Hun sad på sine knæ og lyttede opmærksomt på hvordan udtalelsen var. Hun kunne næsten ikke lade være nu med at smile da hun hørte hans navn i den tunge som det skulle udtales. "Galavant" gentog hun efter ham næsten fejlfrit da hun næsten havde fået en hel manual til hvordan det skulle siges. Smilet falmede en smugle da hun blev spurgt ind til hendes entusiamse omkring undervisningen. "Ehm... ja?.. jeg ville ikke have bedt om dette imod noget der meget vel kunne koste mig livet hvis ikke det var noget jeg ville være ivrig efter at få" forklarede hun imens hun stadig betragtede hans form som hun endnu ikke havde taget helt ind som ham. Indtil nu havde Florence kun kendt Galavant som en dæmon i forklædning. Så det nye syn skulle lige tages ind og vendes før den tidligere tjener af en ædel familie kunne viskes ud og erstattes med dæmonen der stod og strakte sig foran hende. Det var lige før hun faktisk foretrak at se ham sådan da det passede langt bedre til hans kæphøje personlighed.
Hun stoppede lige sig selv et øjeblik "Hvad sagde du om mig?" Nu havde hun lært hvordan man sagde 'du' så hvad havde han lige kaldt hende så lavmælt at det skulle mumles? Det var ikke fordi hun kunne blive fornærmet over det han sagde mere efterhånden. Han kom næsten ikke med andet end fornærmelser jo, men det var nok mere af nysgerrighed hun spurgte.

En kort tilfreds nikken kom fra ham som hun gengav navnet, i en variant han selv ville mene var ganske godt klaret af en nybegynder indenfor sproget, men så var det bare om hun kunne huske det næste gang. 
" Blod, og viden om sprog er altså hvad der rører sig i dig..?" Han hævede let øjenbrynene af hende inden han igen satte sig ned, uanset hvor meget han gerne ville bevæge sig rundt lige nu, ville der komme nok faren frem og tilbage når han kom tilbage til sin herre.  Han tiltede hovedet en anelse mens han holdt øjenkontakten, alt imens den takkede hale gled helt tæt på hende. " Bare at du er som et lille barn... Måden du holder øje med mig på lige nu, minder mest af alt om et barns... Jeg genkender det fra min herre, hans søskende og ikke mindst hans egne unger.. " Han prikkede forsigtigt til hende med spidsen af halen inden han lænede sig tilbage igen og trak halen væk inden den gjorde unødig skade.
'' De blev alle introduceret for mit 'look' da de var 4-5 år.. For deres egen sikkerheds skyld, i tilfælde af at amuletten skulle være væk og ingen brugbare kroppe være i nærheden til at besætte. '' Han pillede kort ved en lok af sit hår.  '' Min herre er bare for god af sig til at ville lade mig besætte folk, især indenfor hans tjenerstab.  '' Et kort fnys forlod ham inden hans opmærksomhed igen gled over på Florence.
" Over tiden vil kroppen jeg besætter tilpasse sig mit væsen mere og mere.. Kan dog ikke huske om ham her havde halen før jeg tog ham.. " 

Hendes opmærksomhed flakkede igen ned på halen der nærmede sig imens hun lyttede. Da den prikkede til hende fløj hende hånd lige hen og dappede den på spidsen. Ikke rigtig som at slå den væk men mere som en hurtig berøring. "Spaedbarn huh?" gentog hun slet ikke fejlfrit men den var nu engang bare et forsøg på en gentagelse.
"Så burte min reaktion ikke være så underlig siden jeg er i samme situation som de var. Om jeg opfører mig umoden kan jeg ikke stå inde for.." hende blik kom op og mødte hans igen. "men du må endelig ikke forbinde min iver for viden med trangen til blod. Det er to meget forskellige følelser" pointerede Florence bestemt, hun holdt øjenkontakten lidt inden hun kikkede ned i gulvet igen hvor den tidligere skrift havde stået. Hun viste ikke om hun nogensinde ville kunne acceptere sin lyst til blod som noget naturligt. Fra da hun var spæd havde hun fået lært at det var det var en umenneskeligt og skamfuldt. Hvilket også var en af grundende til at hun havde forsøgt at holde det hemmeligt for alle omkring hende. 
"Halen vil jeg mest af alt gætte på er din egen" sagde hun så og brød stilheden. "Den virker som noget der følger med dig" sagde hun med en let mumlen. Hun kendte godt til den måde dæmoner overlede, ved at gå fra krop til krop. Stjæle eller handle sig til deres næste legeme så deres eget liv kunne fortsætte i måske al evighed. Igen en ting som kun var blevet portrætteret som ondskab og som en form for parasit gennem hele hendes liv. Tanker og meninger der var svære at give slip på igen.

Han hævede spekulativt blikket fra en klump gustent, støvet et eller andet der lå halvvejs skjult under sengen. Det skulle næsten ikke undre ham om det var en klump fra et eller andet væsen. Hvide øjne mødte rosa, mens han fornemmede en vis uro stige yderligere i kroppen.
" Hvad rører der sig mere i dig af følelser?  foragt? had? " Ubevidst gled hans hånd op og begyndte at klø omkring det magineutraliserende smykke, men blev hastigt hevet til sig igen da smykket gav ham et mindre stød.  Frustreret rejste han sig op og begyndte at gå i små cirkler i rummet for at få noget af energien drænet væk.
" I det mindste gjorde du ikke som den ældste gjorde første gang han så halen.. "
Han virrede let med sidstnævnte bag sig, konstant i bevægelse som energien byggede op i ham. '' Der er måder at finde ud af det på.. Men når jeg er i min 'åndelige' form.. tænker jeg mere på at finde en god værtskrop ens på at finde et spejl eller blank overflade." En kort knækken lød da han knækede med nakken.
'' Ordrer bliver givet, planer planlægges, øst, vest, nord, syd op og ned." Kom det lettere rablende fra ham; han havde aldrig sagt at han var en god lærer. Ikke desto mindre forsøgte han da at forklare ordene og deres betydning for hende, så hun bedre kunne forstå.

Efter hun havde siddet i stilhed og lyttet til hvad Galavant havde at sige gentog hun hans sætning. Eller hende mund bevægede sig, men hun gav ikke en lyd fra sig. Det var mere en måde at få en fornemmelse af ordende end rent faktisk at sige dem.
Hans spørgsmål havde dog sit sig lidt i hende og hun havde godt tænkt over sit svar imens havde havde talt ud. Hvilke følelser rørte sig inde i hende? Hun havde selv svært ved at sætte ord på dem da hun aldrig har haft brug for at gøre det før nu. Hun tog hånden og til brystet næsten for at mærke efter, men lige meget hjalp det. 
Florences øjne kikkede godt nok på Galavant men hun så næsten bare igennem ham. hendes blik var fokuseret imod hans brystkasse imen hun talte. "Frygt, for nyligt i hvert fald. Jeg har aldrig oplevet frygt så ofte i mit liv som inden for det seneste år. Og med det kommer der flere følelser jeg nok ikke kan sætte navn på uden at få en hvis form for skyldfølelse... men, du virker jo næsten henrykt over den slags følelser" sagde hun og nu kom hendes blik i fokus og op og mødte hans. Det var ikke så svært at lægge mærke til hans interesse næsten hungren for folks stridigheder. "Det virker ligefrem som noget du opsøger. Har jeg ret?" spurgte hun ham så med hævede øjebryn "Jeg vil endda påstå du ligefrem prøver at frembringe folks had".
Ordende gav hende en dårlig smag i munden, men ikke destomindre havde hun en trang til at vide hvorfor han opsøgte detpå den måde.

Han drejede sig rundt, forventende at høre et eller andet komme fra hendes læber, men istedet virkede hun nærmest tom og frøagtig.. Hvad havde hun gang i? Hjertestop? Nej, hendes hjerte var jo allerede stoppet af hvad han vidste. Men hvad var det så?
 Han rynkede brynene som hun tog sig til hjertet, kort bange for at han på en eller anden havde gjort hende i en døende tilstand.

" Jeg kunne godt fornemme frgten på dig på helbredelseshuset. Men jeg havde i starten svært ved at finde ud af hvori frygten lå, om det var for pesten eller os dæmoner.'' Indrømmede han, inden han fortsatte. 
''Du har ret.  Frustration, utålmodighed, frygt, vrede, had, agressioner, smerte.. ting i den duer.. Alle negative følelser jeg  ved hjælp af min magi kan opsluge og anvende. Man kan vel sige at jeg næres af dem, som du næres af blod. Får det til at køre lettere rundt for mig. " Han knyttede en næve og sparkede i irritation ud efter en mindre bunke dokumenter. " Indtil den forbandede plage kom over os.. Det gør det umuligt for mig at tage noget til mig af nogen art, så længe min herre påbyder mig at have magineutraliserende smykker på fordi han er bange for den del af min magi.. Jeg har ikke engang lov til at udforske den for at se hvad den reelt set kan. Og det gør det sværere for mig at finde ud af hvordan folk omkring mig har det, at tage næring til mig selv, selvom næringen ikke burde ha nogen betydning for mig, men så længe jeg har magien fri for de smykker kan jeg lappe den i mig istedet for at skulle være tvangsindlagt til at spise menneskeføde for at holde mit hylster ved lige.''
Han virrede irriteret rundt med sin hale, mens trangen til at smadre et eller andet bare syntes at vokse sig større og større, men han undlod dog at lade den komme for tæt på hende.

Florence sad stille på gulvet med hovedet en smugle til siden. Hendes ansigt der før havde vist nysgerrighed havde ændret sig til en forundren og en smugle medfølelse. Hun viste godt hvordan rigtigt sult føltes om så hun ikke kunne indtage rigtig føde måtte det føles smagløs og ufudlendende at skulle indtage menneske mad for næring. Som at spise uden at blive mæt konstant. 
Det var lige før hun skulle til at foreslå at tage halsbåndet af ham. På trods af hun jo nok ikke ligefrem hadede ham, var der en vis trang til ikke at blive for tæt knyttet til ham. Mild foragt var måske en god måde at beskrive det. Men hvem ved hvilke konsekvenser det ville få for ham hvis hun foreslog det og han takkede ja. At tage det af ham uden hans tilladelse turde hun heller ikke, bare af frygten for hvad han ville kunne gøre. Nok havde hun etableret at hun var fysisk stærkere end ham, men hvem ved hvad han kunne uden sit halsbånd.
"Så du er nød til bare at være tålmodig og håbe det ikke er en permanent ting?" spurgte hun imens hendes tanker stadig lå i hvad magiens konsekvenser var for tiden. Ville han overhovedet kunne fornemme vrede uden halbåndet, eller ville han kunne trække næring til sig fra bare den mindste irritation? Hvad med hendes eget, hun havde set en meget veløvet healer gøre skade på sig selv ved et forsøg som slog grueligt fejl. Et syn som fik hende til at bruge sin healing så sjældent som muligt. Rifter og skræmmer havde vist sig på hendes hænder fra tid til anden, men heldig vis intet mere.

Fortsættelsen med at traske rundt i cirkler i kammeret fortsatte, som han tydeligvis var plaget af sine egne tanker. Det var først da hendes stemme lød igen at han brat stoppede op og rettede sine hvide øjne imod hende. "Permanent..?" Han følte en knugen i brystet af ren og skær ubehag bare ved tanken. Nej permanent kunne det ikke være, måtte det ikke være.
Tænkte han logisk over sagerne kunne han dog godt have sine anelser om hvad det hele drejede sig om.
"Kzar Mora.." Lød det dæmpet, inden han igen, med mere intensitet fortsatte sin hidsige trasken frem og tilbage. " Det skulle fandme ikke undre mig hvis det er dem der står bag det. Forsøger at lokke andre dæmoner tilbage til riget.. Skulle ikke undre mig hvis evnerne derinde er helt i orden. Men hvem der er stor og stærk nok til sådan en plage... " Han skar tænksomt en grimasse inden han igen stoppede op, så brat at halen slog mod hans ben, en smerte han ikke tog sig videre af.  Hvis pesten havde været en forvarsel til dæmonerne, kunne det kun betyde at det ville blive hårdere og hårdere i fremtiden. Han skar tænder ved tanken. Hvis bare han kunne få tilladelsen til at drage tilbage til sin hjemegn, til dæmonernes rige.. Så ville han hurtigt kunne finde ud af om der var sandhed i hans forudanelser. Men han vidste at hans herre aldrig ville give tilladelse til at han tog derhen. Hans ordrer siden pesten havde alle været inden for byens mure. Noget der irriterede ham endnu mere. Som om hans herre var bange for at have ham for langt væk, selv hvis det var muligt bare at påkalde dæmonen i påkaldelsescirklen.

"Er du bange?... Det vil du have god grund til at være hvis jeg har ret i mine antagelser om at nogen fra Kzar Mora forsøger at få os dæmoner tilbage til vores rige, herre eller ej. En fælde måske... Eller..... Mørkets 'herre'... prft.. Han er i hvertfald ikke min herre den er sikker!'' En kort grotesk latter, fyldt af foragt forlod dæmonens strube.

Florence sad som et stort spørgsmåltegn på gulvet imens hun havde set ham gå frem og tilbage. Da Glaavant snakkede direkte til ham blinkede hun bare i forvirring. Kzar Mora? Dæmoner og mørkets herre? Var han ikke slået tilbage? Var krigen ikke over. Det mørke hun havde været holdt i hele sit liv blev langsom mere og mere knus og verden omkring hende tog form på en langt mere grusom måde end hun nogensinde kunne have forestillet sig.
"Jo jeg er bange. Men at handle på den frygt har ikke vist sig at give gode resultater. Det har kun bragt mig i flere problemer og gjordt min frygt for alt omkring mig større" sagde hun med en let bævren i stemmen. Hun viste godt den her samtale kun førte til at hun ville sætte sig i et langt mere skrøbelig lys for ham. Hvorfor hun delte sine frygter mede ham virkede egentlig ret stupidt hvilket fik hende til at tige fra nu af. 
Hun sukkede bare kort og ventede på at finde ud af om han ville køre sig selv mere op eller begynde at slappe af.

Som hun indrømmede sin frygt kunne han ikke dy sig fra at læne sig ind over hende, udnytte at han på sine ben lige nu var højere end hende. '' Lad mig gætte; din frygt lå i starten kun i frygten for at blive opdaget for hvad du er og for at dø, for dæmoner, mens den nu også er omfattet af frygt for din 'herre', frygt for at miste tag over hovedet, frygten for at dø af sult, eller i smerte? Samtidig med at du opdager verden som den er udenfor templets kedelige vægge..? '' 
Al den frygt hun hade i sin skælvende stemme fik endnu e grimasse til at gå over dæmonens ansigt. Hvor ville han dog ønske at han kunne tage det forbandede halsbånd af, så han kunne tage næring af hendes angst. 
Han var nærmest fristet til at forlade sin skal bare for at få muligheden for at opsluge hendes angst, men det ville være ugennemtænkt.. trækket ville uden tvivl gøre hende fortvivlet hvis hans hylster pludselig dejsede om og lå livløst og uden puls og bare stirrede op i luften, mens hans fulde dæmonmasse ville være ovenover.
Han bed sig i læben for at forhindre det. frygten som han ikke kunne nå, det var som at vifte en mus foran en sultende rovfugl.
"Verden er meget mere mørk og dyster, men samtidig også kulørt end det du nok er blevet stoppet ind i hovedet i det tempel. '' lød det, mens hans stemme var blevet en tak dybere som han kæmpede mod trangen til at forlade kroppen. Han kendte trods alt ikke konsekvensen af det magineutraliserende halsbånd.. Om det ville forhindre ham i at forlade kroppen, eller om det ville forhindre han i at gentage kroppen.

Hun havde på ingen måde lyst til at fortælle ham mere. Ikke mindst fordi hu kunne se han blev næsten desperat efter mere information. Hvad var det han fik ud af det når han godt viste at han ikke kunne trække næringen fra hendes skælvende krop og hende åndebesvær. For ikke at tale om knuden i maven af had over at hun næsten hungrede lige så meget efter hans blod som han gjorde efter hendes følelser.
Men ja han havde ret. Verden var et meget mørkere og mere grufuldt sted end hun nogensinde kunne havde læst sig til eller forestillet sig uden for hendes sikre mure. Men som sagt var den også meget mere kulørt og livlig, fyldt med ting og personer som hun ikke kunne vente på at møde. Det var sjældent hun kunne komme på positive ting ved hendes tilfangetagelse, men uden at Galavant nok havde gjordt det med vilje havde han mindet hende om den store verden omring hende der lå åben for hende.
Hvilket resulterede i at hun sad og smilte op til ham. Det var stadig tydeligt at hendes skuldre rystede og at hendes vejretækning var irregulær, men smilet var oprigtig og en smugle taknemmeligt.

En skælven gik igennem hans krop. Akkurat som ved hendes. Men hvor han gik ud fra at hendes var grundet frygt og kulde var hans af en helt anden kaliber. Hold dig i skindet, hold dig i skindet, hold dig i skindet. Hun tilhører en anden, lav ikke skade på hende. 
Tankerne hvirvlede rundt i hovedet på ham mens han forsøgte at kæmpe mod impulserne.  Resolut rankede han sig op og drejede sig om, både for at slippe for synet af hende, men også for at se om der skulle være noget brugbart udenfor vinduet.
Med hånden knugende om vindueskarmen skulede han rundt. Intet brugbart i dette øde område.
Uanset hvad fornuften sagde ham kunne han ikke holde sig fra det.
Han vendte sig om og så imod hende... Han rynkede brynene. Sad hun der og lo af ham? Af hans situation. 
'' Du finder det måske morsomt hva? '' Han forstod ikke smilet eller den taknemmelighed der lod til at være lagt i det. Hvorfor ville hun vært taknemmelig overfor ham? Iltert virrede han på hovedet. "Lad mig tage lidt af dit.. og.. " Nej... han ville ikke spørge.. ikke efter deres sidste aftale. Et sidste blik blev sendt ud af vinduet, inden han lod sin krop synke ned langs væggen, mens livet nærmest synes at ebbe ud indtil det ikke var mere end en tom skal... Han havde kort tid, og det vidste han. Allerhøjest et minut.

Den mørke disede masse lod ikke tiden spille idet den lod sin negative magi tage over sugende hedes angst til sig, som en tør svamp. massen svævede over hende, beslutsomt mens han afmålte tiden, da denne var ved at rinde ud, nølede den kort inden den gled tilbage ind i hylsteret gennem næse, ører og munden indtil massen sad på plads. Et kort spjæt og et gisp gik gennem kroppen som livet kom tilbage i den. Forpustet som havde han løbet et helt marathon så han ned på sine skælvende hænder, mens et smil bredte sig på læberne af ham. Glad for at det var lykkedes... mætheden i hendes frygt føltes slående og tilfredsstillende, mens han u engang også var glad for at det var lykkedes ham at komme tilbage i kroppen, at der ikke havde været nogen spionerende som havde angrebet ham. Han var sig selv pinligt bevidst om at han meget vel kunne have ophørt med at eksistere ved dette lille nummer. Nej man var nu mere sikker i et hylster.
Endelig hævede han blikket fra hænderne og så tilbage over imod Florence. "Tak..."
Et ord som ellers sjældent kom over dæmonens læber uden det var i dybfølt ironi. Men dette var bare taknemlighed for hendes følelser, for stadig at være i live, for ikke at være blevet fanget på magisk vis i sin åndelige form.

Galavant havde nok ikke haft det mindste problem i at lokalisere hende frygt i det øjeblik han havde ladet sin sjæl vandre ud i af sin skal. Hvis Florence havde haft en puls havde hun nok fået et hjerteanfald. Hun havde hold vejret fra det øjeblik hun vidste hvad der foregik til nu hvor hun bare sad og stirrede stifte på ham. Havde han lige gjordt det hun tror han havde gjordt. hendes kuldegysninger var forsvundet og hun sad bare helt roligt og kunne tænke helt klart igen. Eller hullet der var efterladt blev hurtigt fyldt af en anden følelse som hun bare sad der og tænkte hun nærmest var blevet snydt og berøvet.
Det var på ingen måde svært at komme på benene, det var ikke svage eller noget som de tidligere havde været. Så med et par skridt mindskede hun afstanden imellem dem. Hun støttede sin vægt med hånden imod væggen ved siden af Galavants ansigt imens hun studerede hans ansigt "velbekommen" sagde hun roligt hvor hun så løftede hans ansigt med sin frie hånd. "Men det her er jo ikke helt retfærdigt Galavant.. Du taler selv om hvor ond og utilgivelig verden er, så du kan vel ikke forvente at du får det helt gratis?" sagde hun med sin venlige stemme men der var stadig et hint at noget der ikke helt kunne identificeres. Eller det kunne Florence nok ikke selv, han havde nok ikke nogle problemer med at regne ud hvad det var hun ville bede ham om til gengæld.

Galavant var ikke det mindste overrasket over hendes næste handling, alligevel skævede han dog let til hånden der endte på væggen ved siden af hans ansigt, inden han drejede hovedet mødte hendes blik, ganske roligt.
" Andet havde jeg heller ikke forventet. " Han løftede sin hånd så hun kunne komme til hans håndled, mens han fik det lettere uregerlige hår fjernet fra halsen som han blottede. '' Hånd eller hals, det er dit valg. Men ikke noget med at ødelægge min skal eller du får lov at hilse på min hale. '' Lød det advarende. Han daskede let med halen. Det var jo kun fair, om end han ikke var helt fyldt op, havde det stadig været en lettelse at få indtaget noget til sine reserver.   
" For at være ærlig var det hvad jeg havde været ved at foreslå, men efter sidste gang.. '' Han lod sætningen hænge i luften som han trak på skuldrene. Det var nok ikke det bedste at nævne hvad der var sket sidst nu hvor hun skulle til at blive tilfredsstillet. 

Florences blik gled kort ned imod halen der lå hen ad gulvet imens et smil bredte sig på hendes læber. "Du syntes måske ikke jeg er god at handle med?" spurgte hun mens hendes tænder blev blottet i et lidt skævt smil. Med hånden hun havde løftet hans ansigt med tog hun forsigtigt ham om håndled og sænkede det ned til gulvet. Hvis hun havde frit valg var det ikke så svært at tage en beslutning. Pulsåren på siden af halsen på levende væsener var altid den der kunne give en øredøvende lyd fra sig selv når hun ikke engang var synderligt sulten. Det var dybt irriterende og hypnotiserende på en og samme tid.
Til forskel for Galavant da han sugede sin del af hende, havde Florence alt den tid i verden hun kunne ønske sig lige nu. Med opretholdelsen af øjenkontakten nærmede hendes ansigt sig hans til at hendes ishvide hår strejfede hans hud, indtil hun drejede hovedet for at skifte fokus til hans hals. Dog med en anelse tøven lagde hun munden ind imod hans hals hvor hun kunne mærke hans puls imod sine kolde, livløse læber. "Jeg beklager hvis vores aftale er til besvær" sagde hunnæsten som en hvisken men alligevel ikke helt. Det varede dog ikke mere end et par sekunder før hun åbnede op og lod hendes nåleskarpe tænder pierce huden.

Han rystede let på hovedet. '' Nej, ikke når du selv sidder og indrømmer at det er fordi du vil ha mit navn. Men lad nu det ligge. '' Brummede han,   Hans blik fulgte roligt hvordan hun fik hans hånd ned, hvor han placerede det sådan at han hurtigt kunne få støtte eller rejse sig op hvis hun skulle gå for langt. 
Han holdt øjenkontakten med hende, som hendes ansigt nærmede sig, til det punkt hvor han tog sig selv i at overveje om hun mon havde tænkt sig at tage blodet fra hans ansigt, før hendes øjne gled ned på halsen. Et knapt hørbart suk undlad hans læber, mens han blot stirrede frem for sig, parat til hvad der ville komme om få øjeblikke.
De kolde læber mod hans hals fik det til at gyse i hylsteret. 
Han blinkede let, på vej til at få pulsen op igen " Den er ikk..!" Han tav brat som han mærkede hendes tænder glide ned igennem huden, ind til pulsåren. 
En kort klikken lød fra halen, men ellers kom ikke en lyd fra dæmonen mens han blankt stirrede frem for sig, sikrende sig at hun ikke tog så meget at kroppen ville have svært ved at få de indre systemer og organer til at fungere.
Ubemærket gled hans anden arm op og placerede sig mellem hendes skulderplader, lige nær nakken.

Hun morede sig lidt over at han havde kommet frem til den konklusion at det var det hun var ude efter. Det var ikke fordi tanken ikke havde strejfet hende, hans liv ville blive mere frit og hun ville ikke skulle indgå handler med ham for at få sit fix af det hun modvilligt nok kategoriserede som hendes yndlings blod. På den anden siden så ville han være hendes problem og den ide var på ingen måde appellerende 
Hånden som havde været lænet imod væggen brugte hun nu til at skubbe hans hoved en anelse til siden så hun kunne komme bedre til. Hun lukkede øjnene og lod dråberne af blod fylde sin mund, løbe ud af mundvigen og ned langs med hendes kæbe. Sammensætningen af blodets bitre smag og duften af hans hår var forfærdig berusende. Irriterende berusende faktisk, hvorfor af alle personer skulle det lige være den mest provokerende og utålelige dæmon der fandtes i landet.
Fingrene der før havde skubbet let til Galavants hoved gled nu igennem hans hår og tog fast så hun kunne trække ham tættere på sig. Imens den anden tog fat i kraven på hans skjorte som efter ikke lang tid var blevet farvet af den mørkerøde væske som Florence selv ikke kunne stoppe fra at løbe ned ad hans hals.

Galavant sad bare og lod sig modvilligt dræne for blod, blikket blev kun flyttet lidt som hun skubbede hans hoved lidt mere for at komme bedre til. Han ville ikke ligefrem vove at påstå at det var en behagelig position at få sit blod drukket i. Det suste let for ørerne som han kunne fornemme blodet på sin hals, varmt og dunkende. 
Han stivnede let som hun pludselig krævede ham mere nær sig, han strittede kort imod inden han lidt mere modvilligt lod sig føre af vampyren mens endnu et par klikken hørtes fra hans hale, og hans hånd selv vandrede tættere på hendes hals.
Det var sært at sådan en fiks lille sag kunne være stærkere end ham fysisk, lige så meget som i hvad hendes udseende skjulte, et rent og skært monster. Det var han i al fald ikke i tvivl om at hun kunne blive til, måske et mere veltrænet monster med lidt 'hjælp' fra ham.  Han tog sig ikke af kraven, ikke nu i al fald. Det kunne ordnes på tilbagevejen håbede han på. At dukke hjem med en blodtilsølet skjorte ville uden tvivl vække spørgsmål hos hans herre og dennes familie, og de andre tjenestefolk ligeledes.

Florence slap grebet i hans hår en anelse imens hun sank en sidste gang og lod hendes mund og hans hals separere. Hun lod sin pande læne sig op ad hans skulder imens hun fik vejret igen. Sådan sad hun et par sekunder imens hun kunne mærke hvordan hun havde noget der mindede om en puls. Hun viste godt det kun ville vare et par timer, men hun fandt det altid forunderligt når hun kunne mærke en andens blod blive pumpet rundt i sin egen krop. Langsom åbnede hun gen øjnene hvor hendes blik vandrede nede i hans skuldre til de enkelte dråber der løb ned ad hans hals. 'sådan er skam at de skulle gå til spille ikke?' tænkte hun til sig selv inden hun kørte sin tunge fra hans kraveben, op langs med halsen og op til et lille åbne sår lige under hans kæbe.
Først nu lagde hun mærke til den varsomme hånd på hendes ryg hvilket fik hende til at smågrine i sin berusede tilstand. "Du stoler jo overhovedet ikke på mig" sagde hun imellem hendes fnisen. Med et lille skub fik hun sat sig op på knæ igen så hun så en anelse ned på ham. "Tror du slet ikke jeg har lært fra sidste gang?" spurgte hun med sit smørrede, lidt for kærlige, smil og lettere tågede blik.

Galavant kunne mærke hende slække grebet, separere fra hans hals, og blodet der stimlede varmt ned i den vædede skjorte. Han stirrede kort hypnotiseret frem for sig, men han knapt bemærkede hvordan hun lænede sin pande op imod hans skuldre.
Han tog en dyb vejrtrækning inden et længere suk forlod hans læber. 
Det stivnede endnu engang anspændt i dæmonen som han kunne mærke hendes læber imod sin hud igen, følgende de strimlende blodspor tilbage op til såret. Han skævede mod hende mens en uventet gysen ilnede gennem kroppen på ham. 
Han kneb øjnene lidt sammen mens han varsomt sænkede hånden fra hende. " Nej, ikke med den herre du tjener, og jeg tvivler også på at du stoler på mig. " Lød det prompte svar på hendes tiltale. 
Han lænede sig op imod væggen og så op imod det spindelvævsfyldte loft.
" Jo, muligvis.. Men den side der af mig... Det var som om du var ved at vække en gammel side af mig jeg ikke kendte, noget fremmed og alligevel velkendt... Det var i tilfælde af at jeg skulle mærke den igen.. " Indrømmede han. Den ukendte vrede havde virket så brat, så... rå.. Som havde det været et slumrende vilddyr der var blevet vækket med en sjat kold vand. 
Hvordan han overhovedet vidste det var en gammel side af ham, var egentligt mere et gæt end et faktum da det var fornemmelsen han fik af det.