Hun holdt sit ansigt så tæt på Cazadors, at hendes tyndeste kastekniv kun lige akkurat kunne presses ind mellem dem uden at skære næsetipper af. Læberne krusedes og lagde sig i nye folder, der lige så godt kunne lede tankerne hen på en glat slange som på en smidig kat. Eller måske var det hendes legesygt svingende hale, der ledte tankerne hen på et kattedyr. Hun havde det rigtigt godt lige nu. Energien fra hendes ophidselse sad stadig hende som et indre lys, der nægtede at lade sig slukker, lige meget hvor meget koldt vand Cazador havde tænkt sig at smide i hovedet på hende.
Hun fnøs, stadig smilende. "Hvem siger, at jeg ikke nyder at være kamphund? Der er aldrig kommet noget skidt ud af at være sin herres yndling, men det ved du sikkert godt," fortsatte hun med sin bløde stemme.

"Faktisk undrer det mig lidt, at du overhovedet spørger. Du virker nærmest Jaloux over, at du ikke får al min opmærksomhed. Er det ikke den du vil have? Og siden du nu spørger: Ja, jeg tror faktisk du ville skåne mig." Om muligt rykkede hun endnu tættere på Cazador. Der var ikke plads til mere end et enkelt stykke tyndt pergament. Ethelihns øjne flakkede hen over hans ansigt på mindre end et millisekund. Han så næsten bedre ud tæt, fik hun nærmest kvalme af at indrømme over for sig selv. "Du ville skåne mig. Du har haft så mange chancer for at slå mig ihjel: i arenaen, i køkkenet, til ballet og for mindre end ti minutter siden. Men du gjorde det ikke. Måske er jeg alligevel for meget værd for dig." Det var hendes tårnhøje selvværd der talte nu. "Jeg tror faktisk, du er jaloux, din stakkel." Det lød overhovedet ikke som om, hun havde den mindste sympati for ham, men det var heller ikke sarkastisk. Hun drillede, som hun så ofte gjorde. Og nu lænede hun sig helt ind til ham for at forære Cazador et kys som plaster på såret. Bare et lille et for at være irriterende - og måske også lidt for sin egen skyld.

Cazadors øjne snævredes til smalle sprækker, da hun kom tættere på. Han kunne dræbe hende lige her, lige nu, og det ville kun kræve et enkelt stik med en af hans sølvglinsende daggerter. Et hurtigt snit ved halsen, og hun ville forbløde på nul komma fem. Men han kunne alligevel ikke få sine arme til at lystre, slet ikke nu hvor hun pressede sin krop op ad hans.
Hver eneste kurve på hendes krop kunne han fornemme, og det var kun med nød og næppe at han kunne holde sin vejrtrækning på et normalt plan. De stoffer der havde fyldt hans tågede bevidsthed dampede nu af som dug for en skyfri himmel. Han lyttede, og trådte en smule baglæns, så lidt at det knap kunne ses- ha kunne jo ikke fokusere når hun stod så tæt på.

"Jaloux?!" fnøs han, og sendte en spytklat til jorden, "du havde det vidst heller ikke for godt da jeg fik andet kvindeligt selskab. Og søde.." sagde han, og fokuserede nu sit blik direkte ind i hendes, "Du er ikke meget mere værd for mig end en andens hund ville være"
Han prøvede virkelig at overbevise sig selv om dette, men en lille stemme i hans baghoved blev ved med at dukke op, og den blev ved med at forsøge at overbevise ham om hvor smuk hun var når sveden perlede ned over hendes krop, hvordan hendes læber krusede helt perfekt ved amorbuen, hvordan de.. bevægede sig tættere og tættere på?!

Han havde kun 2 valg; kys hende eller dræb hende. Det ville være for fejt at stikke af nu hvor hun havde hånet ham op i hans åbne ansigt. Heldigvis havde hans reflekser aldrig været sløve, og han besvarede kysset med en inderlighed der gerne skulle få det til at gnistre inden i hende. Samtidig var alle hans sanser på vagt over for denne så luskede kvinde, hvis læber rørte hans..

Lige meget hvad Cazador sagde, var der kun et enkelt ord på to stavelser, som dansede rundt mellem ørerne på Ethelihn. Løgner Hun holdt ikke op med at smile; faktisk blev det endnu større. Måske var det hendes høje tanker om sig selv, måske var det den følelse af uovervindelighed, hun havde i maven. Måske var det noget i Cazadors mere end normalt ophidsede stemmer. Eller måske var det en lille stump af logik, der ledte til den konklusion, at han ikke sagde sandheden. Hun troede ikke på et ord han sagde. Hun betød et eller andet for ham. Hvor meget det så var kunne være ligegyldigt, men det var nok til, at han ikke bare kastede sig over hende af ren og skær blodtørst. Når hun stod så tæt op ad ham, kunne hun fornemme blodet, der kastede sig rundt i hans blodårer. Han ville hjertens gerne hakke hende til småstykker, blande kødet med noget fisk og spise det hele som sushi. Men han gjorde det ikke. Mænd er nemme.

Intensionen havde været kun at holde kysset i et halv sekund; hverken mere eller mindre. Og trods hendes fornemmelse af, at han ikke ville angribe, regnede hun med, at Cazador ville gå op i en spids. men det var ikke det han gjorde. Det var ikke det, der skete. Det kysset var noget et millisekund over deadline, spærrede Ethelihn øjnene op i en blanding af overraskelse og vrede. Hvor vovede han?! Det var ikke en del af spillet. De elektriske energier, der før var faldet til hvile et sted i hendes krop, vækkedes nu med et sæt, så hele hendes krop sitrede af blå lyn. Ethelihns måde at gøre klar til angreb på. Han kunne da ikke bare lave om spillereglerne! Eller måske kunne han... Det var jo ikke fordi, hun ikke selv havde villet - ikke særligt meget naturligvis. Løgn... Lynene faldt ned og nøjedes nu med at strømme gennem hende som bølger af velbehag. Hun gav op og trykkede sig endnu tættere ind til ham.

Cazz var forbløffet over den ukendte rolighed der pludselig sænkede sig over Ethelihns krop, og noget sagde ham at hun havde haft brug for det her. Han forstod det egentlig godt, for hvad var livet egentlig, når man var stikirendpige for et eller andet højrøvet blegfjæs. Sikkert ikke det man syntes var allermest tiltrækkende når man slog øjnene op om morgenen.

Der lød en nydende brummelyd fra hans svælg, da hun pressede sin krop tættere op ad hans, og han lagde blidt sine arme omkring hendes liv. Hver eneste af hans sanser var lysvågne, og han registrerede hver eneste af kvindens bevægelser, mens de stod slynget om hinanden. Det kunne simpelthen ikke passe at hun overgav sig så let- hun havde været vild efter at se ham død i snart et år, og der var ingen der gik så hurtigt fra en ende af venne-skalaen til den anden. Han stolede ikke på at hun bare gav op på den måde.
Der måtte ligge noget bag.

Ikke desto mindre lod han en lille del af sin krop overgive sig fuldt ud i kysset. Han bemærkede knap nattebrisen der slog imod hans bare overkrop, lige så lidt som han bemærkede de smådyr der kom frem fra deres skjul, nu roen havde sænket sig over lysningen. Hans opmærksomhed var kun rettet imod Ethelihn, og det var den også da han trak sig lidt væk fra hende og betragtede hende med hovedet på skrå.

"Sig mig, smukke- hvad var det?" han smilede skævt til hende og strøg forsigtigt en tot af hendes hår på plads, om bag hendes øre.

Ethelihns arm gled forsigtigt væk fra Cazadors hals, om hvilken de havde hvilet i et pænt stykke tid, til hendes håndled var placeret afslappet på hans skuldre. Det øjeblik han lagde hovedet på skrå, fulgte hun med som om, hun var hans spejlbillede, mens hun smilede lige så drillesygt som før. Hun kunne have spurgt sig selv om det samme. Hvad havde fået manden til at skifte mening om hende på så kort tid? Men hun var af den opfattelse, at han aldrig virkelig havde hadet hende. Den stakkels fyr var bare - frustreret. Men hun var trods alt overrasket over, at han besluttede sig for at tage så meget imod kysset. For det første plejede hendes ofre ikke at give igen på den måde. De blev enten så tossede over hendes nedladende attitude, at de ikke kunne kæmpe ordentlig af bare arrigskab. Eller også holdt de op med at være rasende og besluttede sig for at være med på legen. Det var nu også meget sjovere, for så kunne de holde hovedet koldt og give hende lidt udfordring. Derfor fulgte dette svar:
"Hvad var hvad, skat? Det var jo dig der startede," hvilket var både forkert og rigtigt på samme tid. Om Cazador holdt mest på, at det var hende, der startede, var hun ligeglad med. Hendes synspunkt var ikke til rokke. En svag, spindende lyd vibrerede fra et sted i hendes brystkasse, da Cazador strøg en af hendes hårtotter tilbage. Hårtotten havde dog ingen intentioner om at blive, hvor nogen sagde den skulle være - meget lig sin herre. Den vred sig lidt og snoede sig som en slange ind mellem de hårlokker, der allerede blev holdt på plads i Ethelihns høje hestehale, som var begyndt blidt at bølge fra side til side af ro - en fornemmelse Ethelihn ikke havde følt længe.

Cazz så på kvinden i sin favn i et godt stykke tid, lod sin hjerne indprente sig hver en detalje i hendes ansigt, på hendes krop. Hver en kurve blev studeret, som en kunstner studerer sin model. Hvis man ikke vidste bedre ville man tro at han hvert øjeblik det skulle være ville hive en kæmpe marmorblok frem og begynde at hugge hende ud i sten.
Og så, uden nogen videre forklaring eller advarsel, stoppede han studiet ved at tilte hovedet til siden, så hans nakkehvirvler knækkede lystigt. han sukkede lettet, idet en enorm anspændthed forlod hans krop. Og så genoptog han sin stirren på Ethelihn, der pludselig.. spandt?

"Meget muligt missekat, men du fortsatte" Han smilede skævt og kløede hende under hagen med sin pegefinger, på samme måde som man ville kæle for en kat. uh, kat. pludselig fik han en enorm lyst til stegt krystalkat.
Han slap sit tag om Ethelihns liv, og løsnede også hendes greb om hans skuldre. Det var meget muligt at hun nu var i hyggehumør, men man kunne lige så godt pirre hende lidt- spænding havde jo aldrig skadet nogen, ikke så vidt han vidste. Han lod blikket glide op imod månen, og betragtede den med et tænksomt blik, før han mødte hendes blik igen, og trak på skuldrene;

"Beklager smukke, jeg ville elske at hygge med dig, men sagen er den at jeg har en stram tidsplan imorgen. der er ting der skal gøres, mennesker at møde, og så videre, og jeg vil ærligt indrømme at jeg ikke just er en hurtighygger. Så jeg bliver desværre nødt til at smutte. Men jeg tvivler på at vores veje ikke krydses igen snart."sagde han, og sendte et luftkys, før han begyndte at skridte hen imod krattet i siden af lysningen, langsomt, for at se om hun fulgte med.
Selvfølgelig havde hele hans travle hverdag været pure opspind, men tøsen skulle jo heller ikke føle sig for sikker- hende her skulle man vidst have i kort snor.

Ethelihn strakte halsen en smule og spandt lidt mere, men hun sagde ikke noget. Hun lyttede bare med sit bedrevidende smil, mens idioten pralede af, hvor travlt han havde. Bare for at give udtryk for sin utålmodighed, lagde hun armene over kors. Naturligvis havde han travlt i morgen. Lige så meget som hun havde - hvilket var overhovedet ikke. han forsøgte bare at hæve sit selvværd ved at lyde som om, at der var hende, der havde fået en sjælden fisk på krogen. Bare lad ham snakke, hvis det er sådan han vil have det... selvhøjtidelige klaphat ikke at hun egentlig havde noget imod det. Hun troede ikke et øjeblik på ham, ligesom hun ikke havde gjort før. men ligesom før, var det nærmest tilfredsstillende. Hun foretrak lidt selvtillid.

"Fint, hvis det skal være på den måde," sagde hun blødt og hævede hovedet nogle millimeter i en overlegen mine - og måske også en smule skuffet -, "Men du skal ikke regne med jeg er her, når du kommer tilbage. Jeg venter ikke på dig, at du ved det." Det betød også, at hun ikke havde tænkt sig at løbe efter ham. Det, mente hun ikke, var nødvendigt. Han skulle nok komme tilbage. Lidt spænding skader ikke... Men hvis Cazador forsøgte at løbe om hjørne med hende, var der jo andre former for spænding, der kunne være temmeligt skadeligt. Og apropos det, så forsatte hun med at zappe forskellige objekter isamme øjeblik, som Cazador var ude af syne, indtil hun kun lige var i stand til at nå hjem til sin seng og hvile ud.

//out