Luca kiggede vuderende på barnet. Det var ikke svært for ham at regne ud hvad denne var ude efter. Lune var tydeligvis ikek tilfreds med at give slip på Luca hvis det vidste sig at være nøglen til at slippe af med Lunes mareridt, der, efter Lunes mening, tilsyneladende, var meget forfærdelige. Det var et valg imellem sin frihed, og underholdning. Begge havde stor værdi. Luca ville foretrække begge dele, men han vidste også at han måtte se nærmere på Lunes drømme. Det var simpelthen for interessant til at lade være. Luca smilte. Hvorfor bekymrede han sig så meget? Lune var et barn, hunrede gange yngre end Luca. Mon ikek Luca kunne vende det hele til sin fordel? Det var alt sammen et spørgsmål om formulering. Hvis væddemålet blev indgået på den rette måde... Eller en eventuel kontrakt blev udtrykt rigtigt... Så kunne Luca helt sikkert få tingene som han ville have dem.
Han smilte til Lune og nikkede. "Lad os da bare lege så," sagde han. "Hvilken salgs væddemål vil du indgå?" Han rejste sig op og gik med Lune. Han regnede med at denne måtte kunne finde sig vej hjem. Forhåbelig. Luca lod sig ikek mærke synderligt med Lunes mange skift, men morede sig bare. Lune var helt sikkert hans nye yndlings menneske. "Virkelig? Så spændende er fortiden nu ikke..." Svarede han og trak på skuldrene. "Jeg tror jeg ville rejse frem i stedet..."

Lune stoppede brat op, samlede et lille bånd op, som lå på jorden foran hans fødder..
"Det ved jeg ikke..." han lo igen, kiggede på båndet, som han derefter gav til Luca..
"Her... det er et lille egern.." sagde han med en mild, lidt barnlig latter.. Han havde igen tabt fokus, glemt hvad han ville og stod så stille lidt..
"Jeg kan ikke huske hvordan man kommer hjem herfra.." sagde han så med et tungt suk.
"Mine fødder fryser af..." sagde han dæmpet.. han lød bund ulykkelig.. Så lo han højt efter et lille sekund, hysterisk højt og satte i løb hen ad vejen... De små bare fødder var hurtige, han kom hastigt fremad, og Luca ville være nødt til at få benene på nakken hvis han ville følge med.. for Lune var satans hurtig!
Han løb... men han vidste ikke hvorhen.. hans blik var vildfarent, bange! Han flygtede, men han vidste ikke hvad han flygtede fra..
Han nåede hen om hjørnet.. løb afsted indtil han nåede til en stor bygning af tunge lersten.. bygningen var en bager, og Lune søgte direkte ind i hjørnet, hvor han sad på hug, tætpresset op af muren... hans vejrtrækning var hastig, nærmest panisk... Han var bange! kort havde han glemt alt om Luca

Luca tog imod båndet og betragtede det lidt. Et egern? Det var sandelig et barns fantasi han havde med at gøre her. Han sukkede. Hvis lune ikke kunne finde hjem herfra måtte han jo til at lede. Han skulle bare have noget at gå efter. "Hvordan ser dit hjem ud?" spurgte han, men nåede ikke at få et svar før barnet satte i løb. Han blinkde overrasket, men der gik ikke lang tid før han satte efter ham. Heldigvis var fart et af hans speciale. Ihvertfald om natten. Det var ingen sag at følge med og da Lune satte sig ned stod Luca straks foran ham med et venligt smil. "Blev du skræmt?" Spurgte han og bøjede sig ned til barnet. Han lod sine fingre glide igennem Lunes hår. Barnet burde få et bad når de engang fandt hans hjem.

Lune vuggede frem og tilbage.. panisk.
"De var der pludselig... alle sammen.." hviskede han..
"De følger efter mig, men kun nogengange.." hans arme trak sig krampagtigt sammen om benene, inden han så op på Luca med de blanke øjne.. det ene var tomt og fjernt, det andet lammet af rædsel... Men pludselig slog rædslen over i en høj latter, og han rankede sig op, tog nogle lette dansende skridt rundt om Luca.
"Hvornår tror De, at han kommer og henter mig? Tror De, at han bliver sur på mig? Det kunne være meget sjovt.." han begyndte så at nynne, dansede lidt rundt om sig selv og brød ud i en eller anden sang, som lige kom ud fra hans hjerne.. sætningerne gav ikke så megen mening, men det kunne høres, at Lune havde et sangtalent, skønt at han ligenu ikke gjorde sig umage.. han sang bare lavt, nærmest hvislende ind imellem, inden han, nogle få meter fra Luca, stoppede fuldkommen brat op, nærmest som frøs han til is.
Hans krop stod sådan, i få sekunder, inden han vippede nakken tilbage.
"Jeg kan nå månen.." lo han så blidt, rakte armen op mod himmelen, så hans hånd skærmede for månen, der stod og var halv fuld.
"Bare sådan... HAPS!" han lukkede hånden, inden han trak den ned til sig.. lo højlydt, ude af kontrol, mens han snurrede rundt om sin knyttede hånd, der nu var klemt ind til brystkassen.. Han snurrede rundt, som var der en akse sat ned igennem hans venstre fod, og hans hånd.
"Jeg kan bare tage den med mig.. så er jeg ikke alene.." lo han hysterisk.. men stoppede så brat op.. Nu huskede han alt om Luca, vendte fronten til ham og smilte varmt, kærligt og åbenhjertet.
"Jeg vil vædde på, at De ikke kan fjerne mine marreridt ved første forsøg.." sagde han med en uskyldsren lille latter.

Luca strøg overbærende den lille stikkels over håret, så længe rædslen nu varrede. Han behøvede åbenbart aldrig rigtig at skulle trøste Lune, eftersom denne kom sig hurtigere end vinden. Det ledte dog også til en del sidespor. Han sukkede lidt og kløede sig i nakken. Gad vidst om de ville nå hen til deres bestemmelsested før solopgang. Luca så tøvende mod horrisonten. Instenktivt vidste han hvor solen stod op. Som et stik af ubehag i hans underbevidsthed. Hvem end den person Lune blev ved med at tale om var, så var Luca allerede begyndt at lukke af når han kom op. Samtalen gav aldrig meget mening på det punkt. Først da Lune nævnte månen kigge Luca op. Ikke ovarraskende nok hang månen stadig på sin plads og badede gaden i det sælsomme lys Luca fandt så hjemmeligt. Han smilte til Lune. "Er du bange for at være alene?" Spurgte han, med en antydning af noget ondskabsfulgt i hans smil. Noget Luca indtil videre ikke havde ladet skinde igennem. De to sekunders distraheret kedsomhed havde givet ham lyst til at sætte fart over tingene. Heldigvis kom Lune da snart tilbage til emnet. Luca var allerede i et humør der lagde op til ballade, så da Lune foreslog et væddemål, kunne Luca ikke dy sig. "Ja så?" Sagde han, og smilte overlegent. "Lad os så sige, at hvis jeg kan, så tager du med mig og følger med helt indtil jeg bliver træt af dig." Luca brød sig ikke om at skulle binde sig til et sted, men hvis han kunne få det interessante barn med sig... Se det kunne være underholdende. Og helt ærligt, hvor slemme kunne et simpelt menneske barns mareridt være?

Lucas pludselige skummelhed, bed slet ikke fat i Lune.. han lo bare lidt.
"Alene? Ja.." han nikkede, inden han stoppede sin snurren.
"Hvis man er alene.. så kan man ikke føle sig elsket... Jeg har aldrig været elsket... tror jeg ikke.." han lukkede øjnene lidt.. Da Luca så sagde ja til væddemålet, voksede der et bredt smil over Lunes læber... han gik med faste skridt hen mod Luca, og et slesk smil hvilede over de smalle læber..
Han lod blikket glide op på den andens ansigt, hvor han blidt strøg to fingre op over dennes brystkasse.
"Men hvis De ikke kan, så skal De blive på mit mansion, som min tjener, og samtidig lære at fordrive marrerittene.. og gøre det hver nat." det sleske smil var udspekuleret, og ligenu virkede han underligt fokuseret.. nærmest som var han forvandlet... hans fingerspidser gled op over brystkassen, op til skulderen og op langs halsen.
"... De har en fin hud..." hviskede han dernæst, inden en lav latter begyndte..
"Hvordan mon den er at skære i?" spurgte han så, dernæst brød hans latter op i et hysterisk udbrud igen, og han satte i gågang hen ad gaden.. målbevidst.. han huskede ikke vejen til sit mansion, men noget sagde ham bare, at det var denne vej..

Luca rynkede brynene. Lige denne del var svær for ham at relatere til. Han havde aldrig manglet kærlighed. Det og beundring skulle der ikke meget til før kvinder ville give ham. Men at elske var derimod en helt andet sag... Den eneste Luca virkelig holdt af var ham selv, så selve følelsen at elske og at føle sig alene var så langt fra ham at han ikke kunne forstå barnet.
Luca tænkte kun kort over den andens betingelser. De ville næppe blive relavante under alle omstændigheder. Han tog et blidt tag om den andens hage. Barnet virkede kanp så ungt i en situation som denne. Nærmest forførende. Luca smilte. "Det er en aftale."
Inde i Luca gibbede det i ham, men udadtil lod han sig ike mærke med det. han var allerede forberedt på Lunes utilregnlighed, og som tidligere klar til at skubbe ham fra sig og ukampdygtigøre ham. Lune så dog ud til at lægge ideen fra sig for nu, og Luca fulgte efter. Forhåbelig kom de snart til deres bestemmelses sted.

//Out for begge//