Det morede Phillippe gevaldigt som det virkede til at gå Romeo på hvad han sagde. Selvom han ikke kunne se ordentligt hvordan Romeo reagerede kunne han fornemme hvordan kroppen spændte op, og høre hvordan vejrtrækningen blev en kende anstrengt - det kunne selvfølgelig også bare være fordi Phillippe var tung - men de støn. Det var næsten så Phillippe blev hård. Han klukkede en smule lydløst over det, men stoppede efterfølgende med at komme med de lumre kommentarer. Han blev dog ved med at have hovedet mod hans skuldre så Romeo kunne mærke hans ånde mod halsen eller øret. Og ellers kom han med små kommentarer om hvad vej de skulle. 
 
 Og til sidst fandt de to mænd da også det lille værksted, med skiltet over døren hvor der stod "Jahnsons Snedkeri". Phillippe vred sig lidt på ryggen af Romeo, for at komme ned på jorden - han skulle jo låse døren op!
 " Hjem, kjære hjem, præsstefar Romeo! " Phillippe klappede Romeo på skulderen og efter sidste klap, gled hånden lidt ned over skulderen til overarmen, hvor han gav præsten et klem på overarmen. 
 " Man skjulle tro du tjabte med vilje, " gnækkede han, inden han slap overarmen, og haltende og knap så sikkert på benene gik de sidste par skridt hen til døren som han låste op og åbnede så Romeo kunne gå ind. Uden at sige noget, uden at inviterer ham ind verbalt, så Phillippe hen på præsten med det ene bryn løftet. Ville han gå med ind?

 Et komme upåvirket frem til Phillippe's hjem var en prøvelse uden lige. Og da de endelig havde drejet om det sidste hjørne, kunne Romeo nu tydeligt se dørskiltet der afslørede at de endelig var nået til Phillipes snedkeri. Han lod Phillippe vride ihærdigt ned af sig, men han stod klar til at støtte ham, havde han brug for dette. 
  Imens den anden begyndte at låse sig ind i sit hjem, stod Romeo og fik pusten og betragtede stedet med hænderne i siden. Det var et fint værksted - hverken for småt eller for stort. Og han var egentlig glad for endelig at have set det - nu hvor det var noget Phillippe stolt havde snakket om, dengang de mødte hinanden. 

 Romeo tog sin hue af da han havde fået varmen, og knugede om den imens han lod hånden glide igennem håret. Med det sidste af sin tålmodighed, lod han som om at han ikke havde hørt Phillippe kalde ham præstefar. Tilgengæld mærkede hver eneste fiber i hans krop, hånden der gled ned ad hans overarm og klemte til. Han fugtede uvilkårligt sine læber, og lod blikket hænge ved hånden på sin arm, inden forsigtigt kiggede på Phillippes ansigt - som hvis han var bange for at blive blændet. 
 
 Han hævede dog et øjenbryn, og rynkede forvirret på næsen - "Hvad har jeg tabt med vilje?" Han rystede underfundigt på hovedet for at forsøge at finde ud af hvad Phillippe mente, og trådte så bag ham da døren blev åbnet til hjemmet. Selvfølgelig havde han tænkt sig at gå med ind. Romeo stod stadig med sin hue knuget i hånden, og mødte Phillippes afventende blik. Der var noget udfordrende ved det også. 

 "Nå." brummede han og rømmede sig. Præsten tog nogle lange skridt, forbi Phillippe og indenfor, inden han kunne komme med endnu en af sine tirrende kommentarer, "Skal vi få kigget på den fod." Han lagde tryk på ordet for at understrege, at det var selvfølgelig derfor at han gik derind. 

 

 Phillippe smilede tilfreds mens han med blikket fulgte præsten gå ind i værkstedet. Hvor langt kunne han mon presse præsten i dag før han nåede grænsen? Phillippe var normalt ikke nær så provokerende og grænsesøgende, men fuld blevet han bare mere... Vovet. Med haltende skridt gik han med ind og lukkede døren efter sig. Selv havde Phillippe glemt alt om uldfrakken han havde fået på, og derfor lod han den også bare være da han gik hen til Romeo og trådte ind i hans privatsfære.
 " Armlægningen... " hviskede han som svar på Romeos første spørgsmål, selvom den anden allerede var nået videre. Phillippe flyttede blikket ned på den anden læber og lænede sig langsomt tættere på, inden han flyttede blikket op i dens anden igen. 

 Læberne ville dog aldrig mødes, for Phillippe trak sig næsten lige så hurtigt som han lagde op til det, og haltede forbi Romeo, trods der ikke var meget plads i den lille gang. Da Phillippe nåede ind i midten af værkstedet slog han armene ud og vendte sig rundt så han så mod Romeo. 
 " Så! Hvor vil du have mig? I sengen?" Phillippe løftede det ene bryn. Det sidste blev sig i en nærmest kælent tone, og han kiggede kort over mod døren der førte ind til det meget lille sove værelse. Romeo ville ikke have ham på den måde, ikke så åbentlyst, i hvert fald, men det ville være det mest oplagte sted at undersøge foden. Phillippe var oprigtigt nysgerrig efter hvordan Romeo ville svare. 

 Romeo trådte ind i den lille gang, hvor der lige nu var for mørkt til at han kunne se hvordan der så ud. Han vendte sig dog hurtigt til mørket, og lidt lys slap da også ind ad et af vinduerne. Døren blev lukket bag dem med et klak, og da han vendte sig om for at se hen på Phillippe, opdagede han den andens silhoutte nærme sig, indtil han var helt tæt på. Han kunne netop lige se antydningerne af et vovet smil på den andens læber - da han nu fik svar på hvad det var han havde tabt. Phillippe havde refereret til hændelsen der skete sidste år. Snakken, svømmeriet, armlægningen, den abrupte afsked. Det havde været Romeos bedste og værste fødselsdag nogensinde. "Armlægningen.." gentog han, næsten lige så hviskende, og bemærkede den andens blik på sine læber. Gad vide hvor ofte Phillippe egentlig havde tænkt på Romeo tiden imellem? Han prøvede at finde på noget at sige, men sank istedet en klump i halsen, så hans adamsæble boppede en smule.
 Men han blev med det samme revet ud af stemningen som Phillippe trak sig fra ham, og for at dække over at han havde følt noget som helst ved det, tilføjede han hurtigt; "Jeg tabte ikke - det blev uafgjort." Der var en hvis stædighed over ordene. 

 Han rømmede sig for at komme på rette køl igen, og smed huen og halstørklædet over til væggen så det ikke lå for meget i vejen. Romeo blev småprovokeret af Phillippe der kontakt prøvede at skubbe til hans grænser, og han fik næsten lyst til at skubbe tilbage. Se om han kunne provokere den anden lige så meget. 

 "Ja, faktisk." medgav han, og kiggede seriøst hen på Phillippe, "Jeg vil have dig på sengen lige nu." Lød det forførende fra præsten, og som ordene havde forladt ham, fortrød han med det samme. Han sank en klump, og håbede lidt at Phillippe måske ville være for fuld til at registrere hvad han lige havde sagt. Han støttede sig op af væggen og trådte ud af sine sko - med skjult forlegenhed. Han ville jo bare prøve at give tilbage af samme skuffe. 

 En lavt, underholdt brummen lød fra Phillippe. Som om han ikke helt troede hvad Romeo sagde. 
 " Aha... Vi kan aljtid prøve igjen..?  " Phillippe trak på skuldrene og så væk. Selvom det var en helt uskyldig sætning, lå det alligevel en lille skjult hentydning om at det ikke helt var armlægningen han hentyder til de kunne prøve igen. Phillippe ville nok tabe armlægningen hvis de prøvede nu. 
 
 Phillippe humpede over til høvlebænken, hvor der stod en olie lampe. Han skulle lige til at tage den med over til brændeovnen da han hørte Romeos ord og gik i stå. De gik lige i mellem gulvet på ham, og Phillippe sank langsomt mens det kort spændte op i pikken. Alt i han brændte efter at høre efter. Og smide hvad han havde i hænderne og gøre som han bad om. De kunne varme sig uden brænde ovnen! Og Romeo havde jo sagt det skulle være lige nu. 
 " Javel! " lød det endelig fra Phillippe der havde været stille i et stykke tid, mens den sløve hjerne arbejdede. Olie lampen blev sat tilbage på høvlebænken, og med et stort, skævt smil begyndte Phillippe at halte ind på værelset. Selvom det overhovedet ikke var det der var brug for han tog af, faldt uldfrakken til jorden lige som han gik ind af værelses døren, og efterfølgende røg den knap så varme trøje på gulvet, og afslørede Phillippes i øjeblikket farverige brystkasse. De blå mærker var stadig spredt over brystkassen, og havde fine farver fra gul og grøn til lilla og nærmest sort. 

 Romeo rystede på hovedet en smule mere påvirket af stemningen end hvad han ville indrømme. 
"Pjat." fnøs han. Romeo var blevet klogere, og ville ikke sætte sig selv i sådan en risikabel situation igen. Hvis han rørte for meget ved Phillippe, og var for tæt på ham, ville alle de ufrivillige følelser bare strømme frem - og bare på turen hjem, havde de allerede rørt mere ved hinanden end godt var. 

 Phillippe humpede forbi ham, og Romeo var nu med ryggen til ham. Hans egne ord hang i luften omkring dem, kvælende for ham, som var ilten langsomt begyndt at forsvinde ud af det lille snedkeri. Præsten kunne ikke andet end at være håbefuld, og bad til at Phillippe var for optaget af noget andet til at høre ordentligt efter - men selvfølgelig hørte han det. For Phillippe var flirten som honning for en bjørn, og der skulle heller ikke mere til før Phillippe forsvandt ind i rummet som Romeo antog måtte være soveværelset. Det var også godt det samme.. resultatet blev jo at Romeo hurtigere kunne se på den andens fod uden svinkeærinder. Hans ører blev dog forsat varme, og hjertet hamrede. 

 Præsten vendte sig om som Phillippe lod uldfrakken falde til jorden og forsvandt ind i rummet ved siden af. Han kunne høre mere tøj der blev taget af, og det vendte sig nervøst i hans mave. Pokkers til konkurrencegen der havde fået ham til at ytre sådan noget vås. Han legede jo med ilden. Han bemærkede olielampen henne ved høvlebænken, og besluttede sig for at tage den med ind på værelset for at få mere lys. "Phillippe, du.." begyndte han som han kom ind på værelset, og skruede mere op for lampen så lyset blev kraftigere - han standsede dog helt op, da han så Phillippes overkrop. Blikket kørte hen over den farvede brystkasse, og hans øjenbryn pegede opad i en bekymret grimasse. "Det kan da ikke være fra da du faldt?" 

Han stillede olielampen fra sig så han fik hænderne fri. "Hvad har du lavet?" spurgte han uroligt, og skulle til at røre ved ham, som hvis det ikke var nok at se på hans skadede hud, men at han var nødt til at mærke den for at forstå hvad han så. Dog, standsede han sig selv og lod bare hånden svæve lidt ubeslutsomt ved den anden. 

 Phillippe havde glemt alt om mærkerne. De gjorde jo ikke ondt mere, han var blevet healet, men mærkerne var ikke forsvundet. Men da Romeo stoppede midt i sin sætning, og Phillippe så det bekymrede blik der gled ned over hans overkrop, stivnede snedkeren, alt farven forsvandt fra hans ansigt og han følte sig pludselig meget ædru igen. 
 " Det er lige meget.. " mumlede Phillippe og drejede hovedet ud til siden og flyttede lidt uroligt på sig. Hans blik blev en smule tomt som han så for sig, hvordan Enzel stak kniven ind gennem huden på en af deres overfaldsmænd.
 " Det gør ikke ondt, jeg har fået det healet.. " lød det fraværende fra snedkeren, inden han fik hevet sig fri af minderne. Phillippe bukkede sig ned og samlede trøjen op for at tage den på igen. Han havde ikke lyst til at tænke på det. Han var jo taget på kro for at glemme det.. 

 For at skifte emne trådte Phillippe et skridt frem så han kom tættere på Romeo. Det måtte da distrahere ham fra mærkerne. Chokket fra at blive mindet om situationen på kroen med Enzel, sad stadig i Phillippes ansigt, men han prøvede ikke at tænke på det. 
 " Er det så din tur til at smide tøjet?" Spurgte han i en brummende tone. 

 Romeo så rædslen malet i Phillippes ansigt da han påpegede mærkerne. Det var tydeligvis ikke ligemeget. Romeo kunne se hvordan den anden forsvandt hen til et andet sted. Som om han kunne se spøgelserne for sig lige nu. Præsten sank en urolig klump, og endnu en rynken sluttede sig til de andre som lå tydeligt i hans pande. 

 Han nikkede skeptisk da Phillippe forklarede at det var blevet helet og ikke gjorde ondt længere. Romeo vidste godt at der var nogle ting folk hellere ville holde for sig selv. Og han var jo selv yderst privat og havde sine egne hemmeligheder; så han pressede ikke mere på, og respekterede at snedkeren ikke ville tale om det. Han stod bare utilstrækkelig og så på imens den anden dækkede sig til igen. 

 Hans bekymring i blikket aftog ikke som Phillippe trådte nærmere i et forsøg på at distrahere Romeo. Han sukkede svagt og lagde nu sine ubeslutsomme hænder nænsomt på begge sider af Phillippes ansigt.   Romeos grønne øjne kiggede søgende ind i Phillippes lettere chokerede grå øjne.
 "Men du er okay?" Spurgte han istedet i et blidt toneleje, mens øjnene flakkede, og forsat så søgende og bekymret ind i Phillippes. Han fugtede sine læber og fjernede ikke blikket fra ham. Hvis nogen med vilje havde gjort det her mod Phillippe.. Romeo kunne næsten ikke være i sig selv. Men han forsøgte holde hovedet koldt overfor den anden.

 Phillippe var alt andet end okay. Han sov ikke særlig godt for tiden, for natten var plaget af mareridt om hvad der skete den aften. Om at Enzel fandt ud af det med Phillippe og Nicola og slog dem begge ihjel. Om at Enzel bare ikke var tilfreds med hvad Phillippe sagde eller gjorde og slog ham ihjel. Og om dagen prøvede han at glemme det, skubbe det langt væk, men det gjorde det kun værre om natten, eller når der kom en høj lyd. Oven i han var begyndt at mærke ringens forbandelse. 
 Derfor bed Phillippe tænderne sammen da Romeo lagde hænderne på hans kinder og spurgte ind til ham. Phillippe sank en klump og så kort ud til siden inden han så ned på præsten igen. Ganske langsomt lænede han sig frem mod præsten. 
 " Jeg troede du ville have mig. I sjengen. Lige nu.. " hviskede Phillippe og lagde hænderne mod Romeos hofter. Han regnede dog ikke med præsten ville blive stående der længe. Det stoppede dog ikke Phillippe fra at komme tættere på.

 I stedet for at give Romeo muligheden for bare at stikke af denne gang, lukkede Phillippe fingrene om stoffet ved præstens hofter. Han holdt øjenkontakten, og ville holde godt fast i Romeo hvis han prøvede at trække sig, dog ikke så meget at præsten ikke kunne komme væk hvis han virkelig ville. 
 " Hvorfor smed du mig ud sidst? " spurgte han så endeligt ind til deres sidste møde. Phillippe havde brugt mange timer efter, på at tænke på om han havde gjort noget forkert. Om han havde læst Romeo fuldstændigt forkert, men var aldrig kommet frem til en løsning, og til sidst havde han lidt glemt det igen.

 En undvigelsesmanøvre. Romeo kom med et næsten lydløst suk da Phillippe helt skiftede emne, og var tilbage til deres.. hans kurmageri. Hans hænder forlod snedkerens ansigt igen. Nu mærkede han de store hænder lande på sine hofter, og grebet om dem blev fastere. Han sank en klump, og kom med et anstrengt kluk, og skævede hovedet en anelse til siden. At høre sin egen sætning blive sagt højt af den anden gjorde et eller andet ved ham. 

 "Det var jo bare..." hans ord punkterede, og blikket flakkede tilbage til snedkerens imens han søgte efter en undskyldning, "Jeg skal jo se på din fod.." endte han med at brumme lavmælt. 

 Phillippe slap ham ikke, og ved det næste der blev sagt, kunne Romeo mærke at grebet om sine hofter blev strammet til. Nu var det præstens tur til at tabe farve i ansigtet. Så Phillippe kunne altså godt tænke på dette i sin fuldskab. 
 Af ren refleks lagde Romeo begge sine hænder fladt på mandens brystkasse for at skabe en beskyttende afstand imellem dem, så vidt det var muligt. 
 
"Phillippe..." lød det fortabt fra ham, og hans blik hvilede på sine urolige hænder der ikke kunne beslutte sig for om de skulle tage fat i snedkerens trøje eller lade være. Romeo ville virkelig ikke have den samtale lige nu, og han nænnede ikke at se den anden i øjnene heller. Han turde ikke. 

 Phillippe ignorerede det blot da Romeo prøvede at få deres fokus tilbage foden. De havde jo hele natten til at se på den! Lige nu havde Phillippe andre ting han var mere interesseret i at høre om. Forsigtigt trådte Phillippe et skridt frem, i håbet om at Romeo trådte tilbage. Hvis han gjorde, ville Phillippe træde frem igen, og forsætte indtil Romeo ramte mod væggen. Blev præsten stående, blev Phillippe stående helt tæt op af ham. 
 " Romeo..." hviskede Phillippe tilbage. Blikket holdt han mod Romeos, selvom præsten virkede til så vidt muligt at undgå Phillippe øjne.  

 " Hvad gjorde jeg forkert? Gjorde jeg dig ondt? " Phillippes panden var nu rynket i en bekymret mine. Han ville ikke gøre Romeo ondt. Han troede de begge nød hvad de lavede, indtil Romeo pludselig ikke gjorde. Ud af det blå, uden en forklaring. 
 " Hvorfor sagde du ikke noget?" spurgte han og søgte Romeos blik. Han ville vide hvad det var gået gennem den anden hoved. Phillippe lænede sig en smule ned, og mindskede afstanden mellem dem lidt mere.
 " ... Du kunne lide det.. " pointerede han, klar over at det nok ikke var hvad den anden ville høre, men han var ikke i tvivl om det var sandt. Så hvorfor havde han flippet sådan ud, pludseligt? 

 Romeo blev langsomt ført bagud som Phillippe trådte frem og han, per refleks, trådte tilbage indtil han med et lille bump ramte væggen. Hans håndflader lå stadig på snedkerens brystkasse, og han pressede en smule imod for at være sikker på at afstanden mellem dem forsat blev holdt. Men han skubbede ikke - han lagde netop kun de kræfter i der skulle til for at holde ham på overvejet afstand. Uanset hvad var han fanget mellem Phillippe og væggen nu. Stadig med et fastholdt greb på sine hofter. 
 
 Da Phillippe hviskede hans navn, tvang han sig selv til at se på den anden. Der var oprigtig bekymring i snedkerens grå blik, men Romeos hals kunne ikke andet end at snørre sig sammen. Han følte sig utrolig tør i munden ligepludselig. Hans fingre knugede sig ind i stoffet på Phillippes skjorte, hvorefter han sukkede. Brynene pegende opad, skamfuld. Det lod ikke til at han kunne komme slippe udenom. 

 "Det var.." lød det hæst fra ham, og han måtte rømme sig for at få klarhed i stemmen igen. Man kunne høre at han var nervøs, og hans blik flakkede ud til siden da Phillippe lænede sig mere ned til ham. Han følte sig virkelig overmandet som han stod presset op ad væggen. "..Jeg ville ønske at jeg kunne give dig.. skylden." sagde han lavt, anstrengt, mens pulsen steg i ham.
  "Men du gjorde ikke noget forkert, Phillippe." forsigtigt så han på snedkeren inden han så slog blikket ned igen.

 Romeo var rød i hovedet da Phillippe pointerede at han kunne lide det. Hans mund blev en lige, anspændt streg. Hvor ville han ønske det var en falsk anklage. Men den anden havde ret. Romeo ville bare ikke indrømme det over for sig selv. Men ved Isari, han kunne jo lide at de stod så tæt lige nu. Det var jo derfor at han ikke havde skubbet ham væk. Og han som dog troede at han var stærk nok til at modstå fristelser, skulle det nogensinde ske for ham igen. Han kunne ikke modstå en skid. Ynkeligt. 

 "Du gør et eller andet ved mig.." indrømmede han, og fortrød at han havde sagt det. 
 

 Hovedet tippede en smule til siden da Romeo begyndte at forklare, men gik i stå for at rømme sig. Da præsten endeligt fik sig forklaret - nogenlunde i hvert fald - var det lidt som en sten forlod Phillippes hjerte og mave. Det var godt det ikke var hans skyld. Det forklarede stadig ikke hvorfor, men hvis ikke Romeo havde tænkt sig at forklare kunne Phillippe ikke love at det ikke skete igen. Hvordan kunne han holde sig væk, når den anden ikke afviste ham? 

Det ene bryn løftede sig en smule ved Romeos indrømmelse, og Phillippe flyttede den ene hånd fra den andens hofte, for i stedet at sætte den mod væggen ud for Romeos skulder.
 " Gjodt et eller andet, eller dårligtt et eller andet?" spurgte han nysgerrigt, mens det grå blik gled betragtende og opmærksomt rundt i Romeos ansigt. Noget sagde ham at præsten gerne ville sige at det var dårligt, men den manglende afvisning om at han kunne lide det, tegnede mod at det ikke var så dårligt igen. Romeo fik lidt tid til at svare inden Phillippe stillede et nyt spørgsmål.
 " Hvad hvis jeg kyssser dig nu? " Phillippe så ind i Romeos øjne, selvom det ikke var helt nemt. Han havde efterhånden fået lukket afstanden fuldstændig mellem dem, og han kunne mærke Romeos ånde mod sine læber.

 Romeo lagde hovedet op ad væggen, for at opnå den sidste afstand han kunne få, men lige lidt gjorde det, for Phillippe kom blot tættere. Hans blik skævede mod hånden der nu landede på væggen ved siden af ham, og da han kiggede tilbage på snedkeren og fik øjenkontakt, gippede det uroligt i ham.

  Godt eller dårligt? Romeo lignede en der var kommet til at afsløre en stor hemmelighed, og han pressede læberne mere sammen i et forsøg på at tie.
 "Det kan umuligt være godt.." svarede han endelig opgivende efter et par sekunders stilhed. Men det betød nødvendigvis ikke at det ikke var godt. Noget sagde ham dog at Phillippe måske ikke ville have mange erindringer fra denne nat, selvom han virkede uhyggeligt ædru lige nu. 

Phillippe stillede Romeo et nyt spørgsmål, hvilket kun gjorde hans greb, om Phillippes trøje, strammere. Hans hjerte sad helt oppe i halsen.  
 "Så dør jeg.." svarede præsten lavt, og med underspillet dramatik i et forsøg på at lyde som Phillippe havde lydt tidligere på deres tur herhen. Hans mundvige trak sig op i et lille hint af et smil, og hans bryn pegede op i en håbløs grimasse da hans, begyndende våde øjne, så overvejende ind i den andens. De stod så tæt nu, og uvilkårligt dannede han afstand mellem sine læber. 

 Havde Phillippe været lidt mindre fuld, havde nok ikke presset så meget, med de usikre og pinte udtryk den anden lavede. Der var ikke noget afvisende eller frastødt over blikkene så Phillippes bedøvede hjerne tog det som at alt var fint. Romeo ville jo bare skubbe ham væk, hvis han virkelig ikke ville have det, ikke? 
 " Javel, ja, " lød det i en udånding der bedst kunne beskrives som et lydløst grin. For Phillippe lød det mest af alt som der ikke ville indrømme sandheden. 

 Phillippes læber bredte sig i et underholdt smil ved Romeos kommentar, og han holdt en mild latter tilbage for ikke at ødelægge stemningen helt. For ikke at bryde den tunge luft og det skjulte bånd der virkede til at mellem dem i øjeblikket. For da Romeo smilte var kampen vel så godt som vundet, tænkte Phillippe og han lænede sig frem så der ikke var mere end et var millimeter mellem dem, mens hånden der stadig var mod Romeos hofte lige så stille gled op langs siden.
 " Så er det gjodt, jeg er god til mund til mmund.." Hviskede han så deres læber strejfede hinanden. Bedst som det virkede til Phillippe ville lukke afstanden helt, trak han hovedet en smule tilbage,
 " Skulle vi sse på den fod?" sagde han så, og trak sig helt væk, så han kunne halte hen til sengen. Selvom det virkede som det ikke havde haft nogen effekt på Phillippe at være så tæt på præsten, så var Phillippes vejrtrækningen blevet en smule tung og en begyndende bule kunne ses i de løse bukser.

 Romeo gispede et tilbageholdt, stilfærdigt støn og holdt vejret da Phillippes læber var så tætte at de strejfede hans egne. Hånden gled længere op mod hans talje, og fingerstrøgene fra Phillippe brændte igennem præstens tøj, og antændte hans blod.   Romeos blik blev fjernt, og var klar på kysset. Han havde accepteret at det ville ske. Han ville have det til at ske. Så da Phillippe trak sig væk blev han både lettet og skuffet på samme tid. 

Præsten sendte den anden et mærkeligt udtryk da han haltede afsted til sengen så de kunne se på foden; Det der faktisk var den egentlige mission til at begynde med.. men nu kunne han ikke lade være med at føle han at han var blevet snydt for en gave som han var blevet lovet. 

 Han måtte lige tage sig til hjertet for at komme sig over den nervepirrende episode. Han var paf, og kom med et vantro, halvkvalt kluk imens han prøvede at få styr på sig selv, og hvad der lige skete. For at prøve at se upåvirket ud lod han sin hånd glide igennem håret, men den lyserøde rødmen på hans kinder var afslørende - og det samme med bulen i bukserne der var blevet mere prominent.
  "Ja.. foden." Han rømmede sig og måtte blinke et par gange med øjnene for at komme tilbage til virkeligheden.

"Tag bukserne af.." sagde han akavet og skar en grimasse da han godt kunne høre hvordan det lød i forlængelse af deres lille seance lige før. Han tilføjede derfor hurtigt; "Så jeg bedre kan se hvad der er sket med foden." Selvfølgelig. 

 Phillippe betragtede Romeo stå og samle sig. Noget der fik hans mundvige tror at trække sig lidt op. Ingen af dem virker helt at være tilfreds med at Phillippe bare trak sig, men var det ikke det præsten ville have? Inderst inde nok ikke, men så måtte han jo sige til! Og da Romeo bad han tager bukserne af, troede Phillippe et øjeblik at præsten havde læst hans tanker og gik "all in". Begge bryn skød op i panden og det var tydeligt at se at ordene et kort øjeblik kom bag på snedkeren.
 Men så kom tilføjelsen, og Phillippe kunne ikke holde et lille grin tilbage. Især fordi han kunne se at Romeo selv blev forfjamsket over hvad han selv havde sagt. 
 " Aha? Ssikker på det ikke er fjordi, du ville have så lille kjig på hvad jeg gemmmer i bukserne? " Drillede han, mens han lænede sig tilbage for at trække bukserne ned over numsen. Noget der helt sikkert ville være gået bedre og havde set mere elegant ud hvis ikke Phillippe var ret så pyntet. Snedig som Phillippe var, havde han fat i både bukser og de lange uldunderbukser - det var vel det hele der skulle af, eller gav det ingen mening - så da tøjet landede på gulvet, sad Phillippe bar-røvet tilbage på sengen.

 " Er det så nu, du sætter dig ned på knæ mellem mine ben? " Lød det en smule overvejende fra Phillippe, med en svag hentydning til at det ikke var healing Romeo i virkeligheden havde i tankerne der skulle ske. 

 Romeo rystede forlegent på hovedet, og gemte noget af sit ansigt i hånden - men stadig med frit udsyn. Det ene øje kiggede igennem hans spredte fingre. "Jeg tror jeg har en god idé om hvad der gemmer sig.." sukkede han tilbageholdt, og ville ønske at han ikke gjorde. 
 
 "Åh!" Som havde Romeo brændt sig, vendte han hovedet væk med et chokeret gisp da begge nedre klæder røg på gulvet, og efterlod en temmelig afslørende Phillippe på sengen. Han havde jo ikke regnet med at den anden pludselig ville sidde i bar røv så upåvirket. Var der intet der gjorden den mand forlegen?? 

 Det næste snedkeren ytrede, fik Romeo til at fnyse tilbageholdt som en gal tyr. Hans hjerte slog kolbøtter, og hans tændte blod strømmede direkte ned til hans underliv i en let sitren. Nu kunne det være nok. 

 Romeo havde blikket alle andre steder end på Phillippe, men trampede målrettet mod den anden med et anstrengt udtryk. Han stillede sig til sidst foran den anden og fangede hans grå blik et øjeblik, inden han bukkede sig henover ham. Beslutsomt tog han med et fast greb snedkerens tæppe og dækkede området med de private dele til. Nu burde han kunne koncentrere sig lidt bedre. Hans vejrtrækning var tung imens han prøvede at få kontrol over sig selv.
 Romeo fik så endelig placeret sig mellem den andens ben, og tog nænsomt fat i det Phillippe havde ondt i. Det summede i hans fingre ved hudkontakten, og istedet for at tjekke for smerte, havde han mest af alt lyst til at kysse ham op af det muskuløse, stærke ben. 
 Styr dig selv

 Han tog en dyb indånding, og bemærkede nu den mørke tatovering om mandens skinneben. Træer, lignede det vist. "Gør det her ondt?" Sagde han så endelig og begyndte at trykke nænsomt nedad benet for at se hvor smerten startede. Stadig tydeligt påvirket af alt der var sket tidligere.

 Phillippe smilte og trak på skuldrene ved Romeos ord. Selvfølgelig havde han da det. De var begge mænd, og Romeo havde jo set Phillippe nøgen. Hvor meget præsten så faktisk havde kigget var en anden side af sagen. Phillippe lod ham da gerne få endnu et kig. 
 At Romeo blev så forskrækket kom som en overraskelse for Phillippe, og han kunne ikke lade hver med grine lidt over det. Phillippe sad og betragtede hvordan han ikke virkede til at vide hvad han skulle gøre af sig selv, og forsatte med at følge ham med blikket som han kom tættere på. Noget Phillippe ikke flyttede sig væk fra. Tværtimod lænede han en smule frem. 
 " Åh hjold da op, Romeo, det er jo ikke njoget du ikke allerede har sett!" lo han lidt, da tæppet blev lagt over ham. 

 Bare for at provokere lidt, trak Phillippe vejret ind i et suk, da Romeo tog fat om hans fod og lod fingrene glide over den bare hud. Fløjten fik dog en helt anden lyd, da Romeo fik bevæget sig ned til snedkerens skinneben, hvor han gibbede lidt i kroppen og et smertende støn sammenbidt forlod Phillippe.
 " Jep.. " brummede han en smule utilfreds over det gjorde ondt. 
 " Du fandt ssynderen, præsstefar. Vil du så spjørge den om syndssforlaadelse nu? " lød det legende fra den fulde snedker. 

 "Jeg beder blot om lidt anstændighed, Phillippe. Jeg kan jo ikke koncentrere mig hvis du sidder og vifter mig i hovedet med... den." Måtte Romeo erkende en smule irritabelt, men også forlegent. Han ledte efter hvilket ord han kunne kalde Phillippes private dele.. men blev for flov ved tanken og gik med 'den' istedet for. 

 Romeo rynkede brynene koncentreret, mest for at lade være med at blive pirrelig over Phillippes provokation.  Han kunne allerede mærke sommerfuglene i maven, og hvordan blodet summede nedad. Han rømmede sig for at overdøve Phillippes luftige suk, og bed sig i indersiden af kinden for at fokusere. Han måtte virkelig holde igen for at lade være med at stramme hungrende om snedkerens ben. 

 De syndige tanker blev dog hurtigt skiftet ud med bekymring da Phillippe jamrede af smerte. Han kunne godt høre at den anden forsøgte at holde sin drillende og munter tone, men præsten rystede træt på hovedet og brummede så; "Jeg har tænkt mig at hele det selvfølgelig." Romeo var usikker på om Phillippe rent faktisk vidste at det var noget han var i stand til. 
 "Vil du sidde op eller ligge ned? Du kan godt blive lidt døsig af det." Forklarede han mildt, og kom til at nusse ham uvilkårligt hvor tatoveringen var. Da det gik op for ham, standsede han dog bevægelsen og lod hånden hvile der forsigtigt istedet. Klar til at hjælpe Phillippe ned at ligge, havde han brug for det.