme. Han frustration kom dernæst næsten ud som knurrende lyde end så meget andet, sådan som det kradsede helt nede fra halsen.

”Jeg holder en fra Mørkets Hær skjult. For selvfølgelig er hun det!” fortsatte han med en betydeligt mere dæmpet og mumlende stemme, umiddelbart ikke rettet mod Marax længere. ”Hvad har jeg nogensinde gjort for at fortjene det her…” Begge hans hænder gled fra deres tilholdssted i hans hår, der var blevet gjort endnu mere pjusket af det, og ned over hans ansigt, hvorpå han knækkede halsen tilbage. Det eneste der manglede var for ham at komme med et højlydt suk. Det kom dog aldrig. Han gned sig blot halvt ned over ansigtet.

Han havde forkastet sig alt det andet hun havde sagt. For ærligt talt, så var det ligegyldigt i forhold til det andet. Han brød sig ikke om det. Ikke det mindste. For pludselig var hun meget langt væk. Skubbet tilbage af standard morale. Og han havde ellers lige netop haft hende mellem fingrene.

Blodet forlod Marax' ansigt, da Alran ekkoede hendes egne ord tilbage til hende. Åh nej. Åh nej, åh nej, åh nej. Han opførte sig som om han havde brændt sig på hende, og da han vendte sig bort fra hende, lød det som om han var ved at kaste op eller værre.

Marax' hjerte var knust. Hun havde aldrig prøvet det før, men i dette øjeblik vidste hun præcis hvorfor folk kaldte det dét. Et knust hjerte. Hun kunne tydeligt mærke det gå i stykker, som var smerten rent faktisk rettet fysisk imod hendes hjerte. Det var værre end hvis han havde slået hende. Ikke at Marax kunne forestille sig Alran slå hende, hvis ikke af selvforsvar - indtil nu havde han været den venligste sjæl hun nogensinde havde mødt.
Men smerten stoppede hende ikke fra at lægge en hånd over en af sine knive. Hun ville ikke være forsvarsløs, hvis han besluttede sig for, at det var for farligt at have et medlem af Mørkets Hær i samme rum som sig.

"Alran," hviskede hun, men sank en klump, da hendes stemme allerede knækkede. Hun slap sit tag om sin kniv og rakte en hånd ud for at lægge den mod det nederste af hans ryg, igennem hans trøje. Den trøje, han lige havde brugt til at tørre hendes sminke væk med. "Vær sød ikke at hade mig." Hun kunne klare alt det andet. At han ikke rørte ved hende længere. At han ikke ville se på hende eller tale til hende. Selv hvis han smed hende ud ville hun klare sig, men hvis hun vidste at han hadede hende... hun ville slet ikke tænke på det. 

Alran havde stået relativt stille i et øjebliks tid, så da han kunne mærke Marax hånd mod sin ryg, var det som om, at hun havde trukket i tråden på en mekanisk dukke, for han skød tilbage til live for at fluks træde frem, og dermed væk fra hendes berøring. Det var dog ikke helt åbenlyst om det virkelig var på grund af, at hun rørte ved ham, og han væmmes så meget ved det, da han veg væk eller om det bare var fornemmelsen af andet end sig selv, der sendte ham tilbage til virkeligheden. Begge ting var mulige. For ærligt så havde han søgt mod sine egne tanker for at finde ud af, hvad han skulle gøre.

”Hader dig?!” råbte han straks, som han havde veget fra hende og med det samme derefter havde svunget sig omkring for at stå ansigt til ansigt med en såret kvinde. Men afstanden han så nemt kunne tage fra folk var stor nok til, at han ikke på daværende tidspunkt blev påvirket af, hvor knust selv han kunne se, hun var blevet. Men hvad andet havde hun forventet?!

”Jeg ved ikke om du er klar over hvilken straf, der ligger klar til jer fra Mørkets Hær, solstråle! For da slet ikke at tale om, straffen for at have hjulpet en!” blev han ved med en tydelig vred tone i sin stemme. En tone han uheldigvis – for andre – ikke have svært ved at finde frem og som han have perfektioneret henover mange år med den på tungen. ”Selv hvis jeg får dem til at tro mig, at jeg blev tvunget til det her lort - At holde fjenden skjult – tror du så ikke at jeg alligevel vil blive holdt øje med efterfølgende, hm?! Jeg har rigeligt med problemer i forvejen! Et par af røvhullerne tror stadigvæk at jeg var delvis skjyld I jeres forbandede plager, da I valgte at vise deres egoer frem endnu en gang!”
Han var helt oppe og køre. Men ikke på grund af frygt. Nej. Der var ikke et eneste spor af skræk at finde. Hverken hans ansigtstræk eller i hans øjne. Han stod lidt og bare trak vejret forpustet, før han afsluttede, med et meget mere normalt lydniveau og klædt på med et suk. ”… Og du bekymrer dig over om jeg hader dig.”

Han kunne lige så godt have slået hende i hovedet.

Hans ord sved som en lussing og Marax sad, med store, blotte øjne og følte sig sårbar. Manden, der lige havde fjernet hendes største forsvar imod at afsløre sine følelser, stod her og kastede vrede ord efter hende og aldrig før havde Marax savnet de sorte markeringer der normalt omkransede hendes øjne. Hendes blik faldt til hans hænder - beviset for hvad dæmoner havde gjort ved ham. Hun skammede sig. Normalt havde hun ingen sympati med mennesker, men ham her... Han var anderledes. Hun havde lyst til at redde ham, ligesom han havde reddet hende.

Hun lod ham tale ud. Også selvom det var med en hård stemme. Og når hun følte sig overvældet af hans vrede ord, slog hun blikket op i loftet og fokuserede på ingenting, indtil hendes hjerte føltes roligt igen. Så da han endelig havde en mere lavmælt stemmeføring igen, slog hun blikket hen på ham og sank en klump, inden hun forsigtigt nikkede.

"Jeg bekymrer mig. Og mennesket der står foran mig, han gør ingenting for at lette mine bekymringer." Hendes hjerte gjorde ondt. Han kunne lige så godt have holdt det i sin hånd og klemt det, som en skræmt lille fugleunge i et dæmonbarns hænder. 

Der var noget opgivende ved Alrans udstråling. Noget træt og udmattende. Han var og havde altid været en vred mand og en vred dreng. Ikke helt på samme baggrund som dem man mødte, der følte sig uretfærdigt behandlet af enten sine strikse forældre eller guderne, der alligevel aldrig svarede tilbage på desperate – og ofte også selviske- bønner. For Alran havde det været en manglende kontrol af noget inde i sig, der styrede hans raseri og irritable tilgang til sin omverden. Taget i betragtning så var han egentlig endt godt ud, for havde han vokset op og blevet opdraget af mennesker, ville alt nok have været meget værre. Ork-samfundet havde stabiliseret ham nok til at stadig være en anstændig person. På sin vis…

”Mennesket, der står foran dig, er ikke din ven. Mennesket, der står foran dig, er det samme menneske, som du havde ved knivspids for ikke mere end en time siden. Mennesket, der står foran dig…” Han stummede i den tid det tog ham at slæbe sig hen til sin stol ved bordet igen, hvor han dumpede tungt ned. Han var en stærk mand i stand til en del, men noget indikerede også, hvor brugt han var eller hvor meget noget tærede på hans krop. ”…kan ikke se, hvorfor han skulle lette dine bekymringer eller hvordan han overhoved skulle have evnerne til det.”

Han lagde sine arme oven på bordet og lagde efterfølgende sit hoved oven på armene. Det her var ikke, hvad han ville bruge sine morgenerne på. Tøsen opførte sig ikke normalt. Var hun overhoved Mørkets Kriger? Han var egentlig begyndt at tvivle. ”Jeg lovede at ikke aflevere dig til myndighederne. Men nævn det for ingen. Ikke engang dine… kollegaer. Mit hjem er ikke et opholdssted for jer.”
Han løftede sit hoved og så mod hende med sædvanlige hårde øjne. Den brune farve i hans øjne afslørede igen hint af en varm rød nuance i udkanten af hans iris.

Måske mennesker ikke havde samme opfattelse af, hvad venskab indebar. For Marax havde de føltes som venner, bare et øjeblik, på trods af våben og trusler. Ikke at hun var nogen ekspert når det kom til dæmon-venskaber heller, for hun havde kun en enkelt af dem, og han havde udgivet sig for at være død i flere år. Måske de heller ikke rigtigt havde været venner, når det kom til stykket. Måske det bare var hende, der troede at hun fik venner, når vedkommende i virkeligheden altid var mere eller mindre ligeglade med hende.

Hendes ansigtsudtryk blev hårdt. Men kun indtil Alran lagde sit hoved ovenpå sine arme. Han så sårbar ud, når han lå sådan. Marax kunne ikke lade være med at overveje, hvor hurtigt hun ville kunne myrde ham, når han var så tæt på og uforberedt på et angreb. Men så så han op og talte igen. 

"Tro mig, jeg har heller ikke lyst til at sige noget til mine kollegaer," svarede hun skarpt og så væk, med armene lagt over kors. Overmandet af en smed? Forladt ham uden at slå ham ihjel, selvom han havde set hendes ansigt? Hun ville blive latterliggjort til sin dødsdag. 

Det var egentlig blevet nemmere for ham at håndterer hende efter at finde ud af hvem og hvad hun var. Han måtte indrømme – dog kun for sig selv – at han var begyndt at blive splittet omkring hende inden da. Ladet det slippe, hvordan hun bogstaveligtalt havde forsøgt at tage livet af ham. Eller i hvert fald bare truet med at gøre det uden tøven i stemmen. Alran var ikke kendt for at stå på hverken byvagten eller diverse af lysets krigeres gode side, men han havde da sin lid til deres side af kampen. Hvor sort og hvid den så end måtte være. Men det var kun af obligation ikke at decideret dedikation.

”Det… sætter jeg da i det mindste pris på,” brummede han blot tilbage og beholdte sit blik stift mod hende, selv efter, at hun meget åbenlyst nægtede at se på hende. Så fornærmet. Han kunne ikke undgå at sammenligne hende med en gadekat, han godt nok havde tilbudt mad, men ikke ville tage med sig og give et trygt hjem. Åh, det frustrerede ham… Hvad andet havde hun troet, der ville ske?! Hvor mange var hun hidtil kommet omkring, der glædeligt tog imod nyheden, om at hun ikke bare var en fjende. Men fjenden?
En vildfaren tanke strøg pludselig det inderste af hans hårdtarbejdende hjerne. Hendes opførsel matchede slet ikke fordommene. Hvor mange folk var hun i det hele taget kommet omkring i sit liv?

Med ét rejste han sig igen fra sin stol. Selve dét at komme op at stå var en meget pludselig og hurtig bevægelse, som havde han fået stød, men som han rakte ud, greb om hendes tomme skål, lagde den oven i hans egen og bar dem mod køkkenvasken, blev det gjort ganske stille og roligt. Ved vasken blev han dog stående lidt. Hænderne sat i kanten og han stod lidt lænet i strakt arm. Gjorde sit bedste for at skjule øjeblikket af smerte..

Marax trak på skuldrene, da Alran svarede hende. Hun ville gerne sige noget, men havde fået en klump i halsen og var bange for, hvordan det ville lyde, hvis hun forsøgte. Hun ville ikke give ham grund til at tro, at hun var svag. Han havde allerede set alt for mange af hendes svagheder. Det var faktisk et mirakel, at han ikke havde latterliggjort hende for dem endnu. Havde et medlem af Mørkets Hær set hende opføre sig, som hun opførte sig omkring Alran... Hun blev helt anspændt bare af at tænke på det. 
Hun havde hørt folk snakke om godt og ondt før, og hun havde altid troet at det var en værre omgang pis. Man gjorde hvad man kunne for sig selv. Mørket var ikke ondere end Lyset. De beskyttede blot deres egne, præcis som Lyset gjorde. Men når hun så på Alran, så vidste hun, at hun havde taget fejl. Han var god. Han var god, som hun aldrig havde set nogen være det før, og hvis han var med Lyset, så måtte Lyset også være godt. 

Hun fulgte ham tavst med blikket, da han rejste sig op, og fik dårlig samvittighed, da det gik op for hende, at han havde tænkt sig at vaske op.

"Alran?" kaldte hun lavmælt og hæst, taknemmelig for at han ikke kunne se hende. Hun rømmede sig, inden hun fortsatte; "Det..." Hun havde tænkt sig at tilbyde sin hjælp. Takke ham. Hvad som helst, der kunne udtrykke hendes taknemmelighed. I stedet fortsatte hun; "Det er bedst, hvis du heller ikke fortæller det til nogen. Du ved ikke, hvem der kan få fat i den slags information eller hvordan den kan bruges imod dig."

”Hm?!” brummede han måske en smule for hårdt, da hun kaldte. Det var som sådan ikke meningen, men han tog sig ikke i at fortryde det efterfølgende. Ikke nok til at rette på sig selv eller få yderligere dårlig samvittighed over det. Til trods for at han ligeledes havde drejet sine øjne hen imod hende, havde han ikke løftet eller vendt hovedet nok til at faktisk kunne se ordentligt på hende end ud af øjenkrogen, hvilket ikke gav noget godt udsyn til hende. Så den svaghed hun ihærdigt forsøgte at holde skjult, var ikke indenfor hans synsvinkel alligevel.
Hans blik gled da også tilbage ned i vasken, da hun begyndte at tale, og han blot lyttede til hendes ord. Hendes stemme. Der var noget ved den, som han… godt kunne lide. Den skar ikke i hans ører som alle andres syntes at gøre. Det havde den ikke engang gjort, da hun havde haft ham på knivspids og truet ham, gik det pludselig op for ham. Han rystede distraherende på hovedet. Det var noget lort det her.

”Truer du mig?” Nej. Det gjorde hun ikke. Det var han skam godt klar over. Og mon hun ikke kunne høre, hvor lidt han selv troede på det, på måden hans stemme ikke lagde meget energi i at bebrejde hende. Hvis ikke, måtte sukket, der kom efterfølgende, have givet ham op. ”Min mund er lukket,” forsikrede han hende så. ”Jeg ved ærligtalt heller ikke, hvad jeg skulle fortælle, hvis Lyset skulle troppe op og afhøre mig. At jeg spiste morgenmad med en kriger af Mørket og så til hendes sår? Mon de ikke vil beskylde mig for landsforræderi på stedet?”
Der var noget komisk ved det, der fik et halvhjertet grin ud af ham. Nok mere et morende fnys.

Der var noget anstrengt over Alran. Noget mere end før. Han begyndte at distrahere sig selv fra dét og situationen ved at faktisk vaske skålene rene, før det blev for meget. Han rystede ikke engang sine hænder fri fra vand, før han pludselig gik på jagt i køkkenet efter… noget.
Sagte kunne man høre ham ytre sig nogle ord noget a la Zaladin og lianlange røvhår.

Marax pressede sine læber sammen, da Alran spurgte hende, om hun truede ham. Det var det absolut sidste hun ville gøre. Det var ikke længe siden hun havde gjort det, men var de ikke begge to kommet over den del af deres møde? Det håbede hun og hun vidste slet ikke hvad hun skulle svare ham. 'Selvfølgelig ikke' ville få hende til at fremstå som svag, og selvom hun godt kunne lide Alran, stolede hun alligevel ikke nok på ham til at udvise mere svaghed end han allerede havde set fra hende.
Heldigvis fulgte Alran selv op på sine ord og sparede hende for at finde på et svar. 

Betød det noget for hende, da Alran lovede at holde sin mund lukket? Hun forsøgte at overbevise sig selv om at det ikke gjorde. Ubevidst lagde hun en hånd over sit bryst, for at mærke efter om hendes hjerte slog lige så hårdt som det ellers føltes. 

"Hvis de beskylder dig for noget som helst, vender jeg tilbage til den her rædselsfulde by for at myrde dem," mumlede hun, mest til sig selv, men højt nok til at der også var en chance for at Alran kunne høre det. Det gjorde hende ikke noget, hvis han vidste, at hun var villig til at dræbe, han vidste jo allerede at hun var fra Mørkets Hær, så det her var næppe en overraskelse. "Har du... brug for hjælp?" spurgte hun, noget højere, for det var ment til ham. Allerhelst ville hun foretrække at blive siddende, men det føltes som om han havde været væk i en evighed nu. 

Undskyld, hvad havde hun lige sagt? Hun havde sagt det så sagte, men Alran havde alligevel fanget op på ordene, der forlod hendes mund. Og de gav ikke megen mening taget i betragtning af.. alt sådan set. De skulle forestille at være fjender, og selvom at de i øjeblikket havde sat en form for fredspagt op mellem dem, så var han da den sidste i verdenen til at forvente et løfte af den kalibre. Det var så heller ikke løftet om mord, der hæftede sig til hans tanker. Det var løftet om hævn, der forvirrede ham noget så grusomt. Hævn på hans vegne.

Men så lod han sig heller ikke overproducerer hendes ord meget længere frem. For med ét gav det bedre mening, hvis bare han så det i en lidt anden retning. ”Ah ja, selvfølgelig. Simple civile som mig skal jo ikke gå rundt og tage al anerkendelsen fra jer i Mørket,” kommenterede han lige så lavmælt men med det sædvanlige drys af spydighed. Hvis Lyset ikke måtte vide at Mørkets Krigere spadserede frit rundt i Dianthos - Lyset by! - burde det ikke komme bag på ham, at et hvert vidne ville skulle lade livet. Det var uden tvivl, hvad hun havde ment.

”Ahva?” Med ét vågnede han op fra mumleriet og lagde selv mærke til, hvordan han i sin søgen havde taget mental afstand til resten af sine omgivelser. Selv hans lille kommentar havde været noget fraværende, mens hans hovedfokus havde været andet sted. Så hans hoved skød op og var straks drejet hen mod hende, blot for at blive drejet bort i et ryst på hovedet.
”Nej. Jeg vil ikke byde dig at skulle humpe rundt. Sagde jeg ikke til dig før, at du skulle blive siddende? Holde benet i ro? Jeg vil ikke risikere at skulle rive flere lagener itu for at kunne forbinde sit sår igen,” brummede han meget afvigende og viftede endda slattent med hånden. ”Det er ikke noget vigtigt alligevel. Jeg er bare løbet tør for noget, jeg havde håbet jeg ikke var løbet tør for endnu.” Han var ikke glad for at give op, men hvis hun havde nået at blive nysgerrig over, hvad han havde gang i, så havde han ledt for længe. Så han slæbte sig tilbage ud ad køkkenet og stillede sig lidt mere indenfor hendes synsfelt.

Han satte sig ikke ned. Han stolede jo ikke på hende endnu. Hun var stadig en der skulle holdes øje med. Han kunne overmande hende, men det var ikke ensbetydende med, at hun var en nem modstand. Så selv med den ene skadede håndflade - stadig bundet primitivt ind i et viskestykke - lagde han sine stærke arme over kors og lænede sig op ad den nærmeste væg. 

Marax' forvirring blev tydelig i hele hendes ansigt, da Alran fuldstændig fejlfortolkede hendes ord, og hun så ud imod køkkenet med et hævet øjenbryn og munden let åben. Havde han misforstået hende med vilje? Eller lå det så langt fra ham, at hun ville gøre noget for ham? Det burde vel også ligge langt fra hende. Hun burde vel være glad, hvis Lyset vendte sig imod dets egne. Men med Alran var det noget andet.

"Det sagde du vel," mumlede hun, overvundet. Det havde aldrig før generet hende at sidde helt stille, men hun var sikker på at Alran fortrød nogensinde at have sluttet fred med hende, og hun var optaget af en energi, der bød hende at gøre alt i sin magt, for at få ham til at kunne lide sig igen. Også selvom hun vidste, at det var nytteløst. 

Alligevel var hun taknemmelig, da han vendte tilbage til hendes synsfelt. Med armene over kors, kunne det virkelig ses at han havde et hårdt fysisk arbejde. Musklerne i hans overarme sprang frem på en måde, der tvang Marax' blik til sig. Forfjamsket slog hun straks blikket ned i bordet og efter et øjeblik af at have siddet helt rank, med blikket stift foran sig, flyttede hun endelig på sig, så hun vendte sig lidt væk fra Alran.

"Jeg kan ikke slappe af, hvis jeg tror du er på vej ud af døren for at hente en soldat," sagde hun, uden at løfte blikket fra bordet. Hun havde været vågen det halve af natten og udmattelsen var ved at komme krybende, men Marax lagde stædigt en hånd imod sin underarm og kneb diskret i den. Det kunne koste hende livet, hvis hun døsede hen her. Alran var måske pæn, men han var farlig og hun var på hans område. 

Ah ja. Marax var ikke den første til at påpege hans lettere… truende udstråling. Egentlig var det ikke noget han gjorde fuldstændigt af sin egen frie og bevidste vilje. Ikke længere i hvert fald. Det var blevet som en dårlig vane for ham. Som når man begyndte at bide negle. Eller når man havde tendens til at pille i sine sårskorper. For ham var det endda som en mur, han var blevet helt afhængig af. Det var dog ikke en mur der beskyttede ham fra omverdenen og alle følelser og indtryk, der fulgte med, for han følte et stik  brystkassen, da hun så væk fra ham. Han havde stadigvæk et så klart billede i hovedet om, hvordan krigerne fra Mørket var. Faktisk hvordan enhver kriger var. Og ingen af hans forestillinger vise krigeren krybe sig sammen - hverken fysisk eller mentalt - foran fjenden på den måde.
Var han virkelig for hård ved hende? Hvad andet kunne hun forvente?! De var ikke venner! Det havde han sat på plads. Så snart hun kunne fortsætte ud i mørket, når aftenen kom, så ville de ikke have noget med hinanden at gøre.

Musklerne i hans arme spændte sig yderligere op, som anstrengende tankespind hærgede hans hoved. En skam, at hendes øjne havde været sænket. Eller måske var det mere hendes held, at hun ikke skulle blive mere… forlegen. ”Har jeg ikke allerede sagt, at jeg ikke har tænkt mig at forråde din røv ved at indlevere dig til en soldat eller byvagt eller hvad andet,” vrissede han fast, men selvom han vrissede, så var hans vris denne gang ikke svøbt ind i arrighed. Eller irritation for den sags skyld. Særligt ikke, sådan som vrisset flød ud mod ingenting, som sætningen endte.
Tungt sukkede han og samtidigt med at det rullede over hans tunge, lod han sine arme slappe af og falde ned langs siden, før han passerede forbi hende og bordet og ind i den anden del af den lille ydmyg lejlighed. Træet knirkede under hans skridt, som træ altid ville knirke.  I det mindste var bygningen, han boede i, både solid og vedligeholdt. At han havde startet sit liv i storbyen her og ikke i et faldefærdigt hus i den nedre bydel var ærligtalt lidt af et mirakel.

”Ingen af os stoler hundred procent på hinanden, men du burde måske… hvile,” foreslog han lidt ud af det blå, idét han nåede sin redte seng. Madrassen manglede sit lagen - det var smukt bundet omkring vampyrens lår - men både dyne og pude, var stadig til rådighed. ”Din slags går vel i dvale på denne tid af dagen, så det må være anstrengende at være vågen. Det er bare et forslag, og jeg har ikke i sinde at gøre dig noget. Jeg har ikke så lidt stolthed, at jeg ville snitte struben på en søvnende modstander.” Som han fortsatte med at tale, greb han om dynen og fik spredt den jævnt udover sengen med et enkelt løft og ryst. Så med en hånd ført om mod ryggens svang, lænede han sig med et klemt udtryk tilbage indtil den stive rygsøjle sad bedre, før han atter så mod Marax. Afventende.

På trods af den hårde måde Alran sagde ordene på, stolede Marax på ham, da han endnu en gang lovede ikke at indlevere hende til Lyset. Desuden, så lød han slet ikke så hård hen mod enden af sine ord. Ubevidst blødte Marax' kropssprog lidt op, da Alrans tone også gjorde det. 

Alligevel var hun skeptisk, da Alran foreslog hvile. Hvile kunne hun måske gå med til, men hvad ville der ske, hvis hun faldt helt i søvn? Marax var ved at afslå, men Alran havde ret. Hun trængte til hvile. Desuden ville hun kun blive svagere, des længere hun forsøgte at holde sig vågen. Det ville være bedre at få hvilet, så hun var frisk, når hun skulle snige sig ud af byen efter mørkets fald. Ville hun overhovedet have kunne sige nej, når han på den måde lovede ikke at gøre hende noget? Hun ville næsten hellere forrådes, end hun ville afvise ham. 

"Okay," svarede hun, efter flere sekunders tænkepause, hvor hun ikke havde gjort andet end at se fra Alran til sengen og tilbage igen. Alran, som stod der, afventende, ved sengen. "Jeg stoler på dig," påstod hun, inden hun, med tydelig tøven på trods af sin påstand om at stole på ham, rejste sig op og haltede hen til sengen. Hun kunne føle gnister løbe op af sin rygsølje, da hun gik forbi Alran, men hun ignorerede følelsen så godt hun kunne. Det kunne jo betyde hvad som helst. 

"Du slipper for mig, så snart det er mørkt," lovede hun, inden hun forsigtigt lagde sig ned, med sit ene knæ trukket op, så det forbundne sår var hævet. Dynen ignorerede hun. Hun stolede alligevel ikke så meget på ham, at hun havde tænkt sig at lægge sig under noget, der kunne hæve hendes bevægelser. I et kort sekund mødte hun hans blik, inden hun lukkede øjnene, hendes kinder brændende varme. 

Selvom det ikke havde været noget problem for ham at ignorere hendes besvær med at gå med det beskadiget lår og dermed ikke give hende en hånd med – mon hun, en kriger, sagtens kunne klare sig selv? – så måtte han lige holde sig selv lidt tilbage for ikke at møve dynen, hun havde lagt sig oven på, et stykke ind under hendes ene knæ for netop at opnå samme effekt, som hun selv forsøgte sig med. Før eller siden ville hun ikke kunne holde sit ben bøjet op længere… Men nej. Marax var ikke bare en tilfældig tøs, der havde vrikket foden om midt på gaden. Omsorgen hun kunne kræve fra ham var i øjeblikket ikke af samme mængder.
”I så faldt sender jeg Mørket en regning for de timers betalt arbejde jeg misser i dag,” kommenterede han egentlig ganske stille og roligt og overraskende nok, lå der også noget drillende på tungen, der smittede af på ordene. Til trods for at han ikke stod, der og kiggede tilbage ned på hende, med et smil på læben.

Kvindens blege kinder havde nær ført hans hånd mod hendes pande i en naiv tro om, at hun havde fået feber af sit tidligere blodtab. Den rødlige glød virkede alt for kraftig på hendes blege hud, og han kunne ikke undgå at sætte spørgsmålstegn ved om vampyrer overhoved havde den kropslige funktion til at få sådan farve i ansigtet. Den havde været der før. Det var den der for alvor fik hende til at se levende ud. Og nu med øjnene både lukkede og manglende kul om sig, kom det virkelig til udtryk.
Hvad ved Zaladin lavede en som hende hos Mørket? Han ville forstå, at hun brugte dette næsten uskyldige udseende – så man bort fra hendes ar – til at møve sig ind på folk, men hun havde valgt at skjule det bag sminke.

Skridtene Alran tog mod døren kunne godt have været mere forsigtige og listende, så hans kurs var lidt mindre åbenlys, dét blev han selv ret godt klar over. Skridtene stoppede også lige foran døren. Hånden lagt på håndtaget. Alt det tog var at dreje omkring og spadserede ud. Der havde været en undertanke ved at få Marax til at hvile, forhåbentlig sove. Han var ikke klar over, hvor længe han kunne gå uden indholdet af den lille æske. Han kunne have klaret det, havde han været alene, men…
Han slap håndtaget igen og trådte væk fra døren. Det var bare afhængigheden der talte. Selvfølgelig kunne han klare sig uden. Særligt hvis det betød, at han ikke skulle bekymre sig om en kniv i ryggen. Han drejede sig omkring og lod ryggen møde væggen lige ved siden af døren. Brugte væggen som støtte til at glide ned at sidde og lagde de rødbrune øjne mod den sovende kvinde i hans seng.

Marax kunne ikke lade være - hun fnøs af Alrans svar, hans næsvished, bare dét at han turde påstå at ville sende Mørkets Hær en regning var så morsomt, at hun ikke kunne lade være. Det var ikke helt et grin, men det var det tætteste på hun var kommet i flere år. 

Det gjorde det nemmere at falde i søvn. Hvis han forrådte hende, så havde hun i det mindste haft en god, sidste dag, inden Lyset ville henrette hende. Hun faldt i søvn på et øjeblik, mere udmattet end hun havde ladet sig selv indrømme. 
Hendes drømme var hjemsøgt af mareridt, men ikke mere end hvad hun var vant til det. Det var ikke spøgelserne af dem, hun havde dræbt i koldt blod, der hjemsøgte hende, men kun tanken om selv at blive holdt fanget, der skræmte hende i hendes drømme. Hun var fanget nu, på mange måder, af Mørkets Hær, men hun brød sig ikke om at forsøge at tyde sine drømme. Der var alligevel intet hun kunne gøre for at ændre sin situation.

Hun vågnede med et gisp, men lå helt stille og stirrede op i loftet i flere sekunder, før hun huskede hvor hun var. Og hvem Alran var. Han havde altså ikke forrådt hende. Hun trak vejret dybt og løftede sit ben, der gjorde ondt, men ikke var hverken stift eller brændende varmt. Der var ikke gået betændelse i det, indså hun med et lettet suk.
Langsomt fik hun kæmpet sig halvt op at sidde, lænet på sin albue, og først da fik hun øje på Alran. Synet af ham fik hende til at fryse midt i sin bevægelse. 

"Alran," næsten hviskede hun, så lavmælt sagde hun hans navn. Hun havde ingen anden grund til at sige det, end for at sikre sig at han virkelig var der. Og fordi det føltes rart at sige hans navn, indså hun, imens hendes hjerte sprang et slag over. 
Hun skævede ud af vinduet, selvom skyggerne på gulvet fortalte hende alt hun havde brug for at vide. "Solen er næsten gået ned." Rummet var badet i et orange skær og Alrans hud så ud som om det var badet i et støvet lag af guld, med undtagelse af hans sorte arme og hænder. Marax tvang sig selv til at se væk fra ham og svinge sine ben ud over kanten af sengen. 

Alran skulle have taget sig sammen. Han skulle bare have gået. Efterladt hende i lejligheden, hvor hun ikke ville kunne gøre det helt store problemer. For de følgende timer var forfærdelige. Abstinenserne virkede næsten voldsommere end, hvad han var vant til. Fremtvunget af panikken over at stå uden i en sådan situation. Han kunne sagtens holde uden. Han ville ikke dø. Det ville ikke gøre mere ondt, end det gjorde i forvejen. Men som han sad der op ad væggen i stilhed, var det kun den sagte lyd af hendes sovende vejrtrækninger, der lykkedes i at berolige ham bare nogenlunde, som han virkede hypersensitiv til lyden af sit eget hjerte og smerten fra det dybe indre. Så det var ikke megen distraktion. Kæft, han var ynkelig. Blevet afhængig af livsnødvendig medicin. Så hellere ligge i rendestenen pga. mangel på et selvvalgt rus.
Hans navn fra hendes strube føltes ikke som andet end et let strøg af bogstaverne i luften mod ham. Han sov ikke, men hans hoved havde dalet i takt med at støtten var blevet opgivet i nakken. Overlagt til hagens pres ind mod brystkassen. Ikke engang knæene havde han flyttet til det formål. Han sov ikke, men hans navn havde heller ikke været tilstrækkeligt til at have ham se op. Han vidste, hun var vågen nu. Hvor længe havde han forsøgt at tælle men opgivet. Han vidste kun, at de havde begge været urørlige ved hver deres placering længe nu. Længe nok for den nyopståede sol at være på vej ned igen, som hun vagte at bryde isen med.

”Ja. Og her er vi sta-…” Hans stemme havde været doven og noget groggy. Hintet af den konstant irritation, der var som en evig flamme i hans mave, havde ikke forladt den. Men idét han endelig løftede hovedet - ret stift efter at have været i den akavede position for lang tid - stoppede ordene brat
Den skarpe aftensol skinnede direkte ind ad vinduet nær sengen, hvor hun var. En alt for velplaceret stråle skinnede direkte forbi hende og ind i hans øjne. Fik ham til at vrænge ansigtet, knibe øjnene sammen for en stund. En hånd kom op for at afskærme indtil, at han lige kunne vænne sig til lyset. Men kluden i halsen var opstået af noget lidt andet. For et splitsekund var han overbevist om, at Marax’s hår var en gylden blondt farve frem for at være fuldkommen pigmentløs som nyfalden sne. For et splitsekund så hun meget mere levende ud, end hvad han huskede hende. Hun havde haft farve i ansigtet, men der var noget ved sollyset bag hende, der skabte en lidt anden glød. Smukt..

Brummende slog han blikket ned. Det måtte have gået ham til hovedet. Men selv de døde kunne vel se levende ud fra tid til anden. ”Du var væk i lang tid, solstråle. Ærligt er jeg overrasket over, at du ikke bare sov videre til det faktisk var blevet mørkt nok til at være behageligt for dig. Generer aftensolen dig ikke?” spurgte han ekstra skeptisk for at dække op for sin lamslåethed. Og for at få tanker på noget andet. Det var nemmere at tage afstand. Beklagende kæmpede han sig selv så småt op at stå igen. Gulvet var alligevel ikke det mest behagelige hvilested.

Farve steg op i Marax' kinder, da Alran kaldte hende solstråle igen. Hun vidste, at han måtte mene det sarkastisk, men hendes hjerte vidste ikke det samme, og det insisterede på at sætte tempoet op for hendes blodcirkulation hver gang han gjorde det. Hun så forblindet på ham, indtil resten af hans sætning dæmrede for hende flere sekunder efter han havde sagt den.

I stedet for at svare ham med det samme, rejste hun sig langsomt op og gik hen til vinduet, hvor hun lod de sidste af solens varme stråler ramme hendes lyse hud. "Jeg er ikke en vampyr, Alran," indrømmede hun lavmælt. Hun kunne ikke se på ham, ikke nu hvor hun indrømmede at have ladet ham tro på en løgn så længe, men hun kunne heller ikke forlade hans hjem uden at have fortalte ham sandheden.
Hun så ud af vinduet, mod den rødglødende sol i horisonten, og spændte op i skuldrene imens hun ventede på Alrans vrede, der uden tvivl ville ramme hende. Det ville også være nemmere på den måde; hvis hun kun skulle bruge den sidste time sammen med en vred mand, der ikke kunne vente med at få smidt hende ud, så ville det være nemmere at forlade ham. På den måde ville det blive nemmere, når hun vendte tilbage til Mørkets Hær. Nemmere at glemme ham og holde ham ude af sit hjerte. 

Det ville være en stor fed løgn, at sige, at Alran ikke blev overrasket, for han havde stolet blindt på, hvad hun havde fortalt ham. Der var altid en mistænksomhed, der hang over det hele, når det kom til personer som Marax. En af dem fra Mørket. Faktisk var det et tilfælde der ofte ramte alle og enhver, ligegyldigt hvor på Aladrios’ vægt de stod. Måske var det fordi, han i sin underbevidsthed havde forventet, at hun ville lyve ud af sin røv, som gjaldt det hendes liv, at flammen inde i ham ikke begyndte at blusse, så snart at overraskelsen forlod hans ansigtsfolder og overordnede system.

De rødbrune øjne, der for en stund bare havde stirret på hende med en forbløffelse, der egentlig ikke havde været udtrykt i hendes selskab før, nåede kun lige at blive hårde i blikket, inden at han så væk fra hende med noget af en fnys. Han var ikke vred. Eller… han var ikke rasende. ”Selvfølgelig, er du ikke en vampyr,” vrissede han. Provokeret. Måden, hvorpå hans tænder havde bidt sig sammen, havde næsten fået det til at lyde som en snerren. Men han råbte og skreg ikke. Det var der ingen grund til. Hun havde kun bekræftet overfor ham, at hun var, hvem hun var. Og at han i noget tid havde overbevist sig selv om, Mørket ikke var fyldt med løgnere.
Han gned voldsomt sine hænder for at vække sig selv lidt mere fra døsigheden. Så voldsomt, at han få sekunder efter så pletter. ”Du må have moret sig noget så gevaldigt med, at han troede du var en. Ved Thatos’ røv, selvfølgelig er du ikke en vampyr! Hvor dum er jeg! Er jeg ved at blive senil allerede?!”

Endelig stoppede han med at presse sin hånd mod sine øjne og lod den slapt falde ned langs siden, inden han så tilbage på hende. Han var ikke vred. Ikke vredere end mand end, hvad han altid var i hvert fald. ”Hvad er du så? Dæmon? Dem er der efterhånden så mange af.” Han slog en hånd ud i en kontrolleret men irriteret bevægelse. Det burde virkelig ikke gå ham så meget på, at hun havde løjet. Men han følte sig nu alligevel lidt til grin. ”Nej, ved du hvad? Jeg er ligeglad. Hvad betyder det, hvad du er… Giver mening, at du ville påstå, at være vampyr. Give mig dårlig samvittighed om, at smide dig ud i solen. Smart pige… Smart pige... Sov du godt?”

Marax kunne ikke lade være med at se sig over skulderen hen på Alran, da han svarede hende. Hans rødbrune øjne ville uden tvivl gløde som rav, hvis bare han trådte tættere på hende og hen i solens sidste stråler, men hun var sikker på, at han ikke længere ville bryde sig om at være så tæt på hende. Hun var sikker på at han ville hade hende, hvis han regnede hendes race ud.

Hun åbnede sin mund, for at sige ham imod, da han kaldte sig selv dum. Han var hverken dum eller senil. Han var venlig og god, han var klog og dygtig og stærk. Men hun kunne ikke finde ordene for det, og hun lukkede også straks munden igen, da han gættede sig frem til hendes race. Selvom han ikke vidste, at han havde ret, sank hendes hjerte i brystet på hende ved gættet. 

Han tænkte højere om hende, end hun fortjente, for hun havde slet ikke planlagt at lyve for ham på den måde. Hendes tænder var som de var, fordi hun var træt af at se lille og 'nuttet' ud, og ville have et mere skræmmende look. Hun havde ikke fortalt at hun var dæmon, fordi han hurtigt havde gjort det klart, hvad dæmoner havde gjort mod ham. Hun havde mere ladet ham tro på en løgn, end hun rent faktisk havde fortalt ham én... Men hun rettede ikke på ham. Det var svært at indrømme sandheden nu. Hun troede heller ikke at det ville hjælpe.

"Jeg sov godt," svarede hun lavmælt, imens hun langsomt bevægede sig hen til ham. "Jeg sov sikkert bedre end du gjorde," sagde hun og lagde en hånd om hans arm for at holde ham hvor han var, imens hun bevægede sig om bag ham og lagde sin anden hånd mod hans skulder. "Vi kunne godt begge to have været på sengen. Gulvet er ikke sundt for dig." Hun snakkede lavmælt, men tydeligt, helt uden tøven, imens hun begyndte at massere hans skulder og flyttede den anden hånd til den anden skulder. Hun havde selv sovet på nok gulve og op af nok vægge til at vide, hvor man fik spændt musklerne på den dårlige måde af det.

Hun skævede ud af vinduet, hvor solen var gået ned, og vidste, at hun ikke havde længe, før det ville være mørkt nok til, at hun kunne snige sig uset ud af Dianthos.