Kunne væmmelse males på himlen, var det mimikken i Richards ansigt man ville se for sig. Han var ligeglad med hvad af en rus tur han satte officeren ud for, det var jo alligevel så .. irrelevant. Men alligevel sad de der. Så tæt, så forfærdeligt tæt. Richard der nærmest lod sin ånde sværme Riten, som han ville spise den blondhåret herre. 

Håndens greb løsnede sig ikke, men ej tætnede det heller. Det var lige stramt, så knorrerne på hånden blev blege og blodårene kun synliggjorde sig selv mere og mere. Klar til at blive perforerede af den anden. 
Blodet boblede som varme kilder fik vandet til at bruse under sig - over sig. Men noget der fik det til at tippe over kanten var pludselig den ynkværdige position han pludselig sad i. En frier-position, det kunne han ikke mene. Selv for mænd af deres kaliber var dette ingen morsomhed. Richard løsnede i et tilbage lænende skub grebet. Den tidligere nævnende af væmmelse i en beskrivende position, den fik nu et forværret udtryk for sig. "Jeg skal ikke sætte mit liv på spil, for at du kan synke min skude som din skødeløse far gjorde" vrissede han. Vrissede han faktisk så tydeligt, at Richards stemme var hørbar, så alle der kendte ham, kunne vende deres overraskelse mod ham for - hvornår var han mere end mumlende?

"Find dig et andet offer for dine morskaber". 

Hulrummet i hans håndflade blev mærkbart varmere oven på Richards hårde greb. Som sugede han den sidste varme ud af kaptajnen, og efterlod ham kold og utilnærmelig. Skubbet var på en og sammetid en velsignelse, ligeså vel som det var en straf. Men Oskari nægtede at miste modet, selvom det efterlod ham fesent med røven på gulvet. Han genvandt dog hurtigt lidt af sin stolthed, som han svajende kom op at stå igen. 

"Den løgnhistorie igen?" fnyste Oskari som havde han hørt den samme røverhistorie for hundredesytne gang den dag. Øjenbrynet løftede sig, ikke videre begejstret for den modbydelige dom mod sin far. Den var usand, og historien hang slet ikke sådan sammen. Richard ville bare have en syndebuk. Og Artemis Riten var umiddelbart den mest synlige målskive. 
"Min far er en helt, han forsøgte at redde mandskabet på det skib." gengav han, historien han havde fået madet med ske da han ikke var andet end en ung knægt. For hvorfor skulle en søn dog tro andet om sin far? Der var et snert af fornærmelse i hans tone, og brystet strammede sig. 

Han lænede sig frem, og satte sin hånd på Richards brede skulder. Stilheden der kom efter den tidligere søfarers sidste ord, forekom så indbydende til at sætte stemningen på hans respons.
"Nej." nægtede han - næsten ømt, men med lige så meget autoritet som hans titel gav ham. Der var ikke nogen anden end Richard der gav den kriller i maven som han søgte. Som bølgepisken der slikkede skudens bug. Oskari kunne ikke sætte ord på det, men den eneste der morede ham, var Richards mugne ansigt. 

De gyldne øjne smallede sig i den solbrune hud. Som en marionet, stiv i bevægelserne fik han rejst sig og bevæget sig forbi Oskari, som han var intet andet end en stolpe i rummet, en unødig udsmykning for rummet. Intet bærerende over hans eksistens eller fremtid, selv en sandsigerske ville bekræfte den teori. "Ud." monotont og skarpt, en rungende bryskhed faldt tungt fra svælget og han havde døren åben. 
Mon officeren manglede vejvisning for at finde vej, eller kunne han selv finde vejen ud fra rummet. Men for at undgå nogen genstridigheder, valgte Richard alligevel at fortsætte: "Din far og hans hvide omgangskreds af mennesker er alle syndere, intet under at pirater gør deres for at synkeskibene" det var ingen erkendelse for sit kendskab til det, men en kendsgerning af hvor ilde stillet folk kunne være for så basale ting. 

"Ud eller jeg skal sørge for du kommer ud". Invitationen var, modsat Oskari, en bærende stolpe. Hvis ikke ud af døren, så kunne et vindue altid betales for. Der var intet andet end had mellem dem. Absolut intet andet end had. 
Den form af had, som gjorde deres bånd konstant bandt knuder på sig selv. En sød løgn for den kvalmende ærlighed. 

Hånden på Richards skulder blev affejet som ingenting, som vand på andefjer, da han rejste sig og gik forbi Oskari. Officeren kunne ikke gøre andet end at se efter ham – stilheden larmede mere end nogensinde. Det stak næsten i øjnene, da lyset blev lukket ind i det mørke rum, og han måtte knibe dem let sammen for at vænne sig til det.

Ud?

Brynene skød op, mens han så udfordrende på ham.
"Jeg er sgu ikke nogen hund, du bare kan hundse med," svarede han, hænderne stædigt i siderne – men Richards ord skyllede straks ind over ham igen, hårde og bryskere end hans ellers stille mæle.

Oskari trådte tættere på, mens kaptajnens stemme fortsatte. Flere spottende ord mod hans far, mod flåden, mod ham selv. Ikke på hans vagt skulle flådens mænd blive besudlet!

"Hold kæft en omgang pis at fyre af," vrissede han, og man kunne se, hvordan Richards ord påvirkede ham på den let løftede overlæbe. "Pirateri og jeres slags—det eneste, I fortjener, er en møllesten om anklerne og en tur ned til havets bund, hvor jeres rådne lig kan gøde tang og fiskemaver." Ordene faldt skarpt, mens han borede en pegefinger ind i den brede mands bryst.

Havde han ikke i alle sine unge år fået indprentet af sin strikse flådefamilie, at pirater og alt, hvad der fulgte med, var havets affald? Det var sådan, han var vokset op—og alligevel var der et underligt vanvid, når det kom til Richard. Et sært bånd, der var alt og ingenting. Måske var det tabet, han frygtede. Ikke at kunne fælde manden, hvis han en dag forsvandt fra havet og levede sine dage som pensionist på land.

Det kunne han ikke tillade. Det var ikke retfærdigt.

Og så blev han bedt om at skride igen. Vreden ulmede i ham, og han kunne ikke dy sig for at få det sidste ord.
"Så rådn da op på land til dine dages ende," spyttede han. "Hvad fanden er du uden havet? En halvdød hund, der ikke engang kan finde hjem. Du var aldrig noget særligt, Fjord—det var kun skibene, der bar dig."

Han trådte et skridt bagud, men standsede, som om en tanke strejfede ham. Smilet, der gled over hans læber, var alt andet end venligt.

"Men du har ret i én ting," fortsatte han roligt, mens han rettede på skjorten. "Pirater gør deres for at synke skibe. Synd, at jeg er her for at sørge for, at det er dem, der ender på havets bund." Med de ord skubbede han sig hårdt forbi Richard og marcherede ud.

Isninger syntes varmere end denne dynamiske hændelse mellem de to sømænd. Alligevel var skaderne fra isninger intet ved siden af dette her. De moralske, etiske og personlige skader de måtte påtage sig - det var næppe ventet som noget der kunne vendes til en bedring. 

Richards bæger var fyldt over for nu. 
Ingen havde ellers tilladt sig at få ham til at bruse over på denne måde i evigheder, men her stod denne mandsling af en person og sørgede for, at Richards hjerte endnu slog lige så arrigt som ti vilde heste. Brystkassen hævede sig, som det var adrenalinen der pumpede. Kæmp eller flygt, og han valgte at flygte. Helt lavpraktisk var det hvad han havde gjort. 

"Ingen hund?" gentog han, som det var et ekko af tvivl. 
Selvfølgelig var Oskari Riten en hund af en art. En hund der ikke kunne undgås at ses, høres eller mærkes. 

I helvedes de stod i, syntes kort at stop omkring sig. Kaptajnens blik faldt lige ind i de himmelblå øjne, som fingeren ramte brystkassen. Richard ænsede ikke, at vejrtrækningen standsede kortvarigt. Men alligevel formåede han at sige en sætning i sit mere normale toneleje. "Godt at vi er enige om, at du ønsker at se mig død."
Kendsgerningen var reel, og kunne han, bandt han nok gerne møllestenen til anklerne om Richard. 

Men tiden var ved at rinde fra dem. 
Og Richard stod pludselig så passiv til, lod sig svine til - omend det kom så formelt og pænt ud af officeren. Men der var mere end bare skibe i hans liv. Datteren og handlerne, han havde stadigvæk en finger med i spil af det hele, men det kom blot uden om flåden og officeren af gode grunde. De gyldne øjne så blot på ryggen af den anden, klar til at lukke døren bag sig. Klar til at gå i seng, som intet var hændt. 

Gulvet sejlede under ham, både af raseri og alkoholens stærke kys på hans sanser. Øjnene lynede, og han gned vredt håndryggen mod dem, som om han kunne tørre den forbandede fugt væk. Hvorfor fanden skulle de altid blive våde, når han blev ophidset?

Hjertet hamrede, hvert skridt føltes som at gå planken ud.
'Godt at vi er enige om, at du ønsker at se mig død.' For helvede, at han kunne sige det så let. Som om det ikke betød noget. Det pissede Oskari af. Det nagede ham. Ja, han burde ønske ham død. Men tanken prikkede for varmt, for ubehageligt.

Til helvede med Richard Fjord.

Flere skældsord forlod ham i opildnede åndedrag, knyttet sammen med den alkoholstive vrede, der brændte i brystet. Han skulle hente sin hat hos Martinique. Og måske drukne sig selv i endnu et glas eller ti – indtil de gyldne øjne ikke længere stirrede tilbage fra kruset.

Hvad ragede det alligevel ham, om han så Richard igen?

Det hele syntes så overvældende. Det var jo blot simple ringe i vandet forårsaget af sommerfuglens bette vingeslag. Alligevel steg vandet så langsomt op omkrig ham. Anklerne sank i, knæene tyngde i og til sidst kunne han stå med den strakte hals i forsøget på ikke at dunke.

Han hørte hvordan trinene af den anden langsomt forstand. 
Døren gav et smæk i ekkoets intethed. Her stod han så nu. Drømmeløs og målløs af følelse for en gangs skyld. Victor sørgede ellers normalt for at sætte gang i drømmelandets tidevand, men han var ude af havn og sigt. 

Var dette enden for dem? Var det enden for Richard.