Selmy.... Selmy.... Hr. Læge?

Stemmen var så fjern i den besvimende tilstand, at han slet ikke reagerede på det, eller på noget af det der foregik omkring ham i de første par minutter. Han var helt væk. Dagens første pause fra en stressende dag under sin fars hårde kommando. Hans ansigt der havde været fortrukket i en irriteret mine i næsten lige så længe han havde skullet tage sig at Theodore, var for en gangs skyld fredeligt og umiddelbart bekymringsfrit. Munden let åben hvor han lavmælt trak vejret, trods alt.

Op til at han vågnede, fornemmede han rummet, den snurrende fornemmelse og skødet som hans hoved hvilede mod. Nogen nussede ham i håret? Selmy kunne næsten ikke huske hvornår han sidst var blevet rørt ved på den måde. Han skulle huske meget langt tilbage, til da han var dreng... eller måske... For hans indre blik var der dog en mand. En elver med en hud så støvet mørklilla, onde rødglødende øjne, der dog i dette tilfælde mildnedes op, som de kiggede ned på ham. Selmys hjerte føltes tungt som sten. Han kunne slet ikke sige noget. Mandens lange skarpe kløer strakte sig ud og strøg ham i håret. ”Du skal da vist klippes igen,” Lød den velkendte stemme, mørk og rungende i drømmen. Så virkeligt og så livagtigt, at Selmy spærrede øjnene op med et sæt.

”Asith?!”

Loftet var... genkendeligt. Af træ, og med samtlige medicinske planter hængende, der bare skulle tørre og være tilgængelige. Selmy knejsede med nakken og så nu på Theodore, som havde ageret hans hovedpude i alle de minutter han havde været væk. Et forvirret udtryk vendte tilbage i Selmys meget blege ansigt. De var på gulvet? Nå ja...! Drengen havde slået sit hoved ind i ham, og han var faldet. Han havde været tæt på at kvæle ham for at have nyst ham i hovedet, men så...

Selmy skar en grimasse og bed tænderne sammen, som han langsomt og rædbrækket kom op at sidde. Han ømmede sig til sit baghoved, der hvor det gjorde mest ondt. ”...Det... Det må De undskylde...” Selmy var slet ikke vred på ham længere. Alt han så lige nu, var en dreng der ikke anede hvad han skulle stille op. ”Jeg er ikke så god til at omgås errh... børn...” Han rømmede sig tørt. Av hans hoved... Hans hjerte føltes stadig så tungt... det var svært at få vejret...

Man kunne vel lige så godt forsøge at gøre sig det behageligt. Forsøge, vel at mærke. Kulden fra trægulvet var efterhånden sivet gennem buksevævet, og Theodore vippede prøvende med tæerne. Ah. Hans ben sov.
Endnu et prust forlod ham, og han lod hovedet hvile mod sengekanten bag sig. Blæsevejret buldrede udenfor, akkompagneret af den dybe, uforstyrrede snorken fra den anden ende af klinikken. Theodore lukkede øjnene et øjeblik, men åbnede dem snart igen og kiggede ned.

Selmy så da egentlig ganske sød ud sådan. Det overraskede ham lidt. Den gnavne rynke havde siddet så fast mellem brynene under hele behandlingen, at Theodore næsten havde antaget, den hørte til dér. Nu var den væk. Ansigtet var glattet ud, munden stod en anelse åben, og de lyse lokker lå uglet omkring hovedet i hans skød. 
Fingrene bevægede sig gennem håret igen. Bare sådan lidt prøvende. Nærmest som når man kløede en hund i pelsen. Selmys hår var dog betydeligt blødere. Theodore nåede akkurat at tænke, at det var en lidt mærkelig ting at lægge mærke til, da mandens øjne pludselig sprang op.

Asith?!

Theo fór sammen. Hjertet sprang helt op i halsen, og hånden forsvandt så hurtigt ud af Selmys hår, som var han blevet taget i noget, han ikke måtte.
"Prosit?" Han blinkede og så ned på ham. Hvad sagde han? Men Selmy var vågen. Lettelsen kom næsten øjeblikkeligt, og Theodore lænede sig lidt frem for at studere det omtumlede ansigt.
"Er De okay?" Armene var allerede løftet en smule, klar til at gribe fat, hvis Selmy skulle beslutte sig for at vælte igen. Heldigvis kom han op at sidde, og Theodore benyttede straks lejligheden til at strække benene ud. "Ah—" En hel hær af små nåle fór gennem dem. Theodore skar en grimasse og vippede febrilsk med fødderne. Fantastisk. Først allergien, så et horn i panden, og nu var begge ben ved at falde af.

Jeg er ikke så god til at omgås... børn. Theo standsede. Børn? Han rynkede på næsen og så på Selmy. Han var ikke et barn. Han var altså fjorten. Der var en forskel. En ret væsentlig forskel, faktisk. Børn havde korte ben og løb rundt med træsværd og spurgte hvorfor hele tiden. Theodore trænede med rigtige våben, red på egen hånd og blev sat til at muge ud efter heste som et voksent menneske. Godt nok uden nogen af det voksne menneskes fordele. Men stadig.

Han besluttede sig for ikke at føre sagen videre.

"Nåh..." tja. sagde han i stedet og kløede sig i nakken. Den medanienske version af 'det er fint.' 
Blikket faldt på hånden ved Selmys baghoved, og Theodore strakte halsen en smule for at forsøge at se, hvad han lavede deromme. "Slog De Dem meget?" Han skuttede tættere på. Selmy var stadig meget bleg. Faktisk så han ikke helt ud som én, der burde sidde op endnu.
Heldigvis befandt de sig trods alt på en klinik. Hvis Selmy besluttede sig for at dejse om igen, måtte der vel være noget herinde, der kunne hjælpe.

Problemet var bare, at Selmy tilsyneladende var den, der vidste hvad.

"De ser lidt..." Theo tøvede og gned læberne sammen. Død virkede uhøfligt. "...bleg ud." Han kastede et blik op mod sengen og derefter tilbage på Selmy. "Måske De skulle lægge Dem?" Theodore rykkede sig op på knæ og rakte en hånd frem mod ham. "Bare indtil De ikke ligner én, der har tænkt sig at besvime igen."

Selmy forblev siddende, en lille smule svajende på stedet. Ja, han kunne meget vel besvime hvornår end det skulle være igen. Han havde aldrig prøvet noget lignende før i dag, men han forstod selv alvoren af det der var sket. Så han blev siddende og tog den med ro.

Theodore rykkede tættere på ham, og lod til at være meget bekymret for ham, skønt han havde behandlet ham så dårligt. Det var jo netop derfor Selmy var nødt til at undskylde nu. Han var slet ikke i en tilstand hvor han kunne tale nedsættende til den eneste der kunne passe på ham. Det her var vist det spåkonerne kaldte for dårlig karma.

”Jeg eh-” Selmy mærkede efter. Han havde fået sig noget af en bule inde bag håret. Hans finger strejfede en rift der fik det til at svige og hans skar en stram grimasse. Han kiggede straks på sin hånd, og der var blod på hans finger...! Der var... blod... på drengens skød... Hvad end af farve der havde været tilbage i hans ansigt, forsvandt fuldstændigt nu. ”Jeg tåler ikke så godt b-” Selmy pressede læberne sammen, og hele hans krop spændte op og gjorde antræk til at kaste op. Han kunne virkelig ikke arbejde med blod! Det var derfor han ikke egnede sig til det her fag! Og var der endnu en ting han heller ikke tålte, så var det opkast.

I hast og med koldsved på panden rakte han ud efter det fad, der også var røget på gulvet. Han rykkede det hen over sit skød og lod sig hænge over det. Han skulle kaste op, men han kunne heller ikke kaste op, for han følte sig så ængstelig ved tanken om det. Hele hans krop kæmpede imod, og nu sad han bare der helt ynkeligt, mens han vidste, at blå øjne observerede ham.

”Nej, nej nej. Jeg må ikke falde i søvn. Det går ikke.” Sagde han med ansigtet rettet ned mod fadet. Han døjede højest tænkeligt med en hjernerystelse. Men drengen mente det jo sikkert godt, når han foreslog at han skulle op at ligge i sengen. Selmys arme rystede. De omfavnede fadet tættere, men der var ikke noget på vej. Lige nu holdt han bare om fadet for tryghedens skyld. ”...De vil sikkert gerne hjem,” Sagde han så. Det slog ham, at hans patients tilstand lod til at være meget bedre.

Ikke så godt b... hvad? Theodore betragtede Selmy granskende og forsøgte at regne ud, hvad resten skulle have været. Børn? Var han allergisk over for børn?
Det ville faktisk forklare en del. Theo nåede lige akkurat at overveje, om han burde føle sig fornærmet, før han fik øje på Selmys finger. Blod. Selmy kunne ikke tåle blod.

"De bløder?" Han sank og fulgte Selmys blik ned mod sit eget skød. Og ganske rigtigt... Et par røde pletter havde sat sig på de lyse bukser.
"Hvilken læge kan ikke tåle blod?" slap det vantro ud af ham. Det var ikke engang ment ondt. Theodore var oprigtigt forvirret. Blikket fulgte Selmy, da han fik fat i fadet og trak det ind over skødet. Theo spændte en smule, da manden hang sig over det. Åh. Han skulle kaste op. Theodore rykkede instinktivt lidt tilbage. Bare en smule. Man kunne godt være omsorgsfuld på afstand.

"Okay." Han nikkede alvorligt, da Selmy forklarede, at han ikke måtte falde i søvn. Problemet var bare, at han ikke helt vidste, hvad planen ellers var. Skulle Selmy bare sidde dér med hovedet over et fad, indtil han holdt op med at være svimmel? Og hvad med riften? Han kunne vel ikke bare lade ham sidde og bløde.

De vil sikkert gerne hjem. 

Theodore standsede. Blikket gled mod vinduet. Stormen fik fortsat ruderne til at klirre i rammerne, og nu trommede regnen ovenikøbet hårdt mod glasset. Så så han tilbage på Selmy.
Bleg. Rystende. Krummet sammen omkring et fad, som om det var det eneste i verden, der holdt ham samlet.

Theo pressede læberne sammen. Pokkers. Nu fik han jo helt ondt af ham.
"Uhm..." Han rykkede lidt tættere på. Hånden løftede sig tøvende mod Selmys ryg, men standsede nogle centimeter fra ham. Selmy virkede ikke ligefrem som typen, der satte pris på at blive rørt ved. Theodore havde allerede nyst ham i ansigtet, pandet ham bevidstløs og haft hans hoved liggende i sit skød.
Det var måske rigeligt med nærkontakt for én dag.

...Alligevel lod han til sidst hånden lande forsigtigt mellem Selmys skulderblade. Da der ikke kom nogen umiddelbar protest, lod Theodore den glide langsomt op og ned over ryggen. "Jeg kan vist godt blive her lidt endnu." Han forsøgte sig med et lille, opmuntrende smil, selvom Selmy næppe kunne se det med hovedet nede i fadet.
"Nogen skal vel sørge for, at De ikke falder i søvn."
En kort pause. Eller forbløder. Theo skævede mod håret, hvor riften gemte sig. "Det ville nok også være dårligt for klinikkens omdømme."

Det lød så bekendt, da Theodore udbrød spørgsmålet om, hvilken læge der ikke kunne tåle blod. Selmy blinkede bare slukøret med øjnene, frem for at sige noget til det. Han havde selv hånet ham for at være en væbner, der ikke kunne tåle hø. Der var faktisk ikke rigtig nogen forskel, andet end at Theodore havde virket rimelig ivrig efter at komme tilbage til sit lortearbejde i staldene, hvorimod Selmy næsten ikke kunne glæde sig til at få fri fra sin egen tjans. Han egnede sig ikke som healer. Men den besked fandt hans far sig jo ikke i.

Det så ikke ud til at han skulle kaste op for nu, men han følte sig så umådeligt udmattet og træt, at han kunne vende ansigtet til siden og hvile kinden mod hånden, der var ved kanten af fadet. Han skævede om til Theodore. Enten var han oprigtigt et godt menneske, eller også var han virkelig dygtig til at imitere venlighed, tænkte han for sig selv, og tav dybt. Hvis han døde her på gulvet nu, ville det være endnu en tragedie, der ramte hans kære familie... og så ville hans søsters bange anelser om, at de måske var forbandet, gå i opfyldelse.

”Tak...” Selmy skulle lige vænne sig til håndens tilstedeværelse. Det med berøring var bestemt ikke noget han normalt praktiserede, og ærlig talt havde han svært ved at slappe af til det. Men det var nu ikke sådan, at han ville afvise ham. Det holdt ham vågen. Det, og at Theodore syntes at være en temmelig pludrevorden af sig. Det var irriterende effektivt.

”Doktoren, min far, bør komme hjem inden længe. Og så kan De få lidt af den hyldplante jeg kom i teen, i tilfælde af at Deres allergi går i udbrud igen,” Talte han, for at holde sig vågen, skønt hans toneleje var blevet lidt sløvt ”Og så skal De være velkommen til at tage herfra. Og så håber jeg ikke at De får problemer med Deres mester, over at De kommer så sent hjem.”

Hånden fortsatte sine rolige strøg over Selmys ryg, om end stadig lidt påpasseligt. Theodore var ikke helt sikker på, om han havde overskredet en grænse ved overhovedet at begynde, og Selmy virkede da heller ikke ligefrem til at smelte under berøringen.

Men han bad ham ikke stoppe. Det måtte vel tælle for noget.

Doktoren, min far...Theodore lyttede til Selmy, der efterhånden lød lige så udmattet, som han så ud. Ordene kom langsommere nu, stemmen mere sløret i kanterne, og da Selmy lod kinden hvile mod hånden ved fadet, rykkede Theodore sig diskret tættere på. Bare nok til, at hans skulder kunne være der, hvis Selmy begyndte at hælde den forkerte vej.

"Det skal De ikke bekymre Dem om. Jeg—"

Vent. Doktoren, min far? Theodores hånd standsede midt på ryggen. Panden rynkede sig. Han så på Selmy.
"Jeg troede, De var doktoren?" Det mærkelige blik blev hængende på ham. Selmy var ganske vist en temmelig ung doktor, men Theodore havde bare antaget, at de måske blev hurtigere uddannet i Dianthos. Der var efterhånden en del ting ved Dianthos, han havde lært bare at acceptere uden at stille alt for mange spørgsmål.

Blikket gled fra Selmy til fadet. Videre til baljen med urter. Koppen med resterne af den rædsomme te. Så tilbage til Selmy. "De sagde aldrig, at De ikke var doktoren." Theo kneb øjnene en anelse sammen.
"De—" Han kiggede ned ad sig selv. Med den frie hånd greb han fat om skjorteflapperne og trak dem sammen over brystet, da det gik op for ham. "De åbnede min skjorte." Ikke at Theodore var specielt blufærdig. Det havde været fuldstændig ligegyldigt for fem minutter siden.

Nu føltes det bare pludselig som vigtig information, at manden, der havde åbnet den, ikke var lægen.

”Hah...” Selmy fnøs en latter ud og smilte faktisk. Et smil, omend det var et skadefro et af slagsen ”Jeg sagde heller aldrig at jeg var.” Hans blik undersøgte væbnerlærlingen lidt an, og det slog ham, at han virkede mere skræmt over det end undrende. Hvorfor dog? Selmy løftede sit øjenbryn undrende. ”...Altså, jeg er så godt som uddannet, jeg mangler bare en del af praktikken.” Indrømmede han så, fordi han nok ikke kunne komme udenom at skulle forklare sig. Han var nærmest opvokset her på klinikken og havde hjulpet til som lærling. Han interesserede sig for planternes egenskaber og symptomer på diverse lidelser som kunne behandles, men han havde endnu ikke kunnet gennemføre en operation, hverken stor eller lille. Hans far havde engang forsøgt at tvinge Selmy til at overvære en amputation af en finger med koldbrand. Dengang var Selmy kun en dreng og han endte med at slippe fordi han skabte sig lige så meget som den ældre herre, der skulle opereres. Det var hans mor der reddede ham fra situationen dengang.

Øjnene studerede Theodore endnu, og hans blik landede ved de unge hænder, der knugede til om skjorten, nærmest beskyttende. Selmy løftede hovedet nu, nu hvor det gik op for ham, hvad problemet var. ”Hvad er det De insinuerer?” Han måbede forarget, og satte sig mere oprejst op nu. Nu vidste han godt hvad Theodore frygtede om ham. ”Jeg er altså en hæderlig mand! Og De er ikke andet end en dreng!”

Et pust, der lød mistænkeligt meget som latter, forlod Selmys læber, og det kom som sådan en overraskelse, at Theodore lige måtte dobbelttjekke, om det nu også var et grin.
De blå øjne dvælede kort ved læberne. Der var heldigvis begyndt at komme lidt farve tilbage i dem, og den ene mundvig var ganske rigtigt løftet.

Selmy kunne rent faktisk smile.

Hah. Det klædte ham egentlig bedre end den der konstante rynke mellem brynene.

"De havde— har— doktorkluns på og alt muligt," påpegede Theodore. "Alle ville da antage..." Han fnøs og rystede let på hovedet. Det var svært ligefrem at være utilfreds over det. Ansigtet trak sig faktisk i noget, der mindede om et lille, underholdt smil, selvom forvirringen stadig sad mellem brynene.

Næsten uddannet.

Okay. Så han havde i det mindste ikke ladet en komplet fremmed med interesse for tørrede blomster eksperimentere på sig. Det var betryggende. Sådan da.

Theodore trak det ene ben op til sig og betragtede Selmy. Skønt han stadig holdt skjorten samlet om sig med den ene hånd, blev han siddende tæt ved ham. Den anden hånd standsede dog sine rolige strøg over ryggen og faldt til gulvet bag Selmy, da den unge lægesøn pludselig rettede sig mere op. Og stirrede forarget på ham. 

Hvad er det, De insinuerer? Theodores pande rynkede sig. Hvad insinuerede han? Et kort øjeblik blev han oprigtigt i tvivl om, hvad han overhovedet havde sagt. Men så fortsatte Selmy.

Jeg er altså en hæderlig mand! Og De er ikke andet end en dreng!

Theo rykkede sig en smule tilbage. En lyd slap ham "Troede De, at jeg mente...?" Åh.

Åh! Varmen fór direkte op i ørerne. Nu var det Theodores tur til at måbe.

"Og jeg er fjorten!" 

Det kom øjeblikkeligt. Og var, indså han omtrent et halvt sekund senere, måske ikke det stærkeste forsvar i denne sammenhæng.
"Altså, ikke fordi— jeg prøver ikke at..." Han kørte hånden ned over sit fregnede ansigt. Det her gik fremragende. Theo opgav sætningen og begyndte i stedet at fumle med knapperne i skjorten. Den første smuttede mellem fingrene. Han forsøgte igen.
"Det er da godt at se, at De har fået det bedre..." Blikket skævede flygtigt mod Selmy. Der var kommet en betydelig mængde liv tilbage i manden, når han allerede kunne sidde dér og forsvare sin dyd over en anklage, Theodore aldrig havde fremsat.

Den forbandede knap smuttede igen. 

"Jeg prøvede bare at tage min skjorte på." Endnu et forsøg med knappen. "Det var Dem, der gjorde det mærkeligt."