Mordrin mumlede et tak, da Ragna stillede en kande vand ved ham efter at have lagt ham tilbage i sit telt. Nogle gange var det hårdt at være den eneste healer i Hakims trup. Det var ikke sjældent at de kom til skade, faktisk hændte det, derimod, ret så ofte. Mens hun trådte væk fra ham, faldt den unge mand i den tunge søvn, der var kendt for healerens søvn, når disse havde brugt deres kræfter en kende for meget.
Bedst som Ragna kom tilbage til ham, var Hakim godt i gang med at trække vejret i dybe drag. Ribbenet måtte have lagt et hårdt pres på ham, og han følte sig virkelig lettet over, at kunne trække vejret ordentligt igen, hvilket nok også var mærkbart, da han sendte Ragna et smil, da hun spurgte ind til om det var bedre. Et lidt anstrengt et, fordi han var meget træt og stadig havde ondt i skulderen, men ikke desto mindre var det da bedre end det halvdøde udtryk han havde haft i ansigtet, nogle minutter forinden.

"Det vil jeg vove at påstå, siden at mit ribben er i orden nu," jokede han tørt, mens han satte sig lidt mere ret op. Ja, hvis nu bare man så bort fra, at han stadig havde et problem i form af det ubehandlede sår i hans skulder, så var det hele ved at blive godt nok igen. Og så var der naturligvis det blodtab han havde været igennem. Hvis Hakim ikke tog meget fejl, så kunne det sagtens være, at han var nødsaget til at være oppe resten af den nat, selvom han meget, meget hellere bare gerne ville sove. Men samtidig var han nu også meget mere opmærksom på såret i skulderen, der var begyndt at værke godt og grundigt. Det havde været forholdsvist dybt, men i det mindste blødte det da ikke helt lige så meget som det andet sår havde gjort.
Kort efter gik det også op for ham, hvor smadret hans tøj var. Han sad stadig i det og mange af stederne på det, var det gennemblødt af blod og klistrede til kroppen på ham. Ubehageligt, men sådan var det jo, når man valgte at lege med bevingede buske.

Ragna nikkede blot til healeren, velvidende at denne allerede var langt væk i en drømmeløs søvn for at genopnå sin tabte energi og chakra.

Hun smilte skævt til Hakim, purrede let op i hans hår, mens hun yndersøgte han gennemblødte og hullede tøj noget mere. Endelig så hun såret ved skulderen, det sidste. '' Tjae, du kan idet mindste trække vejret bedre, n er det bare med at holde dig vågen resten af natten. '' Lød det muntert inden hun vrikkede tøjet væk fra hans skuldersår.
'' Kan du holde til en enkelt omgang syning mere+ Det er ikke så stort, men stadig stort nok. Eller vil du mene at bandager er nok for denne omgang+ ''
Det gik op for hende at hun højest sandsynligt havde misset såret grundet positionen han havde lagt i, mixet med skyggerne fra bålet.

'' Desuden... Hvis du begynder at fryse så sig lige til, vi kan ikke ha at du går ned med en feber og koldbrand eller noget lignene. ''Det var næsten latterligt så meget hun følte sig som en sygeplejerske lige pludselig. En rolle der i al sin generelhed var meget fjern fra, og uvandt for, den finurlige kvinde.

'' Vil du ha noget rent og mindre hullet tøj på nu vi er i gang, så vi slipper for eventuelle ulve og andre rovdyr+ '' Hun hævede et enkelt øjenbryn af manden som hun satte sig på huk ned ved siden af ham, betragtende ham og hans kropssprog omhyggeligt i bålets skær.

Hakim kiggede lettere forvirret på Ragna, da hun purrede op i hans hår. Han var ikke helt vant til den form for tilnærmelse, men han sagde intet til det og lo i stedet for af hendes kommentar om, at han nu bare skulle være vågen resten af natten.
"Hvis jeg skal holde mig vågen, så skal jeg ikke have nogle syninger. Bare nogle bandager. Ikke flere syninger," hans blik sagde lidt det hele. Han kunne meget bedre lide den euforiserende følelse af, at blive healet på magisk vis. Han havde været glad for det, siden hende kvinden havde gjort det, under hans månedslange torturperiode.

"Jeg har frosset siden jeg kom til lejren, så jeg har sikkert allerede den der feber," lød det tørt fra ham som svar da hun nævnte det for ham. Men Cate var kommet dem i forvejen, da hun pludselig dukkede op igen med et tæppe.
Da Ragna nævnte tøjet, gik Torak ind i hans telt og tog noget nyt tøj med ud, igen mørkt, og uden at tænke nærmere over det, smed Hakim sin ødelagte tunika af, fremvisende sin muskoløse, men meget arrede overkrop - piskeslagene mod ryggen var især tydelige - og tog den nye på, for derefter at hive tæppet over sig, mens han forsøgte at holde sig vågen. Han var allerede blevet døsig.

Men med Ragnas hjælp og Toraks stabile væren i nærheden til at hjælpe hende, holdt de sig alle tre vågne. Stygg gik i seng, det samme gjorde Cate, men Ragna og Torak havde åbenbart besluttet sig for, at blive oppe, sammen med Hakim, hvis træthed blev mere og mere overmandende, som nat blev til morgen. Og da det endelig var ved at være morgen, begyndte trætheden også at gøre ham knotten. "Nu er det ved at være noget pjat, kan vi ikke bare lægge os til at sove nu?" Spurgte han, dybt irriteret, mens han rodede rundt i ilden med en pind i et forsøg på at holde tankerne væk fra dejlig søvn.

Ragna nikkede blot da hun så hans bedende blik, vendte sig om mod sin opbakning for at finde rene bandager hun kunne vikle om såret. Syninger kunne være svære at håndtere, især for modtageren da de altid syntes at dræne en for energi, så hun forstod ham egentligt godt.

'' Du er da også et fjols. '' Lød det kærligt drillende som hun tog baljen med, det nu beskidte, vand og kylede vandet ud udenfor lejren inden hun fandt noget nyt rent vand, velvidende at det kunne blive en meget lang nat med stor behov for vand, både til at holde Hakim vågen, men også til at rense såret med engang imellem.

Hun end ikke kiggede væk da Hakim smed sin tunika af. Hvis han ikke ville have hende til at glo havde han vel nok sagt det. Hun tog istedet den blodtilsølede tunika og smed den ind i ilden, overbevist om at det ikke kunne betale sig at lappe den sammen med de huller den havde i sig. Et enkelt blik blev sendt op imod ham mens han skiftede til den nyere tunika, betragtende den muskuløse krop, endda tagende sig selv i at nyde udsigten til den.
Det at der var ar på den gjorde hende ikke så meget, det fik ham bare til at virke mere maskulin, desuden vidste hun at han tilsyneladende have noget af en historie bag sig, ikke at hun ville grave dybere i den, selvom hun da selvfølelig var nysgerrig. Et kort smil forlod hende inden hun fjernede blikket og gloede ind i flammerne, lyttende til hans åndedrag som natten skred frem.

Som natten skred frem og de andre langsomt gik til køjs, overtalt af trætheden så det kun var hende, Torak og Hakim der til sidst sad og var vågne. På et punkt var det vel fint nok, nogen skulle altid være vågen natten igennem i tilfælde af fjender og bagholdsangreb, eller rovdyr for den sags skyld, men deres opmærksomhed havde nu nok været nærmest deres leder for at sikre sig at han holdt sig vågen.
Da solen langsomt begyndte at farve himlen og lyse den op overvejede hun at smide noget nærtliggende grønt sammen til mad til at holde dem vågne, men noget sagde hende at det nok blot ville gøre dem endnu mere trætte og knotne.

'' Gu faen kan vi ikke lægge os til at sove, ikke før det sår er helet. Du kan vågne op med sygdom og guderne må vide hvad.. Eller slet ikke vågne op overhovedet. '' Et kort fnys forlod hende, inden hun rejste sig op for at strække sine ben. '' Men jeg kan gå ind og se om jeg kan få liv i knøsen om han har chakra nok til at lappe det sidste. ''

Allerede før der var svar fra Hakim havde hun begyndt at bevæge sig over mod healerens telt.

Hakims blik forblev på ildstedet ved Ragnas svar på tiltale. Hvilket nok også var for det bedste, for det kunne nok dræbe, så irriteret og knottent som det var. Han havde faktisk lyst til at slå hende, selvom han godt vidste, at det bare var den ekstreme udmattelse og træthed der talte. Hele hans krop værkede og han var omtåget i hovedet af feberen, der kun havde lagt sig let i løbet af natten. Han havde haft flere svedeture over de pludselige skift i hans kropstemperatur, men det lå nu mere regelmæssigt. Men ikke desto mindre havde han det stadig som om, at han var blevet ført igennem en eller anden form for hakkemaskine og nu var kommet ud som kvast kød. Om Ragna havde det på samme måde, vidste han ikke. Han vidste derimod at Torak var ganske udholden og at dette var ingenting for den store nordmand.

Heldigvis for både Ragna og Hakim, var Mordrinn allerede vågen, da hun dukkede op i hans telt. Han var dog klatøjet og midt i at drikke alt det vand hun havde stillet frem, men da han så hende, rejste han sig straks, ivrig som han var og gik i forvejen ud, uden at tænke over konsekvenserne, da han satte sig ved lederen igen. "Jeg beklager virkelig, jeg skal nok få ordnet det sidste sår hurtigt," undskyldte den unge mand, før han lagde en hånd på Hakims skulder og den healende magi fik vævet til at trække sig sammen.
Hvis Hakim havde været træt før, var det nu kun meget værre. Anstrengelserne ved, at holde den nagende smerte i skulderen ud, var væk og han kunne slappe næsten helt af nu, hvis man lige så bort fra feberen. "Tak, Mordrinn. Torak, vi bliver her for dagen. Jeg skal fandme ikke rejse nogen steder lige nu," sagde Hakim mens han så på nordmanden der allerede havde rejst sig for, at tage en snak med Cate, der nok ville stå for lederskabet denne dag.

På trods af at hun var træt, vidste hun godt at Hakim med garanti havde et meget værre, med feber og sår. En kort hovedrysten forlod halvdværgen mens hun krattede sig i håret.

Hun havde kun trådt et enkelt skridt ind i teltet da Mordrinn rejste sig op og på det nærmeste pilede ud af teltet med en undskyldning, næsten som blev han forfulgt af en flok arrige hvepse. Billedet fik et kort grynt til at forlade kvinden inden hun fulgte efter ham tilbage til Hakim. '' Intet at undskylde for. Du havde brug for søvnen for at lade op, og nok mere efter det sidste sår er taget hånd om. ''
Svarede hun blot mens hun hjalp ham med at tage de blodige bandager af Hakims sår så Mordrinn nu engang kunne gøre hvad han vare bedst til. Utrænet javist, men ikke desto mindre en healer.

Som såret lukkede sammen nikkede hun med et lille smil som tak, mens en hånd gled ned for at hjælpe med at trække Hakim op.
'' Kom så Hakim. Du er træt og din krop har brug for hvile, men ikke her foran bålet. Ind i teltet. '' Hun skar en kort grimasse af sig selv som hun for en kort stund følte at hun lød som sin egen mor. Forfærdeligt.
Ikke desto mindre fik hun ham op og gik ved hans side som en støtte hen til hans telt hvor hun hev teltdugen til side så han selv kunne komme ind.
'' Hvis du får brug for noget så sig til. Cate eller nogle af de andre mænd skal nok være der, ellers vil jeg være et par telte fra dig. Jeg tror Cate vil sørge for lederskabet for i dag indtil du er på fode igen.''
Ragna skævede kort imod de hvisketiskende brødre og den anden kvinde.

Hun var selv træt, det kunne også ses på hende i og med at hun var blevet mørkere og en anelse hævet omkring øjnene, atypisk for en elver, men meget typisk dværge. Nogen gange kunne hun kun hade sine gener for at give hende så sære træk.

Hakim tog imod Ragnas hånd, da hun ville hjælpe ham op at stå, men mere støtte ønskede han derudover ikke, selvom hans ben rystede under ham og han var svimmel som bare fanden i helvede. Han valgte i stedet at tage kampen op mod sin krop og gik den lange tur hen til sit telt, med Ragna ved sin side, hvor hun forklarede, at de alle sammen var der, hvis der var noget. Han følte hurtigt et behov for, at dække sin ære lidt, så han vendte sig rundt og smilede træt til hende. "Jeg ved det. Jeg har prøvet det, der var værre," konstaterede han roligt, mens han ubevidst drejede rundt på adelsringen om sin ringefinger. Det var usandsynligt heldigt at han faktisk havde oplevet værre og derfor var vant til den smerte han havde været udsat for i nat, ellers kunne han meget vel have stillet træskoene.

"Men alligevel, tak for hjælpen. Og Ragna? Du går også selv ind i dit telt og sover, okay? Det er en ordre," med de ord, kom det første drilske smil fra ham længe. Han ville ikke betvivles, så han havde det ganske fint med at sende en veterankriger i seng, når hun selv også lignede lort med randerne under sine øjne. Men nu hvor han havde givet hende ordren, var fristelserne for ham alt for store og han gik selv hen til sit sovegrej, hvor han dumpede ned oven på tæpperne og hele molivitten. Han fik dovent trukket tæppet over sig og næsten sekundet efter var han faldet i en meget tung søvn.

'' Ja det kunne jeg ligesom fornemme ved de ar du render rundt med. '' Kommenterede hun, måske en anelse tørt.

En nikken forlod hende. '' Det behøver du ikke engang beordre mig til, jeg var skredet derind om jeg så havde fået ordre på det eller ej. '' Hun gabte kort.
'' Godnat lille mørkhud.. '' Det ironiske i dette lå i at han egentligt var højere end hende, ikke med meget, men stadig høj nok til at ranke lidt over hende.
Som hun sikrede sig at han faldt i søvn gik hun ud af teltet og smed teltdugen for, gav Cate kort besked om at både Hakim og hende selv ville sove for nu. Før hun selv gik ind i sit eget telt, fik smidt det yderste lag tøj af inden hun kravlede under fåreskindstæppets dejlige varme, og snart fandt sig selv i en drømmeløs søvn.

//out..+