Kampen var tabt. Det var hvad Cedric i hvad der havde føltes som evigheder havde lyttet til. Selv folk fra hans egen familie havde hentydet til, at han var en kujon for ikke at være klar til at kæmpe når den endelige krig skulle udkæmpes og han havde været tæt på at give dem ret, da foråret burde nærme sig, men ikke kom. Nøden var vokset, problemerne både i Hovedstaden og udenbys var blevet flere. Det var i sandhed begrænset hvor længe der endnu kunne gå, inden desperate metoder ville blive taget i brug for overlevelse og nej: Han var ikke klar til at kæmpe. Alligevel var han blevet i Hovedstaden og havde holdt stædigt fast i position og pligt, selvom han ærligt havde lyst til at krybe i skjul og vente på at tiderne skulle vende. Til dels fordi han, som så mange andre, var bange, men egentlig mest af alt fordi han følte sig mere og mere utilpas, jo mere der blev hvisket om at Isari havde givet op eller var blevet besejret af Mørket. Det tvang ham til at tale en gudinde op, som han var i tvivl om han overhovedet troede på, hvis ikke han ville risikere at høre endnu flere anklager for at være glad for hvad der skete i Krystallandet. Men så kom lyset endelig tilbage.

Han var vågen ved tidlig morgenstund af sollyset, der ramte hans ansigt gennem vinduet. Der var gået lang tid før det gik op for ham hvad det egentlig betød og med et sæt havde han rejst sig fra sengen. "Teros!" Han havde ikke engang behøvet at kalde, for det store bæst af et dyr havde længe siddet ventet på han skulle vågne og sad nu ivrigt foran døren for at komme ud. Det tog ikke længe for Cedric at komme i tøjet for at bevæge sig ud af døren og i det samme han var ude så han mod himlen. Det gjorde ondt i øjnene, men han kunne end ikke få sig selv til at lukke dem af bare glæde over ikke længere at være indhyllet i mørke. Tydeligvis var han ikke den eneste, der var ramt af den pludselige lykke og gaden var da også fyldt med mennesker, til trods for at den normalt var ganske stille ved denne tid. Han besvarede folks hilsner med både smil og høflige nik, selv de der hilste med en takken til Isari. 

Mængden fulgte han imod den nedre bydel og ganske naturligt samlede folket sig på tribunepladsen. Cedric måtte pifte til Teros, for at få dyret til at følge med ham og trak så til siden for at kunne stå så diskret som muligt. Normalt var han egentlig glad for at gøre et væsen af sig, men lige nu var det noget andet. Det var som om han havde for svært ved overhovedet at være i sig selv til at kunne klare bare tanken om fremmede blikke, selvom han næppe ville påtage sig meget opmærksomhed lige netop på denne dag. Han tog sig selv i at grine og måtte skjule sit ansigt i hænderne for at komme til sig selv igen, da en stemme brød igennem mængden. Uden at bemærke det knyttede Cedric begge hænder og selv da han opdagede det anede han ikke hvorfor. For at distrahere sig selv fra virvaret af positive følelser, der flød rundt i ham, lod han så i stedet fingrene vikle sig ind i hans kompagnons pels. Han kunne ikke koncentrere sig om at lytte til hvad herolden sagde, hvilket dog alligevel også hurtigt blev overdøvet af en blanding af småsnak og bønner. 

Utroligt nok blev det for meget for ham. Cedric, som trivedes bedst i store selskaber og som havde det enormt godt med folkelig støj omkring sig. Fra det ene øjeblik til det andet klappede han Teros på siden og begav sig så med al hast væk fra menneskemængden og ud mod bymurene. Først da han var kommet ud på den anden side af porten satte han farten ned og ente så til sidst med bare at stå i det fri og mærke solen imod sig. Han havde engang været klar over hvor meget han havde savnet den før nu. Lige netop dette øjeblik, hvor han kunne mærke hvordan solstrålerne ikke kun varmede hans hud, men hele hans krop og hans sjæl. 

I alt den tid mørket havde omfavnet landet og jo længere tid der gik uden tegn på lys, forsvandt håbet lige så stille, i hvert fald hos familien Anova. Men Avira var ret så sikker på, at de ikke var de eneste i landet der havde mistet håbet, og endda mistet livet.

Lige siden mørket var kommet, som også havde taget kulde og sne med sig, havde Avira besluttet sig for at bosætte sig hos sin mor i Amazonitskoven. Set fra hendes synspunk, var man nød til at holde sammen nu hvor det ikke var nemt at leve livet. Der manglede mad og vand var heller ikke nemt at skaffe sig, for vandet i alle bækkene var frosset til og isen var tyk og det krævede tid og kræfter for at kunne slå hul på isen. Men sammen med sin mor, var det lykkes dem. Vand var det vigtigste af alt, at leve uden vand i flere år var umuligt de kunne måske overleve omkring 10 dage uden vand. 

Det var tidligt morgen, da Avira slog øjene op. Eller var det morgen? Det var svært at vurdere hvornår det var morgen og aften, hun havde mistet alt tidsfornemmelse på grund af mørket.. Der var heller ikke meget energi i hende og hun kunne sove konstant. Hun savnet lyset, lyset hjalp jo på energien og friskede også en op så man kunne komme igennem dagen. 
Avira fik slæbt sine ben ud af sengekanten og rejse sig, ret søvndrukken. Da huset ikke var så stort, sov hun i samme rum som sin mor som stadig sov tungt. Avira og hendes mor, havde for 3 dage siden, bemærket den første forårsdag, fornemmelsen og duften var der. De havde det bed til guderne om at bringe lyset tilbage, men havde med et skuffet blik på himmelen, efter dag to, opgivet tanken om at man nogensinde ville se lyset igen. Med en dovent gang, slentrede Avira sig ud i køkkenet for at få sig noget vand som de havde i en tønde, de havde taget isen med sig og puttede det i vandet, blot for at holde vandet kold. Temperaturen i huset var ikke kold, men heller ikke alt for varmt, en temperatur der var til at holde ud. I det hun skulle til at tag en slurk af vandet, stoppede hun sin bevægelse akkurat ved munden. Hun havde kigget ud af vinduet og bemærkede at omgivelserne virkede anderledes... Så det virkeligt lysere ud? Avira stilede straks koppen fra sig og gik med hastige skridt ud af døren. Et glædes smil banede sig vej frem på hendes læber og hun nærmest hoppede i glæde, var mørket endelig på vej væk? Utroligt, det var ufatteligt! Hun havde virkelig ikke troede på det.. 

Hun løb ind til sin mor "MOR!, kom og se!" Hun hev dynen af hende og hun vågnede og så overraskende på Avria, hun tænkte nok, hvad der gik af hende. Avira fik slæbt sin mor udenfor og hun tog sig til kinderne af overraskelse. "Lyset! Det er ved at komme tilbage!" De så begge på hinanden hvorefter de ende i et kram.   

I kronen af et træ sad Anaïs. Hendes blik rettet mod himlen hvor skyerne drev forbi og de første stråler af lys kom frem. Hendes øjne åbnede sig på vidt gab og glæde måtte hun indrømme hun følte. Hun rejste sig så og strakte sig. Følelsen af lys på hendes skind efter så lang tid var som en drøm, men sammentidigt var det et mareridt der gik i opfyldelse.
Hendes smil forsvandt da hun så folk juble i Hovedstadens gader og deres lykke over solens tilbage kommen var ikke hende gengæld. Nok var plagerne forfærdelige for de almene folk, men for en som Anaïs med en eventyrlysten sjæl var dette blot enden på en fin skrevet historie, en historie hun ville savne.

En tåre begyndte at trille ned af hendes kind. "En sådan skam. Men med en bog lukket kan en ny åbnes." Glimtet i hendes øje fra lyset skinnede klart og hun kastede sig da fra kronen af træet som et kort glimt af blåt og sort lod hende forsvinde elegant. Sekundet efter var hun så i sit hus. Ingen folk at bringe nyheden til, men det var vel også bedst, nu hvor Mørket var væk kunne hun igen rejse frit omkring, uden folks undren.
En taske blev pakket og hun forlod da Hovedstaden fra sin fordør og alle sine ejendele i sin taske. Tiden var kommet  til at lede efter hendes næste historie.