En lille glæde begyndte at brede sig i ham da hun hilste på ham. Selvom det hele var meget falsk var det bedre end blodsudgydelse. Imens han bevægede sig tættere på så han reaktionen fra Keetah. Først forvirring, så vrede.
Da blikket fra den lille pige ramte hans øjne begyndte hans indre at grine højlydt. Han var ved at begynde at grine over hendes paniske forsøg på at komme fri. Men han stoppede ikke op. Forsatte roligt imod dem med et venligt smil. George begyndte at se mere ud som hun og hans paniske spørgsmål fik Guden Marduk til tydeligt at fortså der var mere. Knægten kendte hendes rigtige navn! Da han var omkring 2 meter fra hende stoppede han så op og satte sig ned. Igen fik han øje på knægten og forstod hans blik. Som svar sendte Guden Marduk et blik der skulle berolige George. Har du problemer? spurgte han så med bekymret stemme og kiggede undrende på Keetah inden han lod massen gå tilbage til sin usynlige og gasagtige form som var den mest behagelige form. Hun var nu fri og kunne prøve at stikke af. Prøve i den reneste form der fandtes. Alt hvad hun kunne gøre vil være et forsøg. Det vil kun lykkedes hvis han gav hende lov. Hvad han skulle stille op med George sad han og undrede sig over. Måske en lille straf. Men knægten var jo alligevel en god knægt. Nu var det kun at vente på hendes træk. Guden Marduk tænkte om han var for ond overfor hende men skød tanken væk igen. Hun kunne bare havde præsenteret sig på en respektfuld måde.

Izilarnas blik blev mere og mere skarpt som kæmpen kom tættere på hende, hun brød sig bestemt ikke om hans attitude og slet ikke om de tanker han gjorde sig, det var så tydeligt at han frydede sig overfor hende, hvilket igen fik hende til at antage den afslappede stilling, med korslagte arme, og vægten på det ene ben, selvom hun til hver en tid var parat til at springe i sulet på ham, såfremt at han kom tæt nok på til, at hun kunne nå ham for hendes fodlænke.
"Jeg håber du får noget ud af det!" knurrede hun så i retning af ham, og kneb de orangegule øjne sammen imod ham, idet han satte sig ned.
Dernæst vendte hun kort hovedet imod George, der tydeligvis heller ikke var den mest populære hos den rasende kvinde "Tjo, jeg var ude for at hente nogle af mine ting, jeg ikke kunne slæbe med til byen!" knurrede hun fortsat, som svar på hans spørgsmål. Dette svar var dog til forskel fra mange andre der kom fra hende, ganske sandt, hun nævnte blot ikke hvorfor hun ikke kunne have sine ting med til byen.
Kort strøg hun en hån igennem håret, og samlede det i en tyk hestehale, som hun bandt sammen med en kraftig lædersnor, denne handling foregik ganske eksplicit, men der var en mening med galskaben, for på trods af at det løse hår normalt hjalp hende enormt med at falde i med omgivelserne (når hun brugte sin evne vel at mærke) var det umuligt at kæmpe nærkamp med hvis det var løst, ikke at Izilarna håbede at det ville komme dertil, men det var bedre at tage alle forbehold.
Idét den massive masse gav slip på hende trådte hun et par hurtige skridt bagud, mens hun holdt øjnene fæstnet på Marduk, hvis hun kunne tage 6-7 skridt mere kunne hun nå en tyk gren fra et stort træ, som hun kunne springe op på, forvandle sig, og forsvinde hurtigere end mange regnede med

George lader sig berolige af Marduks blik og slapper ganske af igen, mens han betragter Izilarna, som han faktisk ikke kender navnet på, bakke nogle skridt. Han er dog ikke i tvivl om, hun hvert øjeblik, det skal være, kan hoppe på Marduk, og han er faktisk klar til at lægge sig mellem dem fysisk for at forhindre en kamp.
Izilarna ser rolig ud, men selv George kan fornemme hendes uro - hvem ville ikke være urolig i en situation som den, hun var i? Og hvis Marduk virkelig besluttede sig for at gå i kamp mod hende, var han bange for, han ville knuse hende helt. Ikke at han kendte kvinden ret godt, men det gjorde ham alligevel ondt at en skabning skulle lide overlastpå grund af noget som formaliteter og høflighed. Han havde alt for tit set dette hjemme i England, g det samme i Krystallandet, hvor folk faldt i gemæng over de mindste forskelligheder.

((gah det er svært, føler mig lidt som et tredje hjul lige nu))

Keetahs bevægelser væk fra ham var næsten humoristiske og hendes knurren var som en killing der ville vise sig stor. Da hun svarede på Georges spørgsmål virkede det rent faktisk til at være sandt, på trods af hun nok hellere vil lyve. Måske var det at sige sandheden i sig selv en løgn. Det var heller ikke vigtigt. Guden Marduk så tilbage på knægten for at se hvordan hans reaktion vil være. Men det virkede passivt som så meget andet han havde reageret på. Selvom George ikke eksplicit viste at han følte en vis ubehag ved hele situationen, kunne Guden Marduk føle det. Lidt ødelæggende for ham selv at knægten ikke var på toppen. Hey George. Ingen grund til panik. Jeg er en god... Han tav lidt. Skulle han sige sin race? En god person. valgte han så og smilte til George inden han igen flyttede blikket til hende den unge, uhøflige kvinde. Pige måske. Det betød ikke så meget. Hvad skulle du inde i byen da? smilte han så til hende som måske virkede provokerende fordi han ikke længere viste sin vrede. Faktisk var der heller ikke mere tilbage af den. Hun havde givet ham sit navn og det var alt han ville høre. Hendes bevægelser var ikke længere af frygt eller sikkerhed. Hendes skridt var for præcise og målrettet. Det var heller ikke længere frygt for hun skulle ædes af Guden Marduk. Det var en flugtplan hun havde lagt. Det ville være synd hvis hun ville flygte fra dem. Nu havde de jo lige lært hinanden at kende. Hans blik flakkede rundt for at finde hendes flugtvej men der var mere end 3 mulige veje og chancen for at vælge den rigtige var reduceret. Så alt han kunne gøre lige nu var at vente til hun prøvede at flygte. Han var meget hurtigere end hende. Og så kunne han stoppe hende med en lille væg. Tanken behagede ham og han følte sig underholdt ved den. Igen begyndte Guden Marduk at reflektere over det hele. En lille tanke strejfede ham, det var længe siden at en sky havde passeret deres plads. Måske vil hun udnytte den næste til at flygte. Så i ren forberedelse fulgte han hurtigt himlen for at se den næste sky.

Izilarna stirrede fortsat på kæmpen, et øjeblik sendte hun en kærlig tanke til den pæne herrer, han var vel i egentligt grunden til at Marduk ikke var sprunget i sulet på hende fra starten af. Langsomt fortsatte hun med at bakke bagud til hun stod et sted, hvorfra hun ville kunne sætte af, og forhåbentligt forsvinde.
"Jeg var inde for at købe nyt tøj!" sagde hun så, denne gang var det dog væsentligt mere tydeligt, at hun løj så stærkt som en hest kunne rende, der var dog en mening med galskaben og hun fortsatte "Ellers var jeg inde og røve og hore, hvad vil du helst høre Marduk?" spurgte hun så, inden hun tiltede hovedet en anelse på sned, endnu med det kække smil spillende på de røde læber, der langsomt blev en kende mørkere, den opmærksomme ville opdage, at huden ved hendes hænder og fødder begyndte at sortne en smule, som resten af hendes krop nærmest blev svøbt i noget der mindede om skygge.
"Om ikke andet har det været en fornøjelse D'Herre..." grinede hun kort, og gjorde et dybt buk, "Jeg byder jer farvel!" sluttede hun med den nu for alvor hæse rustne stemme, som hun satte af på jorden, i spring efter den gren hun for længst havde udset sig, som hang omkring 3 meter over jorden, hun var udemærket klar over, at der var tale om en hurtig flugt, hun kunne ikke gå i ét med sine omgivelser når hun havde tøj på, og hun havde ikke i sinde at tage det af, ikke nu i hvert fald.
Idét hun nåede grenen, satte hun hurtigt af, i spring imod det næste tre der førte ind i skoven, takket være hende forvandling lod den hende springe utroligt langt med en enorm styrke, og kun det kvikke øje ville opfange hendes fuldkommen forvandlede form. Forhåbentligt havde hverken Marduk, eller den unge gentleman flere kort i ærmet

"Det ved jeg, De er," siger han roligt til Marduk og sender ham et taknemmeligt smil, da han skifter over i en mere høflig, omgængelig tone og adfærd.
Men George bliver ganske chokeret over hendes manglende respekt, og hans mund glider let op, da hun håner dem, før hun springer op i et træ. Han knæler hurtigt med en hånd på jorden og finder ud af hvor, hun er, og han sender en slyngplante af sted for at gribe om hendes ankel. Nu har selv han fået nok!
Hans slyngplante flyver af sted med kun et lille vink med en finger, mens han selv roligt rejser sig op igen og ser mod det sted, han kunne fornemme på naturen, hun var på vej hen, med rynkede bryn og en særdeles alvorlig mine omkring munden. Det er sjældent han mister sin tålmodighed, men lige nu er det sket som lynet fra en klar himmel.

Med knægtens ord og forståelse fik kvinden hans opmærksomhed. Selvom hun var en sær lille en prøvede hun stadig at bide fra sig. Selvom hendes ord skulle være ren provokation for ham og George virkede det ikke. Hun var ikke længere i stand til at røre Guden Marduk. Hun fortsatte med sine provokationer. Røve og hore. Det lød som hende han havde mødt som en af de første på denne planet. En hidsig og vild kvinde der sagtens var ham selv værdig. Tanken om hende fik hans blod til at flyde rundt i kroppen og pulsen steg. Mon ikke de skulle mødes igen? Nu hvor han tænkte på hende kom han i tanke om de aldrig havde udvekslet navne. Ingen anelse om hvordan han skulle finde hende men der var vel flere som kendte hende. Hun var jo ikke ligefrem en usynlig kvinde. Med tanken om usynlig begyndte Keetah at flytte på sig. Præcis som han havde forventet og forudset. I takt med hendes krop bevægede sig kunne han hurtigt se hvilken gren hun ville vælge. Men han blev siddende og ville lade hende slippe. Han havde planer om at finde en vildere kvinde. Med blikket låst på hende imens hun smuttede så han hendes forvandling ske men ikke den fulde forvandling. Det der fjernede hans opmærksomhed var George der pludselig satte sig selv i bevægelse. Det var noget uventet. Knægten havde knælet med en hånd i jorden og Guden Marduk var ved at tolke det som til ham men med nogle flere bevægelser var det tydeligt at George havde andre planer. Ansigtet var noget forvandlet fra hvad han var vant til. George virkede til at være alvorlig. Knægtens øjne kiggede imod det punkt hvor Keetah havde flygtet og Guden Marduk's fulgte efter. Lyden af noget der bevægede sig der inde, fangede hans øre. Hurtigt rejste han sig op og så tilbage til George. Dig? spurgte han retorisk og satte i gang mod stedet der sikkert rummede mere viden end han besad på nuværende tidspunkt.

Izilarna sprang så hurtigt hun kunne fra træ til træ, og da hun nåede til nummer 5, smilede hun og åndede lettet op, tilsyneladende ingen forfølgelse, så var det i hvert fald sket nu. Men hendes glæde var kortvarrig, for omkring 50 meter fra de to tosser, mærkede hun noget, der snoede sig om hendes ankel midt i et spring, og trak hende mod jorden.
"Ungh!" den anstrengte lyd blev slået ud mellem hendes læber som hun ramte jorden, heldigvis havde faldet ikke været mere end 5-6 meter, og takket være hendes styrke og smidighed klarede hun nogenlunde at lande ordentligt, dog skar en smerte sig endnu vej igennem hendes led som hun ramte jorden.
De orangegule øjne blev knebet sammen til små sprækker da hun fik øje på hvad der havde hevet fat i hende, og med et hurtigt og præcist lyn svitsede hun den stædige slyngplante over, hvorefter hun rejste sig, ømmede sig kort, og vendte derefter opmærksomheden imod Marduk der kom nærmere og ligeledes George, som havde startet det hele, hvorefter hun i et taktfast niveau begyndte at gå imod den lille mand.
"Prøv at hør her din snotforkælese overklasselus, jeg har andre ting at tage mig til end at lege katten efter musen med dig, men når du nu så pænt insisterer!" knurrede hun hæst, og tog to lange spring imod ham, hvorefter hun fortsatte den normale hurtige gang, mens hun slog de lange kløer imod lårene i en let rytme, hvis han troede at han kunne rende om hjørner med hende, kunne han godt tro om igen.
Da Izilarna var omkring 10 meter fra ham, sendte hun et lyn imod ham, det hvislede igennem luften med en sygelig lyd, i sig selv var det ikke nok til at slå ham ihjel, del ville faktisk dårligt nok forårsage nogen skade, det ville bare gøre virkelig virkelig ondt

George havde egentligt bare tænkt sig at give hende en mundtlig reprimande, men det var vist for sent nu, og han skammede sig over at lade sin vrede få tag i ham. Men lige nu havde han andet at tænke på; et lyn kommer mod ham, og han løfter hånden i modværge og sender en kugle af energi mod det af ren og skær refleks. Kuglen og lynet mødes omkring en meter fra ham og eksploderer, da de to energier mødes.
"Jeg har fundet mig i en hel del fra din side, Keetah," siger han barskt, "Mange fornærmelser og megen hån, men nu er du gået over stregen!" Han glemmer helt sine manerer, mens han stiller sig kampberedt med let adskilte ben.
"Min tålmodighed har været stor, men ikke mere nu! Og skal det komme til kamp for min ære, så må det blive kamp!" Han skæver end ikke til Marduk, der af alle burde vide, George ikke er i stand til at vinde denne kamp. Med to brækkede ribben og uden viljen til at skade et andet væsen, ser det ret sort ud for ham.

Keetah lå der på jorden og virkede ikke synderligt begejstret for det. Med et lysglimt så blev hun fri og rejste sig igen. Guden Marduk fandt det lettere morsomt og kiggede tilbage på George der igen og stadig så meget alvorlig ud. Det var ikke en god tilstand at kæmpe i på trods af hans forspring. Kvinden begyndte at råbe mod knægten og det hele så ud til at ville eskalere i en kamp mellem de to. Trods George så alvorlig ud virkede han alligevel overrasket over Keetahs lidt mere fysiske tilgang til sagen. En lyd fra Keetah blev starten på kampen; imens han vendte sig, aktiverede han evnen der vil få alt til at gå langsommere, om for at se hvad lyden var. Men inden han havde fået vendt sit hovede helt skød et lyn forbi hans øjne og Guden Marduk blev blændet i et kort stykke tid. Lynet var tiltænkt George der besvarede angrebet med en kugle der ramte lynet og fik en mindre eksplosion til at rive rundt i luften. Evnen blev nu fuldt aktiveret, adrenalinen pumpede i kroppen og hænderne sitrede. Først vil han prøve med verbal magt. Og hvis det ikke virkede måtte det blive fysisk.
Imens han trådte et skridt tilbage begyndte George at tale og stille sig klar til kamp. Knægten vil ikke have en chance for at vinde. Muligvis holde hende hen i noget tid men hun var langt friskere end han var. Og Guden Marduk nåede at registrere at han nævnte det falske navn. Måske kendte han ikke hendes rigtige navn.
Med sin korrekte placering, så de begge havde fuld ørenlyd, råbte han af sine lungers kraft med en stemme der virkede til at rive huller i luften. Ingen i en omkreds af 200 meter vil kunne undgå at høre ham. Mindst af alt de 2 børn der ville slås. HOLD INDE! Var en tydelig indikation til kampen ikke skulle fortsætte med hans bevilling. Nu var det at se om de lyttede eller fortsatte deres tåbeligheder. Hvis de ikke stoppede vil Guden Marduk få dem til det. Kvinden kunne godt, modsat knægten, godt tåle nogle knubs fra ham selv. Hvis de ikke stoppede vil han sætte sin masse til at blokere for George og hans evne, selvfølgelig ikke hans planteevne, så der ikke vil kunne blive en fysisk kamp mellem dem. Imens vil han så løbe mod kvinden og prøve at takle hende imens hun var i luften. Det ville nok blive et godt stød men det ville vise tydeligt hvem der bestemte. Tik tak tik tak tik tak. I slowmotion bevægede børnene sig, hvornår vil de reagere på hans råb? Gik der virkelig så lang tid fra øre til hjerne til motorik? Åbenbart. De reagerede stadig ikke. Tik tak tik tak.

Izilarna fortsatte sin gang ubesværet og målrettet imod George, Marduk var for hende vand som situationen var nu, også på trods af at han var ret stor og åbenbart havde fået en fornemmelse af, at han kunne kontrollere solen og månen, der kunne han godt droppe, var der en der ikke skulle kontrolleres.
"Din ære? Hahaha! Næh nu har jeg aldrig, man vinder ingen ære af at fise rundt i flæser og ridebukser!" knurrede hun fortsat, og skulle til at smide endnu et voldsomt lyn efter ham, da Marduk råbte efter dem, men Izilarna var ligeglad, han skulle blande sig udenom, det har var hverken hans kamp, hans ansvar eller for den sags skyld noget som ham ham ved.
Izilarna kastede et kort blik på Marduk, men fortsatte så sin trav imod George, hvor hun sendte tre mindre lyn hurtigt afsted efter hinanden, igen var de hverken dødelige eller sårende, men et ordentligt rap efterfulgt af en snurrende smerte ville klart dukke op, hvis man blev ramt.
Kvinden kneb de gullige øjne sammen imod George, hendes indre dyr havde taget over, og det var hans egen skyld at han nu kom til at ligge under for det, hun blottede de spidse hvide tænder der udformede sig i form af fire spidse hjørnetænder i over og undermund, hun kunne ikke vente med at bide den første luns af hans spinkle adelsherrekrop, det han havde gjort havde været så ualmindeligt dumt!

George hører Marduk og stopper op. Tydeligvis er det ment meget alvorligt, og George retter blot ryggen og skyder brystet frem, mens han modtager de tre lyn mod skulder, bryst og mave uden at fortrække en mine. Men det svider, det brænder og det gør ondt, og han har lyst til at udstede en høj ed og flå jakken, der er blevet svitset, hvor lynene har ramt, af i håbet om at fjerne smerten. Heldigvis for ham var jakkens stof tykt, så lynene ramte ikke så hårdt ind på ham, som de kunne have gjort, og han føler sig heldig.
"Du tror måske det er alt, jeg laver," snerrer han stolt uden at gøre mine til at angribe. "Men så er det godt bedre vidende væsner ved anderledes." Han ser på hende en kende fornærmet, en kende udfordrende og har ikke tænkt sig at gå videre med kampen, på trods af, det klør i hans fingre for at give hende en lærestreg. Men når alt kommer til alt, vil han alligevel aldrig kunne slå på en dame.

Endelig kom deres reaktioner efter en tid der virkede tæt på en evighed. På et tidspunkt forventede Guden Marduk rent faktisk at de havde ignoreret ham og bare fortsatte deres kamp. Men Keetahs reaktion var nær hvad han havde forventet. Hun ignorerede den verbale trussel fra ham og ville fortsætte mod George som modtog hendes skud uden at fortrække en mine. Tæt på. George havde forstået at kampen skulle stoppe, Keetah havde ikke. Og nu var det på tide at gøre noget. Hun satte i et spring efter George og blottede sine tænder. Pigen virkede meget dyrisk og vild nu.
De havde talt til hinanden men deres ord var blevet trukket ud over en så lang mængde tid at Guden Marduk ikke koncentrerede sig om det. Det var nok alligevel blot provokationer og nye verbale angreb som alligevel ikke havde nogle reel virkning på kampen. Keetah og George var skråt til venstre og ca 8 meter fra ham.
Når evnen var aktiveret medbragte det en masse komplikationer med virkeligheden. Alt virkede ikke længere til at være en konstant bevægelse men små ryk. Det var let at registrere men ikke noget der kunne påvirkes fordi rykkene lå så tæt og hurtigt efter hinanden. Men med en anden virkelighed begyndte realitet at miste sin betydning. Handling? Der var altid masser af tid. Så beregningerne blev konkrete. Guden Marduk sendte sin masse ind mellem George og Keetah for hun ikke skulle ramme ham. Denne gang fik massen en lilla farve og blev til en solid plade. I sine beregninger vil tiden før hun registrerede at massen var imellem dem, være ubetydelig for hendes reaktion. Massen vil skubbe hende tilbage ind i hans bane. Så satte han i bevægelse. Han begyndte at løbe mod et punkt bag hendes nuværende placering fordi beregningerne ville placere hende der efter hun var blevet ramt af massen. Selv hvis hun nåede at reagere og sætte i en ny bane vil det ske så langsomt for ham, at han sagtens kunne nå at ændre sin bane til at ramme hende. George var sikker mod hendes angreb. Guden Marduk var den nyeste og med sikkerhed den største trussel. Nu var han opsat på at lære Keetah. Muligvis om frygt og magtesløshed. En besynderlig tanke der faldt ham ind imens kroppen øgede sin hastighed til 40 km/t. En smule mere før kontaktflade mellem krop og krop. Selvfølgelig vil han ikke ramme hende med hele energien men nok til at ændre hendes bane og give hende nogle knubs.

Izilarna kastede sig vildt imod George, når hun først fik kløerne i den lille overklassesnop skulle hun rive ham i så mange strimler at ingen lært adelsmand ville være i stand til at tælle dem.
De vilde orangegule øjne var fikseret på mennesket, Marduk var for hende luft og ganske ubetydelig, indtil at hun i sidste spring mod sit mål ramlede ind i en usynlig hård hinde, der forhindrede hende i at komme frem. Hun gav et anstrengt støn fra sig da hun ramlede imod det uventede væg, og efterfølgende blev trumlet ind i af den store kæmpe, der åbenbart følte for at blande sig.
Et voldsomt knas kunne høre idét hun ramlede ind i en busk, der stod nogle meter derfra. Noget anstrengt rejste hun sig, og sendte så Marduk et alvorligt og vildt blik der ikke kunne måles med noget af det der havde været set før, hun pillede kort en kvit ud af håret, før hun i et langt spring satte imod Marduk, og med en arm, langede ud imod hans brystkasse, i håb om at kradse hans bryst op med de lange skarpe kløer

George uregner hurtigt banen for hendes spring og træder til side med hænderne hævet foran sig klar til at modtage hende og skubbe hende bort. Også han er overrasket, da muren pludselig forhindrer hendes angreb, og han stirrer overrasket på Marduk, der tackler hende. Har Marduk tænkt sig at tage hans kamp? Det havde ikke været hans mening at skade hende, han ville bare have sagt hende et par ord, men han havde mistet kontrollen over vin slyngplante, der havde slynget hende i jorden, men alligevel var det ingen grund for Marduk så æreløst at bryde ind og gøre ham til skamme; som var han en lille dreng, der skulle beskyttes, og hans sammenligning bringer farven frem i hans kinder. Han skal til at irettesætte Marduk, da han kan se, Izilarna springer frem mod ham nu, og han vurderer situationen og forsger at udregne hvad, han burde gøre. Han er udmærket klar over, de to er stærkere end ham, men det har aldrig før fået ham til at flygte fra eller overdrage en kamp.

Da han ramte hende og følte hvordan energien blev absorberet af hende bredte der sig en underlig følelse af glæde i ham. Hun landede i en busk og Guden Marduk stoppede op og begyndte at trække vejret noget dybere end hvad han skulle efter at havde løbet en smule. Han havde følt energien blive tappet af ham som han havde ramt hende. Måske kunne hun suge energien ud af folk. Det galt om at være påpasselig i nærkamp. Erfaring fortalte ham hvordan hendes evne også var at sende lyn. Så hun havde både rækkevidde og nærkamp til at gøre godt med. Det blev en interessant kamp. Guden Marduk kiggede så på George som ikke så ud til at være glad for at hans kamp var blevet forstyrret. Egentlig havde Guden Marduk ikke noget imod George bare fik hans kamp igen men det var for kedeligt at sidde på sidelinjen og vente til George ikke kunne klare mere. Lyden af Keetah der bevægede sig ud af busken fik hans opmærksomhed. Egentlig havde han håbet at hendes reaktion havde været at trække på grund af den tydelige magtulighed, men intet virkede til det var tilfældet. Men det behagede ham på ny. Han vidste hvad der var ved at ske. Forvandling! Det måtte ikke ske. Han vil ikke risikere at nogle af de to børn kom til skade.
George måtte få sin vilje på trods af Guden Marduks modstand af det. For helved! Inden der var tid til at reagere fik Keetah lagt an til et angreb og prøvede at springe på ham. Men Guden Marduk satte en ny mur op mellem ham og Keetah så hun ikke vil kunne få fat i ham. Muren fik en kraftig lilla farve men var stadig transparent til en vis grad. Keetah, jeg må afbryde vores kamp. sagde han så højt nok til hun kunne høre ham. Du kan fortsætte din kamp mod George. Undskyld. fortsatte han så og begyndte at træde tilbage dog uden at vende ryggen til hende.

Izilarna, nu kendt som Keetah ramlede igen ind i den lilla mur, for hende var der kun ét mål ad gangen, og lige i denne situation var hendes opmærksomhed rettet imod den store Marduk der havde blandet sig. Denne gang havde hun dog været forberedt og på trods af den knap så elegante kollesion med muren, landede hun alligevel, tak sin uendelige smidighed på benene.
Hun pustede en hvid tot væk, og stirrede arrigt på Marduk som han kom med sin udmelding "Du er intet andet end et fejt dyr!" snærrede hun med den rustne stemme, inden hun spyttede efter ham i foragt, at han så meget som vovede på at blande sig i en kamp, og så smutte gik over hendes hoved. Kæmpen der tilsyneladende troede at han kunne tillade sig at lege mere voksen og autoritær end de andre to.
Et lille smil bredte sig på de kulsorte læber, inden hun vendte sig imod George, hun var slet slet ikke færdig med ham, og hvis hun fik lov at få gjort kål på én af de to tosser var hun ganske tilfreds.
En sydende lyd knitrede igennem luften som blå elektricitet begyndte at løbe ned ad kvindens arme, og ud mellem de lange kløer, hun gik to skridt imod George, og løftede så det en øjenbryn "Er du klar prinsemand?" spurgte hun knurrende, inden hun sprang imod ham mens hun langede ud efter hans brystkasse, det ville blive en kamp, som var hurtigt overstået

"Prins er at smigre mig, miss," siger han roligt efter at have betragtet hende og Marduk med stor overraskelse over Marduks handlinger. "Jeg er blot en simpel baron!" Med disse ord sætter han sig på knæ på jorden med største hast, og netop som hun skal til at nå ham, lader han sig absorbere af græsset under sig, så han ser ud til at forsvinde. Han tænker kort undrende på Marduks kommentar, før han dukker frem igen bag Izilarna, der er nået forbi ham nu, og han sender slyngplanter efter hende for at holde hende fast mod jorden.
"Det var ikke min mening at skade Dem, da jeg fastholdt Dem," undskylder han, "Men jeg havde hørt fornærmelser nok!" Slyngplanterne bliver ved med at komme, og de er tykke og seje. Han har i sinde at lade dem holde hende nede, mens han finder ud af, hvordan han skal klare sig gennem denne kamp.

Det var tydeligt at se Keetahs utilfredshed i Guden Marduks indblanding og den samme følelse var sikkert også gældende for George. Men det var den bedste løsning. Med Keetahs ord begyndte han at tænke imens evnerne faldt tilbage i deres normale tilstand og tiden igen begyndte at gå. Der var en underlig ulighed mellem den mængde tanker som Guden Marduk fik tænkt imens verden gik i en meget "hurtigere" hastighed. En mindre ulempe ved at have sin evne aktivt i længere tid. Han skulle til at fortælle hende hvorfor han trak sig men hun havde allerede vendt sin opmærksomhed mod George så det eneste der kom ud af munden på ham var et kort Det før han igen tav. Da hun skød lyn efter George satte han sig ned på jorden og lod sig studere kampen. Han ville både lære Keetahs bevægelser og kamprytme samt Georges. Det vil give ham en fordel senere på natten. Han vil ikke lade Keetah slå George ihjel men hun måtte gerne kæmpe mod ham. George undgik hendes lyn og gik i jorden før han dukkede op bag hende og skød slyngplanter efter hende. Det var sjovt at se hvordan intet havde frembragt en kamp mellem to børn. Hvis Guden Marduk havde deltaget vil det blive en sjovere kamp for ham selv. Men nu var han blot en observatør og tilskuer til kampen.
Han lod sin masse svæve omkring dem så han til hver en tid kunne bryde ind i kampen. Men massen var gennemtrængelig lige nu og farveløs. Uden at påvirke kampen havde han den største fordel. Overraskelsen. Han var glad for blot at kunne se de to børn lege. Smilet på hans læber viste mere end man kunne se. Han havde dæmpet sin forvandling og var nu i harmoni igen.

Izilarna sprang imod George, og lige henover ham, hvor hun landede, de gule øjne stirrede arrigt igennem luften, mens hun prøvede at kortlænnge hvor adelsherren befandt sig, igen skulle hun til at sætte af, da noget hårdt og sejt greb fat om hendes ene lægmuskel, blikket vendtes hurtigt ned imod jorden, hvor slyngplanten stædigt holdt hende fast.
en ny kom til og strammede grebet omkring hende.
På trods af hendes dyriske instinkt havde fået lov at dominere fuldstændigt var hun godt klar over, at hun skulle væk, inden der kom så mange slyngplanter til, at de ville være i stand til at jordbinde hende, som det dyr hun nu engang var.
Hun svang de skarpe kløer imod planterne, der efter en stædig kamp gav efter, og Izilarna satte igen af imod en større sten der stod ikke så langt væk.
Da hun fik øje på George snærede hun med en rå tone tone, så man kunne se alle de spidse tænder, kort overvejede hun om hvorvidt at det ville være smart at bare springe på ham, og flå ham levende, eller om et distanceangreb ville ende med at falde bedst ud.
Endnu engang sendte hun et lyn i hans retning, dette var dog ikke så harmløst som de første tre, hvis det ramte ville han højst sandsynligt dejse om, eller i hvert falde bagover med voldsomme smerter, alt efter hans stædighed.