"Ingen drømme?" Yadza gik helt i stå. Glasset hang et sted i luften imellem hans læber og bordet, som suspenderet i tiden. Det ene øje lukkede sig halvejs i, hvad gav ham en lettere skulene udtryk.

Løj hun for ham? Han gik mulighederne igennem i hovedet. Folk løj konstant når de følte de havde behov for at beskytte sig selv, men hvordan han end prøvede at vinkle det, kunne han ikke finde et godt argument for påstanden. De kendte ganske vidst ikke hinanden synderligt godt, men de første barrierer burde da efterhånden være væk. Desuden var hun slet ikke fra her omkring, så hun havde nok ikke helt så afslappet et forhold til sandheden som de fleste individer han stødte på. Men det lod jo så kun en enkelt mulighed tilbage... At hun virkelig ingen drømme havde.

Han rettede sig helt op i sædet. Hans ansigt var lige så stille og intetsigende som de plejede, men stemmen havde en helt ny tone. Noget ømt. Sympatisk. "...Virkelig?"