Det var ikke ofte at Lazarus smed om sig med rosende ord, men anerkendelse skulle til når det var fortjent og Lazarus havde godt nok læst om hans evner, men som Ethian fortalte med egne ord kom der flere detajler på og det var en evne som kunne bruges på mange måder, især når han kunne forbinde med to personer på engang - hvad kunne man så ikke opnå? "Tak. Det skal jeg nok" Det var et tilbud som han ville huske og ikke mindst gøre brug af hvis lejligheden skulle komme.

Lazarus var i en rolig tilstand som de bevægede sig ind på kroen og ikke mindst op på værelset. Han så usikkerheden hos hans gæst, men tog ikke større notits. Han skulle nok finde sin ro, når han fandt ud af at Lazarus blot ville snakke. Snakke videre om Dorian og et andet emne som lå og lurede i hans bagtanker. 
"Selvom jeg gerne vil gå rundt med dig og tale i byens gader, så er det for risikabelt" Lød det roligt fra ham og søgte Ethians blik, "Tag plads" Hans hånd gled ud mod de skrøbelige stol og sengen, hvis han ønskede at sætte sig der. "Jeg tænkte blot at vi kunne forsætte vores snak herinde. Er du kommet tættere på nogle af Lysets informationer, mens du har været i templet?" Han skulle starte et sted, for at bevæge sig hen imod både Dorian og Rhoslyn.

Stigende slog pulsen og øjnene gav sig til at ryk i små intense tak, uanset hvor årvågen nogen måtte være, kunne man overraskes og Ethian var (efter hans egen mening) et ganske nemt offer. Manglende færdigheder til at passe på sig selv i et hvert form af baghold, uden nogen jordisk chance for at få overhånden i noge som helst. 

Selvfølgelig gav det mening, men den lukkede dør gav ham blot uro som han ikke ønskede. Vækkede minder på de værst tænkelige måder for ham. En anvisning og et rynken på næsen. En rystende hånd afslog formelt gæstfriheden i at tage plads. Seng som stol, intet af det gav ham ro for øjeblikket. Det kunne ikke gå den rette vej hvis han tog plads. Emnet faldt tilbage på templet, skønt Ethian allerede følt han havde fortalt at han ikke havde formåede at komme særlig tæt på noget da der lå en del fodarbejde i at arbejde sig op til noget som helst i templet. "Der må jeg beklage, men Lyset er ikke særlig tit at finde i templet og vores ypperstepræstinde er omhyggelig med sine opgaver" svarede han små vævende og lod blikke glide ned i venstre øjnekrog som han så tilbage og prøvede at genskabe sig nogen former for erindrer eller mindre. 

Uroen var så tydelig i den unge mand, men var Lazarus så skræmmende eller var det fordi at han nu var ude af kontrol og usikker på hvad deres samtale ville bringe ham? Ethian var en del af mørket og en spion som skulle gøre sit arbejde og det var hvad Lazarus var her for at undersøge, ikke for at gøre ham usikker på nogen måder. 
Det var tydeligt at Dorian havde en stor effekt på ham og muligvis var det fordi at han var i en uvant situation, hvor en Korporal fra mørket blot opsøgte ham. Mon ikke også at der var flere tanker der var røget afsted til Dorian? Lazarus havde endnu ikke fokuseret sig al for meget på hans tanker endnu, så han havde intet opfanget. 

Hvis han kunne få samtalen tilbage omkring Dorian, så ville hans tanker helt sikkert fortælle ham mere end hans ord gjorde. Ethain var allerede overvejende i hans ord og hans handlinger, så han tænkte over det hele. Han ville ikke fortælle Lazarus alt hvad der skete mellem ham og Dorian. "Nej, det er bestemt ikke meget" Lazarus så ham an, "Du virker meget urolig. Det er ikke andet en en rolig snak om dit abejde og forholdet til Dorian" Om det ville gøre ham mindre urolig, var han ikke sikker på. Det betød i bund og grund ikke ret meget, selvom det nok var nemmere at få ham til at tale, hvis han var i en rolig tilstand.

Normalt, de mange andre gange hvor han havde stået i disse situationer, fanget som et køter, huede et ham ganske lidt for nu. Han var jo en andens køter. Dorians køter, men hvorfor tænkte han nu sådan om sig selv? Ethian rystede let tankerne på plads, selvom det hele syntes at krakelere lidt for ham, måtte han holde tankerne på rette spor og være tilstede i rummet med korporalen. 

Trækket på skulderen var et svar til hans urolighed. "Jeg kan ikke gøre for det," beklaget han og forsøgte at dulme det hele, men intet gav som sådan en ro for ham. Men dialogen lå endnu engang mod Dorian. "Hvad mener De med forholdet til Dorian?" det var jo et ganske normalt forhold han havde til Dorian. 
Var det ikke? Ethian vidste måske godt det ikke var helt så normalt, men det var hvad han havde og kendte til, så for ham var det noget så normalt. Øjnene gled lidt omkring, det bankede på i hans baghoved. Dorian stod og trykkede, men varulven holdte tankerne rene for nu. Hvorfor vidste han ikke helt, men det var klart nemmest bare lige at holde dem til hvad der blev spurgt om. 

Lazarus lyttede opmærksomt til Ethians ord, samtidig med at han fornemmede uroen, der hvilede over ham. Ethians træk på skulderen og undskyldning gjorde det klart, at han kæmpede. "Selvfølgelig kan du ikke det. Jeg bebrejder dig skam heller ikke" Han var ikke i tvivl om at Ethian gjorde det han kunne i forhold til hans opgaver, men Lazarus kunne heller ikke bare stå til. Det virkede næsten til at forholdet til Dorian og deres eksperimenter blev sat højere end den opgave som Ethian havde modtaget af Mørket - omend at han endnu ikke var kommet tæt nok på.

Lazarus rettede sit blik mod Ethian, der var noget i Ethians respons, der antydede, at forholdet ikke var så almindeligt, som Ethian måske forsøgte at give udtryk for. Han var selvfølgelig ikke klar over hvad disse eksperimenterende aftener gik ud på eller hvad der foregik bag de lukkede dører, men ud fra hvad de soldater som Dorian slæbte med sig fortalte, så kørte alt måske ikke lige efter bogen.

"Hør, Ethian," begyndte Lazarus med en mild tone, blot for at vise sig fra en venlig side af "Jeg forstår, at det kan være vanskeligt at tale om personlige forhold. Men det er vigtigt for mig som korporal og overordnet at sikre, at der ikke er noget der skygger for din præstation hos mørket - eller dine opgaver" Det var selvfølgelig ikke kun Dorian som tog dette fokus fra den unge mand, men var det for tidligt eller for rodet at hive Rhoslyn frem? Lige nu var fokusset på Dorian.

Lazarus lod en kort pause opstå for at give Ethian tid til at overveje sine følelser og tanker. At overvinde Ethian til egen fordel og give ham et rum, hvor han følte sig i stand til at åbne op, var ikke nogen dum tanke. "Du behøver ikke at besvare med det samme, men hvis du har brug for at tale om dit forhold til Dorian eller noget andet, så ved du, at jeg her for at støtte dig." Godt nok var hans interesse for andre ikke altid så storslående, men dette var en mulighed for at skabe en forbindelse til Ethian.

Det var lidt af en omvæltning, for intet af det som blev givet til ham gav synderligt meget mening. Aldrig i hans tid i mørket havde nogen syntes at ville lade sig bruge tid på hvor vidt Ethian faldt under deres rammer eller kunne leve op til deres behov. Han var et objekt, et stykke solgt kød. Nok vidste han ikke, at Dorian havde fået den trælse opgave at rette ham til, men for ham var halvdæmonen fra Topalis den eneste som havde givet ham nogen form for anerkendelse. 

Blikket kneb en anelse sammen, og han følt en tik i sin mundvige som det hele spændte en anelse til. "Der er ikke noget som påvirker min indsats eller har indflydelse på mine opgaver. Det er bare ikke muligt for mig at gå i alle døgnets vågne timer og forsøge at rive noget ud af dem.." forsvarede han stille sig selv. 

Dorian. Konstant opstod han på ny, og tankeren brød lidt på sine overvejelser til ham. Den mørkebrune hud, det hvide hår, de sorte øjne og de fyldige læber. Han sank en lille klump som han så ham så tydeligt for sig. Tankerne stod stille, billedet var nok for ham for nu. "Jeg forstår ikke, hvorfor skulle jeg have brug for at tale om mit forhold til Hr. Solace?" måske spørgsmålet kom lidt mistroisk ud, med god grund dog, var det ikke hensigten. Ethian forstod bare ikke behovet eller relevansen i det. 

Lazarus var ikke enig med Ethian omkring at intet blokerede for hans fokus på mørket og ikke mindst hans opgaver, men han var bare ikke kommet til emnet endnu. "Det forlanger vi selvfølgelig heller ikke. Det gør vi heller ikke selv, Ethian" Lød det roligt fra Lazarus som han søgte Ethian, som stadigvæk stod op og ikke havde taget invitationen til at sætte sig ned til sig. Måske troede han at det ville gøre ham sårbar? "Jeg er her kun fordi at jeg er blevet sat til at få en status på Dianthos. Der er flere jeg skal møde end dig" Dele af det var løgn og dele var sandheden. Han kunne ikke være ligeglad med statussen i Dianthos, men han havde flere han skulle opsøge. 

Måske var det for søgt hele tiden at forsøge at skubbe samtalen over på Dorian, for det måtte undre den unge fyr på et tidspunkt. Lazarus var dog sikker på at det forhold ikke lå i det spektre som man ville kalde "normalt" - uden han var sikker - men det var noget som fjernede hans fokus fra hans arbjede, det var han ikke i tvivl om. Vagterne som havde været med dem ude i hytten havde fortalt ham mere end rigeligt. 
"Fordi han er den der er tættest på dig og ikke mindst ham som har taget sig af dig. Det er interessant at vide hvordan du har det med ham.." Han kiggede lidt rundt i rummet, inden blikket gled tilbage på Ethian ".. Men lad os bare glemme Dorian for en stund.." En kort tænke pause opstod, hvor stilheden lige nåede at overtage rummet, ".. Jeg har haft en brevudveksling med en ung kvinde i templet, som fortæller mig hvor dit fokus har været på det sidste" 

Hvorfor forekom det hele så malplaceret og underligt, unaturligt og fremtvunget. Ethian kunne ikke helt gøre op med sig selv om hvad der foregik eller hvordan han skulle finde den knude som havde opstået for at dette møde blev så frempresset og tungt. Men hvem der ikke var i byen som han skulle mødes med, dem kende Ethian sølvfølgelig ikke noget til. 

Kæben spændte svagt og fødderne blev små tunge i gulvet, men han havde endnu ikke interesse i at sætte sig på den givende stol der ventede på. "Hr. Solace er dygtig til sit job" man var jo ikke diplomat uden grund, tvært i mod. Okay, Ethian var måske ikke helt så opmærksom på dette selv, men Dorian havde da talegaver for sig, men hvordan han begik sig med andre kunne den unge varulv ikke vide. Han kom ikke med omkring, så ikke halvdæmonen i sit skarpeste es på den måde. Men bestemt og formel, det var han. 

Et sus ramte og pupillerne mindskede som han kom i chok tilstand. Hvad for noget, tænkte han og rykkede lidt uroligt på skuldrene. "Jeg vil ikke sige at det har taget mit fokus fra mig. Selvfølgelig har der været et enkelte tilfælde en nat, men ellers har hun været et godt virkemiddel for at komme lidt dybere ind i templet" stemmen søgte en ro og sikkerhed som tidligere havde været forsvundet, men han forsøgte at skabe denne form af kontrol for sig selv nu. Rhoslyn havde ikke taget mere tid fra ham end hans eftermiddag med de disciple. 
Dog kunne han ikke dy sig fra at sætte spørgsmålstegn ved hvorfor at Lazarus havde brevudvekslinger med en kvinde fra templet. Så frem for at spørge ham, lod tankerne i sit blink falde til Dorian Deloras Solace: Korporal Maliketh udtrykker at han har forbindelser med nogen i templet .. som åbenbart fortæller om min hændelse med præstinden. 
Der var så mange ting som Ethian ikke forstod i dette. 

Hvis han ønskede at blive stående, så skulle han være velkommen til det. Han ønskede måske at overstå dette møde? Deres veje skulle nok krydse igen. "Det anfægter jeg heller ikke" Dorian var naturligvis en fin medarbjeder for mørket, man man kunne måske sætte spørgsmålstegn ved nogle af de metoder som han brugte, når det kom til at eksperimentere med denne dreng. Men hvis Ethian ikke vidste bedre, så var det var svært både at få ham til at forstå og ikke mindst at få ham til at forstå hvordan et professionelt forhold skulle ligge. 

Han behøvede ikke engang at bruge sine kræfter på at læse hans tanker, for det var tydeligt hvor overrasket over at Lazarus nævnte Rhoslyn. Hun havde sat sig i hans tanker efter deres snak, da han havde mødt hende og at hun havde skrevet til ham, havde måske taget hans fokus væk fra hans arbjede. "I så en ung en alder som du har, så vil de fleste ting ses som en forhindring" Sådan ville han nok ikke se det og muligvis se sig bedre end han var, "Det er ikke ofte at en præstelærling har stor indflydelse på at få folk ind i Isari templet" Han skulle selvfølgelig ikke tale ham al for meget ned, men der var et eller andet som fortalte at Ethian kunne ligge sit fokus andre steder.
"Jeg ved ikke ikke hvor meget vi får ud af det her, og om jeg blot skal tale med Dorian om dine opgaver og ikke mindst din fremtid" Selvom spioner tilhørte Nael så ønskede Lazarus at alle gjorde deres ting for Mørket. Det kunne man ikke betvivle ham.

Nok anfægtede han det ikke, men noget anfægtede han. Ethians ellers så vante sårbare blik skiftede stille udtryk, uforståelse og skeptisk var elementerne som de skreg for nu. Det var lige godt Zalans. Den eneste som havde en reel tiltro til han var Dorian, og det viste denne korporal nu, intet under at hans loyalitet tilfaldt halvdæmonen. 

“Så De vurdere ud fra min menneske alder, at jeg er intet andet end et problem og ubrugelig?” Hvorfor gjorde det så ondt at sige, bekræftede det ikke blot hans følelse. “Hvordan vil I have jeg skal gøre en indsats, når I allerede to uger min ankomst sender spioner i nakken på mig for at se hvordan det går, byens folk der mig snakke med skumle typer og så skal jeg starte forfra” sang han lidt en svale sang for deres problemer med han i vagten. 

Ethian trådte et tilbage men lod armene fægte ud til siderne som Dorian og hans mission blev bragt på banen. “Fortæller De mig, at I forventede underværker på knap to måneder?” Stemmen steg en anelse febrilsk og hjertetslaget steg stille i brystkassen på ham. 

Som korporalen fortsatte, jo mere ønskede han egentlig blot at forsvinde væk. Henvende sig til den eneste som var ærlig over for ham, og kunne give ham nogle konkrete .. jah alting.

Nu ramte Lazarus et eller andet hos den unge knægt, som stod foran ham. I bund og grund var Lazarus ligeglad, for vurderinger og forventninger skulle ham tale med Nael om - ikke Lazarus. Lazarus var i byen på grund af mange ting, at de så kunne samles så han kun behøvede at være i byen et par dage var ganske fint. Han ville gerne langt væk herfra. Nej, Lazarus havde fortalt at han var her for at gøre status, men ud fra de informationer som soldaterne, som rejste med Dorian og Ethian, havde givet ham så virkede det som om at der var ting i det forhold som ikke burde være det - især når det kom til eksperimenterne. Men det ville Ethian jo ikke vide, han var blind når det kom til Dorian. Det var tydeligt.

"Jeg vurdere ingen ting. Det er Hr. Caz du skal snakke med om det." Det var da skønt endelig at se en reaktion til Ethian, som han stod der og gav igen - dejligt. "Hvilken spion og hvem har opsøgte dig?" Det var ret væsentlig og interessant at vide. Godt nok var det ikke Lazarus' område, så det ragede måske ikke han, men hab interessede sig for det. Dorian og Ethians arbejdsforhold ragede ham måske heller ikke, men efter at have fået lidt at vide fra soldaterne, så interesserede han sig for hvor dybt det forhold var, og hvad Dorian udsatte Ethian for.

"Som sagt så er det ikke mig der skal have forventningerne, og hvad de andre gør ved jeg ikke. Men alligevel ville jeg nok have forventet andet end hytteture og hudsult" Det gjorde intet at stikke lidt til ham som han stod der og var kørt op.
"Jeg er her i byen på grund af flere anliggender Ethian, men da jeg hørte at Dorian lavede eksperimenter på dig, måtte jeg opsøge dig.." Kom det fra ham som endnu en tænke pause opstod, "Det er ikke noget vi gør i mørket, heller ikke for at finde ud af mere om en race eller dine træk. At du er varulv er sådan du er født, men ikke som en forsøgskanin"

Som en anden ko solgt på marked, blev han nu kritiseret som en kvie der ikke levede op til forventninger for det kød den måtte give. Det syede og boblede i ham, som noget var tændt i hans indre der ville kæmpe for en retfærdighed for ham og Dorian. 
Navne han ikke kendte blev bragt på banen og den varulve gled let vejende til siden som han lod hovedet tilte den modsatte retning af sin krops hældning. "Hr. Caz?" gentog han og rynkede brynene. "Jeg ved da ikke hvem eller hvad han var foruden spion" hvordan kunne korporalen dog lade som om han intet vidste. Det var da hans eget gøren som en korporal, var det ikke hans job? 

Brystkassen hævede sig i frustration. "Jeg forstår ikke Deres anklager, på ingen måde. Der er blevet foretaget en eksperimental nat, og det er ganske normalt for jeg som varulv at bruge den efterfølgende dag på at komme mig oven på de skader der måtte følge med i natten i kædernes favn," -- "Hudsulten?" nu måtte han altså lige. Det lød næsten som jalousi! Ethian syntes mindre og mindre om denne korporal, han lød mindre og mindre som en dygtig mand, men snarer som en der manglede noget i sin hverdag og ikke nød at andre gjorde noget af deres liv. Ikke at Ethian kunne tale helt for sig selv i dette omfang, men han havde da mere at forholde sig til alligevel. 

"Født varulv? Jeg er ikke født varulv, og de ting som det udtaler jer for ikke at gøre, virker usandsyneligt. Jeg er ikke den eneste varulv i jeres besiddelse, blot den eneste der laves så ekstreme forsøg på for at udnytte varulvens form til jeres fordel" hvorfor fortalte han ham de ting, burde manden ikke vide bedre selv. Men alt efter det næstkommende svar, ville blive afgørende for Ethian om hvad han gjorde. Det var at træk sig selv eller dem begge til Dorian. 

"Hr. Caz?" Hvorfor lød han så uviden omkring dette navn? Zahinael stod for spionerne og at Ethian var endt hos Dorian havde vidst ikke meget betydning for hvem der leverede hans opgaver. Måske var det mere ham han burde snakke med, når det kom til stykket. Zahinael var måske nok mere uinteresserede i hvordan Dorian eksperimenterede på Ethian - selvom han selv havde taget del i den slags - men opgaverne stod han for. "Zahinael står for dine opgaver? Han er mørkest spionmester" Måske tiltalte han ham måske blot Zahinael eller Nael? Det var der dog ikke mange der gjorde. 
"Du fik ikke noget navn eller lignende på denne spion?" Det virkede næsten mærkeligt at endnu en spion skulle stille sig op og interagere med en anden spion, ofte vidste man ikke hvem andre spioner var, det var lidt det der var meningen - det hjalp med at man ikke smide andre spioner under bussen eller vidste hvem de andre var. 

Det var tydeligt at den unge mand var ved at blive frusteret over dette møde og det forstod Lazarus vel egentligt godt, men han forsøgte blot at finde ud af hvad der var hoved og hale i dette show mellem Dorian og Ethian. Ethian kunne simpelthen ikke se hvorfor deres forhold var usundt. At eksperimentere på mørkets egne virkede næsten for dumt, og selv Lazarus ville ikke gøre det. Så heller finde en varulv udenfor, som ingen relation havde til mørket - men det skadede selvfølgelig ikke at gøre det på Ethian, fra Dorians side af, det gjorde deres bånd tættere - hvis Dorian havde fået fordrejet den unge knægts hoved så meget. 
"Siger det ikke også ret meget? At du er den eneste som der bliver eksperimenteret på? Fordi det atypisk at eksprimentere på den måde overfor vores egen. Der er utallige varulve derude som man nemt kunne indfange for foretage disse eksprimenter på, endda mishandle og slå ihjel for at lære mere om varulen" Det var måske ligegyldigt at stå og belære om, han ville nok ikke tro ham og hans tanker var uden tvivl hos Dorian, som han ville gøre alt for at beskytte.

Som forklaringerne forlød, gav det hele jo god mening, men alligevel måtte Ethian ryste lidt på hovedet. Han havde ikke mødt manden eller fået opgaver fra ham. Måske Dorian havde været det mellemled, men Ethian havde ikke selv været i kontakt med denne Cruz. Men han fik ikke muligheden for at give et svar på det første, før der blev lagt fokus på den anden spion som havde opsøgt Ethian og han løftet hænderne op i en frustration. "Nej, det har jeg ikke," påpeget han, endnu en gang. Det var jo tydeligt at Ethian ikke fik mange deltaljer omkring tingene når det endelige var. 

Det boblende indre syede, men han forsøgte at holde sig i ro. Forsøgte. Det var et rammende ord for hvad der foregik. Det virkede bare som om at han skulle straffes for ikke at præstere på tre måneder, hvordan skulle man kunne gøre noget når forstyrrelserne skete månedlig, at man var varulv en gang om måneden. Som manden dog blev ved. 
"Dorian gør intet mod jeg ikke kan tåle!" frembrusede han og kunne ikke helt gøre op med sig selv, hvor han hørte til i dette element af samtale emne. 

Måske det var upassende, men som det var lige nu, slå tankerne klik og Ethian forsvandt fra mødestedet. Opslugt af frustrationer og vrede, teleporteret han sig selv væk og efterlod Lazarus tilbage i Dianthos. Den som fik ham på sig nu, var ingen ringere end manden som havde været hele samtale emnet. Dorian Deloras Solace måtte affinde sig med dette uventet visit og det faktum at Ethian havde næse for hvor han var. 

Lazarus forstod måske ikke helt hvordan Ethian ikke vidste noget om den spion som var dukket op hos ham, havde han ikke talt med denne person? Det måtte han jo have gjort siden at han vidste at personen var spion. 
"Okay, så er det sådan det er"

Lazarus havde måske gået forkert til denne unge person og ellers var Ethian blot for uerfaren til ikke at lade sig hige af hans egne følelser, for det havde han gjort et par gange mens de havde været der. Men det virkede heller ikke til at han ville fortælle dybere om forholdet til Dorian, og Lazarus kunne ikke blot begynde at mene at vide hvad der var sket. Men hvis Ethian ikke havde oplevet andet end det Dorian udsatte ham? I bund og grund kunne Lazarus være ligeglad. Det var han jo så ofte og hvis drengene ikke gad at åbne op.
"Hvis du siger det. Jeg kommer jo ikke her for sjov" Men hvad kunne Ethian tåle og ikke? Det var stadigvæk ikke normalt at eksperimentere på egne folk.

Frustrationer og følelser spillede en kæmpe rolle for Ethian lige nu og det var tydeligt at han ikke ønskede at komme med mere indhold overfor Lazarus, så det kom slet ikke bag på ham da han teleporterede sig væk.