Amalia lo varmt over Samanthas kommentar over hendes valg af tøj til spillet "Jeg tvivler at du tror mig, men det er nu blot fordi at jeg ikke bryder mig om at fryse!" Lo kaptajnen varmt, sjældent var det praktisk at ønske at klæde sig godt på, samt de farvespil hun ønskede at lave. Men det var nu godt at vide at hun havde en mindre fordel når terningerne omhandlede tøj.
"Det er nu første gang at jeg er lykkedes med at overtale terninger til at gøre den slags! Men mænd og kvinder derimod" klukkede hun mens hun blinkede sigende. Ikke at der havde været noget af den salgs denne aften!
Atter engang blev terningerne tager i hånden og fik lov at danse over bordet.

Og efter kun to salg var hun ganske tilfreds og skrubbede terningerne tilbage. "Det lader til at terningerne har fået åbnet deres øjnene for din skønhed, samt at de ønsker at se mere" klukkede Amalia varmt, ganske overrasket over hendes ny fundne held.



-----------------------
6-5-5-4-3
6

Samantha kunne ikke andet end løfte et øjenbryn og svare kækt. "Og tøj er løsningen på kulde du vælger?" Selv hoppede hun gerne i samme båd, når vinteren strammede sit greb over landet og dækkede alt i is, sne og bidende vind. I hvert fald til land var i sigte og en kro kunne besøges for en varm krop at erobre.
De næste ord trak da også blot hendes smil skævt, som hun tilbagelænet lod blikket glide over Amalia. "Også kvinder? Rygter lader godt nok en del tilbage til fantasien..." Det gjorde også den andens evne så meget farligere at folk undervurderede dens omfang. Ikke at den af de to var den mest frygtede.
Måske var en tredje afsløret her!

Samantha fulgte terningerne rulle og rystede så smilende på hovedet. "Det var også for godt til at kunne fortsætte..." Hun rakte ud og overtog terningerne. Synet der mødte hende fik hende til at række ud og tage en styrkende slurk af rommen. Styrke havde hun bestemt brug for med den start! Det næste slag var ikke meget bedre, men så kom alt på en gang og kun lasten manglede. En last der skulle være høj og... Hun satte bægeret fra sig med et skælmsk smil til kaptajnen. "De virker nu stadig overbevist om en fælles kurs..." Med det hævede hun flasken og skålede.

-----------------------
5-2-1-1-1
4-3-2-2-1
6-5-4-3-1
4-1
6-5

Endnu en klukken undslap kaptajnen "Det er jo ikke altid at der er varmblodet kvinder til at varme sig med" Det lod til at Sam havde noget af en levende fantasi, noget hun uden tvivl ville sætte pris på i fremtiden. 
Amalia nikkede kort det var ikke ofte at folk havde megen lyst til at snakke om hvordan de var blevet ledt på afveje af lyden af en sang. "Præcis, mændene er noget bedre til at kæfte om at de ikke kunne styrer sig selv og hvordan det tydeligt er en andens skyld end deres" kommenterende hun med en let rullen med øjnene, det forpulede slatne søpølsers piberi var nok grunden til at hun med tiden havde fundet kvinder mere og mere interessante.

Amalia rystede lidt på hovedet over hvordan det pludselig lykkedes Sam at vende skuden til til fællesskål "Jamen skål da!" Endnu en slurk rom indenbords, forhåbentlig kunne kun få lov at få en pause mere fra at drikke, rommen havde efterhånden sat sine spor.
Terningerne derimod lod ikke til at være enig med hende, i det mindste fik hun da en last. Halv højt hviskede hun til dem "I får hende ikke at se hvis i ikke hjælper" for derefter at række dem over til den anden kvinde.


-----------------------
6-6-3-3-2
4-2-2-1
6-4-4-1
6-6-5-2
4-3-2

Samantha kunne ikke andet end lade sin stemme blande sig blidt med kaptajnens latter ved den både sande og særdeles usande bemærkning om varme kvinder i nærheden faldt. Sirenen havde i overflod af netop disse, men forventeligt holdt Amalia sig så meget fra varmen hos dem, som Samantha selv gjorde. Det var og blev noget rod at blande arbejde med fornøjelser - hvor fristende det ellers kunne være! "Og hvis der endelig er, så er hverken tiden eller stedet der til at nyde godt af det!" Ud over synet altså... og fantasien.
"Mænd er bare bedre til at kæfte op, ja." Samtykkede hun morende uden at føle den udtalelse virkelig behøvede begrænsningerne i det næste. Det gav dog endnu en grund bag valget af besætning for hvem ønskede en der altid satte spørgsmålstegn ved alle ordre og kun fordi de fandt sig selv bedre?

En tår af rommen og de halvskurende tanker var sunket til dørken igen. Godt det samme for den tår svingede andelen fra flasken over grænsen for hvad Samantha kunne håndtere og gå lige der fra. Heldigt nok hun stadig sad sikkert på den lumske taburet!
Terningerne rullede da også atter lystigt fra bægeret og ud, sikrende kaptajnen skib med last. "Hov hov! De gør det da glimrende for min fornøjelse her!" kom hun påtaget fortørnet og mest af alt sigende med som svar, som hun overtog de fantastiske terninger. Desværre uden Chances gunst denne gang og som slag fulgte slag var det mod dybet det gik.
"Jeg fornemmer en vending i deres medhold..." Hun sendte den anden et skævt smil, før hun bøjede sig ned, greb om hælen på den højre støvle og trak den af med et snubtag, der sendte den sejlende til siden og hende vaklende et øjeblik på taburetten. "Skønt den trebenede endelig er kommet på min side!"

-------------------------
6-4-3-3-2
6-3-2-1
6-3-3-2
6-5-3-2
6-3-2

En let rysten af Amalias hoved fik de blonde lokker til at danse gennem luften, at hygge sig med besætningen var en uskik der ofte bare fik lavet flere problemer, meget betagende problemer. "Tidsnok skal der nok komme tid til den slags, før eller siden komme man i land igen" lød det med et sigende blink. 
Kaptajnen følte ikke ligefrem for at tale mere om mænd, på den ene side fordi at hun ikke ønskede at komme i dårligt humør,
noget der desværre ind i mellem fulgte for megen snak om slatene søpølser, men lige så fordi at det ville være en skam ikke at give skønheden foran hende den opmærksomhed hun fortjente.

Endnu en klukken undslap kaptajnen som navigatøren lød frygtsomt for at terningerne havde valgt side. "Jeg er nu sikker på at Chance nok skal smile til os begge, på den ene eller den anden måde" Et skævt smil bredte sig over Amalias læber "Dog glæder det mig at jeg ikke er den eneste der kan synke et skib!"
Et par gode laste mere og så ville skatten hun søgte vise sig! Og det lød til at det kunne blive en mulighed med den last! "Det glæder mig at i kommer godt ud af det med hinanden, men jeg er nu sikker på at dørken gerne vil møde dit brystbånd" klukkede hun varmt.


-----------------------
6-5-4-2-1
2-1
6-5

"Et ønske for sejlende til havet trækker tilbage og ud igen.." Det var det evige tidetræk som søfolket levede under og som havde holdt Samantha i sit sikre greb siden hun havde sat foden på et dæk første gang. En frihed og en længsel i evig dans. For at se mere, opleve mere og vende hjem til sikker havn. Nogle mere sikre end andre dog! Og mindre komplicerede!
At vige et emne var en kunst hurtigt lært af den mørkhårede styrmand. Mænd og kvinder var ens på det punkt trods hvad de end forsøgte at foregive og hun dreven i hvor at prikke og hvor at glide af. Med en skønhed smidende tøjet frejdigt foran hende var valget alt andet end svært og et smil voksende som blikket vandrede en glimrende afledning her.

Ikke for terningernes svig. De valgte så grusomt den anden side og det ikke uden at tilfredshed gled ind i kaptajnens stemme. Samantha gengældte smilet - for hun kunne vitterlig ikke andet! - og lo så hovedrystende. "Jeg er stadig imponeret over at have holdt mig flydende så mange spil ud af så få!" Hendes uheld i spil var nærmest mere velkendt end hendes evner med et ror. Et uheld der sjældent havde kostet hende det store for en glad vinder var ofte en givende vinder!

Hun overtog terningerne og så opgivende på dem som de trillede og rullede og aldrig rigtig blev til noget. "Og så kender jeg da terningerne igen!" Hun svingede flasken til læberne i en overmodig bevægelse, som hun samtidig greb ned efter den venstre og sidste støvle. En ubalanceret gerning der blev straffet af hendes trebenede nemesis. Så snart flasken ramte bordet igen, vippede taburetten med hende frem og trak et overrasket gisp fra hende, som hun endnu engang fik en tur i dørken med en perlende latter. "Dit ønske var dens lov!" Hendes brystbånd rørte i hvert fald bestemt de ru brædder som hun stadig på siden fik støvlen hevet af.

-----------------
5-3-2-2-1
5-5-4-4-4
5-4-2-2-1
4-4-3-2-1
6-6-5-3-2

Amalia nikkede til en sandhed hun kun kendte alt for godt! For hvor meget end hun ønskede at hun blot kunne havde stoppet og tilbragt et liv i rigdom med hendes familie så kaldte havet hende altid tilbage igen, det var blevet en del af hende om hun ville det eller ej. For hvordan kunne man give slip på frihed når man havde smagt dens salte sødme?

Endnu en klukkende latter fyldte kahytten "Ak! Den slags sker, jeg er vel sagtens foran i sunkne skibe i aften!" Sam terninge held var ganske kendt som lunefuldt og på ingen måde til hendes fordel, noget der ellers ikke havde været tydeligt indtil nu.
"Sam!" Udbrød Amalia forskrækket indtil at hun tilføjede sin egen latter til Sams "Tilsynelade! Men det var ikke helst det jeg mente!" 
Med et beslutsomt blik rakte hun hånden til den faldne pirat og hjalp hende op før hun satte sig i sin egen stol og klappede på sit lår "Måske du skulle sidde her? Så den tre benede ikke sender dig til dørks igen?"
Terningerne dansede over bordet før hun smilende rakte dem tilbage.

-----------------
6-6-3-2-1
6-4-4-1
6-3-2-2
6-5-4-2
2

Samantha kom med en klukkende latter over den sikkert snart forandrede situation, men fik intet svaret før Chance så sit snit til at få lidt ekstra morskab ud af spillet. Det var virkelig også bare hvad manglede så vippe-glad den taburet havde været siden hun satte sig på den!
Over sig hørte hun det overraskede udbrud fra hendes kaptajn, der næppe mere end hende havde ventet det bratte skift i højde for hende. Det og en latter, som Samantha selv lo uheldet væk med en kvik bemærkning. "Sikker? For så må jeg vist hellere..."

Hun lod ordene glide ud i intetheden,som hun fik tilbudt en hånd og taknemmeligt tog imod den. At komme op var trods alt nemmere på den måde og det gav hende en undskyldning for at røre ved Amalia. Det sidste en tanken hun skød i sænk som et flådeskib seende et skib bærende Jaxars standart. Den var dog hurtigt tilbage, som Amalia klappede sig på låret og fik hendes smil til at glide skævt. Åh hvilken umulig fristelse at skulle modstå... som om!
Sikkert oppe at stå, tøvede hun drillende, før end hun indtog den tilbudte plads. "Og to ben vil ikke smide mig af hurtigere end de tre gjorde?" Hun lænede sig tilbage i den varme favn, følgende terningernes rul over bordet og ignorerende at hun slet ikke burde sidde der og slet ikke mærkende rommens slørende indtog i hendes tanker.

"Jeg har også altid bragt held for dem jeg sad hos..." Mumlede hun nær Amalias øre, før hun modtog terningerne og lod den følge dansen. En kort en der trak en fornøjet latter fra hende. "Og se! Heldet fandt mig sandelig igen!"

----------
6-5-5-4-1
4

Et smøret smil dansede over kaptajnens læber, som hun fik fanget en uvurderlig skat. "Kun hvis du selv ber om det" klukkede Amalia med en perlende latter, alle tanker om hvor tåbelig en idé det de var ved reelt var var forsvundet som dug fra solen, eller som rom fra pirater for den sags skyld. 
For hver en tanke der sagde nej, fik Sams nærhed opfundet to nye årsager til at det var en fantastisk ide.

"Ved Chance! Det har det sørme!" lo en gyldenhårede kaptajn drømmende, tankerne drivende hen mod andre ting Sam kunne hviske hende i øret. Vurderende hvad der faktisk var til at ofre til dørken gjorde det hurtigt tydeligt at det havde givet bagslag at have Sam på skødet. Da det det gjorde det noget svære at smide visse dele af tøjet, men en aftale var en aftale og med skjortens fald fik Amalias noget moderate barm fri adgang til luften.
"På den igen!" klukkede hun bare og lænede sig godt frem for at nå terningerne, i processen lagt sig godt op af navigatøren, og forsøgt stjålet et blik ned i den skærmende brystbånd. "Sørme! en ganske hæderlig last!"


-----------------
6-6-6-5-1
5-3-1
5-4-3
5

"Så det er sådan vi leger..." svarede Samantha drillende tilbage ganske tæt ved hendes kaptajns øre. Blev hun smidt af disse dejlige ben var hun rimelig overbevist om at det ikke ville være tilbage ned på gulvet. Endnu en tanke der skulle have givet grund til at stoppe op og tænke sig om, men rommen havde for alvor sendt fornuften på flugt.
Den blev da også belønnet som endnu et stykke stof fandt dørken og efterlod Amalia tiltalende afklædt fra livet og op. Noget Samantha udnyttede til at læne sig lidt tilbage og tage det nye udsyn utilsløret ind. Slet intet dårligt udsyn!

Det fik hende så også til at misse halvdelen af slagene, som den anden smøg sig tættere ind. Af samme grund kunne hun heller ikke andet end le over den næste bemærkning. "Umm den er ganske hæderlig..." Om lasten var hendes fortrin eller den på bordet var ikke til at sige. Distraherende var det dog at mærke Amalias vejr mod sin nakke og terningerne var da helt enige med kaptajnen om hvad var lovet til dørken.

"Se det drikker jeg på!" Hun lænede sig frem, greb den nærmeste af de to flasker med rom og tog en stor tår. Med flasken tilbage på bordet, drejede hun sig på Amalias skød og hævede armene let ud til siderne. "Vinderen har fornøjelsen..?" Hendes blik var halvt drillende, halvt forventningsfuldt.

--------------------
6-6-4-3-2
6-4-3-1
3-3-3-2
5-2-2-1
5-3-1

"Sådan skal det være!" Klukkede den gyldenhårede kaptajn tilfreds, sjældent hjalp det på ens held at glæde sig over en andens mangel på samme, men hvordan kunne hun andet når at skatten var så lovende? 
Situationen var mildest talt distraherende og selvom hun sad i centrum af en storm at følelser og lyster, var der ikke mange steder hun hellere ville være!

"Jamen jamen! Så gavmild!" Det største smil stod malet malet på Amalias ansigt, som hendes nyeste skat gjorde sig klar til at blive pakket ud, noget hendes hænder gjorde med glæde og ganske undersøgende. "Har du et par runder mere i dig? Eller overgiver du dig her?" Lød det drillende og med et sigende blik, som hun lod terningerne rulle. Der var trods alt mere tøj der kunne fjernes!

--------------------
6-6-4-4-1
4-3-1-1
6-5-2-1
5-3-3
5-4-4

Tilbud frivilligt givet var tilbuddet beredvilligt taget. En sandhed uden modifikationer når det handlede sig om muligheder som den Samantha lige havde givet kaptajnen. Hun kunne da heller ikke andet end lade smilet blomstre som glæden over det trådte frem og slet ikke var til at tage fejl af i de undersøgende berøringer, der alt for snart faldt væk igen.
Der var jo terninger at ruller og rom at drikke!

"Åh jeg har et par runde mere i mig! For som man siger: Aldrig giv op!" Hun overtog terningerne og lod dem legende let for en gang skyld finde skib, kaptajn og besætning for at give lasten fri til sats og held. Her tøvede hun ved det sidste slag. "Åh, men se nu her hvor Chance leger. Et, to eller tre og du vinder - alt derover og jeg gør. Det fortjener jo næsten at vinderen vælger gevinsten...?" Hun så drillende afventende på den anden, før end hun lod den sidste terning falde til alt andet end hendes egen fordel.

-----------------------
6-6-2-2-1
5-5-3-2
4-4-2
6-2
1

Amalia klukkede ved Sams gå på mod, der var noget legende og levende ved det, så hvordan kunne man andet end blive smittet? "Jamen det er da et vædemål jeg gerne går med til!" Som det gik nu var det næsten ligegyldigt hvem af dem der vandt. Ikke at hun skulle brokke sig over da Chance lod det valget falde i hendes favør.

"Hvad mon jeg skal vælge?" lød det med en finger på læben, legende vandrede to fingre langs navigatørens arm, over brystet, ned langs maven til de fandt fandet stof. Prøvende gravede de sig under buksekanten.
"Dem her" besluttede hun sig. Åh til havets dyb med det! med let bøjet nakke plantede hun først et kys på den lokkende hals foran hende, hastigt efterfulgt af endnu et og et til.

Endnu engang beviste Chance hvorfor Samantha kun skulle spille terninger om noget hun var villig til at tabe. Overmod blev belønnet som fortjent og kaptajnen ville ikke have været kaptajn hvis hun havde afstået fra et så sikkert væddemål som det foreslået. Hvem sagde nej til noget der ikke kunne tabes på? For Samantha var det da heller ikke helt overraskende hvad vej terningerne faldt ud og hun lo da også kun dæmpet over det.

Det var også den sidste opmærksomhed de forræderiske terninger fik. Samantha drejede sig let på det dejlige skød hun havde indtaget og lænede sig distraherende tilbage så hendes ypperlige fortrin var ordentlig fremtrædende. Hendes blik var drillende i Amalias, som hendes vejrtrækning steg med de vandrende fingres jagt over følsomhed hud.
En ekstra gnist sprang op i hendes mørke øjne ved udvælgelsen af gevinst, forstærket af de varme læber findende hendes hals. Svarende på det uundgåelig træk, rakte hun op og strøg det gyldne hår væk fra den andens ansigt, før hun med en vikling af eget ansigt fik sine læber nær Amalias øre. "Den er din..." Hun lod læberne følge halsen ned mod skulderen med små kys, før de vendte tilbage til øret. "Men den kræver et offer fra din side..."

En af de mange årsager til at Amalia holdt så meget af havet var at synet de nye smukke horisonter, men den udsigt Sam valgte at give hende var lokkende på mange flere måde end hun havde troet! Forhåbentlig var det ikke sidste gang hendes øjne måtte frydes af den. Kaptajnens blik kæmpede en brav kamp mellem de lovende brune øjne og den skønhed der der sad på hendes skød.
"Åh?" lød det åndløst, som Samantha tirrede hende, hun var fristet åh så fristet til at bare give efter, giver hvad end Sam ville bede om, men det var stadig hende der var kaptajnen. "Hvad mon jeg skal ofre for min gevinst?" legende fulgte fingrene styrmandens former, indtil de fantastiske fortrin blev indtaget helt til deres tinder. Heden fra Amalias åndedrag dansede langs Sams hals før en hvisken nåede hendes øre "Her troede jeg at jeg allerede havde vundet den..?"

Samantha kunne ikke forhindre et drillende smil i at kruse hendes læber over tonen i det lille ord. Så meget kunne siges med så lidt, men alligevel satte Amalia flere sammen og lod dem smyge sig om den brunhårede styrmand, der slet ikke følte hun styrede noget i det øjeblik. Ud over måske spændingen imellem dem, men selv den var med en kurs lagt uden pejling med fornuften og mod en forbudt horisont umulig ikke at undersøge hvad skjulte.
En dyb vejrtrækning hævede og sænkede hendes bryst under den andens kærtegnende fingre, før hun med en dæmpet latter over de sidste ord, plantede et kys under kaptajnens øre. "Den kræver stadig offeret af mig siddende så bekvemt her..." Bukserne gled ingen steder så længe hun havde sig så yndigt plantet på det varme skød.
Hun lænede sig atter tilbage, strygende en hånd ned over halsen på Amalia og faldende til den andens bryst, tegnende en blid cirkel om den ene forhøjning, som hun selv gled baglæns med en klar indikation af at hun havde tænkt sig at rejse sig, hvis ikke forhindret i det.

Amalia sukkede drømmende som hendes hendes fik sonderet de fortrindelige former der bølgede sig under dem. Dette kunne hurtigt ende i en leg hun ville ønske at opsøge igen og igen, om end hvor tåbelig og farlig end tanke det var, lå fornuften langt bag horisonten bag det brusende hav af begær de to pirater sejlede på.
En spindende lyd undslap kaptajnen efter det plantede kys, der hastigt blev gengældt to fold. "Mmmhh... du kan altid finde din plads igen efter dørken har fået sin ofring" smilede hun lovende, hendes øjne vise den slet skjulte hunger hun følte.
Nydelsen der fulgte Sams rejsende hånd fik Amalia til at sukke let og åndeløst, hendes egne hænder havde givet plads men uden intentioner om at ligge på den lade side, pirrende dansede den ene hånds fingre op og ned langs Sams legende arm,
inden hun nåede for langt væk begravede den frie hånd sig i det krøllede hav trækkende dem ind i dybt kys. "Så har du lidt at huske mig ved" klukkede Amalia mens hånden fortrak sig og fandt hvile på hendes egen frie tinde, legende givende den brunøjede skønhed lidt at kigge på, nu hvor hun skulle give sit offer. 

"Det kunne jeg..." Samantha udåndede ordene mere end sagde dem, som hun langsomt flyttede sig af Amalias skød. Hendes hænder udnyttende hver en bevægelse til at søge nye opdagelser. En glidende fra skulder og ned over den ene arm, mens den anden modvilligt forlod sit fundne bryst for at udforske alt syd for det på sin vej.
Kun for at hun blevet stoppet halvt oprejst og holdt fast. Bløde læber fandt hendes og tog for et øjeblik al hendes opmærksomhed med deres løfter om hvad de ville senere. Selv de tirrende kærtegn på hendes side og hofte gled i baggrunden for en stund. "Åh, bestemt..." Et smil gled lovende frem på hendes læber som hun løftede den ene hånd og drillende fangede en lok af den andens gyldne hår og snoede den rundt. "Og bestemt vende tilbage for mere..."
Slippende håret rettede hun sig helt, mens hun løsnede båndet i bukserne for at lade dem falde. Et vrik til hver side med hoften var en nødvendighed, men ikke en hun tænkte blev beklaget, før hun tøjløst gled tilbage ned på det forladte skød. "Så.... hvor kom vi til...?"

Amalia drak synet ind som en havde hun vandret gennem en ørken og endelig havde fundet vandt, grådigt og dybt. Så tæt på og alligevel lod øjeblikket til at vare flere evigheder, om det var en pinsel eller en velsignelse var hun stadig i tvivl om, men hvad betød det når man var i fantastisk selskab?

Vrikkene var lovende, næsten så lokkende at de krævede handling med det samme, men tålmodigt ventede kaptajnen på sin gevinst, lidt endnu ihvertfald. Et smøret smil dansede over hendes læber som kys blev plantet et efter et. "Vi kom til den sjove del" klukkede hun godt at de ikke ville blive forstyrret.