Scenerne der var i Samsons hoved, var blandet med sorg og stærk kærlighed. Kærlighed, som lå så langt fra Samsons ydre, og alligevel så tæt på Samsons indre. Der ville ikke være mange i denne verden som ville kunne forstå, hvad han havde lidt.

Scenen med hans elskerinde dukkede op for hans indre blik. Hende, der stod med den knægt. Han så nu også sig selv, stående bag ved buske. Han så perspektiverne skifte for sig. Først stod han og betragtede dem, og i det næste øjeblik havde knægtens og hendes kroppe ligget ubevægelige på jorden. Trangen til at slå ihjel havde sneget sig ind på Samson, og følelsen vældede nu også op i ham igen.

Scenariet forsvandt, og med lukkede øjne forsøgte Samson nu vildt at flå Kamatayan til sig, i et forsøg på at få et fast greb i hans hals. Magnetismen var ikke fuldt ud kontrolleret, der var 50/50 chance for at han ville få fat i Kamatayan.

((1) Dette vil ske hvis han får fat i ham)
Samson stod og stirrede vredt ind i Kamatayans øjne. Han prustede tungt. Åndedrættet kunne sammenlignes med en vred tyrs.

"Giv mig en god grund til ikke at flå dig i småstykker! Det er ikke meningen at du skal belære mig, Kamatayan!" Snerrede Samson bidende. Pupillerne havde trukket sig fuldstændig sammen. De meget skarpe lyseblå øjne stirrede ind i Kamatayans.
Ilden blussede op langs Samsons arm, på vej mod Kamatayans strube.

"Du skal ikke belære mig om livet! Og selvom du er en gammel nar.... så skal du ikke belære mig!" Hvæsede han. Midt i sætningen sank Samson en klump for smerterne. De var ubarmhjertige. Samsons tag kunne have været hårdere, men med den mængde muskler som han var i besiddelse af, holdt han alligevel et godt tag omkring Kamatayans hals.

((2) Dette sker, hvis Samson ikke får fat i Kamatayan)
Samson befandt sig i en stor mængde af vrede. Vreden havde bredt sig til hele kroppen, såvel som smerten havde. Han stod kun oprejst pga. sin vrede. Viljestyrken til ikke at ville være kujon, var stor. Hans far havde altid belært ham om dette. Aldrig vende ryggen til, og stå altid oprejst, lige meget hvad der skulle ske.

"En erfaring rigere eller ej, du skal ikke belære mig om livet! Du er et medlem... Nok kan du være en nok så dygtig dræber, men hvis du ikke kender din plads, bliver du smidt for porten, forfulgt og dræbt." Snerrede han vredt, så man skulle tro at han skulle til at springe i luften selv. Han havde holdt pause midt i sin tale, for at bide flere smerter i sig.

Samsons øjne flyttedes fra Kamatayans ene øje til det andet. Han var tavs et øjeblik. Smerterne havde ikke mildnet, men de havde heller ikke taget mere til end før - det var også utænkeligt at de overhovedet kunne være meget stærkere.

Åndedrættet var tungt, og Samsons tålmodighed var der intet af længere. Ilden, hvis farve skiftede fra gulligt til et mere blå skær, slyngede sig nu ud i alle retninger. Disse smålige flammer skød ned i jorden omkring dem, og dannede tilsammen en ring der kunne ligne et omrids af et tyrehoved oppe fra. Han slap ikke Kamatayans strube.

"Lad mig fortælle dig én ting, Kamatayan! Du skal ALDRIG i dit liv trodse mig igen!" Samsons ansigtstræk fra fuld af vrede og smerte. Hans øjne var fugtige, men gale som den vildeste tyr i verden.

Flammerne fra tyren blev nu højere og begyndte nu at brænde "skævt", som om de blev tiltrukket Kamatayan.
Samson skævede til flammerne.

"Nu er det din tur, til at føle smerte!" Et væmmeligt smil anedes nu på Samsons læber, men det var svagt på grund af alle de smerter han selv gik igennem. Han måtte væk herfra. Hjem til Borgen og hvile og ingen skulle forstyrre ham! Han stod vaklende et øjeblik, men brugte nu nogle af sine aller sidste kræfter på at give Kamatayan en ordentlig lærestreg - forhåbentlig, hvis det overhovedet var muligt.

Flammerne nærmede sig ind mod ildtyrehovedets centrum - Samson og Kamatayan. Samson havde ikke givet slip i sit greb på ham, men stod blot og holdt Kamatayan ubekymret.
De blå flammer havde en sygelig hede omkring sig, og snigede sig ind på Kamatayan. Ilden gik op af Samsons krop, og Samson selv lignede et stort flammehav. Ilden var kun ude på en ting, at brænde Kamatayan levende.

Kamatayan grinede bare mens han hang i Samsons greb. Det virkede som om han hørte en meget underholdende vittighed. Hans latter var barnlig, varm og venlig. Han virkede ikke til at se noget problem i den postion han var havnet i. Han syntes bare til at more sig så gevaldigt at det halve kunne have været nok. Det var nok ikke noget der ville hjælpe særlig meget på Samsons temperament. En lattertåre dukkede op i Kamatayans øjenkrog. "Du er altså så morsom. Jeg tror det kommer til at være min mest underholdende periode i mit liv, så længe du lever Samson." Han havde en venligt og barnligt smil på læben, og hans ansigt havde et barns renhed og uskyldighed over sig. "Men jeg kan ikke garantere det med at trodse dig. Jeg tror det er blevet en dårlig vane med at trodse andre." sagde han og slog endnu en latter op, med det samme barnlige og glade humør.

Da flammerne slog op om ham, og begyndte at brænde hans kød, og stanken af brændt kød fyldte luften lo han bare endnu mere. "Hold op! Det kilder!" sagde han og lo bare mere, som om han blev kildet. Pludselig brød hans vinger i brand, og stanken blev værre. Hans våde kutte blev tør på ingen tid, og den begyndte også at brænde. Store brandvabler dukkede op på Kamatayans hud, mens han fortsatte med at grine, og man kunne se i hans øjne at han havde det sjovt. Han led ikke, selvom det gjorde ondt. Han var vandt til smerte, så han var ved at være en ganske hård negl. Svedent kød blev synligt jo mere han blev ristet i flammerne, og tøjet var ved at være fortæret. Hist og her kunne de hvide knogler ses, og hurtig fik det en mørkere farve da det blev angrebet af de blå flammer, og Kamatayan fortsatte med at grine hjerteligt. "Vi.. se...s S...a.." nåede han at sige inden hans latter gik over til en rallen og hans øjne blev blanke og tomme. Hans latter forstummede. Det meste af hans kød var brændt eller svedet, og store områder af hans skelet, især på hans arme og ben var synlige. Det ville ikke være svært at gætte at englen var død. Ingen ville kunne overleve sådan en tilstand uden at dø. Sådan døde Kamatayan igen, med et varmt smil på sine forbrændte læber.

Samson betragtede Kamatayans øjne svinde hen. Han havde ikke i sinde om at give slip på sit bandemedlem, i frygt for at han på en eller anden mystisk måde ville kunne undgå døden.
Samsons pupiller var sygeligt smalle, og lugten af død fyldte nu Samsons næsebor. En lugt, som man aldrig vænner sig til. Vræmmelsen sås tydeligt malet i bandelederens ansigt. Kamatayan smuldrede til sidst ud af hænderne på ham.
Han vendte sin hånd og betragtede den sidste aske fra Kamatayan brænde i sin hånd. Som var det beskidt arbejde, børstede han let sine hænder mod hinanden, for at få det sidste snavs væk.
Til sin overraskelse, var han selv blevet forbrændt. Han vaklede lidt rundt, og fandt hurtigt vej over til Brutus der kom ham gående i møde. Han lagde sig henover ryggen på tyren, i smertetilstand. Hans magi var ved at slippe op, og hans dårlige tilstand havde fået ilden til at give ham småforbrændinger rundt omkring på den bare hud.

Der gik ikke mange øjeblikke før tyren var på benene og i fuld fart på vej mod Borgen. Samson så sig ikke tilbage.

I lang tid virkede det som om Kamatayan ikke var andet end blot aske og knoglesplinter. Det eneste virkelig synlige bevis på at han havde været der, som kunne identificere ham var den smukke le, der lå et godt stykke væk fra brandtomterne. Det gik vel godt en halv time før der skete noget synderligt i denne underlige blodige nat. Det var helt tyst nu. Ingen larm overhovedet. Kun uglens sagte tuden i skoven. Alt åndede fred og ro igen.

Pludselig begyndte noget at ske med asken. Af og til havde en stille brise pustet til asken og spredt den lidt, men det der skete nu var noget helt andet. Langsomt begyndte asken at hvirvle op og danne en solid søjle af aske. Der var ikke en vind der rørte sig, men det virkede til at der pludseligt var blevet dannet en tornado i den døde engels aske. Større stykker, som splintrede knogler begyndte at slutte sig til den grå søjle af aske. Afrevne fjer og pletter af blod, der kunne findes rundt omkring af englens kom også flyvende hen mod søjlen, mens det hele hvirvlede hurtigere og hurtigere rundt om sig selv. Da det hele blot virkede til at være en stor masse begyndte den at tage form. Det begyndte at ligne et menneske, og efter et stykke tid kunne man se at det var en mand, og så dukkede vingerne frem af askefiguren. Store sorte fjedrede vinger. De strakte sig ud i sit fulde vingefang på godt fire meter. Farve begyndte at komme til. En bleg nærmest hvid farve, og til sidst stod Kamatayan på jorden fuld af liv, hvilket havde virket fuldstændig usandsynligt at han kunne overleve sådan noget. Han havde heller ikke overlevet. Han var blot vendt tilbage fra de døde. Han vaklede lidt på stedet. Han var utrolig træt. Hans krop var nøgen. Tøjet var brændt væk. Det var ikke noget der groede tilbage. Det var tøj, ikke noget af ham. Hvis det stadig havde været der havde det været noget andet. Han faldt på knæ og støttede sig med sine hænder. "Jeg vender mig nok aldrig til det." mumlede Kamatayan muntert til sig selv.

Han slæbte sig op at stå. Han skulle finde hvile, og hvor var det bedre end inde i hytten? Ganske vist var det lidt blodige omgivelser, men han havde sover værre steder. Han trak sig snublende hen mod hytten, faldt flere gange ned på den kolde jord. Det tog ham lang tid og mange kræfter, inden han sank udmattet om på den lille piges madras, som hun havde brugt mens hun levede. Han havde godt nok foretrukket den store seng, men den var desværre optaget af den døde familie. De skulle jo sove i fred nu. De var frie nu. Kamatayan sank straks i en drømmeløs søvn.

---

-

Det blev dag inden Kamatayan vågnede og var nogenlunde frisk igen. Han var stadig ikke særlig stærk. Han kunne ikke flyve. Det måtte blive en lang gåtur med mange pauser og hvil. Han skulle bare komme op til borgen så han kunne klæde sig på igen. Han ville nok ikke nå helt hen til borgen inden han kunne flyve resten af vejen, men det gjorde ikke noget at få gået nogle kilometer i den retning, så han ikke skulle flyve så langt bagefter. Han ville være svag i et godt stykke tid, men han gik udenfor med godt humør og et strålende smil. Han tog sig ikke af stanken der var begyndt at komme fra de døde. Sådan var døden jo. Det var forgængelighed. Kamatayan fandt sin le, så han kunne bruge den som vandrestav. Det ville hjælpe meget på energibesparelsen, og så kunne han gå lidt længere, og sikke noget vejr det var. Stor blå himmel, solen skinnede kraftigt og varmede den kolde jord. En skøn forårsdag. Det kunne da ikke lade være med at få en til at smile, selvom ens krop skreg af smerter efter genopstandelsen og var tappet for en god mængde energi, og man var splitterravende nøgen. Så kunne man bare mærke hvordan solen tog til i styrke, ved at lade de bløde solstråler kærtegne sin nøgne krop. Det var nærmest ophidsende så behageligt var dette vejr på denne dejlige dag. Kamatayan glædede sig allerede til at se Samson igen. Det skulle nok blive et underholdende møde. Han begyndte så sin lange møjsommelige vandring mens han fløjtede lystigt, med et stort smil på læben.