Et virvar af følelser strømmede igennem hende. Det at han så gerne ville have hende til at være sin, var en drøm der kom til sandhed, men alligevel var det lidt med en tung sten om hjertet, at hun skulle høre hvordan, hun bare kunne kasseres som hun var intet andet end par brugte sokker. Selvfølgelig var hun dog ikke mere end bare det. Men at han betragtet hende sådan, gjorde alligevel en smule ondt. Ikke desto mindre, var hun hans for nu, og det var hvad hun lagde mest vægt på, og smilede vagt for sig selv. 

"Selvfølgelig, min frue," sagde hun hurtigt som fruen forsvandt ud af døren og hans værelse. 

Theresa havde været i sine egne tanker, at hun var som forsvundet ud på havet og han trak hende tilbage som han hjalp hende op fra sofaen og strakte hånden ud, som hun blot gav uden at tænke synderligt meget over det. Regler? Selvfølgelig var der altid regler, men hjernen var slet ikke klar til det, hvorfor den helt forhastet og sjusket skrev det ned for hende som en påmindelse til at gå igennem senere. 

Goder ud af det? Theresa så lidt skiftende fra hans øjne til hans mund, men hun trak let på smile igen: "Selvfølgelig, min herre," uvidende om hvad der helt præcist var disse goder, tog hun i mod hvad end han ville byde hende. Han var jo en sommerlig kærlighed selv i vinterens tid. "Vil De have hjælp til det sidste af deres påklædning, eller ville De have noget i mod, at jeg fik ordnet Deres moders smykker?"

Hvor var hendes smil dog sødt og nu var hun hans ejendel! Han kunne ikke lade være med at smile tilbage. Det var den bedste gave han havde fået længe og han begyndte lidt at spekulere på hvordan han dog skulle træne hende op.

Hans tanker blev dog afbrudt af hendes spørgsmål. Det hun spurgte om gjorde ham en smule vred. Selvfølgelig kunne hun ikke bare springe sin nuværende opgave over, som var at påklæde ham. Med lidt bitter stemme sagde han “nej du kan forsætte hvor vi slap. Stil aldrig spørgsmål igen om dine arbejdsopgaver, medmindre jeg har sagt du kunne gøre tingene anderledes.”
Han kiggede ned på hende med intense grønne øjne og sagde så “hent min vest og jakke og få lidt fart på, min far venter på mig”
Han stillede sig klar med armene ventende ud til siden. “Du kan færdiggøre hvad end min mor har sat til dig, når jeg er gået til morgenmad”

Lyden af den bitre stemmen fik hende til at skæve ned i gulvet og hun vidste vel godt, at hun gjorde noget hun ikke måtte, men det var ikke helt så tydeligt for hende. Men hun nikkede forstående til hvad han forlangte af hende. Det var selvfølgelig rigtig og han havde ret. Hans ord var lov. 

Theresa fik hastigt hentet vest og jakke, den ene lå over armen, mens hun hjalp ham på med vesten og sørget for at få knappet den som den skulle knappes. Jakken skulle ligeså svinges pænt om armene på ham og hun gjorde det hele uden at se ham i øjnene, men blot holdt sit fokus og hastige jeg i gang for ham. "Selvfølgelig, min herre" underkastede hun sig næsten verbalt for ham og fik stillet sig som en anden tjenestepige der afventet ny ordre eller afskedig hilsen fra sin overordnet. 

Tankerne løb hastigt afsted med hende og hun indså stille, at hun på sigt frygtede ham mindst lige så meget, som hun forgudede ham. 

Da Marius var fuld påklædt, stillede Theresa sig afventende ved siden af ham. Han lod blikket køre op og ned af hende en sidste gang og smilede tilfreds over sig selv og hvordan denne dag havde udviklet sig. 
Han kunne næsten ikke vente med at se hende igen senere. Med et lumsk smil sagde han "Lad os mødes på mit værelse igen om en times tid også kan vi gennemgå dine nye opgaver mere dybdegående. Jeg skal nok personligt selv sørge for at sætte dig ind i alting"
Med de ord forlod han rummet i hastige og målrettet skridt.

Det var en masse der blev om, og hun vidste nu, at hun havde forfærdelig travlt. Hvis hun skulle nå at pudses moderens smykker og være tilbage på hans værelse og gøre alt klar til ham, var en time måske lige lidt nok tid at give hende, men hun (så vel ham), vidste at moderens gerning kom først og dernæst ham. For dernæst ham, var det altid ham først. 

Hun nikkede blot også ham forlade rummet, før hun selv kunne skyndes sig hastigt igang, som det var med livet som indsats.