Timerne var gået. Ikke at Hyun havde lagt mærke til dette. Tid var noget, der ikke rigtigt eksisterede, når man ikke længere var en slave til tiden. Den vampyriske greve kunne spørge om tiden og ikke være overrasket, om den var et om natten eller et om middagen. Tiden var ikke længere noget, Hyun gik op i.
I de timer efter han havde efterladt - den kønne - Finneas, havde vampyren sat sig til rette. Dog i den første tid havde tankerne overvældet ham. Havde han virkelig sagt dét til Finneas? Omtalt Finneas som dét? Hyun prøvede at glemme alt dette. Og der var kun en måde, vampyren vidste hvordan. Ved bøger. Og forfriskning. Han havde fået hentet en karaffel med blod. Hvis Finneas ville være her længe - flere dage måske - måtte Hyun nok få næring, når juristen ikke var til stede.

Siden blev bladret til ny, imens Hyun nippede til sit vinglas. Det kunne meget nemt blot ligne simpel rødvin. Måske en lidt rødere rødvin end gennemsnittet, men ved første øjekast lignede det ikke blod. Men hurtigt ville man kunne se det. Hvordan det var tykkere. Hvordan det flød. Hvordan det affarvede. Hvordan det lugtede. 
Derfor gav det Hyun et lille chok, da Finneas' stemme og ansigt kunne pludselig ses og høres i døren. Hyun havde ikke tid til at få gemt blodet væk. Ak, juristen vidste allerede til det. Ingen grund til at gemme det, skønt vampyren ikke just var stolt over det. "Finneas," Alle hans ansatte. Der var mange. "Jeg kan huske nogle. Dem, der ikke rigtig forsvinder fra hukommelsen," På både godt og ondt. "Jeg har måske en liggende med lønseddelskopierne et sted? Hvorfor da?"

Karaflen var ingen ting for ham, den matchede manden mere end man nok burde lade noget matche et andet individ, men Finneas vidste allerede nu, at greven havde stil og ikke lod sig falde af på den. " Kan du huske en opsynmand du havde lige omkring starten, i din nye tilværelse i slottet alene? " spurgte han og trådte lidt mere ind i lokalet og nød der var så mørklagt. Tænk at kunne vandre omkring i alle døgnets timer ubekymret på denne måde. 

Måske han burde flytte derud og leve på samme måde? Nok ville det betyde noget for hans erhverv, men det var jo irrelevant, han var udødelig og der var rig med mulighed for nye kunder hvert tyvende år, ny mulighed for at indtjene krystaller på hvis man manglede. " Det ser nemlig ud til at han har taget, fra den tid af, omkring 5% af din indtægt under bordet. Ikke at det kan ændres nu eller han kan bøde for det .. " for mennesket var jo død for længst. Men det vidnede blot om at man ikke kunne stole blindt på folk bare fordi man var vampyr. Hvilken selvironi. 

Man skulle jo tro, at Hyun havde fortrængt samtlige minder fra dengang. Lige efter hans forvandling - lige efter at blive efterladt at stort set alt og alle - var nok en af de mørkeste tider for vampyren. Hvor tit havde han ikke overvejede at teste udødelighed? Alligevel sagde Hyun: "Tror han hed noget i retningen af Joseph. Måske Jasper?" Hukommelsen var en mærkværdig ting. Man kunne huske ting fra flere århundrede siden, men hvad farven var på den fugl, der kvidrede i vinduet i morges kunne Hyun ikke fortælle dig.

Juristen kom ind i det mørklagte lokale. Der var altid en mørkere atmosfære, når samtlige vinduer var afdækket. Hvordan havde den fugl overhovedet kommet ind? Den måtte have skubbet forbi de tykke gardiner. Men hvem havde åbnet vinduet? 
"5 procent," sagde Hyun. Den yndige mand gnubbede sin hage. Jasper - eller Joseph - virkelig? Men igen, Hyun havde næppe været den mest opmærksomme dengang. Han ville nok knap nok have lagt mærke til, hvis tjenestefolket dengang var gået splitterravende nøgne rundt. Okay, måske han havde lagt mærke til det, hvis mændene også havde. "Men hvis det er ligegyldigt nu, hvad så nu, hr Lyøe?" Hyun skulle næppe gøre samme kælenavnsfejl for anden gang. Tanken kunne få kinder til at blive røde. Og de blev faktisk lidt rosa. Det kunne vampyren takke det friske blod for.

Det var også meget at forlange, at man erindret tjenestefolk fra før hvidkålens oprindelse, men når det kom til økonomi, var det en vigtighed i sig selv. Kunne én snyde, kunne flere snyde. Kørte han i slægter med ansættelser eller var det alle nye tilfældige der accepteret at leve med en vampyr på denne måde og varetag godset for denne. 

Finneas vendte blikket mod gardinet og prøvede at lokalisere hvor lyden af fugl kom fra, men kvidren var som sand i vandet, det kunne være hvor som helst, men det var der bare. Lå fast i bunden af det hele. Men han trådte mere ind i lokalet og valgte at trække skamlen hen så han sad foran Hyun. 
Ganske upåvirket af at det var en vampyr der var også for ham, som han intet havde at frygte. " At du har et generel overblik selv for hvem der administrere dine papir og tager ansvar for mangler eller fejl i det, så du ikke ender som en fattig greve i tusmørke bjergene " sagt med en så kølig stemme, at det kunne føles som en spådom for fremtiden. 

Nogle af tjenestefolkene var her af ren og skær familiært loyalitet. Nogle efternavne blandt tjenestefolket gik tilbage helt til dengang, hvor Hyun ikke var den eneste Jeungdo boende her. Loyalitet var stærkere end rygter og frygt for disse. Andre havde Hyun blot ansat - eller tjenestefolket havde hjulpet med at ansætte. Det ville være nemmest at have de samme familie gå igen forevigt. Men nogle af de gamle navne var her ikke mere. Denne Jaspers familie var her vist ikke mere. Ellers ville vampyren også bedre kunne huske ham. Dem, der gik igen, kunne huskes bedre i forhold til datering. De var friskere i sindet. De få gange, hvor Hyun faktisk konverserede med dem.

"Er der da andre uregelmæssigheder i mine papirer?" sagde Hyun, direkte og uden tøven. Hvis ikke der var andet undren, hvorfor så lave denne slags falske trusler og fremtidsmareridt? Så derfor frygtede vampyren lidt det værste. At denne Jasper ikke var den eneste. Derfor lod Hyun sig tage plads over for Finneas igen. Medmindre juristen aktivt ville bede om stilhed endnu en gang. Måske han blot havde fået ham ind for dette ene indtil videre. Måske.

" De er tæt på 700 år gammel, nok er jeg god, men jeg kan ikke nå at gennemgå omkring 1400 siders papir på en aften, at jeg har kæmpet mig igennem ti år på nuværende tidspunkt er blot dedikation " svaret han med en snert af ligegyldighed i tonen. Finneas var ikke ikke spor bekymret, for hvad end det var i sidste ende, var det jo småskillinger på sigt. Men det var alligevel penge som var tyvstjålet fra en forsvarsløs greve. 

At de begge atter tog plads, var måske en forstyrrelse for Finneas, men det åbnede op for samtaler. " Har du nogen perioder du selv mistænker som kunne være risikofyldte? Eller nyere tid med de af dine slægtninge som endnu lever på familienavnet " for at have et kendskab til tingene. Der ville altid være en mulighed for selv at opsøge disse, hvis det gav mening for sig. 

Måske vidste Hyun ikke, hvordan alt dette foregik. Han var jo ikke juristen af de to. Derfor nikkede han blot anerkendende og i respekt for Finneas' hårde arbejde. "Selvfølgelig, selvfølgelig. Jeg forventede heller ikke, du allerede var færdig. Langt fra," tilføjede Hyun. "Hvis det er nemmest, kan jeg få et værelse her gjort klar? Nemmere end du skal tage turen igennem skovene hver dag for at arbejde." For Hyun vidste ikke, om han just ønskede at have al sit papirarbejde trukket ud af hjemmet. Væk fra ham. Det var måske meget at kræve af Finneas. Men juristen ville blive belønnet for det. En god løn for et godt stykke arbejde.

Det var ikke et 'farvel', som Hyun fik - hvilket gjorde den yndige vampyr underligt glad. Faktisk blev en samtale startet meget nemt. Der havde tydeligt været flere spørgsmål fra Finneas' side. "Måske årene efter jeg virkelig var alene. Efter min familie gik bort og var den eneste levende." 'Levende' blev sagt med en tydelig mimik. En forfærdelse. Hyun var ikke levende. Han var levende død.
Og selvfølgelig var der endnu levende familiemedlemmer. Men Hyun snakkede om hans familie. Hans søskende. Forældre. Dem. "Da de gik bort, var jeg nok ikke rigtig til stede psysisk.