Topaz sukker dybt og tager sig til hovedet. Han kan se hende for sig, som hun var dengang .. stædig .. udholdende .. og alligevel ville han bare passe på hende .. han kan se gaderne for sig, og han ved, at han kender hvert eneste lille hjørne og hver eneste smutvej gennem byen..
Han kan dog ikke fastholde minderne og hans blik falder på den nuværende Carolina, men han har en ubehagelig fornemmelse af, at være ved at blive sindsyg og ikke kunne finde ud af, hvad der er virkelighed, hvad der er minder, hvad der er nutid og hvad der bare er drømme..
Han trækker den beskidte kappe sammen om sig og fjerner en krøllet lok hår fra sig ansigt. Ansigtet er alvorligt - tænksomt.
Mødet med Carolina lader blot til at have skabt flere problemer, og han ved ikke rigtig, hvad han skal stille op med hende. Han kan ikke rigtig forlade hende igen, føler han.
Han var kommet til byen i håb om at finde ud af noget om sin fortid, - og det havde han så sandelig fundet. Og det lader jo til, at det er her, han hører til .. eller har hørt til.
"I sidste ende klarer vi os jo alle sammen .. livet går videre.." siger han til sidst, mumlende. Og ordene var vidst lige så meget ment til ham selv, som til Carolina.
Desuden ved han ikke rigtig, hvad han skal sige til hende.
Han ville gerne gøre op for det hele, men hun er træt af at høre på hans undskyldninger.
Og han kan jo ikke bare gå tilbage og være sit gamle jeg, - det som han har glemt. Han er ikke engang længere sikker på, at han har lyst til at være 'den gamle Topaz.'