"Øh!" Hun går et halvt skridt baglæns, da vagten truer med at spide hende. "Nej, det har jeg ikke." Hendes stemme skælver en smule, men den er stadig varm - omend lidt usikker. Hun ser nervøst ned på sværdet. "Jeg er først lige kommet... Det der er altså virkelig ikke nødvendigt," siger hun prøvende og peger med en pegefinger på sværdets klinge.
Vagten ser mistroisk på hende og trykker bare klingen endnu tættere ind mod hendes hjerte. "Og det er du helt sikker på? At lyve for mig er at lyve for min herre, og det er ikke billigt, ved du." Han ser truende på hende. Det virker næsten komisk, sådan som han kniber øjnene sammen, men lige nu synes Venus ikke det er spor morsomt.
"Og netop derfor ville jeg ikke lyve," snapper hun i et mere kontroleret tonefald. Måske nok ikke så smart, men til hendes hæld bliver det ikke værre.
"Du skal ikke svare igen!" Om det minder hende om en hvis anden. Et af de lettere absurde sammentraf, der kan få en til at smile. Men det går ikke. Igen kniber hun låberne sammen, for ikke at lave en forkert grimasse.
"Nu vel... Så lad gå, men hvis jeg finde ud af, du har løjet for mig!" Vagten forsvinder ned ad klippesiden igen og ridder af sted.
Venus vender sig mod skikkelsen i hulen. "Du skylder mig én." Så ser hun spørgende på kniven. "Hvad skulle den til for?"
Krystallandet




