Selmy.... Selmy.... Hr. Læge?

Stemmen var så fjern i den besvimende tilstand, at han slet ikke reagerede på det, eller på noget af det der foregik omkring ham i de første par minutter. Han var helt væk. Dagens første pause fra en stressende dag under sin fars hårde kommando. Hans ansigt der havde været fortrukket i en irriteret mine i næsten lige så længe han havde skullet tage sig at Theodore, var for en gangs skyld fredeligt og umiddelbart bekymringsfrit. Munden let åben hvor han lavmælt trak vejret, trods alt.

Op til at han vågnede, fornemmede han rummet, den snurrende fornemmelse og skødet som hans hoved hvilede mod. Nogen nussede ham i håret? Selmy kunne næsten ikke huske hvornår han sidst var blevet rørt ved på den måde. Han skulle huske meget langt tilbage, til da han var dreng... eller måske... For hans indre blik var der dog en mand. En elver med en hud så støvet mørklilla, onde rødglødende øjne, der dog i dette tilfælde mildnedes op, som de kiggede ned på ham. Selmys hjerte føltes tungt som sten. Han kunne slet ikke sige noget. Mandens lange skarpe kløer strakte sig ud og strøg ham i håret. ”Du skal da vist klippes igen,” Lød den velkendte stemme, mørk og rungende i drømmen. Så virkeligt og så livagtigt, at Selmy spærrede øjnene op med et sæt.

”Asith?!”

Loftet var... genkendeligt. Af træ, og med samtlige medicinske planter hængende, der bare skulle tørre og være tilgængelige. Selmy knejsede med nakken og så nu på Theodore, som havde ageret hans hovedpude i alle de minutter han havde været væk. Et forvirret udtryk vendte tilbage i Selmys meget blege ansigt. De var på gulvet? Nå ja...! Drengen havde slået sit hoved ind i ham, og han var faldet. Han havde været tæt på at kvæle ham for at have nyst ham i hovedet, men så...

Selmy skar en grimasse og bed tænderne sammen, som han langsomt og rædbrækket kom op at sidde. Han ømmede sig til sit baghoved, der hvor det gjorde mest ondt. ”...Det... Det må De undskylde...” Selmy var slet ikke vred på ham længere. Alt han så lige nu, var en dreng der ikke anede hvad han skulle stille op. ”Jeg er ikke så god til at omgås errh... børn...” Han rømmede sig tørt. Av hans hoved... Hans hjerte føltes stadig så tungt... det var svært at få vejret...

Man kunne vel lige så godt forsøge at gøre sig det behageligt. Forsøge, vel at mærke. Kulden fra trægulvet var efterhånden sivet gennem buksevævet, og Theodore vippede prøvende med tæerne. Ah. Hans ben sov.
Endnu et prust forlod ham, og han lod hovedet hvile mod sengekanten bag sig. Blæsevejret buldrede udenfor, akkompagneret af den dybe, uforstyrrede snorken fra den anden ende af klinikken. Theodore lukkede øjnene et øjeblik, men åbnede dem snart igen og kiggede ned.

Selmy så da egentlig ganske sød ud sådan. Det overraskede ham lidt. Den gnavne rynke havde siddet så fast mellem brynene under hele behandlingen, at Theodore næsten havde antaget, den hørte til dér. Nu var den væk. Ansigtet var glattet ud, munden stod en anelse åben, og de lyse lokker lå uglet omkring hovedet i hans skød. 
Fingrene bevægede sig gennem håret igen. Bare sådan lidt prøvende. Nærmest som når man kløede en hund i pelsen. Selmys hår var dog betydeligt blødere. Theodore nåede akkurat at tænke, at det var en lidt mærkelig ting at lægge mærke til, da mandens øjne pludselig sprang op.

Asith?!

Theo fór sammen. Hjertet sprang helt op i halsen, og hånden forsvandt så hurtigt ud af Selmys hår, som var han blevet taget i noget, han ikke måtte.
"Prosit?" Han blinkede og så ned på ham. Hvad sagde han? Men Selmy var vågen. Lettelsen kom næsten øjeblikkeligt, og Theodore lænede sig lidt frem for at studere det omtumlede ansigt.
"Er De okay?" Armene var allerede løftet en smule, klar til at gribe fat, hvis Selmy skulle beslutte sig for at vælte igen. Heldigvis kom han op at sidde, og Theodore benyttede straks lejligheden til at strække benene ud. "Ah—" En hel hær af små nåle fór gennem dem. Theodore skar en grimasse og vippede febrilsk med fødderne. Fantastisk. Først allergien, så et horn i panden, og nu var begge ben ved at falde af.

Jeg er ikke så god til at omgås... børn. Theo standsede. Børn? Han rynkede på næsen og så på Selmy. Han var ikke et barn. Han var altså fjorten. Der var en forskel. En ret væsentlig forskel, faktisk. Børn havde korte ben og løb rundt med træsværd og spurgte hvorfor hele tiden. Theodore trænede med rigtige våben, red på egen hånd og blev sat til at muge ud efter heste som et voksent menneske. Godt nok uden nogen af det voksne menneskes fordele. Men stadig.

Han besluttede sig for ikke at føre sagen videre.

"Nåh..." tja. sagde han i stedet og kløede sig i nakken. Den medanienske version af 'det er fint.' 
Blikket faldt på hånden ved Selmys baghoved, og Theodore strakte halsen en smule for at forsøge at se, hvad han lavede deromme. "Slog De Dem meget?" Han skuttede tættere på. Selmy var stadig meget bleg. Faktisk så han ikke helt ud som én, der burde sidde op endnu.
Heldigvis befandt de sig trods alt på en klinik. Hvis Selmy besluttede sig for at dejse om igen, måtte der vel være noget herinde, der kunne hjælpe.

Problemet var bare, at Selmy tilsyneladende var den, der vidste hvad.

"De ser lidt..." Theo tøvede og gned læberne sammen. Død virkede uhøfligt. "...bleg ud." Han kastede et blik op mod sengen og derefter tilbage på Selmy. "Måske De skulle lægge Dem?" Theodore rykkede sig op på knæ og rakte en hånd frem mod ham. "Bare indtil De ikke ligner én, der har tænkt sig at besvime igen."

Selmy forblev siddende, en lille smule svajende på stedet. Ja, han kunne meget vel besvime hvornår end det skulle være igen. Han havde aldrig prøvet noget lignende før i dag, men han forstod selv alvoren af det der var sket. Så han blev siddende og tog den med ro.

Theodore rykkede tættere på ham, og lod til at være meget bekymret for ham, skønt han havde behandlet ham så dårligt. Det var jo netop derfor Selmy var nødt til at undskylde nu. Han var slet ikke i en tilstand hvor han kunne tale nedsættende til den eneste der kunne passe på ham. Det her var vist det spåkonerne kaldte for dårlig karma.

”Jeg eh-” Selmy mærkede efter. Han havde fået sig noget af en bule inde bag håret. Hans finger strejfede en rift der fik det til at svige og hans skar en stram grimasse. Han kiggede straks på sin hånd, og der var blod på hans finger...! Der var... blod... på drengens skød... Hvad end af farve der havde været tilbage i hans ansigt, forsvandt fuldstændigt nu. ”Jeg tåler ikke så godt b-” Selmy pressede læberne sammen, og hele hans krop spændte op og gjorde antræk til at kaste op. Han kunne virkelig ikke arbejde med blod! Det var derfor han ikke egnede sig til det her fag! Og var der endnu en ting han heller ikke tålte, så var det opkast.

I hast og med koldsved på panden rakte han ud efter det fad, der også var røget på gulvet. Han rykkede det hen over sit skød og lod sig hænge over det. Han skulle kaste op, men han kunne heller ikke kaste op, for han følte sig så ængstelig ved tanken om det. Hele hans krop kæmpede imod, og nu sad han bare der helt ynkeligt, mens han vidste, at blå øjne observerede ham.

”Nej, nej nej. Jeg må ikke falde i søvn. Det går ikke.” Sagde han med ansigtet rettet ned mod fadet. Han døjede højest tænkeligt med en hjernerystelse. Men drengen mente det jo sikkert godt, når han foreslog at han skulle op at ligge i sengen. Selmys arme rystede. De omfavnede fadet tættere, men der var ikke noget på vej. Lige nu holdt han bare om fadet for tryghedens skyld. ”...De vil sikkert gerne hjem,” Sagde han så. Det slog ham, at hans patients tilstand lod til at være meget bedre.

Ikke så godt b... hvad? Theodore betragtede Selmy granskende og forsøgte at regne ud, hvad resten skulle have været. Børn? Var han allergisk over for børn?
Det ville faktisk forklare en del. Theo nåede lige akkurat at overveje, om han burde føle sig fornærmet, før han fik øje på Selmys finger. Blod. Selmy kunne ikke tåle blod.

"De bløder?" Han sank og fulgte Selmys blik ned mod sit eget skød. Og ganske rigtigt... Et par røde pletter havde sat sig på de lyse bukser.
"Hvilken læge kan ikke tåle blod?" slap det vantro ud af ham. Det var ikke engang ment ondt. Theodore var oprigtigt forvirret. Blikket fulgte Selmy, da han fik fat i fadet og trak det ind over skødet. Theo spændte en smule, da manden hang sig over det. Åh. Han skulle kaste op. Theodore rykkede instinktivt lidt tilbage. Bare en smule. Man kunne godt være omsorgsfuld på afstand.

"Okay." Han nikkede alvorligt, da Selmy forklarede, at han ikke måtte falde i søvn. Problemet var bare, at han ikke helt vidste, hvad planen ellers var. Skulle Selmy bare sidde dér med hovedet over et fad, indtil han holdt op med at være svimmel? Og hvad med riften? Han kunne vel ikke bare lade ham sidde og bløde.

De vil sikkert gerne hjem. 

Theodore standsede. Blikket gled mod vinduet. Stormen fik fortsat ruderne til at klirre i rammerne, og nu trommede regnen ovenikøbet hårdt mod glasset. Så så han tilbage på Selmy.
Bleg. Rystende. Krummet sammen omkring et fad, som om det var det eneste i verden, der holdt ham samlet.

Theo pressede læberne sammen. Pokkers. Nu fik han jo helt ondt af ham.
"Uhm..." Han rykkede lidt tættere på. Hånden løftede sig tøvende mod Selmys ryg, men standsede nogle centimeter fra ham. Selmy virkede ikke ligefrem som typen, der satte pris på at blive rørt ved. Theodore havde allerede nyst ham i ansigtet, pandet ham bevidstløs og haft hans hoved liggende i sit skød.
Det var måske rigeligt med nærkontakt for én dag.

...Alligevel lod han til sidst hånden lande forsigtigt mellem Selmys skulderblade. Da der ikke kom nogen umiddelbar protest, lod Theodore den glide langsomt op og ned over ryggen. "Jeg kan vist godt blive her lidt endnu." Han forsøgte sig med et lille, opmuntrende smil, selvom Selmy næppe kunne se det med hovedet nede i fadet.
"Nogen skal vel sørge for, at De ikke falder i søvn."
En kort pause. Eller forbløder. Theo skævede mod håret, hvor riften gemte sig. "Det ville nok også være dårligt for klinikkens omdømme."

Det lød så bekendt, da Theodore udbrød spørgsmålet om, hvilken læge der ikke kunne tåle blod. Selmy blinkede bare slukøret med øjnene, frem for at sige noget til det. Han havde selv hånet ham for at være en væbner, der ikke kunne tåle hø. Der var faktisk ikke rigtig nogen forskel, andet end at Theodore havde virket rimelig ivrig efter at komme tilbage til sit lortearbejde i staldene, hvorimod Selmy næsten ikke kunne glæde sig til at få fri fra sin egen tjans. Han egnede sig ikke som healer. Men den besked fandt hans far sig jo ikke i.

Det så ikke ud til at han skulle kaste op for nu, men han følte sig så umådeligt udmattet og træt, at han kunne vende ansigtet til siden og hvile kinden mod hånden, der var ved kanten af fadet. Han skævede om til Theodore. Enten var han oprigtigt et godt menneske, eller også var han virkelig dygtig til at imitere venlighed, tænkte han for sig selv, og tav dybt. Hvis han døde her på gulvet nu, ville det være endnu en tragedie, der ramte hans kære familie... og så ville hans søsters bange anelser om, at de måske var forbandet, gå i opfyldelse.

”Tak...” Selmy skulle lige vænne sig til håndens tilstedeværelse. Det med berøring var bestemt ikke noget han normalt praktiserede, og ærlig talt havde han svært ved at slappe af til det. Men det var nu ikke sådan, at han ville afvise ham. Det holdt ham vågen. Det, og at Theodore syntes at være en temmelig pludrevorden af sig. Det var irriterende effektivt.

”Doktoren, min far, bør komme hjem inden længe. Og så kan De få lidt af den hyldplante jeg kom i teen, i tilfælde af at Deres allergi går i udbrud igen,” Talte han, for at holde sig vågen, skønt hans toneleje var blevet lidt sløvt ”Og så skal De være velkommen til at tage herfra. Og så håber jeg ikke at De får problemer med Deres mester, over at De kommer så sent hjem.”

Hånden fortsatte sine rolige strøg over Selmys ryg, om end stadig lidt påpasseligt. Theodore var ikke helt sikker på, om han havde overskredet en grænse ved overhovedet at begynde, og Selmy virkede da heller ikke ligefrem til at smelte under berøringen.

Men han bad ham ikke stoppe. Det måtte vel tælle for noget.

Doktoren, min far...Theodore lyttede til Selmy, der efterhånden lød lige så udmattet, som han så ud. Ordene kom langsommere nu, stemmen mere sløret i kanterne, og da Selmy lod kinden hvile mod hånden ved fadet, rykkede Theodore sig diskret tættere på. Bare nok til, at hans skulder kunne være der, hvis Selmy begyndte at hælde den forkerte vej.

"Det skal De ikke bekymre Dem om. Jeg—"

Vent. Doktoren, min far? Theodores hånd standsede midt på ryggen. Panden rynkede sig. Han så på Selmy.
"Jeg troede, De var doktoren?" Det mærkelige blik blev hængende på ham. Selmy var ganske vist en temmelig ung doktor, men Theodore havde bare antaget, at de måske blev hurtigere uddannet i Dianthos. Der var efterhånden en del ting ved Dianthos, han havde lært bare at acceptere uden at stille alt for mange spørgsmål.

Blikket gled fra Selmy til fadet. Videre til baljen med urter. Koppen med resterne af den rædsomme te. Så tilbage til Selmy. "De sagde aldrig, at De ikke var doktoren." Theo kneb øjnene en anelse sammen.
"De—" Han kiggede ned ad sig selv. Med den frie hånd greb han fat om skjorteflapperne og trak dem sammen over brystet, da det gik op for ham. "De åbnede min skjorte." Ikke at Theodore var specielt blufærdig. Det havde været fuldstændig ligegyldigt for fem minutter siden.

Nu føltes det bare pludselig som vigtig information, at manden, der havde åbnet den, ikke var lægen.

”Hah...” Selmy fnøs en latter ud og smilte faktisk. Et smil, omend det var et skadefro et af slagsen ”Jeg sagde heller aldrig at jeg var.” Hans blik undersøgte væbnerlærlingen lidt an, og det slog ham, at han virkede mere skræmt over det end undrende. Hvorfor dog? Selmy løftede sit øjenbryn undrende. ”...Altså, jeg er så godt som uddannet, jeg mangler bare en del af praktikken.” Indrømmede han så, fordi han nok ikke kunne komme udenom at skulle forklare sig. Han var nærmest opvokset her på klinikken og havde hjulpet til som lærling. Han interesserede sig for planternes egenskaber og symptomer på diverse lidelser som kunne behandles, men han havde endnu ikke kunnet gennemføre en operation, hverken stor eller lille. Hans far havde engang forsøgt at tvinge Selmy til at overvære en amputation af en finger med koldbrand. Dengang var Selmy kun en dreng og han endte med at slippe fordi han skabte sig lige så meget som den ældre herre, der skulle opereres. Det var hans mor der reddede ham fra situationen dengang.

Øjnene studerede Theodore endnu, og hans blik landede ved de unge hænder, der knugede til om skjorten, nærmest beskyttende. Selmy løftede hovedet nu, nu hvor det gik op for ham, hvad problemet var. ”Hvad er det De insinuerer?” Han måbede forarget, og satte sig mere oprejst op nu. Nu vidste han godt hvad Theodore frygtede om ham. ”Jeg er altså en hæderlig mand! Og De er ikke andet end en dreng!”

Et pust, der lød mistænkeligt meget som latter, forlod Selmys læber, og det kom som sådan en overraskelse, at Theodore lige måtte dobbelttjekke, om det nu også var et grin.
De blå øjne dvælede kort ved læberne. Der var heldigvis begyndt at komme lidt farve tilbage i dem, og den ene mundvig var ganske rigtigt løftet.

Selmy kunne rent faktisk smile.

Hah. Det klædte ham egentlig bedre end den der konstante rynke mellem brynene.

"De havde— har— doktorkluns på og alt muligt," påpegede Theodore. "Alle ville da antage..." Han fnøs og rystede let på hovedet. Det var svært ligefrem at være utilfreds over det. Ansigtet trak sig faktisk i noget, der mindede om et lille, underholdt smil, selvom forvirringen stadig sad mellem brynene.

Næsten uddannet.

Okay. Så han havde i det mindste ikke ladet en komplet fremmed med interesse for tørrede blomster eksperimentere på sig. Det var betryggende. Sådan da.

Theodore trak det ene ben op til sig og betragtede Selmy. Skønt han stadig holdt skjorten samlet om sig med den ene hånd, blev han siddende tæt ved ham. Den anden hånd standsede dog sine rolige strøg over ryggen og faldt til gulvet bag Selmy, da den unge lægesøn pludselig rettede sig mere op. Og stirrede forarget på ham. 

Hvad er det, De insinuerer? Theodores pande rynkede sig. Hvad insinuerede han? Et kort øjeblik blev han oprigtigt i tvivl om, hvad han overhovedet havde sagt. Men så fortsatte Selmy.

Jeg er altså en hæderlig mand! Og De er ikke andet end en dreng!

Theo rykkede sig en smule tilbage. En lyd slap ham "Troede De, at jeg mente...?" Åh.

Åh! Varmen fór direkte op i ørerne. Nu var det Theodores tur til at måbe.

"Og jeg er fjorten!" 

Det kom øjeblikkeligt. Og var, indså han omtrent et halvt sekund senere, måske ikke det stærkeste forsvar i denne sammenhæng.
"Altså, ikke fordi— jeg prøver ikke at..." Han kørte hånden ned over sit fregnede ansigt. Det her gik fremragende. Theo opgav sætningen og begyndte i stedet at fumle med knapperne i skjorten. Den første smuttede mellem fingrene. Han forsøgte igen.
"Det er da godt at se, at De har fået det bedre..." Blikket skævede flygtigt mod Selmy. Der var kommet en betydelig mængde liv tilbage i manden, når han allerede kunne sidde dér og forsvare sin dyd over en anklage, Theodore aldrig havde fremsat.

Den forbandede knap smuttede igen. 

"Jeg prøvede bare at tage min skjorte på." Endnu et forsøg med knappen. "Det var Dem, der gjorde det mærkeligt."

Selvfølgelig havde han da doktorkluns på, når han skulle arbejde med syge mennesker. Stamkunderne her vidste godt hvem der var den rigtige doktor, men det var nok først tydeligt, når hans far stod i rummet sammen med ham. Især fordi hans far styrede det hele, og Selmy blot tog imod ordre. I dag havde han selv taget initiativer og truffet beslutninger og symptombehandlet.

Fadet med vand, flyttede han beslutsomt væk fra sig. Han var ved at komme sig over faldet, men mest af alt var han alt for oprevet over anklagerne, at han i hvert fald var vågen nu. Havde han gjort det mærkeligt? Havde han virkelig den slags tendenser? Årh! Ungen forvirrede ham lige nu, og det gjorde så forbandet ondt i hovedet. Han tog sig til hovedet og hans hånd søgte i blinde ud efter sengekanten, så han kunne hejse sig selv op. Hans hånd var så tæt på, og alligevel endte han med at låne Theodores skulder.

”Fjorten...!” Skælvede Selmy, som stadig ikke helt kunne fatte hvor galt det kunne gå, hvis andre end Theodore havde observeret dem og skulle få den tanke, at han gik efter dem så små. Han skævede misfornøjet ned til drengen, der stadig sloges med sin skjorteknap. Det ville være så let at løse problemet. Selmy ville kunne knappe den for ham i et snuptag, og tildække hans godter, men han lod helt være. Hans hånd søgte i sikkerhed hen at tage i sin arm.

”Jeg gør mig ikke i den slags syndige udskejelser,” Blev han ved med at uddybe ”Jeg gjorde jo bare min pligt, som er at behandle Dem. Ja, De kan jo selv slå op i håndbogen og se, at det anbefales at knappe op,” Han viftede løst i retning mod den lille bog som han havde bladret så løst i tidligere. ”Hvis De opfattede det mærkeligt, så er det fordi De tænker mærkeligt,” Selmy vaklede hen til bordet, hvor han havde forberedt teen. Han virkede stadig så svimmel, men han var til trods for sin beskedne ynde ret maskulin af sind. Han kæmpede igennem det. Han begyndte at forberede en tepose til ham med Avanyas Hyld, som han kunne få med sig.

Som han arbejdede, gik han pludselig i stå midt i malingen af blomsten. Han så op, nu med en ny alvor i blikket. En frygtelig tanke havde strejfet ham. ”Der er ikke nogen, der har lagt hænder på Dem, er der?”

Fjorten...!

Selmys stemme rungede gennem sovesalen. Det var lige før, han kunne lægge sig ud med stormen, der rasede udenfor. Theodore lod være med at sige noget til dét. Han havde allerede besluttet, at det havde været et fjollet argument at bringe ind i deres debat.

Den her slags debat.

Én knap gled endelig på plads, men fingrene standsede, da Selmys hånd landede på hans skulder. Instinktivt spændte Theodore op og gjorde sig så stabil som muligt, så lægesønnen havde noget ordentligt at støtte sig til. Det sidste, de havde brug for, var, at Selmy væltede igen.

Syndige udskejelser. Theodore skar en grimasse. Han havde aldrig tænkt på noget af det som syndigt. Bare mærkeligt. Og egentlig havde han slet ikke tænkt i de baner, før Selmy selv begyndte at råbe om sin hæderlighed. Men nu var han åbenbart røget ud ad den tangent og havde ingen planer om at vende om.

Theo opgav midlertidigt kampen med resten af knapperne og kiggede op på ansigtet, hvor den velkendte, stædige rynke allerede havde fundet tilbage mellem brynene. Blikket fulgte Selmys viftende hånd hen mod bogen. Håndbogen. Theo betragtede dens tykkelse. Det ville tage ham en mindre krig at komme igennem den. Og der var sikkert fyldt med lange lægeord, som betød noget helt almindeligt, men som læger havde besluttet skulle fylde mindst fire stavelser. Hans øjne blev allerede trætte bare ved tanken.

Hvis De opfattede det mærkeligt, så er det fordi De tænker mærkeligt. 

Et lille vrissent suk slap ud gennem næsen.
Theodore kom selv op at stå. Han kom ganske vist ikke i nærheden af øjenhøjde med Selmy, men det var stadig bedre end at sidde på gulvet og blive anklaget for mærkelige tanker nedefra.

Armene lagde sig over kors. "Overhovedet ikke! Det er da bare rart at vide, hvem der eksperimenterer på én." Theodore tænkte slet ikke mærkeligt.
Ud af øjenkrogen fik han øje på sin kappe, der var gledet halvt ned fra sengen. Han rakte ud efter den–Der er ikke nogen, der har lagt hænder på Dem, er der?

Theo vendte sig i et ryk. Kappen blev knuget mellem fingrene. "Hva— nej!" Han stirrede forfærdet på Selmy.

Måske smittede de rynker i panden. Theodore kunne i hvert fald mærke et par stykker af sine egne nu.
"Dét er noget mærkeligt noget at spørge om." Men Selmy så ikke ud, som om han lavede sjov. Theo tav. Den forargede mine mistede langsomt lidt af sin kraft, da han opdagede alvoren i det grå blik.
Theodore slap lidt af sit greb om kappen. "Nej," gentog han, denne gang mindre højt. "Der er ikke nogen, der har gjort noget ved mig." Han tøvede og betragtede Selmy et øjeblik. Det var egentlig et temmelig ubehageligt spørgsmål. Men måske ikke et helt så mærkeligt et.

"Jeg mente virkelig bare skjorten." En lille rynke blev stadig siddende mellem brynene. "De var doktoren for fem minutter siden. Så var De pludselig ikke doktoren." Han trak på skuldrene. "Det var dét."

Eks... perimenterer? Af alle ord han kunne bruge, så valgte han lige netop dette! Selmy var træt. Hans øjne lukkede sig i et kort øjeblik, og han rystede for sig selv på hovedet, og bad indvendigt til at guderne gav ham styrken til at bevare sig fattet.

Nu syntes drengen tilsyneladende også, at han havde stillet ham et mærkeligt spørgsmål. Og her havde Selmy bare været bekymret for sit unge medmenneske, for en gangs skyld. Men medfølelsen skyllede hurtigt væk, erstattet med lettelse. For hvad skulle Selmy i øvrigt også gøre, hvis drengen havde svaret ja? Det var ikke meget der stod i nutidens bøger om at vise omsorg til mentalt skadede patienter. Og al hans viden kom jo udelukket fra bøger.

”Ah... Så De opfører Dem bare sådan, for opmærksomhedens skyld?” Han smilte moret over sin egen kommentar. Han kunne ikke lade være med at stikke til ham, som havde han været jævnaldrende og havde de været på en skolegård. Selmy vendte sig nonchalant mod ham, med en enkelt hånd støttende mod bordet, og teposen klar til ham i en knuget hånd. ”Jeg gider ikke lege doktor med et lille barn. Hah... Jeg tør vædde med, at De ikke engang har groet hår på den endnu-”

Lige akkurat som han fik sagt det blev gardinet ind til sengefløjen trukket til side. Bag Selmy stod der en mand af tilsvarende statur og det samme genkendelige blonde hår, dog glat og sat op i en stram knold. Selmy lignede sin far på en prik, bare yngre, havde ingen hageskæg og havde livlige bølger i håret. Dr. Salem så meget medtaget ud efter en lang, hård arbejdsdag som hjemmebesøgende healer, men det syn han mødte, som han trådte ind i stuen fik ham til at spærre øjnene op. Han måbede forarget og tog sine briller af.

”Selmy Kiefer! kan du SÅ arte dig,” Sagde han i retning af sin søn, hvorefter blikket gled hen over gulvet, som rodede med skamlen væltet, vand og urter på gulvet. Han så hen på den meget unge patient.

Selmy kvalte straks sine spydigheder og bøjede sig nærmest underdanigt. Han trak sig et skridt tilbage mod arbejdsbordet og stod skoleret for Salem.

”Er der nogen der kan fortælle mig, hvad i alverden der foregår her?” Ønskede Salem at vide. Han spurgte ikke specifikt Selmy eller Theodore. Nærmest bare ud i rummet.

De opfører Dem bare sådan for opmærksomhedens skyld?

Tidligere ville Theodore nok have tolket det som tarveligt. Selmy havde ikke ligefrem vist sig fra sin særligt farverige side dér — men nu? Nu fandt han det egentlig temmelig morsomt.
Blikket faldt på Selmy, der stod og slængede sig som en rigtig selvtilfreds knøs, og Theo kneb øjnene sammen i en påtaget fornærmet mine. Armene kom over kors.
"Opmærksomhedens skyld? Hah!" protesterede han. "Så gør jeg vel noget rigtigt — for De er da rimelig opmærksom på mig." En drenget, kæk gnist tændtes i de store blå øjne, mens han holdt Selmys blik.

Lege doktor med et lille barn— "Og hvor gammel skal De selv forestille at være?" forsøgte Theodore at overdøve Selmy, mens mundvigen løftede sig i et udfordrende smil. Men lægesønnen ville tilsyneladende have det sidste ord.
Theodore slap et fnys ud. Groet hår på den endnu. Han skulle netop til at komme tilbage med et endnu bedre svar. Måske endda puffe lettere kammeratligt til Selmy. Men som han tog et skridt frem, blev de afbrudt af en alvorlig, irettesættende stemme.

Theodores hjerte fór op i halsen. Var manden bare opstået ud af den blå luft?
"Oh." Han klappede læberne sammen og slugte de næsvise ord, der havde været på vej mod Selmy. Det krævede ikke ligefrem en orakelgave at regne ud, hvem manden måtte være. Han lignede mistænkeligt meget en ældre udgave af Selmy, og lægesønnen havde trods alt lige fortalt, at hans far var doktoren.
Theodore skævede til Selmy, der så ud, som om han krympede sig en del. Hele den attitude, der lige havde blomstret frem, visnede som under en led tørke. Et øjeblik tidligere havde han stået dér og været noget så kæphøj. Nu stod han skoleret. Theodore kendte godt dét blik. Han rettede næsten selv ryggen af gammel vane.

Er der nogen, der kan fortælle mig, hvad i alverden der foregår her?

Theodore blinkede et par gange ved spørgsmålet. Blikket gled rundt i stuen og vendte så tilbage til manden, der — ja — bestemt havde Selmys panderynker. "Ikke ham dér i hvert fald." Han pegede mod den snorkende patient. "Han har sovet gennem det hele." Først da stilheden fortsatte, gik det op for Theodore, at spørgsmålet muligvis ikke havde krævet en eliminationsrunde.

Han sendte Selmy et flygtigt blik. Han stod stadig så rankt ved arbejdsbordet, at man skulle tro, nogen havde stukket et kosteskaft ned langs ryggen på ham. Theodore kendte ikke doktoren, men han kendte udmærket tonen. Og rodet omkring dem var trods alt ikke Selmys skyld. "Uhm." Heldigvis arbejdede Theodores hjerne hurtigt. "Selmy har faktisk været meget behjælpelig," skyndte han sig at sige. "Teen hjalp på min allergi, og han vaskede mine øjne og alt muligt." Theo gestikulerede mod skamlen og vandet på gulvet. "Og dét dér var ikke hans skyld." Det var vigtigt at få fastslået. "Jeg nøs på ham." En kort pause. Det lød ikke helt så frikendende, som Theodore havde håbet. "Og så stødte vi hovederne sammen, og han væltede over skamlen og slog hovedet i gulvet og besvimede."

Endnu en pause. Han sank en klump. Såååå. Theo trak derefter lidt på skuldrene. "Men teen var virkelig.... god."

Et dybt bjørneagtigt snork lød ovre fra manden i sengen, der havde det brækkede ben i vejret. Den store mave udvidede sig, som han trak luft ind, og blev en smule mindre udvidet, når han prustede ud.

Ikke Selmy, for han kiggede ned i gulvet, mens hans far drejede hovedet hen for at betragte synet, og et lille skift i hans øjne vidnede om, at det var en god ting. Som om roen over ham, kunne sige, at så var der i det mindste styr på den del. Han gav drengen sin opmærksomhed igen og lyttede til ham, fordi han var høfligere end Selmy. Hans egne børn var voksne nu, så det var længe siden han havde skulle lytte til en teenagers bortforklaringer... Der var jo noget der ikke helt stemte. Han havde overhørt den sidste del af samtalen, og det havde mistænkeligt meget lydt som ballade. Og ballade hørte ikke til her.

Selmy løftede sit hoved lidt, og så overrasket hen på Theodore nu. Han bakkede ham op? Måske slap han for at få skæld ud... Måske nøjedes han bare med sin fars skuffede blik og kolde skulder.

”Jaså,” Sagde Salem endelig og rankede sig lidt. Hans skuldre på frakken havde tegn på regndråber på sig og hans hår var en smule vindblæst af at have været udenfor. ”Det er jeg glad for at høre... Ja, min søn er lidt sart omkring folk der nyser.” Salem var lidt træt af det, men han kunne ikke rigtig finde en måde hvorpå han kunne styrke sin søn. Han nikkede fortsat lyttende, men spærrede øjnene op, som Theodore forklarede, at Selmy var faldet og havde slået hovedet. ”Vent... Besvimet?” Oprigtig bekymring tegnede sig på hans ældre ansigt. Han kiggede over på Selmy, hvis forsigtige blik havde kigget op for at overvære Theodore redde ham ud af en knibe. Men som han mødte faderens blik, kiggede han igen ned på gulvet. Salem smed sin taske fra sig og gik hen til Selmy. ”Må jeg se?! Drej rundt.” Hviskede han og forsøgte at dreje Selmy rundt. Han kunne se at en af Selmys blonde lokker var klistret til med blod, men så fik han heller ikke lov til at kigge mere. For da Salem gispede, fik Selmy vristet sig fri.
”Det er fint, far,” Sagde Selmy og løftede begge hænder. Han havde ikke brug for at besvime. ”Følg med, Hr. Ljungberg. Lad mig udskrive Dem, så De kan komme hjem før stormen, bliver værre.” Selmy lagde an til at føre Theodore tilbage til receptionen.

”Selmy...” Tav Salem i afmagt, men han protesterede ikke yderligere.

Theodore foldede hænderne bag ryggen og nikkede til doktorens ord. Aye. Sart omkring nysen. Det havde han efterhånden fundet ud af.

Doktorens stemme ændrede sig. Og der var ikke rigtig så meget andet for Theodore at gøre end at stå og se en smule akavet til, mens det lille optrin mellem Selmy og hans far udspillede sig. Han trak sig et skridt tilbage for at give dem plads og lod blikket falde mod emblemet på sin kappe. Det kunne sikkert godt tåle at blive pudset lidt. Han gned tommelfingeren hen over metallet, men blikket kom flygtigt op igen, netop som lægesønnen vred sig fri af sin fars hænder. Brynene trak sig en anelse sammen. Blodet sad stadig tydeligt i de blonde lokker.

Det er fint, far. Theo gned lidt mere ihærdigt på emblemet. Det var det jo tydeligvis ikke... Men det kom heller ikke Theodore ved. Da hans navn blev nævnt, slog han hovedet op. "Oh — eh..." Han skævede først mod doktoren og derefter tilbage på Selmy. "Aye."

Bekymringen i den ældre mands ansigt virkede oprigtig. Faktisk virkede han... ganske almindelig. Alvorlig, ganske vist. Theodore havde mødt våbenmestre med mildere stemmer og betydeligt værre temperamenter. Men doktoren så mest af alt ud som en far, der lige havde fået at vide, at hans søn havde slået hovedet i gulvet.

At Selmy var... så afvisende undrede ham.

Theo trak kappen ordentligt omkring sig, og klikkede det efterhånden meget velpudsede emblem på plads, før han fulgte efter. 
Først da de var kommet tilbage til rummet, hvor Theodore oprindeligt havde lagt øjne på Selmy, brød han tavsheden. "Så dét er altså doktoren..." Han havde forestillet sig noget andet. Hvad præcis vidste han ikke. Måske en endnu ældre Selmy med endnu dybere panderynker.

Men det var egentlig slet ikke dét, han ville sige.

En tænksom lyd slap ham, og han skævede op mod Selmy. Blikket fandt næsten med det samme den røde plet mellem de gyldne lokker. Den var svær ikke at se nu, hvor han vidste, den var der. Han burde ikke blande sig. Det var mellem Selmy og hans far. 

Theodore holdt den beslutning i omtrent to sekunder. "Hvorfor lod De ham ikke se på Dem?"

Tilbage til receptionen hvor de startede. Selmy smuttede om til sin trange plads mellem hylderne og skranken. Han placerede den lille tepose henne ved kanten, tæt nok på Theodore, at det ville være i orden for ham at tage den allerede nu, mens Selmy, blødende, dokumenterede Theodores første besøg i Valmueklinikken. Selmy tog en hvid fjerpen og dyppede den i blækhuset og begyndte, med meget små, fine bogstaver, at skrive ’høalllergi’ ud for den nye patients navn. Herefter skubbede han den store patientlogbog til side, og fandt et løst pergament frem.

”Ja, doktoren i egen høje person,” Svarede Selmy, uden at mene det som en vittighed omkring farens højde, som ikke var meget højere end ham selv. Selmys blik kiggede ned på den seddel han var ved at skrive til Theodore, men han kiggede op på ham med forundring i blikket, fordi han havde bidt mærke i den dynamik, der var i familien. Selmy rømmede sig lidt og tøvede et øjeblik.

”De ved... Nogle gange, så kan forældre bare-” Nej, det var faktisk ikke sikkert, at Theodore kendte det at blive pylret for meget om, så Selmy sukkede opgivende, og tog en hurtig beslutning om at sige det som det var. Han sænkede stemmen, for at hans far ikke skulle kunne høre det. ”Jeg må ikke rigtig noget mere, efter jeg kom hjem fra min rejse for nogle måneder siden. Jeg blev kidnappet af en mørkelver, på en måde, og ehm... Ja, det var ikke så godt! Jeg er min fars eneste søn, og min far har helt forbudt mig at bevæge mig nogle steder. Jeg skal blive healer og jeg skal giftes og yada yada..” Selmy cirkulerede konverserende med det frie håndled, mens den anden skrev så fjerpennen dansede;

Valmueklinikken healer Selmy Kiefer

Patient Theodore Ljungberg

Behandling af høfeber-anfald



Det anbefales at De så vidt muligt tager afstand fra hø, for at forhindre, at allergien forværres. Skulle allergianfald forekomme, har te med Avanyas hyld og honning fra klinikken haft god indvirkning på symptomerne; Voldsom nysen, rødme og åndenød. Forsøg med at rense øjne og ansigt og hænder med vand og sørg for at forholde dem oprejst og få godt med frisk luft.



Opkrævning 1 jade og 4 rav. Betalt i klinikken.

I egen høje person.

Det fik Theodore til at smile.

Han stod og hang en anelse over skranken med albuen på bordet og kinden i hånden, mens det blå blik fulgte de mørke klatter fra fjerpennen, der blev til Selmys små, sirligt skrevne bogstaver. Deres øjne fandt dog ret hurtigt hinanden igen, da Selmy kiggede op fra sit skriveri.

Theodore ventede.

Nogle gange, så kan forældre bare—
Han behøvede ikke rigtig at høre resten af sætningen. Han vidste nok godt, hvad Selmy mente. Theodore pustede ud gennem næsen — nu kunne han jo rent faktisk! — og vejede ordene.

Aye. Forældre. Theodore nikkede forstående.

Selvom man var tolv eller fjorten, pylrede hans mor stadig om ham, som var han otte.
Theodore ville dog nødig indrømme det, men han savnede det engang imellem, når han lå om aftenen i sin seng i Dianthos, langt væk fra Medanien.

Han rakte ud efter den lille helbredende pose, men standsede midt i bevægelsen. Kidnappet af en mørkelver. Theodore kiggede opmærksomt på ham igen. På en måde— 

hva'? Han stirrede på Selmy og løftede hovedet fra hånden. Munden på den anden bevægede sig stadig, og Theodore registrerede da, hvad han sagde. Noget med at blive healer. Gifte sig. Yada yada.

Men han var ikke rigtig kommet videre fra den halve kidnapning. "Hvordan bliver man kidnappet på en måde?" Han rynkede panden og så bare mærkeligt, og en smule forbavset, på Selmy.

Selmy nåede at få tanken om, hvorfor han i alverden havde et behov for at åbne op for denne her dreng. Hvis nu Theodore skulle gå hen og få den fjollede ide, at de kunne blive venner, ville det jo være tragisk for Selmys omdømme. Nemlig, at Selmys eneste ven ville være... fjorten... Han kunne allerede høre hånen fra hans nabo og tidligere klassekammerat, Ernie Marcel, med sit fæle smil på det ellers så fine ansigt, og hans ravnsorte hår. Og han kunne lige forestille sig, at Theodore, der havde vist sig at være lidt af en retfærdighedskæmper og en ildsjæl, at han ville tage kampen op imod Ernie og gøre det hele så meget værre... Men... Selmy kunne nu godt lide at tale med Theo... Han følte at han forstod ham på en måde, og det virkede som om han kunne holde på en hemmelighed eller to. Og Selmy delte netop dette, en hemmelighed, han ikke havde sagt til nogen før nu.

”Det... gør man når man er lidt dum af sig, at man vælger at træde ind i en fælde, som man godt ved er en fælde, i håbet om at der skal ske noget nyt...” Svarede Selmy kryptisk, mens han så den kønne dreng i øjnene. Selmy strammede læberne lidt sammen, velvidende om, at nu skulle han nok ikke sige meget mere, før han ville ende med at fange Theodore i en meget lang og følelsesmæssig fortælling om hvordan han lod sig tryllebinde af en mørkelver og alt hvad der fulgte med af konsekvenser...

Selmy smækkede en flad hånd på sedlen og skurrede den hen ad bordpladen hen til Theodore, så han kunne tage den. ”Held og lykke med væbneruddannelsen,” Sagde han så afslutningsvist og smilte nu til ham, med et lidt energisk glimt i øjet, der varslede om den drilagtige kommentar der fulgte efter ”Og hvis De kommer noget til, så tøv ikke med at besøge en anden klinik.”

Theodore blev stille et øjeblik.

At træde ind i en fælde, man godt ved er en fælde.

Blikket blev hængende ved Selmy. Der var tydeligvis mere i den historie. Meget mere, hvis han skulle gætte. Noget ved den måde Selmy strammede læberne sammen på, fik Theodore til at tænke, at han nok ikke havde tænkt sig at fortælle resten lige nu.

Fair nok. Han kunne have spurgt. En del af ham havde faktisk lyst. Men så strejfede en anden tanke ham.

"Ah." Et smil begyndte langsomt at forme sig. "Så De opførte Dem bare sådan..." Den lille pause var næsten nødvendig. "...for opmærksomhedens skyld?" En kæk varme glimtede i de blå øjne, mens han betragtede Selmy. Læberne var tæt på at forme et smil, han havde svært ved at holde skjult.
Den syntes Theodore selv sad lige til højrebenet. Ganske selvtilfreds holdt han øjenkontakten. De grå øjne havde stadig noget dvælende i sig, som drilleriet ikke helt kunne viske væk.
Gad vide, hvad der egentlig var sket, siden Selmy ligefrem var gået ind i en fælde med vilje. Huh. Så halve kidnapninger fandtes åbenbart alligevel. Der kunne man se.

Blikket røg brat ned mod sedlen, da Selmy smækkede hånden i den og skurrede den hen over bordet. Theodore tog imod og lod øjnene løbe hen over indholdet. Det gik nogenlunde indtil blikket hang fast ved allergian...fald.  Han besluttede, at resten sikkert gav mening for nogen.

Sedlen blev foldet sammen. Held og lykke med væbneruddannelsen. Theodore så op igen gennem vipperne. Han smilede, næsen rynkede en smule, og noget varmt knitrede flygtigt i brystet ved ordene. Det forsvandt omtrent lige så hurtigt, da Selmy fortsatte. Og hvis De kommer noget til, så tøv ikke med at besøge en anden klinik.
Det samme drilagtige glimt vendte straks tilbage i Theodores øjne. Han kastede let med hovedet. "De er jo min behandler nu." Som om det allerede var afgjort. "Jeg stoler ikke på andre til at eksperimentere på mig." Han tog et skridt tilbage og proppede både medicinen og sedlen i inderlommen på kappen, før han fandt jade og krystaller frem og lagde betalingen på bordet foran Selmy.

Det kom helt uventet, at få sine egne ord smidt tilbage i hovedet. Selmys øjne spærrede mere op af overraskelse. Den lille lort! Alle de gode vurderende tanker, han netop havde gjort sig om Theodore, trak han hellere end gerne tilbage. Selmys overraskede udtryk blev pludselig til et meget langt ansigt og et fladt uimponeret udtryk, som fortsatte helt frem til at han fik overleveret sedlen og teen, og Theodore kom med endnu en smart bemærkning.

Det kunne Selmy ikke toppe, måtte han erkende. Han var dog ved at smile, men trætheden og den generelle utilpashed over at sidde her med en ubehandlet hjernerystelse, hjalp ham til at bevare den uvenlige attitude, som små snothvalpe fortjente at modtage. ”Godt... så er det vist godt. Se så at komme afsted med Dem...” Selmy rejste sig langsomt og møvede sig fri fra hjørnet, for at komme om på den anden side til den rødblonde page. Selmy placerede sine fingerspidser på skulderpladen af ham og førte ham lidt forhastet hen til døren, hvor han åbnede op for døren. Vinden susede helt vildt, og regndråberne var store og blev kastet tilfældigt igennem vinden. Der var også mørkt, men her i den øvre bydel, havde lygtemanden allerede været forbi, så der var lys i gadelamperne. Hvis ikke de havde den luksus, ville det nok have været forkert at sende en ung fyr ud på dette tidspunkt.

Han gav Theodore det sidste venlige puf ud ad døren, og kiggede på Theodore med et blik, der forblev uændret. Han sagde ikke noget, men sikrede sig dog, at Theodore var okay med at blive sendt udenfor, inden han gav ham et anerkendende nik, og ville lukke døren forsigtigt i.

Valmueklinikken var nemlig lukket nu, men arbejdet var ikke slut for ham. Men først måtte han gå ind til sin far og blive tilset, inden de kunne runde af og selv vende snuderne hjemad.

Lægesønnen kvitterede med et temmelig uimponeret blik, selvom Theodore ellers havde leveret dagens vittighed — hvis han selv skulle sige det."De må da indrømme, at den var oplagt!" nåede han at protestere med et grin, der blev hængende om læberne, da Selmy brød barrieren mellem dem og begyndte at puffe ham væk.
Theodore forsøgte at fange hans blik over skulderen, mens han lod sig føre mod døren. Så er det vist godt. "De bør få tjekket hovedet," sagde han, da han kom i tanke om blodet. Han anede ikke engang, hvor slem riften egentlig var. Forhåbentlig ikke alvorlig. Selmy havde trods alt allerede været bevidstløs én gang i dag, og Theodore havde ikke ligefrem lyst til at opdage, om han kunne gøre det til en permanent tilstand.
Så nåede hans egne ord tilbage til ham. Få tjekket hovedet. "Altså —riften!" skyndte han sig at tilføje. 

Han skulle nødig få et smæk med på vejen ud.

Jo tættere de kom på døren, desto højere blev lyden af vind og vejr, som Theodore helst var fri for at skulle ud i. Han gruede for det. Hvis bare man kunne teleportere sig hjem, ville livet være betydeligt lettere. Men nej. Nu kunne han se frem til gennemblødte sokker.

Døren gik op, og et vindstød ramte ham så hårdt, at kappen flagrede omkring lårene. Kuldegysninger fór over hele kroppen, mens et par store, vilde regndråber allerede fandt vej ind i ansigtet på ham. Måske kunne han løbe hjem. Nu hvor han kunne trække vejret igen.
Med en omhyggelig bevægelse trak han kappens hætte over hovedet og skulle netop til at gå. Så kom han i tanke om noget. Hans næse rynkede. "Forresten." Theodore standsede og så sig over skulderen. Han sendte Selmy et sidste, lettere fornærmet blik.

"Jeg har altså hår dernede. Tak." 

Det havde han faktisk gerne villet have på det rene. Så gled blikket over Selmy. Det lyse hår. Det fuldstændig skægløse ansigt. Theodores øjne kneb sig en anelse sammen. "Har De?" Det skælmske smil nåede frem, før han kunne gøre noget ved det.
Og med dén bemærkning virkede det pludselig som et glimrende tidspunkt at komme afsted. Theodore trak på skuldrene og satte farten op, før Selmy kunne nå at finde på noget at kaste efter ham. Han vinkede dog bagud som det sidste, inden et nyt vindstød greb fat i hætten, og han måtte gribe hårdt om kanten for ikke at få den flået af hovedet.