Romeo rynkede panden en anelse til modsvaret som forlod den andens læber. 
 "Mener De at det kan sammenlignes?" Spurgte han dæmpet, men der kom aldrig noget svar.

Problemet var ikke at det var gjort mod en af samme køn- problemet var den ilde hensigt det havde forvoldt. Det var hensigten der var skamfuld. Isari, fordømmer ikke kærlighed - også selvom det skulle være mellem to mænd eller to kvinder. Det var ofte os selv, påvirket af andre, der havde forvetninger til hvem vi skulle være - Andre menneskers, og vores egen fordømmelse, er dét der holder os i skakmat og får os til at føle skam. Ikke gudernes. 

 Og slet ikke Romeo. Han havde ingen hensigt i at blande sig i andres anliggender med hensyn til hvem andre valgte at elske med. Men, det var ikke hensigtsmæssigt at helligfolket veg fra sine pligter, og lod sig friste til at forlade Isaris sti og kærlighed. Det havde Romeo selv fået at vide dengang, han kom hertil, i start tyverne. Det var ikke hensigtsmæssigt, at en ung discipel, som han havde ansvaret for, lod sig kysse og være nær med en fremmed mand, som kunne blive en dårlig indflydelse for ham; og med stor sandsynlighed gjorde at han mistede Isaris hånd. 

 Istedet kom der hverken et svar, eller et spørgsmål fra den anden. Men blot en konstatering på sluttende vis. Præsten kunne ikke undgå at vende hovedet, og se silhoutten af læberne der kort efter trak sig væk fra gitteret. Romeo tog et sug ind gennem næsen og holdt vejret. Han får ham til at se blåt? Det lød som en kærlighedserklæring. Men hvorfor gav det den modsatte effekt? Romeos hjerte slog et utilpas slag over. 

 Før han nåede at reagere, hørte han døren lukke sig fra det andet rum, og med det samme blev Romeos anspændte krop helt slap - som en ballon, hvor luften sivede langsomt ud af den. Et flygtigt suk forlod hans læber, og blikket hang ved sine rystende hænder. I et forsøg på at undertrykke hans skælven, lagde han den ene rystende hånd, oven på den anden. Samtalen havde været intens og så foruroligende at det havde gjort Romeo en anelse omtumlet. Tankerne, den andens ord, hans egen skam, kørte rundt i hovedet på ham og gjorde ham svimmel. 

 Fader Romeo sad alene i en rum tid - hvor længe havde han ikke styr på - men det var nok til at han fik sin dirren, der havde svært ved at forlade kroppen, under kontrol. 

 "Velkommen, mit barn." lød det empatisk fra ham, men en anelse påtvunget denne gang, som den næste skriftende trådte ind.