Galavant sagde intet, stirrede istedet olmt på Florence, det kunne være så let at dræbe hende lige nu, hvis ikke det var for den specifikke regel han var blevet påduttet, det og lidt mere til. Han måtte give hende ret i at aftalerne havde været dumme, måske præget af en smule egoisme, som havde hun været en sød hemmelighed han ville holde for sig selv. I det mindste havde hun givet ham lidt krydderi i tilværelsen engang... Dengang der nu føltes som uendeligt mange år siden, selvom der blot var tale om nogle måneder. 
Blikket fulgte spanden som tidligere havde fløjet larmende gennem køkkenet, inden de igen fæstnede sig på Florences skælvende skikkelse.
En dyb skælvende vejrtrækning blev taget. 
" Du havde overbevist dig selv om at jeg ville være ligesom en hund og logre ivrigt med halen ved at du gjorde som du gjorde? Slikke dine hænder og kysse dit ansigt..? " 
En forskel..? 
Tjae hun havde vel gjort en form for forskel mens hun var der.
Hvad hun dog videre fortalte ham fik  dog dæmonen til midlertidigt at blive helt paf og blot stirre på hende. Endnu uden at bevæge sig ud af stedet. End ikke hans hale rokerede nogen vegne mens han forsøgte at læse hendes ansigt og kropssprog. 
"Jeg advarede dig jo mod at holde af en som mig.. " Lød det til sidst dæmpet fra ham, i et helt neutralt tonefald. Han var selv klar over at lade en anden holde af ham blot ville bringe ham og personen smerte senere hen. Det ville blive lige så meget en byrde som det kunne blive en styrke, i al fald for hende.. Han var ikke selv sikker på hvad der var ved hende der fik ham til at reagere som han gjorde overfor hende. 
Bebrejdede han hende for at have disse menneskelige følelser? Nej, det ville han ikke vove at påstå. Hun var en vampyr, en skabning der var født i en menneskelig krop og ikke blot kunne hoppe fra den til en anden, som de fleste dæmoner kunne det og gjorde det når det var tid at finde sig en ny og mere holdbar krop. Han skævede kort ned mod sin krops hænder, betragtede årerne under den mørke hud, inden han løftede blikket og så på hende igen.
" Men du gjorde en forskel... For du nægtede at lade mig falde ned i den dvale som jeg ellers ville have faldet i, hver gang jeg troede du ville skabe mindre larm og uro, hver gang jeg troede at nu kunne jeg få fred til det.. Dukkede du altid op på en eller anden måde.  "
Hvad end den følelse der synes at finde sig i hans krop nu var, var han ikke sikker på om det var en god følelse. Det var en følelse der fik ham til at føle sig underligt sårbar. Uden helt at tænke videre over det hævede han blikket for at se om hun havde lokket ham i en fælde af en eller anden art. cirkler og sigiler selv runer, kunne være de mest underlige steder.. Og alligevel var der noget der sagde ham at dette ikke var magi der fik ham til at føle sig sårbar og nærmest decideret tappet..
Igen endte de hvide øjne på hende, nærmest spørgende.. Undrende.

Florence undrede sig meget over han tonefald. Det knapt så hånligt som hun havde forestillet, ingen dumme comebacks om at hun skulle tage sig sammen og lade være med at være så menneskelig, ingen fnys eller latter af hende. Hvad foregik der lige? Den enorme forvirring fik hende til at hæve blikket som mødte hans, tilsyneladende, lige så konfuse blik som hendes eget. Det var jo nok ikke den forskel hun havde håbet på at gøre, men en lille del af hende blev en smugle nysgerrig nu om hvad han mente? Var det skidt at han var blevet holdt vågen eller havde det bare drevet han længere ud i vanvid dernede? 
Med hænderne omkring som som om hun frøs eller prøvede at beskytte sig selv, kikkede hun sig lidt forvirret rundt og tilbage op på ham. hvorfor forholdt han sig så pokkers roligt?
"Hvis det var noget jeg kunne kontrollere havde jeg nok ikke gjordt som jeg gjorde. Hvis jeg selv kunne bestemme sådan noget var jeg ikke engang endt med at blive slavebundet til at starte med." sagde hun lavmælt men det kunne sagten høres alligevel i det tavse rum. "Ville du da ikke have foretrukket at sove, for at få tiden til at gå hurtigere da? Det lyder kun som om jeg har haft en negativ effekt, hvilket slet ikke havde være min intention" forklarede hun stadig med blikket op på ham for at registrere de midnste reaktioner eller følelser.

Galavant var lidt i vilrede. For hvad var det hun ville få ud af det med ham? Hvad forventede hun af ham? Hun så temmeligt sølle ud som hun sad der, og han endte med smidigt at komme ned i øjenhøjde med hende på gulvet, selvom han stadig ikke ellers bevægede sig særligt meget ud af stedet. 

" Jeg ved det... Du er tættere forbundet med menneskelige følelser end jeg er det. Og derfor skal jeg nok gøre hvad jeg kan for at undgå at skulle herhen igen når min opgave her er fuldført, så vi ikke støder på hinanden..Så vil du heller ikke behøve at tænke på mig eller bekymre dig om mig." Hvad var denne knugen i brystet?  En kort brokkende lyd lød fra ham. Det var jo det der var bedst, den letteste måde at bryde det bånd på som tilsyneladende var blevet opbygget imellem dem. Han kunne ikke skade hende... Faktisk ville han det ikke hvis han kunne blive fri. En tung sukken forlod ham mens han lagde sine hænder på knæene som ha sad der bøjet i knæene og observerede.. Delvis hende, delvis sig selv.

Om han ville have foretrukket at sove..? En kort nikken forlod ham. " Jo, jeg ville nok have foretrukket at gå i dvale, men samtidig vil at blive vækket fra dvale gøre mig mere ude af stand til at kontrollere mig selv, mere vred, mere konfus. Jeg ville jo ikke vide om der var gået en dag eller 50 år.. "  50 år var hvad han normalt gav sine kroppe at leve videre i, derefter var det tid at finde en ny og stærkere krop, selvom det i fængslet snarere ikke var noget med valg, men at man fik dumpet en dødeligt syg krop til sig, et lig ville aldrig gå. Det var altid noget der forgik under skarp overvågning.
 Han rystede på hovedet.
" Ikke en negativ effekt.. Bare en mere.... "
Han dæmpede stemmen uden helt selv at bemærke det;
"..Menneskeliggørende effekt.. "

Der var et stykke tavshed imens Florence prøvede at sætte to og to sammen i hvad det var han fortalte. Var han en smugle bedrøvet over at hun havde fortalt det nu? Over at han ikke skulle komme tilbage hertil?
Med en smugle besvær over at have brugt nærmest alle sine kræfter af tidligere kom hun op og stå. Med en hånd til hver knude det fik hendes forklæde til at sidde fast omkring hendes krop. Det blev kastet hen over den tidligere slyngede stol imens hun lidt forsigtigt, lidt dvaskt gik hen til han. Hendes blik var en smugle mistroisk over at hans opførsel, men det blive til sidst roligt og lidt tænksomt. "Altså, menneskelige følelser betyder jo ikke at vi ikke kan mødes igen?" sagde hun kort ud som et forslag. "Det er ikke fordi jeg dør på indersiden af at vide mine følelser ikke er gengældte. Hvilket de jo nok ikke bliver".
Med et lille skuldertræk prøvede hun at smile lidt. Men istedet for tilgivelse blev det mere et lidt sørgmodigt smil. Hun kunne jo nok ikke skjule sin skuffelse særligt godt. 
Hun satte sig ned i hug foran ham "og.. bare fordi jeg holder en anelse af dig betyder det ikke jeg ikke syntes du er en pestilens. Jeg må vel bare finde mig i at ting ikke altid går som man selv vil have det." Florences smil var så godt som forvundet igen imens hun stirrede på ham efter en eller anden for for svar fra Galavant.

Han betragtede hende som hun fik stavret sig op på benene, løftede blikket og fulgte hendes bevægelser rundt.
" Nej, det gør det ikke.. Men det... " Han rystede sukkende på hovedet. Hvordan skulle han forklare det så hun kunne forstå det.. Kunne han overhovedet forklare det sådan?
En hånd blev prøvende rakt ud efter hende som hun satte sig på hug overfor ham. Et par små forsigtige skridt imod hende blev taget så han kunne stryge hendes hår væk fra øret, læne sig tæt på som han dæmpet åndede ind og ud, kort overvejende hvad det var han ville sige, inden han med en tør, halvtkvækkende stemme, dæmpet brød den lille tavshed imellem dem.
"Nu skal jeg fortælle dig en hemmelighed... Næst efter mit navn.. Er du min svaghed.." Hun måtte tage beskeden som hun ville, nu havde han sagt det.. Indrømmet det. Han var nu eget glad for hans mørke hud som en uventet rødmen skyllede ind over hans kinder, noget der nær havde fået ham til at hive hatten over hovedet for at skjule det.  I stedet blev han siddende med hovedet tæt ved siden af hendes og lod den noget uventede bølge forsvinde igen, hvilket den da også gjorde efter et mindre minuts tid.

Hendes åndedræt stoppede så pludselig at hun var bange for at hun ikke kunne starte igen. Hendes øjne spærredes op og hun kunne nærmest ikke bevæge sig i det øjeblik hun fornemmede hans fingre på sig. Men lidt ubevidst fik hun halet sin hånd op til at fjerne hatten fra han hoved så hans horn og hår blev afsløret inden under. Florences fingre udforskede hans udseende en smugle fra hans hårgrænse til hans kæbe og slutningen af det afskårede horn. Det føltes så underligt og fremmed at han ikke gjorde modstand eller ville få noget ud af det. Hendes blik var fyldt med undren indtil hun med et lettere smerteligt suk så ned på sine knæ igen. "Du må ikke sige sådan noget Galavant" hendes stemme var så lav det næsten var en hvisken og med en smugle rysten. Det var så svært at holde sig tilbage når han ikke lod til at stoppe hende. Der var ikke noget at hende omend hendes underbevidsthed blev evd med at skubbe hende i hans retning. "Jeg vil bare ende med at misforstå det. Dreje det inde i mit hoved og tilpasse det som jeg gerne vil have det til at være" 

Tyngden af hatten blev fjernet. Det var en decideret lettelse at kunne føle håret igen selvom det var fedt efter massevis af sved og flere dage uden bad. Han var lige glad med det, tillod bare sig selv at nyde følelsen af hendes fingre som de pjuskede lidt op i håret, tillod hovedbunden at ånde. Kæbelinjen, hårgrænsen. Han kunne dog ikke helt undgå at stivne let og være på vej til at trække sig tilbage da hendes fingre kom til grænsen på det ømsindige afskårne horn. "Jeg skal nok lade være at sige det igen. For vores begges skyld.." Svarede han med en lille nikken. 
En pludselig indskydelse væltede gennem ham ved lyden af hvad hun sagde..En vrede over at hun stadig ikke lod til at forstå, fik ham til pludselig at skubbe ud efter hende, læne sig ind over hende og tvinge hende ned med gulvet med hans egen krop hen over hende. Dog forholdt halen sig passivt bag ham, kun viftende kort for at holde balancen i hele bevægelsen.
"  Så du er bange for dit hoved vil dreje det og fortælle dig det som du gerne vil ha det? Men hvordan vil du ha det Florence? " Et kort fnys forlod ham mens hand hænder greb hendes håndled, inden han uden videre venten på svar fra hende bøjede sig ned, og kyssede hende hårdt, lige midt på munden, efter at have sikret sig hornene ikke skadede hende.

"Sådan?"

Lige så hurtigt det var sket, lige så hurtigt var han væk fra hende igen, rejsende sig op på sine fødder, hvor han udstødte et længere frustreret lyd.. Blikket gled mod glasskårene der lå på gulvet. Med behovet for at ødelægge et eller andet, men med ordren om ikk at ødelægge andres ting hængende over hovedet, endte han med at ædelægge hvad der i forveje var ødelagt, ved at gå hen og træde på skårene med sine støvler.
Lyden det fremgav var sært tilfredsstillende.

Florence havde været overraskende roligt i det hun var blevet skubbet tilbage. Det skræmte hende næsten hvor villig hun havde lade sig vælte bagud og ikke havde kæmpet imod det mindste. Hun havde til og med lavet en lille ryk i nakkeden da han havde adskilt dem igen. Hun ville faktisk ikke have ham til at stoppe der.
Lyden af skårene der blev knast imod stengulvet fik hende til at rejse sig op i en siddende position hvorefter hun kom helt op på fødderne. Hun viste ikke hvad hun skulle svare for nu så hun gik bare hen bag hans ryg og lagde hænderne omkring hans hofter og panden imod hans rygsøjle. "Selvfølgelig er det sådan jeg gerne vil høre det" indrømmede hun med en overraskende klarhed i stemmen. "Problemet at bare om det også er sådan du gerne vil have det til at være? Jeg vil være sikker på at du kan føle andet en frustration og vrede" fortsatte hun ind i hans ryg. Lyden blev en smugle gemt væk ind i stoffet men hun kunne ikke bære at skulle sige det direkte til ham. "Men, hvis det er så vil jeg godt bede sig om ikke at holde det nede og gem væk"
Hendes greb blev en smugle mere fast for at sikre sig hun ikke skulle møde hans blik endnu. Ikke før hun havde hørt ham sige det og hun var sikker på at han ikke bare legede med hende alt for let påvirkelige følelser.

Han stivnede midt i en kvasende bevægelse. Hendes reaktion denne gange havde nærmest været en direkte modsætning til deres første kys. Med en svag skælven i hans krop lyttede han til hendes stemme, fornemmede hendes fingre og hoved gennem stoffet. En kort bølge af en form for glæde strømmede gennem hans krop, men han kunne fornemme på hendes tag i hans tøj at det ville være en dårlig ide at vende sig om mod hende lige nu. Derfor stod han og stirrede længe ned på de kvaste skår i gulvet. Tænkende.
"Jeg.. Jeg ville ikke have noget imod hvis det var sådan.. Men jeg vil stadig finde det problematisk.. Hvad vil din frue ikke tænke hvis hun skulle finde ud af det, hendes reaktion..? " Han knyttede nævnerne og slappede af i dem igen et par gange inden han fandt et nyt skår at kvase til ugenkendelighed. " Ville det overhovedet fungere selv hvis hun fandt ud af det..? Med Castillo familien hængende over hovedet vil jeg ikke kunne forestille mig det. " Der var slet skjult had imod familien at spore i hans stemme. " Ikke medmindre din frue ville være villig til at købe mig af  Castillo.. Hvis det overhovedet ville være muligt.. " Lød det spekulerende. 
Han løftede blikket fra gulvet.
Drejende sig svagt mod hende, men endte med at stirre frem for sig da hun kun synes at klynge sig tættere på som en anden burresnerre.
" Jeg kan føle andet ja... Det er bare mange århundreder siden.. " Indrømmede han, og tænkte tilbage til hans barn og ungdom.. Da han havde fulgt og været i lære ved en anden dæmon der ikke havde været hans forælder.. En dæmon der pludselig var forsvundet da en meteor havde ramt landet Han havde holdt af den dæmon og brugt en stor del ad  sin tid på at finde den igen.. Uden den store held. Efterhånden havde an opgivet håbet og henladt sig til vreden, frustrationen og ladet den blive en del af sig selv.

Spørgsmålet var bare om han helt og holdent kunne lære at elske og holde af ordentligt igen..

Endnu et øjebliks stilhed gik der imens Florence overvejede situationen. "Jeg tror Avaion er det sidste problem. Hun er muligvis lidt excentrisk, men ikke en skidt person" tvært imod ville Florence nok få et stående bifald hvis Avaion viste hvad der foregik imens hun sov. Hendes hænder gav slip på sit greb i stoffet og hun trådte et skridt tilbage hvor hun samlede hænderne igen foran sig. "Og jeg ved ikke hvilke regler du har fået givet af Castillo familien, men jeg har ikke brug for at det skal fungere som i en eventyrbog. Tværtimod for et halvt års tid siden troede jeg aldrig jeg overhovedet kunne tillade mig at drømme om sådan noget" fortsatte hun med et kort smil og et skuldertræk. "jeg kan vente.. så længe det overhovedet vil tage, hvis du overhovedet bliver fri fra dem. Så vidt jeg ved om vores race, så har vi vist også rigeligt med tid ikke?" afsluttede hun og lagde hovedet lidt på skrå. Det var mærkeligt at skulle være opmuntrende på den her måde, men hun kunne ikke rigtigt finde på andet at svare. Og som Galavant selv havde sagt, så ville han jo nok ikke hoppe i hendes arme som en hundehvalp. Det var noget der ville tage tid om så hun ville have det eller ej.
Alligevel var der en boblende fornemmelse i Florences mave der fik hendes skuldre til at ryste og hendes ansigt fik en glad lettelse over sig.

Han nikkede let. " Ja.. Hun lyder i al fald til at kunne omgåes mig når hun er imod narhatten. " Lød det konstanterende.
Det var ikke så meget om hvilke regler han havde fået af familien snarere reglerne han ikke havde fået. Hvis han selv skulle sige det. " Mine tøjler ved Castillo er stærkt forsnævrede. Og sønnen er meget jaloux anlagt, har åbenbart et eller andet for husets anden dæmon.. Du ved Maximillian.? " En grimasse gik over hans ansigt. " Fucking dominerende fjols. Åbenbart har Herren det med at lade alle børnene i huset vide mit navn hvis noget skal ske.. Så jeg kan kun håbe på at når hr Castillo dør bliver det med hele familien eller ude i kamp. Men ja sønnen tror jeg render og flirter og knalder med Max... Jeg kan ikke fordrage ham, hverken ham eller sønnen.. Man må håbe sønnens kommende kone er infertil. " Brokkede han sig til hende, nok så hun også lidt kunne forstå hans situation i husholdningen bedre. " Jeg kan håbe at din frue ikke vil se mig i længere tid.. Det vil give os mere tid sammen. "  Han vendte sig og sendte hende et skævt smil, selvom det i hans ellers bistre udtryk mest lignede en underlig grimasse.
" ...Selvom jeg nu nok godt kunne trænge til et bad.. Ja, jeg er godt klar over at jeg lugter her i huset.. Men med tørken her er det mere besværligt at finde vand... Du.. Har du en mappe over hendes område?"
Han tiltede hovedet en anelse ved ren indskydelse.

En hånd blev placeret på hver side af hendes ansigt. " Vi har masser af tid så længe du passer på solen,  ja, men jeg håber stadig at tohundrede år er tiden vi højest skal vente. " Med disse ord strakte han halsen før han igen lod sine læber møde hendes. Ikke helt så hårdhændet som før, selvom lysten til bare at presse hende mod væggen og dominere over hende stadig var der, holdt han sig tilbage.

Maximillian... oh det var der hun havde kendt til Castillo familien. Hun havde nok set navnet og deres tilter da hun havde været i helbredelseshuset. Og hun havde først og fremmest fundet Maximillian som en sofistikeret dæmon. På trods af hans udstråling og hans måde at sige farvel på. Men at høre nærmere om hans omgang med sin 'familie' fik Florence til at stå lidt paf med et åbent gab. De eneste forandringer var bare små ticks hun fik på det ene øje når Galavant fortalte om den ene mere gustne ting efter den anden.

Det var først da han holdt inde og stillede hende et spørgsmål at hun rystede lidt på hovedet og skulle til at svare ham at hun bevægede sig igen. Der nåede dog kun at komme en kort tone fra hende da hun blev afbrudt af hans hænder og hans læber. Det var lige ved at hun ikke engang kunne huske sit eget navn et øjeblik. Han havde det med at gøre ting så pludseligt og gang på gang blev Florence overrasket eller ligefrem forskrækket. 
Men for engang skyld var kysset ikke påtvunget eller overfladisk hvilket fik hende til at skælve en smugle. Følelsen der strømmede igennem hende kunne hun nemt sammenligne med sulten efter blod eller næring, men det var dog en anelse anderledes. Hvor der for det meste var en frygt for at tage ens liv eller gøre skade på folk, føltes det her sikkert. Det tog et par sekunder før hun lige indfandt sig med det og hun skubbede lidt tilbage ved at gengælde kysset. 
Følelsen af hans varme læber imod hendes kolde fik den boblende fornemmelse til at voksne og det blev næsten svært at stå oprejst. 

Galavant forstod på sin vis godt de små ticks Florence fik, hvis de gik ud på hvad han nærmest forventede. Men han kunne vel lige så godt forklare hende situationen hjemme ved familien, end vendte og trække den ud i en langsom psykisk smerte for Florence. Så hun ikke blev mistænkelig hvis hans humør nogengange ville være værre end normalt, efter de daglige og natlige udskejelser i huset.
Han lænede sig tættere ind mod hende, mærkede hvordan hans varme læber synes at opvarme hendes kolde om end kun for en stund.
Det var sært at mødes i et kys sådan lige på midten, at mærke hendes læber svare lige stille og mere forsigtigt end hand mere tilbageholdne var.
Et kort grin forlod ham som han trak sig fra sine læber og i stedet lænede sig hen for at hviske hende i øret:
" Det var en sjov måde at vise din frygt for mig på.. "  Han lod hænderne glide op og rode gennem hendes hår, der føltes køligt imod hans fingre. Selfølgelig.. Hun afgav jo ikke kropsvarme andet end når hun lige havde spist, ikke af  hvad han vidste.
Stadig lå trangen til at presse hende nede, dominere over hende, lige på grænsen, hvilket fik en mindre skælven til at gå igennem ham, alt mens han mentalt holdt det nede og mindede sig selv om gang på gang at hun teknisk set tilhørte en anden og at hvis han gjorde noget galt kunne det påvirke hele den familie han tjente i en sådan grad at Castillo nok næppe ville sende Galavant som budbringer igen..
 

Ja selvfølgelig skulle han stadig prikke til hende og drille hende omend det måske ikke blev med livs trusler eller grove fornærmelser for nu. Men det fik hende dog til at smile end anelse imens hun fornemmede hans hænder igennem hendes hår og tog alle sanseindtrykkende fra ham til sig. "Altså det her betyder ikke at jeg ikke er bange for at du eksploderer på et eller andet tidspunkt" sagde Florence lavmeldt tilbage. Hvilket egentlig var rigtig nok. Muligvis havde Galavant sagt og gav også udtryk at hendes følelser var gengældte, men han havde stadig sin korte lunte og noget af et temperament som hun ikke viste hvad kunne resultere i.
Men for nu var hun rolig, hun kunne slappe af for første gang i så lang tid hun lige kunne huske. Det varede dog ikke alt for længe da hun fraværende lagde ansigtet ind imod hans skulder, men da hendes læber strøg siden af hans nakke rykkede hun en smugle i sig instinktivt og vendte hoved den anden vej. 
Det var meget muligt at de to følelser godt kunne forveksles fra tid til anden, men kontrasten var meget stor lige nu og gav hende nærmest dårlig samvittighed over at hende bagtanker fik hende til at føle sult bare ved følelsen af hans varme og puls. Den hånede hende for hende manglende selvkontrol, værre end hvad Galavant nogensinde havde sagt til hende.

Eksplodere.. Det var faktisk et meget rammende udtryk Florence havde brugt der, om hun var klar over det.. Hans blik gled undersøgende fra hendes hår til hendes øjne. Ja, hun var klar over det, klar over hvordan vreden lå og ulmede som en sovende vulkans indre. En gysen gik gennem ham, men den kunne ligeså vel være fremprovokeret af Florences læber da de strøg mod hans hals. Han greb lidt fast i hendes hår, mens han endte med at finde sig selv stivnet i en bevægelse der bar tydeligt præg af at han havde været på vej til at slå hende ind imod den nærmeste væg, for en stund stirrede det indre rovdyr imod hende, indtil han fik kontrol nok over sig selv til at gå imod hende og istedet løsne grebet om hendes hår mens han, blidere end før, skubbede hende ind mod væggen, lænende sit hoved til siden så halsen var blottet. " Tror du ikke snarere det er mit blod du elsker end det decideret er mig..?" Fnøs han i en drillende tone, inden han lod en finger dunke let på halsen.. " Du gav mig føde, jeg kan lige så godt give dig lidt, selvom mit blod nok heller ikke smager helt som det plejer.. Vi dæmoner kan holde os på 1-2  glas vand om ugen i nødstilfælde, hvilket min herre desværre ved og har udnyttet til fulde.." Alt for at sikre familien og dens  overlevelse. -Hvis det stod til Galavant selv ville familien ikke få nogen overlevelse eller efterkommere. Helst så han dem udslettet.

Hvis ikke det var fordi Florence var holdt op imod muren ville hun nok have taget et, måske flere, skridt tilbage. Et kort øjeblik var det lige før hun ikke kunne trække vejret. At han lænede sig sådan ind imod hende med hovedet på skrå. Galavant praktisk talt tilbød hende det hun ville have og det drev hende til vanvid.
"Jeg.. det... holdt op med at sige sådanne ting" fik hun frem stammet i hendes alt for kludrede tankegang. At sige at det var hendes trang til hans blod der drev hende til at kunne lide han gjorde hende næsten svimmel. For selvfølgelig havde den tanke strejfet hende umådeligt mange gange hele hendes liv. Om hun overhovedet følte ting for andre eller om det bare var en måde hende krop snød hende på for at komme tættere på den smag af blod som hun foretrak.
Stædigt kikkede Florence ned på sine fingre som hun næsten havde slået knuder på. 

En trækning gik over hans ansigt som hun tilsyneladende ikke ville tage imod tilbudet. 
Et mere arrigt fnøs forlod ham som han gav slip på hende og gav sig til at lede, hev ud i skufferne og rodede. Hvorfor fanden var knivblokkene tomme!? Han sagde intet under dette, lukke hver skuffe der var en nitte i, indtil han fandt den rette skuffe. Galavant viste fra tidligere at båndet stadig forhindrede ham i at skade andres ting, men det kunne ikke forhindre ham i at redekorere lidt.
Tænderne blev bidt sammen som han skar et snit på tværs ved håndleddet med en sløv kniv. Han tog smerten til sig, omkransede den nærmest mens han fornemmede blodet løbe ned langs fingrene, langsomt og klistret.  Til pokker med om han ville få et ar senere, kroppen kunne altid skiftes ud. 
En dråbe af blodet ramte bordet, ikke noget han lod til at tage sig yderligere af, på trods af hvilken betydning dæmoners blod kunne have. " Se på mig Florence.... Løft hovedet og se på mig.. " Han løftede hånden og lod den kærtegnede og følge hendes kæbe, kun lige til at hun kunne få færten af blodet, før han trak hånden tilbage og selv slikkede blodet i sig, langsomt fra fingeren mens han med provokerende dovenskab, betragtede hende og forsøgte at fange hendes blik.

Florence kunne lige så godt have holdt op med at trække vejret helt. Hvis hun ikke var bleg som et lig før så var hun det helt bestemt nu. I det sekund Galavant havde brudt sin hud med kniven havde hun instinktivt kikket op på hans håndled. Hendes hånd fandt en bordkant ved hendes side for at holde hende stående, eller måske for at forhindre sig selv i at bevæge sig.
Med koncentrationen om at forholde sig roligt havde hun ikke bevæget sig eller forhindret Galavant i at tage om hende kæbe. Tvært imod udvidede hende pupiller sig des tættere på han var kommet. Det varede heller ikke mange sekunder før hun gav slip på bordet og gik irriterende langsomt de to små skridt der var imellem dem.
Hvis ikke det var lidt af en umulighed skulle man næsten tro hendes røde iris lyste lidt op af sig selv imens hun med hovedet lidt på skrå så til imens han udspillede hvad hun nok helst selv gerne ville gøre. Florence havde dog svært ved at holde tålmodigheden ved lige, så med begge hænder fik hun fat omkring hans underarm og trak den til sig. Hun overtog hans arbejde i at forhindre dråber blive spildte som løb fra hans snitsår.
"Imbecile horeunge" mumlede hun ind i hans håndled inden hun gav efter og lod hendes syle spidse tænder rive hans sår endnu mere op. Hvis magien stadig havde været til havde det måske været mindre smertefuldt. Men siden det var den magiske ting ved vampyrer at de kan få et så brutalt bid til at føles godt, kunne dette sammenlignes med hvilket som helst andet dyr der var ved at flæse hånden af ham. 

Galavant slikkede sig let om munden med et veltilfredst smil som Florence tog over i kontrollen af blodstrømmen. " Det skal jeg ikke kunne sige noget om, har aldrig kendt mit ophav. "
Lød det selvsikkert, men smilet på hans læber blev dog brat lavet om til en grimasse idet hun bed til.
Smerten der strømmede gennem ham var en smerte der straks fik tankerne tilbage til noget gammelt.. Noget meget gammelt og hæsligt, der gjorde at han denne gang var den der var nødt til at gribe fat i bordkanten for at holde sig opståend mens han med en dyb brummen bed sig i kinden for at få nerverne til at skrige andetsteds end på hans arm. " Forhelvede Florence..Du kunne fandme godt have advaret mig..!"  Hvæsede han hæst ud mellem tænderne mens han undertrykte trangen til at skrige, lige på grænsen.

Et par sekunder stod hun bare og lod hans blod pumpe ind i munden på hende og derved ned i hendes hals. Blikket blev så endelig hevet op og mødte hans. "Du har ellers aldrig givet mig nogen advarsel om noget som helst før" kom det så lavmælt fra hende da hun gav en smugle slip, dog stadig med læberne farefruende tæt på det åbne sår. Inden hendes opmærksomhed skiftede til hans håndled igen kunne man dog lige ænse et skævt smil.
Florende havde nogenlunde får genvundet lidt selvkontrol igen, men var stadig tåget af den rus som hans blod gav hende. Det var meget muligt at hun kunne få blod her når hun tranægt til det, men der var intet som hans. Det var desværre noget hun måtte erkende. Forsigtigt lagde hun læberne omkring såret og brugte nu ikke tænderne længere men lod istedet hans puls gøre arbejdet for hende.