Endnu en mjød, tjo, hvorfor ikke.
Hun lavede samme bevægelse som manden, eller skabningen, som sad foran hende. Hun havde aldrig stødt ind i en person som ham. Han hang ikke en gang sammen fysisk, mere som den tåge der nogen gange kom hen over markerne en kold efterårsnat. 
Hun måtte indrømme at det skræmte hende mere end som så. 
Lige som hun skulle til at åbne munden for at snakke, følte hun noget inde i sig. Som hun bedst kunne beskrive som en snor der knak. 
En strøm af følelser flød igennem hende, hun mærkede hvordan hun begyndte at suge til sig af livskræfter der sad omkring hende. 
Også skete hele turmulten på et split sekundt. Folk hæv borde tilside, fløj over dem, stole blev væltet. 
Folk som uden rigtig at tænke sig om begyndte at rive tøjet af hinanden, som var det en træng de ikke kunne slippe, som havde de ingen selvkontrol. Enkelte mennesker kiggede med store opspærret øjne, da de tydeligvis havde en smule mental udholdenhed og kunne tilbagestå dødssynde Luxurias magiske evne. 
,,Det ser ud til at din plan om en ekstra kop må blive til en anden gang.'' en smule besvaret stillede hun sig op for at gøre sig klar til at gå. Hun kunne allerede mærke nu hvordan at det tærrede på hendes kræfter.

Barad så sig kort forvirret rundt, derefter på Avaion. *Så skidt?* Han hentydede til hendes følelse af alt de lige havde snakket om og så dette som en manifestering af hendes følelser, gennem hendes evne. Han gav sig til at fokusere sin evne, så han kunne skabe en vej ud for hende. Mens han skrumpede sammen til sin normale højde, blev dem der befandt sig i retning af udgangen trykket mod gulvet med en kræft kun en ork ville kunne stå imod. *Hver så god min kære.* sagde han og pegede med den ene hånd mod døren.
Barad der var gammel selv for en dæmon kunne godt mærke trangen rykke i ham. Men han havde jo intet tøj at flå, så han fejede tanken væk. Han kiggede over mod bar disken, hvor der allerede var helt to krus mjød op til dem. Han gik over for at tage dem med sig, mens han blot sagde højlydt. *De skal jo ikke gå til spilde.* og grinte afslappet. Det var ikke første gang han havde set mennesker opfører sig som primater. Da han havde taget begge krus vendte han sig mod døren og begyndte at gå. *Nå, skal vi?* spurgte han hende og smilte.

Hun kastede sigende en hånd ud imod folket der bestemt ikke kunne beherske sig. Hvilket for sin sigt ville have passet hende ganske godt, på hvilken som helst anden dag. Og generelt når det ikke betød at stort set hele hendes chakra blev drænet på en gang. Det gjorde altid man fik sådan en mærkelige fornemmelse i benene.
Dog måtte hun finde sig imponeret over den form for magi der udfoldede sig foran hende. Ganske nyttigt, måske der var mere til denne dæmon end øjet lige fortalte. 
Et charmrende smil blev sendt hans vej, mens hun skred lige så langsomt hen over det blankeret gulv. Hun undslap et kort grin da han tog det krus mjød der var blevet stillet frem. Men bartenderne havde bestemt godt gang i en af tjeneste pigerne til overhoved at forstå at der blev taget fra disken. Godt det sammen hvis man spurgte hende.

,,Du har så ganske ret'' sagde hun formelt og nikkede så ,,Ja lad os'' og med disse ord trådte hun ud igennem døren. Den kulde brise der slog imod hende var ganske velkommen. Det mørke øje gled hen over omgivelserne, mens hun ventede på at hendes selskab også ville forlade kroen.

Barad gled roligt og ubesværet gennem mængden af folk mellem ham og døren. Han var tråds alt en dæmon i gas form. Folk kiggede ganske vist lidt mærkeligt efter ham når han blot passerede gennem dem. De to krus mjød han havde i hænderne hældte han roligt ned i skakten men han gled. Det var en underlig ting at være i gas form og samtidig kunne holde noget i sine hænder. Det havde taget godt et årtusinde at lære. Og nyttigt var det. Roligt gled han fortsat mod døren.

Ude i den friske Aften luft stod han og kiggede rundt. Han forventede næsten at der stod en lille hær for dæmoner havde at været et glædeligt syn, men efter de seneste par år var de fleste faktisk så forhadte at mange steder var de ikke velkomne mere.
Han gled hen til Avaion men et bredt smil på læben.

Avaion smilede tilbage, men et eftertænktsom blik gled hen over hendes træk. 
"Jeg bliver nød til at gå." mumlede hun kort, fraværende som havde hun pludselig fået information om noget vigtigt. Hun gav ikke nogen videre forklaring, da hun trådte hen til kareten og en mand åbnede døren for hende. "Vi mødes nok igen." afsluttede hun, inden døren blev lukket i og kusken svingede med pisken.