Selvom Rory kun kunne se bagsiden af en stol og hoved, vidste hun i samme sekund, at hun var gået direkte ind i løvens hule. Faktisk var det nok ham hun havde søgt efter hele turen, uden rigtig at have indset det. Det var derfor, at hun var søgt til roret for at se, om han var personen bag det, hvorefter hun måtte gå skuffet væk og endte lige her. Hvorfor hun opsøgte ham havde intet at gøre med, at hun faktisk nød hans selvskab, fordi han var lidt af en sær snegl, men rettere ønskede hun at se, hvor langt hun kunne presse ham ud. Indtil videre havde han reageret meget pænt på, at hun kom som ekstra last. Rory forstod ikke hvorfor, at han ikke havde gjort noget ud af sine trusler. 

“Jeg troede, at jeg ville få en varmere velkomst,” svarede hun med sin skarpe stemme og lænede sig nu op ad den åbne dørkarm. Kaptajnen, eller hvem hun før havde troet var det, havde endnu ikke vendt sig om mod hende, da hun ytrede sin næste sætning. “Så, du bruger bare dine dage her i stedet for at hjælpe mandskabet? Og jeg som troede, at du var kaptajnen af skibet, men sidst jeg tjekkede stod en anden ved roret,” sagde hun til manden, hvis position på dette skib hun ikke kendte. Nogen fortalte engang Rory, at man skulle passe på med at tirre mænd med meget magt. Sagen var den, at Rory ikke engang vidste, hvor stor en autoritet gnavenpotten var. Måske håbede hun endda, at han hans ord holdte værdi på båden, for hvis der var noget Rory hungrede for var det at lege med ilden. Indtil videre var hun aldrig blevet brændt.

Freden var slut. Freden var bare ikke med ham i dag. Var det karma? 
Han tog træt en hånden til hovedet og knep to fingre mod næseryggen ved øjnene og lod sig vende rundt på stolen og så mod hende. Hvorfor kunne hun ikke bare være lydig og nem som et dyr. Hun var tydeligvis ikke af adlen og tydeligvis ikke særlig vellidt af byvagten. 

Han lod hånden falde tilbage til den anden og foldede igen hænderne let med benene igen udstrakte. Hovedet var blevet løftet og så på hende med trætte øjne. "En kaptajn har besætning til at stå for sådanne ting, jeg står ved roret når situationerne er alvorlige - og sidst jeg tjekket er du ikke kategoriseret som en alvorlig situation. irriterende, ja, men ikke alvorlig." hvorfor skulle han rette hende for sin dumhed. "Hvis ikke mit mandskab kan arbejde selvstændigt, er de jo ikke særlig velegnet til at kunne være på et skib," tilføjet han efterfølgende på. 

Blikket lod sig vandre op og ned af hende, han kunne ikke helt gøre op med sig selv, om hvad for en type hun var. Kriminel, ja. Men hvilken type af kriminel var der tale om. "Hvorfor er du her?" spørgsmålet var bredt og kunne modtage mange svar, men nu måtte hun vel ikke være så dum, at hun troede han mente på skibet. Han talte om her og nu. 

Hvorfor Rory troede, at manden ville være et godt underholdningsmiddel, var selv for hende en gåde. Lige nu lignede han en, der kunne bruge en god morfar. Utroligt, når hans eneste job var, at andre skulle lave arbejdet for ham. Hvis hans sømænd var lige så selvstændige og kompetente som han hentydede, så ville han kunne bruge flere dage på dette værelse uden nogen forstyrrelser. Han lignede en, der kunne gøre godt af det. Heldigvis for ham havde han fået hende om bord, hvilket betød, at hans dage pludselig ville blive langt mere farverige. Hvis der ikke kom nogle alvorlige situationer, så kunne hun i det mindste ryste posen for ham. Rory var værre end et hus fuld af spædbørn, men at folk syntes hun var træls, var ikke længere en fornærmelse for hende. Kaptajnen skulle være glad for, at hun valgte at kaste sin opmærksomhed over på ham. Til slut ville han sikkert savne hendes attitude, selvom han selvfølglig aldrig selv ville indrømme det.

“Det smigrer mig, at jeg kan frembringe så store følelser som irritation i dig. Jeg har fundet ud af, at det er en del sværere hos resten af dit mandskab. En dag inde og de falder allerede for fødderne for den første kvinde de ser. Dedikation, men desværre til det forkerte, ikke?” Spurgte Rory mere som et retorisk spørgsmål og rettede sig nu op. Hun overvejede om hun skulle gå tættere på, men valgte i stede at forblive ved dørkarmen og observere ham der fra. Selvom han så træt og en anelse irriteret ud, villle nogle kvinder nok kalde ham attraktiv med hans cognac farvede øjne, markerede ansigt og mørke hår. Rory var ikke en af de kvinder, men hun var ikke blind for, hvad der kunne blive anset som værende dragende i andres øjne, selvfølglig.

“Var det en hentydning til, at jeg burde gå?” Hun lagde hovedet på skrå og inden han overhovedet kunne nå at besvare hendes spørgsmål, forsatte hun selv sin fortælling. “Jeg prøvede at finde noget at spise, men i stedet fandt jeg vejen til dit sovekammer,” svarede hun med et lille træk på skulderen. Godt nok var hun sulten, men det rigtige svar var, at hun kedede sig selv halvt ihjel i den lille hængekøje.

Det var ingen ferie i at have hende med sig om bord, hvad værre nok var, at hans mandskab var lige så bløde som vandmænd når det kom til at have en fin lille nips ting om bord som hende. Så et eller andet sted, vidste han, at hans arbejde på skibet ville blive alt andet end fredeligt og nemt. Hun skulle nok lave så meget ravage, at han et eller andet sted måtte sørge for hun fulgte med ham eller var låst inde et sted.

Hvis ikke det var ukendte kvinder der skulle få sejlturen til at blive lang, var det Charles. I det mindste gjorde Charles gavn af sig selv, men hans dumheder var der dog.

Hænderne blev løsnet og han tog en hånd hagen og gned lidt fingrene i det og så overvejende på hende som hun kom med, hvad han antog var et retorisk spørgsmål. "De er ikke fremmede for at sejle med kvinder, men fremmedlast er den anden side af sagen. Specielt når den  fremmede last ligner noget som du," de havde så sandelige haft kvindelige søfolk med sig, kvinder med ben i næsen og sprog som en sand havnearbejder, men hun var hverken eller. Hun måtte tage hans ord som hun ville, han havde ingen interesse i at give hende fornøjelsen af at hun fik ros fra hans side af. 

Håndenden ved hagen slog fingrene op og han rystede let på hovedet: "Desværre ikke," beklaget han mest for sig selv. Men hun ville blot gå i vejen for de andre hvis hun skulle fimse omkring og ligne en hovedløs høne. Han trak lidt på skuldren og fik rejst sig lettere modvilligt og gik hen i mod hende, før han passeret halvt forbi og fik øje på en af sine mænd der havde noget i favnen: "Få kokken til at finde på et eller andet til tøsen og bring det her," det var ikke med god lyst at han sagde det, men den unge mand, som næppe var ung på samme plan som hun, ytret et javel og forsvandt. 

Hans kommentar kom en anelse bag på Rory, da den næsten kunne tages som en kompliment. Den var bestemt ikke ment sådan, men at han kaldte hende distraherende måtte jo betyde, at han kunne se, hvordan andre opfattede hende som attraktiv. Rory kunne ikke lade denne kommentar løbe ud i sandet. “Prøver du at give mig en kompliment?” Spurgte hun kækt og kom med sit skæve smil som for nogle kunne blive set som værende forførende. Rory var klar over det, men lagde ikke en dæmper på det. Hun var overbevist over, at manden næsten måtte være homoseksuel, siden han ikke prøvede at udnytte situationen til sin fordel.

Men selvom han ikke var til kvinder, ville han ikke være hendes selvskab foruden. Interesant, eller, faktisk var det bare hende som var interessant. Hvis hun var ham, ville hun også blive helt ør af at være fanget med de andre sømænd dag ind og dag ud. Hun var et afbræk på en ellers meget monoton hverdag. Selvfølglig lod han hende ikke bare gå. Dette forklarede også, hvorfor han ikke havde smidt hende i havet. Selv hvis hun var en distraktion for hans mænd, så var hun det også for ham. Mænd elskede distraktioner, sådan de faktisk ikke skulle tage stilling til, hvad der skete lige for næsen af dem.

Han kom tættere på. Først troede hun, at han ville gribe fat i hende. Derefter indså hun, at han ville gå lige forbi hende. “Så det er fordelen ved at være kaptajnen. Kan du godt lide at hundse rundt med folk?” Spurgte hun og kiggede op på manden, der pludselig stod meget tættere på hende end før. Stadig havde han udtrykket i øjnene, der udstrålede, at hun blot var et lille bump på vejen. Stadig lod Rory sig ikke slå ud. “Man siger at mænd der kommanderer meget på sin arbejdsplads, godt kan lide at blive domineret andre steder. Det kan du vel ikke svare mig på om er rigtigt eller ej?” Spurgte hun en anelse lummert, men fjernede sit blik fra ham efter spørgsmålets ende for at træde ind på hans kontor.

Skønt han ville have knebet sig selv på næseryggen med to fingre over hendes spørgsmål, måtte han nøjes med et suk. Han havde et eller andet sted ikke lyst til at svare hende, men ved at han lod vær, ville det jo være et svar nok for hende. "Nej," sagde han tørt og lod hende tro hvad hun ville. Han fandt ingen fornøjelse i at skulle diskutere med hende, men det var nu alligevel en fornøjelse på et andet plan. 

Selvom han ikke havde sine moralske kvaler med at smide folk ombord når de ikke efterkom kravene han satte, var det andet med fremmedlast som hende. Han vidste, at hans besætning kunne svømme og få hjælp af sine kollegaer til at komme om bord på ny, men hvis han stod med en svømløs pige, så skulle hele besætning næsten reagere for at sikre sig hun ikke druknede. Død var noget han ikke ønskede at have på sig. 

Han tog sig ikke helt af, at stå tæt ved hende når han alligevel blot smed omkring med ordre, men hun skulle selvfølgelig fortsæt med sine mange spørgsmål, kommentar og hvad det ikke var ved at være. "Det' ikke hvad det handler om," selvom det godt kunne ligne det uden tvivl. 
Panden rynkede en anelse som han hørte og opfangede hendes lumre spørgsmål og han så for et øjeblik ned ad sig selv og tilbage mod hende. Det virkede som et personligt spørgsmål, men hun havde hidtil ikke vist nogen form af respekt for ham eller besætningen, hvorfor det næppe kunne komme bag på ham, at hun spurgte som hun gjorde. "Det' et svar du må finde hos andre, frøken". Richard læende sig en anelse op ad dørkarmen og så mod hende. 

Rory tog det ikke så tungt, at han ikke ville indrømme sin attraktion til hende. Hvad hun havde lært gennem årene var, at hun var en dragende kvinde. Mænd anså hende ikke som værende smuk eller yndig, og hun var bestemt ikke typen man ville slå sig ned med, men alligevel formåede hun altid at sno staklerne rundt om sin lillefinger. Måske var det fordi hun var en fri sjæl, der aldrig rigtig ville slå sig med. Hendes ego førte hende mange steder hen - til nydelse såvel som problemer. Rory havde lært at smide moralen væk i processen, og derved kunne hun snyde sig ud af hvert et problem, der kom sin vej. Lige nu gjorde hendes oppustede ego, at hun kunne komme med et rapkæftet svar: “Dine handlinger taler ellers imod det.” Mænd behandlede kun kvinder godt, hvis de syntes de var smukke. Indtil videre havde han ikke råbt hende i ansigtet eller sat sig meget imod hende. Rory så lige igennem de cognac farverede øjne, eller var livet på havet allerede ved at gøre hende ør?

Med sine lette bevægelser havde hun nu bevæget sig hen til skrivebordet, hvor han tidligere sad. Hun vendte sig om mod kaptajnen mens hun halvt lænede sig og halvt sad på hans skrivebord. “Men du sagde jo, at jeg ikke måtte rende rundt og forstyrre din besætning. Derfor er du vel den eneste, jeg kan spørge?” Spurgte hun og smed spørgsmålet direkte mod ham igen. Ha, så kunne han lære det. Det var egentlig ikke fordi, at hun var interesseret i et svar. Hvad hun var mere interesseret i var, hvordan han reagerede på hendes opførsel.

Hun gjorde sit, for at ramme hans nerver. Nogen af dem hvert fald. Men han havde det ikke med at reagere på dem, der var rigeligt med besætning for at få ham til at blive irriteret over nogle af de ting de gjorde. Armene blev lagt over kors og han rynkede let på næseryggen af hendes svar. "Jeg uddelegere ordre, der er en væsenlig forskel, unge dame,". Kunne han blive fritaget for hendes rappe svar, ville han ikke klage. Der var selvfølgelig altid muligheden i at sætte hende i kassen igen, men de skulle siger sig hun ikke endte med at sulte eller tørste. Det var blot mere-arbejde. 

Han fulgte hende med blik og så hvor hun tog plads. "Min besætning ville ikke kunne besvare dit spørgsmål, og hvis de endelige gjorde det, ville det blot være for at få dig til at smile af dem," sukkede han og skævede ud mod gangen og så den samme ansat fra tidligere komme med noget simpelt mad til hende. "Tak," sagde han og tog i mod det som armene blev foldet ud igen og han fik rettet sig op og lod døren blive lukket bag sig. Richard trådte hen til skrivebordet og satte maden af hendes på bordet ved siden af hende. "Her"

I Rorys høre lød det som den samme sang. At uddelegere ordre var blot en pænere måde at sige, at man udøvede sin magt for at vise, hvem der virkelig var i kontrol. Hvis kaptajnen ville troede på, at hun ville falde for hans løgn, var han helt forkert på den. Skulle hun tage diskussionen op eller være den større person og lade emnet ligge? Vi taler om Rory, selvfølglig ville hun ikke lade et samtaleemne som dette blive på hylden. “Og hvad er den forskel så, hvis kaptajnen tillader mig at være kritisk?” Spurgte hun skeptisk og lagde armene over kors. 

“Så vil jeg nok ende tilbage i din kahyt, hvis jeg ønsker et oprigtigt svar. Så må du give mig et svar jeg ikke behøves at smile af. Smilerynker har alligevel aldrig været mit look,” svarede hun og lod blikket falde på manden med maden i hånden. Selvom hun ikke havde gået skibet rundt for at finde køkkenet, kunne hun godt mærke at det var længe siden, at hun havde fået noget føde i sig. Kaptajnen lukkede døren efter sig, hvilket fik Rory til at stirre på den et enkelt sekund, hvor hun overvejede om de ansatte ville kunne høre hende skrig, hvis der skete hende noget. Samtidig virkede han ikke som typen, der fik nydelse ud af at se andre lide. Rory så op på ham, hvorefter hun lod hånden finde hvad der lignede en sandwich, og hun tog den op til munden for at tage en bid. Hendes stilhed måtte blive taget som den eneste tak.

Meget kunne man be om, men ikke alt. Alligevel formåede hun at bede om det hele. Hvad end der lå i mellem himmel og jord, så kunne hun vælge og vrage som hun lystede. Kunne Richard undgå dette, gjorde han det gerne. Men hun var alligevel en ufrivillig passagere på hans skib, og han havde 'forsøgt' at få hende til, at gøre som der var forventelig for en af hendes slags. Men han forsøgte tilsyneladende ikke hårdt nok, og hun var ikke som alle andre af den slags. "Du giver ikke op, hvar" sukket han. 

Tallerkenen var blot blevet placeret på bordet og han havde ikke fået fjernet sig helt, før han valgt at ignorere det hun efterfølgende kommenteret med og svare hende på det første: "De får ikke alle de samme ordre at varetage. Deres evner skal kendes og bruges hvor det giver mest mening. Skal manden ved roret noget, overtager jeg det. Hundset jeg med dem, ville jeg smide alt i deres retning og ikke tage del i arbejdet," det var måske en lidt kort forklaring. "Normalt har vi en førstestyrmand med, som har styringen, mens jeg får ordnet og gennemgået kontrakter og inventar, lønninger og tilrettelæggelse af kurs," -- det var ingen fornøjelsen at forklare jobbet til hende, men han ville være fri for hendes stikkende kommentar omkring hvad det var i hendes verden. 
For den verden var åbenlys forkert. 

Richard trådte dog væk fra skrivebordet og heraf kvinden. Hun maden til sig, som en anden herreløs hund. "Hvordan kan jeg sikre mig, at du ikke forstyrre min besætning," for forhandlinger var desværre den eneste mulighed for ham. Hun havde været på tværs med alt andet jo. Hvor var Charles, når man endelig skulle bruge ham til sådanne problemer. 

Hvad der drev Rorys lyst til at stikke og prikke ved folk, var et spørgsmål hun ikke selv kunne besvare. Hvad hun vidste var dog, at hun fandt det ret så morsomt, når hun kom afsted med det. Måske var det i sig selv svar nok - dopaminruset, det var trods alt hvad alle mennesker søgte. “Det ville også være kedeligt, hvis jeg gjorde,” påpegede hun og kom med hentydningen af et skævt smil. Selvom hun prøvede at undertrykkede hende glimtede øjnene, hvilket afslørede hendes legende natur.

Så begyndte manden pludselig at tale i en endeløs strøm. Mere fokuseret på at spise sin mad, hørte hun ikke rigtig efter, da han forklarede hvordan man uddelegerede ordre og styrrede et skib. Det var ikke ligefrem fordi hun skulle bruge informationerne senere, og Rory havde fra en meget ung alder besluttet sig for, at hun kun ville huske ting, som var nyttige i den lange bane. Faktisk brød hun sig ikke engang om at sejle, men når man flygtede fra byvagten, kunne man ikke ligefrem være kræsen med sit transportmiddel. “Spændende,” svarede hun uentusiastisk, da hun langt om længe hørte, at han ikke talte længere. Hun lød nok lidt ligesom en teenager, når forældrene kom med en lang klagesang.

Rory var stadig i gang med at rave maden til sig, da kaptajnen pludselig spurgte hende, hvordan hun ville være til mindst mulig besvær. “Det er som om din besætning gerne vil forstyrres. Der skal i hvert fald ikke meget til før de mister fokus,” sagde hun og trak lidt på skulderen, hvorefter hun kiggede op på ham. “Men altså, hvis det hæmmer turen er det ikke fordelagtigt for nogen af os. Hvor lægger i overhovedet i land?” Spurgte hun så, da hun reelt set ikke vidste, hvor de var på vej hen.

Man havde vel lov at håbe at hun gav op. Men svaret var næsten det eneste forventelige der kunne forlade hendes mund. Havde hun sagt noget andet, ville han tro at guderne havde hørt hans bøn, men det ville næsten være for naivt for den erfarne sømand. Guderne havde aldrig vist sig som værende effektive i sådanne tilfælde, hvorfor skulle de så nu. 

Tiden han havde brugt for at fortælle hende noget, var spildt som at hæle vand i havet. Det gjorde ingen forskel og hendes manglende entusiasme var helt statisk, at lyn og torden gik forslået hjem. Det var som at tale for døve øre, men hun sad der og mæskede sig i sin lille mad, så hvor døve øre det var kunne han ikke vide. Men han måtte erkende, at han kunne ikke helt lade hende gå sine egne veje, det ville blot gå i vejen for fragten - men fristelsen til at få dem vendt var stor. At skulle trækkes med hende var næsten på lige fod som at skulle trækkes med en stædig evneløs drage unge. Vil alt, kan intet. 

Et opgivende suk forlod ham: "Du hæmmer turen med din eksistens," brød han brummende til hende og lod et træt blik falde på hende. "Det er dig irrelevant, men du er årsag nok til at vi vender skuden om" besluttet han sig lige så stille for og lod sig rejse fra bordet han lænede sig så stille op ad. Kunne han forlade hende uden at hun forlod rummet, eller - var han virkelig nød til at tage hende med sig. Hånd i hånd?

Stemningen mellem de to individer var… trykket. Ikke at Rory lagde særlig meget i det. Selvom kaptajnen ikke just var en fan af hende, så leverede han alligevel gratis mad til hende, hvilket Rory ikke kunne klage over. Derfor sad hun med sit selvfede blik på ansigtet mens hun guffede noget mere mad til sig. Hey, der var da ingen grund til, at det skulle gå til spilde. De sømænd hun havde mødt på vejen ned til kaptajnens kahyt lignede ikke ligefrem nogle, der sultede.

“Nu maler du Zaladin på væggen,” svarede hun blot. Stemmen var stadig mærket af den naturlige spydighed, der aldrig rigtig forsvandt i hendes selvskab. “Hvis en simpel lille pige som mig kan få dig til at afbryde hele operationen her, så skal der ikke meget til før du smider håndklædet i ringen,” tilføjedede hun og tog endnu en bid af sin mad. I kun et øjeblik lod hun blikket forlade hans, da det mest interessante ved denne samtale var hans reaktion. Ikke samtalens reelle emne. Den sorthårede kvinde, der altid troede at hun havde regnet den store mesterplan ud, var ikke spor nervøs for at blive sendt tilbage til sin hjemby. Skibet var sejret fra land. Hvis de ikke nåede destinationen ville det kun være fordi de endte i havet. Heldigvis havde Rory distraheret den rigtig kompetente kaptajn, sådan en anden kunne sørge for at netop dette ikke skete.

I den overvejende fase fra at forlade hende til at blive i sin egen kahyt, fik ham til at vende blikket mod hende som hun omtalte sig selv som en værende simpel lille pige. Der var intet simpel eller lille ved hende, hun var den gule pilegiftefrø. Så ud af intet, men giftig nok til at slå ti ihjel. 
Det var ikke Richard at underminere sådanne eksistenser, for hun havde sneget sig på uden folks opmærksomhed. 

Richard vendte om på hælen og trådte hen i mod hende og lod sig læne frem, hænderne solidt placeret i træbordet. "Den simpel lille pige er rigelig med grund for mig til at vende skuden.." der var ingen skam i at erkende et nederlag, men hun var en risiko han ikke kunne tage, men hun kunne være et lige så godt salgsmateriale, en skam han ikke gjorde sig i mennesker når de kom til smugling og salg. "Men du kan altid være blive en forsikring for at vi får en fortjeneste hjem" summede han overvejende til hende. Hun var jo stukket af af en årsag, og den kunne han udnytte til sin egen fordel. "Vi holder kurs, men går du i vejen, ender du i kassen du kom med" med det sagt, rejste han sig op igen og lod armene falde i lette folder og skævede mod døren som gik op. "Kaptajn, det trækker op" sømanden sendte blik et lille nik som bekræftelse for at det var fint, så kunne de bruge regnen som deres skjul fra mulige flåde skibe.

Men skulle de ramme ind i et skib fra flåden, ville det nok ende med at være Oskari og så havde de denne lille løsslupne person at kunne overlevere. Ulovlig fragt som han frivilligt ville levere over, win-win.