Det at han valgte at sætte sig ned, uden at spørger hende ad om det var okay. Var ikke noget hun tog sig af, generelt formaliteter havde aldrig helt været hende, selvom hun jo skulle gøre sig i det når man var i højere rang. Både da hun havde været i lysets hær, og senere hen byvagterne. Hun tog en dyb indånding og hæv to krus frem, mest i tanken af at de var svære at smadre end de fine glas hun ellers også var i besiddelsen af. De blev stillet på bordet, sammen med flaskerne, først så hun ham lidt an. Hvordan greb de helt præcist den her an? Men før hun nåede at gøre sig mange tanker omkring det, havde han allerede besvaret hendes spørgsmål ved at stille hende et. En knude formede sig i maven, og hun løftede hånden. 

Hun greb den ene af flaskerne, rev forseglingen af og satte den rødlige flaske for munden. Den bløde og runde smag flød imellem hendes læber og ned gennem struben. Nogle dråber gled ved siden af munden, for at glide ned af hagen. Det var først da halvdelen af flasken var væk og hun havde stillet den fra sig, at hun tørrede resten af hagen. Hendes blik vente sig imod "Hvad vil du gerne vide?" spurgte hun så lige ud, hun kunne fortælle løst og fast. Men det kunne jo alt sammen være lige meget, hvis det ikke var det som han var interesseret i. "Det hurtige svar er, ja jeg fik en søn. Ja han er, var dit" rettede hun sig til sidst, for han var jo ikke deres længere. Han tilhørte nogle andre, og sådan burde det blive ved med at være.

Logan løftede let et øjenbryn af hende, som hun flåede forseglingen af en af flaskerne og tog for sig uden at bekymre sig om overhovedet at finde et krus. Han kom med en let brummende lyd, der mindede om et kort grin, inden han ganske roligt tog en af de andre flasker, som han gav sig til at åbne, mens hun fik drukket det indhold hun behøvede.
Han kiggede kort op som Anann begyndte at tale, og brummede lidt som svar, som han lagde forsegnlingen til siden på bordet og løftede flasken op til sine læber som hun et eller andet sted besvarede sit eget spørgsmål. Han nåede ikke at drikke lige så meget før han svarede, men havde alligevel fået sig en solid mundfuld inden han sænkede flasken igen. "Okay... øhm.. okay.." hvad filan skulle han ellers svare. Han følte en lettelse, og alligevel en spænding klemme sig sammen i hans mave over tanken. De havde et barn sammen. Eller det var ikke rigtig deres mere, det var blevet opgivet. Men alligevel kunne han ikke undgå at tænke hvad han ville havde gjort havde han vidst det. Han løftede flasken igen og tog solide mundfulde inden han valgte at tale igen. "Godt at vide.." Logan var ikke ret litterær men der plejede alligevel at være mere indhold i hans sætninger. Den skulle lige bundfælde sig.

Flaske halsen blev atter placeret foran hendes mund, dog ikke uden at det ene øje lå på hans ansigt for at betrakte hans reaktion på det hun havde sagt. Egentlig ikke at hun forventede det helt store. Hun forventede han allerede havde regnet det ud, og de havde fået deres vrede frem ved at råbe hinanden. Så der var vel ikke så meget andet tilbage, var der? Sket var sket, og de kunne ikke ændre på det der var sket i fortiden. De havde ingen grund til at diskuterer hvad de gjorde nu, for knejten var jo så stor at der ikke rigtig var noget ansvar tilbage. Selvom det stadig nagede hende hvorfor han nu begyndte, at ville ind i hendes liv. Eller nærmere, hvordan han havde fundet ud af, at hun burde være en del af hans liv. 
Dog havde hun ikke lige forventet den reaktion, som der kom fra Logan. Ærligtalt? Så var den næsten for komisk. Hvilket gav sig udtryk i, at efter hun havde skyllet vinen ned, strømmede en latter hen over hendes tunge. 
"Virkelig - det var det?" spurgte hun sarkastisk, med et blink i øjet. Endnu mindre nu, vidste hun ikke helt hvorfor hun havde været så nervøs. Resten af flaskens indhold blev vent i vejret og hurtigt nede i hendes mave. Måske hjalp det også det meget hurtige indtag, af ret mange procenter. 

Logan trak let på skulderne, inden vinen fandt frem til hans mund igen. Den var ikke stærk, men den alkoholiske følelse der bragte med sig var dejligt beroligende. Og det hjalp også til at løsne stemningen en del. Han havde et skævt smil på læberne da han kiggede over på hende. "Hvad skal jeg ellers sige.. Der er ikke så meget at gøre ved det nu, er der?" svarede han, glad for at de havde fået brændt alt råberiget af. Nok havde han stadig mange spørgsmål der hamrede rundt inde i sit hoved, men det virkede ikke så brændende at få ud og gøre stemningen mærkelig.

Så igen, stemningen kunne jo næsten ikke blive mere mærkelig. "Jeg har jo ikke ligefrem været her, til at gøre noget heller.. Var det planen jeg nogensinde skulle vide det?" der var ingen bebrejdelse i hans stemme, mest af alt var den accepterende. Hun havde taget et valg dengang, og når han ikke havde været der til at tage den med hende, måtte han acceptere det hun var fundet frem til. Men hvad hvis han havde været der brændte stadig et sted i mellemgulvet. Ville han havde taget det seriøst eller alligevel mente at verden var for lille, og gud forbyde det, rejst fra hende og barnet. Han var ikke ligefrem hvad man ønskede skulle fader sit barn når det kom til stykket.

Hun trak lidt på skuldrene, næsten på samme facon som han selv havde gjort. "Ikke med mindre du kender en magiker der kan sende os tilbage i tiden" svarede hun lidt halvhjertet, meget tydeligt at hun ikke mente det alvorligt. Hun begyndte at rode lidt rundt i hendes spisekammer, hun var ret sikker på at der burde være nogle flasker mjød også. Det skulle ikke være nogen hemmelighed, at det som der befandt sig mest af hos hende, var de våde vare. Mad kunne hun da godt finde ud af at lave. Men med henblik på, at hun var en kvinde og hendes mor havde prøvet at opdrage hende til en god hustru. Så var det bestemt ikke her hendes styrker lå. "A-ha!" udbrød hun glad, da hun fandt hvad hun havde søgt og placeret to flasker mjød på bordet. Denne gang valgte hun faktisk at sætte sig ved hans side. Mjøden blev åbnet, og skænket op i begge krus. 
Hans sidste spørgsmål, fik dog hendes øjne til at skifte retning og hun betragtede ham. Havde hun tænkt sig at fortælle ham det? Jo, da hun havde fundet ud af det, havde hun da prøvet at opsøge ham igen. Men han var for længst været væk, så havde hun prøvet at skrive ham et brev. Men beslutningen var taget for hende, så hun følte egentlig ikke der var nogen grund til at han skulle have denne byrde på hans skulder. "I starten..." svarede hun først og trak på skuldrene "Men som tiden gik, føltes det mere naturligt bare at lade den del af mit liv forsvinde... Der var ingen grund til at byrde dig med viden om at du kunne have været far.. Især ikke når jeg selv ikke var klar til at få et." færdig gjorde hun, hvor efter hun begyndte at drikke af den næste drikkevare. Fuld skulle hun nok hurtigt nå at blive.

Logan fnøs inden han begyndte at grine. Nej, det kendte han ikke ligefrem nogen der kunne gøre, dertil ville det også føles mærkeligt. Stoppe sit yngre selv, og det var jo ikke engang sikkert at det ændrede noget.. Nej, nutid var som den var, af en grund! Selvom man kunne undre sig og forestille sig vhad der kunne være sket.
Logan nåede bunden af den vinflaske han havde indfanget sig og satte den tomme flaske ned på bordet med et let klonk. Han tørrede sig over munden med sin baghånd og sneg sig til at se på Ananns røv som hun ledte efter noget ind ei et af skabene.
Logan tog det ene krus til sig, og smagte på varerne. Det var ganske udemærket mjød hun havde på lager! Det kunne han godt vende sig til. Han nikkede roligt til hendes ord, og kiggede på hende med afslappethed i sine træk. Det var et hårdt emne, men det føltes også nærmest langt væk. Måske var det alkoholen der allerede var begyndt at virke. "Det kan jeg godt forstå.. Jeg tror sgu heller ikke jeg var klar til at få et" nu sandheden skulle frem. Han var virkelig ikke far typen. Logan gav hendes skulder et klem. "Nå, sket er sket.. Der kan ikke gøres noget ved det.. Og undskyld jeg igen tog afsted uden at sige farvel" Den del af skænderiget var også stadig ganske frisk i hukommelsen. Han var taget afsted igen, og ja han havde ikke haft tiden til at finde hende - men det virkede som en dårlig undskyldning lige nu.

Hun smilede til ham, de ord han sagde landede på et godt sted. Og den arrighed og vel mere magtesløshed som hun havde følt, var som vand fordampet i solen. Den vrede som hun havde ladet gået ud over ham, var i dette tilfælde ikke været velplaceret. Han havde bestemt gjort ting som havde formået, at gøre hende irriteret. Men de ting havde hun jo fået bragt på banen sidst de havde set hinanden. Kruset med mjød var allerede halvej tømt, da han gav hendes skulder et klem og nikkede lidt hans undskyldning. Det var sjældent, hun var ret sikker på at de undskyldninger hun havde fået at Logan kunne tælles på en hånd. 
"Mmmh." mumlede hun mod kruset keramik. Hun tog en slurk, inden hun vente sit blik tilbage imod ham. "Burde måske være vant til det efterhånden." hun lænede sig tilbage imod stolens ryglæn og lod blikket falde på vinduet der vente imod den lille køkkenhaven som hørte til huset. Solen var næsten helt væk nu, hvilket var lidt en skam. Det betød at hun snart burde finde hoved imod sin hovedpude, som der ud over ville betyde hendes fri dag ville være over. Men nu når hun havde selskab, kunne hun vel godt trække den lidt længere end hun plejede. 
"Så oplevede du i det mindste noget spændende, mens vi andre kæmpede imod de sidste plager?" bragte hun på banen, mere for at lette stemningen og tale om noget andet, end de ting de havde skændes om.

Roen var faldet over dem, hvilket gjorde det hele en del mere behageligt at befinde sig i. Ikke at man skulle forglemme at der var visse morsomme og fordelagtige sider ved at skændes. Det var som om at når et skænderi var fundet sted, og de derefter faldt til ro, var luften også mere renset. Sådan havde det også været sidst, da de endte hjemme hos hans mor til en mere afslappet sludder. Det var ikke mange i verden Logan holdte af, men Anann var en af dem, om hun ville det eller ej.
"Man lærer med tiden" medgav han hende med et muntert blik i øjet. Han havde ikke i tankerne at ændre sig selv, men et lille farvel kunne ikke havde skadet. Han tog en ordentlig slurk af krusset og mærkede den horningsmagende mjød finde vej ned igennem hans strube. Det gjorde godt.
"Oh ja.. Jeg tog til Toropalis Isla.. Der hvor Samson engang holdte til. Fuldstændig forladt og øde nu.. Men med gode potentialer" svarede han og huskede tilbage på det. Jo, det skulle nok blive godt hvis de valgte at fastsætte sig der. Der var gode muligheder. Tæt på vandet, isoleret fra autoristeter. Ja, det var ikke et dårligt sted at starte.

Det var ganske tilfredsstillende, det bare at sidde i roen og kunne snakke som civiliseret mennesker. Selvom hun ikke skulle ligge skjul på, at en bagtanke omkring at det ikke kunne vare evigt. Måske var det bare ikke det de var bygget til, det med at være føre normale samtaler. Måske var de bare blevet den slags venner, som fik alle deres aggressioner ud når de så hinanden. Om det så var rettet mod personen, eller faktisk blot var et udtryk for at man var frustreret af andre årsager. 
Hun spidsede dog øre da han begyndte at snakke omkring Samsons gamle borg. Så det var det de var i gang med? Det var ikke svært at tænke sig til hvad han mente med gode potentialer. "Langt væk fra lovens lange arm?" færdig gjorde hun tanken højt, mens hun kiggede hen over kruset på hendes side kammerat. Hun måtte dog indrømme, at selv for hende lød det tillokkende.

Det ville være at lyve, hvis hun ikke påstod at hun flere gange havde tænkt tanken. Forlade posten i byvagterne for at drage ud i verden. For at opleve alle de ting som hun havde gået glip af, efter hun var blevet fanget inde bag hovedstadens højde bymure. Det var vel også ganske lokkende, at hun kunne være fri for ordre hun ikke altid følte sig enige i. At hun måtte bøje hoved mange gange, og lade spydige bemærkninger brande på tungen. Mjøden i glasset var hurtigt væk, før hun gavmildt skænkede mere op til dem begge to.

Logan rømmede sig let og gav sig til at tømme krusset med den gyldne væske inden han talte igen. Han kunne simpelthen ikke skjule den labans smil der kom over hans læber, der som altid afspejlede at han ikke var helt så god til at holde sig indenfor lovens rammer. Og hvorfor skulle man? De fleste af dem var faktisk mest i vejen, og alt for fokuserede på at gøre livet kedeligt og ensformigt. "Du tænker ikke helt galt" en let gnækken kom over ham, som han satte krusset tilbage på bordet, der kort tid efter blev fyldt op igen. De havde allerede drukket meget på kort tid, men de kunne holde det. Logan kunne i hvert fald holde til meget alkohol inden tingene gik galt, og selv der følte han sig ikke ligefrem sårbar.

"Har du aldrig overvejet et andet liv end det her?" spurgte han ind til. Byvagterne var nok ikke ligefrem drømmen! Det havde været lysets krigere. Faktisk var han ikke helt sikker på hvorfor hun ikke var der, hun var kvalificeret til det. "Udfolde dit potentiale bedre" tilføjede han som han løftede krusset op til sine læber med et lumsk blik i de brune øjne.

Den lette snurren i kroppen var begyndt at indfinde sig. Fingrene sitrede let, mens at hoved føltes lettere end det plejede. Det var typisk her, at Anann vidste hun havde drukket for meget. Men i aften lod det ikke til at stoppe hende. Dog da hun rejste sig op, fejlede hendes koordination med fødderne kort, og hun lod sin hånd lande på Logans skulder for at stabiliserer sig. Dog lod hun den hvile lidt længere end nødvendigt havde været. Hun grinte lidt både over hans bemærkning og hendes egen klodsehed. 
Hun rumsteret lidt rundt, ind til hun fandt sit fyrtøj og begyndte at tænde for de lys der var placeret rundt omkring. Med de varme farver der nu dansede rundt i det mørke lokale. 

Anann satte sig med et blidt klonk på stolen og tog en dyb indånding. Det var som om han havde hørt hendes tanker, da hun havde siddet og tænkt dem. "Jeg var tæt på at være på den anden side, efter jeg ikke var egnet til lysets hær.." svaret hun ærligt, nok mest fordi alkoholen havde løsnet hendes tunge. "Så jo, jeg har tænkt over det, og måske mere end jeg burde." Hun fangede hans øjne med hendes eget og et skævt smil formede sig hen over hendes læber. "Hvad, kunne du forestille dig mig på et skib, på en af dine rejser?" hun lå lidt, og selvom hun ønskede det var det tydeligt at hun var sarkastisk. "Nej, jeg duer nok mere til begge ben plantet solidt på den faste grund."

Alkohol havde den effekt. Hovedet blev lettere og mere fussy mens at ens motorik og koordinationsevne mistede en del af sin magt. Logan valgte klogeligt at blive siddende og blot komme med en brummende lav letter som Anann havde sine problemer med at komme op og stå et kort øjeblik. Der hvor hånden havde hvilet på hans skulder i et par sekunder mere end nødvendig havde været velkommen. Det var som et kort øjeblik at være tilbage i barndommen. Han fulgte hende med blikket som de varme farver begyndte at opfylde rummet og omgive hende i et gyldent skær. Hun havde altid været smuk, men især omgivet i det lys var det tydeligt at se.

Han løftede let overrasket et øjenbryn som han drak en slurk mere, imens hun talte. Havde hun virkelig tænkt over det. At forlade byen og gøre hvad hun havde lyst til og ikke blot være en majonetdukket for autoriteterne. Min santen.
Han grinede af hendes næste sætning, omend slutningen på den afgjorde at nej hun havde ikke behov for at befinde sig på at skib. "Ingen påstår vi skal være på et skib!" svarede han med latter i stemmen og kløede sig let i skægget. "Landet er stort nok uden at inkluderer havet." Men han kunne forestille sig det. Forestille sig at hun blev mere løssluppen og afslappet i de evigt spændte skuldre. Hvordan hun ville nyde at være sin egen herre og gøre alting efter sit eget hoved, og ikke hele tiden være nødsaget til at bide rasseriet i sig. Han lænede sig frem imod hende og lod en albue hvile på sit eget knæ. "Hvad nu hvis du fik chancen?"

Hun løftede skeptisk et øjenbryn da han nævnte at der var land nok. Ja land nok, der var i krig imod alt og alle, måske var det også frygten for hvad der ville ske hvis hun forsvandt. Efterlod det hele, kunne hun virkelig slippe kontrollen så meget og overlade det hele til de højere magter? Hun kunne dog ikke lade være med at blive draget ind i hans billede, hans idé om hvor fantastisk det ville være. Billedet der skabte sig af hende, hvordan hun udforsket verden. Lige som de eventyrbøger som deres mødre havde læst højt for dem, da de stadig var unge og uskyldige. Hvor hun i de historier havde drømt om at gøre gode gerninger, havde han set det eksotiske i at finde sin egen vej. At den så typisk ledte ham i den modsatte retning af loven, det var vel bare en del af det mange gange. 

Hun fugtede læberne, efter hun havde drukket nogle tåre mere af mjøden. At han var kommet tættere på, var hun utrolig opmærksom på. Hårene der langsomt rejste sig i nakken, da ordene rullede hen over hans tunge. Hvis hun fik chancen? Hun lænede sig ind imod ham og gav ham et udfordrende smil. "Er det fordi du giver mig en?" spurgte hun tilbage, og blinket med øjet. "Måske... hvis det var et virkelig god chance.." afsluttede hun og forblev i stillingen hun havde placeret sig i. 

Det luskede smil var som altid at finde over hans læber, men der var også en charmerende del ved det. Noget han da ikke kunne lade være med at tilføje, nu det var hende han sad overfor. Han kunne være charmerende når han ville, oftes var han dog mere fokuseret på at klare sine egne ting og gøre hvad der passede ham, til at lade det komme til overfladen. "Du vil være god at have med sig. Du er stærk, selvstændig, intelligent og tager absolut ingen pis!" Svarede han hende. Hun ville bestemt være et godt kort på hånden at have på sine rejser. Drage store fordele af den person hun var. Man fandt ikke nogen som hende på hvert gadehjørne.
Men i bund og grund var det ikke derfor han ville have hende med. Det var fordi det var hende! Selvom han kunne finde andre med samme kvaliteter var de stadig ikke Anann. "Dertil, er tanken om at du er der, meget fristende.. Så ja, jeg vil give dig chancen. Alle chancer i hele verden indtil du tager imod den" Han havde bemærket at hun var flyttet tættere på, men gjorde intet for selv at flytte sig. Luften omkring dem syntes at blive mere intens som hun var kommet tættere på. Han kunne se hver detalje i de brune øjne, hvert træt i hendes ansigt tydeligt, og måtte indse at han ikke havde lyst til at flytte sig væk fra hende igen. "Med mig, skal du aldrig bukke hovedet eller bide dig i tungen igen"

Hun kunne ikke lade være med at smile mere, jo flere ord der kom ud af hans mund. Han havde altid haft noget af en sølvtunge. Hvis de havde været i problemer, havde det altid været ham som der havde fået dem ud af det. Og selvom han var blevet næsten to meter robust og bredt brød. Var han stadig lige så charmerende, også uden det ene øje. Hvilket vidst stadig var en historie hun ikke havde hørt til fulde. Måske var det en af de nye ting ved ham som gjorde ham så mærkeligt attraktiv? Hun fugtede igen underlæben uden helt at tænke over det. Der var en luft omkring dem, som der fik gjorde det svært for hende at kigge væk.
Det var som om at han repræsenterede alt det hun prøvede at flygte fra, alt det som hun så gerne ville have men havde nægtet sig selv. For hun skulle jo være lovlydig. Adrenalinen pumpede i hendes åre, som fik det til at suse for ørene. 
Hun lod fingrene glide hen over kinden, hun havde givet en lussing for blot en time siden. Fingrene gled kærligt hen over kæben. "Føj en sølvtunge du har til sneget dig." sagde hun med et grin, og lod sig falde tilbage i stolen og førte hurtigt kruset hen til munden. Mest for at dække over hvor tæt hun havde været på at kysse ham. Dette var ikke godt, men hvor var det svært ikke at blive suget ind i det. 

Der var noget stærkt tilfredsstillende over at se de små ting hun gjorde som reaktion. Fugtede sin underlæbe, fastholdte blikket, ja det kunne endda være ren indbilding men han var overbevist om at hendes hjerte slog hurtigere.
Men det mest tilfredsstillende var at mærke hånden der berørte det område af hans kind, der faktisk stadig var en kende anelse øm efter den syngende lussing hun havde sendt ham. Han flyttede sig ikke, men brød ud i et mere veltilfreds og lusket smil, ved hendes kommentar. Han blev siddende i stillingen selv efter hun havde flyttet sig. "Jeg er imponeret, der er ikke mange der kan modstå den" Grinede han med hende og løftede krusset på ny. Han havde efterhånden allerede tømt dette krus for væske ligeledes, og dens effekt begyndte så småt at melde sig. Mest trangen til at lade den sparsomme plig han havde forsvinde ud af kroppen - men han ønskede heller ikke flere lussinger denne aften. De havde det jo lige så hyggeligt. Han satte krusset fra sig på bordet og så på hende med hovedet liggende let på skrå. Uden helt at tænke over hvad han foretog sig, løftede han næsten fraværende hånden for at fjerne et par hår der var faldet ned foran hendes øjne, for at sætte dem om bag ved hendes øre. Hendes hud var blød, selvom han blot mærkede det med sine fingerspidser, var det tydeligt. Ikke rug og vindblæst som hans egen. Måske det kom af at bo i hovedstaden.

Hun løftet sit ene øjenbryn "Jeg er hellere ikke frøken-hvem-som-helst" meget tydeligt rettet på de yngre kvinder, som sikkert ville falde i stime over det hårde udtryk han havde. Man skulle aldrig tage fejl af mænds udseende, så snart der var et snert af farlig over dem. Så var det som om at flere af de unge kvinder i byen kastede alt fornuft fra dem, og kastede sig i armene på dem. Hun havde fnyset af tanken, hvis det ikke var fordi hun nåede at tage sig selv i det. 
Væsken var efterhånden ved at være væk igen, hvilket hun også kunne fornemme også var tilfældet hos ham. Men før hun nåede at gøre ret meget andet, end at sætte kruset på bordet. Mærkede hun hans fingre fjerne nogle strå af hendes hår, for derefter at placere dem bag hendes øre. Blikket var hurtigt over hos ham igen, mens hun tog en dyb vejrtrækning. Han havde ingen anelse om hvad han i virkeligheden gjorde mod hende, havde han? Hun sank noget af alt det spyt, som havde samlet sig i midten af tungen. Hjertet slog kort lidt hurtigere, inden hun prøvede at få sig selv til at falde ned igen. Det ville være så dumt, hun ville sikkert fortryde det når solen atter stod op. Men kroppen reagerede før at hjernen kunne nå, at fraråde hende fra at gøre det. 
Hendes ru hånd lagde sig rundt omkring hans håndled, måske viste hendes hud ikke samme modstand som hans egen. Men hendes hænder fortalte stadig en historie om, at hun ikke var en kvinde der sad med hænderne i skødet. 
Med et velplaceret træk prøvede hun at hive ham tættere på sig. En hånd omkring hans nakke ville hurtigt fortælle de følelser der rasede igennem hendes krop lige nu. Og det var ikke længere vreden hun havde udvist på den åbne plads. 

Småtøser interesserede ham virkelig ikke. Jo, det kunne bruges for en kort hyggelig stund, hvis der ikke var andre muligheder, og selvom det var smigrene at have de unge tøser til at falde i svime over sig, var det virkelig ikke det værd. De var ude efter at redde disse barske fyrer der havde set mere end de nogensinde kom til i hele deres livstid. Det var som et projekt de satte sig i hovedet. Nej, Logan havde ikke behov for at blive reddet. Han ville langt hellere sidde og nyde alkohol med frøken-ikke-hvem-som-helst, end at have favnen fuld af unge piger på kroen. De fortalte alle den samme kedelige historie. Ingen spænding.
Reaktionen den simple bevægelse havde givet, var ikke noget han havde regnet med. Faktisk var det kun svagt gået op for hans egen bevisthed at han havde gjort det. Han holdte hånden stille uden at flytte den, hørte vejrtrækningen forandre sig. Han så ind i hendes øje i hvad der føltes som lange øjeblikke, men nok nærmere mere var mindre end få sekunder.
Nok var hendes hud blødere end hans, hvilket han også tydeligt kunne mærke som hun greb om hans håndled, men den fortalte en historie. En historie som han kun kunne forestille sig hvad indeholdte, men han ville gerne høre den. Lige nu ville han nok hellere te sig til at mærke hvilke andre historier hun gemte på.
Hun nåede knap at lave træk om at få ham tættere på, før Logan selv bestemte sig for at det var det han ville. Det var næsten skræmmende hvor hurtigt kroppen vidste hvad den ville før hjernen fulgte trop. Hånden der havde befundet sig tæt ved hendes øre lagde sig tættere ind mod hendes kæbe, mens den anden der før havde hvilet med albuen mod hans eget ben, lagde sig mod hendes ene lår som han kyssede hende. Hånden mod hendes lår greb let fat, indikerende at han virkelig ikke havde lyst til at flytte sig igen men lade alle de underlæggende følelser springe frem og overtale fornuftens stemme der som regel aldrig rigtig var særlig i han hoved under alle omstændigheder.

Da deres læber mødtes, var det som at ryge tilbage til da de havde været unge. Men den møde han kyssede hende på, var bestemt ikke længere den uerfarende dreng hun havde kendt. Drengen var blevet til en mand, og selvom at tanken strejfede hende; at hans mund måtte have ført sig over flere kvinde læber, end hendes egne over mænds, siden sidst de havde uddelt denne kontakt. Hånden der lå på hendes lår, var som om den var i flammer. Sådan som varmen bredte sig igennem fingerne ned til hendes hud. Øjnene havde hun allerede lukket i, og hånden som havde lagt sig omkring nakken. Tog et bedre tag, for derefter at hive ham tættere på. 
Kysset var ikke blidt, det var ikke et man fandt blandt et par som var forelsket. Dette var næsten et dyrisk instinkt, der svarede på den tiltrækning som der havde været imellem dem. 
Efter noget tid, fjernede hun dog hånden fra hans nakke og lagde den på hans skulder for at presse ham lidt væk. Vejrtrækningen var forøget, på grund af aktiviteten. Men ikke mere end at den hurtigt var under kontrol igen. Under nogle tunge øjenlåg genvandt hun noget af sit selvkontrol, og kiggede ind i hans en øje. "Så dette... er bestemt bedre end at slå på hinanden." brummede hun med en tung stemme, og var lidt usikker på hvorfor hun egentlig var stoppet. I sin søgen, ledte hun hans ansigt igennem for spor. 

Det var uundgåeligt ikke at tænke tilbage på da de var unge. Dengang havde været langt anderledes, og alligevel føltes det ikke som så langt fra hinanden dybt inde. De var nu begge voksne, med en god års oplevelser på bagen, af både gode og dårlige.
Der var en mængde grådighed og vildskab over hele denne situation der afskærmede sig fra sidst han havde haft fornøjelsen af at holde hende så tæt på sig som de var lige nu - en tiltrækningskræft, der altid havde ulmet, som alkoholen gad adgang til at få afløb fra.
Det var en smule modvilligt han trak sig tilbage, øjet formørkede let af begæret hun vækkede i hans indre, som ikke brød sig om at blive holdt tilbage, selvom han tvang sig selv til det.
Logan smilede med en let brummen, som han lod sin hånd nå hen til hendes hage og give den blot et lille løft. "Meget bedre" gav han hende fuldt ret. Han nød en god slåskamp engang imellem, men det her var bestemt at foretrække når det kom til stykket. Han lænede sin pande imod hendes for en ganske kort stund mens hånden der havde hvilket på hendes hage, lod fingrene bevæge sig ned af hendes hals og over hendes kraveben. Han havde ikke tænkt sig at stille spørgsmålet om de skulle fortsætte. Ville hun havde han skulle stoppe, måtte hun selv vise og sige det. Hånden ved hendes kraveben skubbede han let trøjen hun bar ned for at blotte hendes skulder. Hans flyttede sin pande der hvilede mod hendes, for at finde vejen ned til stykket mellem hals og skulder. Som læberne rørte hendes hud mærkede han varmen som blodet fragtede rundt i hendes krop. Han kunne dufte hende og ikke mindst mærke huden, som trangen til at udforske hvert et område forstærkede sig.