Et øjeblik fangede håbet ham, at hun måske ville tage imod trods alt, da hun tog hans hænder, men hendes udtryk fik hurtigt slukket det igen, og hans alvorlige, triste blik hvilede blot tungt på hende, mens hun talte.
"Måske er der ikke noget, der kan overraske
dig mere ... Men det gælder ikke for børnene. Måske kender du det, men du kender ikke tilværelsen med to børn ..." Han holdt inde, flad for luft og lige så flad i hovedet. Hendes smil rørte ham for en gangs skyld ikke, og han bevarede det samme udtryk som hidtil. Hans hjerte var for råt lige nu til, han kunne blive påvirket af det.
Han mærkede de små liv bevæge sig inde i hende, og det trak i ham ved tanken om to små liv ude i skoven, en på hver arm af deres mor, der ville være forsvarsløs. Tanker og billeder af rovdyr og des lige fyldte hanss hoved, og han måtte se bort, da han mærkede tårer trænge sig på. Først da han var sikker på, hun ikke kunne se det, lod han sine øjne blive blanke, og han blinkede hidsigt for at få dem væk.
Han nikkede tavst til hendes ord. Ja, det var fint, hun var blevet bedre tilpas omkring det hele, men det ændrede ikke på hvor svært hun ville have ved at beskytte dem derude. Han følte lidt, han blev tvunget til at sende dem alle tre i døden. Og der var aldrig en ting, han kunne gøre ved det.
Krystallandet
