Da Xander bare står, uopmærksom og næsten paralyseret, pga. Carolinas berøring, skynder hun sig hurtigt at puffe lidt til hans ene vinge, så hun kan smutte udenom ham, så hun igen står "frit" og med en passende afstand fra Xander - ikke tæt nok til, at Xander vil kunne røre hende, hvis han blot strakte armen ud - men hun står ikke mere end en 2-3 meter fra ham(?). Hvis der ikke havde været mere tid, ville hun gerne have studeret Xanders menneskelige (og umenneskelige) træk, men der er ikke tid til dette. Selvom hun burde være det, er hun ikke længere bange for ham, for hurtigt kan hun høre usikkerheden i hans stemme, og det fryder hende lidt, at selvom han er hende fysisk overlegen, kan det indtil videre virke som om, at hun har overtaget. Hun trækker sit tæppe tættere omkring sig og roder sig lidt i håret, mens hun opmærksomt holder øje med ham. Carolina kender måske nu en af hans svagheder - det kan man jo aldrig vide, hvornår man har brug for.

Hun kan ikke lade være med at smile et skævt smil - det er ikke et direkte venligt smil, men så absolut ikke uvenligt. Måske en smule drillende? Det er i hvert fald et smil, der næsten svarer på Xanders påstand - et 'tror du selv på det?'-smil.
"Påstande og undskyldninger har De mange af," siger hun. "Hvorfor skulle jeg beskytte en kvinde, jeg ikke kender? De spurgte en gadepige, fik svar fra en gadepige ..."

Xander slår arrigt med vingerne, men Carolina er allerede smuttet forbi, - hurtigt vender han sig om, men bliver så en smule overrasket over, at hun bliver stående og ikke flygter.
Det lader til at hendes angst for ham er ved helt at forsvinde, og det gør ham ikke ligefrem glad.
Hun ville være så meget nemmere at få noget ud af, hvis hun var bange for ham - selvom det selvfølgelig gør tingene en anelse nemmere, at hun ikke er på vild flugt ned ad gaden igen.

Hendes smil resulterer blot i, at han bliver endnu mere vred. Hvor vover hun at drille ham på den måde?
Han tager et skridt hen mod hende: ansigtsudtrykket er vredt og truende, .. trods alt er han ikke bange for at gøre hende fortræd, hvis det er det, der skal til.
Det er dog efterhånden ved at gå op for hende, at hun sandsynligvis taler sandt.
At hun slet ikke kender Sala.
Dette bidrager ikke ligefrem positivt til Xanders humør, for han føler sig ærlig talt lettere ydmyget ved at blive snydt af en gadepige.
"I så tilfælde .. kan du jo passende hjælpe mig med at finde hende," siger han. Tonelejet er lavt og ildevarslende.
"Jeg gav dig trods alt ikke et varmt måltid mad for at du skulle snyde mig .."

Carolina ser en smule indgående på ham, da han vender sig mod hende. Han virker mere truende i sin adfærd nu, men hun kan ikke helt finde ud af, om det skræmmer hende. Han er en underlig én. Først hele denne ting med, at han henvender sig til hende, for at få information om én. At han tror på hende. Og at han nu er kommet tilbage i en ny, mere skrækindjagende form af ham selv. Faktisk er hun overraskende rolig, for selvom hun ikke er i tvivl om, at han ville kunne gøre hende ondt, vil han nok kun gøre det, hvis det bliver nødvendigt. Mange ville nok undre sig en lille smule over, at hun ikke flygtede fra Xander, da hun havde chancen - men Carolina er også selv lidt en underlig én.
Vinden hyler, og hun trækker tæppet endnu tættere omkring sig, men hendes øjne er vågne, og hendes blik er hele tiden på Xander.

Hans ord er for hende ret ildevarslende. Hvorfor skal hun nu hjælpe med at finde denne kvinde? Som om hun ville kunne finde hende bedre end ham, hun aner ikke engang, hvordan hun ser ud - men hun er ret sikker på, at disse kendsgerninger ikke bider på Xander (for det virker som om, at det først er gået op for ham nu, at hun helt og aldeles totalt har løjet..).
"Hvordan skulle jeg det?" spørger hun så blot med en hæs stemme og lader alle muligheder stå åbne. Det er ikke ligefrem fordi, hun har lyst til at hjælpe ham ... Slet ikke, når det er en tidligere lysets kriger, han forfølger, og efterhånden har hun fundet ud af, at han ikke har helt rent mel i posen. Men hvis det skal være på bekostning af Carolinas liv, er hun ligeglad med den anden kvinde. Selvom denne Salas tilstedeværelse i Krystallandet sikkert er mere ønsket end Carolinas: hun er jo bare en pige, der bor på gaden - hun bidrager jo ikke ligefrem til samfundet...

Hvorfor flygter hun ikke? kan Xander ikke lade være med at tænke, som han betragter Carolina, der står der og fryser med det slidte tæppe hyllet omkring sig.
Hun kunne snildt løbe ind i nogle smalle gyder, hvor han ikke ville have plads til at sprede sine vinger ud.
Måske tror hun ikke, at hun vil være i stand til at slippe væk.

Dog fornemmer han, at det igen er ham, der har situationen under kontrol.
Vinden hyler igennem den ellers så stille gade og gør natteluften bidende kold. Han kan begynde at mærke den nu, vinden, og det gør ham urolig. Endnu et tydeligt bevis på, at han er ved at blive svagere.
Og når forvandlingen helt hører op, hvad skal han så gøre af sig selv? Alene i en by, han knap kender..
Hvis Carolina ser ham være så svag, vil han næppe være i stand til at få hende til at hjælpe sig.

Han knytter hånden og mærker de kloagtige negle bore sig ind i håndfladen. Lidt endnu må han holde ud.
De store sorte vinger foldes sammen på hans ryg, imens det gule øje stirrer på Carolina uden en blinken.
"Din ven .. Topaz," siger han hæst. "Du bør kunne lokke det ud af ham .. "

Carolina bider sig i læben, da han nævner Topaz. Hvor kender Xander ham fra? Har han også udspioneret ham? Og hvad har han at gøre med den kvinde, som Xander leder efter? Hun har ikke lyst til at blande Topaz ind i det her .. Normalvis ville hun ikke tøve med at acceptere, men her er det en anden sag. Men hun kender ham jo slet ikke mere? Hvordan kan hun så tøve? Det irriterer hende meget, og det føles som om, at kulden når helt under huden på hende.

"Hvorfor skulle Topaz vide det?" spørger hun så, og håber, at hun kan få pejlet sig ind på, hvad han har tænkt sig med det. Under alle omstændigheder er hun ikke glad for at blande Topaz ind i det - det ville være meget lettere, hvis hun var afklaret med hendes følelser omkring ham. Hun er virkelig vred over at være glemt og såret, og hun ville næsten ønske, at hun ikke havde mødt ham igen. Det ville være nemmere, hvis han bare var blevet væk.
"Desuden er han ikke min ven," tilføjer hun lavt med sin lettere hæse stemme.

Et særlig koldt vindstød rammer Xander, og der går en lille rysten igennem hans krop. Han er ved at blive koldere .. effekten af drageblodet ved langsomt at forsvinde .. han må have noget mere!
Og forvandlingen .. han ved, at han allerede har trukket grænserne for dens holdbarhed for meget. Endnu en næsten umærkbar rysten går igennem hans krop, og han bider tænderne sammen.

"Jeg fulgte Topaz for at finde frem til dig, så bild mig ikke ind, at du ikke kender ham.." siger han hvislende.
Dette var en ny chance for Xander. Topaz ville aldrig afsløre noget om Sala overfor en person som Xander, men med Carolinas hjælp, kunne det måske lade sig gøre..

Det er mørkt her i gaden. Mørkt, koldt og tomt. Det er et stort held for Xander, at der ikke er andre til stede .. andre menneskers indblanden kunne uden tvivl give mange problemer.
En mand med Xanders skikkelse er typisk ikke ligefrem velkommen her i byen.

Han bevæger sig en lille smule nærmere hen mod Carolina. Hun ser svag ud, som hun står der: frysende med tæppet om sig.
Xander har ikke meget til overs for gadebørn.
Men de kan udnyttes.
"Jeg beder dig bare om at snakke lidt med ham og finde ud af noget .. Det er ikke fordi, jeg vil gøre nogen af jer noget ondt," siger han med sin lave, hæse stemme. .. Kun Sala .. indtilvidere..
Hvis Carolina har tænkt sig at snyde ham igen, er det derimod en helt anden sag..

Carolina kan jo ikke se, at Xander er ved at miste kræfter. Hun har et svagt håb om det, selvfølgelig, men hun ved det jo overhovedet ikke. Hun bider sig i læben, da Xander fortæller, at han fulgte Topaz - så han er blandet ind i det på en eller anden måde. Det gør hende ikke lige frem mere tryg ved situationen. Hun vil ikke have det godt med at snyde Topaz, men hun vil heller ikke selv komme til skade i det her.

"Det gjorde du sikkert ... Og helt sikkert du ikke gør noget.." fnyser hun blot og træder et skridt tilbage, da Xander går mod hende. Hun tror overhovedet ikke på ham og mistroen lyser ud af hende. Selvom det smerter hende at indrømme, ser hun ikke længere Topaz som sin ven - normalt ville hun ikke have noget i mod at angive de, der ikke er hendes venner - men med Topaz er det anderledes.
"Jeg vil ikke kunne få noget ud af ham, for hvis hun er så svær at finde - så er der jo nok en grund til det," svarer hun så og træder endnu et skridt tilbage. En løs lok i hendes knold blæser i vinden, og hun ser sig hurtigt om i gaden, for at se, om der er nogen - hvilket der selvfølgelig ikke er. Hun er jo (som altid) åbenbart nødt til at klare sig selv. Så må hun jo gøre det på sin egen måde...

Lige nu betyder Carolinas mistroiskhed ikke noget. Tidligere var det vigtigt, at hun stolede på ham, men da hun så valgte at lyve .. nu kan han lige så godt bruge trusler i stedet.
Han breder igen vingerne ud. De er store og sorte mod den mørke nattehimmel, og Xander ser nærmest dæmonisk ud, som han står der med vingerne, den skællede arm, det lysende gule reptiløje og hornet, der stikker frem fra hans mørke hår.

"Så må du jo bare prøve lidt mere ihærdigt,.." siger han hvislende som svar på hendes ord.
Han har ikke tænkt sig bare at lade hende slippe.
"Svær at finde er trods alt ikke umulig. Og du har måske lyst til at gøre en indsats, hvis det er dit eget liv, der står på spil.."

Carolina bider sig igen i læben, da Xander spreder sine vinger ud, og hun træder endnu et skridt tilbage. Hendes blik er hele tiden rettet mod ham, men det er langt mindre selvsikkert, end det har været. Da han fremlægger sit ultimatum, fortryder hun virkelig, at hun ikke var stukket af - det ville sikkert have været nemmere. Det er ikke altid, at det er en fordel at lyve, og hendes tidligere løgn fortryder hun også nu; det kan kun gå galt nu, for hun får sikkert ikke noget ud af Topaz. Ikke hvis hende Sala er så godt gemt, som Carolina tror, hun er .. Men hun kan ikke begynde at fortælle Xander om, hvad der er sket mellem hende og Topaz. Han ville, for det første, sikkert være ligeglad, men det ville for det andet også komplicere sagen yderligere.

"Ja," svarer hun så bare blot, da hun ikke rigtigt ved, hvad hun skal sige. Hun vil virkelig gerne vide, hvorfor det er så vigtigt at finde denne kvinde, og efterhånden har hun fundet ud af, at Xanders intentioner nok ikke er helt gode.

Et lille, nærmest tilfreds smil glider over Xanders læber. Ikke at det på nogen måde får ham til at se mere behagelig ud, idet det får ham til at blotte de skarpe hjørnetænder.
Nu er han ved at have Carolina, hvor han vil have hende.
Et vindstød rammer ham, og får ham et øjeblik til at ryste af kuldegysninger, men han bider tænderne sammen og prøver ikke at lade sig mærke med det.
Dette er ikke øjeblikket, hvor han kan tillade sig at være svag.

"Så har vi en aftale," siger han hæst til Carolina, og håber virkelig at det lykkes for hende.
Han har ikke lyst til at spilde mere end højest nødvendigt af sin tid på gadepigen .. hvis hun viser sig at være helt ubrugelig, kan det jo være, at han er nødt til at gøre alvor af sine trusler..

Carolina roder sig igen nervøst i håret og ser sig omkring - stadig ingen, som hun eventuelt ville kunne få hjælp af, hvis der skete et eller andet. Men som alle de andre gange, hun har gjort det, er der ingen hjælp at hente, og hun håber nu bare at kunne få rystet ham af sig, så hurtigt som muligt. At han bare er tilfreds med hendes svar og derefter forsvinder. Hun skal nok spørge Topaz, men hun tvivler, så hun håber også, at Xander aldrig finder hende igen.

"Ja," nøjedes hun igen bare med at svare, mens hun skutter sig lidt i kulden. Det kunne også være rart at finde et sted at sove, snart - når hun altså er sikker på, at Xander er væk. Og hvis hun da tør falde i søvn i kulden, det må hun lige finde ud af.

Xander nikker kort, tilfreds med hendes svar, og håber, at han har skræmt hende tilstrækkeligt til, at hun vil gøre, hvad han har bedt hende om.
At finde Sala er virkelig en opgave, der nærmest har vist sig at være håbløs..

Han træder et skridt tilbage fra Carolina. Nu kan han virkelig mærke kulden. Det er som om hele hans krop er ved at blive kold, og idet han vender sig bort fra gadepigen gennemrystes han af en voldsom hoste.
Han holder hånden til munden, og da han tager den væk igen, kan han svagt ane, hvordan den glinser af blod i mørket. Han har allerede holdt forvandlingen alt for længe, og det kan ikke var længe, før hans udmattede krop tvinger ham tilbage i sin normale menneskeskikkelse. Vingerne på hans ryg føles umådeligt tunge, og han kaster et desperat blik op mod himlen.

Kan han nå at flyve væk fra byen? Og hvor langt?
Han vil aldrig kunne nå helt tilbage til Mørkets Skov i denne tilstand .. men han har bestemt ingen intentioner om at blive her i nærheden af Carolina..

Carolina ved ikke, om hun har tænkt sig at gøre, som han siger. Det kommer an på, hvor meget hun skal presse Topaz - og ærlig talt kan hun for tiden ikke klare tanken om at være i nærheden af ham. Men hvis det gælder hendes liv, skal hun da nok gøre en god indsats. Eller bare gemme sig rigtig godt.

Hun bemærker hurtigt, at der pludselig er noget anderledes over ham. Han virker mere... svag? og da hosteanfaldet kommer, bliver hendes blik mere kynisk. Hun kan ikke regne ud, at det har noget med hans forvandling at gøre, men hun ved i hvert fald, at hun ikke har tænkt sig at hjælpe ham, hvis han får brug for det. For hendes skyld kunne han ligge sig til at dø foran hende, og hun ville stadig ikke gøre noget. Men så svagelig ser han nu heller ikke ud.

Xanders blik falder igen på Carolina. Nu ville han ønske, at hun virkelig var løbet sin vej..
Han kan ikke virke svag i hendes øjne, og der vil næppe være meget hjælp at hente hos gadepigen.
Hans eneste chance er nu at slippe væk i mørket, før hun lægger mærke til hans svagelighed.

Vingerne ser store og truende ud mod den mørke nattehimmel, idet han slår et par slag med den og stiger op i den kølige natteluft.
Hans åndedræt er tungt, og han kan mærke, hvordan hvert vingeslag er en anstrengelse.
Adskillige små grønlige skæl falder fra hans arm, idet han letter, og han mærke, hvordan forvandlingen begynder at ophøre.

Med en sidste kraftanstrengelse flyver han bort derfra.
Sandsynligvis når han ikke engang uden for bymuren - men det vigtigste lige nu er at komme på afstand af Carolina.

/out.

Da Xander er fløjet væk, ånder Carolina højt og lettet op. Også denne gang overlevede hun, og endda uden at gøre særlig meget. Skællene fra Xanders arm reflekterer i månelyset, og en smule undrende samler hun et stykke op, mærker den ru overflade mod sin hud, inden hun med et svagt gys lader det falde til jorden.
Hun ser sig omkring igen, hanker hurtigt op i sin rygsæk og skynder sig så væk med hastige skridt.