Marius kilderi som nu havde ført til at overmande den anden, havde været en form for leg og sjov. Men nu hvor han lå ovenpå Viktor, vågnede hans lyst atter op i ham. Han elskede at have denne magtposition og mærke hvordan hans greb lå hårdt henover den andens håndled. Han havde lyst til at straffe Viktor på andre måder, der var lidt mere end bare kilderi. Det hjalp ikke på Marius tanker at Viktor lå og så så uskyldig ud, det fik hans hjerte til at slå endnu hårdere. Da Viktor stakåndet sagde han gav op, lagde Marius mærke til en tårer som løb ned af hans kind. 

Marius løsnede sit greb fra det ene håndled og førte sin hånd op for at tørre Viktors tårer væk, imens han gjorde dette veg hans blik ikke fra Viktors. Han lod blidt sin tommelfinger glide henover det våde aftryk på kinden. Viktors kind var så varm under Marius finger og for at mærke mere af varmen foldede han hele sin hånd om Viktors kind. Han var helt fortabt i den andens varme blik.
Hans navn undslap Viktors læber og det blev sagt med så meget blidhed, at det gav myrekryb over hele kroppen. Han lod sit blik føre ned til læberne, han elskede at høre sit navn blive sagt på den måde. Han var så betaget af Viktors læber at han skulle til at lade sin tommelfinger vandre ned og kærtegne den bløde underlæbe. Men med et blev de for anden gang afbrudt. Dog var det en kvindestemme som råbte efter Viktor. Marius stivnede og i stedet for at flytte sig lod han blot sin hånd falde ned på græsset ved siden af Viktors hoved. 

Idet Viktor satte sig lidt op for at besvare kvindens kald, kildede hans ånde mod Marius ansigt. Han var så tryllebundet af øjeblikket at han først blev irriteret over de endnu engang var blevet afbrudt, men da han hørte at det var Viktors mor, vågnede han op, som havde nogen kastet kold vand på ham. Han måtte tage sig sammen, men han havde alligevel ikke kræfterne til at kravle væk fra Viktor. Da hans mor forsvandt ind igen, mødtes deres blik og med et drilsk smil spurgte Viktor om de skulle danse. Hans tanker råbte JA men han var begyndt at vågne op af sin trance og virkeligheden krøb ind i ham, han måtte huske hvem han var. Han trængte til ordentlig glas vin! 

Marius rejste sig op i en hurtig og smidig bevægelse og bukkede sig så lidt henover Viktor med en udstrakt hånd for at hjælpe ham op. Og sagde så med et lille glimt i øjet "Dansen må vente til en anden gang" og med lidt mere alvor i stemmen sagde han "Gå du ind først, så tager jeg en smutvej og kommer ind fra den anden side" Men da han så på Viktor var hans hår helt uglet og tøjet sad krøllet. "Stop du kan ikke gå ind sådan der!" og Marius begyndte at le alt imens han prøvede at rette Viktors hår.  

 Inden hans moder havde kaldt på Viktor, var grevesønnen fuldt optaget af de forførende fingre der rørte ved hans kinder. Han blev helt indhyllet af Marius' hånd, og med vilje spredte han læberne, langsomt, som tommelfingeren var på vej til at kærtegne dem. Det sendte stød ned i maven, til bækkenet, tæerne. Og turde han, ville han slå armene om Marius og trække ham ned til sig i et sulten kys. Men det var noget han blot kunne digte videre på. En halvåben gave, til fantasien han måtte nøjes med.

 Marius var stadig ikke kravlet af ham, og halvsiddende sad de nærmest viklet ind i hinanden. Viktor var tilbøjelig til at vikle sig mere ind i ham. Tage hånden bag den andens nakke og eje de sprøde, fristende læber. Deres fingre lå en anelse oven på hinanden, som de begge støttede sig for ikke at falde ned igen - men drømme har det med at slutte abrupt - og bristede altså nu.

 Hertugsønnen kom på benene lidt efter, og forlod Viktor siddende i græsset. Han kunne dog ikke tage blikket af ham. Betaget, ventede han på den andens svar til dansen. De kunne også bare danse herude. Viktor ville bare være tæt på ham, og.. han frygtede at hvis han slap ham nu, ville deres øjeblik slutte så hurtigt det var startet. Men han sagde ingenting, og kom istedet på benene ved hjælp af Marius. Det brændte helt ømt i kroppen at have hans hænder i sine. Grebet blev sluppet, og han følte sig halvt. Det prikkede og boblede i hans blod for at følge op på det kys han var blevet snydt for ikke én, men bare to gange. Han endte dog bare med at smile overbærende af Marius som afslog deres dans. 
 
 "Hah?" Han så en anelse forvirret ud. Hvorfor skulle de komme fra hver deres retning? Var det så usandsynligt at de to unge herrere kunne have faldet i snak udenfor og fulgtes ad indendørs? Men han slog det hen, og nikkede så. Der behøvede ikke at komme nogle unødige samtale emner om de to adelige sønner. "Fint, fint." sagde han upåvirket, og lagde an til at gå, men så standsede Marius ham. Viktor rynkede panden en anelse forvirret, men med et forventningsfuldt blik i øjnene. Ville han kysse ham alligevel? Men nej, det var tøjet der var krøllet. Ligesom hans hjerte var lige nu. "Åh.. nå." grinte han og undertrykte sin skuffelse, som Marius begyndte at rette på håret. Han lod ham gøre det, og med en modig hånd, begyndte han også at rette på Marius' hår med et skævt smil om læben. "Dit er også lidt rodet." påpegede han mildt. 

"Ah mit hår er altid et stort rod" sagde Marius og fjernede Viktors hånd og rettede det selv lidt til. Han ville ikke indrømme at det kildede helt ned i storetåen, ved berøringen af Viktors fingre igennem hans hår. Derudover havde han også brug for en alibi, for at have været væk fra festen så længe, så hvis han så lidt rodet ud ville det kun hjælpe på at hans far ikke stillede spørgsmål. Det var rimelig kendt iblandt hans forældre og tjenestefolk at han var en skørtejæger. Endnu en grund til han ikke ville gå ind sammen med Viktor. Selvom det var normalt for adelige at mødes og snakke alene, var han alligevel bange for om folk ville misforstå at de havde været væk sammen så længe. Han ville ikke skabe mistro hos sin far, og måske inderst inde var han bange for sine egne følelser. Det var så nyt for ham at føle noget så stærkt for en han lige havde mødt. Og ikke mindst overfor for en fyr. Han måtte tage forsigtige skridt, selvom det eneste han havde lyst til lige nu var at hive fat i Viktor og mærke hans læber mod sine egne. De blikke Viktor havde sendt ham, var blikke Marius var vant til hos pigerne og bejlerne, men at det var fra en af samme køn, vækkede nye lyster op i Marius. Han blev nysgerrig og ville gerne udforske det, så han håbede at møde den anden igen. 
   
Drillende tog Marius fat i Viktors frakke og hev godt ned i den for at rette den til. Men han hev lidt hårdere end hvad der var nødvendigt "Så ser de næsten helt anstændig ud igen, unge herre" sagde han med et smil på læberne imens han tørrede Viktors skulder af, som var de fyldt med støv.
Marius havde det svært over at de skulle til at skilles ad, at give slip på berøringen. Så for at lave et sidste indtryk på Viktor, så han ikke ville glemme ham, sendte Marius sit bedste blik- det han brugte når han ville have noget. Han bukkede hovedet lidt skævt ned og kiggede så op igennem hans lange mørke øjenvipper og sagde med en stille stemme "Bliv nu ikke en fremmede, jeg håber vores veje vil krydses igen snart" og med de ord vente han sig om og gik den retning hans far var gået tidligere for at finde ham. Han vidste lige præcis hvilken vej han skulle komme fra så hans forældre kunne regne ud at han havde lavet narrestreger med nogle. Han smilte lidt til sig selv over det blik Viktor havde givet ham før han gik og ikke mindst fordi hans forældre ikke vidste hvem han egentlig havde brugt sin tid med. Selvom han også var lidt vemodig over at gå fra Viktor på den måde, ville han se efter ham inde til festen. 

 Viktor forstod en hentydning, og tog lidt forlegen sin hånd retur, men uden at artikulere følelsen. Han nikkede lidt og stod blot og så Marius an da han selv ruskede op i håret. Viktor kunne næsten visualisere sine fingrestrøg som sad i den andens hår, blive rystet af og falde til jorden.

 "Uh!" Grebet, som føltes en anelse hårdere end hvad meningen sikkert var, overraskede Viktor, og et lille gip gik igennem kroppen på ham som tøjet blev rettet til i en karikatur af en bevægelse. Han kunne dog ikke lade være med at smile ad Marius som han gjorde ham anstændig igen. 
 "Kun næsten?" Lo han, men spørgsmålet var retorisk. Hans blik gled fra hånden der fejede hans skulder af, for usynlig støv, og tilbage til Marius' udefinerbare øjne. Blikket der kom igen, slog næsten benene væk under Viktor. Øjnene, så forføriske, som havde han solgt sin sjæl til djævlen, og trak ham hypnotiserende til sig. Hertugsønnen kunne ét og andet med sit blik - især dét blik - mon det var noget han var bevidst om? Selvfølgelig var han det, tænkte Viktor, han kunne få alt hvad han pegede på med dét blik. Ikke destro mindre var den unge grevesøn solgt, og havde ikke nok ilt til at adminstrere ordene og de forførende øjne der fik tag i ham.
  "I lige måde." var det bedste han kunne præstere uden at lyde for stakåndet, mens øjenbrynene dansede en smule ubeslutsomt rundt i panden. 

 Han vendte sit hovede for at følge Marius med blikket som han forsvandt ud i mørket, og til sidst måtte han vende hele kroppen for at få det sidste af hertugsønnen med. Så snart han var ud af syne, bed Viktor sig let i underlæben, og tog sig til hjertet som var ved at eksplodere. Han måtte tage et ordentlig sug luft ind gennem munden, og puste ud for at få styr på sig selv efter sådan en omgang. Marius' forførende udtryk sad i ham endnu, og imens han vandrede ind af modsatte side, som hertugsønnen havde sagt han skulle, begyndte han at overveje situationen nøje. 
 Mon de ville det samme? Signalerne som Marius havde sendt Viktor, lod til at være mere end bare venskabelige, men han var også bange for, at hans tiltrækning af Marius havde gjort ham blind, og han blot fik tillagt det mere betydning, end hvad det i virkeligheden var. 

 Musikken bragede højt, og folk klappede og jublede. Dansene var gået igang, og han havde heldigvis ikke gået glip af for meget. Som han blev gennet hen af sin mor, til at stille sig op til dans, søgte hans blik efter Marius, i forsøget på at fange et glimt af ham et eller andet sted. Men han fandt ham ikke da han kiggede. 
 Foran ham stod en nydelig Stukley komtesse - hvis han huskede rigtigt, "Må jeg bede om denne dans?" spurgte han høfligt, og de bukkede og nejede og lagde op til dans. Viktor snakkede småformaliteter med pigen imens de dansede, men imens, kunne han ikke lade være med at lade sit blik glide søgende forbi menneske mængden. Og så fik han øje på ham. Marius' tilstedeværelse fik Viktor til at glemme alt omkring ham. 

Varmen og larmen fra menneskerne og ikke mindst musikken der spillede var en kæmpe kontrast til det Marius lige havde efterladt i haven. Det var som at gå fra en drøm og lige ind i den hårde virkelighed. Den indgang han havde taget var i et lokale udenfor festlokalet. En tjener passerede ham og stoppede op for at sige hans far havde ledt efter ham. Marius nikkede kort, men var ikke helt klar til at se sin far i øjnene, i stedet bedte han tjeneren om at hente ham et stort glas vin. Det var det gode ved at være hertugsøn, ens ønsker blev hurtig opfyldt og inden længe stod han med at glas i hånden. Han bundede det i en slurk og bedte om et til. Han måtte have lidt at styrke sig på inden han gik ind i folkemængden igen. Før han nåede at samle sig helt fandt hans far ham. Dumme tjenestefolk, de havde sikkert underrettet hans far i det han trådte ind af døren.. tænkte Marius stille til sig selv. 

Efter at have lyttet til sin fars klassiske skæld ud og med flere glas vin indenbords, gik Marius og hans far side og side ind i festlokalet igen- som havde de haft et så vigtigt et møde, at ingen så ned på at de havde været væk. Hans far førte ham hen til en familie som Marius knap nok kendte, de havde åbenbart en datter som Marius nikkede ligegyldigt til, men med et skub fra faren, fik Marius spurgt hende op til dans.
Idet han svingede hende ud på dansegulvet fik Marius med et øje på Viktor der var i gang med at danse med en anden pige. Da han fik øjenkontakt med Viktor, var han lige ved at miste pusten. Hvad var det dog for en effekt Viktor havde på ham. Det var som om hans følelser blev forstærket til helt nye højder. Han kunne næsten ikke kigge væk, men prøvede distraherende at holde trit med pigen foran sig. Han dansede rundt om pigen for at få et bedre udsyn til Viktor og sendte ham et hurtigt diskret smil. 
Marius blev så forgabt i Viktors blik at han forestillede sig at det kun var de to alene tilbage i rummet og at i stedet for pigen foran ham, var det Viktor han førte rundt.  

 Intet kunne hive Viktors blik væk fra hertugsønnen, som deres øjne mødte hinanden og tryllebandt ham. Og som Stukley pigen kvidrede til ham, kunne han kun halvhjertet høre efter, og svarede hende med automatiske sætninger som nogen nu engang gjorde, når man ikke rigtig var tilstedeværende. 

 Viktor løftede hans egen, og pigens hånd i vejret, og førte hende rundt om sig, men han så ikke på hende. Hans blik søgte hele tiden hen til Marius, som var han en anden drømmeprins fra et eventyr - og på én eller anden måde, vidste Viktor at deres møde havde været skæbnen. Hjertet slog ude af takt til musikken.
 Grevesønnen sendte ham et skævt smil, og hævede et øjenbryn i en forførende grimasse hen til hertugsønnen. Hver eneste gang et dansene par kom i vejen for deres blikke, var de hurtige til at finde hinanden igen. Viktor drejede omkring, og tog pigen tæt til sig, og så hende over skulderen. Hans blik fangede Marius' igen, og som dansetrinene tog til, følte han at de var de eneste to i hele balsalen. Blikket fra den anden var så intenst, at alt andet var baggrundsstøj for ham - og han kunne mærke ham, føle ham helt ind til benet at det var som hvis det var dem der dansede sammen. Alle andre var ligegyldige. Hans puls steg, og han spredte læberne som han forestillede sig at ånde Marius ind, og smelte sammen med ham. Han kunne se på ham i evigheder, og Marius så heller ikke ud til at ville fjerne blikket fra ham. Det kunne umuligt kun være Viktor som følte dette i momentet. 

 Og med ét var denne dans slut. Viktor blev hevet ud af sin drømmelignende tilstand, og bukkede en anelse forvirret til Stukley pigen, som havde han forventet at se en anden stå foran ham. Folk klappede, og han klappede selv en anelse med uden helt at forstå hvad der lige var hændt. 
 "De må have mig undskyldt." sagde han dæmpet, og møvede sig hen til bordet med de mange vine og glas der stod klar til aftenens gæster. Viktor tog det første og det bedste der kom ham i møde, og begyndte at drikke. Han kunne mærke han var blevet varm, og dansen havde ikke engang været særlig krævende. Han lagde en hånd over hjertet igen og lukkede øjnene som han endnu engang tog en slurk af vinen. Måske var Marius et overnaturligt væsen der havde forhekset ham. 

Det var svært ikke at blive draget ind af Viktors blik, men da Viktor tog pigen han dansede med endnu tættere til sig, mærkede Marius et jag af jalousi i maven. Han tog derfor selv et lidt hårdere greb om pigen foran sig, for at få hende helt ind til sig. Hun udstødte et tilfreds lille fnis, men det var som at Marius hørelse gjorde at alt lød som på lang afstand og registrerede slet ikke pigens svar. Han forsatte med at søge Viktors blik selv da dansen blev hurtigere, så spejlede Marius puls sig til hastigheden- men med et var dansen slut. 
Marius kiggede kort på pigen foran sig, næsten som forvirret over det ikke var Viktor der stod foran sig, han løsnede grebet på hende som var hun noget frastødende. Han bukkede kort uden at se hende i øjnene og da hun skulle til at sige noget til ham, vendte han sig bare om få at gå. Marius havde fået nok af den her aften, han var ligeglad med hvad hans forældre sagde, men han kunne ikke bære at danse med flere ligegyldige piger. I stedet gik han hen til et bord tog en flaske vin og gik målrettet mod sit værelse. Bedre at drikke sig selv i søvn, end at skulle håndtere de nye skræmmende følelser som snurrede rundt i hans krop. 

 Derfra hvor Viktor stod, og sippede til sin vin, kunne han lige netop få øje på Marius der kom målrettet hen til den anden ende af bordet og tog fat om en vinflaske - ikke for at hælde den i glas, men tage den med sig. Og så gik han ud af salen. Grevesønnen rettede sig en anelse mere op og skimtede opmærksomt efter ham. Et kort sekund fik han helt lyst til at rende efter ham, og han var da også lige ved at sætte sit vinglas fra sig for at gøre det - men så blev han afbrudt. Det var hans mor der lagde sin blide hånd på hans arm. 

 "Min kære søn, hvordan var dansen? Hende frøken Stukley er da vældig kær." Hun kom med et af sine typiske kirsten gifteknivs smile, men Viktor måtte blot ryste lidt på hovedet af det. 
 "Det var.." en euforisk oplevelse, men ikke på grund af hende, det var hertugsønnens fortjeneste, "Udemærket." svarede han blot, med så lidt interesse i stemmen der kunne findes. Blikket hele tiden søgende hen i retningen af døren som Marius var forsvundet ud af.
 "Hun er ikke lige for mig, Moder." tilføjede han med et mildt smil for at gøre afvisningen blidere. Eleora sukkede lidt bedrøvet og nussede hans arm. 
 "Lad mig præsentere dig for nogle andre så, hende her er--" og så gled Viktors sind andetsteds hen og hans mors stemme var som blev den skruet ned for. 

 Resten af begivenhederne stod på dans, snak, høflige fraser; alt det som man af adelig herkomst var bekendt med. Men Marius kunne han ikke spotte nogle steder, og en knude i maven af savn formede sig i ham. Efter Viktors sidste dans, måtte han selv krybe til køjs (eller gemme sig) på ét af herregårdens mange gæsteværelser. Det var svært at falde i søvn. Men til sidst døsede han hen.



Efter en nat med en god mængde alkohol, gjorde Viktors krop dét, at vække ham langt tidligere end hvad han egentlig var tilfreds med. Men når først han vågnede, kunne han ikke falde hen igen. Hovedpinen var heldigvis ikke slem, så han havde muligvis undgået en god mængde tømmermænd. Desværre.. kunne han ikke huske om hans drømme havde involveret Marius eller ej, hvilket var skuffende. Han ville gerne se ham igen, om det så var i en drøm eller virkeligheden. 
 På listefødder fik han iklædt sig et mindre fint outfit. Et par lange brunlige hørbukser, samt en hvid, cut-away skjorte der blev stoppet i bukserne. Kraven på skjorten, mindede om en almindelig skjortekrave, men hvor skjorteflipperne på kraven var skåret af og eksponerede kravens kant mere. Han sluttede af med et par suspenders der matchede buksernes farve, og rullede ærmerne op til omtrent albuerne.  

 Under armen havde Viktor sin skitseblok og tegnegrej. Ud fra hvad han kunne se gennem sprækken fra gardinerne, bagede solen varmt. Morgentimerne med solen nød Viktor glædeligt. Så efter han var tøffet i sine mørke mokasiner, fandt han vej ud til haven for at nyde en times tid inden huset begyndte at vågne og de skulle gøre klar til afgang. Tjenestefolkene var allerede i fuld gang, og han nikkede høfligt til dem på vejen ud. En af dem havde vist solgyldent hår når lyset ramte hende. 

 I nærheden af hvor han havde mødt Marius, men knapt så gemt væk, havde han sat sig i en pavillon i de bløde bænke, med benene i skrædderstilling og en god pude i ryggen. Først var han begyndt at skitsere Marius' øjne.. men det blev aldrig godt, så en smule frustreret bladrede han om til en tom side, og skitserede en lille vipstjert, som hoppede rundt ikke så langt fra ham. 

Duften af græs, sol og Viktor indhyllede Marius lugtesanser, hans næse gled blidt nærmest kærtegnene igennem den andens krøller, som for at indånde mere af den duft. Marius øjne var lukket og lod i stedet sine sanser føre an. Han lod sin næse glide fra håret , bag øret og langsomt ned af halsen på den anden. De var nøgne og følelsen af hud mod hud fik kuldegysningerne til at løbe igennem Marius krop. Han lod sin næse køre fra halsen og henover kinden, mod Viktors næse og da deres næser mødtes sænkede Marius endelig sine læber mod Viktors, til et kys.

Forvirret blinkede Marius med øjnene og da han endelig åbnede dem op, indså han at han var helt alene. Han satte sig brat op og med et gik der et jag igennem hans hoved, al vinen han havde drukket i går straffede ham i dag. Samtidig dunkede hans hjerte derud af i takt med hovedet. Sikke en drøm, det var som om hele hans krop vibrerede af lyst, en undertryk lyst.. han ville gerne dvæle over drømmen men turde næsten ikke spole sine tanker tilbage, i frygt for det ville gøre ondt ved tanken om at det ikke var virkelighed. 
Klokken var ikke særlig mange men med så meget uro i kroppen kunne Marius umuligt falde i søvn igen. Irriteret over hele situationen hoppede han ud af sengen, men med den hurtige bevægelse begyndte hovedet at dunke igen. Som om min morgen ikke var slem nok i forvejen tænkte Marius. Han fandt fadet med køligt vand henne ved sit spejl og sprøjtede det i hovedet for at friske sig selv lidt op.

Han ringede efter en tjener, der kom hurtigt og kort tid efter stod Marius fuldt påklædt, med sorte bukser, hvid skjorte og en silkevest i smuk grønligt stof der fremhævede det grønne i hans øjne. Han kiggede sig kort i spejlet, håret sad vildt, men ingen fik lov at røre det når hans hoved gjorde så ondt. Tilfreds med det han så, trådte han ud af sit værelse, huset var helt stille, næsten som var det forladt. Men Marius vidste at efter store fester som i går, ville der gå længe før nogle stod op, hvilket han lige nu var taknemlig overfor. Så kunne han nyde sin morgenmad i stilhed og med sig selv udenfor. Han sagde til den tjener som havde påklædt ham og fulgt med ham ud, at han gerne ville have sin morgenmad serveret ude ved pavillonen. Det var en af hans ynglings steder at spise morgenmad når det var sommer.

Stadig med et dunkende hovedet gik Marius langsomt mod udgangen og lod en hånd hvile ved panden som kunne det fjerne smerterne. Men det syn der ramte ham da han trådte ud i haven, var som et træde direkte tilbage i hans drøm. For henne ved pavillonen sad Viktor, forgabt i noget foran ham. Marius stoppede brat op i håb om den anden ikke havde set ham. For sikke et syn, den tidlige morgensol ramte Viktors søde krøller og ansigtet på sådan en blid måde at Marius ville ønske han kunne få et maleri af dette øjeblik. Marius gik forsigtigt lidt nærmere for at betragte den anden, det lignede at Viktor sad og tegnede, hans blik var så fokuseret på papiret foran ham at hans bryn dansede lidt rundt, en bevægelse som Marius var begyndt at lægge mærke til Viktor åbenbart gjorde ofte. Han tog denne viden til sig som for at notere det i sin underbevidsthed så han kunne tage det frem igen, når han ville ligge og tænke på ham.
Marius vidste ikke at Viktor havde overnattet hos dem, hvis han havde gjort det, havde han måske ladet sin drøm være blevet til virkelighed.. Som var al dårligt i verden forduftet i Marius sind, gik han det sidste stykke med et smil på læberne og sagde "Hvad tegner du?"

Uforstyrret, sad Viktor og skitserede løs, og blyanten dansede intenst på papiret, som vipstjerten langsomt begyndte at tage sin form på. Grevesønnen sad næsten helt meditativt, med øjnene i et udtryk så delikat og verdensfjernt som brynene rynkede sig i dyb koncentration. I sit eget univers, hørte han ikke skridtene bag sig - og derfor blev han umådelig forskrækket da den honning-bløde stemme trak ham tilbage til virkeligheden. 
 "Åh!-" du godeste! Kroppen hoppede uvilkårligt i sædet, og hele hans krop spændte op fra chokket. Det fik blodårerne i hans underarme til at pulsere frem, som fingrene knugede ind i skitseblokken; Ved den pludselige bevægelse var den lige ved at glide ud af hænderne på ham, men han nåede netop at redde den. Fuglen lettede, og forlod de to adelige sønner, helt alene, i pavillion. 

 Med hamrende hjerte, drejede Viktor kroppen for at se, om stemmen tilhørte hvem han troede det var - håbede - det var. Lyden var som balsom for ørerne, så den kunne kun tilhøre én bestemt person. Den unge grevesøn fik solens stråler i øjnene, og han måtte derfor klemme dem lidt sammen, som han forsøgte at orientere sig på personen bag sig.
  "Godmorgen." Sagde han så med et skævt smil, da han fik bekræftet at det var Marius. Viktors hjerte slog kolbøtter af at se ham, og han måtte tage en dyb indånding gennem næsen for at kontrollere følelserne, og virke cool.

 Viktor kløede sig bag øret med blyanten da han skimtede ned i blokken og så tilbage på hertugsønnen. "Ikke noget konkret." Det ene øje var klemt sammen igen, som han forsøgte at fokusere på den andens ansigt. Lyset reflekterede bag ham, som fik ham til at stråle guddommeligt. En solkonge, med det vilde hår repræsenterende som sin krone.  "Eller jo.. en fugl." lo han nervøst, og viste blokken en anelse mere frem så Marius kunne se. 

Marius smil blev større over at se Viktor blive så forskrækket og da Viktor vente sig om for at kigge op på ham fik han solen i øjnene. Hvor så han dog nuttet ud som han sad der med sammenklemte øjne og legede med sin blyant i håret.
Da Viktor viste ham sin skitse, lænede Marius sig lidt frem for bedre at kunne se hvad han havde tegnet. Han blev ganske overrasket over det han så, Marius vidste ikke hvad han havde regnet med, men det her var en virkelig pæn skitse. Dog blev hans blik ført op af Viktors hånd som holdte skitsebogen og op til hans arm. Da skjorteærmerne var foldet op til albuen kunne Marius se Viktors bare hud og tydelige blodåre og minderne fra hans drøm blussede op i ham. Følelsen af nøgen hud mod hud.. Marius fik helt lyst til at lade sine fingre køre om af Viktors underarm, mærke det samme han havde følt i sin drøm- at få kuldegysninger af hinandens berøring. Hvor ville han dog gerne mærke Viktors arme under sit eget greb, føle den andens styrke som hvis han pressede ham ned på samme måde som da de sloges i græsset aftenen inden..

Da Viktor sagde noget om sin skitse blev Marius hevet tilbage til virkeligheden. Han rystede lidt på hovedet for at komme til sig selv. Han måtte tættere på Viktor og derfor gik Marius rundt om pavillonen og sagde nonchalant imens han gik “du tegner bedre end du kæmper” og da han trådte ind i pavillonen valgte han at sætte sig lige ved siden af Viktor. “Lad mig se hvad du ellers har tegnet!” Og med et hev han skitsebogen ud af Viktors hånd for at bladre i siderne, den første side han fik kigget på, var en skitse af et par øjne og med et gik det op for Marius at det var hans egne øjne som stirrede tilbage på ham.. Marius kunne ikke lade være med at smile lidt og kiggede så med et drilsk smil op på Viktor “har du tegnet mig?”

 Da Marius lænede sig frem for bedre at kunne se tegningen, opfangede Viktors næse, noterne fra hertugsønnens duft. Lugten af vin sad ikke længere i ham, men en overdådig, krydret og varm aroma spredte sig fra ham, og gav nærmest et berusende indtryk på Viktor. Der var mere til den end dét, og kunne han, ville grevesønnen begrave sit hovede i nakken på Marius og indånde hans søde duft for evigt, bare for at lære alle noterne at kende som sad i ham. Hans læber gned sig sammen i et forsøg på tilbageholde en grimasse af længsel og kom nu istedet til at le, da Marius trådte ind i pavillionen med sin konstatering. 
 "Jeg er vel blot en artistisk pacifist." pointerede han lidt højtideligt, men med en tydelig humor bag ordene. Han godtog komplimenten med et lille smil.

 Brynene skød dog til vejrs da Marius placerede sig ved siden af ham. Han kunne have sat sig overfor ham, eller længere fra ham. Men nej, han satte sig klods op ad ham. Dét måtte vel betyde noget? Eller var Viktor nu igang igen, med at overføre en betydning til den andens handling som ikke var sand?  Varmen fra Marius' krop kunne Viktor mærke sive over i sig; han nød det, og rørte så lidt på sig som muligt, men samtidig, prøvede han at skutte sig så ubemærket hen mod den anden, bare for at mærke lidt mere af ham. Deres skjortestof gned sig op ad hinanden, og Viktor sank en klump ved fornemmelsen. Han blev helt varm selv. 

Lad mig se hvad du ellers har tegnet 
"Hah? - Hov!" Det hele gik så hurtigt, og pludselig, uden videre, tog Marius fat i skitsebogen.
 "Der er ikke noget særligt i den, Marius!" udbrød han chokeret, og tog hårdt fat i bogen, men de to stædige drenge havde sådan et godt tag i den hver især, at Viktor var bekymret for at den blev revet midt over, hvis én af dem ikke snart gav slip. Så han overgav sig, og Marius fik sin vilje. Hertugsønnen elskede åbentbart at tage tingene ud af hænderne på folk - først vinglasset, og nu skitsebogen. Viktor kunne se, at der begyndte at tegne sig et mønster. 

 "Det er slet ikke så interessant. Bare nogle tåbelige kruseduller." advarede han imens Marius bladrede gennem siderne, og han kunne mærke sine kinder blive røde af hede. Hænderne foldede han i sit skød, mens hjertet hamrede nervøst; foruden tegningen af Marius' øjne, var der adskillige skitser af familiens ven Frederik Ludvik  som havde været Viktors inspirationskilde, i en god rum tid, til at lære at tegne mandekroppens fysik. Der var dog ingen nøgenskitser, og ellers var der billeder af fugle, naturen, familien, samt en masse hænder. Men, selvfølgelig opdagede Marius skitsen af sine øjne. Viktor krøllede sig lidt forlegent sammen ved siden af ham, og rømmede sig småakavet, som Marius, med sin drilske tunge, spurgte ind til om tegningen var af ham. 
 "Jeg har, muligivs, taget mig den frihed at forsøge at tegne dig, ja." forsøgte han at ytre nonchalant, mens han kunne mærke hjertet hamre hurtigere. Viktor fugtede sine læber og så ned på de skitserede øjne, inden han tilføjede, "Men det var i frihånd, så de blev slet ikke lige så pæne som de er i virkeligheden." Han bandede indevendigt. Det var ikke meningen at sætningen skulle lyde sådan. 

Før Marius endte på siden med sine øjne på, havde han hurtigt skimtet de andre skitser da han bladrede igennem siderne. Han havde hurtigt set glimt af nøgne mande overkroppe, som han var lige ved at studere nærmere, men var så endt på den andensidste side som var hans øjne. Med et lille stik af jalousi i maven, ville Marius have Viktor skulle tegne ham, ikke som en nøgenmodel, det var han dog ikke klar på. Men han ville gerne vide hvordan han så ud i Viktors sind, ved at se det på de blyantstreger Viktor lavede af ham. 

Marius skubbede skitsebogen tilbage til Viktors favn og strakte sig lidt henover Viktor, for at tage blyanten ud af håret på ham. Viktors krøller kildede kort Marius fingre og kuldegysningerne spredte sig som i hans drøm, så han skyndte at sætte sig tilbage og i stedet kiggede han med et frækt blik i øjnene på Viktor, alt imens han legede med blyanten igennem sine fingre og sagde så "Nu har du chancen for at tegne dem, jeg kan godt sidde model for dig" Han stak blyanten i hånden på Viktor og rejste sig fra hans plads ved siden af den anden og gik i stedet til bænken overfor, hvor han lagde sig nonchalant ned og holdte sig oppe med den ene albue. Solen som stod lidt højere på himmelen gav et mindre skarp lys på Marius og i hans bevægelse havde en krøllet hårtot faldet ned ved hans ene øje. Han gad ikke rette på det, han havde for travlt med at smile til Viktor. "Hvordan vil du have jeg skal posere?" sagde han med drillende stemme.    

 Skitsebogen kom tilbage i favnen på Viktor, som han knugede lidt ind til sig, mens Marius strakte sig hen over ham. Hjertet slog et slag over, og et rystende, tungt åndedrag slap hans læber da han kunne mærke den anden komme så tæt på ham at de kun var centimetre fra hinanden. Hertugsønnens fingre var som vingerne på en sommerfugl der flygtigt strejfede ham, og tog blyanten fra hans øre til sig. Han kunne mærke den andens ånde på sig som han trak vejret ud af næsen, og Viktor kunne ikke lade være med at fundere over, hvordan Marius mon havde det ved at sidde så tæt. Slog hans hjerte lige så hurtigt, eller var han upåvirket?

 Marius trak sig væk, og måden fingrene legede med blyanten, var på sådan en nonchalant, men kæk måde - at det næsten gav Viktor hjertestop. Grevesønnen var dog temmelig god til at holde følelserne skjulte, og sendte istedet Marius et skævt smil, og et hævet øjenbryn der malede ham i en overrasket grimasse. 
 "Du vil have at jeg tegner dig?" spurgte han og lo en anelse forbløffet. 

 Han tog imod blyanten uden at fjerne sit blik fra de grønlige grå nuancer i den andens øjne, og var allerede begyndt at tegne dem i hovedet, inden han overhovedet havde fået blyanten igang på papiret. 
 "Okay - erhm." Han kløede sig lidt i de krøllede lokker med enden af blyanten for at tænke. Viktor var vant til at tegne andre - men at sidde og se en person i øjnene som man var begyndt at blive temmelig dagdrømmende omkring, kunne godt være en smule grænseoverskridende, især hvor man skulle se ind i dem så længe. Det var jo nærmest den andens sjæl han så ind i - og måske kunne Marius også se ind i hans samtidig. 

 Den henslængte måde som Marius lagde sig til rette på, fik Viktor til at skære en sammenklemt, vantro grimasse. Den anden blev hele tiden ved med at overraske og forbløffe ham. Det var ikke et dårligt syn; som solens skær ramte ham, fik han en glød over sig, som man kun så hos guderne. Måden benene var spredte i sådan en ligegyldighed, men med fuld overlæg - gav ham en ivrig længsel for at gå hen og sætte hænderne alle steder på ham. Hårtotten der nu gled ned i Marius' pande, var blot prikken over i'et. Han gnavede sig lidt i underlæben for at undgå at måbe, som den anden smilede hen til ham. Forbandet, smukke, menneske.

 "Hvis jeg bare skal tegne dine øjne, så behøver du ikke at posere." forklarede han mildt, med et lille grin. "Men ellers.. er det helt perfekt. Bliv bare liggende sådan." Hans smil blev større som han lo, "Eller nej - spred benene lidt mere." drillede han og lavede dirigerende bevægelser mod ham, med blyanten, samtidig med at han havde sit øje på klem, som hvis han prøvede at trylle den andens ben mere spredte. Det smørrede smil om hans læber var ikke til at tørre af.

Marius smil blev endnu større da Viktor begyndte at dirigere rundt med ham, han kunne lide den lidt kommanderende side af Viktor, også selvom han vidste det kun var for sjov. Få at lege med spredte han sine ben endnu mere og lagde hovedet lidt på skrå. "Er det sådan her du vil have mig" og mente hvert et ord, i en anden henseende end bare at ligge model. Viktor virkede dog ikke til at have forstået hans hentydning, han var mere fokuseret i papiret foran sig.

Marius tog i stedet chancen og studerede Viktor som han sad der. Han lod blikket glide henover Viktors ansigt, de udtryksfulde bryn var fokuseret ligesom hans kønne brune øjne. Hans kindben og kæbeparti var ganske tydelige og attraktive, men da han så på læberne kildede det lidt i maven, for Viktor bed sig lidt i sin underlæbe, hvilket var utrolig forførende..
Marius lod i stedet sit blik vandre henover Viktors tøj. Han måtte indrømme at det tøj Viktor havde valgt, klædte ham meget bedre end det fine puds han havde på til aftens festligheder igår. Med simpel skjorte og seler. Og de opsmøgede ærmer.. selvom det kun var så lidt synlig hud, var det en stor kontrast til hvad man ellers gemte sig i af lag af tøj. Det gjorde stadig ting i Marius som han ikke kunne forklare.. 
Og med den tanke havde han lyst til at fjerne nogle af Viktors lag og lære ham bedre at kende- andet end han var et virkelig kønt ansigt der kunne tegne.

Han kiggede op som for at prøve at få øjenkontakt med de fokuserede øjne og spurgte så “Fortæl mig lidt om dig selv Viktor af Alrys.. hvilken af dine søskende kan du bedst lide? Hmm eller hvad er din ynglings beskæftigelse udover at tegne? Har du nogensinde været i Dianthos?”

 Åh Viktor forstod det. De spredte ben, 'er det sådan her du vil have mig?' - han skulle bare vide. Men som var grevesønnen uanfægtet, lod han som om han var mere interesseret i papiret, end Marius' blottede skridt. Han bed sig lidt pirret i underlæben, med hamrende hjerte, og varme kinder - men lignede en der forsøgte at tilbageholde en latter istedet.

 Som Viktor begyndte at føre blyanten rundt på papiret, måtte han kigge op et par gange for at studere Marius' træk. Derfor fik de også øjenkontakt en gang imellem, og det summede i hans krop hver gang. De brune øjne flygtede dog hurtigt ned i papiret når de grågrønne øjne fik øje på ham, og koncentreret bed han sig lidt gnavende i underlæben. Det var ikke en let opgave, at få hertugsønnens udstråling ned på papir. 

Da grevesønnen atter kiggede op, fik han øjenkontakt med Marius, og bemærkede hvordan han blev betragtet. Strømmen af spørgsmål blev slynget i Viktors retning, og han kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv. Måden hvorpå de bare kom durk lige efter hinanden, fandt han utrolig sødt. 
 "Hmmm." Lød det tænksomt fra ham som han lagde hovedet på skrå. Han prikkede sig lidt med bagenden af blyanten på sine læber, inden han genoptog tegningen. "Jeg elsker mine søskende lige meget."  lo han dæmpet.
 "Alyssa, min storesøster, er en viljestærk kvinde med mange talenter, og vil det bedste for dem omkring sig. En rigtig beskytter. Og Annabeth, er utrolig god i sociale situationer, en rigtig ekstrovært. Jeg misunder nogle gange hvor positivt hun også kan se på tingene." Han kunne ikke lade være med at smile som han talte om dem.

 Viktor blev stille lidt da han blev ekstra opmærksom på et besværligt sted i sin skitse. Læberne ville ikke blive helt rigtige.. så han kiggede koncentreret hen på Marius, med sine øjne på klem og nærstuderede læberne. De formede sig helt perfekt.. og Viktor erindrede hvor tæt han havde været på dem aftenen inden. 
  "Udover tegning?" Begyndte han igen, da tegningen endelig gad som han ville. "Jeg kan godt lide at læse. Og, Cello. Men jeg er bedre til klaver." Påpegede han overvejende. 
 
 Det var hårdt at sidde foroverbøjet med ryggen. Så Viktor rettede sig op og strakte sig en smule med et lille suk. Derefter lænede han sig tilbage i bænken så han kunne få bedre rygstøtte. Benene spredte han en smule henslængt.
  "En enkelt gang, til midvinterballet." 

 Viktor sænkede skitsebogen, og følte at det var blevet mere et krydsforhør, end en samtale, Så han så Marius an, og smilede skævt, "Min tur." 
 Han skulle lige tænke, men så kom det til ham, 
"Hvilken aktivitet gør dig allermest glad at lave?"  

Marius lyttede nysgerrigt efter og tog hver en detalje til sig, som studerede han en vigtig bog. Det var altid herligt at høre når folk snakkede om deres søskende i egne ord, end hvad Marius fik af vide fra sladder. Det hengivende smil Viktor havde om læberne når han tænkte på dem, var intet mindre end kært. Kort undrede han sig over hvordan det måtte være at have søskende, man holdte så meget af- et ønske han for længst havde lagt på hylden. Dog var det noget der havde gået ham rigtig meget på som barn og han havde da også tigget og bedt sine forældre, uden dengang at forstå hvor knuste de selv var over ikke at kunne få flere børn. Marius var ikke i tvivl om kærligheden imellem sine forældre og at det derfor ikke havde været problemet, men at hans mor havde haft svært ved at undfange. Han håbede da selv at møde en han kunne blive ligeså glad for en dag, så problemer som dette ikke havde betydning for ens forhold. 

Kort efter hans første svar. blev Viktor stille og fokuseret, hans blik landede på Marius læber og han gjorde sit bedste for ikke at smile, men lod ham få alle de detaljer han havde brug for, ved at beholde sin lidt forførende mine. Viktors øjne der var lidt på klem var ret betagende, som Marius beholdte sit blik på Viktors. Da han endelig svarede angående det andet spørgsmål, nikkede Marius blot kort og tænkte at Viktor måtte være en kreativ type. Han selv var gået mere op i fægtning og jagt, fremfor det musikalske. Måske Viktor ville spille noget for ham en dag, det måtte han huske at spørge ham om.. Og med et begyndte Viktor at strække sig kort, som en kat der havde ligget længe i en solstråle. Marius som havde svært ved at ligge stille for længe, begyndte også at vippe lidt frem og tilbage med sit spredte ben.

Den henslængte måde Viktor satte sig på efterfølgende, var ganske bjergtagende, en smuk kunstner tænkte Marius med et lille smil. Og hørte knap nok efter da Viktor sagde han havde været til det berømte midvinterbal, et bal Marius altid havde drømt om at tage til. Han spidsede først rigtig øre igen, da Viktor gengældte et spørgsmål. Marius kunne ikke lade være med at give et halv flabet svar "Udover elskov? Hmmm det må nok være fægtning" Stadig med vippende ben forsatte han med at svare "Dog læser jeg også gerne bøger eller nyder en god flaske vin i solen" Han smilede varmt op til Viktor.   
 

 "Hmmm." brummede han opmærksomt til Marius' svar, men kiggede ikke på ham, optaget af at stregerne skulle blive perfekte. Viktor mærkede dog et sug i maven da hertugsønnen ligefrem havde elskov på listen over sine yndlingsbeskæftigelser. Suget i maven kunne han ikke helt placere. Men hans umiddelbare gæt ville være, misundelse. Misundelig på de kvinder der mærkede Marius tæt ind til sig. Og jalousi over at det ikke var ham selv, der lå under Marius; Og højst sandsynligt aldrig ville komme til det. 
 Elskov, Viktor granskede lidt på ordetm og havde svært ved at slippe den information. Grevesønnen var selv jomfru, både i stjernetegn og kropslig forstand. At begive sig ud på dybt vand ved at finde mænd han kunne eksperimentere med, var noget han ikke havde turde at prøve. Og kvinder var udelukket, omend kvindelige bejlere var der nok af. Han kunne bare ikke forestille sig selv med en kvinde.

 
"Morsomt, og jeg som ellers havde troet at drikke vin, ville være din top yndlings beskæftigelse." sagde han kækt, og lod tungen titte frem mellem tænderne. Han måtte tilbageholde et par morede kluk, for han synes selv det var noget så sjovt. Blyanten holdt pause på papiret imens han rystede den snigende latter af sig. 


 " Men, Fægtning." valgte han at kommentere på, en anelse mere oprigtigt, og vippede hovedet til den ene og den anden side, før han så så op fra papiret og hen til Marius, "Er du god? Jeg fægter også." smilede han udfordrende, og bed sig lidt i underlæben mens han slog øjenbrynene op i panden. Det gav ham en lille panderynken imens. Han hørte også at Marius nævnte bøger. Hvor kunne det være ideelt at ligge klods op ad hinanden og læse bøger. Viktor kunne lige forestille sig det. Hans hovede, liggende på hertugsønnens lår, og han, der lå henslængt enten på et tæppe i græsset, eller i deres senge. Han måtte huske at spørge Marius om nogle anbefalinger på litteratur. 
  

"Meget morsomt" Sagde han selv med lidt latter i stemmen, da Viktor hentydede til hans forhold til vin. Men han var dog ikke helt galt på den. Latteren der slap ud af Viktors læber, var som sød musik i Marius øre. Han kunne lytte til den hele dagen og han fik næsten lyst til at kilde den anden igen, som de havde tumlet rundt og leet aften forinden. Han måtte indrømme at han savnede at være helt nær Viktor og mærke hans varme og søde duft. At være så tæt på den anden, at man kunne mærke latteren vibrere igennem kroppen. 

Deres øjne mødtes igen og det udfordrende blik Viktor sendte, da han sagde at han også fægtede, fik en varme til at sprede sig igennem Marius. Han syntes jo selv at han var den bedste fægter i hele Medanien og ved at gengælde det udfordrende blik sagde han ærligt og med lidt stolthed i stemmen "Ja, jeg synes klart jeg er en af de bedste, jeg har vundet en del turneringer. Hvad med dem selv?" Han strakte sig lidt så benet faldt ned og armen han havde holdt sig oppe med var ved at være træt, så han endte med at ligge på maven med hovedet oppe på de foldede hænder og lagde hovedet skævt for stadig at se op på Viktor. Selvom Viktor næsten havde kureret hans tømmermænd, dunkede hovedet stadig en smule.  

 "Ja så?" Viktors smil blev en del bredere over Marius' erklæring, og sendte ham et mere hengivent smil som blikket dvælede ved ham. Han tog sig selv i det, og lod øjnene blive beskæftiget af papiret igen. "Hmm.." Han bemærkede at Marius tiltalte ham mere fornemt igen, og rystede lidt, moret, på hovedet. Før han kunne svare hertugsønnen, måtte han lige påpege det. "Jeg troede vi var dus, kære Marius." sagde  han med påtaget elskværdighed, og lo dæmpet derefter.

 Men Marius havde altså vundet en del turneringer. "Jeg har vel vundet et par stykker. Jeg har ikke deltaget i så mange turneringer." funderede han, og skævede hen til den anden, før han igen kiggede ned og tegnede videre. Det var ikke fordi han gjorde fægtning til en seriøs ting, ikke som Marius gjorde i hvert fald. Men når han trænede med andre, plejede han at have en god fordel. 
"Vi burde tage en kamp på et tidspunkt." smilede han opfordrende til den anden, og sænkede skitsebogen ned i sit skød med et lille træt suk. 

 "Puh - Okay. Jeg tror det bliver dét for nu." sagde han beklagende, men med et smil i stemmen. 
"Du ser også ud til at være godt træt af at posere." påpegede han drilsk, og kiggede fra Marius til tegningen igen. For at se om det overhovedet lignede ham. Om Viktor var tilfreds, kunne han ikke sige nu. Han måtte vurdere det senere. Man kunne blive helt opslugt i sine egne fejl, at helheden forsvandt. 

 Viktor rakte skitsebogen, en anelse genert til Marius. Han pressede læberne forvetningsfuldt sammen, og afventede hvad hertugsønnen ville sige til skitsen. Han nåede ikke at blive helt færdig med håret. Hvilket var grunden til at det så lidt sløset og ufærdigt ud. Han havde brugt mere tid på ansigtstrækkende, men selv dét var svært at opnå til fulde, på den korte tid de havde. Men den forførende, flygtige lok hår, fik han dog illustreret.