Touché. Det kunne næsten høres af samvittigheden der hang på skulderen af ham. Officeren havde vel ganske ret for en gangs skyld. De var allerede påvirket. Selvfølgelig. Seeeelvføøøølgeeeeliiig, var den unge blondhåret blåøjet officer ikke lige så medtaget som sømanden med det kobberfarvede hår og cognachav lignende øjne. Han havde fået et krus før legen — mindst et hvert fald, maksimalt to — og nu i teorien et helt oven i det. Så han var langt mere medtaget. Men hans kast var ikke i risiko gruppe for at ramme nogen i hovedet eller trimme deres skæg af. "Det er vi skam. Men dit kast er det eneste som har vist påvirkning af det" måske lidt for hurtig på aftrækkeren, Richard. 

Men det blev også kun tydeligt at han var små påvirket. Hele humøret kom mere til kende i form af sidebemærkninger og den villighed til at lege med. Han kunne næsten helt glemme hvorfor det irriteret ham så meget at høre sit navn fra den mands mund. Men kun næsten. Han havde ikke glemt hvorfor. 

Vås, pjat og humbug! Han satsede på ingen måde stort, han satsede ingen ting. Igen, det var ikke hans ry han var bekymret for (ironi kunne forekomme for fremtiden af denne nat). "Drikker du lige så meget som din far egentlig?" nysgerrigt som han spurgte om det. Faldt det for emnet eller var det for at skubbe den anden ud på et sidespor? 
Men krusene blev fragtet til dem og de stod med hver deres i hånden. Klar til at bunde indholdet indebors. Men stemningen ændret sig i et øjeblik. Det var en mærkelig sætning og sagt på en mærkelige måde. "Gem det til andre, Oskari," brummede han som han tog kruskanten til munden, men han lod kun lige væsken ramme overlæben.

"Bund!" blev der sagt fra Thorsten. Alt for involveret, og alt for opsat på at følge med, at han lod sit eget krus stå hen. Det skulle gemmes til efter deres krus var tømte. 

Richard havde åbnet op i munden for at få det ind. Men han vidste godt, at han ville tabe, så han gav sig måske alligevel lidt mere tid til at få det ned. 

Stoltheden der var at finde om det charmerende smil, krakelerede af som smuldret maling i det tilnærmelsesvise perfekte ansigt. Han klemte øjnene anspændt. "Jeg tilgiver dig denne gang, fordi det er alkoholen der taler." sagde han, som hvis han var den større mand, og Richard bare var.. ja, en idiot der ikke kunne holde kæft. 
Og nu nævnte han kraft æde mig, også hans far. "Du skal ikke bekymre dig om min far, Richard." sagde han spidst, og overlæben løftede sig uvilkårligt af den stikkende provokation der kriblede rundt i hans ansigt. 

Oskari vidste ikke hvad der blev ment, han havde hverken lagt mærke til sit toneleje, eller hvordan øjnene havde betragtet Richard foran sig. Gem det til andre? Sikke noget mærkeligt noget at sige. Kaptajnen måtte i den grad være fuld, når han begyndte at sige ting ude af kontekst. 

Nå, øjnene på målet. Som de spejlede sig i hinanden, stod de begge med deres krus tæt ved læberne. Det sitrede ivrigt i officeren at få slettet sin tidligere fiasko med øksen. Og så.. BUND - blev der brølet og som hvis det gjalt alting, skød han nakken tilbage og lukkede øjnene koncentreret sammen. Oskari åbnede svælget og lod den berusende eliksir flyde ned i ham - glurk glurk glurk. Det var næsten ikke til at trække vejret samtidig - det ville være en fatal fejl, at få stadset galt i halsen. Det kunne han ikke tillade - så uden at tænke over hvordan ilten blev druknet af det store jumbo krus, forsatte han bare - uden nogen orientering om hvordan Richard klarede den. Men med den tanke, kom behovet for at se den anden an, han slap kruset med læberne ganske flygtigt - hev mere ilt ned i lungernre og holdt vejret som han genoptog dansen med væskerne på ny. Det lod til at han var foran. 

Hjertet hamrede og så, SLAM lød det efter et par tavse, lange sekunder, måske ikke mere end et minut da kruset ramte træunderlaget, og han tog en dyb indånding, mens et uvilkårligt opstod var på vej op af halsen, som han slugte diskret igen med en knyttet næve foran munden. Han sørgede for at hvad end af rester der sad i de velplejede overskag blev tørt væk, mens han forsatte med at se på Richard, og hvad det blev til. Sejren i hus. 

Nå nå. Tilgivelse kunne tilsyneladende opnåes ved at drikke mjød i spandevis, hvis blot det havde været gengældt. Men det var det ikke. Der var ikke nok rigdomme i verden til at han kunne tilgive sønnens far for hans ugerning. Det lå ikke i kortene og det skulle aldrig ende i hånde hos ham som en mulighed. 
"Det gør jeg skam heller ikke," kommenteret han og skødeløst som det eneste rigtige at gøre. Han kunne dog ikke helt slippe tanken om at blive tilgivet grundet mjøden talte for ham. Det var da noget være pis og pergament. 

Efterladt på læst. Kunne man blive efterladt på læst i en dialog? Nok ikke, men Oskari svaret ikke på det, hvilket måske var meget godt. 

Bund. Han tog det i et mageligt tempo. Der var ingen grund til at forhaste det ned i svælget. Det skulle sgu nydes! Måske det var mjøden der talte, men den mulighed for en sejr skulle officeren ikke have. Han fik da taget nogle store slurke fra tid til anden, men han så måske mere på hos den anden og hvordan halsen anstrengte sig for at mæske sig i det fyldende guld. Det gik stærkt, men han var også ganske ung, så han havde selvfølgelig et tydeligt forespring i det. Men han fik fjernet fokusset fra den anden, da han så kruset tippe tilbage, og han satte sit fokus ned i sit eget krus. 
Sømanden hørte slammet fra det andet krus og han sank selv sit. Lige knap en centimeter tilbage i bunden, men han satte kruset fra sig og hørte munden og skægget med håndryggen. Han holdt lige luften inden, som et hik sneg sig op på ham. "Tillykke med sejren," sagde han rømmende og gned håndfladerne let sammen og var klar til at deres leg var slut. Det var uafgjort - måske. Nej, den var ikke uafgjort, knægten fik bare en trøstepræmie sejr. 

En hånd faldt på hans skulder og han så mod personen, det var en af mændene fra hans skib. "Vi andre går hen laver nogle lege med knægten, vil du med?" lidt overvejende om hvad hans skulle gøre, så han mod Oskari. Han ville se hans reaktion før han svaret. 

Virkelig? Tænkte Oskari ikke synderligt overbevist mens han kørte tungespidsen henover sin hjørnetand, læberne en smule spredt. "Siden du nævner min far så meget, skulle man næsten tro at du er vild med ham." Kom det hånligt fra ham - prøvede at stikke tilbage med mere mundlort. Han var jo udemærket klar over Richards umiskendelige had til Artemis - alle de uendelige tilsvininger den sømand havde på tungen om flåden og Artemis.. ja, det gjorde det rimelig tydeligt. Måske dette kunne lukke kæften på ham. Lad være med at tale om min far.

Tillykke med sejren - Af en eller anden grund klingede def forfærdeligt hult hos officeren. Mjøden klistrede sig ubehageligt til svælget, og han kunne mærke hjertet tikke som en bombe af utilfredshed. Var det dét? Sejren virkede ligegyldig - fordi den var ligegyldig for Richard Fjord. Du har ingen ret til at se ned på mig - Oskari stirrede på Richard, og overhørte samtalen mellem de to mænd. Han tog sig ikke synderligt af ordene, og da mærkede han Martiniques hånd på sin arm, "Lad os gå Riten." Men han ignorerede ham, og skubbede hånden af sig uden at se væk fra Richard. De piercende blå øjne havde studeret ham nøje hele tiden, og så mødte han hans blik. 

"Trækker du dig allerede? Vi er da først lige begyndt." Han kunne mærke alkoholen stige ham til hovedet, men det var ingenting. Oskari så udfordrende på den anden, og satte armene i siderne. 

Et tungt tsk forlod sømanden og et selvtilfredssmil voksede frem. Tanken var ikke tænkt til ende og han ville nok ikke selv ende med at høre hvordan det lød, for i hans verden var det sagt præcist som det skulle siges - umuligt at misforståes. "Jeg foretrækker det yngre kød," kød i dette tilfælde burde have været kvindelige kød, men hvem var i tvivl om hvad der blev sagt? Richard var så sandelig ikke i tvivl. 

Men sagt var nu blevet sagt og gjort var nu blevet gjort. Sejren var blevet givet og dens modtagelses var han ligeglad med. Det var ikke ham at give det så meget opmærksomhed igen. Det var ganske fortrinligt at have disse lege, men mere var der så heller ikke i det. Omend han fik lov at vinde over Officer Oskari Riten. 

Som cognac blikket havde vendt sig om for at se en mulig reaktion, blev han piercet af blå øjne, som de ville skære igennem ham og se ham falde fra hinanden. Ah, legene var ikke ovre endnu. Var de mon i færd med de olympiske lege, eller var det blot sådan han skulle betragte den besked. Richard så lidt opgivende mod Thorsten. Thorsten, en mand som havde kendt Richard siden han var ung, kunne blot trække på skuldrene i et så pyt da da træk og presset mundvigerne ned som en trist klovn. "Jeg siger til de andre, at du har andre planer" - og det var dermed også accepten til at lege videre med Riten. 

"Hvad vil du så lege, Oskari" 

Kommentaren der blev ytret, var en Oskari ikke havde set komme overhovedet. Og det gjorde ham faktisk, ja, målløs, så at sige - at høre det komme fra en mand som Richard. Et forbløffet udtryk blev malet over den yngre officers ansigt, og han sagde ikke noget til det, brynene løftet, og læberne presset sammen til mere utilpas udtryk. Okay, så han var også et klamt svin, var umiddelbart den eneste fornuftige tanke der gled flygtigt igennem Oskaris tankestrøm. Helt automatisk i led af Richards kommentar, begyndte han lukke sin skjorteknap der var hoppet op tidligere - ungt kød. Oskari var både yngre og smukkere end Richard og dermed også i farezonen; ikke at den anden nødvendigvis behøvede at være til mænd - det var nok ment som unge kåde kvinder. Men alligevel, som han han selv ville sige det; Oskari var et pænt ansigt. Så hellere være på den sikre side. 

Det så ud til at Richard ville blive og .. lege færdigt. Oskari skar en grimasse til analogien. Det var en utrolig barnlig tanke at sige at de to fuldvoksne mænd legede sammen. Hånden kørte gennem de blonde krøller mens besætningsmedlemmet tog sin afsked med kaptajnen, og den summende lyd af festglade mennesker kunne høres i baggrunden. 
"Søm." sagde han kortfattet, og pegede hen på den store træstub, hvor man kunne slå søm, og begyndte at trave nonchalant og ganske teatralsk hen til deres næste konkurrence. 

"Men denne gang skal vi ikke drikke det pis dér." hentydede han til mjøden, og hvirvlede lidt med pegefingeren for at dirigere sig selv til det næste han ville sige, "Whisky - slår vi den skævt skal vi bunde et krus whisky." sagde han med et udfordrende glimt i øjet da han skævede hen til Richard. 

Hvad skulle det nu til for? Det var en underlig adfærd at have med sig. Sømanden forstod hverken det forfærdet udtryk i ansigtet eller hvorfor der blev knappet op. Nu måtte han altså lige hoppe ned fra den høje hest. Richard rynkede panden og lod minen falde i trætte folder. "Så selvhøjtidelig.." brummede han i sit vante leje og følte et suk nærme sig, men han undertrykte det for nu. Det ville være for meget at give Riten så meget fornøjelsen. 

Det var alligevel også grænsen for ham. Hvad der dog fik manden til at tro, at han var en interesse for Richard. Manden var ung, møghamrende irriterende og - værst af alt - idiotisk med en guldske i hoved og røv. Men det var nu heller ikke hele problemet. Et eller andet sted ville han nok ikke stå ved det i hans indre. At han vævede et sted mellem sin seksualitet, men kvinder var klart hans foretrukne. Var de ikke?

"Søm?" gentog han og fulgte den pegende finger. Ah, han ville hamre søm i. Hvilken primitiv leg. Men den grove tone fandt atter sin vej tilbage i deres ellers så hyggelige dialog. At kalde mjød pis var lige lovlig tæt på grænsen til at bryde op deres mange konkurrencer, men han skulle nok være den voksne mellem dem. "Krus?" gentog han og så på officeren som han var en idiot uden lige. "Æggebære, medmindre du vil have vi skal forbi healerhuset," og det var ikke lige til, eftersom juvelen lå to dage til fods fra Dianthos. 

"Hm?" Sagde Oskari småprovokerende og løftede hånden op til øret. "Hvad siger du?" Han hørte ham klart og tydeligt, men, det var også en måde hvorpå at teste om den ældre kaptajn turde sige det igen. Alligevel, var Oskari ikke et sekund i tvilv om, at Richard sagtens ville kunne sige det igen, men han ville lade ham føle sig magtesløs i et øjeblik. Knappen blev lukket uanset - selvhøjtidelig eller ej - han skulle ikke nyde noget af at blive kaptajnens kuvøseguf denne aften. Føj for den da.

Oskari nikkede afmålt da Richard gentog ham. Ja, søm - det var vel ganske oplagt, og knapt så farligt som et kaste med økser i beruset tilstand som Richard så kønt havde nævnt for ham. Skønt officeren nok ville påstå at han sagtens kunne. Men han var alligevel ikke interesseret i at blive involveret i en kompliceret sag på grund af sin overmodighed; i tilfælde af at nogen endte med en økse i panden. Oskari skulle ikke dumme sig overfor admiralen eller andre højtstående personer, der var til stede på festen. Selvom hans forældre ikke var der, var det stadig vigtigt for ham at opretholde en vis respektabilitet. Han kunne ikke leve på sine forældres status for evigt.

Officeren standsede kortvarigt op med et hævet øjenbryn, og mødte det nedladende blik han fik sendt af Richard - hvad var der nu galt med krus? Han slog armene til vejrs som var det ham ligegyldigt om det var krus eller æggebægre. 
"Javel, tøsedreng. Hvad end du ønsker." Oskari rullede med øjnene og forsatte hen til træstubben. Forbi healerhuset, pfftt. Men alligevel, havde den ældre kaptajn nok ret i dét han sagde - æggebægere var trods alt det bedre bud. Det ville Oskari dog aldrig indrømme. Hvem siger han ville ende med at bunde uanset?

Whisky og æggebægere var blevet hentet og de stod overfor hinanden på hver sin side af træstubben. Med et fokuseret blik, gjorde Oskari sit eget søm klar i blokken.
"Så, laver vi den variation hvor du slår på mit søm, og jeg på dit?" Spurgte han da han rettede sig op og satte hænderne i siderne, "Hvis jeg får dit søm ned i blokken først, så taber du." Blikket søgte lidt forbi Richard som han talte, øjnene faldt på en nydelig kvinden, men han måtte tage sig selv i det, og rettede sit fulde fokus mod kaptajnen igen. 
Knapt så pænt et syn hun blev erstattet med.

Richard træk skuldrene tilbage og løftede hagen let, som han trådte væk fra sit stå sted. "At du er selvhøjtidelig," i en klar og ren tone. Det var ham ligegyldigt at Oskari troede at han faldt ind under et af Richards interessepunkter. Det var taget ud af kontekst. Kvinder var emnet her, men på den anden side kunne han heller ikke bebrejde at officeren troede der blev talt om ham. Så meget som hans øjnede vædede, var det intet under at han lod sig ramme af en side bemærkning. 

Kommentaren der fløj i hans retning stemte ikke overens med armene der blev svunget omkring i en ligegyldighed. Øjnene kunne blot stirre frem for sig på den blondhåret officer. Opføre du dig endelig som det fjols du er. Det var tydeligt at han tænkte det og ikke lod sig kure af sidebemærkningen af at han var en tøsedreng. Det var do-or-die situationen med Oskari og trangen til at bunde whisky i spandevis. Men det blev som Richard forlangte og det vidnede blot om at vidste altså bedst. 

De placeret sig som de skulle og det var blot et spørgmsål om tid. Han lyttet til hvad den anden sagde og hvordan deres spil skulle spilles på. Et frynsende grin forlod den små begyndende beruset sømand. "Du vil ikke få slået mit søm ned som det første," stak en kommentar fra ham. Men han fulgte lidt blikket med den anden til kvinden der stod bag hans fløj, og han ført det tilbage til Oskari. "Pas på du ikke overanstrenger dig for hende,". 
Som Oskari havde gjort, satte Richard også sit søm klar til at blive hamret ned. Lidt overvejende tænkte han, slog han rigtigt, ville det ikke tage mere end fire, måske fem, slag. "Klar?" 

Officeren måtte sige til, og så kunne de kaste sig i krig. 

Den unge officer tsk’ede med et moret fnys efterfølgende, da Richard gentog sig selv.  Pegefingeren vrikkede frem og tilbage, i det han rettede den ældre kaptajn, “Jeg tror ordet du leder efter er..’Selvsikker’." Et smørret smil bredte sig skævt under hans overskæg.

Oskari havde aldrig befundet sig på en synkende skude, men forestillede sig at det meget vel kunne minde om situationen de to sømænd befandt sig i. Lidt efter lidt sank de - og skønt den prangende officer var en fremragende svømmer, hjalp det lige lidt, når man befandt sig på åbent hav. Til sidst ville kroppen give efter.

De glitrende blå øjne hvilede lidt undersøgende ved Richard i forsøget på at bedømme hvor beruset den anden egentlig var, og om det ville have nogen betydning for mandens evner i spillet. Oskari mærkede selv den lettere tåge, der sneg sig på vej, men han kunne end ikke mærke det snurre i tæerne og fingerspidserne; hvilket måtte betyde, at han var i tip top form.
“Det er meget kært at du har så høje tanker om dig selv,” begyndte han med påtaget elskværdighed, og forsatte, “Men desværre vil du nok blive skuffet - mit sømslag er legendarisk, og jeg planlægger ikke at ændre på det i aften.” tonefaldet i al sin overlegenhed slog en slutvis krølle på Oskaris svar til Richards bemærkning. Samtidig viftede han den lille side bemærkning væk om kvinden. Det var ikke dét, det her skulle handle om. Desuden, behøvede han ikke at anstrenge sig for nogen. Alle ville have ham - en antagelse Oskari sjældent tog fejl i.

“Klar.” gentog han blot bekræftende, da han rettede sit blik mod Richards søm, der stak op fra træstubben med en udfordrende attitude. Med en koncentrationens rynk i panden, tog Oskari sin hammer og begyndte at svinge den med fast beslutsomhed. Hans øjne var låst på Richards søm, og han angreb med præcision og hastighed, håbende på at ramme det præcise sted og få det banket ned. Det kom et par centrimetre ned.

Det blev kun sværere efterhånden som de fik mere og mere indenbords.
"Hvad siger du så." lo han arrogant. 

Kaptajnen kunne ikke helt undgå at følge med i den vrikkende finger. Det var kækt selv for officeren, men det var Richard dog vant til - omend han ikke helt kunne vige fra at smile. Alkoholen spillede sine puds med ham - og formentligt også den anden. "Selvsikker er hvad en mand uden evner er til søs," fik han fyret afsted. Det var ikke ukendt for ham at Oskari havde sine fordele til havs, men nu hvor de alligevel var i gang, kunne han jo også trække ham med ned til havet bund. 

Det kunne ikke ses, men han var stille kommet på gyngende grund. Han svajede ikke, men det gjorde andre. Men fik man nok øjenkontakt med ham, kunne man se at han stille var ved at blive omringet af alkoholens tåge. Eller hvis man blot kendte ham nok til at vide, at han ikke drak. Men det kunne en som denne blondhåret officer ikke vide. De kom ikke hinanden så meget ved, og om de nogensinde ville det. 

Havde han været ædru, var det passende med en fortrakning på minen af sådan en kommentar. Men tilfældet var nu anderledes - og havde han været det mere påvirket, ville han nok også have reageret anderledes end hvad han gjorde nu. "Det under mig ikke, at du taler sådan til mig," med et let klukkende grin og smil efterfølgende for så at ryste en anelse på hovedet. Den unge officer kunne nok meget, men lige frem at være mester i at hamre søm i, det kunne umuligt være noget at prale af. "Men godt at vide, at du kun har brug for et slag i alle tilfælde" stak han efterfølgende og kunne fornemme Thorsten grine let i baggrunden af den kommentar - som en lille sidebemærkning til den ellers afsluttede dialog. 

Sømanden så med, som han var faldet i staver. Men lyden af det tunge slag fik ham til at finde fokusset på ny og han trak skævt på smilebåndet og skævede ud til officeren fra øjenbrynene af, som han havde tiltet hovedet en anelse frem for at se på træet de skulle kæmpe om. "Selv den unge junker på mit skib kan gøre bedre end det"

Richard greb om hammeren og gjorde sig klar, han rettede ryggen ud og skuldrene tilbage, før han placeret hammerens hoved over sømmet for at gøre sig klar. Oskaris søm kaldte på ham og han nikkede bekræftende til Oskari at han var klar, løftede hammeren for så at dunke det tungt i sommet med en lignende præcision som den anden. 
Der var en forskel på deres slag, men det var nok mere held end forstand. 
Den var slået lidt over halvvejs i. 

"Arrogance klæder dig altså ikke synderligt godt, Oskari," stak han og gav turen videre til den anden. 

"Jeg kender ikke denne mand du snakker om." afbrød Oskari, og løftede hagen arrogant til Richard ved det næste mundlort der blev lukket ud. Sikke en omgang gylle. Oskari vidste at Richard vidste at de begge var gode søfolk. Dette formidlede det blå blik også. At han så aldrig nogensinde ville indrømme en sær beundren for Richards snilde til havs, var sagen noget så irrelevant. "Jeg tror alkoholen endelig er ved at stige dig til hovedet." hånede han, og flyttede sit fokus til deres søm igen. Desuden strålede kaptajnens tågede blik af beruselse, hvilket fik ham til at trække tilfreds på mundvigen. 

Oskari skar en grimasse til Richards sidebemærkning. "Hvis du hentyder til hvad jeg tror du hentyder til, er jeg en suveræn elsker, okay?" sagde han med en overlegen og selvsikker tone, der fremhævede hans arrogance.

Sømmet blev ramt. Det var et perfekt slag, og alligevel var det ikke nok til at imponere Richard Fjord. Ikke at Oskari havde behov for at imponere den gamle kaptajn - han var imponerende nok i sig selv, og Richard var nok den sidste han nogensinde ønskede at søge anerkendelse fra. Det var slet ikke sådan en relation de to havde. 
 Det tror jeg ikke på. Tænkte han irriteret til bemærkningen om en eller anden junker der åbentbart befandt sig på den andens skib. Han havde ingen interesse for sådan noget nonsens. Istedet trådte han et par skridt tilbage og overværede Richards slag med armene over kors. Blikket intenst og skarpt, skønt alkoholen kunne mærkes mere end før. Den friske havluft fik alkoholen til at køre hurtigere rundt i blodet. 

Hvorfor skulle Richard overgå ham med sit svineheld? Det var ikke retfærdigt. Oskari holdt ansigtet neutralt, mens han i stilhed betragtede sømmet, der allerede var over halvvejs ned. Zalans. Øjnene sagde langt mere end hvad han ville. 

"Der ikke noget som ikke klæder mig." Svarede han igen med et olmt udtryk og stillede sig klar. Sømmet blev slået længere ned, men ikke lige så nydeligt som før, det blev en smule skævt. 

Arrogancen var tyk nok til at kunne skære en skiveost. Det morede Richard, men han ville alligevel heller ikke give for meget til Oskari, skønt alkoholen lidt kunne være svær at kontrollere i kredsløbet. 
Stillede frynsede han alligevel som en kommentar flød fra den anden. Aldrig! Han var ikke ved at bliver underlagt alkoholens sødme og forførende stemme, det var stemningen. Intet andet. Eller det var hvad han bilde sig selv ind. 

Thorsten grinede højlydt i baggrunden, ikke af hvad Oskari sagde blot af en sidelæggende dialog med en af festens andre gæster, men Richard fandt det alligevel hyldende morsomt og brød selv lidt ud i grin over det, så det kom så hånende til over for overlegende tone. " At kalde sig selv en suveræn elsker er at stramme garnet, Oskari " lo han smilende og rystede mildt på hovedet, uden at skjule glimtet i øjet af det. Det var godt Viktor af Alryss  ikke så dette, så havde han aldrig fået fred fra ham. 

Det tågede blik så alligevel aktivt med som der skulle hamres igen, men sømmet stod ikke spor stille, og han så bare baggrunden af sømmet som var Oskari. Han måtte lige blinke lidt intenst for at få linsen til at fokusere på sømmet. Det var et pænt slag, nydeligt! Men mund og hjerne gik hver sin vej, for normalt ville han aldrig udtrykke noget i denne dur for den mand eller den slægt, men sprutten talte: " Godt hamret " som han ikke hørte sin egen stemme, bare sætningen og skævede let til siden i søgen på hvem som sagde det. 

Hammeren kom i hans varetægt og han holdt den let over sømmet som han skulle have ruten i systemet på ny. Men lige med dette var der ingen tvivl om hvad kroppen skulle, og han skævede mod Oskari, smilede selvsikkert, før han så mod sømmet igen og løftet hånden og med et tungt dunk lod den hamre ned i sømmet. Halvvejs igen, det var uden tvivl held, ingen forstand. " Fugleklatter klæder dig nu ikke, men jeg skal nok undlade at fortælle dig når de har været på besøg så " kommenteret han tørt, den alkohol gled ind og ud af ham, men han havde en munter fest. 

Oskari kunne ikke lade være med at fnyse af den lettere hånende tone i bemærkningen der kom fra Richard. Øjenbrynet løftet, som var der en slags udfordring der hang om det blå blik. "Hvorfor mener du dét?" bed han igen, med et hurtigt skuldertræk. Der var intet galt i at have selvtilliden iorden - og de kvinder han var sammen med, klagede i hvert fald ikke. Oskaris blik gled kortvarigt hen over kaptajnens, og bemærkede glimtet i øjnene. Det fik det til at vænne sig i ham - men han kunne ikke bedømme om det var dårligt eller ej. Han søgte ned til træstubben igen med de sølle søm der langsomt var begyndt at danse. Alkoholen kunne vel ikke begynde at tage fat allerede? 

Han hørte ham godt, da komplimenten kom efter han havde hamret. Men han lod sig ikke påvirke. Det var ikke engang sikkert at Richard mente det oprigtigt. Et sagte fnys kom ud af hans næse, mens han himlede lidt afmålt med øjnene af manden, før han afleverede hammeren til ham.  

Oskari lagde armene over kors, så overarmene svulmede lettere op ved musklerne. Han lagde hovedet på skrå, og forsøgte at bedømme inden Richard slog til, om han ville kunne ramme eller ej. Han håbede selvfølgelig på det sidste. Det burde ikke kunne lade sig gøre når han var så tydeligt påvirket af alkohol som han var. Richards kinder havde fået den berusede glød. Alligevel ramte ham, og et overrasket sæt gik igennem Oskari. Øjnene hævede sig chokeret op. Hvor var det dog frustrerende! 

"Hvad snakker du om?" snerrede han frustreret og tvang hammeren ud af Richards hænder med et hårdt ryk. Tænderne sammenbidt, hvor han havde fået bidt lidt i underlæben inden de blev til en lige, stram streg.  

Det små sejlende kaptajn kunne ikke helt rode bod på det han havde sagt eller sendt af signaler, men han havde i sandhed heller ingen erindring om hvad han sendte af signaler. De talte blot, stak til hinandens om de plejede at gøre. Men det var måske alligevel en tand for meget, hvordan de kunne tale om hvordan Oskari så sig selv. En suveræn elsker. Vås. Richard ville dog ikke tale om sig selv på den måde, men ikke fordi han tvivlede på sig selv, det var bare ikke hvad der tilfaldt samtale emnerne og det matchede ikke med hans person at prale af de ting. 

Hånden greb robust om hammens tag, men som han skulle gøre klar til at ville hamre, måtte han forklare sig til til sømanden i hvidt. " Hvad snakker jeg om? " spurgte han som en genlyd af spørgsmålet. Det vidste han faktisk ikke. 
Noget med nogle fugleklatter, så meget huskede han ad, men de havde vidst ikke talt om hvordan man kom af med det fra dækket, så Richard der lige svajende skulle til at svare, mørkere en hånd på skulderen og kunne se på Thorsten at han mente det var nok nu. Nok med legen, nok med sprutten. " Til næstegang " sagde han som en hilsen og kastet let hamren mod Oskari som den skulle gribes. 

At Richard så havde tabt var hvad det var, han havde alligevel ingen ærlig hukommelse omkring det når det kom til stykket. 

"Hva?!" vrissede Oskari frustreret da Richard pludselig lagde an til at gå og smed hammeren fra sig som Oskari næsten greb, men mærkede fingerspidserne glide af håndtaget, og med et dunk ramte den gruset i jorden. Han opgav at samle den op, og så blot forbavset til som Richard uden videre traskede væk, som var Oskari blot et bump på vejen. "Du ved godt at hvis du går så har du tabt, ikke?" prøvede han kaldende efter, men ordene så ud til at pralle af på kaptajnens ryg. For der var ingen reaktion - Oskaris stemme druknede i mængden der var begyndt at opløses. En mand traskede hen til hammeren og samlede den op foran Oskari, "De er vel færdig med den?" antog han, og Oskari ignorerede ham, men formåede at give et lille nik til spørgsmålet mens hans intense våde blik fulgte Richard målløst, indtil han ikke længere kunne se ham. 

Oskari fnøs og tog uniformsjakken på igen, men lukkede den ikke. "Skal vi finde nogle øller?" kom hans kammerat hen og sagde opløftende mens han lagde hånden på Oskaris skulder. "Lad være' at røre ved mig!" vrissede han, og trak den til sig. Tydeligvis ikke ovre nederladet med Richard. For selvom han havde vundet, føltes det ikke sådan. Han kneb sig på næseryggen med tommel og pegefinger og forsøgte at slå koldt vand i blodet.

"Jo, lad os få os nogle øl." sukkede han, stadig en smule irritabel i tonelejet.