Det var selvfølgelig ikke underlig at Bastian ikke brød sig om hvad han hørte, og hun kunne godt forstå han trak sig væk, men det efterlod alligevel et hul i hendes sjæl og hjerte da han trak armene til sig. Beskyttende lagde Daphnie armene om sig selv, mens hun nikkede til hans spørgsmål. Efter Bastian havde trukket sig, var tårerne begyndt at løbe hurtigere ned over hendes kinder. Alle forlod hende.. Men hun forstod også godt hvorfor..
" Vi blev gift for et par uger siden... men.. " Daphnie kvalte et hulk og snøftede lidt.
" Aksel har været væk i over en uge nu.. " Hviskede hun videre og brugte bagsiden af den ene hånd til at tørre ansigtet lidt.
" Alle forlader mig.. Der er ingen der kan lide mig.. " mumlede hun lavt, mest til sig selv. Hun måtte bare acceptere hvad hun var endt med at være.. En ensom skøge.. For det var vel hvad hun var blevet til efterhånden?