Da Pleasance vågnede igen, mærkede hun hvor tung hendes krop var.
Zalans til dæmon der altid vidste, præcis hvordan de skulle overvælde hende. Det værste havde været skyldfølelsen, hvordan at den havde tynget hende ned. Revet i hende og næsten taget dele af hende og skubbet frem, som hun ikke havde tænkt på siden hun havde været en lille pige. Tilbage til den gang, hvor hun stadig havde været ung og uskyldig. Den gang hvor hun bare ville kigge på sommerfugle flyve hen over blomsterne. Den gang hendes hoved ikke havde været fyldt med morbide tanker om hvordan en fugl ville se ud indvendig.
Der havde været en tid, hvor at Pleasances havde haft det smukkeste brune hår og store brune øjne. En tid hvor der intet ondt var at finde i den lille pige, men den var langsomt og sikkert blevet knækket af familiens måde at behandle hende på.

Efter noget tid, hvor Pleasances havde ligget i sengen, trykket alle disse forfærdelige følelser væk. Følelser hun alligevel ikke kunne bruge til noget. Da fik hun presset sig fra sengen og gik langsomt ud ad døren. Undersøgte hvert rum hun gik forbi, indtil hun ganske heldigvis nåede til det rum som var lukket.
Det måtte være der hun skulle ind. Med et snedigt smil som bredte sig hen over de hjerteformede læber, begyndte hun at lede men kunne intet finde. Til sidst rev hun en af hendes fingre op med den skarpe hjørnetand, og brugte blodet til at forme sig til en nøgle der passede og lukkede sig selv ind.
Smilet blev bredere, mørkere som det gik op for hende hvor hun var. Hans atelier, hvilken fornøjelse det var at begynde at rode rundt i hans malerier. Og hvad var det? Åh, men var det ikke smukkeste lille Viktor af Alryss. Så, havde hendes fætter en forkærlighed for lidt for unge drenge? Hvor herligt.

Noget føltes forkert i hjemmet. Næsten med det samme da han trådte ind, kunne Corinth fornemme hvordan at det der havde irriteret ham hele vejen hjem, nok havde været mere end bare en vag lyd i baghovedet. Og han fik i et kort sekund et fjernt glimt over øjnene, imens Levine forsatte længere frem, ind i éntreen. "Hvad er der?" deres opmærksomhed fejlede aldrig noget, og Corinth blinkede, jah fokuserede de mørke pupiller, inden at han kiggede op på dem igen. "Jeg tror Pleasance er vågnet" brummede han, men virkede knap så irriteret som man ellers havde forestillet sig af adelsmanden. Han virkede ikke irriteret, han virkede harmdirrende, men stadigvæk fattet. Lige nu i hvert fald. 

Det havde ellers været en herlig tur ned igennem de slum gader Dianthos kunne byde på, og med lidt fornøjet mine havde han betragtet kontrasten imellem musen, og de omgivelser de færdedes i. Som yin og yang, så forskellige og alligevel hørte de til i det her element. Men den glæde, den opstemthed var svær at mindes, da Corinth endelig havde kædet to og to sammmen. 
Nogle af malerierne i hans værelse, var stadigvæk besværgede. De små lyde af papirer som blev bladret igennem, de vage lyde af skridt over gulv, en dæmpet, kvindelig latter. Hun var inde i hans studie, hans atilier. 
Selvfølgelig havde en låst dør ikke været nok, og efter at have gestikuleret imod rummet med et sigende, glimt, bevægede Corinth sig med målrettede skridt hen til det allerhelligste. 

Levina behøvede selvfølgelig ikke komme med, han forventede ikke at de skulle håndtere hans problemer. Men selv dét var nok ikke engang på Corinths tanker, da han med et et-måls-fokus (og for en gangs skyld ikke relativt lydløse skridt) bevægede sig imod det 'forbudte rum'. Og uden et ord åbnede han døren, så lyset faldt ind, afslørende og anklagende på indtrængeren, og et afmålt blik i de mørke øjne. 

Levine lod blikket glide mod Corinth, der tydeligvis allerede vidste noget var galt. ”Noget kunne tyde på det” kom der næsten dovent fra mani og fortvivlelse dæmonen. Da de allerede havde suget fortvivlelse til sig i lidt over en time, var deres humør ganske mere følelseskoldt og apatisk end det ville have været, hvis de havde vandret rundt blandt de rige og festglade adelige. Derfor var der ikke meget hjælp at hente fra Levine, som vandrede ind i opholdsstuen hvor de fandt en bog og satte sig ned. Ikke at de læste noget, men ende bare at lægge sig ned i sofaen og stirre tomt op i loftet.

Pleasance der tydeligt kunne høre, at Corinths fodtrin kom tættere og tættere på, gjorde intet for at skjule hvad hun var i færd med. I stedet lod hun nærmest dovent hoved glide op, hvor et kækt smil bredte sig hen over hendes læber.
”Så kom den strikse fætter endelig hjem” kom der nynnede fra hende, før hendes blik gled tilbage mod skitserne der umådeligt meget lignede Viktor.
”Jeg ser du har fået en fin lille besættelse? Unge drenge er også nydelige, så uskyldige og nemme at forme” det var ganske tydeligt at Pleasance ikke havde tænkt sig, at have dårlig samvittighed over hvad hun gjorde. Hvorfor skulle hun? Havde han ikke ville have hende herinde, skulle han havde gjort et bedre arbejde med at gemme det fra hende.

Taget med fingrene i kagedåsen, men uden et gram af skam over det. De nynnende ord fik de almindeligvis dovne øjne til at knitre, faretruende (håbede han da). Kunne man se ind i det lyse hoved, og læse hans tanker, ville man se hvordan næsten hvert ord fra Pleasance kun gjorde det værre. Savede sig igennem den gren som han mente at hun sad på; det her var hans hjem. 
Ikke deres. 

En grim smag spredte sig i munden på ham, og han trådte langsomt ind i lokalet. Bagved ham gled døren lavmælt i. 

Det betød i sidste ende ikke alverden. Corinths egen morale var nemlig ligeså tynd som vand, og blot lidt snageri, det var ikke det værste kusinen kunne finde på. Eller havde gjort. Men det trykkede samtidigt på flere knapper end han brød sig om - det var hans - og hun havde ikke fået tilladelse. "Spirende venskab, en relation, Pleasance. Ikke at du ville kende følelsen" og mundvigerne trak sig i et stik af hån opad, hun ville nok aldrig være i stand til at danne venskaber. For slet ikke at tale om relationer - hun forstod ikke hvad socialt samvær var. Og det havde altid frydet ham lidt. 
"Du kan li' dem?" og spørgsmålet var så ligegyldigt, da det nok kun udfyldte hans behov for at virke henkastet, så han kunne komme tæt nok på til at-. 
Hvad, gribe fat i hende? Et køligt smil trak op, og han trak handskerne af på sin vej derover. 
Viktor var mere end bare et legetøj, sagde han til sig selv. Hun havde uendeligt ret, når hun se lige igennem hans intentioner, og dem kunne han godt stå ved. Men hun havde, som altid, braget sig igennem hans grænser. Hvad der måske kunne have været en sjov samtale over vinen, var nu blevet et projekt han ikke delte med nogle. En skam, virkelig. 
Potentialet var der, hun havde sine lyse øjeblikke. De føltes fjerne lige nu. 

Pleasance blinkede et kort øjeblik. Hvad mente han med det? Hun havde da venskaber, og relationer? Hendes dyr nede i hendes kælder, alle de mennesker hun betragtede efter døden. Det var da venskaber hun stadig bar med sig, en mere unik og tættere relation end nogen, nogen sinde var villig til at tage.
Blikket blev fjernt som hun lige så stille samlede papirerne, hvor efter hun placerede dem præcis som hun havde fundet dem. Det var trods alt ikke fordi hun havde pillet alt ned, og efter ladt det henkastet. Hvis der var nogen der forstod hvor vigtigt det var, at alting var som det var. Så var det Pleasance, en der ville slå ihjel, var hendes kunst blevet rykket på.
Lige så stille rejste den høje kvinde sig op, gik mod hendes fætter og kiggede ham direkte ind i øjnene med et dovent blik.
”Det er utroligt, at du tror du er så meget bedre end alle os andre” sagde hun med en hviskende stemme, alt havde ændret sig omkring halvdæmonen. Hendes ansigt vasket fra følelser, hendes øjne kolde og ugennemtrængelig. Hendes holdning rank og stolt som hun løftede sine hænder, blot for at rette på hans krave. ”Din smerte, dine oplevelser kan slet ikke komme i nærheden af hvad jeg er gået igennem. Hvis du tror du kan gøre noget uden mig, så tager du fejl” hun greb omkring hans skulder og begyndte at bruge hendes evne. Formede følelsen af angst til at sprede sig gennem Corinth, ”Knæl for mig” kom der som en hvislende slange, hendes ansigt stadig fuldstændig frataget fra emotion.

Hovedet på sømmet, og direkte ned i planken. Som blev der slået på en gon-gon, ændrede Pleasances udtryk sig. Det barnlige, legesyge og kvalmende forstyrrede svandt væk fra familiens lille dukke, og et apatisk, blikstille hav overtog. Det var foruroligende, mindeden en fornuftig stemme ham om. Nidkært blev hans tegninger dog sat tilbage, Corinth forsatte stadigvæk imod hende, og tavst lod han hende sluge i informationen. 
Hun mødte ham på halvejen, kulde hang omkring hende, sådan som tomheden fik hans puls til at stige. 

Det er utroligt, at du tror du er så meget bedre end alle os andre. 

Uimponeret gled det ene bryn op i panden på den kommentar, hans ansigt en del mere animeret end den slange der stod foran ham lige nu. Selvom Corinth aldrig ville indrømme det, fik den hviskende stemme det dog til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Den sidste handske gled af fingrene, og han stak dem tavst i lommen, imens hun rettede på hans tøj. Foruroligende tæt på halsen. Han sank, en tromme begyndte at hamre i det fjerne. Den tog til i styrke, som en trommehvirvel, og langsomt gik det op for ham at det var hans eget hjerte der prøvede at stikke af. 
"Ah, det her igen" vage, svage ord, og alligevel rynkedes næsen i foragt. 
Corinths krop rystede. Sved - angstsved - gjorde den lyse hud en anelse mere fugtig at se på i minutterne der ville følge. Øjnene blev større som adrenalinen skubbede til hans nerver. Pas på klapperslanger Corinth. De advarer inden de bider, men når de først angriber, går det stærkt. Og som en gift inficerede hendes fingre hans krop; ved siden af ham knyttedes hænderne smertefuldt, så neglene måske kunne tvinge ham tilbage til nutiden og den smuldrende kontrol. Knæl for mig. 
"I mit eget hjem?" bed han hende af med, trak tiden ud, og så hvordan bæstet i ham snerrende krøb sammen i hjørnet, indeni. Hun bakkede ham ind i det, og det gav ufrivilligt lidt efter i den anspændte krop. 
Han troede ikke. Han var bedre end dem, og selvfølgelig gjorde det dem besidderiske. 
Stakler. Hyklere. Familie. Lorte ord. 

Smilet der spredte sig over Pleasance læber, et smil så forvredet og gennemsyret af had. Der var næsten en voldsom kræft, der pludselig bredte sig i Pleasance. En der ikke burde være der, en som der ikke kom fra hende men udefra. Øjnene lyste i en rød glødende farve. 
“Tror du ikke vi ved hvad du har gang i Corinth” stemmen gav genklang, som var de i en kælder. Kold, ubehagelig og gennemtrængene. 
For første gang, blev der vidst hvor meget Pleasance blev manipuleret og brugt for familiens skyld. “Du gør klogt i at kende din plads, knæl” smilet skilte sig i en umenneskelig grin, som hun lige så stille lænede dig tættere på ham. 
Mørket trængte gennem rummet, og skulle man kigge bag Pleasance; kunne man se hvordan en roden hånd stak ind i hendes hoved. Som var hun ikke mere end en dukke, som en bugtaler brugte. 
“Pas nu godt på, jeg glæder mig til at se hvordan du udfordre mig Corinth… jeg må indrømme det har været alt for længe siden, jeg sidst har oplevet nogen ville kæmpe imod” med de ord forsvandt den mørke og omklamrende kulde. 
Pleasance stod tilbage, stadig med et smil på læberne. Hendes hånd glemte til omkring Corinths skuldre. “Du hørte ham” hviskede hun, ganske bevidst omkring hvordan hun blev brugt. Det var trods alt en gave, at være så brugbar at selveste Quensel havde taget en til sig.

Det var kortvarigt som at se ind i et forvredet spejl, da øjnene lyste op. Had, så meget had. Selvom det ikke kunne sammenlignes i kraft af hvordan, eller hvorfor de hadede, som de gjorde, virkede det mere og mere som en familieforbandelse. Musikken var for længst rådnet væk, sammen med klaveret. Og som skiftede luften, maste en ny entitet sig på i rummet. Et kort sekund virkede Corinth uforstående, tvivlende omkring hvad det her nu engang var, det havde han ikke set før. 
Og så var det som om at et lys antændte realiseringen, og han krympede sig. Ufrivilligt, forbandet ufrivilligt, det ene ben sank modvilligt sammen under ham, da han kom ned på det ene knæ, nej, nej, nej. 
Mørket, som ellers var en sympatisk ven, blev pludselig vendt til hans værste fjende. Det var omklamrende, det var koldt og det var vådt. Det mindede ham om vandet man druknede under, og han gispede indvendigt efter vejret. Noget at holde fast i, mens ordene sivede igennem hans ellers hævede persona.
Jeg glæder mig til at se hvordan du udfordre mig, Corinth. Og han fikserede på den magiske hånd af råddenskab, som greb ind i dukkebarnets hjerne, bagved hendes øjne. Pleasance. Din idiot. 

Fordi lige meget hvor dybt hans fætre og kusiner stødte ham - til tider frastødte ham - havde han altid holdt en lille flamme af håb i live. Håbet om at de også ville få åbnet deres øjne op fra fortets sorte vægge, og faktisk leve, i stedet for bare at... være. 
Så det var næsten provokerende... nej, faktisk kunne det ikke være andet, da hun klemte om hans skulder. Hviskede Quesnels arrogance, og den ret hun troede hun ejede. Tænderne bed hårdt sammen, og de mørke øjne mødte hendes, stirrende, vantro og alligevel så forfærdeligt overlegne, trods sin faldne position. "Dit dumme, dumme barn" hvislede han, øjne flakkende rødt i lyset da han rankede sig mere op, og lænede vægten tilbage på sin akilleshæl. "Sig i det mindste at du har en bedre grund, end sølle, patetisk afmagt" og mørket bølgede endelig omkring Corinth, da han til sidst lod sig provokere. Frygten for Quesnel, for tvillingerne når de var sammen, og raseriet over deres (også selvom de overhovedet kunne kaldes allierede) forræderi. Det her var alligevel hvad de ville. 
Skyggerne, aktiveret af magien flød som olie over trægulvet, og løftede sig som slanger imod hendes giftige hånd, prøvede at sno sig om hendes ben. Du hørte ham? Til helvede med ham. 

I retroperspektiv, kunne Corinth nok godt ane at han reagerede ud fra afmagt selv. Bakket langt nok ind i et hjørne, og villig til at bide fra sig hvis eksistensen var truet nok. 
Men det var bestemt ikke afmagt han følte, da en grim grimasse tegnede tegnede det lyse ansigt op, og fik ham til at gå til modangreb. 

Øjnene blev smallere, da hendes fætter kaldte hende et dumt barn. Hvad vidste han om det? I denne familie, var ingen af dem andet end dukker. Jo hurtigere Corinth forligede sig med den idé, desto hurtigere ville han også blive fri. Ingen af dem, ville nogen sinde komme ud fra denne forfærdelighed.
En grund? Hvad skulle hendes grund være, og for et kort øjeblik var det tydeligt, at tankerne begyndte at rumstere bag de mørke øjne. Det var ingen hemmelighed, hvordan at den unge tvilling, kunne rive masker af og putte en ny på. For hende var det blot en del af hendes personlighed, en ukendt sygdom der gjorde at personligheder tog over, når hun ikke kunne magte en situation.
Maskerne gled væk, og alt der var tilbage var den kvinde—det barn, som hun havde været en gang. Et lille smil formede sig over hendes læber, og hendes hånd forlod Corinths skuldre. Auraen der tvang følelsen af angst frem i fætteren, forsvandt og efterlod ham muligheden for at trække vejret igen. Var det skyggerne der tvang det, eller om det var af hendes egen fri vilje, var hun ikke sikker på. Men det var tydeligt, at hun ikke var påvirket af hans magi. Hvorfor skulle hun? Lige nu føltes det mere som en kælende slange, der kærligt fortalte hende hun skulle passe på. Men intet andet, intet som der kunne måle sig med hvad hun før havde oplevet.
Men hun trådte ikke væk, hun veg ikke fra hvor hun stod eller viste svaghed. Selvom hele hendes indre rystede og tiggede om hjælp, men den hjælp ville hun aldrig få. For svaghed var ikke noget man kunne vise for familien, lige meget hvor meget man ønskede det. Måske et varmt kram, en der tog hendes sjæl til sig og hviskede tingene ville blive okay en dag. Men de kort var ikke i hendes hånd, og de ville aldrig finde sig vej mod hende. 
”Du har ingen idé om hvad vi har måtte gå igennem, Chaunce og jeg er ikke svage, vi er et produkt, en dukker af ritualer” hviskede hun, men stemmen bar sådan en magt at det lød som om den bugnede mod væggene. Hun trådte et skridt tættere på, og lod næsten doven glide over hans ansigt.
”Kan du huske skrigene i gangene da du var ung? Dem som familien sagde bare var væggene der genkendte fortets fjender? Det var os” lo hun og lod fingrene danse hen over hans kæbe og lod et suk forlade ham.
”At tro du kan flygte, at du kan få dit eget liv—det er patetisk”

Der var ikke meget omsorg eller medfølelse af hente hos Corinth. Måske under andre omstændigheder, havde det været lettere at finde det frem. Om nogen var han nok en af de få familien hvis følelsesregister ikke eksploderede, når det blev udfordret. Eller som Pleasance, når det blev så overstimuleret at hun bare slukkede for kontakten. Masken gled væk, hun virkede til at overveje hvad han sagde. Men se intet ondt, hør intet ondt, tal intet ondt. Ingen her, fulgte den livsfilosofi - den virkede ubrugelige, sat ved siden af den billige magt hun nu havde opnået. 
Han kunne mærke det. De var blevet stærkere, og det burde nok give ham en mental reprimande om sine egne grænser - men sådan opererede adelsmanden ikke. Fordi hun var alene. Udvalgt eller ej, hun var et lille, bitte, fortabt menneske, og lige nu, var hun alene. Ikke at familiemord skulle komme på tale, men fristilsen dansede forbudt med det indre mørke. Hun fortjente det ikke, men det var svært at argumentere for hende. 
Hun slap, heldigvis, og det gav plads til at komme mere op og stå igen, finde fodfæste i samtale, en brændende fornemmelse af ydmygelse hængende omkring knæene som en insisterende prikken der sad tilbage. Og der skulle ellers en del til for at ydmyge Corinth. 

Men hun virkede stadigvæk ikke interesseret i at gå - hun havde ikke fået nok af hans ulykke. Tværtimod, gled de kolde fingre forræderisk blidt over den lyse kæbe, i et gys spændte Corinth op. Men han skubbede hende - sådan endte det næsten altid - ikke fra sig. Et dæmpet suk fulgte i stedet trop med hendes, og han bankede, kvalte og maste vreden i ham ned til en lille kugle af is, som han lod falde ned i det indre tjærehav. Han skulle bruge den senere, omend den lurede som en skygge over den lidt højere krop. Kan du huske skrigene?
"Mmmh... en sørgelig melodi, et instrument skabt af smerte og blod. Strenget med vold i hver tone" mumlede han lidt poetisk. Corinths hænder rakte op efter dem der dansede over hans ansigt, og foldede sig ind over de sorte fingerspidser. Grumt hvordan det også havde inficeret hans linje, og han betragtede den lille hånd. 
Du har ingen idé om hvad vi måtte gå igennem. Du forstår ikke. Du ved ingenting. Vræl og piveri. Det føltes som om at hun byggede et skjold, op ved at selvretfærdiggøre så voldsomt, og Corinths næse rynkedes. Hold nu bare kæft. 
Blikket slog op. "Et instrument er intet værd uden sin musiker. En dukke uden dukkefører..." ord læberne deltes i et dovent, men dog køligt grin. "Hvordan kan det ikke være svaghed?" og han trak hendes knoer op til læberne i et lille 'afskedskys', førhen at han prøvede at komme forbi hende, et enkelt slag imod baghovedet som en dumflad til den yngre kusine, hvis ikke hun rykkede sig. 
Noget der måske var svært, givet skyggerne der nu forsøgte at stramme til, for at holde hende på plads. 

Hun havde dog ret, hvor irriterende det end var. Han ville kunne tæske hende til helvedes forgård og tilbage igen, og hun ville le. Det var psyken der skulle pilles ved. Hun skulle fikses, hvis hun skulle være brugbar. Og når hun var fikset, ville det være en forkælet fornøjelse, at se om det hele kunne ramle sammen igen. 

”Så voldsom poetisk som du er, har du intet at have det i” hviskede hun sagte og lod ham fjerne hendes fingre. ”Tror du jeg er den eneste dukke i denne familie? Du er bare så blind, at du ikke kan se dukkeføren som der hiver i dine strenge” for hende, for Pleasance var det en gave og hun havde taget imod den fordi det var hendes skæbne. Hvorfor skulle hun nogen sinde sige imod? Hvad ville hun få ud af det, når kræften fra Quensel bredte sig i hendes indre, og lod hende suge mere af denne gudsforladte verden til sig.
Men for nu, ville hun lade ham være med tanken om, hvem det var som trak i hans tråde. Hvem, som der stod bag ham og fik ham til at gøre præcis som de ønskede. En blind mand ville vide mere end en, som der lod sit eget ego overskygge verden for dem.
Masken blev hævet frem, lige så stille puttet tilbage og gemte den rigtige Pleasance væk. Smilet som trådte frem, det smil som altid gemte på den skumle, den uhyggelige og forfærdelige Pleasance. ”En dag, en dag, vil Corinth falde, men før han ser sig om, vi kniven synke ind i hans balde” et barnligt grin forlod hende, som hun dansede forbi ham og ud i gangen. Fuldkommen væk i hendes egne tanker, snurrede hun rundt med armene over sig og nynnede den melodi, som hendes mor så mange gange havde sunget for hende.
Melodien som havde fået hende igennem de forfærdelige nætter, hvor hun lå i lænker i kælderen med svedperler glidende ned af hendes pande.

Som en maske, som en overlevelse, man kunne kalde det hvad man ville. Men Pleasance var et væsen, man ikke kunne gøre sig klog på. Ønskede man at gøre dette, ville man nok ende på afgrunden af sindssyge, lige som pigen selv.

Med halvt øre hørte Corinth det sølle rim hun fulgte op med, efter at have sværtet ham lidt til. Utroligt, og et imponeret lille suk gled over de mørke læber, da han ikke vendte sig for at se hende snurre væk, en melankolsk melodi hængende i luften efter hende. Forbandede børn, det var hvad de var. På flere måder. 
Og Corinth tændte nu for noget af lyset i rummet, et vurderende blik på det værk han havde været i gang med før kusinens ankomst. Hvad vidste hun overhovedet, så fjern som hun var.

Adelsmanden kunne dog ikke slippe melodien igen. Selv efter hun var gået, blev den hængende i skyggerne - hans skygger - og rykkede hans fokus. Stregerne blev forkerte, perspektivet forskruet, hun havde kaldt ham en dukke, og forskrækket spærrede øjnene sig en anelse op, da tanken sneg sig ind imellem alle hans andre. En dukke. Og ikke i stand til at se sådan en realitet som værende... jah, virkeligheden, spændtes Corinths ellers slanke krop. Hun kunne ikke sammenligne dem. Og at hun overhovedet prøvede, kunne ikke betyde andet end at hun bare var blevet ældre end de små 15 år hun havde været sidst. Det var dét som hendes ord havde handlet om, hun var bare blevet bedre til familiemanipulation. Godt for hende. 

Lidt mere beroliget, slap Corinth den pensel han havde fået knækket imellem fingrene - forbandet - og lagde den lidt sørgmodigt fra sig på bordet ved siden af. Han var færdig, for nu. Luften herinde føltes for anderledes.