Bevægelserne havde kun taget et par sekunder hvilket havde efterladt Kench siddende med et forvirret udtryk som blev til et kedeligt lidt små irriteret et. Grådighed var godt nok en af de ting hun fandt mindst tiltrækkende, men han havde nok ikke i sinde at beholde den. Hun lænede sig igen tilbage med et overbærene suk og lænede sit hoved på sin hånd imens hun holdt øje med hendes skat der var kommet i hænderne på handelsmanden.
"Formue og formue, i nogles øjne er det måske ret mange krystaller, men jeg fik en god bytteha.." hun stoppede sig selv midt i sætningen. Der var noget der ikke var helt som det skulle være. Der var stille. Så utroligt stille. Man kunne godt høre folk ude på den anden side af forhænget, men det var langt lavere end hvad Kench var vant til. I store folkemængder var larmen helt enorm da tanker følelser og stemmer ville blande sig til et stort spektakel. Hendes konstante evne til at høre folks tanker havde aldrig være påvirket af plagen, tværtimod havde den kun blæst det op til ulidelige propotioner. Men lige nu var det stille. Uhyggeligt stille.
"Sig noget.. sig noget! SIG NOGET!" kommanderede hun inde i hovedet i håb om at få et svar fra Yadza på den anden side. Med intet var der at høre. Hun kunne ikke høre hvad han ville med stenen, hvor de egentlig var på vej hen, hvor kan kendte minotaurene fra INTET. Panikken formede sig hurtigt som en lille prikken i maven som hun næsten sad forstenet med et målløst blik frem for sig. Hvad i al verden foregik der? Var det kun hende eller var det måske også grunden til at han ikke kunne få vinden til at adlyde ham?

Vandpiben mumlede. Yadza pludrede lidt derudaf. "Spændende håndværk, eh? I kvarteret hvor jeg slår mine folder, der bor en mand. Taler altid i gåder. Glad for bananvin. Han skære ting af palmerne der ligner... Og krystaller er jo kun så meget værd som dingenoterne man kan få for dem, eh?" Yadza skævede over på sin gæst med et smøget blik, som om det var den mest indforståede joke i verdenen. Sådan sad han i lidt tid og kiggede lidt, imens glimten i øjet langsomt fortog sig, og snart blev erstattet af bekymring. Nu var det ikke fordi, at Yadza havde erfaret at Kench var specielt let at læse overhovedet, men kvinden over for ham kunne lige så godt have været en saltstøtte. "Eh, Kench?" Prøvede han forsigtigt. Kiggede ned på smykket i hans hænder og skyndte sig hastigt at give tilbage til ejeren med et træk på skulderen. Det var trods alt kun for sjov!

Som havde han skubbet en sten på en statuen faldt kæden med stenen til gulvet i vognen og strillede lidt inden den fandt sig til rette. Kench's blik fulgte den lidt inden hun begyndte at sitre lidt i i en bevægelse der nok var ment for at rejse sig op. Aldrig havde hun haft så svært ved at trække vejret før. Den tykke varme luft tvang sig fast i hendes hals og ville hverken op eller ned mere. Hun var kommet halvvejs op og stå inden hun hev ud i gardinet med havde ikke vurderet sit greb til at kunne holde hendes vægt. Det silkebløde stof gled imellem fingrene på hende og hun forsvandt igennem klædet idet hun faldt ud af vognen og ned på gades støvede brosten. 
Det mindede mest af alt om en smeltet klat voks der landede på stenen inden hun bevægede sig og så næsten i rædsel omkring sig. Der var ingen der brød sig om det næsten humoristiske fald da folkene på vejen var i sit eget lille panik anfald. Vand var næsten fordampet ud af folks brønde og krus og magibrugere råbte og skreg af hinanden over deres mangel på evner. Det var ikke bare Kench's evner der var væk. Det var alles?

Yadzas øjne fulgte Kenches, der fulgte det flygtende smykke. Der var et eller andet rivende galt. Netop som han skulle til at åbne munden for at spørge til hendes velvære, havde hun rejst sig op, og næsten apatisk væltet ud af vognen uden at ytre et pip. Yadza stirrede ud i luften et par sekunder, før han sprang op og flåede gardinerne til siden under gevaldige opråb til bærene om at standse. Selv stoppede han midt på optrinnet og stirrede målløst ned på den gele-ficerende Kench, der lignede at være ved at vende tilbage til jorden. Inkvisitorisk stirrede han rundt på omgivelserne og deres gradvist opbyggende panik. En klokke ringede et sted dybt ind i hans blanke kranium. Han vendte sig imod den forreste af bærene.

"Asail! Flæk jorden!"

"M-men chef, du sag--"

"NU!!"

Asail trådte næsten et fuldt skridt tilbage ved den bjæffede ordre. Yadza var ikke bange for at sætte sig i respekt normalt, men tonelejet var mildest talt forbløffende. Minotauren fnyste. Ordre var ordre. Med et brøl og en kræftanstrengelse løftede han et senet og kompakt ben fra vejen og hamrede det tilbage i jordens overflade. En gevaldig mængde sand blev slynget op i luften omkring ham, men der var bestem ingen flænger. Asail og Ossen stirrede konfust på hinanden.

Yadza ville ønske han kunne rynke på panden. Han var begyndt at lægge to og to sammen.

Normalt ville man ikke se Kench i synderligt meget bevægelse, hvis nogen overhovedet. Men man kunne heller ikke på nogen tænkelig måde kalde denne situation normal. Da hun hørte minotaurens ben der blev slå i jorden, tæt nok på at hun kunne fornemme vinden og sandet der blev pisket op, satte hendes fødder sig i jorden og skubbede hende op og fremad. 
Hun rev næsten fat i folkene hun passerede for at komme hurtigere fremad. Hvor hendes ben første hende kunne hun ikke sige hun piskede bare igennem de forvirrede handlende imens hun fra tid til anden stødte ind i personer som ikke gav efter når det misløkkedes at styre udenom eller imellem dem. Den ene fod overhalede hurtigt den anden på de glohede sten der udgjorde gaden indtil de blev erstattet af grus og småsten på en af de mindre sidegader. Der var køligere og hun kunne igen få vejret lidt og hun sagtnede farten til et almindeligt gå tempo. Alle ansigterne omkring hende lignede blanke kanvasser hvilket fik hende til at så vidt muligt at undgå berøringen hun havde udnyttet før til at få mere fart på.

((Tråd afsluttet))