Damia følte noget lette fra hendes hjerte. Frygten og nervøsiteten forsvandt og blev ersattet med en rar følelse af tryghed. Dog vidste hun at, hun først ville slappe af når hun atter var hjemme hos sin bror.
"Hyggeligt at møde jer,, siger Damia mildt og ligger hovedet let på skrå for at betragte dem begge mere indgående. Før havde hun ikke tilladt sig selv at se dem for nøje an, måske var hun bange for at de ville vise sig at havde skjulte onde hensigter. Men de begge så ud til at være ligeså fortabt som hende selv.
Ruben var nu en meget pæn ung mand. Damia gik ud fra at han ikke måtte være særlig gammel. Peyton var også yndig og så ud til at være ligeså ung som Lucius.
"Mit navn er Damia,,
En lille dråbe faldt på hendes kind. Forsigtigt tørrede hun sin kind og rettede blikket mod den grå himmel. Regn. Snart dryppede en masse funklende dråber ned fra himlen, og fugtede jorden.
Hun gjorde bevægelser med hænderne og straks efter begyndte det træ hun var tættest ved, at bevæge sig. Grenene flettede sig ind i hinanden og dannede et tæt lag af blade, som skærmede hende for regnen.
"Der er plads vis i vil sidde her?,, inviterer hun dem.
- Avatar og profil billede lavet af mig
Krystallandet
