Men hun var altid til at forhandle med. Lidt overvejende så man Solari betragte den tjavsede skikkelse, læberne spidset en anelse i sine tanker, inden at hun rystede lidt på hovedet. "Jeg troede sulten var mere motiverende for dig. Men vi kan godt finde badene først" endte hun med at give ind til, og smilede. Forhandling. "Du overvurdere min snilde, Caerthynna" startede hun ud med, ikke ligefrem ydmyg i sin tone dog, og Solaris blik blev næsten fjernt - mere end tågeøjnene plejede - da hun talte. "Jeg tager også folk ind, som ikke kan bruges til noget specifikt" jah kald hende bare den barmhjertige samaritaner. Og hvor forskruet det end kunne lyde, levede alle vel i deres egen verden. Hvad kunne hun få ud af skovelveren, når hendes forfængelige stolthed var blevet banket ned, sådan som den var nu?
Fordi Solaris verden, havde skam en plads til Caerthynna. Og hun vidste ikke om hun satsede på et forræderi, eller primært forventede loyalitet fremover, fordi hun håbede på endnu et forræderi senere. Hun kunne næsten ikke vente.
Og umærkeligt svandt tågen væk, og efterlod et brændende fokuspunkt af opmærksomhed, atter hvilende over Caer. "Men hvis du vil være til nytte, er det stadigvæk din magi vi skal bruge. Vil du gerne være mere end det... lad us nu se, hvad aftenen bringer dig" og hun gjorde et lille kast med hovedet, inden hun satte i bevægelse igen. Indirekte sagt, lad os nu se hvordan du tager imod festlighederne.
Jagten var en speciel aften, deres aften, med en blodmåne malet op på nattehimlen, og mørkets væsner afventende i krogene. Formåede hun at passe ind imellem dén flok ulve og hyæner, burde hun i med tiden overleve længe nok, til at kunne mere end blot give magi ud.
I sidste ende, var den vej hun tog herfra, dedikeret til en specifik guddom. Og de kæder var svære at bryde ud af - nok langt mere besidderiske, end lænkerne der havde holdt hende i undergrunden.
So shut the door, I'm gonna turn my back
Go chase the dark, and I'll tip my hat.
