Vinterdugen havde lagt sig som en hinde henover Ethian i deres færdens. Solen var ikke nok til at tø ham op for nu, for mange tanker og hemmeligheder der skulle bindes fast til registeret i baghovedet. De var ikke ligeværdige, men de var værdige. 

Solens blide forårskys var som at bringe flere fregner til livs i det unge ansigt. Hovedet tiltede blot en anelse frem i stedet tilbage. Skyggede for kærligheden der kom fra oven. Hun er på vej tilbage, han hørte ikke helt efter, det lød som volapyk i hans øregange. Hvorfor blandede de udefrakommende intetsigende ord sig med hans virvar af tanker. De kredsede om Rhoslyn og hvordan hun kunne tro noget så sortseende at Isari havde fordømt hende fra at få mand og barn. 

Åndsfraværende ænsede han ikke smilet, men så i stedet taskensom blev givet til ham. Den ene hånd greb om remmen og svang den over skulderen. Ingen spørgsmål stillet. "Jeg glæder mig også til at se byen i fuld liv," fik han efter nogen tid svaret på informationen. Var det for hverdagsagtig en dialog? Han bød dæmonen ind i hans tanker og forventninger til byen, som han ikke have noget andet formål der, end at lære at stå på egne ben. 

Er de dygtige? kunne han næsten vove at spørge dæmonen mens de lyttet med. Det ville være noget andet hvis han blot lod sig liste ind i hans hoved og tale med ham, men det ville være tæt på en barnlig leg. 

Tasken hang solidt henover skuldrene, ærmerne var foldet op og hænderne hang ned langs siden af kroppen. De var ikke lærermester og lærling, men alligevel følt han sig trukket tilbage i rækkerne. Ethian lod blikket glide lidt omkring, som han prøvede at tyde hvor langt de gik fra hinanden, hvor hurtigt han skulle gå for at følge tempoet, hvor risikabel det ville være at lade en finger tage fat. 
Skulle man give efter for det, de kunne jo fortælle hinanden alt. Ethian tog en selvsikker vejtrækning ind og lod hånden der lå til siden mod dæmonen glide hen og gribe let fat i hans lillefinger med sin pegefinger. En lille kro i forsøget på at få ... 
nærheden i den simpleste forstand. 

"Jeg skal nok bedre mig og komme et skridt tættere på nogen i lyset," rømmede han sig med en tørhed i halsen. Hæs, men pligtopfyldende i lysten til at gøre Mørket ham stolt. 

Der var altid de usagte, uskrevne regler at tage hensyn til, og nogle gange sad det stadigvæk ganske meget i ham. Adskillelsen imellem dem, og den naturlige rang han følte, hver gang han genkaldte sig at Ethian bare var et menneske. Måske lidt raceracisme når det var bedst, men kunne man bebrejde ham? Det var alligevel først indenfor de sidste par år af hans levetid, at han var blevet mere værd. En god investering, havde man ofte hørt, når der blev snakket om hans menneske, udenom Dorians umiddelbare meninger. 
Men tiderne skiftede, og nogle gange ændrede man sig lidt med dem. Som hvornår var han blevet så høj? Sorte øjne gled sidelæns i Ethians ord, og han nikkede lidt, et skyggen af et forstående smil omkring de bløde læber. "Det bliver en god tid for dig.." tilføjede han efterfølgende, mere lavmælt, blikket rettet frem foran den vej de skulle til at vandre ned ad. 

Selvom Dorian ikke kunne læse tanker, kunne han godt bilde sig selv ind, at han kunne mærke blikket i nakken, forud for at det gled ned imod hans hånd. Som en kriblende varme, der afslørede Ethians intentioner inden at han fulgte op på dem; han diskuterede noget med sig selv. 
Men at det var hvorvidt han skulle holde ham i hånden imens de gik, eller ej, var alligevel en fjern nok tanke, til at han blev overrasket, da lillefingeren sneg sig ind over de solbrune fingrer. Aha? Og lidt studerende drejede han hovedet imod den lidt lavere mand, da han forsikrede ham om, at det nok skulle blive bedre. At han nok skulle blive bedre, hvilket var velkomne ord for de spidse ører. I lyset kunne hjørnetænderne vagt anes, da smilet skilte læberne. 
Og med en lavmælt brummen foldede han hånden ud, og lod den flette sig ind imellem hans, uden at kigge ned for at bekræfte (eller helt ligeså synligt anerkende) at det skete. "Det ved jeg du vil" og han glædede sig til at se det. 
Ord der virkede forsikrende, som de forsejlede en aftale imellem dem; selvfølgelig skulle han nok forbedre sig. 
Det var trods alt menneskernes bedste egenskab, skulle man sætte det på kanten. Evnen til at blive bedre, på dejlig kort tid.

Nedad håndryggen nussede tommelfingeren den bløde hud. "Du har trods alt kun nogle årtier, hvis det skal lykkes dig..." og han lød lidt melankolsk i ordene, de skulle næsten bare blinke, og så var han væk igen. Årtier for Mørket var måske lang tid for Ethian, men i det store billede? 
En natsværmer, og så var han brændt væk i flammen, kom han for tæt på. 

Det kunne han kun håbe på, måske ikke med de helt rigtige grunde til hvorfor tiden ville blive god for ham. Det var som at slippe en brunstig tyr fri på engen med køerne. Overdrivelse fremmede selvfølgelig forståelsen, men han var vel en ung mand i sine udforskende år, og kronbladende var lige så stille ved at blive plukket af i det skjulte. 

Fingeren gled ind i mellem de varme fingre og blikket flugte stille med ham. Skyggen var ikke tilstrækkelig, havde aldrig været det, omend den kunne stoppe verden fra at dreje omkring for en stund, var det ikke forevigt. Et lille smil voksede henover læberne til hans læber skiltes og blottet hans glæde over at få sin vilje sit ønske opfyldt. Selvom hjørnetænderne var et af de mere fasicerende punkter ved dæmonens ydre krop, havde han altid været varsom med at skære sig på dem. Dorian var jo den første af sin art Ethian havde mødt, en naturlig undren og fristelse til at røre var vokset med årene. Kunne han skære sig på hjørnetænderne med sin finger, sin underlæbe, sin tunge. 
Blod var spildt. Spildt i legende af nysgerrighed. 

Fingrene lod sig tætne omkring den andens hånd, en skattekiste der ikke måtte svinde ud af hånden uanset hvad de måtte blive udsat for. 

"Mhmh" brummede han og følte stille sit smil sænke. Det var en måde at se det på, hvis han havde var vampyr ramt i stedet for, havde han levet længere tid og været til større gavn for Mørket. "Er du endnu utilfreds med at det ikke var en vampyr der fik tænderne i mig?" så direkte, men han kendte vel svaret. Selvfølgelig havde utilfredsheden aldrig været skjult - eller skjult særlig godt - men havde de ville kunne være blevet så tætte hvis det var tilfældet? 

Varmen var velkommen, og selvom han ikke helt vidste hvem der havde fået sin vilje, kunne de vidst være enige om at nyde den. Dorian nød det i hvert fald. På trods af advarsler, på trods af kommentarer, og nok som en del af sin egen måde at opponerer imod de etablerede regler. Trodsig som bare pokker, det havde han nu engang altid været. Især omkring hvordan han håndterede mennesket, givet at de havde nerver nok til at stille spørgsmål - de kendte slet ikke varulvens sindelag, eller hvorrdan han skulle påvirkes. De vidste ikke at det var en delikat kamp, primært spillet på menneskets egen banehalvdel. Men se ham nu? 
Så opsøgende, at halvdæmonen ikke tvivlede på at han havde savnet Dorians selskab. Fingre der tætnede om hans, og en stilfærdig, så godt som lydløs summen pulserede op af de skjulte blodårer, skubbede en mere og mere levende gnist af varme, og Dorian spejlede grebet. Han skulle nok lade være med at give slip, selvom det ikke måtte blive en vane, at være så fysisk. Hele tiden. 

Knasende grus blev dog brudt af et direkte spørgsmål - om han stadigvæk var utilfreds med det? Og smilet i Dorians øjne voksede en anelse drilskt, da han mindedes de hårde ord han tidligere havde haft omkring den andens situation. Ah, så det huskede han, og tippede hovedet en smule overvejende til siden, ansigtet vendt imod lyset i sine tanker. "Du lugter af våd hund..." pointerede han, som det mest naturlige i verden og som en af de største grunde. Overdrivelse fremmede selvfølgelig forståelsen, og Ethian duftede heldigvis af mere end det, smagte af mere end det. Men det var selvfølgelig ikke den primære grund, og han rynkede lidt på næsen. "Du er ikke til at styre under din forvandling, og det holder din samvittighed i et underlig greb; især som yngre var du et bæst" og var han ikke lidt for hævet over at spytte i ordene, ville han det. Men. 
Og Dorians hånd strakte sig op imod lyset, imens den anden flettede sig yderligere ind imellem de lyse fingre. Næsten smeltede ind i grebet, hans temperatur var altid som et lille bål at læne sig ind til. Halvdæmonen savnede de bløde hænder, og deres forsigtige, nogle gange modvillige - nogle gange alt for villige, og deres kærtegn. Og han sukkede. "Men du er mit bæst. Og en vampyr havde aldrig kunne nyde dagen med mig, eller værdsætte lyset, når vinteren bliver mørk" pointerede han i sine overvejelser, et overvejende glimt da han lod blikket glide tilbage på det fregnede ansigt. 

Han havde til evne at være døv for de kommentar og beskeder det blevet givet. Det var tydeligt som ung, at han ikke skulle forfølge for meget efter topalisdæmonen, at der var grænser og regler for de ting. Men grænserne var blevet krydset og han havde blot luntet i hælen på manden der vandret foran ham. Med hovedet tiltet helt om i nakken og øjnene søgende for ros og accept. 
Det var jo ikke hans fejl, at han havde fået den forbindelse til ham. Men at give topalisdæmonen skylden var heller ikke helt fair. Det var bare sket. 

Rent figurativt var det som at få en kniv i ryggen af det reneste sølv. Kommentaren var selvfølgelig ikke en rigtig kommentar, skønt det var en kommentar. Der lå ven sandhed i det, og han kunne næsten frygte for, at han rent faktisk stank som antydet. Ethian løftede den anden arm en anelse op og valgt at lugte til sig selv. Han syntes ikke selv, at han havde den lugt på sig, men han lagde måske ikke så meget mærke til den som andre ville gøre. Hvorfor ingen så sagde noget, kunne man jo undre sig over.. Men de mange farvede øjne så tilbage på de sorte pupiller der var ridset ind i den solbrune hud. "Et underligt greb" gentog han en smule uforstående for hvad det betød. Men kniven i ryggen blev langsomt trykke ud igen igen, selvom der kom små vrid her og der som han blev beskrevet som et værende bæst og ukontrollerbar. 
Kunne han, ville han. Men han kunne ikke styre sig selv i det sindslag, han erindret aldrig noget morgen efter alligevel. Kun at han var træt, øm og til tider, stærkt  smertepræget. 

Den frie hånd lagde sig om rygsækkens rem på skulderen og lod sig selv komme lidt tættere på. Ikke meget, bare en tand eller to, hænderne måtte gro sammen,  for han havde ikke i sinde at ville slippe af sin egen frie vilje, og måtte det lade mosset blive det første som voksede hos dem. Et lille, glædende, smil tittede frem på læberne og han følt sig værdsat på ny. 

Øjnene så mod solen, som Isari lod solstrålen kærtegne hans kind og mindede ham om sin plads. Hans plads. Hvad den så end var, så skulle han selvfølgelig nok kende sin plads, men alligevel fik han en knude i maven. De fortalte ikke hinanden alt, men skulle han være voksen og fortælle om en af de ting, som han gerne så forblev hans hemmelighed? Kunstneren eller Rhoslyn? 
Lærlingen sank en klump af nervøsitet: "Du sagde, at du ikke ville bebrejd mig for at se på andre.. tidligere" skønt Ethian havde sagt at han ville bebrejd ham. Så var der jo alligevel noget i det. Måtte han godt uden at skulle have tvivlen siddende i sig resten af tiden. 

Man kom langt med prygl, og om nogen havde varulven efterhånden fået sin del. 
Men at fodre med den ene hånd, og slå med den anden, se det var en hårfin balance at opretholde - havde han fundet ud af. Og selvom halvdæmonen fandt det underholdende, nydende, jah grænsende til lidt for fedt, når han fik lov til at udfordrer både grænser og livssyn hos Ethian... ville han i hvert fald mene, at de slet ikke var så forskellige. Bare lige forskellige nok. 
Nok til at han nok aldrig ville kunne respektere mennesket som hvad han var; varulv, præstelærling, en ung mand under stærke indflydelser udefra, og forbandet afhængig af konstant værdiskabelse. For ung til at falde til ro i sin tilværelse. 
Men samtidigt også ens nok, til at han stadigvæk søgte nærmere, når livet blev for uoverskueligt at rumme alene. Fordi det var velsagtens hvad de alle var, her i sidste ende. Forfærdeligt alene, indtil nogle tændte et lille lys, og pludselig så de fortabte sjæle strømme til. Myg imod lys. 

At så langt de fleste væsner i mørket ønskede at tage lyset, kvæle det eller ligefrem holde det besidderisk tæt, var en helt anden kamp at kæmpe. 

At skubbe ham fra sig, i samme sætning som han talte ham ind til sig, var dén hårfine balance halvdæmonen konstant balancerede sin vægtstang på. 
De spidse ører hørte kortvarigt kun stilheden og gruset, inden at Ethian forsigtigt åbnede munden igen - noget nyt bragt til bordet. Ohh... hvad var nu dette? Og interesseret spidsede han ører, men slap ikke Sydvejen med øjnene, da der blev nikket. "Jah, det gjorde jeg..." bekræftede han, nok nærmere konstaterende imens han ventede på den opfølgning der nu var nødt til at komme. Endda uden selv at føle et behov, for at presse på. 
Fortrød varulven en lille hvid løgn, eller var det et supplerende spørgsmål bagved? Henvendt til halvdæmonens reale tanker, omkring Ethian og - hvad end han troede han kunne få - af forhold? Han håbede at det kun handlede om begær, fordi ellers var knægten en større spade end man ville antage.
Utrolig naivt, men den form for naivitet, som man dog ikke (som regel) bebrejdede unge mennesker for. Men der var langt fra en almindelig, krystalliansk borger, og til spioner fra Mørket. 

Øjnene fulgte Sydvejens kurver og sving, men opmærksomheden? Uden tvivl Ethians, og lidt mere beroligende gav han hånde et lille klem, bare hvis der skulle mere motivation til at få tungen på gled, stadigvæk et skævt smil hængende tilbage i mundvigen tættest på Ethian. I hvert fald endnu. 

Kroppen var vartegnet for at Ethian fandt sig i mere end rimeligt, men hele kroppen havde været i spil, stramme greb, negle og hvad end end topalis dæmonen ville kunne finde på. Ryggen var blot det eneste som skulle lide den største last. Indikere at han var solgt til anden side. En fod i ryggen og et kys på panden, det udlignede det hele. Ethian var blomsten i hans have. 
For meget af det ene og for lidt af det andet, og balancegangen ville være gået i stå og falde fra hinanden. Halvdæmonen havde lært at finde den hårfine grænse med sådan en nemhed henover årene, at det var rutine. 
Ethian arbejdet blot for ikke at krydse grænserne. 

Som vandet steg, strakte han hovedet op over vande. Nu havde han åbnet emnet og pandoras æske kom på klem. Der skulle vælges en vej at gå nu, men uanset hvad han ville gå med, syntes det hele så dumdristigt et valg at bringe på banen. Hjertet kravlede højere og højere op i halsen på ham. Blikket skiftet mellem siden af Dorians fine ansigt og stien for enden af fødderne. Havde han ikke fået det lille klem i hånden, var han gået i baglås. Isarilærlingen åndede roligt ud og spændt let i kæben for at gøre sig selv klar til at sige noget. Vælg en sti. Nu. "Hvad hvis det er ..kvinder?" øjnene faldt stille mod den andens silhouette fra siden.

Han kunne ikke byde sig selv at nævne om kunsteren. Det var ikke engang hans egen frie vilje der var sket der. Det havde alt være tvang, selv hans forløsning.

Nervøsiteten var næsten til at føle i luften, sådan som den snoede sig igennem hans krop, og spændte hans kæbe. Var det et tegn i sig selv? Et tegn på at det her var en slem uddybning? Næppe, Ethian var et let offer for den stress hans krop genkendte, når den - nok før hans bevidsthed - mindede ham om at det var dybt vand, det han nærmede sig. Dybt, og uretfærdigt i dets strømhuller og bølgetoppe. Det gik som regel galt, hviskede den i de afrundede menneskeører. 
Men hvor kroppen nok ønskede at han lod være, vidste Ethian at det ikke længere var en mulighed. Noget skulle på bordet, om det så var sandheden, ville være en helt anden snak. 

Hvad hvis... Og Dorians øjne spærredes en anelse overrasket op, da han endelig nåede en del af sit spørgsmål. Hvad hvis det var kvinder? 
Egentlig, var overraskelsen ikke over selve kvinde-delen. Om nogen kunne han værdsætte lyset af det hele, og diskrimination (på baggrund af det) var ikke hans forte. Men. 
Jah der var vel altid et 'men' 

Og 'men'net her, var hvorfor han dog spurgte sådan. Og hvorfor, nu, var det nyt? Smilet blev langsomt lidt bredere, lidt mere indsmigrende, da Dorian lod det umiddelbare stik af bekymring irritation svinde væk - det betød ikke noget, tværtimod, ville det kun være en god ting. Rent proffesionelt. 
Og selvom det ikke føltes som om at han var på arbejde, var det lige præcis her hvor at det hele flød lidt mere sammen, imellem arbejde og privatliv - fordi det her var hans arbejde. Men det flød sammen, som en pærevælling han ikke kunne grave sig ud af, men heller ikke kunne byde sig selv. 
Endelig drejede hovedet sig lidt imod ham, nysgerrighed, der dansede i de sorte øjne. "Kvinder er fantastiske væsner.." begyndte han, og maste det faktum at Ethian først havde sagt mænd, lidt mere ned. Ikke at han ville glemme det. 
Lige nu handlede det dog om at vide hvad den blomstrende interesse betød. Så læberne splittedes i et lille grin, inden at han lidt mere opgivende rystede på hovedet. "Men det kommer sandelig an på hvilke. Men det overrasker mig - jeg troede ikke..." Og han færdiggjorde ikke ordene, Ethian vidste godt hvad han mente. 
Var det nyt, eller bare noget der aldrig havde snakket om? Fordi var det, det sidste, ville det nok få en lille alarmklokke til at bimle. Ikke larme, men i hvert fald uroligt bevæge sig. 

Fødderne lettet til tå i vandet og munden var lige over vande som hovedet var lænet helt tilbage, armene var lige ved og næsten, ved at være det eneste som stod over vande. Han kæmpede for at finde roen i stormen og kunne være i sig selv som det var lige nu. Han frygtede måske det værste af det bedste. Ville det blive vendt rundt som han havde løjet, at det ikke længere var hvem han var. Kunne han undskylde og træde i vande for at gøre det godt på ny. Skuffelsen skulle næppe være for voldsom, for alt han jo nogensinde ville var at være ham selv hans. 

Klare øjne afventet tegn som verdens freden stod på spil. Han så hvordan øjenbrynene blev løftet og med det så han væk. Frem for sig. Frygten for at se ham i øjnene på ny. Hånden spændte i grebet om den andens. Vores kærlighed relation er skandaløs. Kærlighed. Der var intet at komme efter, selvom han så gerne fortalt sig andet. Dorian elskede passede bekymret tænkte på ham.

Øjenkrogen kunne fornemme det sorteblik på sig. 

Ethian reageret ikke på faktummet af at kvinder var fantastiske væsner. Det vidste han jo. Det havde Isari jo så sandelige sørget for at han vidste. Men han fik nok som han fortjente i sidste ende. Helt ned til sidste ende af alt. Jeg er til kvinder, ordene lå tungt på hjertet og ville så gerne ud. Læberne kunne kun lige mime ordet kvinder for sig i stilheden. "Hun er ubetydelige, jeg blev bare nysgerrig" en løgn blandet med en sandhed, det var altid nemmere at skjule i hans svalesang. 
Men kunne han virkelig snyde Dorian med den selv samme sang? @[Rhoslyn Den Blide] var ikke helt ubetydelig. Hun var i sandheden blidheden selv, og han følt sig mere i live med hende, selvom hun i sidste ende nok også var en distraktion for ham. Hun skulle aldrig have lade sig ligge i sengen med ham. Han havde lokket hende med, uden at gøre noget særligt - eller det fortalte han sig selv.   

Efter lidt tid, fik han samlet modet og så mod sin kærlighed vogter. "Jeg tror bare, at jeg faldt nu hvor du ikke var omkring mig mere," skulle det ligne en undskyldning, en forklaring eller en oprigtighed for hans fejltrin. Der var så af tvivl og løgn i sætningen, men han vidste ikke selv hvad han troede på. Havde halvdæmonen været der, var det aldrig sket. Det vidste han da. 

Tålmodighed var virkelig en dyd. Og for Dorian, var det et tyndt vævet tæppe, med sin del af huller. Men han havde da igennem årene lært det. Og igennem sit arbejde forbedret sig, til sådan en grad at hans gamle familie og bekendtskaber nok knap nok ville genkende ham, skulle de nogensinde støde på ham. Igen. Skulle de stadigvæk være i live. Men nogle gange kom der flænger - sakse der målrettet trævlede snorene op, men samtidigt også klippede de flossede ender, skarpere.
Hans bedste arbejde blev vidst lavet, når mere end forpligtelser lå i det. Hjertet, man skulle have hjertet med sig, skulle man ikke? Det gav i hvert fald en form for passion, både på godt og ondt. Det var en drivkraft til handling.

Så var spørgsmålet vel… hvornår var det rigtige tidspunkt at handle på?
Hun var ubetydelig, sagde han, ordene med en grad af tøven over sig, og dét skubbede til halvdæmonens sjette sans. Han blev bare nysgerrig, undskyldte han sig yderligere med.
Og stilheden var varulvens svar, da Dorian vidste at han nok ikke var færdig med at forklarer. Øjne vendtes tilbage imod ham, og uden tøven låste han sig fast i de flerfarvede nuancer; tempoet faldt til et holdt. Hvorfor stoler jeg ikke på det som du siger?

Den sjette sans - den som kendte Ethian, den som havde lært ham at tale udenom, gestikulere sine intentioner, reflektere spørgsmål tilbage og samtidigt sammenfatte dem i en diplomats kompliment. Troede han virkelig ikke, at halvdæmonen kunne genkende sine egne melodier? Dét pissede ham af. ”Aha….” og Dorian bevægede sig tættere i hans intimsfære, da han svingede sin krop  ind foran ham, stop et øjeblik, solen i ryggen og som en varm kappe. Mildhed, hviskede den.
Hvorfor? Hørte han sig selv tænke. "Og hvad så, nu.. fik du stillet din nysgerrighed, eller…” og mandelformede øjne smalledes en tand, selvom smilet ikke havde forladt læberne, endnu. "... blev du blot mere sulten?" Og hans tanker gik til hvem det mon var, som prøvede at lære hans hund at gå i en anden form for snor. Fordi set udefra... var det her et spændende område for knægten at nærme sig. 

Selvom det nok var en kende upassende, var det - set fra arbejdet, en god indgangsvinkel til lige præcis hvad Ethian kunne opnå, skulle han være til mere gavn. Han måtte altid falde i, hvis det var af de rigtige grunde. Men når varulven fortalte halve sandheder, så prikkese det til ham; Dorian  fortjente da bedre end det, gjorde han ikke? 
Et spørgsmål der næsten var at læse i Dorians sorte blik, selvom det ikke var det som han stillede. Han fortjente lidt mere dedikation, hvis løgnen skulle købes. 

Eleven var ikke blevet læreren, mange ville han kunne snyde med sine løgne og svinggerninger, men lærereren var den som havde lært ham alt hvad han vidste, kunne og burde. 
Ethian kunne ikke lide fornemmelsen der stak til ham, som orkesteret skiftede ledende instrument og gjorde plads til violinerne og deres evne til at pirre til dramatikken i ordene, handlingerne de stod med. 

Det givne aha, fortalte blot isarilærlingen at han ikke havde formåede at bilde halvdæmonen ind ind i hans halve løgn. 
Det vævede silkebånd strammedes om luftvejene og han lod dem fæstne sig om han. Han vidste bedre end at stritte i mod. Det eneste som ville lette deres tætne greb var ærlighed, ærlighed nok til at lette trykket og sætte luren på klem igen. Hunden vidste der ingen godbidder ville blive givet i hans retning — men alligevel havde han endnu den andens hånd i sin. 

Fødderne stoppede side om side, som halvdæmonen kom tættere og afskar ham fra sin gåbane. De mange farvede øjne så op, så de sorte portaler. Selvom de var blevet klemt en snert sammen, smilede han endnu. Det var ikke nu, han skulle gå for godbidden. Skuespil fra galleriet. “..mere” ordene forlod hans krop som den var ved at sælge ud af sig selv. Men han havde et men med sig. Men’net var dog næppe løsningen til problemet. “Hvis jeg har din velsignelse,” 

Hunden kunne ikke både om både tilgivelse og lov. Men han kunne arbejde sig fremad. I søgen på tilladelse. Tommelfingeren strøg mod den andens håndryg, før han trådt en halv fod tættere og lod den anden hånd placere ved halvdæmonens mave, fingrene lå mod stoffet, kørte i let kradsene bevægelser, som de ville søge nedad, men forblev hvornår var. Ikke her. Men et bevis for hans hengivenheden. Munden lå en henlagt i en neutral mine og søgte blot svar med øjnene.

Mere. Ordet virkede den her gang oprigtigt, og flød ud imellem dem - som havde det ikke andet valg - i lyset af den lille dæmning han havde fået åbnet. Og det var en indrømmelse der vækkede en grad af dualisme i Dorian; en som han ikke havde følt længe. Både glæde, over at han endelig gav mere efter hvad gjaldt de områder (Dorian i hvert fald mente) var vigtige, men også... misundelse. Forklædt som irritation.
Han havde ikke følt det længe - ikke siden han lige var rundet sit første århundrede, og for første gang (dengang) oplevede hvilken grim effekt jalousi havde på hans ellers ret liberale, lemfældige omgang med andre væsner. Det var ikke endt god, det var endt alt for blodigt, dengang.
Evigheder siden, men stadigvæk ligeså kvalmende i sit insisterende greb, når det mindede ham om hvor ydmygende sådanne følelser var. Jalousi ville altid sætte dig i en underlegen position, og han hadede varulven for at minde ham om det. 

Men Shara havde aldrig argumenteret for afholdelse. Han havde aldrig selv følt hvorfor det var nødvendigt. Så kunne han tillade sig at være dobbeltmoralsk? 
Overfor Ethian, ham selv og Mørket? Jah. Overfor hans gudinde? 
Aldrig. 

En hånd på ydersiden af stoffet, og Dorians blik gled lidt studerende nedaf, da der blev fulgt op med hvis han altså fik lov, en lokkende varme over maven, bagved trøjen. Åh, han var blevet dygtig. Og selvom det var yderst fristende, sådan at misbruge den magt der blev ham rakt i hånden - bare nægte ham hvad end 'velsignelse' han ville have - vidste han at begær ikke var til at styre. Det blegnede i situationens flammer, og forsvandt op i røg, når først man besluttede sig. Og et eller andet sted... kunne han slippe sin frygt bekymring for at knægten kom for meget på afveje, og ikke for vild, ville det her nok kun være godt for ham. "Du følger ordene 'hellere bede om tilgivelse end tilladelse', og alligevel, spørger du efter begge dele, nu?" dobbeltmorale var dobbelt så godt. Men løgnen gjorde halvdæmonen usikker, mest over hvad der kunne ske hvis han allerede holdt informationer tilbage nu, og det hang som en skygge over hans rationering. 
Så i sidste ende slap Dorian den andens hånd, og tog et skridt tilbage - væk fra hans kontaktsøgende hånd, væk fra varulven, et lille fnys i kølvandet på sin beslutning. "Du er blevet for grådig, Ethian" og han rystede med påtaget skuffelse på det kønne ansigt, da han vendte om for at forsætte deres tur. "Pas på du ikke brænder dit lys i begge ender. Min velsignelse betyder ikke noget" 
Ikke at han mente det var sandt. Men det måtte være Ethians job at modbevise lige dét. 

Rødderne slog langsomt igennem bymuren, de løb opad og langs stenene, pressede sig igennem små passager og kunne i sidste ende, bryde muren helt for sig og brede sig som sit eget. Det var en proces et hvert væsen skulle igennem og halvdæmonen havde bådet vandet og brændt rødderne hos varulven, men så længe solen endnu stod højt; havde enkelte spirende rødder listet sig afsted. Ville de trække sig tilbage eller kæmpe i mod som der ingen morgendag var. 
Ethians skyggede øjne gav sig ikke hen til at se med, de ville tyde en hver mimik der måtte komme hans vej. Solen måtte ikke svinde bort, skyerne måtte ikke males grå, halvdæmonen måtte ikke svigte ham. Bedende til alt og intet, ville blot efterlade ham mere end hvis han blot bad til det ene. 

Fingrene kradsede, cirkuleret, trak mere i stoffet som sekunderne løb fra ham. 

Hva? Udtrykt blikket stille som brynene lod sig rykke tættere og slå sig op i pres. Det var ikke hensigten, men utilsigtet hændelser måtte ske for selv den bedste varulv. 
En frygt tog til, trak hovedet under vand og holdt ham fra at flyde op. Så tæt på vandoverfalden, at det næsten kunne smages, men fægten og svømmen gjorde ingen forskel. Skulle han vælge, ville han foretrække at spørge om lov og lade det andet falde til som noget der hørte til i fortiden. Var det ikke allerede fortid monstro. “Hvad mene-“ hånden føltes nøgen, afstanden var dødens kløft. Ordene blev afkortet og halshugget midt sætning. Var varulven virkelig blevet for grådig. Skulle han samle sig sammen og finde cølibat livet frem og være tro mod det til perfektion (med undtagelser for varulvens ‘ejer’). Nakken var vendt i hans retning og han løftede hånden op som han så individet for hans liv forlade ham. 

“Din velsignelse betyder alt for mig, jeg mente ikke at trodse dig eller gøre dig uti-.. skuffet,” kontrolleret og bevidst for hvad han sagde satte han fødderne i gang og kom op bag halvdæmonen.  
De havde en hel nat forude dem. Kunne han nå at gøre skaden god inden dag. “Dorian…” ordene lå sådan på tungen, pressede på for at komme ud, men han frygtede de ville blive taget for givet og blot blive taget i mod som en undskyldning for hans handlinger. 

Han sukkede og lod hænderne hænge ned langs siden. Hvis bare de snart var ved det nye sted. Før solen forlod dem og månen tog han forgivet. 

Heldigvis, kunne varulven ikke ane det smil der langsomt krøb over det irriterede glimt i de sorte øjne, da han hørte de vaklende ord følge hans skygge. Alt, den betød virkelig alt, skulle han tro på hvad Ethian sagde. Og selvom den ikke behøvede at fylde alt, var det en selvbekræftigelse der strøg hans dæmoniske ego, og fodrede hans selvvigtighed. Skuffet. 
Utilfreds var måske det mere korrekte ord, men skuffet var hvad der havde vægt, når det kom til stykket. Han var vel skuffet, og hørte som et ekko hvordan det trak tråde til de første ord de havde udvekslet, inden at de forlod mødestedet, og uden at vende sig om, slog Dorian ud med den nu tomme (og det føltes også som lidt koldere) hånd. Du vil nok altid skuffe mig, bare en lille smule 
Ikke at han kunne gøre forfærdelig meget for det, givet de splittede veje han befærdede - han kendte knap nok til de stier han hellere skulle betræde, så afbrændte var de velsagtens, efterhånden. Stakkels, menneskelige, fejl. Det var dog også hvad der gjorde ham ganske kær, når han så prøvede at hale i land, en bestemt vægt på navnet han bagefter kaldte. 
Dorian. Som vidste han at det bandt tråde fast i hans nakke, og næsten trak i ham, for at se hvordan han så ud imens han sagde det. Den stemme. Men halvdæmonen forsatte ufortrødent, da han i stedet fnyste. "Drop det". 

Og stilheden lagde sig over dem. 

Et stykke henad vejen, løsnede Dorian dog op en enkelt gang mere, og gav de flyvske, rodede tanker bare en smule at arbejde med, da han tilføjede; "Det er dine løgne der skuffer mig... ikke din lyst" sagt en smule mildere end det tidligere 'drop det'. men stadigvæk ikke med en invitation til yderligere samtale. Så kunne han tygge på det, indtil de nåede det sted de gjorde holdt for aftensmad. 

De gik i omkring 3 timer, inden at de gjorde holdt for aftenen, et stykke fra vejen bagved nogle løse ungtræer og buske. Et bålsted blev ikke efter lang tid startet, og selvom madlavning egentlig var en af de ting han normalt hyggede sig med, lod han Ethian (primært) tage den tjans for aftenen. Imens varulven fik skåret noget af det indpakkede kød der var medbragt, så det kunne steges over gløderne, havde Dorian fået lagt nogle forskellige slags rodfrugter frem, som skulle koges over gryderne. 
Og så? Til sidst, efter at have ploppet den sidste rodfrugt i vandet, pakkede Dorian sin taske en smule mere op, og hev en tværfløjte ud, ryggen lænet imod stammen af et træ. 
En sagte melodi snørklede sig langsomt ud i den stadigvæk lyse aften, et skiftende tempo men ikke.. stressende. Sagde han i hvert fald til sig selv, da de mørke fingrer dansede over metalklapperne langs hans fløjte.  

Det omkring liggende forsvandt hen i et slør af silkestof, de var blot topalisdæmonen der vandret foran ham der var i fokus. Kropsvarmen steg blot i frustration over sine egne fejltagelser. Det var ikke hans sted at tale sig selv ned, men alligevel følt han sig mere og mere som en byrde i deres genforening. Hånden han havde haft i sin, så nøgen, blev blottet som et svar. Hjertet sank dybt ned i maven på varulven. 

Ethian mærkede hvordan modet forlod hans unge krop da han blev bedt om at droppe det. Et vagt nikken faldt sted i skyggen af topalisdæmonen. Det skulle han nok, men kroppen ville næppe glemme det. Trådene som holdt ham samme løsnet op, fortsatte denne udvikling, ville han falde fra hinanden. Hjertet, jah, hang allerede i tynde tråde holdt sammen af den hvidhåret dæmon, hvis skygge var så kold at gå i. 
Højre hånd blev taget mod venstrebrystkasse i et kort trykken. Det kradsede, men som påmindelsen om hvad der lå til grund for det, smallede øjne en anelse. Den kradsende følelse var et neurologisk påfund, hjernen spillede ind, alt for at drive tankerne væk fra selvbebrejdelsen. 

Så han havde set forbi dem. 

Varulven forblev tavs, end ikke et tungt udånding var at fornemme. Det var virkelig ikke det værd, han måtte blot kommen oven på og vise at han var til gavn for ham mørket. Alt ville nok blive kritiseret, men det var kun for at han skulle blive bedre. Det var ikke Ethians sted at vinde nogle kampe i mod hånden som fodret ham. 

Aftensolen havde taget i mod dem som de nåede et hold. Det var et ganske nydeligt sted, praktisk anlagt for hvad der måtte komme for natten. Men der blev endnu ikke udvekslet nogen ord i mellem dem. Det var gået hen og blevet farlig.
Indirekte, med et twist af direktehed, havde han fået opgaven at stå for madlavningen i det store perspektiv. Det generet ham ikke, det kunne holde tankerne i ro og optage noget af hans koncentration. 

Lyden af tværfløjten fik den unge varulv til at smugkigge mod topalisdæmonen. Der var mange sange som var blevet spillet på den. Aldrig helt til ære for ham, men fra tid til anden, føltes det alligevel sådan. Indbildsk at tro, men tværfløjtens spil fik enhver nerve i den unge krop til at slappe af, helt ind til den inderste knogle. Fingrene gled let henover kødet under sig, og fokusset blev trukket tilbage. 

Det blev lagt til stegning, og fingrene (samtlige fingre) der havde det rå kødsaft og blide bod på sig blev stille ført til munden. En finger ad gangen ad suttede han dem rene. Han havde aldrig helt tænkt over det, men dette var blot en af de ting han gjorde når fuldmånen var lige ved at være der. 

"Jeg er tilbage om lidt," informere han lidt i det hele store, ikke direkte til halvdæmonen. Kødet kunne snildt summe for sig selv, som han skulle lette blæren for førstegang siden de havde påbegyndt deres vandren. Ethian fik rejst sig og lod hænderne blive kørt ned ad lårene for lige at børste støvet af sig og tørre fingrene. Han valgte at gå lidt væk fra de andre til et buskads i nærheden, hvor han fik trukket åbnet bukserne og trukket ned i front for at lette sig. Hånden lå om det slatne jeg, mens blikket blot hvilede blindt frem for sig, lyden af urin der ramte jorden var alt han fornemmede. 

De sidste toner døde ud i aftenluften. Dorian slap mundstykket, og lod blikket falde på de ulmende gløder, gemt inde bagved de lyse flammer. Man kunne godt mærke at det ville begynde at blive koldere, og når først solen begyndte at ligge sig lavere end træerne, ville temperaturændringen være drastisk. Men de havde stadigvæk noget tid, inden at 'showet' for alvor startede. Dorian havde dog også altid været lidt af en tidsoptimist, og vidste at hvad end selskab der skyggede dem på afstand, nok foretrak at det gik mere tjept. Men det vægtede ikke højt. 
Duften af kødet Ethian havde efterladt mindede ham om at han dog var gået hen og blevet sulten. Han var tilbage om lidt, var det ikke hvad han havde sagt? Lyden af skridt var hvad der afslørede ham på vej tilbage, men han slap ikke rigtig blikket fra gløderne, da han med et lille smil (endelig) åbnede munden. "Hvordan har du det?" noget der nok godt kunne lyde som et tjek ind - hvilket det i essensen også var. 
Men meget rettet imod hans fysiske tilstand - ikke hvorvidt han følte sig utilpas rent mentalt. Nej, om Ethian kunne mærke forandringer op til, og hvordan de udtrykte sig - det var den interessante part. Fordi der var ting han kun gjorde når månen nærmede sig. 

Dorian lagde fløjten indover benene, krydset i skrædderstillingen, nu en pause i den baggrundsmelodi der havde lydt op til at han gik. Et eller andet sted var det nok en anelse terapeutisk for halvdæmonen, og det havde givet ham plads til lige at vende en ny side i bogen, imens de forsatte imod aftenens forberedelser. 
Det havde vidst været nok stilhed, for nu, og vejen fremad var løsnet mere op. I hvert fald hvis det stod til ham, et overvejende blik vippet ganske lyttende tilbage på det lyse ansigt. 

Blæren blev tømt og han sukkede stille ud som han lod blikket se mod solen som havde lagt sig halvt nedover horisonten. Det ville vare ikke længe nu. Men han kunne ikke lade sig påvirke af det, for der var andre bekymringer at forholde sig til. Dorians afstand. Det var alt som betød noget for ham lige nu, men han kunne ikke tillade sig at spørge ind til det, reagere på det eller lade det hjemsøge ham efterfølgende. 

Den unge varulve fandt vej tilbage og passeret forbi diplomarten. "Jeg er okay, selvom jeg havde foretrukket kødet mere råt" svaret han med et vagt smil i håb om at de var okay. Han kunne kun minde sig selv om at drop det. 

Kødet blev taget fra varmen og lagt på skærefladen, mens hans fokus kunne tilfalde rodfrugterne som havde kogt længe nok og var klar til spisning. Uden at tænke over det, anrettet han deres mad, største portion tilfaldt automatisk halvdæmonen. Med tallerken og bestikket i hånden gik hen til halvdæmonen og satte sig på hug foran ham med hans portion til ham. "Hvordan fungerer dit forsøg?" spørgsmålet var ikke om han ville vide det, men om Dorian var klar til at gøre det uanset udfaldet for det i sidste ende. 
Ethian lod blikket flakke mellem de sorte øjne og de fyldige læberne, indtil han lod det droppe helt ned på fløjten der lå i hans skød. De havde måske en halv time til en time før månen ville finde vej henover himlen i sin rundeste form. Han var ikke klar til det, men det var han aldrig og blev det aldrig. 

Et skævt smil trak mundvigen lidt op, da han hørte kommentaren. Mere råt simpelthen. Det var vidst ikke atypisk for ham, og med lidt tavs interesse fulgte han med i anretningen - det ville blive godt at få noget mere at spise, efter de timer de havde gået. Og det så også lækkert nok ud, da Ethian endelig kom over, nede på hug for at overlevere det. 
Endelig. Og imens han fik manøvret tallerkenen over på den ene hånd, lod han en overvejende brummen løbe forud for ordene der fulgte med. "Jeg har overvejet om måneblad måske er lidt mere... bevidsthedsfremkaldende, under din forvandling. Måske det vil få dig i en så dyb trance, at det også neutralisere dig... lidt mere.." fingrene snurrede gaflen lidt omkring imellem fingrene, i små taktfast spins, inden at han vippede den på plads i tommelfingeren. "Alternativt kunne vi forsøge os med Babybælg" som om at han ikke vidste hvad han foretrak, selvom han helst ikke så varulven blive mere... aggressiv, end bange af sidstnævntes effekter. For overhovedet at tale om, hvorvidt urterne kunne påvirke ham under sin forvandling - det var ikke altid nemt at holde ham det samme sted, når det gik mere vildt for sig. Hvilket var derfor det var vigtigt at de nåede en form for hus, skulle de have en chance for at bedøve ham i røgen. 

Gaflen stak ned - det ville de vidst finde ud af. På det punkt ville det være en fin overraskelse, og Dorian inspicerede lidt efter kødet på hans gaffel. "Vi bruger sølvkæder til at holde dig mere nede, indtil du har planten i dit system. Det plejer at være det mest effektive.." og han tog endelig en bid af det bålgrillede kød. Ikke ringe, og et lidt mere bifaldende blik gled op fra hans mad, da han sank. Lækkert. 

Han burde rejse sig fra sit hug og hente sin egen portion, men han blev siddende og så fortsat små drømmende på den anden. Det var måske ikke helt de svar han ønskede, men blikket sank og han nikkede indforståede med hvad der blev sagt. Samarbejdsvilling var formentlig ordet der lå hold på den andens tunge. Månebladene krævede dog at han indåndede deres røget duft, havde man nok til at gøre med en varulv? 
Men hvem var han at sætte spørgsmålstegn ved de ting, han gjorde sig jo ikke i planter på det niveau som den anden. Men han blegnede en anelse som alternativet kom på tale. Det var ikke en opmuntrende tanke. "Hallucinationer?" spurgte han med en usikkerhed i stemmen. Men det var nok tid til at han selv fik noget mad, hvorfor han fik rejst sig og vandret tilbage til bålet og tog sin mad. 

Hvor sætter man sig i sådan et tilfælde? Uden at være for akavet med det, valgte han at gå med det mest naturlige for ham. At sidde i nærheden af Dorian, uden at være klods op ad ham. 

"Ah, okay." mumlet han og lagde tallerken i sit skød og skar stille i kødet. Ethian så mindre og mindre frem til det. "Er der langt til huset?" hvis det var tilfældet, ville han så skulle have kæden om livet så snart de havde spist? Alle de overvejelser, alle de bekymringer. Ethian sad stille og stak i sit kød, som sulten var forsvundet fra ham. Ville han virkelig blive forsøgt lagt i trance som det første? 
Skønt maden duftede og den anden syntes at finde velbehag i det, så var Ethian som svunget ind i en trance bare ved tanken om det. Øjnene skævede stille mod halvdæmonen. Han gjorde jo det for hans skyld, de gjorde det begge for hinandens skyld. 

Der var noget i måden han hang tilbage over halvdæmonens sfærer, som ledte han efter noget mere, nu efter at have afleveret maden. Men der var ikke meget omsorg at hente, når Dorian ikke rigtig reagerede på det. Nej, det var ikke tiden, selvom den opsøgende opmærksomhed trak i ham. I stedet nikkede han. Jah, hallucinationer. Det ville ikke være ligeså interessant som Måneblad, da han godt kunne forestille sig hvordan en varulv reagerede under de vilkår. Men de skulle trods alt udnytte, at det var fuldmåne. 
Han gennede ham dog ikke væk da varulven dumpede ned ved siden af ham, og spiste selv videre af maden med et lille afvisende brum, til det opfølgende spørgsmål. 

"Nej, måske en halv times tid. Jeg tror godt vi kan nå det.." og han trak lidt på skuldrene, inden at han pegede, jah prikkede lidt til den andens tallerken i en noget nær drillende gestus, og tilføjede "Hvis du altså spiser op, inden solen helt er gået ned" appetitten burde ikke forlade ham nu, han havde oftest en lang nat foran sig. 
De mørke øjne betragtede ham derpå lidt mere undersøgende, og han fæstnede sig ved den anspændte holdning. Det var ikke tydeligt for de fleste, men der var grader af ubehag omkring spionen, som sivede igennem Ethians (normalt) ranke skikkelse. Og selvom Dorian ikke havde medfølelse med det, kunne han se at det fyldte en del hos Ethian. Mærke det. Og man skulle ellers tro, at han havde vænnet sig til det efter alle de år han havde været forbandet. 
Men det var nok aldrig helt behageligt at se frem til. 
I stedet for at bore lidt ned i selvfølgen omkring emnet, rystede Dorian en anelse på hovedet, inden at han smilede. "Det skal nok blive fint... du skal ikke frygte det, vel?" og han lød en anelse opmuntrende, inden at han samlede nogle af grønsagerne på gaflen for også at få dem med ned.