Pokalen med den blodige drink blev holdt af Hyun. Han kiggede kort ned i den tykke væske. Konsistensen kunne allerede ses heri, skønt han allerede havde smagt af det. Hvordan siderne endnu havde væske på sig. Pokalen lignede at have et rødligt skær i selve glasset. 
Det var uden tvivl uhøfligt at kigge ned i ens drink, imens andre snakkede. Havde dette sket i tiden, dengang Hyun havde været menneske, havde han fået en hård reprimande af både moder, fader og storesøskende. Men efter de mange år uden synderligt mange besøgende gæster var høfligheden ved at svinde hen. Hyun skulle huske sig på det, hvis han skulle overholde de høflige normer.

Endelig kiggede han op. Og det var mere på grund af det, Dorian sagde, frem for at ren og skær høflighed. 
Efter mig mere end med mig
Det kunne meget nemt siges, hvorfor Hyun også nikkede. "Min familie er næppe en, der er støttende. Ikke siden bidet." Hyun havde dog heller ikke selv gjort det nemmere for dem. Afstand havde været det bedste ifølge vampyren. 
Han nippede til pokalen. Den metalliske smag var dobbeltsidet. Ulækker og nærende. Vederstykkelige og nødvendig. Umenneskeligt og forfriskende.

Ikke siden bidet. Ord der egentlig ramte hovedet på sømmet, med hvad Dorian anså som uhøfligt, grænsende til uretfærdig behandling af Hyun. Fordi hvorfor være så drastisk i sin attitude imod det? Hvad end familien havde gjort, virkede som en ekstrem løsning i halvdæmomonens sorte øjne. Fordi selvom han næppe havde egne intentioner på det rene, og det ville være tyndt strukket, at hævde Dorian som værende et godt familiemenneske. Men familiemenneske var han. 
Familie var vigtig - om det så var den valgte, eller den medfødte. Når man stod tilbage med ingen af delene... det måtte være hårdt. 

Og så kunne det godt være at vampyren selv havde valgt det - Dorian var ingen tankelæser, og kunne ikke læse historien bagudvendt. Men Mørket havde erhvervet ham, med løftet om at han ikke skulle føle den form for udstødelse igen. 
Og den del af ham, ønskede selvfølgelig at få Hyun til at forstå hvor rart det i sidste ende havde været, når han ikke længere skulle se sig over skulderen, vagtsom, altid gående omkring på tåspidser af ensomhed. Han måtte da ønske mere end det her u-liv. 

Blikket slap dog først sit lille fokuspunkt over vinglasset efter nogle sekunders overvejelse. Lydløsheden havde som et tæppe lagt sig over samtalen, indtil han med et hørligt suk tog en tår mere. "Man kan heller ikke forvente, at mennesker kan rumme det. Ikke den almindelige slags, og slet ikke, så længe din forbandelse, ses som en hindring" fremfor en mulighed, jah halvejs en velsignelse. 
Halvdæmonens læber gled op i et skævt smil. "Men Hyun. Gør det dig ikke... bare en grad af irriteret?" og han tippede hovedet spørgende på skrå. Var han virkelig så apatisk omkring det? Og så endda efter så mange år?

Begge sider var uden tvivl begge skyld i den form for ekskludering, Hyun havde været offer for indtil nu. Jovist havde mange af familiens medlemmer valgt at bakke væk efter det hele. Mange gjorde det fysisk ved at flytte fra området, men nogen gjorde også ved at ændre deres navn. Der havde kvinderne i familien det nemmere. Hvis der havde været søstre, havde det været nemt for disse. Men Hyun havde kun haft brødre. Og nogle af dem valgte enten at tage deres kommende koners navne eller blot tilegne sig nye navne. Selvfølgelig var der de medlemmer, som forblev ved Hyuns side. Seungkwan havde været en af disse. Havde det ikke også været Seungkwans efterkommer, der var kommet på besøg, snakkende om sin egen broder. Men med Seungkwan havde Hyun været den afvisende. Vampyren kunne endnu huske dengang, hvor han direkte sagde til sin kære broder, at han skulle rejse væk. At han ikke skulle lade sin vampyr af en lillebror holde ham nede. 

"Jeg forstod dem godt. Gør stadig." sagde Hyun med tydelig tristhed i stemmen. Selvfølgelig ville det have været rarest, hvis familien havde været forstående. Og måske ville de have gjort det, hvis ikke området havde reageret, som de havde gjort. Slægten, hvis kvinde Hyun skulle have giftet sig med, havde efterladt et dårligt ry ved Jeungdo-navnet. De fleste ville væk fra dette navn. Dét forstod Hyun godt.
Øjnene kiggede op. Direkte på Dorian. De træbrune øjne stirrede på ham. Irriteret? Mente han arrig? Der var et skævt smil på gæstens læber. Hvad var han ude på? "Det ved jeg ikke. Det har jeg ikke tænkt over," endte Hyun med at sige. Dog valgte vampyren at læne sig lidt forover. Hænderne begge om pokalen, albuerne hvilende på lårene. Måske håbede vampyren, at han så skræmmende ud. At blot hans tilstedeværelse kunne få Dorian til at løbe væk. Men Hyun var ikke et monster af udseende. Han var endnu en køn, ja, nærmest yndig mand. De elegante ansigtstræk. Den fine hud. De slanke lemmer. Der var noget feminint over ham. Og feminitet ansås sjældent som noget frastødende. Også selvom Hyun følte sig kun frastødende.

I sidste ende var besøget en tanke til mørket, og at skaffe allierede var trods alt hans speciale. Eller i hvert fald at forsøge på det. Lige nu virkede det ikke til at gå helt fantastisk, og halvdæmonen prøvede lidt på forskellige måder, at se om han kunne vække en grad af harme. Bare en eller anden form for reaktion, måske noget harme eller vrede; noget at gribe fat i, for at skabe en interesse. 
Men uden hverken bitterhed, vrede eller irritation, var det stærke bølger at grave sig igennem. 

Sorte øjne mødte egetræsbrun, og han betragtede lidt tavst vampyren der lænede sig frem. Men diplomaten havde en god del af sin hverdag omkring hvad mange ville beskrive som vitterligt monstre, og han følte sig ikke videre truet. Arrogant. Men måske lige akkurat nok, til at han slap afsted med det. 
Det havde han ikke tænkt over. Og imens han sagde det, så han næsten en anelse alene ud, siddende tilbage i stolen.

Dorian fugtede lidt overvejende sine læber, ryggen på vej til at rankes da han lænede sig tilbage. "Tænk over det" i stedet for at flygte fra det, og halvdæmonen sippede en tår af sin vin. Det kriblede næsten i fingerspidserne, efter bare at udfordre hans perspektiv lidt, men forhåbentligt havde han mere tid end bare en enkelt aften. "Når du har svar, så fortæl mig det, jah? Dit perspektiv kan måske overraske mig, så... okay med det hele som du virker" og han lod kortvarigt øjnene glide ned imod pokalen med blodvin, som han holdt imellem hænderne. Næseborene udvidede sig en anelse for at fange færten, og halvdæmonen smilede. Apati var også en form for overlevelse, eller hvad var det man sagde? 

Hyun kiggede ned i pokalen i sine hænder. Den mørke væske så næsten sort ud lige nu. Men der var skæret af rød i den. Og lugten kunne man ikke slippe af med. Den jernede dunst af blod. Hyun hadet den endnu. Han burde have vænnet sig til den og det havde han også. Men at vænne sig til den og ikke længere finde den frastødende var to helt forskellige ting. En landmand havde vænnet sig til lugten af ekskrementer fra sine dyr, men det betød ikke per automatik, at han var begyndt at elske duften af lort om morgenen. Man kunne vænne sig til så mange ting, som man endnu hadet som var det pesten.
"Okay." startede Hyun. Han løftede sit blik og så mod Dorian. Manden havde lænet sig tilbage igen, afventende. Forventede han mon et svar allerede? Han havde jo sagt, at Hyun skulle tænke over det. Men hvad var der at tænke videre over det? Var der nogen form for vrede i vampyren? Måske, men den var lige så meget rettet mod ham selv som den var mod alle andre. Ja, hans brødre havde lokket ham sammen med Costas i sin tid. Men Hyun kunne have sagt nej. Han kunne have nægtet. Det ville have været så nemt at sige nej. Men Hyun havde ikke sagt nej. Og det var ikke på grund af gruppepres. Hyun ønskede at være sammen med Costas den dag. Costas havde været en køn mand. Det var han endnu, men Hyun kunne ikke længere se på samme måde på ham. Costas' personlighed og væsen var ikke længere køn. På samme møde som Hyun ikke længere var køn selv. Udseendet var kønt, men det indre var et monster. Det værste monster.

Pokalen blev sat på bordet ved siden af Hyun. Vampyren lænede sig selv tilbage. Rank ryg. "Jeg tror ikke, jeg har nogen vrede til overs for andre end mig selv.
Og Costas.
Men det behøvede Dorian ikke at vide. Dorian behøvede ikke at vide, at der var et individ derude, som Hyun kunne flå hovedet af, hvis han fik muligheden. Men havde han gjort det? Hyun havde haft muligheden en gang før i år, men Costas hoved sad endnu på mandens hals. 

Vrede tilovers, for andre end sig selv. Virkelig ikke en fremstilling af virkelighede som dæmonen forstod, og nok aldrig helt ville kunne. Hvordan kunne man være vred på sig selv? Utilstrækkelighed kunne nok sammenlignes med en lille snert af det, men.. 
Dorians mørke øjne studerede den siddende skikkelse, og så langt fra hvad manden nok så, når han kiggede sig i spejlet. En vampyr, jovidst. Også hvad der ofte var set som en forbandet, bundet til natten og mørket. 
Men samtidigt også et individ, hævet over det almindelige menneskes liv. Og derfor, regnede han altid med, også hævet over disses bekymringer. 

Det hvide hår gled en anelse nedover øjnene, da han selv spejlede bevægelsen og lænede sig tilbage. "Man kan leve et langt liv sådan..." og han lod uden meget tanke bagved det, spidsen af tungen presses imod de skærpede tænder. Og lidt, i det øjeblik, var Dorian måske i tvivl om hvorvidt han talte for at hjælpe sin sag, eller bare for at hjælpe Greven. ".. men det virker ikke som et godt liv" han var nødt til at komme mere udenfor. 
Et opmuntrende smil trak dog halvdæmonens læber lidt op, uden at det lignede en sørgmodig mine. Nok nærmere en lidt mere opmuntrende; han kunne ikke helt gengive reelt håb trøst. 
Og desuden. 
Så virkede Greven ikke som typen der ville modtage medlidenhed, og diplomaten sippede den sidste tår af sin vin. 

Dér ramte Dorian komplet ret! Hyun kunne ikke lade være med fnyse over det. Smilende selvhadende og grine mere af sig selv og ironien end noget andet. Et langt liv, korrekt. Et ikke godt liv, også korrekt. Hvem ønskede at være udødelig, når man var et monster? Selvfølgelig kunne vampyren vælge at tage sit eget liv. Det ville være så enkelt. Tankerne havde strejfet ham, optil flere gange. Mest lige efter forvandlingen, men også efter alle hans familiemedlemmer var gået bort eller forladt ham. Jovist var der endnu levende familiemedlemmer, men han havde tænkt over det at gøre en ende på hans liv, da hans familie var alle borte. Dem, han havde anset som sin familie. Hans søskendes mange afkom og deres afkom var ikke rigtig hans familie. Jovist delte de samme navn - nogen af dem i hvert fald - og de havde fælles træk i ansigtet. Men efter mange år kunne selv samme blod ikke længere anses som familie. Eller kunne det?
Selv ved at have tænkt over at afslutte det selv, havde Hyun aldrig gjort det. Han kunne ikke få sig selv til det. Kald ham svag - eller stærk alt efter hvem, man spurgte - men vampyren havde aldrig selv kunne gøre det. Han kunne holde våbnet i hånden og lade det røre hans nøgne hud, men han havde aldrig kunne færdiggøre det. 
Selvfølgelig kunne Hyun også have ladet andre gøre det. Han havde midlerne til at købe et lejemord på sig selv. Eller blot gå ind i et område fyldt med vampyrjægere. Men det endte i samme situation. Han kunne komme så langt, men skridtet inden han ikke kunne gå tilbage, gik han tilbage. Kolde fødder. Svag.

"Hvordan kan et langt liv som et monster nogensinde være et godt liv?" Spørgsmålet var lige så meget til ham selv og guderne, som det var til gæsten over for ham. Det var et filosofisk spørgsmål. Et generelt spørgsmål. Ikke kun om ham selv, men generelt. Ja, hvordan kunne selv bare et langt liv være et godt liv? Se bort fra monster-delen hvordan kunne det at overleve alle ens familie og venner nogensinde ende lykkeligt og godt? Hvordan?