Der var noget i det hun sagde, som Pompeia ikke kunne benægte hende. Det var mere held end forstand at Pompeia og Jontar var blevet forelsket og elskede hinanden. Kemien havde været der fra start af, men de havde samtidig også haft mange måneder til at lære hinanden at kende og vænne sig til tanken, hvilket måske havde været medvirkende til at lette trykket lidt. Selvfølgelig havde de fået lagt et pres oven på dem som han stod som kommende arving og ville han leve til den tid. 
De levede i uvished for fremtiden og Pompeias barn ville næppe blive tildelt den rolle, som barnet ellers stod til at have lige nu. "Din Fader er til at snakke med," indskød hun, "Han tillod at jeg bragte et forslag til bordet, selvfølgelig var det til gavn for ham og slægten, men han godtog det trods for jeg kom med det. Fortæller du ham, at du har en værdig kandidat til rollen som din ægtemand og at din fader kan komme af med dig, vil han måske være mere... lyttende," selvom det nok lød en anelse groft. Selvfølgelig ville Pompeia ikke af med Aaliyah, men hun var nok en af de få som gerne så hun blev i hjemmet. 

"Har du drøftet mulighederne med ham om hvad der sker, hvis du ægtes borte til en anden?" Ham var Basil i dette tilfælde. Det virkede desværre til, at Aaliyah var forgabt i manden, så hun kunne godt sætte sine heste på ham frem for et eller andet godtroende fjols som måske ikke respekteret kvinder. Selvom det ikke var en idé hun brød sig om, tvært i mod. 

Aaliyah ønskede selvfølgelig at finde en mand, som hun kunne elske og han ville gengælde denne følelse. Men det var bare sjældent at man oplevede det i sådan et setup, som Kazimi børnene ofte befandt sig i. Hun var måske bange for at ende i et forhold, hvor kærligheden ikke var til syne, og hun blot skulle bruges til at sætte børn til verden. 
Hun følte ikke at Pompeia havde haft den følelse, det havde hele tiden virket til at hende og Jontar havde fundet den gnist og gengældte kærlighed, hvilket var dem misundesværdigt.
Aaliyah vidste ikke hvordan det var gået til, da Pompeia og Jontar var blevet sat sammen, så hun lyttede selvfølgelig til det Pompeia havde at fortælle.
"Men det kræver at jeg har en værdig kandidat" Svarede hun roligt, i Aaliyah situation var han måske mere lydhør, da han uden tvivl gerne ville have en afsat. "Jeg ved ikke om Basil er den kandidat. Hvis han ikke er interesseret i at ende i et forhold, og slet ikke et giftermål, så er det ligegyldigt at ligge ham på bordet som kandidat" Det var ærlig snak fra hendes side af, for Basil havde ikke lagt skjul på at han ikke ønskede den slags nu. 
"Basil har jeg som sagt kendte længe, men han er også den eneste som jeg, sådan har, været ekstra glad for, fordi han har givet mig mere end andre har" Måske ville hendes far være mere lyttende, men hun ville ikke trække Basil ind i det, hvis han ikke ønskede det. "Måske er han til at tale med".

Det var et godt spørgsmål, for det havde hun jo ikke. Men hun vidste samtidig at Basil nød sin frihed, nød andre kvinder og hvis han var glad for det, så ville hun da ikke tvinge noget ned over ham. 
Aaliyah mente ikke at hun var forgabt i ham, men det var ham som havde vækket noget i hende. Det havde ingen andre. "Nej, det har jeg egentligt ikke" Måske var det en ting at gøre, men hvis han ikke følte det samme som hun gjorde, betød det så noget?

Det var blevet et Zalans sart emne. Pompeia kunne ikke rigtig holde sin skuffelse følelse for Aaliyah længere og lod den i stedet blive udskiftet med en sympatisk en af slagsen. Hvordan kunne de vende skuden til deres egen fordel, men alligevel vidste hun også godt, at det skib nok var sejlet. Ikke af den årsag det kunne have været, men fordi Aaliyah næppe ville få den fremtid hun forventede eller fortjente. 

"Det er et rod, ja" kunne hun kun mumle lidt for sig selv og lod blikket falde ned i skødet på sig selv, som hun så på sine håndflader der hvilede op mod hende. Der var ikke mange ting de kunne gøre og hvis Aaliyah allerede havde så meget viden omkring hvad manden ville eller ej, var det måske svært at imødekomme hendes fremtidige ønsker. Jontar ville end ikke kunne hjælpe, han mente nok det samme, som de andre. At hun var intet andet uheld og skyld i død. Skulle hun nævne det? 

"Aaliyah," sagde hun som hun samlede lidt mod til sig og rømmede sig en anelse som hun rettede sin kropsposition: "Vedrørende det rygte om at du stod for din moders død, det er ikke sandfærdigt. Hvis du havde været årsagen til det, ville jeg kunne se hende omkring dig, og det kan jeg ikke," noget Pompeia havde vidst i nogen tid nu, men de snakket aldrig om rygtet, men det pressede sig mere på end noget andet, for hun kunne næppe giftes væk grundet rygtet der lå bag hende. 

Pompeia havde ret i hendes ord. Det var et større rod. Aaliyah havde følt en glæde, da Basil havde taget hende med fra teateret og de havde brugt en aften sammen. De havde haft nogle gode tider sammen, og natten efter brylluppet havde været fantastisk. Men de havde slet ikke samme ønsker om det her. Hun kunne ikke andet end at tage det som det kom, se hvad han ønskede og hvad der ville komme ud af dette her, med Basil. 
"Du har helt ret, det er noget rod" Svarede hun roligt, Pompeias ord havde været lavmælte. Det nyttede heller ikke at blive ved med at summe om dette emne, for der ville nok ikke komme meget ud af det. Det var op til Aaliyah og Basil at finde ud af hvad der skulle ske, hvis der skulle ske noget. 

Som Pompeia sagde hendes navn, løftede hun hovedet og kiggede hendes vej. Emnet blev skiftet, men længere væk fra Aaliyahs person kom det ikke . Hun lyttede til hvad hun sagde, hun kendte godt til Pompeias evner, men Aaliyah havde hørt og følt det noget anderledes. "Måske ikke direkte, Pompeia" Svarede hun roligt, "Men det var graviditeten og fødslen, som slog hende ihjel" Selvfølgelig tog hun selv hårdt på det, for hvis hun ikke var blevet født så var det ikke sket. Muligvis var det så sket på et andet tidspunkt. Hun vidste jo ikke præcis hvad der var gået galt. Aaliyah vidste godt at rygtet flød, nogle talte om det bag hendes ryg og andre gjorde slet ikke. Hun var vant til det nu.

Måder hvor hurtigt kvinder kunne komme til vande med hvad de talte om, var utroligt. Men de stod med hovedet under vand for rodet ville kun trække dem længere ned. Selvom Pompeia stod godt, var der stadigvæk mange ting hun ikke kunne tillade sig at gøre eller ikke gøre. Dette ville fremtiden vise hende før hun selv ventede det. 
Hænderne kunne blot fletter sig omkring hinanden som de alle dage gjorde, når man nåde til punktet hvor intet alligevel gav så megen mening igen.

Selvom hun forsøgte, følt hun alligevel et slag i maven. Hvis hun skulle ende op og dø af de men hun kunne få fra fødslen, ville hun ikke bede til barnet skulle leve i den tro om, at han eller hun var skyld i dette. Blikket faldt ned mod den alt for flade mave, men hun flettet fingrene ud og lagde den på maven og så efterfølgende mod Aaliyah; "Din moder ville aldrig have bedt til, at du følte sådan. Jeg er ked af at du har skulle vokse med det og få dine egne tanker bekræftet som det værste, men hvad ville din moder ikke tænke, hvis hun hørt dig bekræfte sådanne grufulde teorier?" nok havde hun ret, gravidteten var måske for hård, men ingen vidste under hvilke vilkår kvinden levet i, men en ting var da klart, Aaliyah var ikke synderen. 

Det havde været svært for Aaliyah at vokse op i den tro og den viden at det var hende som havde slået deres moder, indirekte ihjel. Hun vidste godt hvordan det var gået til, men ikke hvorfor det var sket, og selvom hun aldrig selv havde bedt om at blive født og det var komplikationer med fødslen, som slog hende ihjel, så følte Aaliyah ikke som alle andre. Hun mente ikke at det var hendes skyld. Det var blot et uheld, men nogen gange så følte hun at de andre havde ret. Måske var det hende? Hun havde jo hørt det så mange gange. 

Hvad ville hendes mor tro og mene? Hun vidste det ikke. Hun havde ikke lært hende at kende, hun vidste ikke hvilken person hun var. Hun havde fået meget at vide om hende, måske ikke fra deres fader, men fra mange andre. Hun var smuk, hun lignede Aaliyah, hun var sød og rar som moder. "Det er svært at sige.." Svarede hun roligt, det var jo det logiske svar. For hun vidste det ikke. "Jeg har hørt meget om min moder, og nej hun ville ikke have et af hendes barn skulle gå med den slags tanker. Men når man har hørt det hele livet igennem, så er det svært ikke til sidst bare at give efter" Selv hendes brødre, eller Darkhan, var begyndt at bruge det imod hende. 

Måske var det at træde i vande nu. Men hun måtte nok bare lade hende accepter at Aaliyah lod sig påtage skylden, selvom den var forurettet. Man kunne ikke altid efterkomme alles ønsker, men at se en give sig selv skylden for det værste tænkelige i sit eget liv, det var ikke noget Pompeia bad til hendes børn ville gøre, uanset hvad der skulle ske i fremtiden. 

Lidt tvivlende lod hun sig rejse og gik hen ved siden af Aaliyah og lagde hånden på hendes skulder: "Nok er det ikke velset at vi udviser stolthed og ikke bare giver efter for al tyranni må måtte opleve, men du skal ikke lade dig give efter for usandheder," sagde hun og gav skulderen et let klem før hun valgte at gå videre ind i mod hjemmets fire mure igen. Pompeia håbede måske en anelse af Aaliyah ville tage det til sig og bare lade det prale af når det skete, for hun måtte vide bedre, selv hvis hun ønskede at stifte familie, for end ikke der vil hun kunne få fri for kommentar, stikpiller og hentydninger til fortiden. 

Jontar havde nok også bare at hjælpe Pompeia med dette, for hans søster stod model til meget for blot at kvinde, men at være et uskyldig offer for noget som blev brugt i mod hende, var lavpunktet. Men hun forsvandt indedøre før hun ville kunne få et svar og efterlod svigerinden hængende til sine egne tanker.