Rosa var van til lidt af det hele, det var ikke alle der tilfredsstillede hende tilbage, det måtte man desværre finde sig i, i denne branche. Så var det godt man altid selv kunne klarer det efter, men for nu nød hun faktisk at kæle for ham, som hans lyde ændre sig en smule, kunne hun fornemme han nød det meget. Man var jo nød til at have et par kort i ærmet, for ikke at være som alle andre, og til tider skulle nye ting vel også prøves af?  Hun gjorde sit for at give denne mand en oplevelse, hun skulle bare vide hvor meget det ville bide hende i røven senere, når han kunne sælge oplysninger om hendes gøren. 
Hun mærkede hvordan hans fingre forsvandt ind i håret, kort skævede op imod ham men fortsatte, som han begyndte at tage kontrollen overlod hun den til ham. Hendes læber arbejde omkring ham, og fik flere gange taget ham helt i bund, stønnede som han satte farten, heldigvis kunne hun trække vejret igennem næsen imens. 

Rosalind måtte stønne som han trak sig ud af hende, og mærkede hvordan han kom i hendes ansigt, tungen fjernede hvad den kunne nå. Men han gav ikke tid til at få det væk, heldigvis var hun ikke sart. Hans ord fik hende til at nikke, og hun rejse sig med hjælp fra ham " mhh skal du have mere?" lød det lokkende fra hende, langt fra klar over han var ved at føre hende, til den celle hun nok skulle bruge de næste dage i. Hendes hånd hvilede let imod hans skulder, imens han førte hende afsted, blikket rette en smule imod ham, hendes vejrtrækning stadig påvirket af lysten til ham... 

Willy smilede næsten kærligt til hende, som hun kom på benene og spurgte om han ville have mere. “Det kan du tro,” spandt han. Han fik hurtigt lige hevet sine bukser lidt op på plads, så de hang løst om ham. Han fik lokket hende ned i den anden ende, og som de kom til døren, der adskilte bemandingen fra fangerne, fiskede han en nøgle frem og låste op. Døren knirkede som den blev skubbet op, ikke at det var noget Willy tænkte over. Han tænkte heller ikke over lyden af enkelte fanger, der trak væk indtil et hjørne; men de forblev stille og holdt næsten vejret. Belysningen i denne ende var knap så god der hvor de lige havde været - og selv der havde belysningen ikke været den bedste. Han vendte sig mod hende og trak hende tæt. Han slangede en arm om hendes nedre ryg, og lod sin ene hånd finde hendes ansigt. Først og fremmest lod han sin hånd stryge noget af sæden væk fra hendes ansigt, mest for ikke selv lige at få sit ansigtet smurt ind i det. Han lænede sig så ind og kyssede hende inderligt og ihærdigt, mens han prøvede at bakke ind og mod den celle, som stod ulåst. De døre var nogle der skulle åbnes ind i cellen, hvilket var hvorfor, hvis han kom så langt, blot kunne fortsætte med at bakke mod den; for celledøren ville bare fjerne sig når hans ryg stødte mod den.

Havde hun ikke været så påvirket af lysten til ham, ja så ville hun måske undre sig over de var på vej dybere ind i skibet? Men i hendes sind tænkte hun blot det var fordi de skulle finde et sted med en seng? Det var i hvert fald hvad hun håbede på. Han trak bukserne op, men hun var blottet dog ikke at det gjorde noget. Hun skævede en smule som døren knirkede men tog sig hellere ikke mere af det, fulgte med ham uden rigtig at bemærke de andre slaver. 
Rosa blev trukket helt tæt på ham, hendes hænder lagde sig imod hans nakke, smilede som han kort tørrede hendes ansigt af, hun kunne ikke længere fokusere på omgivelserne. Som hans læber søgte hendes og hun gengældte hans kys, så godt som overhovedet muligt, lysten så tydelig at mærke på hende. Hendes ben fulgte med som han gik med hende, håbede blot at førte hende til en seng, så de kunne fortsætte, for der var jo så meget mere at prøve ikke? I denne stund en smule for naiv, men så igen dette var jo også spændende og anderledes, hjertet dunkede hurtigt i brystkassen, og hendes kys blev mere krævende. 

 

Hun var som fortryllet af ham og hans berøringer. Det gav jo næsten livsglæde at være med hende, selvom han godt vidste, at det ikke ville vare længe, før hun nok ville råbe og skrige om at komme væk. Han måtte også bide dårlig opførsel i sig, som hendes hænder kom tættere på hans kranie. Han fik bakket dem hele vejen ind i cellen og fik vendt dem rundt, således at hans fod kunne skubbe tremmedøren mere eller mindre til at lukke og han kunne føre hende baglæns indtil hun ville ramme en kant af en hård, ubehagelig og upraktisk seng. Den var i hvert fald ikke lavet til det hun var så overbevist om at de skulle til; for det var hovedsageligt en trækasse med et tæppe på. I hjørnet, ude af rækkevidde for andre slaver, lå der dog et pænt og foldet tæppe, som var til at hun kunne trække over sig når hun sov. Sengene var dog stationære, hvilket betød, at i dårligt vejr, ville de fleste slaver ende med at ryge ud af deres eng og ned på gulvet, hvorimod køjerne som bemandingen havde, blot bevægede sig med en vandret overflade. Han sørgede for at læne sig med ned, så hun ville ende med at sætte sig. Hans hænder sørgede for at søge til det af hendes tøj, der ikke var bundet op, “Lad os få det tøj af,” kælede hans stemme for hende.

Rosa var for fanget af ham til at bemærke cellen hun blev ført ind i, hendes bagdel satte sig på sengen dog var den noget hårde end forventet, hænderne flytte sig fra ham " det da en hård seng de har dig Willy?" sagde hun noget beklagende, uvidende om at hun snart skulle ligge på den, flere dage eller hvor længe der ville gå? For ikke at tale om hvor søsyg hun ville blive, når dette var første gang til søs, det var jo dømt til at blive helt Zaladin. Hun blev dog distraheret som han snakkede om tøjet og nikkede, før hun uden tøven hjalp ham med at få det sidste tøj af hende, så hun kunne sidde nøgen foran ham. 
Blikket så lysten på ham, kunne næsten ikke vente med at mærke ham endnu mere " mh tag mig hårdt Willy" bad hun kælent og smilede til ham. Hun ønskede ham så meget, det var hvad kroppen var så van til, og hun hungrede nærværen ved at være forenet, det fyldte tomrummet i sindet. Hun nappe sig afventende i læben, imens den ene hånd lagde sig imod hans skulder. 

Willy skulle til at fortælle hende, at det ikke var hans. Det var noget, der for en gangs skyld ikke var en løgn, men måske det var bedst at holde det for ham selv lidt endnu. Det var nok bedst, for så snart hun ville finde ud af at det var hendes seng, ville hun nok begynde at protestere - og der var ingen der orkede at høre på en prostitueret beklage sig, for når først de gjorde det, var det ikke til at lukke munden på dem igen. Han havde lært af erfaringer.
Og der sad hun nu, splitterravende nøgen foran ham; og hans tøj sad blot ufattelig løst. Han greb om hendes hånd og fjernede den, men i en retning der støttede op om hans ordre: “Vend dig om,” Tøvede hun, ville han sørge for det selv. Han ville have hun lå på alle fire på den hårde seng og med bagenden strittende op mod ham. Hans hænder kælede for den formede bagdel og lod sine fingre kort udforske hendes folder. Han bed sig selv i læben og overvejede, hvor meget han kunne tillade sig. Måske bare lige…

Ja, og så fandt pølsen ligesom vej til hendes varme.

“Årh for…” han slikkede sine læber, før han begyndte at arbejde, men han sørgede for ikke at fortsætte for længe. Skulle jo bare lige prøve… “Øjeblik,” mumlede han og fjernede sine hænder fra hendes hofter, som han trak sig ud. Uden videre, så begyndte han at bakke væk fra hende, mens han pakkede sit medlem væk. Begyndte hun at rykke for meget på sig, ville han stikke halen mellem benene og løbe ud af cellen. Uanset hvilken hastighed han kom ud af cellen, ville han lukke cellen, låse den med det samme og trække sig et skridt væk, så hun ikke ville kunne nå ham.

Rosa var måske inderst inde begyndt, at blive en smule urolig ikke at det kunne ses på hende, hun fulgte hans vejledning og fik lagt sig som han ønskede hende. Ikke at denne overflade var behagelig på nogen måder, måske endda en smule smertefuldt men hun måtte bide det i sig. Bagdelen strittede flot imod ham, et suk lød som hans fingre næsten alt for kort, mærkede de fugtige folder. Lysten fjernede bekymringerne igen, hun vuggede en smule fra side til side, for at give ham endnu mere at nyde. 
Som hans lem fandt vej langt om længe, måtte et støn slippe fri kroppen prøvede at arbejde med for at give ham alt hun kunne. 

Men som han snakkede og langsomt slap hende, for at trække sig væk mærkede hun hjertet, slå lidt hurtigere for hvad skete der? Hun kunne høre hans skridt, begyndte at rette på sig selv og som hun fik rejst sig, lukkede cellen sig hvilket fik hendes øjne til at blive store. Det var lidt som om hjertet var ved at springe ud, som alvoren begyndte at røre på sig og hun trådte hen for at sætte hænderne på tremmerne. Blikket rette sig imod ham, mere forvirret " Willy? hvad skal det her betyde? jeg skal altså tilbage til mit arbejde" hun mærkede hvordan en klump i maven samlede sig. Hun havde aldrig været fanget på denne måde før, måske en enkel gang i arresten, men det var fordi hun havde været sammen med en byvagt, ikke fordi hun havde gjort noget galt ?
Hun mærkede tårerne presse sig på, men tvang dem til ikke at bryde frem endnu, der stod hun blotte for ham bag tremmer, dette var slet ikke hvad hun havde forventet ville ske? Hvorfor skulle hun lukkes inde? Panikken ved at sprede sig til hendes blik. 

Forvirringen var malet så tydeligt på hende, og Willy sørgede for at træde længere tilbage, indtil han kunne læne sig mod væggen, der var bag ham, mens han lyttede til hendes lille protest. Han skubbede sig dog væk fra væggen og gik hen til hende igen. “Lille rose…” lød det lavt fra ham, som han lænede sig ned, så han var i øjenhøjde med hende.
“Det for sent, snuske,” lød en hæs stemme fra en anden celle. Willys blik fjernede sig ikke fra Rosalind endnu, men det var tydeligt at se hvordan udtrykket i hans ansigtet forandrede sig, da den anden slave havde talt højt.
“Hav mig lige undskyldt et øjeblik,” lød det lavt fra ham til hende, før han rettede sig op igen. Han gik hen til den anden celle og gik ind til slaven. Som var det et vildt dyr, der blev lukket ind til slaven, skyndte slaven sig over i det fjerneste hjørne. Det var ikke fordi Willy var voldsom, men noget af bemandingen kunne være det over for næsvise og irriterende fanger. Fangen bad om nåde mens han nærmede sig, men Willy var rolig, og sørgede blot for at slaven blev hængt op i nogle kæder, så armene var oppe og slaven kunne sidde på jorden og tænke over hvad der var blevet sagt. Så snart Willy vidste hvor han havde slaven, fandt han det tæppe, der var givet, og rev et stykke af til at krølle sammen og putte i munden på slaven, så han ikke blev forstyrret. Selvom det kunne se barskt ud, at han proppede stof ind i munden på slaven, så sørgede Willy for efterfølgende at lægge tæppet om slavens skuldre.

Willy gav sig derefter tilbage til at stå foran Rosalinds celle, låste den anden på vejen ud. Han så blidere ud igen, som hvis det han lige havde gjort mod den anden slave, havde givet ham noget ro i sindet. “Jeg tror du skal overveje hvordan du kan bruge din erfaring til dit nye… arbejde,” fortalte han og trak på et blidere smil og lidt på skuldrene. Det var jo ikke et arbejde hun ville blive betalt for. Han lod sin hånd finde vej ind mellem tremmerne for at gribe om hendes kæbe. Hans ene tommelfinger gled over den fine hud igen. Hun havde stadig pletter i ansigtet fra hans første udløsning. “Du er meget værd i Rubinien, lille rose,” Det gav måske en snert af, hvad bagtanken var ved det hele.

Rosa prøvede at forstå hvorfor dette skete? hun fulgte ham med blikket, det var lidt som om kæleordet nu gav koldt fornemmelse i stedet for varm? Han havde jo fanget hende ikke? Som en anden stemme blandet sig, var det først der det gik op for hende at de ikke var alene, at der var andre fanger mon de var som hende? Rosalind så til med bange øjne, som han vandre ind til den anden slave, hvordan den anden slave blev bundet op. Hun gøs en smule som, han proppede stof i munden på slaven, før hun så ham komme tilbage til hende. 

Lige nu turde hun ikke engang rykke på sig, næsten frosset fast hvor han havde forladt hende, let nappe i den fyldige læbe imens de grønne øjne søgte hans ene igen. Hans ord fik brynene til at rykke tættere sammen, hendes nye arbejde? hvad mente han med de ord? Hun havde da et arbejde i forvejen. Som hans hånd søgte hendes ansigt, reagerede hun automatisk og pressede sit hovedet en smule imod hans berøring. Blikket så på ham stadig meget uforstående " men, men jeg har ikke været slave før" hviskede hun nærmest bange, de fleste havde da hørt skrækhistorier om hvad slaver blev udsat for. Hendes ene hånd søgt hans brystkasse kun for at hvile den der, selvom hun burde hade berøringen var det nok det eneste, der fik hende til at være rolig lige nu. Selvom hjertet bankede og en hovedpine var på vej, knuden i maven der voksede, måske også at frygt for hvad mandskabet kunne finde på med en kvinde som hende. Hun lod et trist suk slippe " hvad hvis jeg heller vil være din?" at forhandle var vel også et forsøg værd? 

Et øjeblik undrede han sig næsten over at hun lænede sin kind ind i hans hånd. Det var jo næsten som hun søgte berøring. Willy vidste selv hvordan han var endt med at hade berøring i sit eget ansigt efter hans tid som slave; men han havde selvfølgelig fået fjernet horn og næsten et øje. “En gang skal jo være den første,” hviskede han tilbage til hende. Han forstod godt hvorfor hun var bange, var hun ikke det, var hun jo skør. “Du har klaret så mange andre slags første gange, og gjort det over al forventning,” han hentydede til hendes arbejde som prostitueret, “Du skal nok klare den,” forsikrede han hende og aede hendes kind et øjeblik.
Nej, Willy. Stop med at give hende håb hun ikke har brug for!

Hans øjne så ned mod hendes hånd, som den blev placeret på hans brystkasse. Han lænede sig ind mod tremmerne, så hans ansigt lige akkurat ikke rørte ved tremmerne. “Det er en sød drøm,” fortalte han hende og lod sin hånd finde om til hendes nakke og greb fat om det løse hår, før han hev hende helt hen og op ad tremmerne. “Jeg er ikke interesseret i en skøge,” vrissede han. “I duer ikke til andet end at åbne op eller sprede ben,” tilføjede han, før han trak i håret, for at hive hende bagud og væk fra tremmerne, for selv at begive sig væk fra tremmerne igen. Var hendes håb og drømme knust nu?

Rosalind søgte hvad hun kendt til, hans berøring holdt hende fra at bryde sammen, så det var hvad hun søgte fra ham i denne stund. Hans ord var måske ikke helt beroligende, og så alligevel hun havde da overlevet på egne ben så længe, men det var skræmmende at skulle vider til andre hænder, klar over at typer som hende ikke endte hos søde folk tværtimod. 
" men det her er anderledes Willy" hviskede hun stille, sukkede helt af vane som han nussede hendes kind en smule. 

Hun lod sin hånd røre ham, de grønne øjne hvilende i hans ene øje, lænede sig næsten mere frem som han gjorde, gid det bare var en drøm som han sagde, men det hele var så virkeligt omkring hende. Som han tog ved hendes hår regnede hun med han ville nusse. ET gisp forlod hende som han trak hende helt tæt på, så hun blev mast op imod tremmerne og hans ord fik klumpen i maven til at blive hård, som han næsten ændre sig og frygten begyndte at sprede sig i hendes krop. 
Rosa blev skubbet og hun trak sig tilbage, lagde armene om sig selv imens hun så på ham, nappe sig i læben og ønskede ikke at give efter for tårende endnu, ville ikke give ham den tilfredsstillelse. Selvom hans ord ramte hårdt, selvfølgelig gjorde de det. 
" jeg er mere end en Skøge Willy!" svarede hun ham, med så meget stædighed hun kunne mønstre, ønskede ikke at knække foran ham nu. For første gang længe følte hun sig udnyttet, havde dette været hans plan fra start? 
De grønne øjne stirrede en smule mistroisk på ham, imens hun fortsat holdt om sig selv, stod der blotte for ham og følte sig så lille...

Selvfølgelig var det noget anderledes og nyt, og det virkede farligt. Det kunne det også være hvis man ikke gjorde det rigtigt og han var sikker på at det samme gjaldt med hendes fag: gjorde man det ikke rigtigt, kunne det være meget farligt.

Han fnøs over hvordan hun protesterede. “Ja så?” undrede han sig med et slesk smil på sine læber. “Og hvad er du så ellers?” undrede han sig og var spændt på om hun faktisk havde noget at byde på. Hvad ellers kunne han sælge hende på? Hvad kunne den lille rose ud over at åbne munden og sprede ben? Hun så frygtelig lille og bange ud, som hun stod der helt nøgen og krammede sin krop. Han så mod bunken af hendes tøj. “Se at få noget tøj på,” lød en ordre fra ham, med en hård og kold tone. Han var ikke interesseret i at se hende nøgen og tog hun det ikke snart på, så ville han sørge for hun nok ikke fik noget tøj på før de var i Rubinien, og det ville være en kold tur til søs helt nøgen.

Det var ikke let at være skøge, der var altid en farer ved at være sammen med fremmede folk, man skulle træde varsomt med nogle typer. Hun havde allerede mødt en del forskellige igennem sine 3 år i faget, ikke at det var meget i forhold til hvor mange andre havde været i faget. 

Rosalind så på ham sådan som han ændre sig, det fik det til at løbe koldt ned ad ryggen, bande sig selv langt væk for at være gået i hans fælde. Men det var vel blot et held at dette ikke var sket før nu, hendes blik sænkede sig en smule, kort som hun fiskede efter de rette ord. Fordi hvad var hun andet end en skøge ? hun ville så gerne være mere, men sandheden var vel at hendes familie havde forvist hende. Blikket rette sig tilbage imod ham, som han bad hende klæde sig på, det var dog noget hun hurtigt gjorde ønskede heller ikke at være nøgen for ham mere, det fortjente han ikke...
Hun trådte et par skridt nu påklædt frem, satte armene i siderne " jeg er Rosalind, og jeg er min egen chef, jeg kan mere end at horer ! " hendes ord var sande, modet vokset en smule i hendes blik, selvom hun snart ville briste " jeg er ikke nogen genstand Willy. Og selvom du sikkert ikke tror mig, så ved jeg, at jeg er mere værd end du tror" hun stirrede en smule på ham. Hun var ikke en dum kvinde langt fra, folk havde det bare med at tro det, hun kunne da også både læse, regne og skrive, endda spille musik måske endda synge en smule " jeg er også faglig, men kan også spille musik" tilføj hun, før hun trådte nærmere igen for at være tættere på tremmerne. 

Hans øje forlod hende ikke mens hun klædte sig på, men observerede, hvordan hun klarede sig selv. Da hun var påklædt, stillede hun sig frem med hænderne i siden og prøvede at sætte ord på, hvem hun var. Kvinden havde ikke engang et efternavn. Jovist, Willy gik heller ikke med noget efternavn, men hans baggrund var også en kende anderledes end hendes menneskelige. “Okay? Sig frem,” han satte armene over kors, og ventede i spændning. Han kunne godt se det falske mod, hun havde hevet frem. Hans smil voksede langsomt som hun snakkede. Hun havde ret i at han så hende mere som en genstand end som et værdifuldt menneske. Det mest værdifulde menneske var, i Willys øjne, nok Sharmila. Hun kunne noget som så mange andre mennesker ikke kunne - ikke at han kunne sætte ord på det.
Han nikkede en anelse, som hun prøvede at prale med sin falighed. “Perfekt,” hun vidste ikke at de informationer hun gav ham, blot gjorde han kunne få flere penge når han afleverede hende. Han klagede i hvert fald ikke.“Hvad kan du spille for nogle instrumenter?” Han lød interesseret, men i realiteten, så fiskede han blot efter al den information han kunne få. Lige nu, så kunne hun jo pludselig også læse breve højt, og besvare dem for sin herre samt underholde med musik, hvis det var hvad der var lyst og behov for. Han kunne høre, hvordan krystallerne ville ende tungt i hans lommer.

Rosa havde da så sandelig et efternavn, men efter hendes familie forviste hende, ja så blev det ikke brugt til noget fordi hun ville ikke sammenlignes med dem. Havde hendes familie ikke haft så travlt med forretning, og at hun skulle giftes væk, så de kunne så endnu bedre, ja havde hun måske stadig levet i den høje klasse. Men det var ikke det liv hun selv havde ønsket sig, men at være endt her, for snart at blive solgt, som var hun en genstand, det havde hun aldrig regnede med ville ske for hende. 
Havde hun ikke været presset som nu, ville hun nok ikke have fortalt alt dette, og alligevel en der betalte mere ville vel ofte behandle sin slave bedre ikke? ikke at hun vidste noget som helst om det emne, eller turde tænke på det selvom det nok ville komme snart. 
Hun trak i et svagt smil " violin og klaver, har jeg lært fra jeg var helt lille" forklarede hun, musik var nok en af de eneste ting hun havde taget med sig fra sin opvækst. Samt læsning, skrivning og regning hvilket sikrede hun ikke blev underbetalt, men nu var det jo ikke sikkert hun nogensinde ville se sin bolig igen, det stak en smule i hjertet at tænke på det eneste sted, hun rigtig havde fundet sig hjemme. Mon nogen ville savne hende? Måske Aramis ville undre sig, når hun ikke svarede hans breve? men var der flere? Dimitri måske og Neculai muligvis også Zagreus ? 
Eller ville de finde andre der kunne tilfredsstille? Hun turde ikke tænke det nu, ønskede ikke at græde foran denne mand, eller hvad han var? " hvor lang er rejsen?" spurgte hun, det var vel fair at få af vide? 

Willys bryn løftede sig overrasket som hun nævnte lige præcis de to instrumenter som han selv var en stjerne i at spille på, “Virkelig?” lød det fra ham. Han lød meget mere som den Willy som hun havde mødt inde på kroen. “Så må jeg lige høre dig på violinen en af dagene,” forsikrede han hende med et bredere og mere tilfreds smil. Klaver var noget som de fleste, som ejede slaver, havde. Violin, knap så meget, men violin var, som han selv havde fundet ud af, meget praktisk at transportere med sig rundt omkring, hvilket også var derfor han havde det instrument med på skibet. Uanset hvad, så virkede det til, at han havde fået distraheret hende væk fra at tale sig ud af at være for meget værd, til at være slave. Alle kunne være slaver, hvis man var under den rigtige herre.
Spørgsmålet fik ham til at vugge hovedet let fra side til side, tænkende. “Omtrent 20 dage,” forklarede han. “Men der går lige et par dage inden vi sætter sejl. Hvis du sørger for ikke at råbe, skrige og lave ballade før og under sejlturen, så skal du nok få lov at komme op og se solen også,” Han kunne vel lige så godt informere hende om hendes rettigheder.
“Han lyver!” var der en der skreg fra en helt anden celle. Det fik Willy ansigt til at miste alt livsglæde, og han sørgede da også for at forlade Rosalind og gentage hvad han havde gjort ved den anden; denne fange var dog lænket i forvejen. Så snart slavens mund var proppet til randen med et stykke tæppe, vendte han sin opmærksomhed tilbage til Rosalind.
“Jeg håber du lærer ikke at stole på, hvad de siger, lille rose,” fortalte han og placerede en hånd mod tremmerne for at læne sig lidt mod dem, uden egentligt at være i nærheden af tremmerne.

Rosa smilede en lille smule, musik var en dejlig ting selvom hun ikke spillede så meget mere, fordi der var så meget andet at nå men det var ikke noget hun ville glemme " ja min forældre havde en musiklærer, hos mig da jeg var mindre, så jeg voksede op med at lærer det" måske det gav ham en ide om, at hun måske engang havde været fra finere kræse. Hun var blevet undervist i alt muligt, som hun dog i sit liv nu ikke rigtig brugte til noget, men læse og skrive samt regne var gode ting, hun måske kunne takke dem for. 
" jeg spiller gerne ja" sagde hun ærligt, måske det også kunne få tankerne lidt væk? Om han ville gøre det var hun ikke sikker på, fordi hun var ikke længere sikker på denne mand. Hun måtte ikke miste sit håb, det skrumpede dog meget ved lyden af, hvor længe hun skulle være her ombord. Hendes øjne blev en smule større " det er lang tid, at være til søs når man aldrig har prøvet det før" måtte hun erkende og lod et svagt suk slippe, frygte allerede for om hun ville blive søsyg? 

Hun skulle lige til at sige, at hun kunne opfører sig ordenligt, men de blev afbrudt og det fik det til at løbe koldt ned ad ryggen. Denne gang valgte hun ikke at se imod slaven, som fik stoppet tæppe i munden, men ordene kunne dog ikke lade være med at løbe igennem hendes sind, hjertet der slog lidt hurtigere og frygten der pressede sig på. 
Lyden af Willy stemme fik hende dog, til at vende blikket tilbage imod ham " jeg prøver, men så må du også bevise de ikke er sande, jeg skal nok være lydig" sagde hun en smule bedende. Hun kunne mærke hvordan tårerne pressede sig på, men formået at holde dem inde, nappe sig en smule i læben imens de grønne øjne så mod ham, ikke sikker på hvad der ville ske....

Willy syntes det var utroligt, at Rosalind delte ud af alle de informationer, som gjorde at hun var mere værd. For som hun selv sagde det, så blev hun jo bare til at være mere værd på slavemarkedet. “Imponerende,” lød det fra ham, og han holdt tilbage med en tarvelig bemærkning om, hvordan hun måtte kede sin fremtidige ejer med sin søde historie. Har var helt og aldeles ligeglad med hvilke kredse hun kom fra. Kom hun fra en højere kreds, betød det bare der var større chance for, at der var nogle der ville købe hende ud eller tage hende fra slavehandleren. Uanset hvad, så var det videre i et led, som Willy ikke ville blive påvirket af, og han kunne være så ligeglad.
“Åh, skatte…” sukkede han, “Du skal nok lærer at være til søs. Det tager bare lige et par dage,” Hun kunne måske godt bruge lidt håb, for det var langt fra alle, der kunne vende sig til at være til søs. De blev kvalme, svimle og kunne generelt ikke styre det.

Willy lagde hovedet let på skrå, som hun bad om at hans skulle vise, at hun ikke behøvede at lytte til de andre fanger. Nu måtte de se hvad for et humør bemandingen var i på denne tur de næste tre uger. “Jeg vil gøre, hvad jeg kan,” lød det fra ham med et lille smil. Han lod sig studere hende et øjeblik, for at kunne sørge for et pergament om hende. Der var trodsalt en håndfuld slaver ombord, og han skulle holde styr på dem. “Der er en spand til dig over i hjørnet. Der er chance for, at det bliver din bedste ven de første par dage til søs,” den ene hånd på tremmerne strakte en pegefinger for at pege over mod den påtalte spand. “Oh, og selvfølgelig, hvis du er til besvær, ryger nogle af dine rationer til bemandingen, så hvis du kan lide mad… Så tænk dig om,” et bredere og langt mere udspekuleret smil spredte sig på hans læber før han skubbede sig væk fra tremmerne. Hun burde vide alt nu, mente han. Måske det var på tide at lade hende få et øjeblik alene med sine tanker?

Rosalind tænkte ikke helt klart lige nu, men jo mere han vidste jo større var chancen vel, for at hendes kommende herre måske ville købe hende fri ikke? Eller var det blot et spinkelt håb fordi hun frygte, at ende hos en galning? Hun havde mødt voldsomme folk, og var godt klar over hvilke typer der ville købe en kvinde som hende, det var ikke søde folk.... 
De næste par uger til søs, ville nok i sandhed være udforende for helbred og mentalt, men der var desværre igen vej tilbage nu, hun kunne ikke spole tiden tilbage og ignorere ham på kroen. 

Hun så på ham som han forklarede sig, ikke at det lød synderligt godt hun skævede imod spanden, vidste allerede at han talte sandt. Nappede sig en smule i læben " jeg skal nok være dygtig" mumlede hun, der var ikke rigtig mere at sige nu? Hans smil gav hende gåsehud og mest af alt, ønskede hun sig at få fred fordi tårerne kunne snart ikke holdes tilbage. Tænk at hendes dag skulle ende på denne vis.... Hun blev stående til han var gået, som de andre slaver begyndte at hviske mærkede hun frygten tage over. Rosa lagde sig på den hårde seng, kunne aldrig rigtigt finde hvile, men efter ikke at kunne græde mere måtte søvnen alligevel tage hende med sig. 

De næste mange dage bestod, af at kaste op, sove og bare prøve at holde sig vågen... De andre slaver virkede til ikke at ville snakke med hende, hun følte sig alene. Hun så ikke helt ud som før turen, havde måske endda også tabt sig en smule og huden manglede sollys. Men hun klarede sig, prøvede at tænke på gode ting selvom det var svært, især når skibet gyngede meget, og hun endte med bare at sove direkte på gulvet for ikke at falde ned fra sengen hver gang. 


Dagen før havnen.... 

Rosa lå krøllet sammen på gulvet, med tæppet over sig hun havde ikke kaste op den sidste uges tid, men hendes appetit havde ikke været der. Derfor stod der også en tallerken mad på gulvet, som hun ej havde rørt ved. Hun sov ikke rigtig men stirrede op i loftet og talte træbrædder, for hvad der føltes som 100 gang. De andre snakkede ikke rigtig til hende og hun havde ikke set meget til Willy, måse for det bedste for hun brød sig ikke om ham længere, selvom hun havde tænkt på deres korte stund sammen. 
Som hun hørte fodtrin, blev hun liggende for hvorfor skulle hun rejse sig? Han havde lovet hende at komme ud, men det var jo kun sket engang, ved at blive sindssyg af at være fanget med egne tanker, måske det også vare skyld i hun ej spiste som hun burde. End ikke sikker på hvor lang tid der var gået, fordi dagene flød sammen når man sad her, i det mindste havde hun undgået at blive spændt fast. 

Selvom hun forsikrede ham, at hun nok skulle være dygtig, så tog han ikke hendes ord til sig, for tiden måtte vise, hvorvidt hvad hun sagde var sandt. Han lod hende derefter være for sig selv.
Der gik en håndfuld dage inden de tog til søs, og han sørgede da også for at hun blev underholdt lidt op til de dage. Til gengæld, så snart de var til søs, så hun ham ikke så meget, for da var han da travlt optaget med den kære byvagt, der var kommet med ombord.
Det var først da han havde sørget for at byvagten var på landjorden igen, at hun begyndte at se ham igen, ikke at han forklarede hvor han havde været, men han kom mere ned til fangerne og både spillede og sang for dem, uanset hvor meget de brokkede sig eller prøve at minde ham om ‘løfter’ han havde givet. Det var ikke ham der stod for at tingene skete her på båden. Han tog ordre fra sin kaptajn og ville helst ikke være til besvær. Det var han rigeligt i forvejen, ifølge noget af bemandingen.

Willy havde fået besked på at klargøre nogle af slaverne, og selvfølgelig valgte han dem som han næsten var sikker på ville blive solgt godt fra start, og som den første skulle det være den lille rose, som blev sat i stand. Hans sko klikkede som han gik og man kunne høre nøglerne fra det bundt han bar på. Han lukkede døren til fangerumet bag sig og gik over til hendes celle. Han satte hænderne på tremmerne og lænede sig frem for at se ind til hende som hun lå der på gulvet. “Lille roseee…” kaldte han lavt og roligt, som hvis han prøvede at vække hende blidt. “Du skal op…” fortsatte han kærligt. Han ventede et øjeblik på at se en reaktion fra hende. “Du skal udenfor,” prøvede han at lokke hende. De skulle godt nok udenfor, men der var selvfølgelig en risiko for at hun ikke ville bryde sig om hvor hun skulle have sit bad henne, men det måtte hun finde ud af når de kom så langt.