Potson står stille og glor da han realiserer at kortet er magisk, på den ene eller anden måde. Magi, ej, det var ikke lige Potsons krus rom.
Han hælder resten af krusets indhold ud på gulvet foran ham, med et kæmpe smil, og et udviklende grin, det ligner ikke rom, men.. Vand?
"Harharhar, Den Storbarmede har gennemskuet os! Vold og taktik hjælper næppe, ellarr'.. Arrh', måske en kende, men nay! Jar'h foreslår de spiller om noget helt andet!"
Potsons smil udvikler sig til et lusket, og snedigt smil. Måske var det det her, han var så berygtet for?
Han kendte ikke til Blaine's ønsker og mål, men udfra samtalen ved Logan's bord, var han klar over de havde noget tilfældes. Kortet.

Han går stille og roligt hen til Matik og Blaine, uden at vise nogle som helst tegn på at være påvirket. Var det hele bare et skuespil? Havde han drukket vand hele tiden?

Han lægger blidt sine to hænder på deres skuldre, eller forsøger på det, og siger:"Skal vi ik' sige, at vinderrn' af spillet... Fårr en fast plads som besætningsmedlem på vores skude?!"
Han giver et diskret blink til Blaine, hentydende om at han helt sikkert har noget i tankerne.
Det eneste tydelige, folk med sikkerhed kan vurdere på det her tidspunkt, er at Potson stadig har et ret godt øje til Matik. Han vil ikke lade hende tabe.

"Såeh', hva' sigerr I, mine hjerteskår? Spil, ellar' ik'?"

Et svagt smil trådte frem på Morganas læber. "En skøges kys er købt og betalt for. Det vil aldrig kunne måle sig med et kys givet af løst" svarede hun sagte, inden hun slog blikket ned med et skuffet suk "Men det vil du nok aldrig forstå. Du er ligesom ham" tilføjede hun med en affejende bevægelse mod Potson, inden hun lændte sig tilbage, og vendte sin fulde opmærksomhed mod Logan, uden så meget som at skæve til hans hånd på hendes lår.
"Virkelig? Jeg synes du bliver ved med at finde på nye krav hvert minut der går.. Hva blir det næste? At jeg skal stå nøgen i udkigstønden?!" sagde hun lavmælt mens hun langsomt lænede sig nærmere. Det var noget ved Logans der tiltalte hende. Om det var hans charme eller hans måden han nærmest krævede også at få et kys, som et jaloux barn der frygtede at blive snydt for et stykke sødt.

Sephira's Skøgekro... var det hvad de kaldte den i dag? Det var da kun et par årtier siden der havde været gamle O'maleys smugkro, og før det havde der været en scrimshawer der lavede piber og nipsting ud af hvaltænder. Ah det var tider.

Ind i kroen trådte en høj, stor mand; skægget og gammel, med dybe furrer i det mørklødede ansigt. Varme, men trætte øjne kiggede rundt i kroen. Manden var på den forkerte side af 50 med lapset tøj der vidnede om hæftig brug og stor kærlighed. Arme på størrelse med træstammer og tunge, slidte støvler med ubundne spænder trak i folks opmærksomhed når den store form af Aran Pax stillede sig til at se sig omkring i kroen.

Med et dybt sug af luft trak den samle søulv vejret. Luft, lugten af øl, sved, skam, blod, parfume, tobak og krydderier blev revet ned i lungerne og den gamle slidte skikkelse syntes at vokse og blive tage en hel ny skikkelse af liv, med hvert eneste åndedræt. Med et lettet suk og et pust af noget ubestemmeligt, krydsede den gamle mand krogulvet og plantede sig selv ved et bord.

Han kiggede rundt, munter i mælet og øjne der glimtede af spilopper, uden skyggen af den træthed der havde plaget dem sekunder forinden. Hvem sad han til bords med?

Et kvindemenneske med nok til gården og gaden, oh livet var skønt... og et par fribyttere hvis han nogensinde havde lugtet et par.

"De herre!" rumlede en gammel stemme, fra dybder som mangen et krus øl eller lårfuld lammekød var forsvundet ned i, uden nogensinde at blive set igen.

"Smukke" sagde han med et nik og et smil lavet af guld, sølv og, - hvis man kunne stole på sine øjne, en diamandt?

"Kort?" brød han ind og lagde en gammel hånd med et virvar af rynker og ar så tæt at de ikke kunne skilles fra hinanden, på bordet. Da han flyttede den var et sæt spillekort på bordet.

Logan's blik er kun på morgana hun har hans fulde opmærksomhed han smiler kort til hende " altså hvis du vil gør det så hvorfor ikke men fortrækker det andet lige til at starte med" siger imens han ser hende i øjne. han ligger godt mærke til den gamle mand der kommer ind, han vifter bare med den ene hånd som hej imens han stadig ser på morgana, han læner sig lidt tætter på hende det var lidt som om han havde glemt hvorfor de i virkeligheden var der men så må potson klare alt det andet imens logan har fokus på morgana og kun hende lige nu. selvom han gerne vil have haft det kort men det vare bare som om når kvinder kommer ind i spillet så var alt andet lige meget.
logan sidder og forstiller sig morgana stå nøgen i udkigstønden.
han ryster på hovedet kort " men sig mig hvad vil du helst af de 2 ting? eller har du måske en ting du heller vil?" siger han med et frækt smil på læben

Blaine var ikke interesseret i kortet, sådan havde det været fra starten af. At tage ud på eventyr havde for ham aldrig været det gode ved sørejserne, det var tiden han fik alene ombord på skibet og skattene og guldet. Det eneste Blaine værdsatte højere end guld var meget muligt udfordring, hvilket der desværre var sparsomt lidt af.
Han havde et spil i tankerne. Et spil, der naturligvis skulle være til hans fordel på alle givne måder, specielt fordi han havde tænkt sig at snyde. Ikke mere end det bekom sig på sådanne steder som dette, men alligevel nok til at sejren var garanteret. Han havde nogle tricks oppe i ærmet, der ville narre selv den snedigste kortfusker; han brugte magi til at sikre sig sine sejre. Nu var han kommet på bedre tanker. Han mindede sig selv om at det ikke handlede om at få fingrene i kortet, men om at kvinden sat tilstrækkeligt ud af spillet til at alfonsen ved bordet kunne ordne resten. Han havde ikke brug for at vide mere om hvad den slibrige mand ville bruge hende til, så længde der var guld i det for Jack.
Han ventede ikke på at kvinden reagerede. I stedet bestilte han en omgang rom fra disken. ”Eller,” sagde han roligt, ”vi kan drikke om det. Ingen snyd, ingen regler. Bare dig og mig, menneske mod menneske. Den sidste, der står, vinder.”

Matik skævede interesseret til Potson der nu ligefrem havde lagt en hånd på hende, og pludselig virkede ganske interesseret i spillet mellem Matik og Blaine, men ikke nok med det, så havde han ligeledes tilbudt en plads på et skib, og et skib med besætning, det var faktisk lige hvad Matik stod og manglede. Hun skævede til pølen han havde hældt ud på gulvet, og kunne allerede nu konstantere at det bestemt ikke var rom, var hun virkelig den eneste i selskabet der var skingrende beruset?
Derefter skævede hun til Blaine, han var stor i forhold til hende, for det første højere og for det andet, væsentligt mere muskuløs. Tænkende strøg en en halvlang tot som havde revet sig løs, op i hatten. Det gav hende en smule tænketid, taget i betragtning af at Blaine havde størrelsesforskellen, og hun på nuværende tidspunkt var mere beruset end hvad godt var, så var hendes chancer elendige, hun kneb øjet sammen imod ham og slog så ud i en dyb rungende latter. "Foreslår du, store mand, en drukkonkurrance med mig, spinkle kvinde?" grinede hun så, og lo, så hun måtte tage sig til maven, som desuden afslørede, at Matik selv var nogen spirevip. Hendes blottede mave var trimmet og hvis man kiggede godt efter, ville men nok kunne fornemme et par veltrænede arme under de ellers løse ærmer, ikke noget man ellers anså for værende passende for kvinder, men til Matik ville det egentligt forekomme ganske charmerende.
Hun smilede skævt til Blaine, hun havde selv et lille trick i ærmet, hun kunne skille alkoholen fra resten af væsken, ikke at det på nogen måde ville bekomme hende vel at undlade alt det gode ved druk, men hvis det var det der skulle til for en sejr, måtte det jo være sådan. "Jamen det skal da ikke være det der skiller os ad smukke, så længe du betaler gildet!" sagde hun så med et stort smil, og trak en lille dolk op ad støvlen, som hun skar en mindre flænge i håndfladen med, derefter strakte hun hånden frem mod Blaine, som vel var ærefuld, eller dum nok, til at gøre det samme "Ingen snyd, ingen regler .... bare dig og mig!" sagde hun så, med det smørede overbevisende smil, parat til at tage Blaines hånd.

((Jeg har snakket lidt med et par af jer, og der var flertal for at springe Potson over. Både Xenix og jeg har sendt pm's til ham, som han ikke har svaret på, selvom han har været online efterfølgende. Hvis nogen er helt vildt imod, så tager vi den derfra))

Morgana lænede sig længere ind til Logan. I takt med at at hun indtog hans privaterum, sneg hendes duft sig langsomt ind på ham. Det var ikke blot den sædvanlige lugt af kvinde og sved, men også en svag, sød duft af violer.
Nærmere kom hun, så hendes åndedræt kilede hans ansigt med en lugt af alkohol og rosemarien.
Morgana så den gamle ud af øjenkrogen, og mens Logan var i dørmmeland med hende i udkigstønden, flakkede hendes blik kort over på den gamle, med et lille nik, inden det var tilbage på Logan med fornyet intensitet.

”Smukke”

Morganas blik flakkede igen, men denne gang blev det hængende længere ved den gamle mand. Hendes øjne funklede let som hans smil glimtede til hende, og et kort øjeblik havde hun næsten glemt alt om Logan. Guld, sølv.. Og hun kunne have svoret hun så en diamant derinde også!
Hun tvang sit blik væk fra herlighederne i oldingens mund, og lod det i stedet kort studere hans rynkede ansigt. Hvem var han at rende rundt med sådan en formue i kæften, uden frygt for at vise den frem som han gjorde?
Sikkert bare en gammel søulk der var blevet træt at livet resonerede Morgana med sig selv, og vendte igen opmærksomheden mod Logan. Hun lukkede hurtigt den sidste afstand imellem dem, og pressede sine forbløffende bløde læbe, for en der havde brugt de sidste mange år på havet, mod hans.

Det var dog en kort fornøjelse, for knap havde hendes læber mødt hans, før hun trak sig væk, og vendte sig mod oldingen, med en albue i bordet, og håndryggen under hagen. Det havde ramt hende som et velplaceret kanonskud i nattens mulm og mørke, og skudt hendes interesse for Logan i sænk. For gennem hendes let tågede sind, var der trådt minder frem hun ikke kunne ignorere. Hun viste hvem den gamle nar var, selvom hun nok ikke ville have troet sin egen hukommelse, havde hun været bare en smule mere ædru. ”Skal jeg tro mine egne øjne?” startede hun ud med en let fascination ”Er det mon virkelig den legendariske Dragon der sidder her?” hun lænede sig en smule tilbage med et let tænksomt blik ”Nej, jeg må tage fejl. Han ville være meget ældre, og da aldrig spille tid på en flok landkrabber, som dem der holder til her” sagde hun affejende og lænede sig tilbage i stolen.

Da der ingen respons faldt på tilbuddet om et spil kort trak den gamle mand på skuldrene og foldede hænderne i skøddet. Den smukke unge sag der sad ved hans bord stjal et blik eller to og han kunne dårligt gøre andet end at give et anerkendende nik fra sig hver gang.

Da hun stjal et kys fra den ugne fribytter der også sad ved hans bord tog Aran sig selv i at klukke lidt i skægget. Den unge fyr skulle anstrenge sig for at styre hvilket hoved der modtog størstedelen af hans blodtilstrømning, ellers kunne han meget hurtigt blive en pung og en god del værdighed fattigere.

”Er det mon virkelig den legendariske Dragon der sidder her?”

Han hævede et busket øjenbryn og hans sprækkede læber skiltes i et glimtende smil. Han kunne mærke humøret stige øjeblikkeligt, og han lod en massiv, dyb og bjørneagtig latter fylde rummet.

"MEGET ÆLDRE SIGER HUN!!" lo han. Med et lille latterhulk og et smil så bredt som kølen på en skonnert lod han de gamle øjne falde på pigebarnet.

"Jeg takker for komplimenten, men lad os ikke lade somom jeg er den ungeste fløs i dit synsfelt" Han studerede den unge kvinde kortvarrigt, og hans ansigt antog en nysgerrig grimasse.

"Jo jeg er manden folk kender som Dragon." han smækkede et par store støvler op på bordet og lagde hovedet på sned.

"... du er Hansons pige er du ikke?" kommenterede han i en dybere, langt mere seriøs tone.

hendes duft sagde stortset alt om morgana i følge logan, ide hendes læber rører hans kort smiler han lidt til hende men ser på hende at den gamle mand havde fanget hendes opmærksomhed.
logan ser op på matik og blaine som nok ser ud til at have glemt alt om at joine besætningen, hans blik vendes på potson som er faldt lidt hen, han ryster på hovedet hvorefter han rejser sig op og går ud for at slår en streg.

da han kommer ud for at slå en streg kan han ikke rigtig stå på sine ben da rommen har taget lidt efter, en mand ligger på gulvet der ude med et kort revet i stykker, logan ser på kortet det eneste han kan se ud af de mange stykker er noget i retningen af u..n..g..d..o..m..s..k..et eller andet.
han tanke går igang med og det kunne være det han altid har søgt, han kigger sig omkring men ser kun ham og denne sovende mand, han trækker manden hen i hjørnet og sidder sig så ved siden af ham og smiler "sov godt vi ses i din drøm" logan lukker øjen og trænger ind i den fremmede mands drøm for at få infomation ud af ham om det kort der var i stykker.
logans mening var at denne mand må have en ide hvad der stod på kortet før han faldt i søvn.

Drømmen:

logan bliver placeret i mandens drøm og møder denne person i kroen hvor han kan se manden sidde og snakke med en anden mand der gir denne fremmede mand et kort, logan kunne regne ud at dette måske var det kort han havde set, så logan var nød til på en eller anden måde at blive venner med denne person måske byde ham noget rom og love ham skib og skatte, så logan sidder sig over i et hjørne og holder øje med den fremmede mand.

Han smilte til hende. At hun rakte ham en hånd med et blødende sår gjorde det næsten for let for ham. Han havde ikke længere tænkt sig at drikke med hende, for han var sikker på at hun kunne klare mere end han selv. Trods sine store ord og truende positur, havde Blaine aldrig kunnet tage sin alkohol pænt, hvilket havde lært ham at han ikke skulle drikke. I hvert fald ikke på samme måde som de andre krogæster gjorde. Det var naturligvis i orden med ham at de ikke spillede, for det galt ikke om at komme med i nogen besætning for ham. Han skulle skaffe kortet, men eftersom det ikke ville gøre ham meget gavn uden kvinden, var han nød til at tage hende. Et åbent sår var blot en invitation til at få sin røv sparket, i hvert fald når man havde studeret lidt forbudt magi.
Med en rolig bevægelse trak han det ene af sine sværd nogle centimeter op, og skar et langt sår over sin håndflade. Forbandelsen han ville lægge på hende skulle ikke slå fejl blot fordi hans blodmængde var utilstrækkelig, og såret blev da også dybt; blodet begyndte snart og vælte frem, men der var endnu ikke nok til at det var bemærkelsesværdigt. I øjeblikket klingen gennemtrængte hans hud holdt Blaine vejret. Han forsøgte at gøre det diskret, men glimtet i hans øjne kunne alligevel afsløre ham. Vældig dæmonisk energi væltede igennem hans blodbaner, og det var med en kræftanstrengelse at han tog fat i hendes hånd.
Hun burde kunne føle effekten med det samme. En skydende smerte, der væltede op igennem hendes arm, og langsomt bevægede sig mod hendes hoved. Blaine kunne også mærke det; han var ikke dygtig nok til at kontrollere effekten. Han begyndte at mumle en serie kryptiske ord, der for den lærte ville kunne genkendes som dæmoniske. Den indforståede ville genkende sætningerne som en række gamle løfter, der lovede kontrol og styrke, efterfulgt af en serie bud. Begge deres arme var paralyseret og fastlåst i håndgrebet.
”Nogen, der kunne tænke sig et kort og en kvinde?” Han smilte anstrengt, og bed tænderne sammen. Dæmonens vilje modarbejdede ham. ”Sov, kvinde. Søvnen er det eneste der vil befri dig fra mit tag.” Hans stemme gennemtrængte hendes hoved; den løb gennem deres delte blod, og op i deres hoveder. Hans stemme bar mere end ord, den bar en ordre.

Matik måtte give en lille latter fra sig idet at Blaine skar sig i håndfladen, sådan ville hun have 100% styr på hele hans fysik, hver en muskel og sene i hans krop ville være til at styre, sågar hans hjernefunktion. Dog falmede hendes smil da noget knap så menneskeligt kom over Blaine, og hun skulle til at trække hånden til sig da han alligevel fik fat med et fast greb.
Hun gav et kort gisp fra sig da en voldsom smerte bredte sig i hendes arm, et øjeblik skulede hun stift til Blaine inden hun hamrede en solid knyttet næve imod hans ansigt (spørgsmålstegn), det eneste hun vidste nu var, at hun skulle væk, og det skulle være med det samme. "Kujon!" knurrede hun bidsk og så forurettet på ham, aftalen var ingen magi, og det var bestemt hvad der var indblandet nu, andet kunne ikke lade sig gøre, men på den anden side var det måske slet ikke konkurrencen han var ude efter, men noget helt andet. En voldsom smerte bredte sig ligeledes op til hovedet.
I en anstrengt bevægelse tørrede hun sig over panden inden hun plantede en stor støvle i brystet på ham, og sparkede fra sig i en sådan grad, og deres hænder gik fra hinanden, og hun forskrækket vaklede et par skridt bagud, med en hånd klemt fast om hendes andet håndled, hvad der lige var sket anede hun ikke, men et panisk blik blev sendt i retning af Blaine, hun havde aldrig oplevet noget lignende.

Morgana lænede sig ind til bordet igen da Dragon bekræftede hendes mistanke. Han var i sandhed Dragon, for hun tvivlede på der var en sømand der hadede sit liv nok til at påstå han var.

"Jeg var Hansons pige" sagde hun med et lille, trist suk. "Han tog en dårlig beslutning, og har været... ophængt siden" forklarede hun og slog blikket lidt ned. Skønt hun havde været tvunget til at komme videre hurtigt, havde de stadig været elskere i flere år. Sogen havde stadig ikke helt fundet sig på plads og kom langsomt snigende ind på hendes berusede hjerne.

Heldigvis nåde sorgen ikke at slå rod, før Blaine og Matik fangede hendes opmærksomhed. Først kunne hun ikke se hvad det var der gik for sig, men det tog hende ikke lang tid at indse, at der var noget galt. Der gik ikke længe før en hvisken gik igennem krostuen. Dæmon kultist, troldkald, hekseri. Selvom magiske evner var en velkendt sag, fandt man stadig ikke et mere overtroisk folkefær, end søfolk. En velplaceret støvle endte dog deres lille seance, og Morgana vendte opmærksomheden tilbage til Dragon, dog stadig med et halvt øje på de to andre. "Såå.. du kendte måske Ståltand?"

Dragon lagde hovedet på sned, og satte en trist grimasse op.

"Og sådan bliver verden en lovende ung mand fattigere" sagde han tungt, og rakte ud efter et krus øl han ikke anede hvem tilhørte. Han løftede det med med formel attitude og gav et nik til Morgana, inden han tog en slurk. Det løb et ærme gennem sit skæg i hvad der kun kunne være den gamle knarks undskyldning for hygiejne.

"Han..." Dragon blev stille da der brød klammeri ud oppe ved baren.

”Nogen, der kunne tænke sig et kort og en kvinde?”

Dragon var lige ved at sige 'tak som byder', men skiftede mening da han så præcis hvad der foregik oppe ved baren. Han havde ingen ide om hvad der skete Blaine og Matik imellem, men han var ikke så gammel at han ikke kunne høre 20 sømænds formumlede pladder og en dyb furre kom til syne, hvor der allerede var en rynke, imellem den gamle mands øjenbryn.

Et krus øl kom sejlende gennem luften i en høj bue og slog imod kanten af baren, mellem Blaine og Matik med et vældigt rabalder. Kruset faldt til gulvet og spildte mørk øl ud over gulvet.

"OPFØR JER ORDENTLIGT MØGUNGER!" brølede han med mine og tone som en gammel mand der vifter en stok truende af en flok unge mennesker han alligevel ikke ville kunne fange, hvis han fik muligheden. Hans udbrud havde bragt ham halvt op at stå, og nu satte han sig tungt ned igen. Han lagde sine øjne på Morgana.

"Fucking børn..." vrissede han til hende somom hans ord burde sige det hele.

"Ingen respekt for de få fristeder vores typer har tilbage her på land" stadig bitter. Han rystede på hovedet som for at ryste tankerne af sig.

"'Ståltand' eh?" sagde han med et væsentligt bedre gemyt. Han slog et lille op.

"Så han fik skabt et navn for sig selv alligevel, den unge laps. Ja jeg kendte ham, kendte ham dengang han var dækshånd på handelsskibet Albion. Han kan ikke have været mere end 14 år dengang."

Drømmen:

Logan ser han den fremmede mand sidder alene, og det er der logan griber sin chance, han sætter sig hen til manden og byder ham et glas rom hvor efter han ser på " du ved godt dette ikke er virkelighed, folk vil komme efter dig for du er i min drøm og det kort du har set på idag er heller ikke virkelig." manden ser på logan og tager derefter kortet frem og ligger det på bordet, manden svare ** hvis jeg er i din drøm hvorfor kommer folk så efter mig ** logan smiler lidt " fordi du er på en måde en der er i min drøm uden at du har fået lov, og det kort er i virkeligheden i stykker så du må heller smide det ud og smutte her fra " manden ser på logan og kortet og smider det fra sig og løber sin vej.
logan smiler lidt hvor efter han går over og samler kortet op og ser det og husker kortet's nødvendigheder, hvor efter han tager hans sabel og stikker i hjertet på sig selv.


Logan vågner op og han vender hovedet og ser på den fremmede mand der stadig ligger og sover ved siden af ham " tak for det mate " siger han med et smil på læben hvor efter han rejser sig op og går ind til baren igen da han kommer ind ser han sig omkring og for øje på de forskellige personer den gamle mand og de to der skal spiller kort, ja også den person der gav ham et kys.
logan dingler op i baren og sætter sig ned og ber om et stykke papir og noget at skrive med, hvor efter han begynder at tegne kortet ind

Blaine mærkede næsten ikke støvlen i brystet, da han blev skubbet væk. Han var for travlt optaget med at koncentrere dæmonens energi gennem blodbåndet, der kort efter blev brudt. Han stavrede et skridt tilbage, og væltede ind i et bord. Krogæsterne ved dette bord havde intet tilsyneladende problem med dette, og flyttede blot diverse genstande fra ham i en imponerende hast. Da rygterne begyndte at spredes rundt i kroen, trak de sig alle fire væk fra ham. Denne mand skulle have så meget plads som han havde behov for.
Langsomt kom han til benene igen. Dæmonen var stadig i hans blodbaner, og den voldsomme energi gjorde det vanskeligt for ham at forblive bevidst, men Blaine havde øvelse. Han vidste hvordan man skulle holde hovedet koldt, for på den måde at beholde kommandoen over kroppen. Han tænkte blot på blod og massakre, i samme grad som dæmonen selv gjorde. En dæmon var en manifestationen af dræbetrang, og deres styrke og magt ragede de selv til dem, og jo større brug for magt de havde, jo mere tog de. Derved, hvis man udviste en større trang end dem, kunne man holde dæmonen i sin krop, men kun så længe man forblev morderisk. Så længe man gjorde det, stod dæmonens magt til ens rådighed.
Blodet fortsatte med at løbe ud af hans sår, men det dryppede ikke ned på gulvet. Det samlede sig i større og større plamager på hans arm, og begyndte roligt at dække hans hud. Der var et sadistisk smil på hans læber, og et morderisk blik i hans øjne. For kontrollens skyld havde Blaine underkastet sig. ”Vær nu ikke tåbelig, pigebarn. Fortæl mig hvad jeg har brug for at vide, og så skal jeg nok overlade folkene herinde til deres amoralske horen.” Hans stemme havde fået en undertone af en dyb bas, men truslen var tydelig nok. At fornemme alle krogæsternes blod var hans eneste ønske, men hans opgave var stadig vigtigst, selvom han ikke var sikker på hvorfor. Han skulle have kortet og dets hemmelighed, og så var han villig til at bekæmpe dæmon i hans krop.

Matik trådte uroligt et par skridt tilbage, havde det ikke været fordi, at hendes krop gjorde tingene meget langsommere end hendes hoved ville have hende til, så kunne hun sværge på, at hun var blevet ædru i dét sekund hun opdagede situationens alvor.
Kvinden lod hurtigt hånden løbe ned til tankens lukkemekanik, mens hun prøvede at vurdere situationen, hvis kortet førte til hvad hun havde fået fortalt, var det alt for dyrebart til at slippe, som så det krævede at hun desideret skulle stikke af med alt hast fra Blaine.
Hun knugede hårdt hånden sammen hvor hun havde skåret det lille snit, heldigvis havde hun ikke skåret så dybt, da tricket egentlig fra start havde været, at hun bare skulle have en enkelt dråbe fra Blaine, men nu var der ligesom en drastig ændring i hele planen, og såret var alligevel rigeligt til, at det begyndte at svide, og hun kunne mærke hvordan blodet løb ud i hendes håndflade.
Et øjeblik overvejede hun sine ideer og muligheder, heldigvis var de på en havn, hvor vandet lå et stenkast væk, for i denne tilstand ville hun ikke være i stand til at fremmane så meget som et par dråber, desuden kunne hun jo hoppe i havet, takket være hendes evne kunne hun spendere flere timer på bunden, og dét ville hun gerne se Blaine klare, bortset fra, at så ville hendes kort blive gennemblødte, nok måske ende med at være ulæselige. Blaine var desuden ved at blive dækket af blod, og takket være blodets mængde af vand, var det også let at styre, så længe det var ude af kroppen, det var når det var inde i folk det var et problem at styre.
Dog havde hun et lille kort i ærmet, som hun havde i sinde at prøve af, før hun ville begive sig ud på en halsbrækkende flugt.
Langsomt åbnede hun tasken, og kiggede kort ned i den, derefter fiskede hun et blankt stykke pergament op, og lagde det på baren "Det skal dyppes i eddike og blæk, derefter skal det tørre, og så vil skriften være tydelig!" sagde hun, og gjorde et træk på skuldrene, mens hun skubbede 'kortet' hen imod Blaine med den ene hånd, så et par enkle dråber blod plettede det i forvejen beskidte papir.
Denne gang var det smarte, at 'kortet' bare var et tomt stykke pergament, som Matik altid havde på sig, det havde dog alligevel ikke præcis samme form som det rigtige kort, der endnu lå og puttede sig i Matiks taske, men det kom tæt nok på til, at Blaine måske ikke ville opdage noget, og kombineret med den kvindelige pirats ualmindelige overbevisende stammeføring, der ikke havde kanten af hvad der mindede om løgn, var det et forsøg værd.
Hele opmærksomheden lå på Blaine, hun havde godt nok bemærket den ældre herres forsøg på at bryde igennem, men i hendes allerede berusede tilstand skulle der ikke meget til at fjerne hendes opmærksomhed fra Blaine, og det kunne i sidste ende koste hende livet, i hvert fald hvis man dømte ud fra hans sadistiske og syge blik i øjnene.

Morgana tog selv et af de urørte krus det havde hopet sig op efter Logan og Potsons continuerlige bestillinger, og løftede det sammen med Dragon. Det var stadig for tidligt at drikke reel gravøl, da Morgana var overbevist om at han ikke var blevet skåret ned endnu, og da slet ikke lagt i jorden, men det var aldrig for tidligt, eller for sent, at vise sin respekt over for en død mand.

Hvad end Blaine havde gjort ved Matik, så det dog ud til at have virket. Hvor lidt Morgana end billigede den slags triks, så var de til tider uhyre effektive. Så Blaine var sikret sin plads ombord, men Morgana var sikker på at det nok skulle lykkedes Matik at overtale hvertfald det ene af Potsons hoved til at lade hende komme med også.

Morgana sukkede opgivende og trak en smule på skuldrene til Dragons kommentar. Hvad kunne man gøre?
Et lille smil brød dog frem da de vendte tilbage til Ståltand. "Ay. Da jeg slog pjalterne sammen med ham, var han berygtet i hele nordhavet, og et stykke ned af vest kysten. Vi nåde aldrig en havn hvor de ikke havde hørt om ham! ...men det steg ham til hoved til sidst" hun drejede kruset en smule mellem hænderne "Han var en stor mand" hun kluklo en smule "Kan slet ikke forstille mig hvordan han må have været som barn!"

Dragon var normalt ikke typen der blandede sig i andres affærer. Ikke medmindre en eller flere af de involverede, formåede at pisse ham af i et eller andet omfang. Og da dette var en komplet normal dag var intet forandret. Han skulede en lille smule imod baren da Blaine lod til at svømme ind for at bide igen, men Matik afvæbnede situationen ved tilsynedladende at overgive sig. Dragon brød sig ikke om dem der brød den uskrevne lov om fristed. De der ikke respekterede de få skalkeskjul som mindre lovlydige sømænd- og kvinder delte når man kom i land.

Han lod blikket løbe langs de mange borde han kunne skimte ud af øjenkrogen, og var ikke forbavset over hvad han så. Trukkede knive, halvtrukne sabler og andet ubehag, holdt i skjul bag en facade af hårdkogt krostemning. Det var let at genkende for en person der var bekendt med den slags situation. Rummet her var fyldt til bristepunktet med det værste afskum i denne del af krystallandet og det eneste der afholdte flokken fra at kyle den respektløse bums der havde brudt fristeds-reglen ud på røven, var en mangel på initiativ, tilsat en knivspids frygt; sansynligvis for Blaine's magiske evner. Ingen brød sig om dæmonisk magi.

Han rystede på hovedet igen, og vendte sin opmærksomhed tilbage til Morgana med et undskyldende skuldertræk.

"Hele nordhavet?!" sagde han forbavset.

"Det må jeg nok sige. Hanson af alle, det ville jeg ikke have troet" Han gav et skævt grin fra sig.

"Da han var yngre var han fuld af krudt og kugler, men ikke om knægten kunne tænke to sammenhængende tanker uden at komme til at falde ud over rælingen. Jeg kan huske da han havde været på Albion i 2 måneders tid... eller var det 3. 2 måneders tid! Da han havde været på Albion i 2 måneders tid troede han praktisk talt han var kaptajn. Han kunne finde på at bjæffe ordre af vi andre, mere garvede sømænd, og når han så fik en røvfuld søgte han tilflugt i udkigstønden. Afholdte ham ikke fra at gentage det samme skidt igen og igen. Noglegange selv samme dag. Fuld af krudt og ambition. ... 4 måneder! Det var 4 måneder! Hav mig undskyldt..." Han fiskede en gammel pibe frem, stoppede den og tændte med en lille smule besvær.

"Tror sidste gang jeg så ham var da ud fra Singiki bugten..." fortsatte han somom han aldrig var stoppet

"...dengang var han førstestyrmand på et skib jeg for mit liv ikke kan huske hvad hed. Det var en flot skude, men dårligt holdt. Nogle sømænd er bare sådan. De tror deres skib er tiptop fordi de kan finde ud af at slibe træværket der er ovenvande, men sejler så deres køl ind i 30 forskellige bundklipper hver gang de vil i land. Man kan høre den slags at du ved det!" kommenterede han pludseligt.

"Man kan høre når kølen er dårligt holdt. Skibet lyder forkert når det sejler" han pegede med piben, der var intet at gøre.

"Alle siger det er tåbeligt, men det er sandt; det lyder forkert" han tog endnu et hiv af piben og tog sig selv i det inden han lod munden løbe igen.

"Men sig mig så smukke, må jeg kalde dig smukke? Sig mig engang, hvem sejler du med nu? Jeg går næsten ikke ud fra at du har tænkt dig at blive i havnen. Hvis de først får kaptajnen, tager de snart besætningen, ved du nok"

logan har glemt alt om at den grund til han var der var for at finde en besætning men lige nu var det et kort der havde logan's fulde opmærksomhed.
logan havde tegnet kortet så godt han kunne huske det, han ser sig omkring for at se om der er nogen der kigger hvilke der ikke var, "ungdomenskilde " mumler han for sig selv med et lille smil på læben " så kunne potson og jeg være de eneste pirater i live" mumler han lidt for sig selv igen.
og nu når han tænkte over det kunne de jo bare sejle skibet selv, det vil bare tag længere tid at få det gjordt klar. logam ser kort ned på potsson som stadigvæk sover, logan ryster kort på hovedet hvorefter han pakker hans kort sammen og rejser sig op og går ud af kroen og ned til deres skib.


Skibet:


Logan kommer gående slingrene og kan ikke rigtig finde ud af hvilke skib der nu var deres " hvor er du henne " mumler han og går vidre " der er du " råber han hvor efter han stille sig og kigger op på hende " du er en dejlig tøs, hov hov nu ikke noget med at kigge på andre " siger han råbene men går så ombord, og går hen i hans kahyte hvor han går hen og sætter sig i sin stol imens han tager en flaske rom med.
han bredder kortet ud på bordet finder sit kompas frem og begynder at sætte den kurs som han tror er den rigtige.

Blaine stod og stirrede på Matik. Så stirrede han på kortet, og så tilbage på Matik. Hun havde gjort hvad han bad om, men alligevel var der noget, der ikke føltes rigtigt. Det var svært at sætte fingeren på det, for det lod til at hun fortalte sandheden. Han kunne i hvert fald ikke fornemme nogen løgn i hendes stemme, og Blaine selv var en mester i at lyve og fange løgnere. Enten var hun en fabelagtig løgner, eller også var det noget andet der plagede ham. Blaine vidste godt hvad det var. Han havde haft dæmonen i sit blod for længe, og var ved at miste kontrollen. Rå magt løb gennem hans åre. Han følte sig stærkere, hurtigere og bedre end alle andre i kroen. Det var ikke deres plads at bedømme om hans magt var rigtig, for det var hans, og de fortjente ikke så meget som en krumme af den. Han havde arbejdet hårdt og indædt for at lære sig de forbudte kunster, så hvorfor måtte han ikke høste frugten? Han kunne kræve alle gæsternes blod som sit eget, og øge sin magt gennem deres ofre. Magten var hans, og der var intet forkert ved den!
Han kiggede på Matik med et blik, der var svært at aflæse. Han så ud som var han klar til at springe i struben på hende, men alligevel så han ud til at holde sig selv tilbage. Han pressede øjnene sammen og stod i tavshed i et halvt minuts tid. Derefter sænkede han roligt hånden ned til den klinge han havde skæret sig på, og med en overvejet langsom bevægelse trak han det. Hans intentioner var stadigt blandede i hans blik.
I det han lagde den blodige venstre hånds fingre på bladet, mistede han herredømmet over den magt der var i hans åre. Han havde modsat sig blodtørsten, og dæmonen slog sig nu løs i hans krop. Den fråsede af vrede af afmagt, klar til at flå hans indre organer hvis den fik muligheden. Hvilket den ikke gjorde. Øjeblikket efter at han havde frigivet kontrollen, kørte han i store smerter fingrene henover sværdets skær. Blodet, der allerede klyngede sig til hånden, løb over klingen. Med et hurtigt ord havde han på ny forseglet skabningen i sværdet.
I det øjeblik holdt blodet op med at samle sig på hans arm, og størstedelen faldt til gulvet med en kraftigt plask. Glimtet fra hans øjne forsvandt også, og han stod nu tilbage præcis som han havde været før det overflødige show af styrke. Et skævt smil indfandt sig på hans læber. ”Godt valg,” han kunne mærke at han var ved at blive svimmel fra blodtabet, men han ville ikke lade det vise, ”hvis du ikke har noget imod det, vil jeg gerne lige have dig til at gentage det for…” Han kiggede bag sig et kort øjeblik, til der hvor Logan burde have siddet. Underligt nok var han væk, mens hans skøge sad tilbage og snakkede med en gammel mand. Blaine gættede på at manden ikke ville forlade et sådan pragteksemplar uden god grund, så hvor var han blevet af? Fik han nu ingen penge, eller hvad? Han kiggede på Matik. Nu var kortet praktisk talt ubrugeligt for ham. Nu vidste han heller ikke hvordan han skulle fortsætte. Han tog kortet op i den ene hånd. ”Hvor meget er det her værd for dig?” Måske ville hun betale ham for ikke tage det fra hende.