Den lune fornemmelse af suppen spredte sig godt. Den duftede bedre end den så ud, noget som måske kunne skræmme folk en anelse. Men at Aaliyah blot fulgte trop i at spise den, var et behageligt tegn. Hun lod sig ikke berører af hvad hun så, men bare lod sig dykke ud i det. 

Endnu en gang havde de opnået en enighed. Måske det forekom som det lange forløb, men det var nok det værd. At give hinanden tid og rum. "Det er en lang kæde af small-talk som endt i min retning," folk kunne godt lide at tale. Det var vel altid noget, at en prinsesse ville bo et bestemt sted eller lignende. Mon ikke også, hun ville vide hvis han opholdt sig i Rubinien eller snarere Belzera. 

Hendes beskrivelse var noget så generel. Men han havde en idé om hvor det var. "Fair, jeg tænker vi bare spadser der hen efter suppen," at flyve var nok også en mulighed, men hvor vant var hun til det og efter at have indtaget føde. Tanken fik ham dog til at gyse lidt, måske en anelse for visuelt så selv hun ville kunne se det. Det kunne være opkast, og noget som han ikke brød sig om, var opkast. Ufordøjet og halvfordøjet mad blandet med mavesaft, det var bare en vammel tanke. 

Det var en fint madsted de var endt ved, sådan havde det set ud, udadtil og igen havde hun lagt sig i hans hænder, så de kunne få en god aften sammen. Hun regnede ikke med at han ønskede andet for deres aften, og det var trods alt ham som kendte denne by bedst. Men maden smagte ganske glimrende, intet overdådigt, men bestemt heller ikke dårligt og derfor havde hun ingen problemer med at dykke i suppen, som han gjorde det.

Det var nok det rigtige de var kommet frem til, selvom hendes tanker stadigvæk svagt gled rundt om emnet. Men det virkede til at de havde nået en enighed, og de måtte tage det derfra hvor de sad og se tiden an. Hun havde en varm følelse I kroppen over ham, sådan som han blot havde overrasket hende tidligere. Det betød jo at han gerne ville hende, og følelserne af en slags var der. "Du ved at vi kvinder ikke kan fatte os i korthed" Grinede hun drillende og søgte hans blik med et smil. Især ikke når hun havde noget på hjerte, så ville hun gerne ud med det. 

Det var måske ikke den bedste beskrivelse af stedet, men det var der hun boede når hun var på disse kanter, så hun kendte vejen, men ikke navnet. "Ja, lad os det" Smilede hun roligt til ham, "Jeg burde sagtens kunne vejen derhen" Hun kunne den i hvert fald fra teateret, "Jeg boede der også sidste gang, hvis du husker?" Stedet havde virkelig levet op til forventningerne, med en fantastisk service, lækre værelser.

Som de langsomt nærmede sig tomme tallerkener, kunne de langsomt bevæge sig ned ad gaderne, og hen til det lille sted hvor hun skulle overnatte. "Tak for at vise mig stedet, kære" Hun sendte ham et kærligt smil, som de kom udenfor.

Han var uforbedret over for den sætning: "Nej, det gør jeg ikke," grinte han akavet og slå kort brynene op i panden af overaskelse. Der var ingen forventning om at, han nogensinde lærte det eller kunne vide sådan noget om kvinder i flertal. Det var dog en god ting at dele med ham, at han skulle vide så meget om kvinder. Men for at være ærlig, så havde Basil nok glemt det til næste dag. 

Supperne forsvandt for næsen af dem, og Basil var mæt. Han levede ikke særligt adelig når det kom til mad og spisesteder, hvilket hun nok havde luret. Men hun virkede noget mere sikker i sig sag, finde frem og tilbage skulle jo heller ikke være en udfordring for hende. Nok var de ikke så nær den øvre bydel, men så langt væk fra de nu heller ikke. Det fungeret jo ganske fint for dem. "Vil du foretrække, at jeg ikke fulgte dig retur?" spurgte han, men det var underlagt en tone af spøgfuldheder. Han skulle nok følge hende tilbage. Men nu - nu forventet hun virkelig noget af ham. Hvor hun boede sidst? Hvad lignede han? En gentleman? 

Basil fik betalt for deres mad, som de lod sig forlade stedet og han fulgte bag hende. "Aali, forventer du virkelig jeg husker sådanne ting? Jeg husker ikke knap nok halvdelen af kvinderne jeg har været sammen med," hvilket nok var en overdrivelse, men deres ansigter var bare en sløret plet og navnet var bare en hyletonen for ham. Engangstilfælde var og forblev engangstilfælde, indtil han nok formåede at rende ind i den samme to eller fire gange og stadigvæk ikke anede det var den samme som tidligere. 

"Men kom," signaleret han og anført en arm til hende, så hun kunne følge med ham og gå side om side med ham. Armen ventede hendes hånd. 

Inderst inde han hun nok heller ikke forventet at det var noget han ville have husket, for det var alligevel ved at være et år siden at hun havde været i byen, og der var alligevel sket en del i deres liv i mellemtiden. 
Hun kunne ikke lade være med at grine over hans ærlighed, for det var endnu en af de ting som hun kunne lide ved ham, men  mænd var også bare mere lige til. "Det er også I orden. Det var mere så du måske var med på vejen" Grinede hun roligt, det var ikke fordi at hun forventede at han kunne den slags, det var kun som en hjælp.

Aaliyah var mæt som de forlod restauranten, og kom ud på den åbne gade. Nu var aftenen og mørket faldet helt på, og hun ville nok føle sig usikker på disse gader.
"Meget gerne, kære" Hun regnede bestemt ikke med at, hvis hun sagde nej, at han så ville forlade hende til sig selv, så meget gentleman var der da over ham.

"Nej, selvfølgelig gør jeg ikke det" Hun kiggede på ham, stadigvæk med et lille grin i mundvigen og det store smil på læberne, "Det ved jeg godt ikke betyder meget for dig, kære" Hun vidste dog ikke helt hvad hun skulle gøre med informationen om hans kvinder. Det var ikke fordi at hun var jaloux, ikke meget i hvert fald. Men hun vidste godt at han havde kvinder og ofte havde sex med dem. Flere end hun havde. Det var alligevel ikke ret ofte. Men det var måske ikke en information, som hun havde brug for, så hun slog det blot væk, med smilet på læberne.

Hun lod sin arm glide ind, rundt om hans, så hun kunne blive fulgt til hendes sted. Hun håbede da inderligt at dette ikke var det for nu og at han kom med op, bare så de kunne tale lidt sammen. "Det er virkelig rart at se dig igen, Basil" Lød det ærligt fra hende, som hun kiggede over på han, som de gik ned ad gaderne.

Basil kunne ikke helt sætte sig i det. Men hun var forstående, noget så forstående at det var uhørt. Men det fungeret for dem, hun kunne være hjernen i alt det sociale og forventninger, Basil kunne være hjernen i alt andet der ikke havde nogen betydning. Den afslappet tilværelse gjort det måske lidt for nemt at være ligeglad. Men han kunne ikke andet end trække skævt på smilebåndet af hendes svar til ham. Et afslappet blik, men det var mere ned bare afslappet, selve blikket var betaget af hende. Næsten det klassiske herre-disney-blik-til-kvinden-uden-hendes-kendskab. 

De gyldne øjne så op mod himlen, den var ramt af mørke og mange sole. Det var altid lidt af syn, men byen var indelukket og fratog dem lidt af udsigten. Han så mod hende og tænkte, at himlen i Belzera måske var flottere, den åbne himmel beklædt af planter og sole flere lysår væk. Der var et ønske om, at han skulle følge hende hjem og han nikkede: "Selvfølgelig," han vænnede sig nok aldrig rigtig til kære, det virkede så underligt. Kære, kæreste, min kære. Nej, han ville nok aldrig selv bruge sådanne ord. Hans tunge ville hvert fald slå knuder før det skete. 

Ubemærket af hendes reaktion, for alt så ud til at være normalt, gryntet han lidt i takt med hendes grin. "Det er altid noget," sagde han og lod den frie hånd finde vej op til baghovedet i et lille grin. Han kunne ikke rigtig gøre op med sig selv, om det var for meget alligevel. Hun virkede uberørt af det, men var hun nu også det. Kvinder var jo så fandens besværlige. Men som hendes hånd kom til hans arm, flyttet han hånden fra baghovedet og lagde den kort på hendes håndryg før han lod den falde ned i lommen ved siden af. 

"Min far og farbror mener det vil være godt for mig, at skulle påtage mig lidt mere ansvar og være den, som kommer til din brors bryllup," men det var selvfølgelig ikke det eneste de mente. Mere arbejde i sig selv. Men sådan var landet nu bare. 

Gaderne blev hurtigt langt bag dem, selvom de alligevel gik i et roligt tempo. Det var næsten som om at tiden fløj sådan af sted, uden man registeret det. 

Det ville måske være for meget forlangt af hendes, hvis han skulle huske den slags detaljer. Det var nok mere en ting, som kvinder kunne. Men det betød meget at hun vidste at der var et sted i byen, hvor hun kunne få et værelse som var anstændigt, med mindre hun nu en dag kunne overnatte hos ham.
Aaliyah smilede kær over hans yderst rolige skæv smil, som han sendte hende. 

Aaliyah satte pris på Basil, for selvom det udadtil ikke altid lige virkede til at han var en mand som bekymrede sig eller opførte sig som gentleman eller lignede, med hans af og til lidt for kække personlighed, så vidste hun godt at han aldrig ville lade hende ske noget. Han betød noget for hende.
"Jeg havde heller ikke forstillet mig, at du ville lade en kvinde som mig gå alene hjem" Grinede hun småt drillende, "Ikke med den betydning jeg har for dig" Hun skubbede kærligt drillende til ham, som de langsomt gik ned ad gaderne.

Som de gik sammen, arm i arm, kunne hun ikke andet end at nyde ham og omgivelserne. Månen havde et solidt tag på mørket som havde sænket sig over byen, og lyste det hele op i et skarpt lys. Det var næsten romantisk at gå sammen med ham på denne måde.

"Er det rigtigt?" Lød det næsten overraskende, med en meget glad og positiv tone. Det håbede hun inderligt at han ville deltage i, så hun  kunne se ham igen. "Hvad tænker du om det? Er det noget du har lyst til?" Det ville næsten være for meget, hvis det lød for plagede st han skulle tage med. Hvorfor skulle han ikke tage med? Det var jo en oplagt mulighed for at møde ham igen, og få ham tæt på. Og så til et bryllup, med et af landets største fester. 

At være i hans selskab tog det dem ingen tid at bevæge sig igennem byens gader, og der gik ikke længe før de faktisk var foran stedet hvor hun boede natten over - eller de dage hun var i byen. "Går du ikke med op?" Hun kiggede roligt på ham, hun lavede ikke sjov, men mente det. Hun havde dårlig nok set ham denne dag. "Vi kan tage en flaske vin med?"

Han tog ikke meget notis af de små ting. Men han bed hendes ord til sig, men alligevel kunne godt ramme nogle knapper i hans hjerne. Med den betydning hun havde for ham. Det var jo farlige ord, en farlig status at kaste sig ud i noget som helst, der kunne påvirke hans manglende interesse for alt og intet. Objektiviteten ville jo forsvinde væk, eller det var måske mere bare Basil der overfortolket ubetydelige ord. 

Nok havde hun forventet en über snaksaglig Basil, men han var jo ikke den som snakket mest, den som gjorde mest. Han var jo ikke kedelige, men han var bare lidt mere omvandrende i egne tanker og passet sig selv. Men hun vidste jo godt, at han var sådan. Men han havde nok også vildledt hende. Men det måtte vente til at de stod ved et reelt problem. Lige nu havde de fokus på om hvor vidt han skulle deltage i brylluppet mellem hendes bror og broderens trolovede. Han trak en anelse på skulderen; "Tænker det er fint at deltage. Kan jo ske jeg finder noget at tage med hjem til fabrikken," svaret han uden rigtig at se på hende. Det var ikke fordi, han ikke gad, men det faldt ham nemmere at sige det som han så frem for sig. Men i sidste ende, vendt han alligevel blikket hende. 

Han rynkede lidt på panden og så på bygningen. "Mhmm." var ikke meget af et svar. Men han gik med hende og med vinen. Han fik flasket en vin til sig og måtte lade hende lede an til hvor hun opholdt sig. 

"Har du gjort dig nogen overvejelser om, hvad der ville ske hvis din far fik nys om det," mange steder var jo næppe særlig diskrete, men ikke at han rigtig kunne udtale sig om det. 

Svaret han kom med gjorde næsten ondt, da hun hørte hans ord. Hun havde ikke regnet med at sådan et svar ville gøre ondt på hende, men det gjorde det. At han blot ville tage en tilfældig kvinde med hjem, efter sådan en fest. Hun ville være der, hvorfor lagde han så ikke op til noget? Det havde han næsten altid gjort, når de havde været tilstede sammen. Måske var det de mange afvisninger, som hun havde sendt den vej. "Jeg håber at se dig, Basil" Svarede hun smilende, skulle hun kommentere på det andet? "Jeg håber vi kan finde på noget bedre end det" Forsøgte hun roligt, med et smil på læberne. Hun viste ham ikke at hun var såret, det var der ingen grund til. Hendes stolthed sad på tøjet, sammen det røde smil.

Det glædede hende dog at han ville med op på værelset, hun havde ikke håbet på andet. Det ville være ærgerligt hvis deres aften skulle stoppe nu. De havde dårligt nok set hinanden, hun havde ikke anet at han ville dukke op, så ville hun have planlagt sin tur i Dianthos meget bedre. Bare så hun kunne bruge tid med ham. "Det er jeg glad for" De fik hurtigt fundet en flaske vin da de kom inden for, og hun kunne føre ham op ad trapperne og hen til det værelse, som hun havde lejet i perioden hun var i byen. 

"Min fader?" Hvorfor skulle han blandes ind i dette? "Jeg kan ikke se hvordan han skulle få nys omkring dette. Jeg er er en voksen kvinde. Jeg mener godt at jeg kan tage vare på mig selv og tage egne beslutninger" Det var selvfølgelig ikke altid Fyrsten var enig i den slags. Slet ikke når det kom til kvinder. De havde jo en lavere status end ham.
Aaliyah satte de to glas som hun havde båret på bordet i værelset og gik langsomt hen imod ham, nu burde hun vise ham, hvordan hun havde det med ham og hvordan hun fortrød de mange afvisninger. Hun tog vin flasken ud af hans hånd og satte den ved siden af de to glas, inden blikket gled over på ham igen. Hun tog det sidste skridt og sendte ham et varmt smil, "Jeg har haft lyst til dette hele aftenen" Nåede det lige at komme fra hende, inden hun lænede sig ind mod ham og lod deres læber mødes.

Lidt forvirret blev han over hendes kommentar. Hvordan kunne de finder på noget bedre end det? Var tekstiler og genstande virkelige så kedelige at hun ville lede ham i andre retninger. Skulle han overhovedet begynde at spørge hvad hun snakkede om, eller skulle han bare gøre det mest normale en mand kunne, erklære sig enig i det. "Jo, ja - selvfølgelig?" han virket åbenlys usikker, men ikke noget at tage med tungt hjerte. Det ville være dumt. 

De havde formået at komme til hendes etage og hendes værelse. Vinen var kølig og hvid. Men hun var sikker på, at hendes far, manden som nok udspioneret flere mennesker end spionerne selv, ikke ville vide besked omkring at hun trak mænd til sine værelser. "Én voksen kvinde," gentog han og så lidt på hende med et tiltet hoved og et hævet bryn. Nok var hun voksen, men hendes far holdt sine pigebørn på lang afstand fra mænd hvis han kunne. Men hvad vidste Basil egentlig. Hun var jo kommet afsted ene og alene. Han fulgte hende med øjnene, glas blev sat fra sig og før han kunne gøre noget, havde hun svunget vinen fra ham. 

"Hvad har du haf-" hun afbrød ham, som hun fik plantet sine læber på hans. Hænderne blev roligt ført op til hendes kæbelinje, mens han gengældte kysset. Det var ikke bare et kys kun for læberne. Basil så sit snit til at få åbnet munden lidt på dem. Det var altid noget som fratog en ilten i sidste ende sådan at få flettet tunge med en anden. De ville ende med at indånde den samme ilt, og pusten ville nå til dem før de kunne nå at tælle til 30. 
Det ville være umuligt ikke at holde sig på den ellers rene sti han havde planlagt for sig. Kroppen kom automatisk tættere på hendes. I sidste ende ville hun kunne mærke hvor han stod og hvad han stod med. Alt i mens øjnene faldt så naturligt i. De sagde, at man lukkede øjne i, ved de mest mindeværdige øjeblikke. Men det var øjnene sm skabte minderne, det gav ikke mening. Hvorfor lukke i, fra det man ville gemme. 

Havde hun misforstået hans ord, og blot tænkte hvad hun troede han sagde? Efter hans svar at dømme virkede det sådan, og nu kunne hun stå der og føle sig umådelig dum. Hun var næsten flov inden i. Hun var glad for at hun ikke havde sagt mere, som gjorde det endnu mere åbenlyst at hun havde lavet en fejl. Det var pinligt. Det måtte ikke ske. Tænk hvis hun havde sagt noget andet? Så var hun da sikker på at han var væk.

Måske håbede hun lidt mere at hendes ord om hendes far var sande, men det var tydeligt at Basil ikke var så naiv. "Jeg ved godt hvad du tænker" Svarede hun roligt, for uanset hvor meget hun ønskede det, så spionerede hendes far så meget, at det halve kunne være nok. Det der kunne være til deres fordel var at Basil kunne flyve og dermed havde de forhåbentlig mistet dem af syne efter teateret. "Jeg tvivler på han ved noget. Hvis han gør, så skal jeg nok bløde ham op" Hun sendte ham et varmt smil, Basil skulle hvert fald ikke komme i problemer.

Det var tydeligt at hun overraskede ham og at dette træk kom bag på ham, det kunne hun kun være glad for. At endelig kunne mærke hans læber mod sine egne, var en fantastisk følelse og noget hun skulle have budt ham for længe siden. 
Hun fulgte hans bevægelser og mærkede hvordan han kom hende tættere, hvordan hun kunne mærke hans krop. Hun åbnede langsomt sine læber, og lod deres tunger mødes i en krævende leg, alt i mens hun lod en arm glide rundt om ham, for at lukke mellemrummet mellem dem helt og lod ham mærke hendes fyldige krop.

Han frygtede ikke rigtig for sig selv. Skulle alt komme til det, ville det være nemt at pointere at hun allerede havde været med andre mænd, og hvorfor fyrsten ikke selv tog vare på hvor hans døtre vandret omkring og foretog sig, men det ville selvfølgelig også være under bæltestedet på Aaliyah. Men problemet var end ikke aktuelt. 

Hænderne var fast placeret. Kroppen stod tæt sammen, næsten som de var blevet syet sammen. Han kunne mærke hendes kropsvarme, hjertebanken, de faste bryster og der var ikke det, han ikke kunne mærke. Men der var nok heller ikke det, hun ikke kunne mærke. Blodet strømmede igennem kroppen med sådan en fart, at det ville være uundgåeligt at afholde hende fra at fornemme det. Der skulle tilsyneladende ikke mere til for ham lige nu. 

Men pusten intet hentet ham, og han trak sin mund fra hendes, men lod panden hvile mod hendes. Hvis det havde været kroppens beslutning, så havde havde mildest talt spise af hende. Men det var ikke tid eller sted. Det ville ikke være råt nok på den måde. Hun ville nok betragte det som om at han var fjern. Han løsnet hænderne fra hendes kæbe linje og lod dem falde ned til hofterne med et let tag. "Ikke nu," mumlet han næsten stakåndet.

Hans blik så mod hendes brune øjne, og han vidste ikke helt hvad eller hvorfor, men det var ikke nu. Den ene hånd blev løftet og han fik taget sine øreringe ud af ørene uden at hun nok registeret det, da det lignede han kløede sig selv. "Hold på dem til næste gang," sagde han og lagde sin let knyttet hånd mod hendes bryst.  

At hun endelig kunne mærke ham på denne måde, have ham så tæt på hende som hun havde, var en behagelig følelse. En følelse som hun nu vidste hun skulle have oplevet meget tidligere i hendes liv. En følelse af fortrydelse blandede sig sammen med følelsen af den store lyst som hun nu havde til ham.
Som de stod lænede op ad hinanden og lod deres læber lege voldsomt med hinanden, næsten længselsfuldt, kunne hun mærke hans krop helt op ad hendes. Varmen som hurtigt steg i mellem dem, blodet som piskende rundt i hans krop og hurtigt nåede et punkt, som ikke gik ubemærket hen. At hun havde denne påvirkning på ham, kunne hun ikke lade være med at nyde inden I. Det gik lige i hendes egen krop, og hurtigt mærkede hun hvordan lysten til ham yderligere steg. Hun sugende alt hvad han havde at byde på, med hans læber, til sig.

Smilet sad på hendes læber, som han lod deres læber skilles og hun lod sine øjne finde hans og kiggede nærmest hungrede efter mere, på ham. Hun nød hvordan han lagde panden mod hendes og ventede nu kun på det næste træk fra ham.
Hun kunne ikke helt forstå hvorfor han ikke mener at det skulle være nu, de var jo sammen og ville  være alene hele natten. Hun kunne ikke undgå at lade den skuffende følelse få lidt mere plads i hendes krop, hun savnede allerede han læber. "Forlader du mig nu?" Lød det lavmælt fra hende, som hendes egen stemme var påvirket at hendes åndedræt.

Det var fair hvis han ikke ønskede at det skulle være nu. Det havde hun selv sagt til ham flere gange, men det var ærgerligt. Følelsen af at kysse ham havde været fantastisk, og nu manglede hun den følelse. 
Men blot det at hun havde vist ham, hvad hun ville med ham og hvad hun følte ham, havde været vigtig og nu kunne hun blot håbe på at han havde det på samme måde - stadigvæk.
Hun kiggede på ham som han rodede med sine ørere, og efterfølgende fik lagt to smukke øreringe i hånden. Hans øreringe.
"Hvorfor skal jeg have dem?" Hun smilede roligt til ham, og var glad for dem. Uanset om det bare var nogen hun skulle passe på for ham. Hun vidste nu at de skulle ses igen. Måske til brylluppet, "De er smukke".

En modvillig klump blev sunket. 

Det var ikke svært for ham, at se hun ikke brød sig om situationen. Hun virkede til at have forventet mere og han havde sat hende på hold. Det var nok også urimeligt. Men det ville være bedre sådan. Et nynnende mmh kom fra ham som bekræftelse på at han forlod hende nu. 

"Det er min mors" han havde nok ikke selv kunne finde nogen i samme stil, det gik han ikke så meget op i. Men han holdt dem nær. Hun skulle bare pas dem, det var hans garanti til at de ville ses igen. Inden længe. 
Han stjal et kys fra hende, og trådte et skridt tilbage og rystede kort kroppen for at fatning over den igen. Basil gik hen til de franskedøre, men som han åbnede dem, kunne han ikke helt dy sig. De fire skridt de stod fra døren, gjorde det nemt lige at rende tilbage og kys hende igen, før han slog vingerne ud. "Til vi ses igen," sagde han mumlende til hende og trådte baglæns til dørene igen, før han fik lettet sig selv med vingerne og fik vendt sig væk fra hende og stedet. 

Hun forstod sagtens hvorfor han havde brudt op, måske var det blot det bedste at vente på et bedre tidspunkt, nu havde han jo også ofte ladet ham i stikken. Men ondt gjorde det, men hun respekterede hans valg. Nu vidste hun at de skulle ses igen, og hun var sikker på at denne oplevelse som de nu havde haft sammen, gjorde at han ikke ville glemme hvad hun ønskede at have sammen med ham. 

"Deres mors?" Hun følte jo næsten ikke at hun så kunne tage imod dem, han kunne regne med at hun ville passe på dem. Selvfølgelig ville hun det. Han havde også blot sagt at hun skulle holde dem og passe på dem, men hun var glad for den gestus som han gav hende. Hun ville uden tvivl sætte dem i, når han havde forladt hende. Det kom nok før eller siden. 
Hun smilede stort, som han nåede at tage et kys fra hende, inden han forsvandt ud i natten. Hun ville savne ham. "Til vi ses, kære"