Lige så hurtigt Romeo havde taget fat i overarmen på byvagten, lige så hurtigt slap han den igen. En anelse forskrækket over sig selv tog han fat om hånden der havde rørt Eskild, og masserede den en anelse perpleks imens han forsøgte at træde et par skridt fra dem. Det hele gik så stærkt, at han knapt bemærkede hvad de andre sagde til ham. Hans hjertehamren var overdøvende, som kirkeklokker, i hans ører. 

 "Øh.." svarede han til den lavere byvagts ord, "Nej. Jeg.." Han så fra den ene til den anden som hvis han blot var blomstret op mellem dem ud af det blå og ikke anede hvor han var kommet fra. Tør i munden, sank Fader Romeo en klump i halsen og glattede nervøst sin hvide robe før han endelig begyndte at stykke en eller anden hvid løgn sammen, der kunne dække over hvorfor han havde travet op til dem; Og lagt hånd på en byvagt. Åh ved Isari, hvad lavede han dog?

 Lidt mere bestemt fik han så sagt; ".. Jeg beklager mit.. optrin" han gned sig kort i panden, "Det var slet ikke min mening at.. være så frembrusende, men." han kiggede op ad tempelmuren bag dem, "Der er lige blevet malet - og, jeg ville bare være sikker på at I ikke lænede jer op af fundamentet." han rømmede sig sagte, og kom med et sammenklemt smil. 

 Man kunne nærmest høre vinden suse mellem bygningerne, så stille var der mellem de tre mænd. Han så på de to byvagter, før han så endelig brød tavsheden igen, 
"Jamen, så.. Isaris Lys. Forsat det gode arbejde." han fremtvang endnu et smil og gav dem et høfligt nik, inden han begyndte at lægge an til at gå videre så hurtigt han kunne, men uden at se mistænkelig ud. 

 Tag dig sammen, Romeo! Du kan ikke bare springe frem på den måde og tage fat i en fremmed uanset grunden, bandede han af sig selv indvendig. 

Kunne Eskild have sendt Issac et irriteret blik, havde han gjort det, men lod det i stedet blive hvor det var. Det ville blot få faderen til at skælve i kåberne, ingen ville nyde af at blive anklaget for sådan noget. At ligge hånd på en byvagt. Men Eskild mærkede at hånden forsvandt næsten med det samme, afventende på hvad faderen havde at sige. 

Det var tydeligt at høre på præsten stemme at han stod i en suppedas han gerne ville have foruden. Men som han begyndte at forklare sit optrin, så Eskild blot mod Issac. Blev murerne her malet? selvfølgelig kunne han godt kende en løgn når han hørt den, men alligevel lod han sig overveje mulighederne i at murerne var malet. Tænk hvis han havde haft lænet sig op ad en nymalet mur. 
Men det var dog ikke der hans fokus skulle være for nu. Tvært i mod. "Jamen tak da, fader," svaret han en anelse vævende, det var på mange måder så mærkeligt at give et form af svar eller kommentar til det. 

Skønt faderen var en fader, måtte man da tage hatten af for hans forsøg. 

"Issac, vil du undskylde os et øjeblik?" spurgt han sin overordnet om og ignoreret det forsøg på en afsked præsten havde lagt for sig. Eskild trådte efter faderen og lagde en hånd på hans skulder for at stoppe ham. 

Hånden slap atter Fader Romeo og han lod let armene falde overkors: "Jeg beundre dit ... forsøg på at lyve. Men jeg ville foretræk at du fik tungen på gled," uberørt af det var samme fader som han havde skriftet til, som det aldrig var sket. Men han ville vide hvad der gik igennem hovedet på individet i det mange kåber. Flere lag end på Samuel med sikkerhed. Ellers så han ingen anden mulighed i at få fader romeo en tur med ned på arresten for et tjek om han var under indflydelse af et middel - og mon ikke Issac ville bakke ham op om det? 

Lige så hurtigt som beslutningen og armen var grebet, lige så hurtig slap Fader Romeo hånden om Eskild og om Faderen bare ikke havde tænkt sig om inden han tog en beslutning, kunne han ikke sige. Hvad formålet med hans angreb var, vidste han måske godt, efter som at de blot havde stået og talt om Samuel og dermed offentligt talt om hvad der var sket mellem dem, og hvilket Romeo så måtte have overhørt.

Præstens stemme var tøvende og stammende, han svømmede i løgne lige nu, men var opsat på at få det til at ligne noget, som han havde tænkt over og besluttet at gøre og dermed ville slippe godt ud af denne situation. "Det er selvfølgelig pænt af Dem, at De tager hensyn til os på denne måde" At murerne så egentligt ikke så ny malet ud var endnu et problem i den synlige løgn. Var løgenen ikke en stor synd for de troende? Var det i orden at lyve for andre. Issac var selvfølgelig ikke særlig troende, så han kunne jo lyve som han ønskede det.

"Selvfølgelig. Jeg går ingen steder" Han havde ikke travlt, og det var nok tydeligt at de to havde noget at snakke ud om. Havde Fader Romeo genkendt hans stemme eller historien om Samuel og dermed koblet Eskild sammen med fyren i skriftestolen? Tydeligvis.

 Romeo skulle lige til at sætte hastigheden op hen over græsset da han i baggrunden kunne høre Eskild antyde til sin kollega at han ville tale med præsten. Hans hjerte slog et utilpas slag over. Han havde slet ikke lyst til at stoppe op og tale med byvagten. Men som en god fader, kunne han blive nødt til det. 

 De var nået et lille stykke væk fra den anden byvagt, da Eskilds hånd endelig landede på Romeos skulder. Han standsede op, og skævede tøvende tilbage på den langhårede mand med det fjerne blik. Han kunne ikke lade være med at se en anelse beklemt ud som han betragtede manden foran sig. Han var en smule højere end præsten, og ikke helt dét han havde forstillet sig fra deres samtale inde i skriftestolen. 

 Som Romeo vendte sig rundt med fronten til ham, og også som en mulighed for at ryste ham af sig, blev hånden fjernet. Eskild var vedholden, selvfølgelig. Og da han nævnte dét med at lyve. Kom Romeo vagt i tanke om noget lignende fra deres samtale ved bodshandlingen. Løgn. 'Nok kan jeg høre dine nøgne løgne' - var det ikke et eller andet i stil med det som manden havde sagt dengang? Uden at fortrække en mine, betragtede han Eskild i et forsøg på at finde ud af hvilken vej han skulle tage. Den sandfærdige? eller den uvidende. 

 Han valgte en mellemting. "Hah.." sukkede han lidt opgivende og slog svagt ud med armene som et lydløst ja-hvad-skal-jeg-sige? gestus. Romeo skævede hen til den anden byvagt for at se hvor tæt han stod, og om han kunne høre dem, for at være sikker talte Romeo dæmpet, og hvilede igen sit blik på Eskild. "Jeg overhørte jer." indrømmede han, og rynkede panden alvorligt. Han fugtede sine læber inden han forsatte, "Men, Det var ikke min mening at tage fat i Dem. Det skete bare." han kiggede nu ned på den andens brystkasse med et passivt blik og kæben strammede til. Afventende. 

At der ingen indvending var fra løjtnanten var kun et bonus, men som Eskild, havde Issac nok set forbi løgnene de blev givet og havde lugtet lunten til hvad der var årsagen bag Fader Romeos adfærd. 

Skønt der sikkert var mange udtryk at læse af fra præstens ansigt, var det næppe til Eskilds fordel, hvorfor han måtte forhøre sig hos Issac senere, hvis han fulgte med i mimikken som han så frit kunne holde udkig med. Men han tog sig fornøjeligt af ordene og hvordan de forlod præstens mund. Men det var dog en glædelig oplevelse, at hans ord fra skriftemålet var blevet husket. Løgnene gik ikke uhørte hen og det var næppe til den andens fordel at fortsætte i det spor. 

Så. Eskild måtte tage hans 'hah' for gode vare og fantasere sig til hvordan han reageret med kroppen. Der en snert af alvorlighed i sætningen, ikke blot hvordan en lød, men selve klangen. "Aha," lagde han stille og overvejende ud og lænede sig en anelse tilbage. Så ikke nok med at Samuel var en smuglytter, så var Fader Romeo det også. Det var måske var en religiøs ting at smuglytte. "Jeg gætter på ... at du har i sinde at tage fat i... Samuel, men er det ikke at gå i mod tavshedspligten du garanteret mig?" kunne selvfølgelig ske, at faderen allerede havde haft fat i Samuel. Men ville reaktionen så ikke have været værre? Hvis han vidste, at Samuel blot havde været et væddemål blandt de to samme vagter, som han havde kastet sig i kødet på. Selvfølgelig var Issac aldrig blevet nævnt for Samuel. 

"Eller.. måske, du har et personlig problem med mig for at have delte mine hemmeligheder med dig, velvidende at du intet kan eller må gøre ved det" det var nogle værdige gæt han kom med. Romeo var den som vidste hvad der konkret var sket natten med Stian (foruden Stian selvfølgelig), og han ville næppe få friheden til at slippe af med historierne. Om så Eskild skulle sørge for de hjemsøgte ham. 

 Inden Romeo kom med sine indvendinger, lod han byvagten tale ud, og komme med sine forskellige gæt til adfærden tidligere. Han lagde armene over kors, så de mange lag foldede sig om armene på ham. "Tror De, at De har så stor betydning for mig at jeg ligefrem har et agenda imod Dem?" forsvarede han sig dæmpet, og fnøs. Hans blik gled hen til den anden byvagt igen, inden han så trådte et skridt nærmere Eskild og så ham an. Men touché, der var en del sandheder ved dét byvagten sagde; Romeo ville bare næppe indrømme det, og tabe ansigt. Om den anden kunne mærke ham lyve eller ej - om det var tankelæsning eller en fornemmelse, var præsten usikker på. Så han forsøgte at holde sig så tom for følelser som muligt, omend det var svært, næsten umuligt.

 Præsten tog en dybindånding inden han svarede på den første antagelse, som Eskild havde ytret.
 "Jeg holder min tavshedspligt, Eskild." Det var lige før deres næser støtte sammen, som Romeo lænede sig frem for at hviske det. Siden han havde overhørt hans navn, kunne han vel bruge det. Den anden kendte trods alt hans. Han gned sig træt på siden af hovedet, og ville bare være alle andre steder end her. Det er sandt, at han ville tage fat i Samuel, og spørge ind til om der var noget han havde på hjerte. Han ville dog undgå at nævne Eskild direkte, så tavshedspligten ikke blev brudt. Men nu hvor han havde overhørt dem.. uden for skriftet, havde han ikke længere pligt til at tie. 

 Han trak sig væk igen og lagde hovedet på skrå, "Men alt hvad jeg hører udenfor skriftet, kan jeg uden skamme, tale med andre om." Han havde svært ved at lade være med at føle sig en anelse overlegen i denne situation. De havde fremlagt det for ham, lige til at tage med til Samuel. "Så.. Siden din kollega kender til Samuel.. Antager jeg at min Discipel var et slags væddemål imellem jer?" Han hævede et vantro øjenbryn. Og så blev Romeos øjne mørke ved det næste han sagde, "Gad vide hvad Samuel mener om dét." 

 Romeo havde ikke mere at sige til den anden, så han drejede om på hælen, og kiggede sig over skulderen, "De gør klogt i at lade Discipel Samuel i fred nu." Hans stemme var kold, advarende, og så gjorde han klar til at forlade Eskild igen. 
 

Et lille smile voksede gruopvækkende på Eskild som han hørte faderens forsvar for ikke at have et agenda i mod Eskild. Måden som han oplevede faderen i de mange lag nu, var en som forsøgte at holde alt under kontrol, var det derfor han trådte et skridt nærmere, for at vise han havde overtaget. 

Det ville være forkert, hvis ikke at Eskild lod sig tirre af alle de forkerte omstændigheder. Det var næsten tættere end han havde stået med Samuel, hvis blot faderen stod med sådan en viden. Ildevarslende som han hørte sit navn blev nævnt, trak han blot vejret kontrolleret ind og lettet brystkassen en anelse. Han ville høre hvad individet havde at ytre af smålige trusler og advarsler. Men han måtte vel vide, at de næppe var sult. Hans arme greb sad endnu i Eskild. Skulle han virkelig sætte arbejdstimer af for at finde ud af hvad hemmeligheden var. Uanset hvad, var det noget som sikkert ikke fremgik af hans journaler. Men det havde ikke stoppet Eskild før. 

Et medliden suk forlod Eskild. Det var da noget så interessant sandt at være medvirkende til. Var det eneste han havde at arbejde ud fra ikke blot, at Eskild havde haft interaktioner med en Samuel. Men han havde i sandhed ikke interesse at risikere noget med det for nu. 

"Hvis det var tilfældet, at vi skulle have lavet et væddemål omkring din disciple. Ville jeg da ikke holde det hemmeligt for den unge mand, tvært i mod ville jeg fortælle ham hvor fantastisk han er, at han er andet end blot en simple mand," smilet voksede lige så stille videre henover Eskild læber som han trådt frem og lagde en arm om Romeos skulder så hånden faldt på brystet af de mange kåber som han lod hovedet nærme sig øret på den anden side af hvor armen var svunget omkring. "Tak for advarslen fader, men eftersom jeg ikke er den eneste med hemmeligheder, har jeg i sinde at finde ud af hvad du er.. for menneske er du så sandelige ikke," efterklangen af ord var tydeligt, han ville bruge det i mod ham hvis det skulle vise sig at være godt. 

Han lod hånden glide tilbage henover de mange stykker stof før han fik hånden tilbage i sin egen varetægt. "Ah, forresten .. din disciple ved jeg bekendtgjorde min tilnærmelser til dig .. han er vidst en anelse klodset sådan at tabe noget tungt," 

Eskild lod faderen traske væk hvis det var hvad han ville, men han vendte sig halvt omkring og så mod Issac og lavede et let ryk med hovedet som, at han var nu ved at være færdig med Fader Romeo.

 Det virkede usandsynligt, at Eskild skulle fortælle Discipel Samuel om væddemålet, eller sine fordærvede intentioner om ham. Hvem ville være tilfreds over at blive bekendt med at man ikke var andet end tidsfordriv for to byvagter der ikke passede deres arbejde ordentligt? Uanset hvad, var der ikke ærlige hensigter, trods hvad Eskild havde sagt om drengen i skriftestolen; så var det uærligt fra starten. Men præsten var blot stille, og lyttede med en alvorlig panderynken.

 Berøringen fra Eskild, fik Romeo til at stivne, og han skævede langsomt ned til hånden der landede på hans bryst før han forsøgte at trække sig væk - men så slangede byvagten sig om ham, for at hviske ham i øret. Endnu en rynken sluttede sig til panden, men da han opfangede ordene - stoppede han med at trække vejret. Forbavset, blev pupillerne i de grønne øjne mindre, som han slog øjnene langsomt op. Hjertet slog alt imens et ubehageligt slag over. Men det var også den eneste bevægelse der skete i præsten, så han ikke afslørede sig selv for omverdenen. Men hans hjertebanken var vel afslørende nok i sig selv.

 Tiden føltes, i sandhed, til at have gået i stå. Berøringen fra Eskild hang i ham, også efter han havde trukket sig væk. Den ildevarslende hvisken, sad i ham og hvirvlede som en orkan for hans indre. Menneske er du så sandelig ikke. Skulle byvagten finde interesse for at gå i dybden med Romeo, betød det kun ulykke. Måske hans død. Men.. hvordan kunne han vide at han ikke var menneske? Tankelæser, kunne byvagten ikke være - for så havde han brugt Romeos forbandelse mod ham. Han blev tør i munden. Eskild, var den forkerte at gøre sig uvenner med. Men dilemmaet kvalte ham; skulle han beskytte Discipel Samuel, eller sig selv? 

 Hånden der gled over ham, var ikke en venlig gestus, den var truende, endda giftig. Romeo knyttede svagt sine næver og stod forsat som en pæl der var stukket i jorden, stadig tavs. Overvejende. Og først nu, turde han undslippe et overfladisk pust gennem næsen da han fik afstand. Han havde intet at sige til den andens antagelser om ham, og det måtte Eskild så tolke hvad han ville. 

 Alligevel, forsøgte præsten sig med et påtvunget, overbærende hovedrysten; Skulle andre lytte med, og se Romeos reaktion. Han standsede lidt, til de næste ord der brød stilheden. Og overrasket kiggede han på Eskild. Han huskede godt larmen der rungede gennem katedralen. Så det havde været Samuel? Hvis Disicplen vidste dette, hvorfor havde han så ikke opsøgt Romeo efter? Det stak i ham, men han forsøgte at minde sig selv om, at de begge havde haft travlt, og muligvis føltes tidspunktet bare ikke rigtigt at få det bragt op på. 

 "Farvel, Eskild." Sagde han som det eneste på sluttende vis. Han blev nødt til at komme væk. Han blev syg i nærheden af Eskild. Hovedpinen tog til - og denne gang fik han nok afstand til at forsvinde væk fra de to byvagter. 

Tankerne kørte i hovedet på ham. Stresset, uroligt. Skrækslagen. Da han endelig var langt nok væk og drejet om en mur, måtte han rystende støtte sig op ad den. 
 "Lort.." åndede han frustreret ud og sparkede ned i jorden med skosnuden efter han havde tjekket at han var alene. Lort lort lort lort. 

Issac var ikke klar over hvor mange minutter Fader Romeo og Eskild stod og snakkede, men på lang afstand, som Issacs stod på, var det tydeligt at se at der var en spænding i mellem dem og deres samtale. Hvad der blev sagt kunne han ikke mund aflæse, men indikationerne på deres krossprog talte tydeligt og samtale emnet havde han ikke svært ved at gætte sig til. 
Samtalen mellem Eskild og Issac, som Fader Romeo havde overhørt, havde drejet sig om Samuel og det at Eskild havde skriftet til denne fader, det burde ikke være svært for ham at konkludere at det var Eskild. 

Det var ikke Issacs opgave sig at blande i dette anliggende, Eskild var en person som kunne tage vare på sig selv og dermed ikke behøvede hans hjælp på dette tidspunkt. Han regnede samtidig heller ikke med at Fader Romeo, var en mand som kunne eller ville eskalere dette, i den position havde. Personen der kunne eskalere det, var Eskild. Men han burde være klog nok til ikke at gøre noget nu. 
Dog lagde Issac mærke til hånden som bevægede sig over Romeo, hvordan han i det øjeblik stivnede og Eskild trak sig ind omkring ham. Hvad han hviskede om kunne han kun gisne om, men hvis han kendte Eskild godt nok, så vidste han nok også i hvilken retning samtalen lå i.

"Er alt okay?" Issac behøvede ikek at spørge om Romeo, vidste hvem Eskild nu var, det var klart at det var sådan tingene lå, "Kan du holde styr på ham?" De behøvede nok ikke at frygte at Fader Romeo ville tage dette til et højere nu niveau, eftersom at brikkerne måske var ved at falde på plads for ham.

Som frisk presset juice, følt Eskild sig fornyet med energi og lyst til at fortsætte i selvsamme spor. Han kunne af alle, også lege de beskidte lege. Det var for ham, en åben invitation. At gøre sit at besværligegøre Fader Romeos liv så meget som overhovedet muligt. Det var ikke ham, som havde lagt op til noget, men faderen. 

Eskild tog i mod afskeden og lod ham forsvinde ud af rækkevidde og forflyttet sit fokus til Issac som kom til. "Alt er ganske fint," forsikrede han sin løjtnant om. "Blot nogle små misforståelser om hvordan han skulle håndtere situationen," ikke helt hvad der var sket, men det var mildt sagt hvad der var sket. Eskild kunne selvfølgelig uddybe hvis det var noget Issac så nødvendigt. 

Men han vendte sig let rundt og skævede blindt udover pladsen, græsset og de generelle omgivelser der var: "Hvad ved vi egentlig om Fader Romeo?" manden var jo kun kendt som Fader Romeo, blid ad hånd og guidende af hjerte. Alt sådan noget bræk for en som havde dedikeret sit liv til en gud af ligegyldighed. 

Eskild var en person som man havde svært ved at vide hvor man havde, fordi at han havde flere sider af sig selv. Flere sider, som Issac nok ikke kendte til eller endda allerede havde overrasket ham med. 
Han havde ikke regnet med at Stian ville blive hevet med ind i dette, på denne måde, det havde allerede overrasket ham en del. Men han vidste ikke mere end hvad han havde fortalt, og ønskede måske heller ikke at vide det. Men det havde overrasket ham, det havde fascinationen over Samuel måske også, men den del havde han selv sat op og havde det egentligt med sjovt med at høre omkring. Issac kendte ikke Samuel, og ville ikke kunne genkende ham.

"Det var godt" Så længe vi ved hvor vi har ham, "Ja? Vi skal nødigt have at han går højere op i systemet, over at han har fundet ud af det du har gjort ved Samuel" Svarede han roligt og kiggede over på ham. Han ønskede ikke at have nogen rende for at udspørge ham, om hvad han vidste eller ej. Det var åndsvagt at spille sin tid på det, men hvis det kom højere op, så ville det ske. Så skulle han til at engagere sig og det magtede han måske ikke.

Fader Romeo var ikke længere til at se, og de var igen mere eller mindre alene, et par disciple gik rundt i haverne. "Jeg ved ikke så meget om ham" Svarede han roligt, "Jeg ved at han er ny præst i Dianthos, ikke mere end 3-4 år" Fulgte han roligt op.

Et fryns forlod ham og han trak på skuldren: "Jeg tvivler han bekymret sig omkring det, når han nu skal passe på sig selv,"  det var måske utåleligt hvad Eskild havde gjort. Sådan at sætte præsten op med noget der kunne ligne et ultimatum. Sig selv eller sin disciple. Blot fordi han valgte at reagere og tage fat om Eskild. 

Det gik jo generelt stygende for Eskild. Stian spildte øl og mærkede konsekvensen af det, Romeo lagde hånden på Eskild og lagde sig ud med ham. Det kunne næppe gå helt gjalt. 

Men stemmerne faldt i toneleje og de lignede nogle som blot gennemgik dagens formål mellem hinanden. "Virkelig?" mhmm. Det var alligevel ikke meget, men det var da noget at arbejde med. 
Men Eskild begyndte stille at få gang i fodtøjet igen. "Jeg fortæller dig om mine planer med det senere, men tænker vi har blomstret her nok," han tog teten og bestemte at deres gøren der var overstået, selvfølgelig kunne Issac modsige ham, men hvad skulle de ellers lave der?