Hendes ord får ham til at se rødt, og han mister kontrollen over sit temperament. Et hvidt lys begynder at komme fra hele hans krop, og han løftes en smule op over jorden, hans hår blæsende i en kraftig bølge af den energi, der pludselig omgiver ham, og som langsomt vokser i omkreds. Han lægger hovedet bagover lige efter det hvide i hans øjne er blevet vnedt ud, hans øjne oplyst af energien, der strømmer gennem hans krop, og han brøler halvt af vred,e halvt af smerte over det, der sker med ham. Energikuglen vokser sig større, og det hvide lys omslutter ham helt og vil snart skydes ud i alle retninger og ødelægge alt på dets vej, inklusive Tula, hvis ikke der snart sker et eller andet.
Pludselig er han ikke helt så harmløs mere, og det burde hun indse. Hun burde kunne mærke bølgerne af energi, der blæser omkring i hele området.

George har ikke længere kontrol over angrebet, og energien bølger voldssomt gennem ham og koster ham en hel del smerter. Med opbyggelsen af alle sine kræfter får han rakt hånden frem mod hende, og en tyk mur af slyngplanter skyder op ad jorden foran hende og fletter sig sammen med lynets hast, indtil hun er gemt mellem halvanden meter af slyngplanter. Da han lige er færdig, opgiver han at holde energien tilbage, og hele kuglen eksploderer i et øresønderrivende brag, mens lyset står ud til alle sider og tilintetgører alt, der er omkring dem, inlussive den lille sø og nogle træet, der bliver sprængt til atomer. Selv slyngplanterne mellem dem eksploderer, selvom der er nogle længere stykker tilbage bagerst på muren end foran.
Da lyset er borte og eksplosionen er ovre sidder George på hug på det ene knæ på jorden og med en hånd mod sit knæ, mens han hiver efter vejret og ryster rimelig voldsomt. Kraftanstrengelsen har næsten tappet ham, og han er stadig drivvåd, og kulden går gennem marv og ben og får ham til at føle sig gammel. Så snart han kan, lfter han hovedet op mod det sted Tula står, og hans krøllede lokker falder tilbage fra hans blege ansigt, mens han stirrer hen mod hende. Hun burde have fået nogle knubs, men heldigvis har han ikke slået hende ihjel. Hun må være temmeligt chokkeret, men i det mindste havde han klaret at redde hende fra sig selv. Et rystende suk undslla ham af lettelse, mens han kæmpede sig på benene, selv tilsyneladende uskadt, skønt hele området indenfor en radiuas af en halv kilometer er smadret. Han ser hen mod de træer, hvoraf der kun står rester tilbage, og han rækker hånden frem mod dem og ser sorgfyldt til, mens han langsomt bygger dem op igen til det de var engang.

Tula er meget choket over hvad der sket og kan næsten ikk tro sine egne øjne. Alt er væk omkring dem. Hun står næsten helt stivnet, men smiler så overgivende, mens hun lukker øjnene og sænker hovdet lidt.
"Det må jeg sige. Jeg er faktisk imponeret"
Siger hun, mens hun langsomt går hen mod ham. Før hvor der var grønt græs, er der ikk andet tilbage end den brune og kolde jord. Da hun når hen til ham, kigger hun ham i øjnene, men hun stadig smiler. Tula ved at han ikk kan lide hende, men alligevel læner hun sig ind til ham og ligger armene om ham i et kram.
"Jeg bekalger min opførsel"
Havde hendes pirat venner hørt hende, var de flækket sammen af grin, men hun er ærlig og det kan høres. Vandet i George's våde tøj, begynder at fordampe og efterlader hans tøj helt tørt.

Han tør næsten ikke se på hende af frygt for, hun vil ægge ham mere ud end hun allerede har gjort. Lige nu kender han knapt sig selv, og han er blot glad for, han nåede at redde hende fra at blive sprængt til atomer ligesom resten af området. Han ignorerer hendes første ord, uhfligt som det er, men han er for rystet over sig selv til at sige noget. Da hun læner sig ind mod ham og omfavner ham, stivner han og står bare og stirrer forvirret ned på hende, men da hun undskylder, accepterer han. Han mærker sit tøj blive tørt og sukker lettet, før et lille smil rent faktisk fanger hans læber igen.
"Skal De se noget imponerende er det ikke mine kræfter til at ødelægge, men dem til at skabe, De skal se!" Han trækker sig forsigtigt fra hende og sætter sig på knæ, hvor han begraver hænderne i mulden, mærker sine fingre bevæge sig ned og jorden trænge ind under hans negle; en højst usædvanlig stilling for en adelsmand. Han lukker øjnene og koncentrerer sig, og overalt omkring dem begynder græsset at spire og gro fra hans hænder. Tæppet vokser i omkreds, indtil alt omkring dem er grønt og frosigt, selv søen, der nu er tom for vand, bliver dækket med friskt, grønt græs, og buske skyder deræst op flere steder, hvor de var før; vokser op fra resterne der var tilbage. Et lille støn af udmattelse kommer fra ham, og han klemmer øjnene hårdt sammen af den anstrengelse det koster ham, men han bliver ved indtil hele området er restaureret. Først da trækker han sine beskidte fingrer op fra jorden, finder et hvidt lommetrklæde frem og ofrer det for at tørre jorden af sine hænder. Hans ben skælver let, da han rejser sig, og han ligner en mand, der lige har udkæmpet en krig alene.
"Om noget er imponerende, er det den evne, ikke den anden, forbandet være den!" siger han alvorligt og er tydeligvis utilfreds med den.
"Deres undskyldning er godtaget," siger han så, som om han skulle have tid til at acceptere det, og han bukker elegant for hende, selvom det koster ham så mange af sine sidste kræfter, han nær vælter om.
"Jeg beklager blot, jeg nær skulle slå Dem ihjel for at komme dertil." Hans stemme var temmelig tør, og hans blik let advarende. Men nu var de forhåbentligt kommet til en forståelse.

Hun ser imponeret på ham, da han genskaber hvad han har ødelagt. Selv vinden passer ind i dette nyskabte billede. Det eneste hun mangler er søen. Havde han ikk været så hurtig, kunne hun selv have hentet vandet tilbage.
Hun lukker øjnene og ærker duften af det nye grønne græs og de nye udsprungne buske.
Selv om han forbander sine evne til at udslette, er den den evne hun er mest fanget af.
Tula er ikk meget for at skulle undskylde, men han havde jo redet hendes liv, så noget skyldte hun ham.
Da han næsten vælter forover ved at bukke for hende, griber hun fat om ham og støtter ham.
"Jeg sagde at jeg ikk har nogen opdragelse, men jeg kan dog se hvornår jeg har taget fejl. Jeg er glad for at du kan tilgive mig for min uretfærdige opførsel."
Hun har stadig ved ham og kigger ham ind i øjnene.

Han kan godt forestille sig, hun er mere fanget af hans evne for at ødelægge, værende hvad hun er, men han bemærker det ikke overfor hende. Han ved også af intuition, hun ikke er vant til at undskylde og føler sig en smule akavet overfor hende. dA hun griber om ham for at støtte ham, stivner han halvvjs igen, men kommer dog op at stå.
"Så De har en opdragelse et sted," drillede han med et skævt smil, "De har bare valgt at glemme den ... Ellers havde De ikke kunnet se det!"" Han kommenterer ikke på det sidst,e men er glad for ordene alligevel. Han bemærker, hun stadig har ved ham, men han føler sig for forbandet svag til at stå alene lige nu. Et lille øjeblik med hendes støtte, så skal han nok trække sig fri, som det sig hør og bør, men lige nu er det en velsignelse ikke at skulle koncentrere sig så meget om sin balance. Allerhelst satte han sig ned i det grønne græs, men det er ikke passende lige nu, hvorfor han bliver stående og roligt møder hendes blik.

Da de vælter, kommer han med et chokeret udbrud og falder hårdt ned på ryggen. Det i sig selv giver et stød gennem hans tre brækkede ribben, der ellers næsten var helet, men da hun lander ovenpå dem, høres et lille knæk, og han suger vejret ind i løbet af et halvt sekund, da smerten skyder gennem ham på ny, da de to af ribbenene får deres gamle skader brudt op. Han ser ikke selv hvor tæt, de er, da hans øjne er knebet sammen i øjeblikkets smerte, men snart tager han sig sammen og gemmer det bort under sin maske og får så øje på hende og hendes røde kinder. Han føler det kompromiterende i situationen og rødmer selv. Gudkseliv, tænker han, er hun ikke en kvinde af ædel byrd, der ville kræve hans hånd i ægtestanden for at komme så tæt på ham, som de ville have gjort det hjemme i England. Han tager forsigtigt et greb om hendes arme for at hjælpe hende op at sidde og derved få hende væk fra sine stakkels ribben.

Hvis Tula kunne blive flov, så var hun blevet det denne gang. Hun lader sig hurtigt flytte på sig, da hun ser at det gør ond på ham. Hun kravler lidt væk fra ham, da han har hjulpet hende op og væk fra ham.Tula ser George i øjnene og ser undskyldende ud. Hun virker slet ikk som den person som provokede ham for et øjeblik siden, men som en helt anden, skønt hun er den samme.
"E.. Er du okay?"
for hun stammet frem, da hun egentligt ikk har nogen fjerneste idé om hvad det var der skete. Det eneste hun ved, er at det umuligt kun kan være hendes skyld.

Han sætter sig selv op og lægger en arm om ribbenene, mens han trækker vejret dybt et par gange og rømmer sig let.
"E-en gammel skade." får han frem en smule stakåndet. "Jeg brækkede ribbenene for nogle uger siden ... I en kamp, det sidste er tilføjet med et skævt smil,d er er meget charmerende uden han er klar over det selv. Han trækker vejret dybt et par gange og kan mærke trykket mod sin lunge tage fra.
"Det har intet med Dem at gøre," tilføjer han, smilet tvunget lidt bredere og stadigt lige charmerende. Han sidder et øjeblik udmattet og bare betragter hende med en hånd på jorden bag sig, før han opdager, hans tøj er krøllet sammen, og af vane retter han på det, før han med et suk retter sig op og strækker det ene ben frem, så han ikk epresser mod ribbenet.

Det undrer George, hun rødmer så kraftigt, da han ikke er meget af en mand at rødme for og aldrig har været det, men han finder det meget smigrende og smiler roligt til hende, mens han tager endnu et par stærke, dybe indåndinger.
"JEg er bange for, jeg fuldstændigt har fået ødelagt Deres mulighed for at praktisere Deres evner," siger han bare for at sige noget og ser hen mod det, der engang var en sø. "Det beklager jeg." Han havde lyst til at forbande sig selv langt langt væk for at have mistet besindelsen sådan, og i sit indre var hans tanker allerede begyndt at straffe ham, hvor han selv ville tage over senere. Han følte meget for at gå på bunden af en flaske, men vidste med sig selv og sit tidliger emisbrug, han ikke ville være i stand til at stoppe ved en enkelt. Et tungt suk undslipper ham.
"Jeg er virkelig ked af det, der skete," sagde han tungsindigt og så pludselig ud til at være ældet betydentligt på få sekunder. Tydeligvis har han det dårligt med nær at have slået hende ihjel, for selvom det lykkedes ham at redde hende, så blev hun reddet fra ham og det var en tanke, han aldrig ville kunne glemme. Han ville altid huske dette møde af den grund, og det ville altid veje tungt i hans hjerte.

Da George ud af ingenting pludseligt undskylder igen, bryder hun ud i grin. Ikk fordi han undskylder, men måden han starter samtalen på. Hun kan slet ikk lade være med at grine i noget tid. Da hun langt om længe endelig kommer til sig selu igen ryster hun på hovedet.
"Du skal ikk undskylde."
Hun giver ham et frisk smil og et sikkert blik.
"Jeg bad selv om det, gjorde jeg ikk."
Hun sætter hænderne bag ryggen og læner sig bag over, så hun kigger op i himlen. Hun sidder lidt og kigger, men lader så igen blikket falde på ham.
"Men tak fordi du alligevel afskærmede mig."
Det ligner slet ikk hende at være så venlig over for en fremmede, som oven i købet havde prøvet at slå hende ihjel.

Hendes latter forvirrer ham en smule, da han stadig ikke har lært at grine ad sig selv og ikke kan se hvad, der er så morsomt, men han lader som ingenting og lader hende grine ud.
"Det var nu også mest for bare at starte en samtale," indrømmer han let rødmende og ser væk et øjeblik, før han trækker skævt på smilebåndet og ser på hende igen. Det charmerende smil er tilbage, og der er et underholdt glimt i hans øjne.
"Det gjorde De, men det er ingen undskyldning fra min side! Modsat Dem er hele min barndom en stor opdragelse, og jeg burde vide bedre end at lade nogen ægge mig." Han sukker let og følger hendes blik op på den klare stjernehimmel, før han ser ned, mens hun taler og møder hendes blik. Han ser en smule overrasket ud.
"De troede vel ikke, jeg havde i sinde at udslette Dem?" spørger han forbløffet og tjekker så sig selv. "Nå ja, det så sådan ud en overgang. Det tog mig lidt tid at få kontrol nok over mig selv ... Jeg håber ikke De kom til skade? Var muren tyk nok?" Han har længtes efter at stille de spørgsmål til hende, og nu fik han muligheden og ville ved Gud ikke forspilde den!

Hun fanger med det samme at han rødmer og bidder sig i selv i underlæben da hun igen ser det carmerende smil han kan lave. Hun kigger ned i jorden, men kun ved at flytte bilkket.
"Selv om jeg har været ved at dø mange gange, har jeg aldrig været bange for at dø. Hvis det er min tur, så er det min tur. Oss selv om at jeg da ikk har lyst til at dø. Men du må forstå.. Vælger man at leve et liv som jeg har, så er der ikk plads til frygt."
Han vil kunne høre at hun mener hvert et ord hun siger. Men ja, hun troede at han ville gøre det af med hende, i et kort øjeblik.
Hun ligger en hånd på hans den ene og kigger ham i øjnene.
"Jeg er fuldstændig uskat"
Hun laver et lille frækt blik til ham, med et frækt smil og et blink med det ene øje.

Han ser bedrøvet på hende, hans smil falmet til en lille trækning i den ene mundvig.
"Selvom man ikke frygter døden er det et spild af liv! Og selvom De har valgt et liv som De har, så er det stadig en skam at dø over en fornærmelse!" siger han fast og betragter hende roligt. Der er en verdenskloghed i hans blik, der ikke tilhører en på hans unge alder, men det er tydeligt i det øjeblik, han har prøvet en hel del fra livets side, der har tæret ham indvendigt. På trods af hans polerede ydre har denne sjæl kendt megen tortur og mange pinsler, og alt sammen lyser ud gennem hans mørke, brune øjne.
Da hun lægger hånden over hans, ser han ned på dem et øjeblik, før han igen møder hendes blik.
"Det er jeg utroligt glad for at høre!" siger han smilende, men smilet blegner lidt ved det blik og smil, hun sender ham, og han bliver lidt stiv i det igen, som om han pludselig husker den maske, han halvvejs har lagt for hende. Han overvejer at fjerne sin hånd, men det er en uskyldig gestus, og han vil ikke fornærme hende, nu de endelig er kommet på talefod.

At hun rejser sig så brat og ser på ham på den måde, hun gør, overbeviser ham om, han alligevel har fornærmet hende, selvom han ikke kan sætte fingeren på hvordan, og han er lidt forvirret. Han prøver først selv at komme på benene, men er for svag og tager imod hendes hjælp en smule utilfreds med sin egen svaghed. Han kommer på benene med så lidt hjælp fra hende som muligt og er glad for at mærke sine ben lidt stærkere under sig.
"J-jeg beklager," mumler han uden at vide hvad, han helt skal beklage, han har gjort. Han håber bare, hun forstår og lader det ligge. Han kan ikke lide det triste udtryk i hendes øjne.

Tula sender ham et kort smil da han undskylder over for hende, men det forsvinder hurtigt igen. Da han endelig kommer på benene, stiller hun sig forsigtigt ind til ham, med armene rundt om ham og hendes hoved ligger hun blødt på hans skulder. Hendes krop bliver fyldt med en varme som hun ikk har oplevet på samme måde før. Tula bliver stående på denne måde, men en uden at være klar over det, falder en tåre på hendes kind. Hun er ikk forelsket i ham, men hun kan lide at være tæt på ham.
"Du skal ikk beklage for noget.. Du har intet gjort."
Hun stiller sig foran ham, stadig med armene om roligt om ham, så det ikk gør ondt på ham.
"Jeg kan lide dig, det kan jeg virkelig.. Men det er ikk tilladt for mig, at nyde dit selskab."
Tula ligger en hånd på hans ene kind og selv om hun ved at han ikk vil have det, kysser hun ham halvt på munden og på kinden. Hun træder et skridt tilbage, mens hun kigger ned i jorden. Hun trækker kort på smilebåndet, men vender sig så for at gå.