"Aye!" svarede han straks og smilede. Gad vide, om han selv havde været der? Men inden han kunne nå at spørge, kom Selmy ham i forkøbet med en ret dybfølt bemærkning. 

Han kløede sig i nakken, og fingrene bevægede sig længere op, før han ruskede lidt i krøllerne bagtil. Det var ikke let, nej. Men han ville også føle sig som lidt af en tudesidse, hvis han ligefrem sad og indrømmede det over for Selmy. Det var slemt nok, at han allerede så ham som et lille barn. "Jeg klarer den... men jeg savner dem da og til," svarede han i stedet og nikkede derefter. "Masser af breve." Han trak lidt på skuldrene. "Jeg skriver bare ikke så godt. Så det går langsomt at svare." Han læste egentlig heller ikke så godt. Bogstaverne havde det med at hoppe rundt og bytte plads, når han forsøgte. Men dét behøvede Selmy vel ikke en hel redegørelse for.

Så kom han i tanke om spørgsmålet, Selmy havde nået at komme ham i forkøbet med før. "Har du egentlig været der? I Medanien?"

Han kunne se at det påvirkede ham at tale om sin familie, som var så langt væk. Det var jo ikke meningen, at man skulle være trist på en festlig dag som i dag, men heldigvis kom der ingen tårer. Selmy var lyttende, stadig opmærksomt rettet halvt vendt mod Theodore, og nu med den ene albue lænet mod ryglænet og hans hånd knyttet mod tindingen. Det lidt for lange hår dansede blødt om hans håndled.

”Åh, jaså” Kom det forstående fra ham, da Theodore erkendte, at han ikke var så god til hverken at læse eller skrive. Selmys blik dalede kortvarigt skuffet, for hvordan skulle han dog komme godt ud af det med en, der helst ikke åbnede bøger? Mon symptomet kom af en form for ordblindhed eller bare uinteresse? For ordblindhed kunne jo trænes med hård disciplin, men dumhed kunne man ikke kurere. Tja, nu var det måske slut med bøger helt for ham, siden han allerede var godt på vej ind i arbejdslivet. Selmy selv havde ikke nogen på sig lige nu, men det var også atypisk for ham.

”Ja, en enkelt gang, en enkelt overnatning,” Selmys blik varmede lidt op. Han burde sige noget pænt om stedet, for at muntre ham op, men alt han kunne tænke på var utrygheden over uvisheden. Hans rejsefælle havde myrdet en mand, og Selmy hjalp ham med at flygte. Deres gamle tøj og hvad der ellers kunne identificere dem, var gravet ned et sted udenfor Medanien, byttet ud med rejseklæder. Hans blik forandrede sig kortvarigt til noget frygtsomt. Nej, det her kunne han ikke fortælle. Ikke til nogen, og slet ikke til Theodore, som kom derfra. ”...Der er en... Dejlig natur derovre.” Åh, det gjorde ham næsten syg på stedet at tænke på det. Blodet. Kroppene. Han forsøgte at bevare sit fokus til den virkelige verden. ”Jeg var der kun på gennemrejse. Jeg vil faktisk gerne tilbage dertil snart...” Måske han burde bede for den døde mands gravsted. Han fortjente det ikke, men måske ville det hjælpe på nogle af de traumer, som Selmy bare ikke kunne slippe på.

Ah, jaså. Theodores blik vendte tilbage til Selmy. Håret syntes næsten længere, som han sad dér med hovedet støttet mod hånden og de lyse lokker svajende omkring håndleddet. Theodore forsøgte dog mest at gennemskue, om der var en form for skuffelse at spore hos lægesønnen. Han havde jo set det enorme opslagsværk, Selmy rendte rundt med på klinikken. Bøger var tydeligvis en langt større del af hans hverdag end Theodores.

Heldigvis for Theodore behøvede man ikke være nogen stor boglærd for at blive en god væbner og senere... en god ridder.

Men han kunne ikke finde ud af, hvad Selmy tænkte i det øjeblik. Øjnene, så han, fik dog en varmere glød her i lyset, da Selmy fortalte om sin tur til Medanien. 

"Ah, virkelig?" lød det begejstret fra ham, selvom han kort nåede at studse over pausen inden dejlig natur. Det lød næsten som noget, Selmy havde skullet lede efter.
"Hvis du gør, kan du overnatte hos mig. Min mor laver den bedste sødkartoffelstuvning." Et øjeblik senere skar han en lille grimasse. Hos mig. Han boede der jo ikke engang længere. "Altså... jeg er sikker på, du også er velkommen, hvis jeg ikke er der. Selvom jeg da helst selv ville vise dig Medanien." Han smilede og lænede sig tilbage.

Gennemrejse. Mon det var i forbindelse med noget lægehalløj eller noget andet? Theodore kunne ikke dy sig.

"Kan du lide at rejse? Det lyder som om du har været rundt omkring." Fingeren fandt et løst stykke træsplint i bænken, som han begyndte at pille ved, men blikket blev hos Selmy.

Wow. Theodore tøvede ikke engang at tilbyde sit hjem til ham, og så endda på vegne af nogle andre. Det måtte jo være fordi han kendte sin familie godt, og at de var mere end venlige overfor hvem Theodore kendte. Selmy virkede jo altid kølig og svær at imponere, men han smilte taknemmeligt til ham, som han så kært fortalte om sødkartoffelstuvning. Selmy troede på hvad han sagde. I Medanien havde de jo råvarerne, mens de var helt friske.

"Nå, så det vil du? Så slipper du også for, at jeg tyvstjæler din seng," Lo han blødsødent tilbage i dril "Jeg er sikker på at du ville være en fantastisk lokal guide. Bare ærgerligt, at dine pligter er her i Dianthos, hm," Han antog bare, at Theodore ikke kom hjem så ofte. Nogle børn, særligt fra større familier, var overflødige og blev jo sendt i arbejde i hovedstaden, og så stort set aldrig deres familier igen. Mon ikke det også var tilfældet her?

"Jeg elsker at rejse." Kunne han med sikkerhed svare "Hvis ikke du allerede har bemærket det, så trives jeg ikke her, selvom jeg selvfølgelig har mit tempel og min familie her, som jeg elsker og holder af. Men man skal jo have krystaller at leve for, og min far har lukket for kassen nu. Men det var jo også kun fordi jeg ikke kom hjem sidst, og de troede at jeg var død og så videre." Selmy tav virkelig dybt. Hans blik var fængslet ved hvad end Theodore havde gang i med den løse flig af bænken.