Lee så forundret på Penor (aka; O.=) "Lig... Hvad?!" hun nåede lige akkurat at kaste sig ind på midten af trægulvet (hvilket vil sige, at Lee befinder sig midt på 3. etages gulv.) da kniven kom susende, og den satte sig i loften lige over hendes hovede. Hun vrissede. Hvorfor kunne folk ikke bare passe deres egne sager?
"Jeg æder I HVERT FALD ikke lig!" råbte hun vredt, og klikkede med metalhånden (egentlig er det en handske, med spidse metalfingre) og hun så sig om efter mulige flugtveje. Ikke at hun var bange for at kæmpe, hun mente nu nok at hun ville kunne klare ham på en eller måde, men hun ville hellere flygte. han havde set for meget, og han skulle helst ikke se endnu mere. Hun var desuden svækket siden angrebet af Kravenoh, hun havde ikke fået trænet særlig meget.
"Lig gør dig syg, din idiot! De er jo gået i forrådnelse? Hvorfor skulle jeg spise døde ting?" fortsatte hun, og fik øje på et splintret vindue, men den flugtmulighed blev hurtigt elimineret igen - et to meter bredt hul bredte sig i gulvet foran det. Den eneste mulighed var vidst at begive sig op på taget igen, eller ned - og ned ville være at hoppe lige i armene på Penor. Hun tog en rask beslutning, tag kniven og greb fat i trappegelæneret.
"Utroligt at jeg næsten altid ender med at få problemer når jeg begiver mig ind i byen..." mumlede hun, og svang sig over et mindre hul og landede på andet trappetrin. derefter styrtede hun opefter, tre trin af gangen.

Penor fulgte kniven der skarpt og smidigt sepererede luften fra hinanden i dens fremmarch imod hende, og borede sig hårdt ind i træet over hendes hoved. Han skar en grimasse *Pokkers!* Tænkte han irreteret, men lod så grimassen falde til gengæld for et betæntsomt ansigtsudtryk, hun lod til at være en dræner, ikke en vampyr men heller ikke ligæder, men en menneske lignende monster, som havde et medfødt behov for blod, da cellerne i hendes krop kun holdte sig intakte med frisk blod. Hans blik fulgte hende skarpt, og hans krop fulgte hendes skridt rundt i huset han han hele tiden kunne holde øje med hende, hun fik ikke lov til at stikke af fra ham før at han kunne bekræfte at hun ingen fare ville udgøre for mennesker eller andre der boede i krystallandet.

" Hvad er du?" Spurgte han med en bestemt stemme, afventende på hendes svar, han havde normalt intet tilover for hendes slags, men normalt kunne hendes artsfæller heller ikke snakke som hende, og ikke så intelligent. Hun udstålede også masser af følelser, det gjorde udøde aldrig, kun spøgelser, men de kunne ikke bekæmpes, kun fordrives. Hans arme hvillede instinktivt langs siderne, klar til at gribe om et af hans våben på kroppen og gøre et udfald, hun lod til at være meget smidig, og dermed var det næsten en selvfølge at hun også var hurtig.

Hun var endt på taget igen, og betragtede sine flugtveje. Der var ikke rigtig nogen, for trappen var omkranset af en lille platform, og ellers... hul.
Hun gik så langt ud hun kunne, og så tilbage på Penor.
"Jeg er en krystalisianer din idiot!" udbrød hun vredt, og himlede med øjnene. hendes hage var normal igen, og hun havde fået alt blodet væk. blodpletterne på hendes tøj var der dog stadig.
Jeg nægter at fortælle ham om min evne. Simpelthen. pis, hvor dum kan man være... imens Lee stod og bandede af sig selv så hun sig over skulderen og målte hullets diameter med øjnene. Der var for langt at springe. Hendes eneste mulighed var et angreb, eller at overbevise Penor om, at hun ikke ville skade ham så han måske ville lade hende komme væk. Hun blev ved med at lade blikket spejde rundt for at finde en eller anden mulig flugtvej, og hun knugede kniven i hånden.

" Kunne jeg få min kniv tilbage?" Spurgte han behersket, ignorerede hendes provokerende tone, han skulle ikke have lov til at flygte, ikke før han havde gjort nogle ting op med denne kvinde. Han bed sig betænktsomt i læben og krydsede armene over brystet igen, Hun opførede sig som et frustreret barn der ikke fik sin vilje, det var ikke til at holde ud. " Kunne du tænke dig at komme ned og fortælle mig lidt om hvad du er for en, eller skal jeg virkelig selv komme op og hente dig?!" Råbte han udfordrende, med hans hårde stemme op til hende. Han kunne ikke udstå hendes hysteri, og hendes manglende respekt for andre individer, men stadig, hun skulle ikke slås ihjel før at han kunne bekræfte hvad hun var og om hun var god eller ond. Han skulle nok også begrave hunden, eller ivertifald give den en bisættelse, som alle liv i krystallanet havde krav på. Han så fra hunden på hende med foragt i blikket.

Hun så lidt på kniven, og så bagud.
Jeg kan ligeså godt... hvis uheldet er ude, skal jeg nok klare mig. Hun stilte sig hen til trappen, og lod kniven kure nedefter.
"hvorfor skulle jeg komme ned til dig? Du kastede en KNIV efter mig?!" Okay, han var da ikke helt normal. Hun var da ikke nogen 'ligæder'?
"og for pokker da også, jeg er en KRYSTALISIANER!" hun himlede med øjnene.
"Ligner jeg måske en havfrue? For sidst jeg tjekkede, havde jeg ikke nogen hale." hun klikkede lidt metalfingrene, og så op imod himlen. det regnede stadig, og regnen gjorde hende i lidt bedre humør. Men skulle hun til at lave stunts på tagene var det måske ikke det mest optimale vejrforhold.

Han nikkede og rettede på hatten, så den dækkede for de tunge rejndråber så de ikke faldt ned i hans nakke, det gav irreterende kuldegysninger
" Sandt, jeg kastede en kniv efter dig, fordi at du dræbte den hund, eller rettere sagt, du drænede den... Og det er ikke just det smarteste, især ikke fordi at det er sådan nogle spor som bidemærke på en død hunds hals, der tiltrækker folk som mig... " Sagde han med en hård stemme og trak sin korde, og pegede den truende op imod hende. Hun havde bare at komme ned derfra, og meget hurtigt, ellers skulle han nok selv sørge for at hun kom det.
Hans øjne spidsede skarp ind på hende, hun så ellers normal ud, faktisk temmelig godt ud, men det var jo ligesom med vampyre, det var blot en forklædning, som han havde lært at se igennem fingre med.

Han knuede hånden om kordens skafte, han var ikke i humør til at klatre med sin sårede arm, som dunkede gevaldigt, men det ville han muligvis blive nød til.. Noget de kættere aldrig forstod var, at ligemeget hvormeget de løb, ville de altid lægge spor efter sig, så han tilsidst ville fange dem. Han så hende ikke for en krystalisianer, selvom at hun var en, for med det hun var istand til, mindede hun mere om en blanding af en ligæder og en vampyr, en ligæder grundet hendes munds transformation og vampyrens fordi at hun drænede, eller det beskyldte han hende for, i så fald skulle hun dø, men aligevel ikke, han kunne ikke bestemme sig, om hendes evne var ment til at bruges på mennesker, eller om hun kun drænede døde, ligemeget hvad, var det imod hans holdninger og hans bibels love, men aligevel afventede han hende til at komme ned friviligt.

"jeg har ikke drænet noget som helst, hunden angreb mig først. Se dog på den, den har stadig fråder om munden." hun så ned af trappen og himlede med øjnene. Sig mi, hvad troede han at hun var?
"hvis du absolut skal vide det, så har jeg en lidt speciel evne, okay? jeg render altså ikke rundt og gnaver i mennesker, jeg bruger den sjældent, og det er i selvforsvar." okay, det var løgn. hun HAVDE gnavet i mennesker, og hun brugte den ikke kun til selvforsvar. Men han virkede ikke som typen at indrømme det overfor, og hun gad ikke til at bide i ham også. han virkede lidt som om han faktisk VIDSTE hvad han talte om selvom han var så hellig og 'god'. Hun ville ikke tage nogen chancer.

" Kom ned derfra... " Sagde han med en hård stemme og stak kordens spids ned i den hårde men våde jord, regn var et godt vejr at jage i, ens bytte lagde mange spor i det mudrede og våde landskab og ens hurtighed ville bare sørge for at man lavede vejr som at falde i muderet eller glide på vådt metal.

Hans stemme var monotom og hård, om det så blot var en evne hun havde, kunne den stadig være til fare, men det var ikke første gang at han havde hørt en omsang som denne, vampyre brugte den ofte, men det var nu også fordi at de frygtede jægere som ham, selvom der kun var få, da han kunne ende deres uendelige liv, da de jo ikke blev gamle som mennesker. Han var vakt og klar hvis hun skulle finde på at gøre et udfald, hun lignede en, der ikke var bange for at slå fra sig når det gjalt.

Han trak hatten af hovedet og rystede kort hans tørre hår i den masive regn og strøg pandehåret bag ørene, og tog så hatten på igen. På denne måde skyggede hans hår ikke hans udsyn eller generede ham. Han sukkede dybt, hun lod ikke til at ville komme ned friviligt, aligevel prøvede han stadig med den komanderende stemme at få hende ned, han havde et stort overskud denne dag, havde han haft en dårlig dag havde han allerede grebet ind, men han gav hende tid.

"Hvorfor?! Så du kan kaste efter mig igen?" svarede hun, og blev trodsigt stående hvor hun stod. én ting var, at han angreb hende og beskyldte hende for alt muligt, men han skulle ikke tro at hun bare ville komme rendende som en anden hund!
"Giv mig EN god grund til at jeg skulle gå ned til dig?" Hun satte hænderne i siden, og trak vejret dybt ind. Regnen fortsatte, og piskede hende hårdt i nakken.
Hm... Jeg skal ikke prøve at flygte ved jorden. Pløret er så vådt at jeg umuligt kan stå fast. Jeg må forsøge at flygte via bygningerne hvis han endelig er så idiotisk at komme herop. Hun kunne nok balancere langs kanten af trappen, og så hoppe over til bygningen overfor.
Men hvis hun faldt ned, ville det nok gøre ret ondt.
"..."
" Sandt, jeg kastede en kniv efter dig, fordi at du dræbte den hund, eller rettere sagt, du drænede den... Og det er ikke just det smarteste, især ikke fordi at det er sådan nogle spor som bidemærke på en død hunds hals, der tiltrækker folk som mig... " Hvad mener han med det?! Hun stivnede. Det havde hun slet ikke tænkt på. HVAD var HAN?
"hvad mener du med at 'bidemærker' tiltrækker 'folk som dig'? Du er altså ikke særligt troværdig!"

Han fnøs og knuede så hånden, og studerede hansken, som på trods af sin tykkelse var utrolig smidig " En god grund.... Jeg kan give dig hundrede.. For det første, hvis du ikke kommer ned nu, risikere du at falde ned fra en af disse bygninger på et tidspunkt for du ligner ikke en der fortryder at du kom derop, men vandet skal nok sørge for at du falder, men frem for alt.. " Han tog en dyb indånding og så så med hans skarpe, hårde blik direkte i hendes øjne " Fordi at jeg bliver træt af at vente, og nødigt skal komme op og hente dig, for så falder du med sikkerhed ned fra bygningen du står på, og ingen er for usårlige til at få brækket ryggen..." Sagde han med en hård, monotom stemme og bed tænderne hårdt sammen og blottede dem i en blanding af et truende smil og had. Aligevel syntes han utrolig rolig og behersket..

Hans blik blev straks forundrende da hun spurgte ind til hans forige tale... Han trak korden op af hjorden og svang en gang med den i regnen så den gav en susende lyd " Hvad jeg mener... Det burde være let at forstå unge dame, men lad mig da forklare mig selv. Når du bider sådan en hund, efterlader du bidemærker som normale mennesker ikke er istand til at lave. Indehaveren af hunden kontakter så mig, eller fortæller om denne hunds pludselige død, og dette tiltrækker min opmærksomhed, da mit arbejde er at eliminere og brænde sådan nogle som dig.. Levende. Jeg begynder så at opspore de spor du efterlader dig af lig og blod igennem Krystallandet indtil at jeg finder dig, og flår hjertet ud på dig, skærer dit hoved fra dit legme og renser din krop via afbrænding, og spreder asken ud over Den Røde Flod, hvor du vil leve som en hvileløs ånd uden krop eller bevisthed. " Sagde han med den allerstørste ro i stemmen og uden at hæve den. Han så op imod hende, og så efter en reaktion men tilføjede så " Men, dette hæner kun, hvis du da er af ondt sind, og det er pålagt mig at afgøre så jeg spørg igen, vil du være så venlig at komme herned, så jeg udfra få spørgsmål kan afsløre om du er ond eller god, og om du har ret til livet du er blivet givet, eller ønsker du at jeg selv skal hente dig og stemple dig som ondsindet?" Spurgte han hårdt.


Mange ville kalde hans attityde kold, han så den kun som retfærdig, nu havde han faktisk givet hende et tilbud, normalt gav han ikke hendes slags nogle chancer, men han gjorde en undtagelse, han var i tvivl, hvad der var en sjælenhed da kættere normalt havde nogle fælles træk, som hun ikke havde, hun var aligevel så menneskelig. Det irreterede ham enlig, men facinerede ham også, var det måske en ny race han havde fat i? *Forhåbenlig ikke* Det rimlede allerede med dæmoner og kættere i landet, flere af slagsen ville bare give ham mere konkurance, og han havde masser iforvejen.

"Tro mig, jeg vil langt hellere lave luftakrobatik på hustagene end at hoppe lige i favnen på dig!" Hun satte hænderne i siderne og tog en dyb indånding. Okay, nu måtte hun være helt rolig. denne her mand var tilsyneladende ikke helt rask, i hvert fald ikke ifølge hende selv. Hun måtte tackle det på en fornuftig måde. Hun pustede ud, og trak vejret dybt ned igen for ikke at flippe fuldstændig ud på ham.
"For det første; Jeg tror ikke at hunden HAR en ejer. De er højst sandsynligt slaver for en eller anden Mørkets tjener eller noget i den stil." Hun reageree ikke yderligere på den ellers så voldelige udpenslelse af sin måske nærtkommende død, og sukkede opgivende.
"Jeg efterlader mig ikke lig. Jeg efterlader mig ikke spor af blod. Vil du ikke godt prøve at forstå det? Den eneste grund til at jeg ikke kommer ned til dig, er, at folk faktisk nu om dage ikke er til at stole på! Jeg taler sgu af erfaring." Hendes ansigt forvred sig i en utilfreds grimasse ved tanken om Kravenoh. Hun var stadig øm i siden når hun gik, og hun var faktisk lidt bange for at det aldrig ville forsvinde.
"Hvad pokker bilder du dig ind? At stå og plapre om, om JEG har RET til det liv jeg er blevet givet? det... det..." Hun trak vejret dybt ned for at få kontrol over sig selv. Det VAR ikke ligefrem stedet at få et hidsigedsanfald.
"... Du regner ikke med at en person ved sine fulde fem ville hoppe ned til dig, vel?" sagde hun så.
"Jeg mener, du lover ikke ligefrem fest og glade dage, hvis du forstår?" Hun blev stående hvor hun var. nej, hun HAVDE ikke intentioner om at komme ned til ham. Så måtte han stemple hende som ond, hvis det var det hun var. Nogle havde jo også den opfattelse.
"Jeg ikke et byttedyr." sagde hun så, helt roligt. Okay, han virkede ikke som en der av ekstra chancer. Derfor, TOG hun heller ikke ekstra chancer.
5 sekunder efter, var hun hoppet over på et andet hustag, og stod på kanten og balancerede, imens hun overvejede om hun skulle kravle ned, eller hoppe videre.
Hun hoppede igen, og forestillede sig at hun var på jagt - ikke, at hun var den jagede.

Han rystede blot på hovedet over hendes tale og rettede så på hatten, så hans øjne fulgte hende, og han begyndte roligt at gå langs bygningerne hun hoppede rundt på.
"Vel er du ej et byttedyr, og nej jeg forventede nu heller ikke at din slags... Så må det være på den anden måde. " Sagde han og knækkede med nakken, strækkede armene ud og tippede hatten tilbage på plads, og gik stadig roligt med hende som hun hoppede fra bygning til bygning, det var ikke første gang at han var oppe imod en akrobat som hende.

Hans øjne fulgte hende skarp, hver en bevægelse hun lavede, for at erfare hendes stærke sider, han vidste allerede hendes dårlige.
" Min tålmodighed rinder ud frøkken, kom ned derfra, jeg lover måske ikke fest og farver, men jeg tilbyder dig livet, for hvis du bliver ved sådan der, bliver det før eller siden taget fra dig" Sagde han let. Hun var da stædig... Irreterende, men aligevel, hun var en anelse speciel af sig, opførte sig mere som vampyr end ligæder, men han ville meget gerne studere hendes evne nærmere, han havde set meget der lignede hendes lille trick men aldrig hendes.

Lee var standset op på et tag på en bygning, en anelse gispende efter vejret. Hun gik hen til kanten og så ned på Penor.
Så himlede hun med øjnene på den der typiske pigemåde, og satte hænderne i siden.
"Du kan stille mig dine 'spørgsmål' herfra, hvis du ikke vil lade være med at forfølge mig. Jeg er ikke så dum at jeg kommer nærmere på en der har truet mig med at... ja, jeg kan ikke huske det, men du ville i hvert fald kappe mit hovede af, så jeg vil mene at jeg har min ret tiil at blive stående lige her." Hun satte sig ned på hug, parat til at springe videre til den næste bygning hvis han skulle prøve på noget, eller kaste sig tilbage ind på taget hvis han skulle prøve sine trick med knivene.
Så sad hun ellers og ventede, og betragtede ham.
hvad pokker er det for en hat?!

Han fnæs " Har du nogle religiøs overbevisning?!" Spurgte han højlydt, nåhh ja hvis det skulle være på den måde gik det nok. Hans skridt havde samme rolighed hele tiden, han havde ikke travlt, hvis hun begyndte at løbe skulle han nok fange hende, det var intet problem, men kunne han undgå det ved en samtale og overtale hende til at komme ned ville det være fantastisk.

Han lagde hånden på kordens skafte som han gik, stilfærdigt og så behersket, hvad han også var, men aligevel var han mere end beredt på kamp, hans sanser lå ud over huden, klar til hvad enten omgivelser havde at byde på af modstand eller hende for den sags skyld. " Stædige dame" Mumlede han lavt og så hun ikke kunne høre det, ved mindre hun havde ualmægtig god hørelse.

Lee svarede ikke de første 10 sekunder.
"Nej." svarede hun så. Det irriterede hende på det groveste at den... den... MANDEPERSON fik hende til at sidde her, næsten frivilligt, og besvare spørgsmål om hende selv. Hun hadede når folk prøvede at opsnuse informationer om hende. Ray havde været en helt anden sag.
Hun kunne ike engang se denne mands ansigt på grund af den forbandede hat. Han havde måske rettet på den, men den skyggede stadig. Regnen tog af, og månen kastede et blegt lys over byen. Lee sad stadig helt stille, og ventede bare på at han ville komme videre.
Et spørgsmålet besvret er et spørgsmål mindre. tænkte hun ved sig selv, og borede metalfingerspidserne ind i muren, og lod eftertænksomt sin hånd glide om i nakken, og mærkede på de to ar. Men det ene bragte mere ubehagelige minder end det andet, og hun holdt igen fast med begge hænder, og fortsatte med bare at kigge på Penor med et utilfreds ansigtsudtryk. Sammenknebne øjne og let spidset, sammenbidt mund.

Der var ingen reaktion at skimte. Hatten skyggede fra hans ansigt fra hendes vinkel, og regnen gjorde ham nærmes umulig at beskue. Som den pludselige stilede hen så han op imod himlen, og et taknemmeligt smil bredte sig op imod de mørke skyer. " Det burde du have." Konkluderede han vræssent men stadig med fuld kontrol over ham selv, han var utrolig rolig, en ting han havde trænet meget, det var uro og uopmærksomhed som slog dig ihjel. Han hørte lyden af vand der dryppede ned fra husenes tage, og duftede til lugten af vådt jord, han væmmede sig ved tanken og så så op imod hende med et næsten gennemsigtigt blik, som fokuserede han på noget bag hende. " Har du brugt din evne imod mennesker?" Spurgte han så hårdt, et hver tegn på usikkerhed eller overvejelse ville han betrakte som et ja, havde hun ikke ville svaret falde hurtigt og fast.

Han satte korden i skeden igen og rettede på den, stadig med blikket rettet mod hende, men takket være hatten kunne hun kun skimte hans næsten hvide øjne.
Vejret var pragtfuldt til at jage i, lyden af ens offer sprinte gennem vandpytter og ujævne landskaber efterlagte lyd og spor, som var let at opfange, Hun var ille stedt hvis hun flygtede.

"Nej, jeg burde ej." hvor vovede han at stå og fortælle hende at hun bure have en tro. Og især nårhun ikke engang kunne se hans ansigt.
Hun lænede sig frem og så meget indgående på ham, stadig med et irriteret ansigtsudtryk.
"Kun når de angreb mig." svarede hun. og det var jo også sandt. men... Nogengange var det jo sket at hun havde sultet, og nogen var kommet i vejen. På det forkerte tidspunkt, på det forkerte sted. Men det behøvede han ikke at vide.
Hu fnøs.
"Må JEG have lov til at stille et spørsmål?" hun ventede ikke på hans svar, og spurgte bare, og forventede med fuldt overlæg at han skulle svare hende.
"Vil du være så venlig at tage den dersens hat af? jeg bryder ig ikke om at jeg ikke kan se dit ansigt." De første ord blev sagt venligt og roligt, men så kom det forhenværende tonefald tilbage; trodsigt, stædigt, irriteret. Som et lille barns.

OOC: Rettet og gjort længere ^^

(Helt iorden ;) )
Han rystede opgivende på hovedet. " Så udgør du jo fare for dine omgivelser." Sagde han betænktsomt og så imod jorden. Trist...
Han trak vejret roligt ind og drog luften ud af lungerne i en tung udånding. " Jeg ved rigeligt nu.. Du er af ondt sind. " Sagde han dømmende. Han så undrende på hende og rystede igen på hovedet " Min hat bliver hvor den er, den skjuler ting fra fortiden." Sagde han hårdt og forsvandt så ind af døren til den nuværende bygning hun stod på, og han begyndte med langtsomme skridt at gå op af trapperne til taget hun stod på, han var dermed ude for hendes synsvinkel, dog bekræftede lyden af hans panser at han var derinde, og var på vej op imod hende.

Trappen var gladt, taget var utæt og dermed var bygnings gulv helt vådt, og det samme var trapperne, piggende under hans støvler borede sig dog smidigt ned i de fugtige træbrader, og der var dermed ingen chance for at glide, men han var varsom med hans skridt, da braderne let kunne styrte sammen under ham, hvad der ville resultere i en ydmyggende faldtur igennem trappen for derefter at kolidere mod jorden, en tanke han ikke ligefrem nød at se blive realiseret. Især ikke nu hvor jagten var begyndt.

Lee himlede med øjnene da han gik indenfor, og hun rejste sig fra sin siddestilling. Var han så dum at tro, at hun ville blive stående og vente på ham? Idiot.
”Jeg har ikke gjort dig noget. Hvis du slår mig ihjel, er du ikke meget bedre selv.” Råbte hun. Med de ord – ligeglad med om han havde hørt dem eller ej – hoppede hun videre til næste bygning, og satte i et hurtigt løb.
Det var ligesom at jage i skoven. Bare... nemmere. Man kom hurtigere frem. Hun kunne kun bruge sine fødder, men det var også rigeligt. Hendes sind blev klart, al alkoholen var som forsvundet ud af hendes system, og hun gled ikke en eneste gang. Men hun tog heller ikke nogen chancer. På trods af hans panser og rolige bevægelser kunne han nok godt bevæge sig hurtigt, og..
”SÅ FOR SATAN!” råbte hun forskrækket, da bygningen foran hende viste sig at være meget lavere og mindre end hun havde forventet, og hun nåede lige akkurat at gribe fat i en lang metalstang der holdt et reklamerende træskilt for en eller anden butik, og svingede sig op på det. Et kort sekund fik hun lige pusten igen, og så ned på det lille skur. Selv hvis hun havde ramt det, ville det være styrtet sammen. Hun så op.
Ingen tid at spilde. Videre.
Hun hoppede videre ned på en balkon, og videre til et andet hus, langt lavere end de lese andre, men stadig højt. Et par chokerede ansigter kiggede ud på hende, og hun satte i et dyrisk skrig, hendes anden evne, - deres trommehinder eksploderede. Selv Penor, ligemeget hvor langt han var, ville kunne høre det, og det ville stadig være kraftigt, og en hovedpine ville ikke være urealistisk og ondt i ørerne kunne man også risikere inden for et par kilometers omkreds. Hun tænkte ikke på at være stille. Ville han jage hende, måtte han bare komme. Hun borede metalkløerne ind i en bygning, og kravlede hurtigt op på taget og spejdede rundt. Hvor var han?
Først nu kunne hun mærke hvor hårdt hendes hjerte hamrede, og hvor heftigt hendes lunger bad om at få en smule luft. Så det var sådan det føltedes at være jaget. hun havde ikke noget imod det, men det skulle jo helst ikke ske for tit.
Hun havde løbet og bevæget sig hurtigere end hun gjorde i skoven, og med den lange hvileperiode efter overfaldet kunne hun tydeligt mærke konsekvenserne af det.
Hendes hofte dunkede, men hendes sanser var stadig skarpe.

Han hørte lyden af hendes fødder der dristigt og hurtigt bevægede sig over taget og så i et hop, før at hendes fodtrin kun var som en fjern lyd. Hans plan virkede, som altid. Det lykkedes ham at komme op på taget hvor at han hurtigt så sig om, og så imod bygningen ved siden af den han stod på: Så begynder vi igen.
Han gik stille imod kanten af bygningen og hoppede så over på modsatte bygning som ikke var længere end en benslængte væk. Han så skarp frem, siluetten af hende, løbbende i natten var til at skimte et øjeblik,men forsvand så igen. Han så imod hjorden, og gik så med lange skridt i hendes spor, selvom at der nu ikke var nogle, kunne han vel og mærke godt regne ud hvilken vej hun løb, der var trodsalt kun en.

Han stødte så imod stedet hvor bygningen foran ham var meget lav. Han så overvejende på den og tog så en dyb indånding, tog tilløb og styrtede så igennem luften og sprang, landede på taget og lavede et vellykket rullefald men grundet hans fart faldt han så direkte på ryggen. Han blev liggende, slaget var som et piskesmæl, men smerte var ikke en konstant faktor, den skulle bare udholdes til at den forgik. Han rejste sig fortumlet men roligt op, da lyden af hendes skrig pludselig nåede ham. Han sank i knæ med hænderne for ørene, var hun også en sirene!? Sikke meget det monster kunne. Han bed tænderne sammen, hans hoved rungede, og hans øre blev ømme, hans hørelse var godt som forsvundet. Han så op, det var som så han dobbelt. Han så ned af sig og trak en drik frem, der havde et rødt indhold. Han drak det, og rystede på hovedet (Stærk Alkohol) Det hjalp altid lidt. Han gik så over til kanten af huset og spejdede ud mod de mange hustage. Hendes siluet var tydelig, selv i natten, det samme var hans dog.