"Åh?" Asbjörn var ærligt talt lidt overrasket. Havde hun ligefrem søgt ham? Denne gang var det hans kinder der blev en anelse røde. Det var da yderst flatterende! Han rømmede sig og satte sig ordentligt op i stolen, efter at være gledet en smule ned. Holdning var vigtigt! Især når man sad overfor en kvinde.
"Jamen, i så fald... Hvad vil du vide om mig? Du ved nu hvor jeg bor, hvad jeg bor i, hvordan jeg bor, samt at jeg bor her alene." fortalte han muntert og trak på skuldrene. Han fandt det en smule akavet - han var ganske enkelt dårlig til at fortælle om sig selv. Hvad var der at sige? Han var jo ikke ligefrem en spændende person. Han trak på smilebåndet. "Jeg må jo så desværre meddele at jeg er Isari-tilhænger. Men det ved du vel." sagde han så - han mindedes at de havde diskuteret religion ved deres sidste møde. Måske var det dumt at nævne det? Han fortrød straks.
"Men, ahem, nu du lærer mig så godt at kende, så ville det måske være passende hvis du ligeledes fortalte lidt om dig selv? Eller måske om hvad du præcist har lavet i al denne tid? Du må da have nogle fantastiske historier at fortælle fra resten af landet?" spurgte han med julelys i øjnene. Hvis der var noget han nød, så var det fortællinger fra andre dele af verden.

Asbjörn huskede (desværre for sent) hvad det var hun beskæftigede sig med, og det fik ham strakt til at krumme tæer, nu da hun begyndte at svare. Dog dansede hun let og elegant henover sin forklaring, uden at give for dystre og morbide detaljer. Han åndede lettet og sendte hende et beklagende smil da hun var færdig med at fortælle. Han studerede hende et langt øjeblik, og stilheden hang mellem dem. Modsat tidligere, så var det dog ikke en ubehagelig stilhed denne gang. Den var passende. Byvagten smilte fortsat, rømmede sig og svarede så: "Der er også noget ganske magisk ved byen i disse dage." Han frygtede naturligvis, at han fangede forkerte hentydninger og forkerte blikke og smil, men der var noget i luften. Der var ingen tvivl.
Han havde naturligvis endnu lyst til at spørge ind til is-sletterne og ørkenen, men han fangede naturligvis godt, at det ikke ville være passende. Hun skulle desuden have lov til at have sit arbejde for sig selv. Men hvordan skulle han fortælle hende, at hun kunne dele alt med ham? Og hvorfor følte han sådan?

Asbjörn rømmede sig igen og rettede sig endnu en gang op. Hans hånd var varm og små-svedig, så han forsøgte diskret at tørre den af i bukserne. Varme hænder betød jo ofte nervøsitet. Hun skulle helst ikke indse hans usikkerhed.
"Jo. Ja. Jeg er stadig byvagt." sagde han, lettet over at emnet var rykket over på noget mere håndgribeligt. "Nogen skal jo holde byen sikker," tilføjede han med et blink. "Jeg nyder at føle, at jeg giver noget tilbage til byen. Lidt sikkerhed til folket, du ved? Alle fortjener at leve deres liv i tryghed."
Pludselig sprang han op af stolen. "Åh! Vandt. Ha!" Han lo mildt over sin forglemmelse, undskyldte hurtigt og forsvandt ud i køkkenet. Kort efter kom han tilbage, med et fad balancerende i hånden. Der var to kopper med varm væske til hver af dem. Han rakte hende sin kop og undskyldte igen for forglemmelsen. Endelig fandt han atter sin plads.

"Hvor længe havde du tænkt dig at blive i byen denne gang? Hvis du mangler et sted at bo i det næste stykke tid..." han stoppede sig selv og lod spørgsmålet hænge lidt i luften. Var det passende? Tavsheden hang atter mellem dem, og han brugte muligheden til at tage en slurk af sin te. "Altså ... Du er altid velkommen her."