Det ene øjeblik lyd der et højlydt skrig. Det blandede sig med de andre lyde, men det var lige præcis smertefuldt nok til at Skadi lagde mærke til det i sin blodrus. Han skævede mod lyden. Manden med det nu meget ødelagte ansigt. Den store mand der havde taget fat i kvinden. Kvinden der begyndte at grine. Han hørte ingen af deres ord. Han vidste ikke hvad deres direkte konfrontation handlede om. Og her var så kaotisk. Som var de ved afgrunden. Blot et lille skridt mere, og han ville falde i dybet. Ned i så voldsomt et raseri, at Skadi vidste det. 

Vidste at han aldrig ville komme tilbage derfra. At han ville fortabe sig selv i det røde hav af død og had.

Han var lige på kanten og hans indre bød ham at tage det endelige skridt. Bliv det, som du skæbnen har budt dig. Det rigtige monster. Var der overhovedet nogen vej tilbage derfra? Kunne han nå at stoppe sig selv? Hans hånd lagde sig på øksen i bæltet. Det ville være så legende let. Han kunne trække øksen og hugge. Fjerne al modstand med den skarpe klinge.

Stop.

Det var en lille stemme i Skadis hoved der sagde det, overraskende kort efter den store mand havde bedt kvinden om at slippe sit offer. Han rystede hårdt på hovedet. Gav slip på øksen. Et krus blev smadret ind mod siden af hans hoved og han snublede med en grov lyd af smerte over læberne, før han igen vendte sig mod de to der var i en direkte konfrontation. Han kunne se smerten i den store mands øjne. Hvad end der foregik kunne ikke være godt. 

Skadi sparkede en mand hårdt ind i mængden af mennesker. Det var som en larmende kødrand der bare ikke ville stoppe. Han fandt en stol i virvaret og brugte den som et improviseret skjold. "Hvad ved zaladin foregår her!?" råbte han til de to bag sig, mens han holdt stand mod randen af rasende nordboere.

Udefra, kunne det måske være svært at forstå hvordan kvinden formåede at holde fast på den stakkels mand. Freyr var stærk, og hun kunne mærke hvordan hun næsten snublede i hans ryk. Men nej. Hvis han allerede vidste at det var hende, var der ingen grund til at holde igen på meget af det andet skuespil. Desuden. Det havde aldrig klædt hende, at holde tilbage. 
Det er dig, og Lumine fnyste, men ikke afvisende. Et sted i baghovedet registrerede hun de sidste par rallen fra den anden, imens Skadis ord trængte igennem larmen. 
Og måske tog han ikke helt fejl. Dæmonkongen var ikke den forkerte at anråbe, på et tidspunkt som dette. 

Freyr flyttede grebet, en uheldig fejltagelse, og Lumine løftede en belærende pegefinger. "Ah, ah, ah - hvor er dine manerer blevet af!" og viftede den foran ham. Forventede at han med en lille jamren trak hænderne til sig. Men.. han slap ikke.
Overraskelse flimrede kort over de røde øjne, hurtigt erstattet af undren, og de gled i et ryk op på ham igen. 
Hvad var det hun fornemmede omkring ham... 
Fordi selvom han ikke fandt hende helt fantastisk - alt i hans udtryk og kropsprog ville have hende væk - så var der et eller andet i det urolige sind, som... 
Hovedet gled lidt på skrå. Flere skår faldt af hendes form, men hun ænsede dem ikke. Ikke engang den nu døde mand, som hun nu kun holdt fast i... for at Freyr ikke helt slap hende, endnu. Ethvert menneske af fornuft, ville have været nødt til at slippe. Men han strammede kun grebet, og det var uventet. 

Lumine snuste ind. Nej, ikke menneske. Noget mere magisk, og hun lænede sig lidt frem, for at komme nærmere den aura som duftede så godt. "Hmm... besynderligt.." hvad var han for et mysterium? Nok mest sagt til sig selv, men med en lavmælt, underliggende, udfordrende tone. 
Fordi. Om han lod det gå ud over hende, eller det her sted - det kom nok ud på ét for dæmonen. Men nogen måtte gøre noget. Og stod det til hende, kunne den ene ting sagtens, og hurtigt, fører til den anden. 

Kunne Freyr have svaret, ville han have gjort det. Men heden kvalte ham, skoldede sig op gennem svælget, lagde sig som en tung, brændende hånd om hans bryst, og alt hvad der var tilbage, var grebet om hende.

Det sydede - ved hendes hud, men også i ham - og en anstrengt lyd pressede sig ud mellem hans tænder, lav og ujævn, mens fingrene strammede sig uden at give slip. Der var intet tilbage at redde. Manden i hendes greb var allerede borte, ansigtet opløst til noget uigenkendeligt, og alligevel holdt Freyr fast, som om det alene kunne standse det næste.

Eller fremprovokere det.

Han hev efter vejret, for hurtigt, for dybt, og nærheden slog imod ham som en bølge. Noget trak, ikke hende alene, men noget bag hende, i hende, gennem hende. En varme der ikke var ild, men som alligevel åd sig ind under huden.
Freyrs greb rykkede hende tættere på i en krampagtig bevægelse. "Kom ud… herfra." Ordene knækkede, halvkvalt, rettet mod ingen og alle på én gang.
Han burde slippe. Kroppen vidste det — og et sted vidste han det også — men noget andet svarede, noget der ikke længere forstod forskellen. 
Øjnene flakkede over hende, søgende uden at finde, før et brøl rev sig fri af ham, råt og skævt, og han bukkede forover som havde noget slået luften ud af ham.

Synet flimrede. Et øjeblik stod verden skarpt; det næste gled den, trak sig skævt, som om den ikke længere passede.
Hendes stemme hang ved. Ikke som lyd, men som noget der blev gentaget i ham ~ ah… ah… ah ~ igen og igen og igen, til det ikke længere lød som ord.
"Nhgn!" Varmen steg, ikke kun langs huden, men dybere, som noget der rejste sig indefra og pressede sig frem uden hensyn til hvad der stod i vejen.
Da han så op igen, var der intet genkendeligt tilbage i blikket; ingen tøven, ingen overvejelse – kun reaktion i alt for røde øjne.
Han skubbede fra sig, hårdt nok til at bryde grebet, og i den samme bevægelse vendte han sig, for hurtigt, for voldsomt, som om kroppen handlede før verden nåede at følge med.

Død. Manden i den krakkelerende kvindes hænder var død. Skadi havde set det. Det smeltede ansigt og hvordan livet forlod ellers rasende, vilde øjne. Klippen holdt fast mens kvindens belærende tone om manérer kort fik Skadi til rykke vildt på sig. Han nikkede en skalle hen over sit improviserede skjold og hans blik fandt tilbage til de to der stod låst fast. Kvinden lignede mindre og mindre en kvinde og Skadi kunne ikke lade være med at stirre. 

Indtil et skævt brøl flænsede sig vej igennem larmen. Og Skadi så det: Det var Klippen. Hans brøl var voldsomt, den førhenværende ro over ham væk. Og som Skadi trådte tilbage da en mand baldrede hårdt ind i hans "skjold", så han også øjnene. Røde. Han havde set sådanne øjne før og det fik ham til at stivne. De var måske ikke røde på helt den samme måde, men de var røde nok. Der var noget galt. Det her var ikke kun raseri. Det var mere. 

Og Skadi kunne mærke frygten. Ikke en frygt for sin egen sikkerhed, og heller ikke for sin egen vrede. Men for Freyrs vrede. For tilstanden, Klippen var i. Og for resten af kroens sikkerhed. Noget var galt.

Og da Klippen vendte sig, voldsomt, kunne Skadi kun se én vej ud: Mere vold. Mere skade på andre. Der var ingen andre muligheder. De var blevet taget væk. Han skævede mod kvinden igen Hvad end der var sket mellem de to, var resulteret i dette og Skadi kunne vitterligt ikke se andre værende skyldige end hende. "Hvad har du gang i?!" råbte han af hende, før han masede hårdt mod kødranden. "Flyt jer! FLYT jer!" han satte i sit eget brøl, men det var ikke engang tæt på at være lige så opsigtsvækkende i larmen som Freyrs havde været det.

Det var svært for Lumine at sætte en finger på hvad det var. Den her aura af synd, var i en dæmons perspektiv... det var ikke en hun havde haft længe. Kun nogle få år, og hvilke kræfter der var på spil, kunne hun ikke sige. Sikkert nogle langt udenfor hendes nutidige forståelse - og måske ville hun aldrig få svar. Men lige nu, kunne hun mærke dem. De bød hende blive, puste liv i den farlige glød, og få det til at slå gnister. 
Lumine snublede fremad ved det krampagtige ryk, et farligt glimt af overraskelse i de røde øjne. Men ordene matchede ikke den desperate besked, der forlod hans læber. 

Resterne af den trælse mand fra før blev sluppet. Et overrasket udbrud forlod Lumine da han pludselig knækkede forover med et hårrejsende brøl. Det var ikke ofte hun blev skubbet rundt, men dæmonen greb med en lidt mere defensiv knurren ud efter hans hånd, nu hvor rollerne var byttet om, og hun ville have ham til at slippe. 
Men stoppede brat, da den farlige gnist, nu havde sat sig i hans øjne. Stivnede, et åndeløst sekund over hvor.. eller måske nærmere hvad der havde overtaget manden foran hende; det var smukt, og helt igennem destruktivt monster som stirrede tilbage. 

Et hårdt skub, og Lumine vaklede tilbage. Hænderne - nu frie - famlede bagud for at støtte sig op imod væggen. 
Et sted foran hende hørte hun lyden af Skadis stemme, anklagende. Det var kaos der hvor han stod, og dem der havde lagt mærke til udvekslingen, var enten på vej for at konfrontere - eller komme væk i en helvedes fart - fra det der foregik. Og ved alle guderne, hvor elskede hun det. 
Lumine rejste sig langsomt op igen, efter at have røget lidt i knæ ved det kraftige skub. Det var nok bedst beskrevet som skadefro, det smil der trak hendes forræderiske læber fra hinanden i et grin. "Lige det her, det er ikke mig.." og løftede hænderne i en beroligende lille viften. Om han kunne høre hende, det var ligegodt. Hun talte ligeså meget til sig selv. "Men hvis det alligevel skal ende i kaos.." og de varme flammer rejste sig forventningsfuldt bagved hende. Sultne efter resten af bygningen, men afventende.
Fordi hun ville se hvor galt det kunne gå. Kunne ikke andet end at klappe hænderne sammen i en forventningsfuld klukken. Lade ham gå amok, og brænde beviserne bagefter. 

Lydene forsvandt ikke; de gled blot bort fra ham, som om de ikke længere tilhørte den verden, han stod i. Noget bevægede sig i hans synsfelt — en skikkelse, varm og flimrende — og kroppen reagerede, før resten af ham nåede at følge med. Et ryk, et greb, og noget gav efter med en dump, hul lyd, der forsvandt lige så hurtigt, som den var opstået.

Det var ikke vigtigt.

Der var mere. Flere bevægelser forskød sig i kanten af hans syn, gløder i mørket, pulserende i ujævne rytmer. De havde ingen ansigter, ingen stemmer: kun puls, kun retning. En af dem kastede sig frem, hænder løftet i noget, der kunne have været et forsvar, men Freyr så det ikke som det. Kun som noget, der trængte ind, noget der ikke burde være der.
Hans arm bevægede sig alt for hurtigt, alt for instinktivt. Noget knækkede tæt på ham, og kroppen blev slynget væk, ramte et bord med et brag, der druknede i resten af larmen.

Han standsede ikke. Bevægelsen fortsatte, trak ham videre, og hans eget åndedrag forlod ham råt og ujævnt. Endnu en form til højre, snublende, vejrtrækningen hæs, øjne vidt opspærrede; men det gjorde ingen forskel.
Freyr trådte frem, og gulvet føltes forkert under ham, som om det gav efter og alligevel ikke, som om hvert skridt tog både for lang tid og ingen tid overhovedet. Hans hånd fandt kraven på den næste. Trak. Slog. Varmen steg indefra, og noget i ham svarede hver gang noget kom for nær, som gnister der fandt tørre grene. 

Men en skikkelse skilte sig ud. Den blev ikke revet med strømmen, men stod imod den; tungere, fastere, som en klippe i det kaos der ellers bøjede og brød sammen omkring den. Freyrs blik fandt ham uden at lede. Fæstnede sig. Varmen dér var anderledes. Stærkere...
Hans krop svarede uden tøven. Freyr satte frem, hurtigere nu, mens folk ramte ham, gled af ham igen og forsvandt uden at efterlade spor, som om resten af rummet ikke længere eksisterede. Armen løftede sig—og så gav verden efter. Den forsvandt bare, som om nogen havde slukket solen.
Synet flimrede, gled ud af sit eget leje, og den kraft, der et øjeblik før havde fyldt ham til randen, blev revet væk så brat, at kroppen ikke nåede at forstå det.

Bevægelsen døde midt i sig selv. Freyrs knæ svigtede, nåede ikke at standse det og faldt fremad - direkte ind i Skadi - uden vægtkontrol, uden modstand, som om noget havde slukket ham indefra.

De to havde separeret sig fra hinanden. Kvinden havde været ved at falde bagover ved det voldsomme skub, men hun virkede stadig så nonchalant omkring det. Som om hun elskede det. Men hvordan kunne man elske den mængde af raseri? Skadi kendte godt svaret på det spørgsmål. Der havde været en tid hvor han havde elsket det. Men det var længe siden nu. Begravet. Låst inde bag lås og slå. Det skulle aldrig frem igen. Også selvom det truede hver evig eneste dag, rev og flåede i hans sidste rationelle tanker. Han kunne bare slip og se det hele dø en hæslig, blodig død, men han ville ikke. Han ville have fred.

Desværre var hans verden forbandet. Der ville aldrig komme fred.

Det var tæt på at han ikke hørte hendes ord. Men hørte dem, gjorde han. Og han hævede et øjenbryn. "Du lyver." snerrede han ulveagtigt. Om hun så talte sandt eller ej, så nægtede Skadi at tro på det. Det kunne kun være hende. Kvinden, der var uanfægtet. Upåvirket. Ubehagelige fornemmelser strålede fra hende, mens Freyr lignede et monster, der var beredt på at æde hele verden foran sig. Mennesker faldt omkring ham, gled af ham som var de små myrer. Han var magtfuld. Skadi forsøgte at lade være, men han kunne ikke: Det var tiltrækkende. Og det forstyrrede ham. Især da Freyr vendte sig mod ham. Skadi forberedte sig på det værste da mandens store arm løftede sig. Men smerten kom ikke. I stedet faldt en tung vægt over Skadi. Freyrs krop, der sandsynligvis havde sagt stop. I hvert fald for nu. Det var så pludseligt, at Skadi snublede og væltede sammen med manden. Direkte ind i en anden mand. Med nød og næppe greb han Freyrs nu slappe krop og holdt ham med et anstrengt brøl. Sved perlede ned over hans pande og han satte i endnu en guttural lyd da noget ramte ham hårdt hen over ryggen. Han havde ikke tid til at se hvad det var. Han slæbte på Klippen, mod bagindgangen til kroen. Hvilket tilfældigvis fik dem forbi kvinden. 

"Hæslig. Du er hæslig.." snerrede han, igen lavt. Om det var rettet mod kvinden, ham selv, eller andre. Eller måske endda Freyr. Det vidste ikke engang Skadi selv. "Vi skal ud herfra!" dette var et højere råb. Han vidste ikke om kvinden hørte det, men han ville stadig give hende en chance for at følge med, som han maste sig vej, modtagende slag og spark, der healede og gjorde ham mere og mere træt. Men der var ikke tid til at hvile.