”At få dig så langt væk fra mig som muligt!” Råbte Minali vredt tilbage og greb fat i endnu en fuldfed vandmelon at kaste efter Mørkets Korporal.

”Eller som minimum at tilsøle dig, så din krop bliver så mørk som din sjæl”.

*Hvad er han? En hund? Man klapper ham en gang, og nu vil han ikke lade mig være?*

Da hun kastede, splintredes den væskefyldte frugt ud over det hele af sammenstødet med transportkasserne han gemte sig bag, og lyserødt kød, sorte frø og grønne skræller faldt til jorden . På trods af at folk flygtede, havde Minali, i modsætning til Lazarus – absolut ingen kvaler ved at skabe ødelæggelse omkring sig.

”Giv op Lazarus. Du er lige så klistrende, som den her massageolie!”
Minali greb ud efter rosenolien og hyrede de smukke - og muligvis meget kostbare- mosaikflaconer afsted. En af dem splintredes et sted bag Lazarus. Og så snart hun greb ud efter dem skreg sælgeren halvhulkende som pisket. Da hun havde kastet tre, opdagede hun at – der ikke var mere fra sælgerens vogn, der kunne kastes. Og dermed ikke mere til at holde Lazarus i skak. Hun kunne ikke blive ved med det her for evigt. Hvis hun gjorde nogle forhåbninger for at komme væk uden Korporalen som chaperone, måtte hun finde Malurt. Men gaderne var fremmede. Alligevel havde Minali fra naturens side en meget god stedsans. Det var nødvendigt, når man havde levet i Amazonitskoven og skulle orientere sig i de mange farer, der lurede. Og hun begyndte at løbe ca. i samme retning som hun var kommet, havde hun fulgt molen og broen.

Minalis åndedræt var hurtigt, ligesom hendes hjerteslag også galloperede afsted. Uden at være helt sikker på hvorfor hun løb, andet end den følelse af at skulle være på vagt. Og hendes ben reagerede med øjeblikkelig lydighed. Lazarus ord gav genlyd i hendes sind.

Hvad var det at hun regnede med at han ville gøre?
De slanke bryn sænkedes og bed tænderne hårdt sammen. Ja, hvad regnede hun ikke med at han ville gøre? Hvorfor skulle han være anderledes, når de alle sammen altid viste sig at være ens? Enhver der påstod at de ville hende det godt, havde altid en bagside. Ikke et øjeblik havde hun råd til at sænke sine skjolde over for en mand som ham.

Da Minali nåede enden af broen og begyndte at se træerne, først der stoppede hun og vendte sig tilbage mod vejen, der havde ledt til diamantbugten. Ingen steder kunne hun se ham.

Men så igen… Hun levede endnu. Han var sværdbruger. På ethvert tidspunkt kunne han have taget hendes hoved, eller forsøgt at overmande hende og tage hende tilbage. Korporalen kunne sikkert få en fantastisk belønning. Måske en mindre forfremmelse.
Alligevel han havde ikke gjort det.

Det spirede en nysgerrighed. I et øjeblik blev hun stående og så sig tilbage. Tanken gav hun ikke sig selv lov til at tænke til ende. Det ville aldrig føre til noget godt med sig at se sig tilbage på for længe, når man satte sine fodspor i uberørt land. Den eneste sikre vej Minali kendte til, var at verden var fremad. Så drejede hun om på hælen og fortsatte sit løb ned imellem træerne, ned langs en skråning. Hun vidste at Malurt og Smørblomst var et sted i nærheden. Hænderne førte hun op til munden. Det var en ophøjning, hvor hun vidste at lyden kunne nå langt. Et krigsråb, en lyd der mindede lidt om en rovfugl undslap hende.

”Ayeee ayay ayee!”
Øjeblikkeligt hørte hun en knasen, men i stedet for at finde den store hingst, var det den buttede, karamelfarvede pony der kom hende i møde. Uskadt og gumlende på en mælkebøtte, på trods af at den var blevet ”parkeret” ubeskyttet, med andet end Malurt ved sin side. Den så afventende på hende, som tegn til at hun skulle følge med. Da hun fik trykket sig igennem krattets tornegrene så hun hvorfor. Malurt sad på græsset, og under den lå en pivende og knurrende ulv, der prøvede at komme væk. Minali så til med store øjne, men alligevel ikke undrende. To klap i hænderne, og hingsten rejste sig, med ulven pilende i modsatte retning, længere ind mod skovens mørke. Hånden førte hun op på Malurts mule. Den sænkede sig igen, så hun kunne komme op på den. Med fingrene begravet i den bølgede manke, begyndte hun at lede den væk fra Fristavns område, og ponyen fulgte trop. Tilbage var der kun en række af aftryk fra klove i varierende størrelse, der angav at Minali engang havde været der.
Og et sort sjal, tabt i skovbunden.