Krystallandet
Cam 24.11.2016 17:54
Lukos puls bankede i hans hoved og han kunne mærke hans ansigt miste kulør, men han forholdt sig fastfrossen. Dialoger fra flere år siden spillede igen i hans hoved.
"Han er sgu en hård negl..."
"Har du endelig mistet bevidsthed?"
"Hey! Jeg taler til dig! VÅGN OP!"
Luko mærkede Williams faste greb om hans anden arm og skævede så ned på den.
Han indstillede sig på at dette nok var sidste gang han ville se den i denne tilstand: Hel og uden skader.
Han kendte ikke William særlig godt, han var bare en ung mand som havde opnået Lukos respekt. Men ven eller fremmed, Luko ville ikke lade sin opførsel gå ustraffet hen, hvis det viste sig at han havde været uretfærdig.
Der var en stemme. En lille irriterende stemme i hans baghoved der tiggede om nåde. Der skreg af ham at han skulle løbe, slås, flygte, forsvare sig, hvad som helst!
Men Luko lagde et stramt låg på den og så fortsat på kåren og hans arm.
Lyden af kåren der blev trukket skar sig ind i sortelverens hjerne, som når et glas falder til jorden i et tyst lokale.
Han undskyldte til sin arm, og til ham selv når han måtte finde måder at heale hvilken skade der nu ville komme.
Luko havde lovet at han ville bøde, og det var han parat til. William havde fortalt sin historie, og Luko selv havde fortalt hvad der blevet bedt om.
Det var en smertefuld, men fair betaling, eller det syntes Luko i hvert fald.
Han overvejede hvad for et slags menneske William var. Hvad ville han gøre med denne mulighed? Alle muligheder stod åbne, men Luko havde dog en bøn til Chance.
Han knyttede sin anden hånd og bad i sit stille sind:
"Beskyt mig, og lad mig leve endnu en dag, Chance."
Luko så alting i perspektiv og lyttede til hans vejrtrækning. Den lød som den gør når man sover.
Med et sidste blik ned på sin arm så han på William igen, det samme døde blik i øjnene.
"Well, well, well... What have we here?"
