Vinden danser legende hen over bjergtoppen, og kaster snestøv ud over kanten, ud mod det prægtige landskabs billede, der formede sig for fødderne af bjerget. Højden ville give en hver en dårlig fornemmelse og kulden vil bare forstærke følelsen af, at her var naturen stærk, og man selv havde udfordret dens styrke ved at vandre helt ud til kanten.
En skikkelse indhyllet i tåge, gemt væk under en lang, blå frakke med hvidt pels om kraven, så nysgerrigt hen på Kravenoh. Hendes ansigt var beskyttet af den hvide pels, som indrammede hendes smukke ansigt, med de intens grønne øjne. Hun havde fulgt ham i et stykke tid, lige siden hun havde fanget et glimt af hans skygge, da han vovede sig op på bjerget. Damia havde søgt tilflugt i en hule, i et forsøg på at undgå omverdenen. Det havde også været langt tid siden, at hun havde set væsner... faktisk så langt tid siden, at hun knap nok kan huske hvornår hun sidst havde brugt hendes stemme. Dog havde hendes isolation gjort hende godt, og hun så rask og stærk ud.
Hun trækker forsigtigt sin krave ned og knuger om skaftet på kniven, som hun skjuler under sin frakke. "Har verdens bekymringer endelig indhentet dig?" siger hun bestemt og venter på, at Kravenoh skal vende sig om mod hende. Hun havde genkendt ham... han var ikke så nem at glemme.
- Avatar og profil billede lavet af mig
Krystallandet
