Blade så enorme? Talice fantasi kunne sagtens forestille sig det, og hun sukkede sagte. Det skulle ses en dag, det var så helt sikkert! En dag hvor hun tog på mere jordomrejse, en hun indtil nu havde fået mulighed for - en dag hvor at det både blev muligt, men også vigtigt. Fordi selvom det var lokkende, og Talice nok foretrak at beskrive sig selv som lidt af en fri fugl... jah så havde hun mange rødder i Balzera, som stadigvæk holdt hende til jorden. 
Men skove, floder, kronblade - en dag skulle hun se det hele. 

Men jah, indtil da, kunne de nøjes med ørkenlandskabets røde hav - noget der ville være meget mere tydeligt fra tagtoppene, og Talice nikkede lidt mere udspekuleret, inden hun snurrede omkring og vendte sig imod væggen. En hånd på en mursten længere oppe, en fod på det plankeværk der var til venstre for hende. Og to bask med de sortrøde vinger, der i et lille 'whoosh' gav hende noget medfart. 
Knæet, dernæst den anden fod stødte imod kanten, og hun svang sig op med et lille, anstrengende grynt. "Ikke lige venlige?" sagde hun på sin vej derop, og stak hovedet ud over kanten, da hun fulgte op med. "Jeg tænkte den sceniske rute var lidt bedre. Lidt mindre trængt, du ved?" og lo sagte. 
Talice gjorde sig klar til at række en hånd ned, hvis hun fik brug for det, men Rosa virkede ganske adræt selv. Så at lige give hende muligheden for at gøre det selv, var måske meget fair. 

Skovene rundt om i landet var lige så forskelligt som folkene der boede i de forskellige egne på godt og ondt, jo større og ældre de var jo mere burde man være på vagt. "Altså Amazonit skoven var tidligere kendt som mørkets skov og jeg tvivler at alt det farlige eller ondskaben har fået endeligt forladt den." Rosá rynkede misfornøjet med brynene et øjeblik, "Og skovelvernes Lindeskov er ikke ligefrem kendt for at lade andre end fuldblods elvere komme ind, jo det er vidst noget med de har en blomst der er farlig for andre end elvere, men det virker stadig noget asocialt." Fnøs hun og rystede på hovedet så de krøllede lokker dansede.
For jo det gav da mening at passe på folk, men var det ikke noget med at den kun blomstrede hvert hundrede eller tohundrede år? Det virkede mest som en dårlig grund til holde andre væk, der var så meget der gik tabt når folk ikke var villige til at snakke og mødes.

"Oh så du vil helst have mig for dig selv? Hvor vovet!" Klukkede hun med et morende glimt i de lyse øjne, lidt flirten havde aldrig skadet nogen, samt hun var lidt nysgerrig på hvordan den yngre bevingede halvelver mon ville reagere på det. 
Vejen videre mod taget så dog ud til at være lidt anderledes for dem der ikke havde havde vinger, så et par hurtige skridt løbende langs siden af væggen fik hende op på plankeværket som hun balancerede langs indtil hun kom tæt nok på til at kunne sætte en støvle snude mod et lille hul i muren og gribe den udstrakte hånd, der var ingen grund til at gøre det mere besværligt nu hvor Talice tilbød at hjælpe. "Så hvorhen herfra?" 

Et forundret, og lyttende glimt tændtes i de gyldne øjne, da Rosa gav sig til at fortælle. Åh, alle de steder hun havde været! Alle de områder hun virkede til at have set! Værende opvokset i en menneskeby, så kendte Talice ikke meget til hverken sin egen, elviske herkomst, eller nogle af de andre, som havde raceligheder med hendes mors side af familien. Men det lød, og var i hvert fald præsenteret som et eventyr. Noget hun havde svært ved at modstå, når tanken fik lov til at slå lidt rod, og spire. 

Men hvad end modsvar der lå klar på tungen, forstummede da hun hørte den lidt mere morende kommentar blive slynget tilbage i hendes retning. Oh, eh, jeg- og Talice smilede en anelse dumt, men med en voksende rødme over de ellers mørke kinder. Man kunne næsten se at hun ledte efter det rigtige at sige, men endte med bare at grine lidt sagte. Den ene hånd rystede lidt det krøllede hår, da hun prøvede at skøjte blikket lidt væk - stadigvæk med et dumt smil i mundvigen. 

Hun måtte dog se hvordan den elegante elver klarede det, og lod et imponeret lille bryn glide op i panden, da hun som en fugl flugtede langs plankeværket, og med et fast klask fik grebet den udstrakte hånd. "Woah!" udbrød hun, og trak hende det sidste stykke op på taget. "Du er som en kat på plankeværket" forsatte hun, men mente det faktisk som en kæmpe kompliment. Den frie hånd gav hende et anerkendelse, lille klem på den ene arm, inden at hun mere spændt, jah egentlig også elektrisk snurrede omkring, og pegede op imod en bygning, ca. 6 gader væk. "Kan du se det der tårn, der ligner lidt en, eh..." og hun grinte lidt hæst. Det lignede lidt en penis, og det var også lidt af en joke omkring her. Rygterne sagde at det sikkert havde været med vilje - men det var ikke det vigtige. 
"Toppen af det er et gammel dueslag... der er stadigvæk duer, men ingen der ejer det. Og - jeg garantere - Rubiniens måske bedste udsigt" 

Et veltilfreds glimt dukkede op i de lyse øjne, som den tårnhøje halvelver pludselig ikke kunne finde hendes ord og lod til at have mere travlt med at rødme end svare. Det var altid rart at føle sig eftertragtet, især af nogen der havde en så ens men alligevel anderledes historie. 

Et smørret smil bredte sig over Rosás læber som hun lappede komplimentet i sig som en kat ved en skål fløde, nejende et stille tak andet et endt der kunne læses i hendes smil og blik.
"En mands kæreste eje?" Klukkede hun. Det var ikke kun for sjov at der var snak om at Rubiniens højbårne byggede i højden for at vise de var større og mægtigere end hinanden, og hvor stor en pik de selv mente de skulle have. 
"Altså jeg er nu sikker på det må være den bedste udsigt når vi er deroppe, med mindre du kender nogen der er pænere end os?" Drillede hun og gav Talice et blidt puf i siden med albuen. Det havde først undret hende at de havde været på vej op af nu hvis deres destination først var seks gade henne, men trin for trin kunne hun se en rute derhen af der gjorde at det her nok var hurtigere, eller som minimum mere uset.
"Hvad vej herfra?" Lød det nysgerrigt, måske havde hun overset en mere oplagt vej og hun havde ikke lyst til at tage Talice mulighed for at vise hende rundt fra hende.

En mands kæreste eje. Bedre kunne man vidst ikke beskrive det, og en hjertelig, lidt dyb men behagelig latter bølgede fra den brede bringe. Hvem der turde stille sig imellem en mand og hans eget selvbillede, var vovet. Og dem der alligevel kunne gennemskue hvordan deres selvbillede blev afspejlet i byens tårne, vidste at vovethed var godt, i de rigtige situationer. Som når man alligevel ikke havde de kære mænd nogle steder i nærheden. 

Det kildede en anelse da albuen bagefter fulgte med, og hun svajede lidt legesygt til siden, stadigvæk med lidt brændende kinder, og et fornøjet, smigret smil. "Jeg har enkelte der kan give os - det - kamp til stregen" istemte hun, begge øjenbryn hævet lidt sigende, og halvelveren lagde en hånd på den andens ryg, for at dreje hende en anelse til siden, og pege med den anden hånd. 
Ignorerede den heftige hjertebanken, og sank lidt af det spyt der føltes tørt i hendes mund. "Jeg tænkte den rute der..." og pegede imod nogle flade tage, noget træstillads med enkelte tagarbejdere på og nogle dekorative hjørner, som lavede perfekte trædesten til hurtigtflyvende- eller løbende, elvere. 
"Men. Vi kan joh altid bare se hvem der kommer først" og hovedet drejede sig en anelse udfordrende imod den lavere kvinde, et drillende glimt i de soldyppede øjne. Hun var ikke i tvivl om at Rosa var hurtigere. Men selv tanken om at tabe til den slanke elver, var overraskende tiltalende - og hun plejede ellers at være ganske slem med de konkurrencer der. 

"Virkelig? Imponerende!" Klukkede Rosá og noterede sig bag et spidst ører at hun da lige skulle hører om hvem de der så ligeså godt ud som dem på et senere tidspunkt, der var trods alt intet i vejen med at møde flere flotte folk!
Guidet af kyndige hænder fik hun øje på vejen som Talice havde tænkt, der var tydeligvis en håndfuld smutveje hun selv havde overset. Kun guderne måtte vide hvilke vej der faktisk var hurtigst, det så ud til at være ganske tæt i Rosás øjne.
 
"Et kapløb siger du? Hvorfor ikke!" Klukkede hun og lod blikket glide over vejen hun havde valgt sig før, nu hvor hun havde en mulighed for at få testet hvilken vej der var hutigst, så ville det være en skam ikke at prøve!
"Tre, to, en, nu!" lød det på ørkenelvisk før Rosá satte i løb langs hendes valgte vej, glidende ned af et hustag for at finde vej hen over et stenbue mellem to bygninger, der var altid noget hyggeligt over lidt venlig konkurrence! Om nogen vandt noget måtte de finde ud af når de begge var nået i mål, nu hvor hun i sin iver havde startet løbet før de fik det aftalt.
Derefter gik det op af hen husmur hvor et vindue blev brugt som fodfæste til at nå op til næste tag og et hastigt blik blev kastet mod hvorden det gik Talice.

Da der blev indvilliget, var det som et skud energi i elverens krop, der med et voksende smil stillede sig klar. Nu. Den indebrændte energi samlede sig i en lille gnist, og hun sprang med et friskt smil ud i kapløbets trommehvirvel. 
Talice sprang ud imod den flade tagansamling og dæmpede noget af faldet med vingerne, svævende imod den næste mur hun skulle bestige. Der var smalt, og det krævede en resolut tiltro til at hendes førudtænkte plan ville lykkes. Tøvede hun, tabte hun momentumet der skulle løfte hende op i højderne igen. 

Der havde Rosa allerede besteget stenbuerne, for at nå højere. Talice gyldne øjne mødte hendes, og hun grinte en anelse opad. Med nogle fjedrende spring forsøgte hun at bestige kanterne, vingerne hævet i et slag mere, for at støtte hendes vægt. Hun skulle nok indhente hende. 
Og så snart hun kom højt nok op til at kunne svæve nedad igen, ville hun forhåbentligt ramme deres sidste stigning.
Jah, helt lodret opad, var hun ikke den hurtigste. Men med en blanding af lidt råstyrke, og behændige slag, fik hun hevet sig op, meter efter meter, en skråsikker, koncentreret rynke imellem øjnene - men glad for udfordringen foran hende. 

Taget blev blev hastigt besteget med et varmt smil på Rosás læber, de havde tydeligt taget to meget forskellige veje, ganske forståeligt da de vingeløse ikke kunne tage de bevingedes veje lige så let. 
Med et spring fra taget landede hun på en lavere liggende mur, dansende langs brystværnet for at kommer op på det næste tag, og mod næste gade på vejen mod penis tårnet.

Næste trin krævede hastigt fodtrin og et langt hop over gaden op på næste tag, men som hoppet skete blev det tydeligt det ville blive for kort. Rosá lukkede sine øjne og hviskede "op" til vinden der promte samlede et kraftigt vindstød og sendte hende op og lidt forbi kanten af taget hun havde sigtet efter.
Hendes blik søgte Talices og trak undskyldende på skuldrene, for enten om hun var blevet bekymret eller hvis vinden havde blæst hende lidt ud af kurs. 
Ikke der var tid til at dvæle ved det for der var et kapløb at vinde!